Det første brev til korintherne 15:1-58

15  Brødre, nu vil jeg minde jer om den gode nyhed jeg har forkyndt for jer,+ den I tog imod, og som I har taget standpunkt for. 2  Hvis I holder fast ved den gode nyhed jeg har forkyndt for jer, vil I også blive frelst+ gennem den. Hvis ikke, er det til ingen nytte I er blevet troende. 3  Noget af det første jeg lærte jer, var det som jeg selv havde lært, nemlig at Kristus døde for vores synder, i overensstemmelse med hvad Skrifterne siger,+ 4  og at han blev begravet,+ ja, at han blev oprejst+ på den tredje dag,+ som Skrifterne siger,+ 5  og at han viste sig, først for Kefas+ og så for de tolv.+ 6  Derefter viste han sig for over 500 brødre på én gang.+ De fleste af dem lever stadig, men nogle af dem er sovet ind i døden. 7  Han viste sig derefter for Jakob,+ og så for alle apostlene.+ 8  Til allersidst viste han sig også for mig,+ som for en der er født for tidligt. 9  Jeg er jo den ringeste af apostlene.+ Jeg er ikke engang værdig til at blive kaldt apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed.+ 10  Men takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er.+ Og den ufortjente godhed han har vist mig, har ikke været forgæves, for jeg har slidt mere end alle de andre – dog ikke i egen kraft, men på grund af den ufortjente godhed Gud viser mig.+ 11  Hvad enten det er mig eller de andre apostle der gør det, så er det dette budskab vi forkynder, og det var også det I fik tro på. 12  Når det altså bliver forkyndt at Kristus er blevet oprejst fra de døde,+ hvordan kan det så være at nogle af jer påstår at de døde ikke bliver oprejst?+ 13  Hvis det er rigtigt at de døde ikke bliver oprejst, så er Kristus jo heller ikke blevet oprejst. 14  Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er vores forkyndelse meningsløs, og jeres tro er meningsløs. 15  Det gør os samtidig til falske vidner om Gud,+ for så har vi talt usandt om Gud når vi siger at han har oprejst Kristus+ – det kan han jo ikke have gjort hvis de døde slet ikke bliver oprejst. 16  Hvis døde ikke bliver oprejst, er Kristus jo heller ikke blevet oprejst. 17  Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er jeres tro værdiløs, for så er I stadig i jeres synder.+ 18  Det betyder også at de kristne der er døde, er gået tabt.+ 19  Hvis det kun er for dette liv vi har sat vores håb til Kristus, så må man have mere ondt af os end af nogen som helst andre. 20  Men nu er Kristus altså blevet oprejst fra de døde, som den første afgrøde af dem der er sovet ind i døden.+ 21  Ligesom døden er kommet gennem et menneske,+ sådan kommer de dødes opstandelse også gennem et menneske,+ 22  ja, ligesom alle dør på grund af Adam,+ sådan vil alle blive gjort levende gennem Kristus.+ 23  Men hver i sit hold: Kristus som den første afgrøde,+ og derefter, under Kristus’ nærværelse, de der tilhører ham.+ 24  Derpå kommer enden, når han overdrager Riget til sin Gud og Far efter at han har udslettet alt herredømme, al myndighed og al magt,+ 25  for han skal herske som konge indtil Gud har lagt alle fjender under hans fødder.+ 26  Og den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.+ 27  Gud har jo “lagt alting under hans fødder”.+ Når han siger at ‘alting er blevet lagt under ham’,+ indbefatter det selvfølgelig ikke Gud selv, som jo er den der lagde alting ind under ham.+ 28  Men når alt er blevet lagt ind under ham, vil Sønnen selv underkaste sig Gud, der lagde alt ind under ham,+ for at Gud kan være alt for alle.+ 29  Hvad vil de der bliver døbt med henblik på at dø, ellers få ud af det?+ Hvis de døde slet ikke bliver oprejst, hvordan kan det så være at disse kristne lader sig døbe med henblik på at dø? 30  Og hvorfor udsætter vi os for fare hver eneste time?*+ 31  Jeg står ansigt til ansigt med døden hver eneste dag – dét er lige så sikkert som den glæde vores Herre Kristus Jesus giver mig på grund af jer, brødre. 32  Hvis jeg i Efesos har kæmpet mod vilde dyr,+ som andre mennesker har gjort,* hvad gavner det mig så? Hvis de døde ikke bliver oprejst, så “lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø”.+ 33  I må ikke lade nogen vildlede jer. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.+ 34  Kom til fornuft, og gør det der er rigtigt. Bliv ikke ved med at synde+ – nogle af jer har slet ingen kundskab om Gud. Jeg siger det til jer for at gøre jer flove. 35  Nu vil nogle spørge: “Hvordan bliver de døde oprejst? Ja, hvilken form for krop har de når de bliver oprejst?”+ 36  Det er ikke et fornuftigt spørgsmål! Det du sår, må jo dø før det kan blive levende.+ 37  Og det du sår, er ikke den plante* der senere vil komme, men kun et nøgent korn, for eksempel hvede eller en anden kornsort. 38  Gud giver det så den form han har bestemt, og hver slags frøkorn får sin egen form.* 39  Der er også forskellige slags kød. Mennesker har én slags kød, kvæget har en anden, fuglene en anden, og fiskene en anden igen. 40  Desuden er der himmelske legemer+ og jordiske legemer.+ Og de himmelske legemer har én form for glans, mens de jordiske legemer har en anden. 41  Solen har én form for glans, og månen har en anden form for glans.+ Stjernerne har igen en anden, og den ene stjerne er forskellig fra den anden i glans. 42  Sådan er det også med de dødes opstandelse. Det der bliver sået, er forgængeligt. Det der bliver oprejst, er uforgængeligt.+ 43  Det der bliver sået, bliver betragtet med foragt, men det bliver oprejst til ære og værdighed.+ Det bliver sået i svaghed, men er fuldt af kraft når det bliver oprejst.+ 44  Det der bliver sået, er et fysisk legeme, men det der bliver oprejst, er et åndeligt legeme.+ Der er et fysisk legeme, og der er også et åndeligt. 45  Det er som der står skrevet: “Det første menneske, Adam, blev et levende væsen.”+ Den sidste Adam blev en livgivende ånd.+ 46  Det er dog ikke det åndelige der kommer først. Det fysiske kommer først, og derefter det åndelige. 47  Det første menneske er fra jorden, dannet af støv.+ Det andet menneske er fra himlen.+ 48  Som den der blev dannet af støv, sådan er også de andre der er dannet af støv. Og som den himmelske er, sådan er de andre himmelske også.+ 49  Og ligesom vi har lignet den der blev dannet af støv,+ sådan vil vi også komme til at ligne den himmelske.+ 50  Jeg kan sige jer dette, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og noget der er forgængeligt, kan heller ikke få del i uforgængelighed. 51  Jeg vil fortælle jer en hellig hemmelighed: Vi vil ikke alle sammen sove ind i døden, men vi vil alle blive forvandlet.+ 52  Det vil ske i ét nu, på et øjeblik, når den sidste trompet lyder. Trompeten vil nemlig lyde,+ og så vil de døde blive oprejst og være uforgængelige. Og vi vil blive forvandlet,+ 53  for det der er forgængeligt, må klædes i uforgængelighed,+ og det der er dødeligt, må klædes i udødelighed.+ 54  Og når det der er forgængeligt, bliver klædt i uforgængelighed og det der er dødeligt, bliver klædt i udødelighed, vil de ord der står skrevet, gå i opfyldelse: “Døden er opslugt for evigt.”+ 55  “Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”+ 56  Den brod der forårsager død, er synden,+ og det er Loven der giver synden kraft.+ 57  Men lad os takke Gud for at han giver os sejren gennem vores Herre Jesus Kristus!+ 58  Derfor, mine elskede brødre, stå fast og vær urokkelige,+ og vær altid travlt optaget+ af tjenesten for Herren. I ved jo at det arbejde I gør for Herren, aldrig er forgæves.+

Fodnoter

^ Eller “hele tiden”.
^ Eller muligvis: “ud fra et menneskeligt synspunkt”.
^ Bogst.: “krop”.
^ Bogst.: “krop”.

Studienoter

lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø: Paulus citerer her fra Esa 22:13, der meget godt sammenfatter den indstilling de ulydige indbyggere i Jerusalem havde. I stedet for at angre da de stod over for ødelæggelse, fokuserede de på at nyde livet. Paulus kan have citeret disse ord fordi de afspejlede tankegangen hos dem der benægtede opstandelseshåbet. For eksempel troede grupper som epikuræerne ikke på en opstandelse, de mente at man skulle leve i nuet. Men som Paulus påpeger, er opstandelsen en realitet der giver kristne god grund og motivation til at bevare en selvopofrende livsform. – 1Kt 15:58.

nogle af jer påstår at de døde ikke bliver oprejst: Hvis den lære var sand, ville de der døde med håbet om at komme til at leve igen på jorden, forblive døde for evigt. (Mt 22:31, 32; Joh 11:23, 24; se studienote til 1Kt 15:2). Salvede kristne kunne ikke komme i himlen, for de skulle først dø for at kunne blive oprejst som åndeskabninger. (1Kt 15:35-38; se studienoter til 1Kt 15:36, 38). Paulus bemærkede at hvis opstandelsen ikke fandt sted, ville den kristne tro være meningsløs, uden noget formål. (1Kt 15:13, 14) Så han forsvarede ihærdigt opstandelseshåbet, her med fokus på salvede kristnes håb for fremtiden.

Hvis I holder fast ved den gode nyhed: Opstandelsen, en del af “grundlærdommen” i kristendommen, var under angreb i Korinth. (He 6:1, 2) Nogle argumenterede for at “de døde ikke bliver oprejst”. (1Kt 15:12) Paulus henledte opmærksomheden på dem der sagde: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.” (1Kt 15:32) Det kan være at han citerede fra Esa 22:13, men ordene afspejler også træffende de menneskers tankegang der var påvirket af græske filosoffer som for eksempel Epikur, der hævdede at der ikke var et liv efter døden. (ApG 17:32; se studienote til 1Kt 15:32). Eller måske har nogle i menigheden med jødisk baggrund været påvirket af saddukæernes lære, der hævdede at der ikke er nogen opstandelse. (Mr 12:18) En anden mulighed er at nogle mente at kristne der stadig var i live, allerede havde oplevet en form for åndelig opstandelse. (2Ti 2:16-18) Hvis korintherne ikke ‘holdt fast ved den gode nyhed’, ville det være til ingen nytte at de var blevet troende – deres håb ville ikke blive til virkelighed. – Se studienote til 1Kt 15:12.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

og Peter: Markus er den eneste evangelieskribent der nævner den detalje at Peter specifikt bliver omtalt i det budskab englen overbringer. (Se også parallelberetningen i Mt 28:7). I Joh 20:2 står der at Maria Magdalene overbragte budskabet til “Simon Peter og til den anden discipel”, dvs. Johannes. Inden Jesus viste sig for sine disciple som en samlet gruppe, viste han sig åbenbart for Peter da Peter var alene. (Lu 24:34; 1Kt 15:5) Denne personlige opmærksomhed og det at Peter specifikt bliver omtalt i englens budskab, forsikrede uden tvivl Peter om at han var blevet tilgivet for de tre gange han havde nægtet at kendes ved sin ven. – Mt 26:73-75.

Kefas: Kefas er et andet navn for Peter. (Se studienote til 1Kt 1:12). Før Jesus viste sig for disciplene som en gruppe, viste han sig for Peter – åbenbart da Peter var alene. (Lu 24:34) Det må have været en stor trøst for Peter at få dette personlige besøg, hvor han uden tvivl fik nødvendig vejledning og blev forsikret om at han var blevet tilgivet for at have fornægtet Jesus tre gange. – Se studienote til Mr 16:7.

de tolv: Den begivenhed der nævnes her, hvor Jesus viste sig for “de tolv”, ser ud til at være den der er omtalt i Joh 20:26-29, hvor Thomas også var til stede. Hvis det er tilfældet, bliver “de tolv” her brugt som en betegnelse for apostlene som en gruppe, også selvom en eller to af dem ikke var der. (Joh 20:24; ApG 6:1-6) Det at Jesus viste sig for dem, hjalp dem uden tvivl til at overvinde deres frygt og modigt vidne om Jesus’ opstandelse.

at mødes: Det ser ud til at der var mere end 500 til stede ved dette møde i Galilæa. – 1Kt 15:6.

sov han ind i døden: I Bibelen bruges udtrykket “at sove” både om bogstavelig søvn (Mt 28:13; Lu 22:45; Joh 11:12; ApG 12:6) og om dødens søvn (Joh 11:11; ApG 7:60; 13:36; 1Kt 7:39; 15:6, 51; 2Pe 3:4). Når udtrykket bruges om døden, gengiver oversættere det ofte med ‘at sove i døden’ eller simpelthen at vedkommende døde, så læserne ikke tager fejl af hvad der menes. I Bibelen sigter ordet “søvn” i overført betydning til dem der er døde på grund af synden og døden, der er nedarvet fra Adam. – Se studienoter til Mr 5:39; Joh 11:11.

viste han sig for over 500 brødre på én gang: Da de fleste af Jesus’ disciple var i Galilæa, kan det være ved den lejlighed der er beskrevet i Mt 28:16-20, at den opstandne Jesus viste sig for “over 500 brødre”. (Se studienote til Mt 28:16). Denne gruppe indbefattede åbenbart også de kvinder som havde fået at vide af en engel at Jesus ville vise sig for dem i Galilæa. (Mt 28:7) De fleste af dem der havde været til stede, var stadig i live i år 55 e.v.t. da Paulus skrev sit første inspirerede brev til korintherne. Så Paulus fortalte dem der tvivlede på at Jesus var blevet oprejst, at der var øjenvidner der stadig levede, og som personligt kunne bevidne at det var en fastslået kendsgerning.

er sovet ind i døden: Se studienote til ApG 7:60.

Jakob: Den Jakob der nævnes her, er sandsynligvis en søn af Jesus’ adoptivfar, Josef, og Jesus’ biologiske mor, Maria. Det ser ikke ud til at Jakob havde fået tro før Jesus blev oprejst. (Joh 7:5) Paulus henviser sikkert her til en begivenhed hvor Jesus viste sig personligt for Jakob, og som ser ud til at have været med til at overbevise Jakob om at hans ældre bror virkelig var Messias. Jakob fik tro og har måske medvirket til at hans andre brødre også fik tro. – ApG 1:13, 14

som for en der er født for tidligt: Paulus refererer åbenbart til den oplevelse han selv havde mens han stadig var kendt som Saulus. Da Saulus fik et syn af Jesus i sin himmelske herlighed, var det som om han havde fået den forret at blive født, eller oprejst, til liv som en åndeskabning før tiden var inde, århundreder før den opstandelse ville finde sted. Den oplevelse afbrød brat Saulus’ morderiske modstand mod den kristne menighed og forårsagede en bemærkelsesværdig forandring i ham. (ApG 9:3-9, 17-19) Han blev apostlen Paulus, en af de mest energiske forkæmpere for den kristne tro. På grund af dette unikke syn kunne Paulus slutte sig til den lange liste af vidner der kunne bekræfte at Jesus var blevet oprejst. – 1Kt 15:6-10.

takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er: Her anerkender Paulus ydmygt at han ikke kan tage æren for det han har udrettet i tjenesten for Jehova. Han understreger pointen ved at nævne Guds “ufortjente godhed” tre gange i dette vers. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Det er i den sammenhæng man skal se Paulus’ udtalelse om at han havde slidt mere end alle de andre, altså de andre apostle. Paulus var taknemmelig for at Gud i sin store barmhjertighed havde udvalgt ham, en tidligere forfølger af de kristne, til at blive en apostel. (1Ti 1:12-16) For at vise sin værdsættelse gjorde Paulus en meget ihærdig indsats for at udføre sin tjeneste. Han rejste tusindvis af kilometer over land og hav for at udbrede den gode nyhed og oprettede mange menigheder. I forbindelse med sin tjeneste, blev Paulus også inspireret til at skrive 14 breve der blev en del af De Kristne Græske Skrifter. Jehova velsignede ham også med den gave mirakuløst at kunne tale fremmede sprog, med syner og med evnen til at kunne udføre mirakler, deriblandt at oprejse en fra de døde. (ApG 20:7-10; 1Kt 14:18; 2Kt 12:1-5) Paulus betragtede hele sin tjeneste og disse velsignelser som et udtryk for Jehovas ufortjente godhed.

Hvis I holder fast ved den gode nyhed: Opstandelsen, en del af “grundlærdommen” i kristendommen, var under angreb i Korinth. (He 6:1, 2) Nogle argumenterede for at “de døde ikke bliver oprejst”. (1Kt 15:12) Paulus henledte opmærksomheden på dem der sagde: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.” (1Kt 15:32) Det kan være at han citerede fra Esa 22:13, men ordene afspejler også træffende de menneskers tankegang der var påvirket af græske filosoffer som for eksempel Epikur, der hævdede at der ikke var et liv efter døden. (ApG 17:32; se studienote til 1Kt 15:32). Eller måske har nogle i menigheden med jødisk baggrund været påvirket af saddukæernes lære, der hævdede at der ikke er nogen opstandelse. (Mr 12:18) En anden mulighed er at nogle mente at kristne der stadig var i live, allerede havde oplevet en form for åndelig opstandelse. (2Ti 2:16-18) Hvis korintherne ikke ‘holdt fast ved den gode nyhed’, ville det være til ingen nytte at de var blevet troende – deres håb ville ikke blive til virkelighed. – Se studienote til 1Kt 15:12.

må jo dø: I sin beskrivelse af en salvet kristens opstandelse til himmelsk liv sammenligner Paulus begravelsen af den fysiske krop med det at så et korn. Et korn der bliver sået, dør i den forstand at det går i opløsning når det kommer i jorden. Når det kommer op som en plante, er det i en hel anden form og et helt andet udseende. (Se også Joh 12:24). En kristen som er udvalgt af Gud til at være medarving sammen med hans Søn og modtage uforgængelighed og udødelighed, må ligeledes først dø. I 1Kt 15:42-44 taler Paulus fire gange om det at blive sået i overført forstand. Han forklarer at en salvet kristen opgiver sit fysiske legeme og får et åndeligt når han bliver oprejst. – Se studienote til 1Kt 15:38.

Gud giver det så den form: Bogst.: “Gud giver det så den krop”. Paulus fortsætter her med at sammenligne en salvet kristens opstandelse med et korn der spirer frem. (Se studienote til 1Kt 15:36). Han bruger billedet med et lille hvedekorn der på ingen måde ligner den plante som kornet bliver til. Det “dør” som et korn og bliver til en ny plante. (1Kt 15:36, 37) På lignende måde vil salvede kristne først dø som mennesker. Når Guds tid er inde, vil han give dem livet igen i et helt nyt legeme. (2Kt 5:1, 2; Flp 3:20, 21) De bliver oprejst med et åndelig legeme og skal leve i himlen. – 1Kt 15:44; 1Jo 3:2.

opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om en opstandelse fra de døde. (Mt 22:31; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står: “Dine døde skal leve”. – Se Ordforklaring.

nogle af jer påstår at de døde ikke bliver oprejst: Hvis den lære var sand, ville de der døde med håbet om at komme til at leve igen på jorden, forblive døde for evigt. (Mt 22:31, 32; Joh 11:23, 24; se studienote til 1Kt 15:2). Salvede kristne kunne ikke komme i himlen, for de skulle først dø for at kunne blive oprejst som åndeskabninger. (1Kt 15:35-38; se studienoter til 1Kt 15:36, 38). Paulus bemærkede at hvis opstandelsen ikke fandt sted, ville den kristne tro være meningsløs, uden noget formål. (1Kt 15:13, 14) Så han forsvarede ihærdigt opstandelseshåbet, her med fokus på salvede kristnes håb for fremtiden.

oprejst: Se studienote til Mt 22:23.

hvis Kristus ikke er blevet oprejst: Opstandelseshåbet er en del af grundlaget for den kristne tro, en del af “grundlærdommen”. (He 6:1, 2) Hvis Jesus ikke var blevet oprejst, kunne han ikke have udført et meget vigtig aspekt af sin opgave som Ypperstepræst, nemlig at frembære værdien af det offer han havde bragt som en løsesum, for Jehova i himlen. (He 9:24) Kristus’ opstandelse er også uløseligt forbundet med andre grundlærdomme i Bibelen, deriblandt dem der handler om Guds suverænitet, hans navn, hans rige og menneskers frelse. – Sl 83:18; Mt 6:9, 10; He 5:8, 9.

Det gør os samtidig til falske vidner om Gud: Paulus fremhæver her endnu en konsekvens af at benægte opstandelsen. Hvis den lære var falsk, ville Paulus og hans medforkyndere lyve, ikke bare om Jesus’ opstandelse, men også om den de tilskrev dette mirakel, Jehova Gud.

så er I stadig i jeres synder: En anden konsekvens af at benægte opstandelsen er at hvis Kristus ikke er blevet oprejst, betyder det at der ikke er blevet betalt nogen løsesum til Gud. Hvis det var rigtigt, ville ufuldkomne mennesker stadig være i en syndig tilstand, uden noget håb om udfrielse eller frelse. – Ro 3:23, 24; 1Kt 15:3; He 9:11-14.

gået tabt: Hvis opstandelseshåbet ikke var ægte, ville det betyde at de kristne der allerede var døde – i nogle tilfælde som martyrer – var gået tabt for evigt, vildledt af det falske håb om at de ville blive oprejst.

så må man have mere ondt af os end af nogen som helst andre: Apostlen Paulus og andre kristne havde lidt tab, været udsat for forfølgelse og prøvelser og havde stået ansigt til ansigt med døden fordi de troede på opstandelsen. Hvis der ikke var noget grundlag for opstandelseshåbet, var de kristne dem man skulle have allermest ondt af blandt mennesker. Paulus’ ord her afslutter en række af negative udsagn der ville have været sande hvis Kristus ikke var blevet oprejst. (1Kt 15:13-19) Men Paulus mente tydeligvis ikke at de udsagn var reelle, for han fortsætter i vers 20: “Men nu er Kristus altså blevet oprejst fra de døde.”

den første afgrøde af dem der er sovet ind i døden: Jesus blev oprejst den 16. nisan år 33, den dag hvor den jødiske ypperstepræst frembar noget af den første afgrøde af den første kornhøst for Jehova. Ypperstepræsten ville svinge noget af den første afgrøde af byghøsten, som man kunne omtale som det første af landets første afgrøde. (3Mo 23:6-14) Dette neg var et billede på den opstandne Jesus Kristus, der var den første nogensinde der blev oprejst til himmelsk liv. At Jesus omtales som “den første afgrøde”, indikerer at der ville foregå en yderligere høst af enkeltpersoner der ville blive oprejst fra døden og få liv i himlen. – 1Kt 15:23.

første afgrøde: Se Ordforklaring.

er her hos mig: Her bruger Paulus det græske ord parousia i forbindelse med tre af hans medarbejdere der var hos ham. Det anvendes på en lignende måde fem andre steder i De Kristne Græske Skrifter. (2Kt 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12) Udtrykket bruges også i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:3; 1Kt 15:23) Udtrykket parousia, eller “nærværelse”, kan henvise til en usynlig nærværelse, sådan som den jødiske historiker Josefus, der skrev på græsk, indikerede da han omtalte Guds parousia på Sinajs Bjerg. Guds usynlige nærværelse blev manifesteret ved torden og lyn. (Jewish Antiquities, III, 80 [v, 2]) Paulus anvender det beslægtede udsagnsord pareimi (“at være nærværende”) da han taler om at være “nærværende i ånden” men “ikke fysisk til stede”. (1Kt 5:3) Selvom mange oversættelser gengiver dette udtryk med “ankomst” eller “komme”, støttes gengivelsen “nærværelse” af den måde Paulus anvender det på i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. – Se studienote til 1Kt 15:23.

under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Kristus’ nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke kun beskrive det øjeblik hvor han kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

enden: Eller “den fuldstændige ende”. Det græske ord der bruges her (telos), adskiller sig fra det græske ord der gengives med “afslutningen” (synteleia) i Mt 24:3. – Se studienote til Mt 24:3 og Ordforklaring: “Afslutningen på verdensordningen”.

enden: Eller “den fuldstændige (absolutte) ende”. (Se studienote til Mt 24:6). “Enden” (græsk: telos) der omtales her, sigter tydeligvis til afslutningen på tusindårsriget (Åb 20:4), hvor Jesus ydmygt og loyalt “overdrager Riget til sin Gud og Far”. Kristus’ tusindårsrige vil da fuldstændigt have tjent sit formål. Der vil ikke længere være brug for dette underordnede styre mellem Jehova og mennesker. Og fordi den adamitiske synd og død til den tid vil være helt fjernet og menneskeheden løskøbt, vil Jesus’ rolle som Løskøber være fuldført. – 1Kt 15:26, 28.

den sidste fjende der tilintetgøres, er døden: Eller “den sidste fjende der afskaffes, er døden”. Bogst.: “den sidste fjende der gøres uvirksom, er døden”. Her taler Paulus om enden på den adamitiske død og dens konsekvenser. En væsentlig del af dødens tilintetgørelse er at de døde får livet igen i en opstandelse (Joh 5:28), en lære som Paulus er stor fortaler for i denne passage. Men for at døden kan afskaffes fuldstændigt, må alle spor af den adamitiske synd også fjernes. Derfor fortsætter Paulus med at forklare at synden, “den brod der forårsager død”, vil blive fjernet på grund af den løsesum der blev betalt via Jesus Kristus’ offer. Ved hjælp af disse to midler – opstandelsen og løskøbelsen – vil Gud tilintetgøre døden og derved gøre den uvirksom. Paulus skriver senere: “Døden er opslugt for evigt.” – 1Kt 15:54-57.

selv underkaste sig: Sønnen, Kristus Jesus, vil ydmygt overgive herredømmet til sin Far og underkaste sig Jehovas suverænitet. Med den handling giver Jesus den størst mulige anerkendelse af retmæssigheden af sin Fars herredømme. Kristus viser også at han ved slutningen af sit vellykkede tusindårsrige, stadig er lige så ydmyg som da han var på jorden som menneske. – Flp 2:5-11; He 13:8.

for at Gud kan være alt for alle: Når Kristus overdrager al myndighed til sin Far, vil Jehova igen herske direkte over alle sine skabninger. Den fuldkomne menneskehed vil til den tid ikke have brug for en underordnet regering, det messianske rige, til at rette op på skaderne forvoldt af oprøret i Eden. Der vil ikke længere være brug for en løsesum, en mellemmand eller et præsteskab. Som sønner og døtre af Jehova vil mennesker kunne glæde sig over stor frihed og over at kunne kommunikere direkte med deres Far. (Ro 8:21) Paulus’ inspirerede syn refererer til tiden efter at Jesus “overdrager Riget til sin Gud og Far efter at han har udslettet alt herredømme, al myndighed og al magt”. – 1Kt 15:24.

blive døbt med den dåb jeg er ved at blive døbt med: Eller “blive nedsænket med den nedsænkning som jeg gennemgår”. Jesus anvender her ordet “dåb” parallelt med ordet “bæger”. (Se studienote til Mt 20:22). Han var allerede ved at blive døbt med denne dåb under sin tjeneste. For hans vedkommende ville han blive døbt, eller nedsænket, fuldt ud i døden ved sin henrettelse på torturpælen den 14. nisan i år 33. Hans opstandelse, der indbefatter en oprejsning, ville fuldende denne dåb. (Ro 6:3, 4) Jesus’ dåb til døden er tydeligvis forskellig fra hans vanddåb, for vanddåben blev foretaget og fuldført ved begyndelsen af hans jordiske tjeneste, det tidspunkt hvor hans dåb til døden først lige var begyndt.

døbt til Kristus Jesus: Da Jesus blev døbt i vand, salvede Gud ham samtidig med hellig ånd, hvilket gjorde ham til Kristus, eller Den Salvede. (ApG 10:38) På det tidspunkt hvor Jesus blev salvet, blev han desuden avlet som en søn af Gud i åndelig forstand. (Se studienote til Mt 3:17). Efter at Gud havde døbt Jesus med hellig ånd, var der åbnet mulighed for at Jesus’ disciple også kunne blive døbt med hellig ånd. (Mt 3:11; ApG 1:5) Det er nødvendigt at de der ligesom Jesus bliver avlet som Guds åndelige sønner, bliver “døbt til Kristus Jesus”, dvs. til den salvede Jesus. Når Jehova salver Kristus’ disciple med hellig ånd, bliver de forenet med Jesus og en del af menigheden, dvs. den krop Kristus er hoved for. (1Kt 12:12, 13, 27; Kol 1:18) Disse disciple bliver også “døbt til en død som hans”. – Se studienote til døbt til en død som hans i dette vers.

døbt til en død som hans: Eller “nedsænket i hans død”. Paulus bruger her det græske ord baptizo (at dyppe; at nedsænke). Efter Jesus’ dåb i vand i år 29 begyndte han også at blive døbt med en anden dåb, det selvopofrende liv som er beskrevet i Mr 10:38. (Se studienote). Denne dåb varede hele hans tjeneste og blev fuldført da han blev henrettet den 14. nisan år 33 og oprejst tre dage senere. Da Jesus omtalte denne dåb, sagde han også at hans disciple ville blive døbt med “den dåb [han var] ved at blive døbt med”. (Mr 10:39) De salvede, der er lemmer på Kristus’ krop, bliver “døbt til en død som [Jesus’]” på den måde at de, ligesom Jesus, påbegynder et selvopofrende liv, der blandt andet indebærer at de må give afkald på håbet om at leve evigt på jorden. Denne dåb varer resten af deres liv, hvor de skal forblive trofaste under prøvelser. Den er fuldført når de dør og bliver oprejst som åndeskabninger. – Ro 6:4, 5.

bliver døbt med henblik på at dø: I kapitel 15 i 1. Korinther taler Paulus om hvorfor vi kan have fuld tillid til opstandelsen. I denne sammenhæng siger han at salvede kristne døbes til, eller nedsænkes i, et livsløb der vil føre til en død i trofasthed ligesom Kristus’ død. Derefter vil de blive oprejst til himmelsk liv, ligesom Jesus blev. Denne dåb fører til prøvelser der svarer til dem Jesus blev udsat for, og vil ofte føre til en død ligesom hans. (1Kt 15:30-34) Trofaste salvede kristne har håbet om at blive oprejst til liv i himlen. Så der ser ud til at være en sammenhæng mellem denne dåb og den dåb Jesus omtaler i Mr 10:38, og som Paulus omtaler i Ro 6:3. – Se studienoter til Mr 10:38; Ro 6:3.

med henblik på: Dette udtryk kommer af det græske forholdsord hyper, der egentlig betyder “over”, men det kan også have andre betydninger alt efter sammenhængen. I nogle bibeloversættelser står der “lader sig døbe for de døde” eller en lignende ordlyd. Den gengivelse har fået nogle til at drage den konklusion at verset taler om at levende mennesker kan være stedfortrædere og lade sig døbe på vegne af en der er død. Men denne praksis nævnes ingen steder i Bibelen, og der er heller ikke noget der tyder på at det var noget man gjorde på Paulus’ tid. Desuden ville det heller ikke være i tråd med resten af Bibelen der tydeligt viser at de der blev døbt, var “disciple” der personligt og “med glæde tog imod” Guds ord og “fik tro”. – Mt 28:19; ApG 2:41; 8:12.

i Efesos har kæmpet mod vilde dyr: Romerne kastede ofte forbrydere for de vilde dyr i arenaerne. Selvom bibelforskere ikke mener at en romersk borger som Paulus ville blive straffet på den måde, er der historiske vidnesbyrd om at nogle romerske borgere blev kastet for vilde dyr eller sat til at slås med dem. Det Paulus skrev i 2. Korinther, kunne være en beskrivelse af et møde med bogstavelige vilde dyr i en arena. (2Kt 1:8-10) Hvis Paulus var blevet kastet for bogstavelige vilde dyr, måtte hans redning skyldes Guds indgriben. (Se også Da 6:22). Denne oplevelse kan derfor have været en af flere gange hvor Paulus var “tæt på at dø” under sin tjeneste. (2Kt 11:23) Andre bibelforskere mener at Paulus’ ord skal opfattes billedligt, som en beskrivelse af modstandere i Efesos der var som vilde dyr. – ApG 19:23-41.

lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø: Paulus citerer her fra Esa 22:13, der meget godt sammenfatter den indstilling de ulydige indbyggere i Jerusalem havde. I stedet for at angre da de stod over for ødelæggelse, fokuserede de på at nyde livet. Paulus kan have citeret disse ord fordi de afspejlede tankegangen hos dem der benægtede opstandelseshåbet. For eksempel troede grupper som epikuræerne ikke på en opstandelse, de mente at man skulle leve i nuet. Men som Paulus påpeger, er opstandelsen en realitet der giver kristne god grund og motivation til at bevare en selvopofrende livsform. – 1Kt 15:58.

nogle af jer påstår at de døde ikke bliver oprejst: Hvis den lære var sand, ville de der døde med håbet om at komme til at leve igen på jorden, forblive døde for evigt. (Mt 22:31, 32; Joh 11:23, 24; se studienote til 1Kt 15:2). Salvede kristne kunne ikke komme i himlen, for de skulle først dø for at kunne blive oprejst som åndeskabninger. (1Kt 15:35-38; se studienoter til 1Kt 15:36, 38). Paulus bemærkede at hvis opstandelsen ikke fandt sted, ville den kristne tro være meningsløs, uden noget formål. (1Kt 15:13, 14) Så han forsvarede ihærdigt opstandelseshåbet, her med fokus på salvede kristnes håb for fremtiden.

Dårligt selskab ødelægger gode vaner: Eller “Dårligt selskab nedbryder god moral”. Ordene her lader til at være en talemåde eller et ordsprog man brugte på Paulus’ tid, og indeholder samme tanke som man finder andre steder i Bibelen. (Ord 13:20; 14:7; 22:24, 25) Paulus citerede de ord for at tilskynde sine trosfæller til at undgå unødigt at være sammen med nogle der ikke var enige i det Skrifterne sagde om opstandelsen. (1Kt 15:3-8; se studienote til 1Kt 15:12). Paulus vidste at hvis man tilbragte meget tid sammen med dem der afviste tanken om opstandelsen og andre velbegrundede kristne læresætninger, ville det nedbryde troen og ødelægge (græsk: ftheiro, der betyder “at fordærve; at skade”) gode vaner og en sund tankegang. (ApG 20:30; 1Ti 4:1; 2Pe 2:1) Menigheden i Korinth kæmpede med en række problemer, og det skyldtes til dels at nogle traf ukloge valg med hensyn til hvem de kom sammen med. – 1Kt 1:11; 5:1; 6:1; 11:20-22.

Kom til fornuft: Paulus bruger her et græsk ord der bogstaveligt betyder “at blive ædru”. Nogle af de kristne i Korinth var begyndt at lytte til frafalden tale, som for eksempel benægtelsen af opstandelsen, og derved var de blevet åndeligt sløve, forvirrede og desorienterede som om de var beruset. Paulus tilskynder dem til at vågne op og genvinde fatningen ved at få en klar forståelse af læren om opstandelsen. Det måtte de gøre før deres sløvede tilstand førte til åndelig sygdom og endda død. – 1Kt 11:30.

Gud giver det så den form: Bogst.: “Gud giver det så den krop”. Paulus fortsætter her med at sammenligne en salvet kristens opstandelse med et korn der spirer frem. (Se studienote til 1Kt 15:36). Han bruger billedet med et lille hvedekorn der på ingen måde ligner den plante som kornet bliver til. Det “dør” som et korn og bliver til en ny plante. (1Kt 15:36, 37) På lignende måde vil salvede kristne først dø som mennesker. Når Guds tid er inde, vil han give dem livet igen i et helt nyt legeme. (2Kt 5:1, 2; Flp 3:20, 21) De bliver oprejst med et åndelig legeme og skal leve i himlen. – 1Kt 15:44; 1Jo 3:2.

må jo dø: I sin beskrivelse af en salvet kristens opstandelse til himmelsk liv sammenligner Paulus begravelsen af den fysiske krop med det at så et korn. Et korn der bliver sået, dør i den forstand at det går i opløsning når det kommer i jorden. Når det kommer op som en plante, er det i en hel anden form og et helt andet udseende. (Se også Joh 12:24). En kristen som er udvalgt af Gud til at være medarving sammen med hans Søn og modtage uforgængelighed og udødelighed, må ligeledes først dø. I 1Kt 15:42-44 taler Paulus fire gange om det at blive sået i overført forstand. Han forklarer at en salvet kristen opgiver sit fysiske legeme og får et åndeligt når han bliver oprejst. – Se studienote til 1Kt 15:38.

må jo dø: I sin beskrivelse af en salvet kristens opstandelse til himmelsk liv sammenligner Paulus begravelsen af den fysiske krop med det at så et korn. Et korn der bliver sået, dør i den forstand at det går i opløsning når det kommer i jorden. Når det kommer op som en plante, er det i en hel anden form og et helt andet udseende. (Se også Joh 12:24). En kristen som er udvalgt af Gud til at være medarving sammen med hans Søn og modtage uforgængelighed og udødelighed, må ligeledes først dø. I 1Kt 15:42-44 taler Paulus fire gange om det at blive sået i overført forstand. Han forklarer at en salvet kristen opgiver sit fysiske legeme og får et åndeligt når han bliver oprejst. – Se studienote til 1Kt 15:38.

Gud giver det så den form: Bogst.: “Gud giver det så den krop”. Paulus fortsætter her med at sammenligne en salvet kristens opstandelse med et korn der spirer frem. (Se studienote til 1Kt 15:36). Han bruger billedet med et lille hvedekorn der på ingen måde ligner den plante som kornet bliver til. Det “dør” som et korn og bliver til en ny plante. (1Kt 15:36, 37) På lignende måde vil salvede kristne først dø som mennesker. Når Guds tid er inde, vil han give dem livet igen i et helt nyt legeme. (2Kt 5:1, 2; Flp 3:20, 21) De bliver oprejst med et åndelig legeme og skal leve i himlen. – 1Kt 15:44; 1Jo 3:2.

den ene stjerne er forskellig fra den anden i glans: Nogle korinthere mente ikke at man kunne tro på at mennesker af kød og blod skulle dø og blive oprejst med et andet legeme, et åndeligt legeme, så Paulus kommer med nogle malende eksempler. For eksempel henviser han til stjernerne. Hvis man kiggede op mod himlen i det første århundrede, kunne man med det blotte øje se at stjernerne varierede i lysstyrke og farve. Paulus’ pointe var at Gud der havde skabt en sådan variation, også var i stand til at oprejse et menneske og give vedkommende et åndeligt legeme.

udødelighed: Det græske ord for “udødelighed” (athanasia) forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter, i 1Kt 15:53, 54 og 1Ti 6:16. Det betyder egentlig “ikke underlagt døden”. Det sigter til karakteren af det liv der opnås, det er uendeligt og kan ikke bringes til ophør. En salvet discipel af Kristus, der som et dødeligt menneske har tjent Gud trofast, vil blive oprejst som mere end en åndeskabning der har evigt liv. Jehova giver de salvede “uforgængeligt liv” – et smukt udtryk for hans tillid til dem. – He 7:16; se også studienote til 1Kt 15:42.

uforgængeligt: Uforgængelighed (græsk: aftharsia) sigter til noget der ikke kan nedbrydes eller fordærves, noget der ikke kan forgå. Efter at de salvede har levet og tjent trofast og er døde i et forgængeligt menneskelegeme, får de nu et uforgængeligt åndeligt legeme. (1Kt 15:44) Et sådant legeme der “bliver oprejst, er uforgængeligt”, og det kan ikke nedbrydes eller gå i opløsning og vil tilsyneladende være selvopretholdende. – Se også studienote til 1Kt 15:53.

fysisk: Det græske ord psychikos der anvendes her, er en afledning af ordet psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”. (Se også gengivelsen “soulical [“sjælelig”]” i Kingdom Interlinear). Her bruges det til at beskrive jordiske legemer som modsætning til åndelige legemer, og det henviser til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

søn af Adam: Lukas fører Jesus’ afstamning tilbage til Adam, alle menneskers stamfar. Det er i fin tråd med det formål Lukas havde om at nedskrive den gode nyhed til alle mennesker, både til jøder og ikkejøder. Matthæus, der ser ud til at have skrevet sit evangelium specielt til jøder, fører derimod Jesus’ afstamning tilbage til Abraham. Det at Lukas’ evangelium henvender sig til alle mennesker, kan man også se af at han i sin beretning viser at Kristus’ budskab og gerninger kunne gavne andre uanset deres baggrund – en spedalsk samaritaner, en rig skatteopkræver og endda en dømt forbryder der var ved at dø på en pæl. – Lu 17:11-19; 19:2-10; 23:39-43.

Adam, søn af Gud: Denne reference går tilbage til menneskehedens oprindelse og stemmer med beretningen i 1. Mosebog, hvor der står at det første menneske blev skabt af Gud og i Guds billede. (1Mo 1:26, 27; 2:7) Denne udtalelse kaster også lys over andre inspirerede udtalelser, såsom Ro 5:12; 8:20, 21 og 1Kt 15:22, 45.

ham der lignede den der skulle komme: Det første menneske, Adam, lignede Jesus Kristus, hvis komme blev forudsagt da Jehova Gud i Edens Have idømte Adam og Eva deres straf. (1Mo 3:15) Adam og Jesus var begge fuldkomne. De var også begge fædre: Adam blev far til hele den syndige menneskehed (1Mo 1:28), Jesus er far i den forstand at han er “livets Hovedformidler” og “Evig Far” for alle lydige mennesker. (ApG 3:15; Esa 9:6) Adam var ulydig mod Gud og blev far til en slægt af syndere. Deres Løskøber, Jesus, måtte være et fuldkomment menneske ligesom Adam for at kunne annullere deres gæld i form af synd. Det stemmer med princippet om “liv for liv”. (5Mo 19:21) Paulus skrev også i 1Kt 15:45: “Der står skrevet: ‘Det første menneske, Adam, blev et levende væsen.’ Den sidste Adam blev en livgivende ånd.” Det græske ord der er gengivet med “lignede”, er typos, som bogstaveligt betyder “billede” eller “mønster”. Så sætningen “ham der lignede den der skulle komme” kunne også gengives med “ham der er et billede (mønster) på den der skulle komme”. Der var derimod ingen lighed mellem Jesus’ absolutte lydighed mod Jehova Gud og den ulydighed Adam viste ved sit oprør.

Det første menneske, Adam ... Den sidste Adam: I den første del af verset citerer Paulus fra 1Mo 2:7 (“mennesket blev et levende væsen”), men han tilføjer ordene “det første” og “Adam”. I anden del af verset kalder han Jesus “den sidste Adam”. Og i 1Kt 15:47 kalder Paulus Adam for “det første menneske” og Jesus for “det andet menneske”. Den første Adam var ulydig mod sin Far og Livgiver, den sidste Adam var fuldstændigt lydig mod Ham. Den første Adam gav synden videre til sine efterkommere, den sidste Adam gav sit liv som menneske som et offer der løskøbte fra synden. (Ro 5:12, 18, 19) Jehova gav derefter Jesus livet igen som en åndeskabning. (1Pe 3:18) Ligesom Adam var Jesus et fuldkomment menneske, så i harmoni med sin egen retfærdighed kunne Jehova tage imod Jesus’ offer som “en dækkende løsesum” der købte Adams efterkommere fri. Det offer ville give mennesker udsigt til at få et liv som det den første Adam forspildte. (1Ti 2:5, 6) Det er derfor meget passende at kalde Jesus “den sidste Adam”, et udtryk der indikerer at der ikke vil blive behov for endnu en Adam efter ham. – Se også studienoter til Lu 3:38; Ro 5:14.

et levende væsen: Eller “en levende sjæl”. Paulus citerer her fra 1Mo 2:7, hvor det hebraiske ord nefesh er gengivet med “væsen”, eller “sjæl” ifølge fodnoten. Det hebraiske ord betyder bogstaveligt “en åndende skabning”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

den himmelske: Dvs. Kristus Jesus, “den sidste Adam”. – 1Kt 15:45.

øjeblik: Det græske ord der er oversat med “øjeblik” (græsk: rhipe), indeholder tanken om en hurtig bevægelse. I denne sammenhæng kan det referere til et øjeblik eller et blink med øjnene, og det indikerer at når den sidste trompet lyder, vil salvede kristne blive oprejst i ét nu til udødeligt liv i himlen. – 1Ts 4:17; Åb 14:12, 13.

uforgængeligt: Uforgængelighed (græsk: aftharsia) sigter til noget der ikke kan nedbrydes eller fordærves, noget der ikke kan forgå. Efter at de salvede har levet og tjent trofast og er døde i et forgængeligt menneskelegeme, får de nu et uforgængeligt åndeligt legeme. (1Kt 15:44) Et sådant legeme der “bliver oprejst, er uforgængeligt”, og det kan ikke nedbrydes eller gå i opløsning og vil tilsyneladende være selvopretholdende. – Se også studienote til 1Kt 15:53.

udødelighed: Det græske ord for “udødelighed” (athanasia) forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter, i 1Kt 15:53, 54 og 1Ti 6:16. Det betyder egentlig “ikke underlagt døden”. Det sigter til karakteren af det liv der opnås, det er uendeligt og kan ikke bringes til ophør. En salvet discipel af Kristus, der som et dødeligt menneske har tjent Gud trofast, vil blive oprejst som mere end en åndeskabning der har evigt liv. Jehova giver de salvede “uforgængeligt liv” – et smukt udtryk for hans tillid til dem. – He 7:16; se også studienote til 1Kt 15:42.

Døden er opslugt for evigt: Ved at citere det der var skrevet af Esajas i det ottende århundrede f.v.t., viste Paulus at Gud for længe siden havde lovet at gøre ende på den adamitiske død. Den hebraiske tekst i Esa 25:8 lyder: “Han [dvs. Gud] vil opsluge døden for evigt.” I Paulus’ citat fra Esajas bruger han et græsk udtryk (her oversat med “for evigt”) der bogstaveligt betyder “til sejr”. Den bogstavelige gengivelse skinner igennem i nogle bibeloversættelser, hvor der står: “Døden er opslugt og besejret” eller “Døden er opslugt og sejren vundet”. Men det græske udtryk kan i nogle sammenhænge også betyde “permanent; for evigt”. Det blev brugt i Septuaginta som en gengivelse af et hebraisk ord der betyder “for evigt”, for eksempel i Esa 25:8 og Kl 5:20. Så der er godt belæg for at gengive dette græske udtryk med “for evigt” i 1Kt 15:54, især set i lyset af den originale læsemåde i den hebraiske tekst, som citatet er hentet fra.

Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?: Paulus citerer her fra Ho 13:14. Hoseas’ profeti indikerer ikke at de ulydige israelitter ville blive oprejst fra de døde. Den måde Paulus anvender Ho 13:14 på, viser derimod at profetien pegede frem til den tid hvor de døde ville få livet igen og Graven (Sheol, eller Hades) ville miste sit greb. Paulus citerer delvist fra Septuaginta, hvor der står: “Hvor er din straf, død? Hades, hvor er din brod?” Ved at stille disse retoriske spørgsmål til fjenden, Døden (1Kt 15:25, 26), siger Paulus egentlig: “Død, du vil ikke sejre igen! Død, din brod har ikke længere nogen virkning!”

brod: Det græske ord kentron kan henvise til brodden på et dyr, for eksempel en skorpion. Det anvendes i Åb 9:10, hvor der siges om de symbolske græshopper at de har “haler med brodde som skorpioners”. Her i 1Kt 15:55 anvendes udtrykket i overført forstand om den smerte og sorg vores fjende døden har påført millioner af mennesker. (1Kt 15:26) En skorpion der har mistet sin brod, kan ikke længere stikke, og ligeledes vil døden ikke have magt over de salvede der er blevet oprejst til at arve Guds rige og har opnået udødelighed. (1Kt 15:57; Åb 20:6) Under Kristus’ tusindårsrige vil Gud fuldstændigt fjerne den adamitiske døds brod ved at give millioner livet igen og i symbolsk forstand kaste døden i “ildsøen”. – Åb 20:12-14; 21:4; Joh 5:28, 29.

det er Loven der giver synden kraft: Paulus refererer her til Moseloven. Den viste tydeligt hvad synd er ved at betegne mange handlinger og endda holdninger som syndige. (Ro 3:19, 20; Ga 3:19) I den forstand gav Loven synden kraft. På den måde blev israelitterne gjort opmærksomme på deres syndige tilstand, deres afhængighed af Gud og behovet for Messias. – Ro 6:23.

Derfor, ... stå fast og vær urokkelige: Det græske udtryk der er gengivet med “stå fast”, indeholder tanken om at være fastgjort, funderet, solidt placeret. I Kol 1:23 er det samme udtryk gengivet med at være “faste” og bruges parallelt med udtrykket “bliver stående på fundamentet”. Det indebærer at man bliver stående på sin plads og viser urokkelig tro på Gud og hans løfter. (1Pe 5:9) Ordet “urokkelige” formidler en lignende tanke og sigter til noget der ikke kan rystes eller flyttes på. Når en kristen møder modstand og angribes på sin tro, virker hans håb som “et anker”, der holder et skib fast så det ikke bliver revet løs fra fortøjningerne. (He 6:19) Paulus bruger de to udtryk der er oversat med “stå fast og vær urokkelige”, sammen for at udtrykke ønske om at brødrene i Korinth måtte være besluttet på at holde fast ved håbet og troen i tillid til at ‘det arbejde de havde gjort for Herren’, ikke var forgæves.

tjenesten for Herren ... det arbejde I gør for Herren: I denne sammenhæng kan det græske ord Kyrios (“Herre”) både sigte til Jehova Gud og til Jesus Kristus. Her refererer ordet “Herren” sandsynligvis til Jehova, for Paulus taler om den kristne tjeneste og siger at vi er “Guds medarbejdere”, og han omtaler den tjeneste som “et arbejde for Jehova”. (1Kt 3:9; 16:10; Esa 61:1, 2; Lu 4:18, 19; Joh 5:17; Ro 12:11) Og da Jesus talte om det åndelige høstarbejde, kaldte han Jehova Gud “høstens Herre (græsk: Kyrios)”. (Mt 9:38) Men det kan også være at Paulus tænkte på det arbejde, eller den tjeneste, som Jesus gik i spidsen for da han var på jorden. (Mt 28:19, 20) Uanset hvordan det forholder sig, har kristne forkyndere den store forret at samarbejde med både Den Suveræne Herre Jehova og Herren Jesus Kristus om at forkynde den gode nyhed.

Medieindhold

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF BIBELEN (STUDIEUDGAVE)
1. Korinther 15
Dansk
Læs Bibelen online
https://cms-imgp.jw-cdn.org/img/p/1001070103/univ/art/1001070103_univ_sqr_xl.jpg
nwtsty