Det første brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Papyruskodeksen kendt som P⁴⁶ viser at afskrivere gjorde brug af titler på bibelbøger. Denne kodeks er den tidligst kendte samling af Paulus’ breve, ofte dateret til omkring år 200. Den indeholder ni af hans breve. I denne kodeks har Paulus’ første inspirerede brev til korintherne en titel der lyder: Pros Korinthious A (“Til korinthere 1”). (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”). Andre tidlige håndskrifter som Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede indeholder samme titel. I disse håndskrifter forekommer titlen både i begyndelsen af brevet og i slutningen.

Til kolossenserne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. – Se studienote til 1Kt Titel.

Fra Paulus … og fra vores bror Timotheus: Det er Paulus der har skrevet brevet til kolossenserne, men han inkluderer Timotheus i sin indledende hilsen. Timotheus var åbenbart sammen med Paulus i Rom da brevet blev skrevet under Paulus’ første fangenskab omkring år 59-61 e.v.t. Når Paulus omtaler Timotheus som “vores bror”, henviser han til deres åndelige familiebånd. Det ser ud til at Timotheus også var i fængsel i Rom på et tidspunkt i løbet af den periode. – Flp 2:19; He 13:23.

apostel for Kristus Jesus: Se studienote til Ro 1:1.

apostel: Det græske navneord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende; at sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Den grundlæggende betydning kommer tydeligt frem i Jesus’ udtalelse i Joh 13:16, hvor det er gengivet med “en der er sendt”. Paulus blev kaldet til at være apostel for nationerne, eller ikkejøderne, udvalgt direkte af den opstandne Jesus Kristus. (ApG 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23) Paulus forsvarede sin stilling som apostel ved at forklare at han havde set den opstandne Jesus Kristus (1Kt 9:1, 2), og at han havde udført mirakler (2Kt 12:12). Han bekræftede yderligere det faktum at han var en sand apostel, ved at viderebringe den hellige ånd til døbte troende. (ApG 19:5, 6) Til trods for at han ofte omtaler sin opgave som apostel, inkluderer han aldrig sig selv blandt “de tolv”. – 1Kt 15:5, 8-10; Ro 11:13; Ga 2:6-9; 2Ti 1:1, 11.

hellige: I De Kristne Græske Skrifter omtales Kristus’ åndelige brødre i menighederne ofte som “hellige”. (ApG 9:13; 26:10; Ro 12:13; 2Kt 1:1; 13:13) Dette udtryk gælder dem der har fået et særligt forhold til Gud gennem den nye pagt ved “det blod der gør en evig pagt gyldig”, Jesus’ udgydte blod. (He 10:29; 13:20) På den måde helliger og renser Gud dem og betragter dem som “hellige”. Han regner dem for at være i denne tilstand fra begyndelsen af deres liv som salvede på jorden og ikke først efter deres død. Der er altså ikke noget bibelsk belæg for at enkeltpersoner eller en organisation kan erklære mennesker for “hellige” – eller “helgener”, som nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket. Peter siger at de “skal være hellige” fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 20:7, 26) Udtrykket “hellige” gælder alle dem der er i samhørighed med Kristus, og som skal være hans medarvinger. Mere end 500 år før Kristus’ disciple fik denne betegnelse, åbenbarede Gud at “Den Allerhøjestes hellige” skulle være Kristus’ medregenter. – Da 7:13, 14, 18, 27.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (1Kt 1:3; 2Kt 1:2; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed” i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen, shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

til de hellige: Se studienote til Ro 1:7.

Kolossæ: En by i det sydvestlige Lilleasien, som på Paulus’ tid lå i den romerske provins Asien. (Se Ordforklaring: “Asien”; Tillæg B13). Den lå i Lykosdalen og dermed på en stor handelsrute der forbandt byerne på den Ægæiske kyst med byerne mod Ø. I det første århundrede var nabobyerne Laodikea og Hierapolis også blevet vigtige byer i området. Kolossæ var længe kendt for sine tekstilvarer fremstillet af fin uld der var farvet med en rød-violet farve, kaldet colossinus. Ruinerne af oldtidsbyen, som befinder sig 4 km fra den tyrkiske by Honaz, er endnu ikke blevet udgravet.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred fra Gud, vores Far: Se studienote til Ro 1:7.

Vi takker Gud … hver gang vi beder for jer: Eller muligvis: “Vi takker Gud … og beder altid for jer.” Nogle bibeloversættelser knytter det græske ord for “hver gang; altid” til “takker Gud”, mens andre knytter det til “beder”. Den græske tekst kan forstås på begge måder.

tjenere: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. (Se studienote til Mt 20:26). I Ro 15:8 bruges udtrykket om Jesus. (Se studienote). I dette vers (1Kt 3:5) beskriver Paulus sig selv og Apollos som tjenere der hjalp korintherne til at blive troende. Deres tjeneste indebar, ligesom alle døbte kristnes tjeneste, at hjælpe mennesker til at få dækket deres åndelige behov. – Lu 4:16-21.

tjener: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. Ordet bruges om Kristus (Ro 15:8), om tjenere for Kristus der forkynder om ham (1Kt 3:5-7; Kol 1:23), om tjenere i en menighed (Flp 1:1; 1Ti 3:8), om tjenere i en husholdning (Joh 2:5, 9) og om myndighedspersoner (Ro 13:4).

Epafras: En trofast kristen fra Kolossæ som besøgte apostlen Paulus første gang han var i fængsel i Rom. Det ser ud til at Paulus endnu ikke havde besøgt Kolossæ da han skrev brevet til de kristne der (Kol 2:1), og at Epafras havde spillet en vigtig rolle i oprettelsen af menigheden (Kol 1:6-8; 4:12, 13). Navnet Epafras er en kort form af Epafroditus. Men Epafras er ikke den samme person som Epafroditus fra Filippi. (Flp 2:25) Epafras fra Kolossæ nævnes også i Flm 23.

tjener: Se studienoter til Mt 20:26; 1Kt 3:5.

den kærlighed Guds ånd får jer til at vise: Bogst.: “jeres kærlighed i ånden”. Der er her tale om den uselviske kærlighed der styres af principper og er et resultat af at man lader sig lede af Guds hellige ånd. – Ga 5:22.

den nøjagtige kundskab: I De Kristne Græske Skrifter er der to ord der normalt oversættes med “kundskab”, nemlig gnosis og epignosis. Det ord der er brugt her, epignosis, er en forstærket form af gnosis (forstavelsen epi betyder bogstaveligt “på; oven på”, men her indeholder den betydningen “yderligere”). Afhængigt af sammenhængen kan det betyde “eksakt, nøjagtig eller fuld kundskab”. (Se studienote til Ro 10:2). Her bruger Paulus ordet for at vise at modne kristne må være forenede med deres trosfæller om at få fuld kundskab om Guds Søn, Jesus Kristus. – 1Kt 1:24, 30; Ef 3:18; Kol 2:2, 3; 2Pe 1:8; 2:20.

nøjagtig kundskab: Det græske udtryk for “nøjagtig kundskab” forekommer både her og i det næste vers. Paulus beder om at kolossenserne må blive fyldt med nøjagtig kundskab om Gud og hans vilje. – Læs mere om det græske udtryk der oversættes med “nøjagtig kundskab”, i studienote til Ef 4:13.

åndelig indsigt: Dvs. en forståelse af åndelige ting som Guds ånd hjælper en med at få. Den omfatter “nøjagtig kundskab om [Guds] vilje”. Når man har åndelig indsigt, ser man tingene på samme måde som Jehova gør.

leve på en måde der er Jehova værdig: Det græske udsagnsord der er oversat med “leve”, betyder bogstaveligt “gå; vandre”. Her bruges ordet om den måde man lever eller opfører sig på. Paulus bruger flere gange dette græske udsagnsord i overført betydning i sine breve. (Ga 5:16; Ef 5:2; Flp 3:17; Kol 2:6; 3:7; 4:5; 1Ts 2:12; 4:1) Et opslagsværk siger at ordet i de sammenhænge henviser til ens livsstil eller den måde man lever sit liv på. Den måde at bruge ordet på er kendt fra De Hebraiske Skrifter. Et eksempel på det findes i 1Mo 6:9, hvor der står: “Noa var en retfærdig mand. Der var ikke noget at udsætte på ham, og han skilte sig derfor ud fra sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.” Så at vandre på en måde der er Jehova værdig, kædes sammen med at man lever op til Jehovas retfærdige normer og på den måde giver ære til ham. I 1Ts 2:12 bruger Paulus et lignende udtryk. – Læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; Kol 1:10.

flytte bjerge: Paulus anvender åbenbart en gammel talemåde der indeholder tanken om “at gøre det umulige muligt”. – Se også Mr 11:23, hvor et lignende udtryk bruges i forbindelse med tro.

mørket har magten: Eller “mørkets magt”. Med mørket sigtes der til dem der er i åndeligt mørke. (Se også Kol 1:13). I ApG 26:18 nævnes mørke sammen med “Satans myndighed”. Satan gjorde brug af sin myndighed og påvirkede mennesker til at gøre de mørkets gerninger der førte til at Jesus blev henrettet. For eksempel siges der i beretningen i Lu 22:3 at ‘Satan fór i Judas, ham der blev kaldt Iskariot’, som derefter forrådte Jesus. – 1Mo 3:15; Joh 13:27-30.

Denne verdens: Grundbetydningen af det græske ord aion er “tidsalder”. Det kan sigte til nogle særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder; en tingenes ordning. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Da “denne verden” er domineret af Satan, har han sørget for at den er præget af en bestemt indstilling og nogle særlige karaktertræk. – Ef 2:1, 2.

mørkets magt: Eller “mørkets myndighed (område)”. Jesus bruger et lignende udtryk når han siger at “mørket har magten” over hans modstandere da de arresterer ham natten før hans henrettelse. (Se studienote til Lu 22:53). Paulus beskriver her det åndelige mørke der omslutter Satans verdensordning. – Ef 4:18; 6:12; se også 2Kt 4:4 og studienote.

overført: Paulus siger her at de kristne er blevet befriet fra mørket og nu er et bedre sted. Han bruger et græsk ord der også kan betyde “flyttet”. (1Kt 13:2 og studienote) Det samme græske ord blev nogle gange brugt af ikkebibelske skribenter om det at flytte en hel befolkning fra et område til et andet. Paulus minder her de kristne i Kolossæ om hvor stor en velsignelse det er at de er blevet taget ud af Satans mørke verden og flyttet til et meget bedre rige.

sin elskede Søns rige: Paulus taler her om et rige der eksisterede i det første århundrede, eftersom verset siger at de kristne allerede var blevet overført til det. Dette rige kan derfor ikke være det messianske rige, som Bibelen viser først ville blive oprettet længe efter Paulus’ tid. (1Kt 6:9, 10; Ef 5:5 og studienote; 2Pe 1:10, 11; Åb 11:15; 12:10; se også Lu 19:11, 12, 15). Så Paulus henviser altså til et andet “rige”, et der består af salvede kristne der kan se frem til at arve det messianske rige. (Jak 2:5) Kristus begyndte at herske som konge i det rige Paulus omtaler, på pinsedagen i år 33. Det er et åndeligt rige der vil eksistere på jorden indtil den sidste af de salvede bliver taget op til himlen. Efter de salvede har fået deres himmelske belønning, er de ikke længere undersåtter i ‘Guds elskede Søns rige’. I stedet vil de være konger sammen med Guds Søn i himlen. – Åb 5:9, 10.

Kristus’ og Guds rige: Paulus siger at Riget både tilhører Gud og Kristus. Jehova er universets Suveræn fordi han er Gud og Skaberen af alt. (Sl 103:19; Esa 33:22; ApG 4:24) Jehova vil altid være Konge. (Sl 145:13) Men nogle gange vælger han at uddelegere myndighed og magt til andre. Han har udnævnt sin Søn, Jesus Kristus, til at udføre sin vilje og givet ham ‘herredømme og ære og et rige’. (Da 7:13, 14) Den store magt som Kristus har som konge, kommer direkte fra Jehova Gud. (Mt 28:18) Alle andre i universet er underlagt Kristus’ styre, men Kristus selv er underlagt sin Far og Gud. – 1Kt 15:27, 28; Ef 1:20-22.

Han er … den førstefødte af de døde: Bibelen fortæller om andre mennesker der fik en opstandelse før Jesus, men han var den første der blev oprejst til evigt liv. Han blev “gjort levende som en ånd” (1Pe 3:18) og modtog en højere stilling i himlen end den han havde før han kom til jorden. Han fik udødelighed og uforgængelighed, noget som et menneske af kød og blod ikke kan få. Jesus blev “ophøjet over himlene”, og der er ingen anden i universet end Jehova der har større myndighed end ham. (He 7:26; 1Kt 15:27; Flp 2:9-11) Det var Jehova selv der oprejste ham. – ApG 3:15; 5:30; Ro 4:24; 10:9.

den førstefødte af alle skabninger: Dvs. den første Jehova Gud skabte. Syv af de otte steder det græske udtryk for “førstefødt” (prototokos) forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det til Jesus. Sædvanligvis bruges udtrykket om den der er født først kronologisk set, for eksempel det ældste barn. Fordi Jesus var Marias “førstefødte”, blev han ‘vist frem for Jehova’ i templet i overensstemmelse med Jehovas Lov. (Lu 2:7, 22, 23; Mt 1:25) I Kol 1:18 (se studienote) bruges det samme græske ord om Jesus, “den førstefødte af de døde”, dvs. den første der blev oprejst til udødeligt liv. (Se også Ro 8:29). I De Hebraiske Skrifter bruges udtrykket “førstefødt” også oftest om “en fars ældste søn”. Det samme græske ord forekommer i Septuaginta i 1Mo 49:3, hvor Jakob siger: “Ruben, du er min førstefødte.” (Se Ordforklaring: “Førstefødt”). Nogle af dem der mener at Jesus ikke blev skabt, siger at “førstefødt” her betyder en der har en mere fremtrædende stilling og ikke er en del af det skabte. De gengiver udtrykket med “Herre over alt det skabte” eller “førstefødt forud for al skabningen”. Selvom det er rigtigt at Jesus har en mere fremtrædende stilling end alt andet der er blevet skabt, er der intet grundlag for at mene at udtrykket “førstefødt” her har en anden betydning end den sædvanlige. I Åb 3:14 omtales Jesus som “den første som Gud skabte”, hvilket bekræfter at udtrykket “den førstefødte af alle skabninger” netop betyder at Jesus er den første Gud har skabt.

en enestefødt søn: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. I Bibelen anvendes begrebet til at beskrive sønners og døtres forhold til deres forældre. (Se studienoter til Lu 7:12; 8:42; 9:38). I apostlen Johannes’ skrifter bliver dette udtryk udelukkende anvendt om Jesus (Joh 3:16, 18; 1Jo 4:9), men aldrig i forbindelse med Jesus’ fødsel eller hans liv som menneske. Derimod anvender Johannes udtrykket til at beskrive Jesus i hans førmenneskelige tilværelse som Logos, eller Ordet, den der ‘i begyndelsen var hos Gud’, endda “før verden blev til”. (Joh 1:1, 2; 17:5, 24) Jesus er den “enestefødte Søn” fordi han er Jehovas Førstefødte og den eneste som er blevet skabt direkte af Gud. Selvom andre åndeskabninger også kaldes “den sande Guds sønner” eller “Guds sønner” (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7), blev alle disse sønner skabt af Jehova gennem den førstefødte Søn (Kol 1:15, 16). Udtrykket monogenes refererer altså både til at Jesus er “den eneste af sin art eller slags; unik; uden sidestykke”, og til at han er den eneste Søn der er frembragt direkte af Gud selv. – 1Jo 5:18; se studienote til He 11:17.

den førstefødte af alle skabninger: Dvs. den første Jehova Gud skabte. Syv af de otte steder det græske udtryk for “førstefødt” (prototokos) forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det til Jesus. Sædvanligvis bruges udtrykket om den der er født først kronologisk set, for eksempel det ældste barn. Fordi Jesus var Marias “førstefødte”, blev han ‘vist frem for Jehova’ i templet i overensstemmelse med Jehovas Lov. (Lu 2:7, 22, 23; Mt 1:25) I Kol 1:18 (se studienote) bruges det samme græske ord om Jesus, “den førstefødte af de døde”, dvs. den første der blev oprejst til udødeligt liv. (Se også Ro 8:29). I De Hebraiske Skrifter bruges udtrykket “førstefødt” også oftest om “en fars ældste søn”. Det samme græske ord forekommer i Septuaginta i 1Mo 49:3, hvor Jakob siger: “Ruben, du er min førstefødte.” (Se Ordforklaring: “Førstefødt”). Nogle af dem der mener at Jesus ikke blev skabt, siger at “førstefødt” her betyder en der har en mere fremtrædende stilling og ikke er en del af det skabte. De gengiver udtrykket med “Herre over alt det skabte” eller “førstefødt forud for al skabningen”. Selvom det er rigtigt at Jesus har en mere fremtrædende stilling end alt andet der er blevet skabt, er der intet grundlag for at mene at udtrykket “førstefødt” her har en anden betydning end den sædvanlige. I Åb 3:14 omtales Jesus som “den første som Gud skabte”, hvilket bekræfter at udtrykket “den førstefødte af alle skabninger” netop betyder at Jesus er den første Gud har skabt.

alle andre navne: En bogstavelig gengivelse af den græske tekst (“ethvert navn”, Kingdom Interlinear), en gengivelse som bruges i mange oversættelser, kan give det indtryk at Jesus’ navn også er over Guds navn. Men den tanke stemmer ikke med sammenhængen, for Paulus sagde: “Gud ophøjede [Jesus] til en højere stilling og [gav ham] i sin godhed” hans navn. Desuden kan det græske ord for “ethvert (alle)” i nogle sammenhænge betyde “alle andre”. Læg for eksempel mærke til hvordan det bliver gengivet i Lu 13:2 (“alle andre”); Lu 21:29 og Flp 2:21 (“alle de andre”). Så både sammenhængen og den måde det græske ord bliver brugt på andre steder, støtter gengivelsen “alle andre”. Paulus forklarer altså her at Jesus’ navn er over alle andre navne, med undtagelse af Jehovas, som jo var ham der gav Jesus hans navn. – Se også 1Kt 15:28.

ved hjælp af ham blev alle andre ting … skabt: Gud brugte ‘sin elskede Søn’ (Kol 1:13) da han skabte alt “i himlen og på jorden”, “både de synlige ting og de usynlige ting”. Det omfatter de millioner af andre åndesønner der er i Jehovas himmelske familie, samt det fysiske univers. (1Mo 1:1; Da 7:9, 10; Joh 1:3; Åb 5:11) Jesus er Jehovas førstefødte Søn og den eneste der blev skabt direkte af ham. (He 1:6; se studienoter til Joh 1:14 og Kol 1:15). Det er logisk at konkludere at det var til sin førstefødte Søn Jehova sagde: “Lad os frembringe mennesker i vores billede, så de ligner os.” – 1Mo 1:26.

alle andre ting: En bogstavelig gengivelse af det græske udtryk ville være “alle ting”. (Se også Kingdom Interlinear). Men den gengivelse kunne give det indtryk at Jesus ikke blev skabt, men var skaberen. Det ville dog ikke stemme med resten af Bibelen, deriblandt det forrige vers, hvor Jesus kaldes “den førstefødte af alle skabninger”. (Kol 1:15; se også Åb 3:14, hvor Jesus bliver kaldt “den første som Gud skabte”). Desuden kan det græske ord for “alle” i nogle sammenhænge betyde “alle andre”. Se for eksempel Lu 13:2 (“alle andre”); Lu 21:29 og Flp 2:21 (“alle de andre”). Det passer med det Gud inspirerede Paulus til at skrive i 1Kt 15:27: “Gud har jo ‘lagt alting under hans fødder’. Når han siger at ‘alting er blevet lagt under ham’, indbefatter det selvfølgelig ikke Gud selv, som jo er den der lagde alting ind under ham.” Så både Bibelens lære i sin helhed og den sandsynlige betydning af det græske ord der er brugt her, støtter gengivelsen “alle andre ting”. – Se også studienote til Flp 2:9.

troner og herredømmer, magter og myndigheder: Paulus henviser her til stillinger eller positioner med en vis myndighed inden for Jehovas organisation. Disse stillinger findes blandt Jehovas tjenere her på jorden og, som verset indikerer, også blandt hans fuldkomne åndeskabninger. (Ezr 10:15-17; Esa 6:2; 1Kt 6:3; Ef 3:10; He 13:17; Jud 8, 9) Jehova tillader ikke bare at de her stillinger eksisterer, nej, de blev skabt af ham. Han er den der står bag dem, og han brugte sin Søn til at etablere dem. De “troner og herredømmer, magter og myndigheder” verset omtaler, blev “skabt gennem ham [Jesus] og til ham”, og derfor kan der ikke være tale om jordiske regeringer.

skabt gennem ham og til ham: Selvom verset siger at Guds førstefødte Søn, Jesus, var involveret i skabelsen, siger Bibelen ingen steder at han er skaberen. Det forrige vers siger at han er “den førstefødte af alle skabninger”, og i Åb 3:14 bliver han kaldt “den første som Gud skabte”. Efter at han selv var blevet skabt, blev Jesus, som Ordsprogene, kapitel 8, omtaler som “visdommen”, Jehovas ‘dygtige, betroede arbejder’. (Ord 8:1, 22, 30) Ord 8:22-31 beskriver hvordan Jesus var involveret i skabelsen. Som Jehovas betroede arbejder “jublede [han] over den jord der skulle bebos, og menneskene var [han] særligt glad for”. Det forklarer hvorfor Kol 1:16 siger at “alle andre ting er blevet skabt gennem ham og til ham”.

sin elskede Søns rige: Paulus taler her om et rige der eksisterede i det første århundrede, eftersom verset siger at de kristne allerede var blevet overført til det. Dette rige kan derfor ikke være det messianske rige, som Bibelen viser først ville blive oprettet længe efter Paulus’ tid. (1Kt 6:9, 10; Ef 5:5 og studienote; 2Pe 1:10, 11; Åb 11:15; 12:10; se også Lu 19:11, 12, 15). Så Paulus henviser altså til et andet “rige”, et der består af salvede kristne der kan se frem til at arve det messianske rige. (Jak 2:5) Kristus begyndte at herske som konge i det rige Paulus omtaler, på pinsedagen i år 33. Det er et åndeligt rige der vil eksistere på jorden indtil den sidste af de salvede bliver taget op til himlen. Efter de salvede har fået deres himmelske belønning, er de ikke længere undersåtter i ‘Guds elskede Søns rige’. I stedet vil de være konger sammen med Guds Søn i himlen. – Åb 5:9, 10.

hovedet for den krop som menigheden udgør: Både i brevet til kolossenserne og i brevet til efeserne sammenligner Paulus den kristne menighed med en “krop” hvor Kristus er hovedet. (Ef 1:22, 23) Ifølge et opslagsværk henleder metaforen “ikke kun tankerne på den livsvigtige forbindelse kroppen har med hovedet, men også på at hovedet udfører det det har besluttet, gennem lemmerne. De er hovedets redskaber.” Jesus er også hovedet for, eller kongen i, det rige som Paulus kalder “[Guds] elskede Søns rige”. – Kol 1:13 og studienote.

Han er … den førstefødte af de døde: Bibelen fortæller om andre mennesker der fik en opstandelse før Jesus, men han var den første der blev oprejst til evigt liv. Han blev “gjort levende som en ånd” (1Pe 3:18) og modtog en højere stilling i himlen end den han havde før han kom til jorden. Han fik udødelighed og uforgængelighed, noget som et menneske af kød og blod ikke kan få. Jesus blev “ophøjet over himlene”, og der er ingen anden i universet end Jehova der har større myndighed end ham. (He 7:26; 1Kt 15:27; Flp 2:9-11) Det var Jehova selv der oprejste ham. – ApG 3:15; 5:30; Ro 4:24; 10:9.

lade alting bo i ham i fuldt mål: Jesus Kristus er nøglepersonen i gennemførelsen af Jehovas hensigt, og han er hoved for menigheden. Ud over at have ‘udgydt sit blod på pælen’ for at mennesker kan blive forsonet med Gud (Kol 1:20), sørger Jesus for at de kristne har alt det (“alting”) de skal bruge i form af vejledning og undervisning. Jesus genspejler også på en fuldkommen måde Jehovas egenskaber, deriblandt visdom. Der mangler ikke noget ved hans eksempel og lære, og der er derfor ingen grund til at vende sig til menneskers filosofi og traditioner. (Kol 2:8-10) Det er grundene til at de kristne ser Jesus som deres største eksempel og som den der underviser dem.

Gud, der ... har sørget for at vi er blevet forsonet med ham: Alle mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til sine efterkommere. (Ro 5:12) Det førte til at de blev fremmede for Gud; de har fjendskab med Gud, hvis normer ikke giver rum for forkerte handlinger. (Ro 8:7, 8) De græske ord for “at forsone” og “forsoning” har grundbetydningen at “ændre; skifte ud”, og i denne sammenhæng refererer de til det at ændre et fjendtlig forhold til et venskabeligt, harmonisk forhold til Gud. Paulus viser her at Gud først forsonede dem Paulus omtaler som “vi” (dvs. Paulus, hans medarbejdere og alle salvede kristne), med ham gennem Kristus, dvs. gennem Kristus’ løsesum. Derefter siger Paulus at Gud ‘betroede dem den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham’. – Se studienote til Ro 5:10.

en hel verden blev forsonet med ham: Menneskehedens verden har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til sine efterkommere. (Se studienote til 2Kt 5:18). Gud gør denne forsoning mulig gennem Kristus, dvs. gennem Jesus’ sonoffer. (Ro 5:10; 2Kt 5:21; Kol 1:21, 22) Jehova har udnævnt dem der er forenet med Kristus, til at være “ambassadører” i en fjendtligt indstillet verden og har betroet dem “den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham”. – 2Kt 5:18, 20.

der samler alt i Kristus: Den administration Gud har indført, vil have to faser. Den første fase er at samle det i himlen, dvs. dem der er udvalgt til at herske sammen med Kristus i himlen. (Ro 8:16, 17; Ef 1:11; 1Pe 1:4) Den fase begyndte på pinsedagen i år 33. (ApG 2:1-4) Den anden fase er at samle det på jorden, dvs. dem der skal leve i et paradis på jorden under den himmelske regerings styre. – Joh 10:16; Åb 7:9, 10; 21:3, 4.

at forsone … med sig: Det græske udsagnsord der her er oversat med “at forsone”, betyder grundlæggende “at ændre; at skifte ud”. Med tiden kom det til at betyde “at ændre fjendskab til venskab”. Paulus forklarer her at det er “i kraft af det blod [Jesus’ blod] der blev udgydt på pælen”, at mennesker kan blive forsonet med Gud, dvs. at de nu har mulighed for at få et venskab med ham. – Se studienoter til Ro 5:10; 2Kt 5:18, 19.

både det på jorden og det i himlen: Paulus taler her om dem der bliver forsonet med Gud på grundlag af det blod Kristus udgød på pælen. “Det i himlen” henviser til de salvede kristne, der “har fået det himmelske kald” (He 3:1), og som “skal herske som konger over jorden” sammen med Kristus i Guds rige (Åb 5:9, 10). “Det på jorden” er mennesker der er blevet forsonet med Gud, og som ser frem til at leve på jorden under Guds riges styre. – Sl 37:29; se studienote til Ef 1:10.

pælen: Eller “torturpælen; henrettelsespæl”. Se Ordforklaring: “Torturpæl”.

forsonet med Gud: Det græske udsagnsord katallasso, der bliver brugt to gange i dette vers og to gange i 2Kt 5:18, 19, har grundbetydningen “at bytte; at veksle”. Med tiden fik det betydningen “at ændre fjendskab til venskab”. Når det bruges om et menneskes forhold til Gud, er det i betydningen at bringe i harmoni igen eller at få til at blive godt igen. Paulus brugte dette udsagnsord da han talte om en kvinde der skulle “forsone sig med sin mand”, som hun havde forladt. (1Kt 7:11) Det beslægtede udsagnsord diallassomai forekommer i Mt 5:24, hvor Jesus siger at man skal ‘slutte fred med sin bror’ før man bringer sit offer til altret. (Se studienote til Mt 5:24). Mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til alle sine efterkommere. Derfor er menneskeheden fremmed for Gud – den har et fjendtligt forhold til Gud, der på grund af sine høje normer ikke kan se gennem fingre med forkerte handlinger. – Ro 5:12; 8:7, 8.

er blevet forkyndt blandt alle mennesker under himlen: Paulus mente ikke at den gode nyhed bogstavelig talt var blevet forkyndt overalt på hele kloden. Han beskriver derimod i generelle vendinger hvor langt den gode nyhed havde nået. (Ro 1:8; Kol 1:6) På det tidspunkt Paulus skrev brevet til kolossenserne, var budskabet om Riget kendt vidt og bredt inden for Romerrigets grænser og endda også uden for. Næsten 30 år tidligere havde de jøder og proselytter der var blevet kristne på pinsedagen i år 33, taget budskabet med sig så langt som til Parthien, Elam, Medien, Mesopotamien, Arabien, Lilleasien, de dele af Libyen der lå nær Kyrene, og Rom – hele den verden der var kendt af dem Paulus skrev til. (ApG 2:1, 8-11, 41, 42) Paulus’ ord i Romerne, kapitel 15, viser desuden at udtalelsen i verset ikke skal tages bogstaveligt. Der skriver han at den gode nyhed endnu ikke var blevet forkyndt i det ‘uberørte distrikt’ Spanien. – Ro 15:20, 23, 24.

menigheden, den krop han er hoved for: Se studienote til Kol 1:18.

hovedet for den krop som menigheden udgør: Både i brevet til kolossenserne og i brevet til efeserne sammenligner Paulus den kristne menighed med en “krop” hvor Kristus er hovedet. (Ef 1:22, 23) Ifølge et opslagsværk henleder metaforen “ikke kun tankerne på den livsvigtige forbindelse kroppen har med hovedet, men også på at hovedet udfører det det har besluttet, gennem lemmerne. De er hovedets redskaber.” Jesus er også hovedet for, eller kongen i, det rige som Paulus kalder “[Guds] elskede Søns rige”. – Kol 1:13 og studienote.

Guds visdom ... i en hellig hemmelighed: Dvs. den vise ordning Gud har sat i stand for at stoppe det oprør der begyndte i Eden, og for at indføre fred og enhed i hele universet. (Se Ordforklaring: “Hellig hemmelighed”). Da Jehova udtalte profetien i 1Mo 3:15, begyndte bekendtgørelsen af “en hellig hemmelighed” (græsk: mysterion; se studienote til Mt 13:11). Jehovas “hellige hemmelighed” er centreret om Jesus Kristus. (Ef 1:9, 10; Kol 2:2) Den indbefatter at Jesus identificeres som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds rige (Mt 13:11); udvælgelsen af salvede, både jøder og ikkejøder, til at være Kristus’ medarvinger, som skal herske sammen med ham i Riget (Lu 22:29, 30; Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27); og den unikke menighed som består af 144.000 der er “købt ud af menneskeheden som den første afgrøde til Gud og til Lammet” (Åb 14:1, 4). Det er kun dem der omhyggeligt studerer Skrifterne, der kan forstå disse aspekter af den hellige hemmelighed.

den hellige hemmelighed: Udtrykket “den hellige hemmelighed” bliver nævnt flere gange i Paulus’ brev til kolossenserne. – Kol 1:27; 2:2; 4:3; se studienoter til Mt 13:11; 1Kt 2:7; Ef 1:9.

i tidligere tider: Eller “fra de tidligere tidsaldre”. – Se Ordforklaring: “Verdensordning.”

hellige hemmeligheder: I Ny Verden-Oversættelsen er det græske ord mysterion 25 gange gengivet med “hellig hemmelighed”. Her står det i flertal, og det henviser til nogle sider af Guds hensigt som ikke bliver kendt før Gud ønsker det. Når det er Guds vilje at gøre det, afslører han disse hemmeligheder helt, men kun for dem han vælger at give forståelse af hemmelighederne. (Kol 1:25, 26) Når Gud har løftet sløret for sine hellige hemmeligheder, skal de til gengæld gøres kendt i det størst mulige omfang. Dette fremgår af at Bibelen i forbindelse med Guds “hellige hemmelighed” bruger udtryk som “forkynde”, ‘gøre kendt’, ‘åbenbare’ og “åbenbaring”. (1Kt 2:1; Ef 1:9; 3:3; Kol 1:25, 26; 4:3) “Guds hellige hemmelighed” havde primært som formål at udpege Jesus Kristus som den der var det lovede “afkom”, eller Messias. (Kol 2:2; 1Mo 3:15) Men den hellige hemmelighed har mange andre facetter, for eksempel hvilken rolle Jesus har i Guds hensigt. (Kol 4:3) Som Jesus viste ved denne lejlighed, er de “hellige hemmeligheder” forbundet med himlenes rige, eller ‘Guds rige’, den regering i himlen hvor Jesus vil herske som Konge. (Mr 4:11; Lu 8:10; se studienote til Mt 3:2). De Kristne Græske Skrifter bruger ikke ordet mysterion på samme måde som man gjorde i de gamle mysteriereligioner. Disse religioner, der ofte var baseret på de frugtbarhedskulter der var udbredte i det første århundrede e.v.t., lovede de tilbedende at de ville få udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne når de gennemgik nogle bestemte, hemmelighedsfulde ritualer. Disse hemmeligheder var tydeligvis ikke baseret på sandhed. Den der blev indviet i mysteriereligionerne, måtte aflægge ed på at holde hemmelighederne skjult så de kunne blive bevaret som et mysterium. I modsætning til dette skulle de hellige hemmeligheder i kristendommen forkyndes vidt og bredt. Nogle få steder bruges udtrykket i forbindelse med falsk tilbedelse, og her kunne det også gengives med “mysterium”. – Om de tre steder hvor mysterion bruges om falsk tilbedelse: Se studienoter til 2Ts 2:7; Åb 17:5, 7.

den hellige hemmelighed om sin vilje: Udtrykket “den hellige hemmelighed” bruges flere gange i Efeserbrevet. Helt overordnet handler “den hellige hemmelighed” om Jesus Kristus. (Kol 2:2; 4:3) Men den hellige hemmelighed har mange facetter, blandt andet: Jesus’ identitet som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds hensigt (1Mo 3:15); den himmelske regering, Guds messianske rige (Mt 13:11; Mr 4:11); menigheden af salvede kristne, som Kristus er hoved for (Ef 5:32; Kol 1:18; Åb 1:20); den plads de salvede har som Jesus’ medarvinger til Guds rige (Lu 22:29, 30); og det at de salvede bliver udvalgt blandt både jøder og ikkejøder (Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27). – Se studienoter til Mt 13:11; 1Kt 2:7.

moden: Eller “fuldendt; fuldkommen.”​ – Se også 1Kt 2:6 og fdn.