Ifølge Matthæus 1:1-25

1  Bogen med den historiske beretning om* Jesus Kristus, Davids søn,+ Abrahams søn:+   Abraham+ blev far til Isak;+Isak blev far til Jakob;+Jakob blev far til Juda+ og hans brødre;+   Juda blev far til Peres og Zera+ med Tamar;+Peres blev far til Hesron;+Hesron blev far til Ram;+   Ram blev far til Amminadab;Amminadab blev far til Nakshon;+Nakshon blev far til Salmon;   Salmon blev far til Boaz+ med Rahab;+Boaz blev far til Obed+ med Ruth;+Obed blev far til Isaj;+   Isaj blev far til David,+ kongen.+ David blev far til Salomon+ med Urias’ hustru;*+   Salomon blev far til Rehabeam;+Rehabeam blev far til Abija;+Abija blev far til Asa;+   Asa blev far til Joshafat;+Joshafat blev far til Joram;+Joram blev far til Uzzija;+   Uzzija blev far til Jotam;+Jotam blev far til Akaz;+Akaz blev far til Hizkija;+ 10  Hizkija blev far til Manasse;+Manasse blev far til Amon;+Amon blev far til Josija;+ 11  Josija+ blev far til Jekonja+ og hans brødre i den periode hvor jøderne blev deporteret til Babylon.+ 12  Efter deportationen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel;Shealtiel blev far til Zerubbabel;+ 13  Zerubbabel blev far til Abiud;Abiud blev far til Eljakim;Eljakim blev far til Azor; 14  Azor blev far til Sadok;Sadok blev far til Akim;Akim blev far til Eliud; 15  Eliud blev far til Eleazar;Eleazar blev far til Mattan;Mattan blev far til Jakob; 16  Jakob blev far til Josef, Marias mand, og Maria fødte Jesus,+ som kaldes Kristus.+ 17  Fra Abraham indtil David var der altså 14 generationer, fra David indtil deportationen til Babylon+ 14 generationer, fra deportationen til Babylon indtil Kristus 14 generationer. 18  Dette var omstændighederne i forbindelse med Jesus Kristus’ fødsel: Hans mor, Maria, var forlovet med Josef,+ men inden de var begyndt at leve sammen som ægtepar, blev hun* gravid ved hellig ånd.+ 19  Men hendes mand, Josef, var et godt menneske* og ville ikke udsætte hende for offentlig skam,* så han havde besluttet at skille sig fra hende* i hemmelighed.+ 20  Men efter at han havde tænkt over det, viste Jehovas engel sig for ham i en drøm og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage din hustru, Maria, hjem til dig, for det der er blevet undfanget i hende, skyldes hellig ånd.+ 21  Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus,+ for han vil frelse sit folk fra deres synder.”+ 22  Alt dette skete for at det Jehova havde sagt gennem sin profet, kunne blive opfyldt: 23  “Jomfruen vil blive gravid og føde en søn, og de vil give ham navnet Immanuel”,+ der betyder “Gud er med os”.+ 24  Derefter vågnede Josef, og han gjorde som Jehovas engel havde sagt, og tog sin hustru hjem til sig. 25  Men han var ikke seksuelt sammen med hende før hun havde født en søn,+ og han gav ham navnet Jesus.+

Fodnoter

Eller “med slægtsregistret for; med slægtslinjen for; med oprindelsen til”.
Eller “med hende som havde tilhørt Urias”.
Bogst.: “viste det sig at hun var”.
Bogst.: “retfærdig”.
Eller “stille hende offentligt til skue”.
Eller “at give hende fri”. Bogst.: “at løse hende”.

Studienoter

Matthæus: Det græske navn der gengives med Matthæus, er sandsynligvis en forkortet form af det hebraiske navn “Mattitja” (1Kr 15:18), som betyder “Jehovas gave”.

Ifølge Matthæus: Ingen af evangelieskribenterne identificerer sig i deres beretninger, og titlen er tydeligvis ikke en del af den oprindelige tekst. I nogle håndskrifter af Matthæusevangeliet ses titlen Euaggelion kata Maththaion (“Den gode nyhed [eller “Evangeliet”] ifølge Matthæus”), mens der andre steder bruges den kortere titel Kata Maththaion (“Ifølge Matthæus”). Man kan ikke sige med sikkerhed hvornår den slags titler blev tilføjet eller brugt første gang. Nogle mener at det var i det andet århundrede e.v.t., for man har fundet eksempler på den lange titel i håndskrifter af evangelierne der er dateret til slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Nogle forskere mener at de indledende ord i Markus’ bog (“Her begynder den gode nyhed om Jesus Kristus, Guds Søn”) må have været grunden til at ordet “evangelium” (bogst.: “god nyhed”) begyndte at blive brugt til at beskrive disse beretninger. Den slags titler sammen med navnet på den der havde skrevet bogen, må være blevet til af praktiske grunde, for det hjalp til at identificere bøgerne.

Bogen med den historiske beretning: Matthæus’ første ord på græsk, Biblos geneseos (en form af genesis), kan også gengives den “historiske optegnelse” eller “slægtsregistret”. Det græske ord genesis betyder bogstaveligt “oprindelse; fødsel; slægtslinje”. Det bruges i Septuaginta til at gengive det hebraiske ord toledhoth, som har en lignende betydning, og som ofte gengives “historiske beretning” i 1. Mosebog. – 1Mo 2:4; 5:1; 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2.

den historiske beretning om Jesus Kristus: Matthæus følger slægtslinjen gennem Davids søn Salomon. Lukas følger slægtslinjen gennem Davids søn Natan. (Mt 1:6, 7; Lu 3:31) Matthæus fremhæver Jesus’ juridiske ret til Davids trone fra Salomon og frem til Josef, som i juridisk forstand var far til Jesus. Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje, der viser Jesus’ naturlige afstamning fra David.

Kristus: Denne titel stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. På Bibelens tid salvede man ceremonielt herskere med olie.

søn: I dette slægtsregister kan “søn” betyde en direkte søn, en søns søn eller en efterkommer.

Davids søn: Angiver at Jesus er arvingen til pagten om Riget der blev indgået med David, en pagt der skal opfyldes af en i Davids slægtslinje. – 2Sa 7:11-16; Sl 89:3, 4.

Abrahams søn: Med jødiske læsere i tanke begynder Matthæus at fremhæve at Jesus juridisk set er det afkom, eller arvingen til Guds løfte til Abraham, gennem hvem alle jordens nationer kan blive velsignet.

far: I udtrykket blev far til (bogst.: “avlede; frembragte”) kan “far” betyde en direkte far, en bedstefar eller en forfar. – Mt 1:8, 11.

Tamar: Den første af fem kvinder som Matthæus nævner i Messias’ slægtslinje. De fire andre er Rahab og Ruth, som begge var ikkeisraelitiske kvinder (v. 5), Batseba, “Urias’ hustru” (v. 6), og Maria (v. 16). Disse kvinder er sikkert taget med i slægtsregistret (der ellers kun omtaler mænd) fordi der var noget specielt ved den måde de hver især blev stammor til Jesus på.

David, kongen: Der er nævnt adskillige konger i slægtsregistret, men David er den eneste der bliver benævnt med titlen ‘konge’. Israels kongedømme blev omtalt som “Davids hus”. (1Kg 12:19, 20) Ved at kalde Jesus for “Davids søn” i vers 1 fremhæver Matthæus Riget og viser at Jesus er arvingen til det kongedømme der var givet løfte om i Davidspagten. – 2Sa 7:11-16.

Urias’ hustru: Dvs. Batseba, hittitten Urias’ hustru. Urias var en af Davids ikkeisraelitiske krigere. – 2Sa 11:3; 23:8, 39.

Joram blev far til Uzzija: “Far” er her brugt i betydningen “forfar”, som det ofte bliver i slægtsregistre. Som det ses i 1Kr 3:11, 12, er der i Davids slægtslinje udeladt tre onde konger (Akazja, Joash og Amasja) mellem Joram og Uzzija (også kaldet Azarja).

far: Brugt her i betydningen “bedstefar”, for Josija var egentlig far til Jojakim, som var far til Jekonja, også kaldet Jojakin eller Konja. – 2Kg 24:6; 1Kr 3:15-17; Esa 2:6; Jer 22:24.

Zerubbabel, søn af Shealtiel: Selvom Zerubbabel mange gange omtales som “Shealtiels søn” (Ezr 3:2, 8; 5:2; Ne 12:1; Hag 1:1, 12, 14; 2:2, 23; Mt 1:12), bliver han en enkelt gang beskrevet som en søn af Shealtiels bror Pedaja. (1Kr 3:17-19) Zerubbabel var åbenbart Pedajas søn, men han blev øjensynligt juridisk set regnet for at være søn af Shealtiel. Hvis Pedaja døde da hans søn Zerubbabel var dreng, kan Pedajas ældste bror, Shealtiel, have opdraget Zerubbabel som sin egen søn. Eller hvis Shealtiel døde barnløs og Pedaja indgik svogerægteskab på hans vegne, ville Pedajas søn med Shealtiels hustru blive betragtet som Shealtiels retmæssige arving.

Shealtiel, søn af Neri: Ifølge 1Kr 3:17 og Mt 1:12 var Shealtiel søn af Jekonja, ikke af Neri. Måske giftede Shealtiel sig med Neris datter og blev hans svigersøn og kunne derfor kaldes “søn af Neri”. Det var ikke ualmindeligt at en svigersøn blev omtalt som en søn i hebraiske slægtsregistre. Et lignende tilfælde finder man i Lukas’ omtale af Josef, hvor han kalder ham “søn af Eli”, som var Marias far. – Se studienote til Lu 3:23.

Shealtiel blev far til Zerubbabel: Til trods for at Shealtiel i flere tilfælde bliver nævnt som far til Zerubbabel (Ezr 3:2, 8; 5:2; Ne 12:1; Hag 1:1, 12, 14; 2:2, 23; Lu 3:27), er det Pedaja, Shealtiels bror, der anføres som faren. (1Kr 3:19) Zerubbabel var åbenbart Pedajas søn, men han blev øjensynligt juridisk set regnet for at være søn af Shealtiel. – Se studienoter til Lu 3:27.

far: I udtrykket blev far til (bogst.: “avlede; frembragte”) kan “far” betyde en direkte far, en bedstefar eller en forfar. – Mt 1:8, 11.

Kristus: Denne titel stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. På Bibelens tid salvede man ceremonielt herskere med olie.

Josef: Matthæus bruger ikke udtrykket “blev far til” (se studienote til Mt 1:2) i sin omtale af Josefs slægtskabsforhold til Jesus. Der står ganske enkelt at Josef var Marias mand, og Maria fødte Jesus. På græsk anvendes her et stedord der står i hunkøn og derfor kun kan henvise til Maria. Matthæus’ slægtsregister viser at selvom Jesus ikke er Josefs biologiske søn, er han adopteret af ham og derfor Davids retmæssige arving. Lukas’ slægtsregister viser at Jesus gennem sin mor, Maria, er Davids biologiske arving.

Kristus: Se studienote til Mt 1:1 og Ordforklaring.

var forlovet: Blandt hebræerne blev det at være forlovet betragtet som en bindende aftale. Et forlovet par blev betragtet som om de allerede var gift, men manden og kvinden begyndte ikke at leve sammen som mand og hustru før bryllupsceremonien var gennemført.

ånd: Den første forekomst af det græske ord pneuma i De Kristne Græske Skrifter. Her henviser det til Guds virksomme kraft. – Se Ordforklaring.

mand ... skille sig fra hende: Et forlovet par blev betragtet som gift, så derfor kunne Josef med rette omtales som Marias mand, og Maria som Josefs hustru. (Mt 1:20) En skilsmisse var nødvendig for at hæve forlovelsen.

Davids søn: Angiver at Jesus er arvingen til pagten om Riget der blev indgået med David, en pagt der skal opfyldes af en i Davids slægtslinje. – 2Sa 7:11-16; Sl 89:3, 4.

David, kongen: Der er nævnt adskillige konger i slægtsregistret, men David er den eneste der bliver benævnt med titlen ‘konge’. Israels kongedømme blev omtalt som “Davids hus”. (1Kg 12:19, 20) Ved at kalde Jesus for “Davids søn” i vers 1 fremhæver Matthæus Riget og viser at Jesus er arvingen til det kongedømme der var givet løfte om i Davidspagten. – 2Sa 7:11-16.

var forlovet: Blandt hebræerne blev det at være forlovet betragtet som en bindende aftale. Et forlovet par blev betragtet som om de allerede var gift, men manden og kvinden begyndte ikke at leve sammen som mand og hustru før bryllupsceremonien var gennemført.

mand ... skille sig fra hende: Et forlovet par blev betragtet som gift, så derfor kunne Josef med rette omtales som Marias mand, og Maria som Josefs hustru. (Mt 1:20) En skilsmisse var nødvendig for at hæve forlovelsen.

far: I udtrykket blev far til (bogst.: “avlede; frembragte”) kan “far” betyde en direkte far, en bedstefar eller en forfar. – Mt 1:8, 11.

viste: Eller “se, da viste”. Det græske ord idou, som svarer til “se”, bliver ofte brugt for at rette opmærksomheden mod det der følger efter. Det tilskynder læseren til at se situationen for sig eller bemærke en detalje i beretningen. Det bruges også for at fremhæve noget eller for at introducere noget nyt eller overraskende. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket mest i Matthæus- og Lukasevangeliet og i Åbenbaringens Bog. Et tilsvarende udtryk bruges ofte i De Hebraiske Skrifter.

Jehovas: Dette er det første af 237 steder i De Kristne Græske Skrifter hvor Guds navn, Jehova, forekommer i denne udgaves hovedtekst. – Se Tillæg C.

Jehovas engel: Udtrykket findes mange steder i De Hebraiske Skrifter, første gang i 1Mo 16:7. Når det forekommer i tidlige afskrifter af Septuaginta, bliver det græske ord aggelos (engel; sendebud) efterfulgt af Guds navn skrevet med hebraiske skrifttegn. Det er sådan udtrykket bliver brugt i Zak 3:5, 6 i et eksemplar af Septuaginta der blev fundet i Nahal Hever, Israel, dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. (Se Tillæg C. Nogle bibeloversættelser bevarer Guds navn når de gengiver udtrykket “Jehovas engel” i dette vers. – Se Tillæg A5 og Tillæg C3 introduktion; Mt 1:20..

Davids søn: Englen forberedte Josef på det han nu skulle høre, ved at kalde ham “Davids søn” og derved minde ham om løftet der var givet i Davidspagten. – Se studienoter til Mt 1:1, 6.

at tage din hustru, Maria, hjem: Ifølge jødisk skik begyndte et ægteskab når et par blev forlovet. Bryllupsceremonien var gennemført når manden førte sin brud hjem til sig. Denne begivenhed fandt sædvanligvis sted på en fastsat dag og blev fejret med en fest. Derved erklærede manden offentligt at han tog kvinden til ægte. Ægteskabet var så bekendtgjort, bekræftet og registreret, og det var bindende. – 1Mo 24:67; se studienoter til Mt 1:18, 19.

undfanget: Eller “avlet”. Bogst.: “frembragt; født”. Det samme græske ord er gengivet “fødte” i vers 16; den aktive form er gengivet “blev far til” i vers 2-16. – Se studienote til Mt 1:2.

Jesus: Svarer til det hebraiske navn Jeshua, eller Josva, en forkortet form af Jehoshua, der betyder “Jehova er frelse”.

for at det Jehova havde sagt gennem sin profet, kunne blive opfyldt: Dette og lignende udtryk forekommer mange gange i Matthæusevangeliet, tilsyneladende for at fremhæve Jesus som den lovede Messias over for jøderne. – Mt 2:15, 23; 4:14; 8:17; 12:17; 13:35; 21:4; 26:56; 27:9.

Jehova: Citatet der følger lige efter i vers 23, er taget fra Esa 7:14, hvor der siges at det er Jehova selv der vil give et tegn. (Se Tillæg C3 introduktion; Mt 1:22. Det er første gang Matthæus citerer fra De Hebraiske Skrifter.

Jomfruen: Her citerer Matthæus Esa 7:14 fra Septuaginta-oversættelsen, som bruger parthenos, en der aldrig har haft et seksuelt forhold, for at gengive det hebraiske ʽalmah, et bredere udtryk som betyder “jomfru” eller ganske enkelt “en ung kvinde”. Under inspiration bruger Matthæus det græske udtryk for “jomfru” om Jesus’ mor.

Immanuel: Et hebraisk navn der forekommer i Esa 7:14; 8:8, 10. Immanuel er et af de profetiske navne der ville få deres opfyldelse på Messias.

Jehovas engel: Udtrykket findes mange steder i De Hebraiske Skrifter, første gang i 1Mo 16:7. Når det forekommer i tidlige afskrifter af Septuaginta, bliver det græske ord aggelos (engel; sendebud) efterfulgt af Guds navn skrevet med hebraiske skrifttegn. Det er sådan udtrykket bliver brugt i Zak 3:5, 6 i et eksemplar af Septuaginta der blev fundet i Nahal Hever, Israel, dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. (Se Tillæg C. Nogle bibeloversættelser bevarer Guds navn når de gengiver udtrykket “Jehovas engel” i dette vers. – Se Tillæg A5 og Tillæg C3 introduktion; Mt 1:20..

var ikke seksuelt sammen med: Bogst.: “kendte ikke”. I den græske grundtekst kan udsagnsordet “at kende” bruges eufemistisk om seksuelle forhold; det samme gælder det hebraiske udsagnsord for “at kende”, der i 1Mo 4:1 og flere andre steder er gengivet med ‘var seksuelt sammen med’, og i 1Sa 1:19 og andre steder med “elskede med”.

Medieindhold

Introduktionsfilm til Matthæus
Introduktionsfilm til Matthæus
Nogle vigtige begivenheder i Matthæusevangeliet
Nogle vigtige begivenheder i Matthæusevangeliet

Begivenhederne er så vidt muligt nævnt i kronologisk rækkefølge

Det kort der hører til hvert evangelium, viser hvor begivenhederne fandt sted

1. Jesus bliver født i Betlehem (Mt 2:1; Lu 2:4-6)

2. Jesus bliver fristet af Satan i Judæas ørken (Mt 4:1-3; Mr 1:12, 13; Lu 4:1-4)

3. Jesus’ første forkyndertur i Galilæa med sine fire første disciple. Han begynder sandsynligvis i området i nærheden af Kapernaum (Mt 4:23; Mr 1:38, 39; Lu 4:42, 43)

4. Jesus kalder Matthæus i nærheden af Kapernaum (Mt 9:9; Mr 2:14; Lu 5:27, 28)

5. Jesus holder Bjergprædikenen i det kuperede terræn i nærheden af Kapernaum (Mt 5:1, 2; Lu 6:17, 20)

6. På den østlige side af Galilæas Sø møder Jesus nogle dæmonbesatte mænd. Dæmonerne sendes i svin (Mt 8:28, 31, 32; Mr 5:1, 2, 11-13; Lu 8:26, 27, 32, 33)

7. Folk i Jesus’ hjemby, Nazaret, afviser ham (Mt 13:54-57; Mr 6:1-3)

8. Tredje forkyndertur i Galilæa, sandsynligvis med området i nærheden af Nazaret som udgangspunkt (Mt 9:35, 37, 38; Mr 6:6, 7; Lu 9:1, 2)

9. Johannes Døber bliver henrettet, åbenbart i Tiberias (Mt 14:10; Mr 6:27)

10. Efter at have rejst gennem Tyrus og Sidon sørger Jesus for mad til omkring 4.000 mænd på den østlige side af Galilæas Sø (Mt 15:29, 36-38; Mr 8:1, 2, 6, 9)

11. Jesus tager til egnen ved Magadan. Farisæerne og saddukæerne beder om et tegn fra himlen (Mt 15:39; 16:1, 2, 4; Mr 8:10-12)

12. I området omkring Cæsarea Filippi identificerer Peter Jesus som Kristus. Jesus lover at give Peter himlenes riges nøgler (Mt 16:13-16, 19)

13. Jesus’ forvandling, sandsynligvis på en af udløberne af Hermonbjerget (Mt 17:1, 2; Mr 9:2, 3; Lu 9:28, 29)

14. Jesus forudsiger igen sin død og opstandelse, sandsynligvis mens de er i Peræa (Mt 20:17-19; Mr 10:32-34; Lu 18:31-33)

15. Jesus ankommer til Betania. Maria hælder olie ud over Jesus’ hoved og fødder (Mt 26:6, 7, 12, 13; Mr 14:3, 8, 9; Joh 12:1, 3, 7, 8)

16. På Oliebjerget spørger disciplene Jesus hvad der vil være tegnet på hans nærværelse (Mt 24:3; Mr 13:3, 4; Lu 21:7)

17. I Jerusalem indstifter Jesus Herrens aftensmåltid (Mt 26:26-28; Mr 14:22-24; Lu 22:19, 20)

18. Judas får dårlig samvittighed og hænger sig. Præsterne køber en mark der bliver kendt som Blodmarken (Hakeldama) (Mt 27:3-8)

19. Jesus bliver ført frem for Pilatus i statholderens residens (Mt 27:11-14; Mr 15:1, 2; Lu 23:1-3; Joh 18:33, 36, 37)

20. Jesus bliver begravet (Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50, 52, 53; Joh 19:38, 40-42)

21. I Galilæa giver Jesus befalingen om at gøre folk til hans disciple (Mt 28:16-20)

Et hus fra det første århundrede
Et hus fra det første århundrede

Byggestilen i Israel i det første århundrede afhang af ejerens økonomiske omstændigheder og af de byggematerialer der var tilgængelige. Mange små huse blev bygget med soltørrede lersten eller groft tilhuggede sten. Indersiden af væggene var ofte pudsede. Gulvene bestod i mange tilfælde af faststampet jord, men kunne også være belagt med sten. Taget bestod af et jordlag der var lagt ud på grene, siv og tynde bjælker som lå på tværs af kraftigere træbjælker der var understøttet af stolper. Det stampede jordlag på taget blev pudset til det var rimeligt vandtæt. Der kunne være en trappe i huset som beboerne kunne bruge til at komme op på taget; i fattigere hjem brugte man en udvendig trappestige. Fattige mennesker havde meget få møbler.