Til filipperne 2:1-30

2  Hvis I er i stand til at give opmuntring i Kristus, til at give kærlig trøst, hvis I har noget åndeligt fællesskab og kan vise inderlig omsorg og medfølelse,+  så fuldend min glæde ved alle at have den samme indstilling og den samme kærlighed, ved at være helt forenede og have den samme tankegang.+  Gør ikke noget af diskussionslyst+ eller selviskhed,+ men vær ydmyge og betragt andre som nogle der betyder mere end jer selv.+  Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv,+ men tænk også på det der gavner andre.+  Bliv ved med at have den samme indstilling som Kristus Jesus havde.+  Selvom han var af samme natur som Gud,+ overvejede han ikke på noget tidspunkt at prøve at blive Guds ligemand.+  Nej, han gav afkald på alt, tog en slaves skikkelse på+ og blev et menneske.*+  Og ikke nok med det: Da han kom som menneske, ydmygede han sig og var lydig lige til døden,+ ja, døden på en torturpæl.+  Det var grunden til at Gud ophøjede ham til en højere stilling+ og i sin godhed gav ham det navn som er over alle andre navne.+ 10  I Jesus’ navn skal alle derfor bøje deres knæ – det gælder både dem i himlen og dem på jorden og dem under jorden+ 11  og hver tunge skal åbent bekende at Jesus Kristus er Herre+ til ære for Gud, Faren. 12  Mine elskede, I har altid været lydige, ikke kun når jeg har været sammen med jer, men endnu mere villigt nu hvor jeg ikke er sammen med jer. Bliv derfor ved med at arbejde på jeres egen frelse med sund frygt og dyb alvor.* 13  Det er jo Gud der styrker jer og giver jer både ønsket om og kraften til at gøre det der glæder ham.+ 14  Bliv ved med at gøre alt uden at beklage jer+ og protestere+ 15  så I kan være pletfrie og uskyldige, børn af Gud+ som ikke kan anklages for noget, midt i en syg og fordærvet generation,+ i en verden hvor I skinner som lysspredere,+ 16  samtidig med at I holder godt fast ved livets ord.+ Så vil jeg have grund til at glæde mig på Kristus’ dag,+ for så ved jeg at jeg hverken har løbet eller slidt forgæves. 17  Men selvom jeg bliver hældt ud som et drikoffer+ over det slagtoffer+ og den hellige tjeneste som jeres tro har ført jer til, er jeg glad, ja, jeg glæder mig sammen med jer alle. 18  I skal også være glade, ja, I skal glæde jer sammen med mig. 19  Nu håber jeg, hvis det er Herren Jesus’ vilje, snart at kunne sende Timotheus+ til jer så jeg kan blive opmuntret når jeg hører nyt om hvordan det går jer. 20  Jeg har nemlig ingen der har en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil vise omsorg for jer,+ 21  for alle de andre går kun op i deres egne interesser, ikke i det Jesus Kristus ønsker. 22  I ved at Timotheus har vist hvad han indeholder, at han som et barn+ hos sin far har slidt sammen med mig for at fremme den gode nyhed. 23  Derfor er det ham jeg håber at sende til jer så snart jeg har fundet ud af hvad der vil ske med mig. 24  Ja, jeg har tillid til at jeg også selv snart vil komme til jer hvis det er Herrens vilje.+ 25  Men lige nu mener jeg det er nødvendigt at sende Epafroditus til jer, min bror, medarbejder og medsoldat, ham I sendte til mig for at han kunne være min personlige tjener og dække mine behov,+ 26  for han længes efter at se jer alle og er nedtrykt fordi I havde hørt at han var blevet syg. 27  Han blev ganske rigtigt syg. Ja, han var lige ved at dø, men Gud var barmhjertig mod ham, og ikke kun mod ham men også mod mig, så jeg ikke skulle opleve den ene sorg efter den anden. 28  Derfor sender jeg ham afsted så hurtigt som muligt så I kan glæde jer over at se ham igen og jeg kan være mindre bekymret. 29  Tag nu med glæde imod ham og giv ham den velkomst I altid giver en discipel af Herren, og bliv ved med at elske den slags mænd,+ 30  for han var tæt på at dø på grund af tjenesten for Kristus. Han risikerede sit eget liv for at yde mig den personlige tjeneste+ I ikke selv havde mulighed for.

Fodnoter

Bogst.: “fremtrådte i menneskers lighed”.
Bogst.: “med frygt og bæven”.

Studienoter

opmuntrende: Eller “tilskyndende”. Det græske navneord paraklesis, der bogstaveligt betyder “det at kalde til sin side”, bliver ofte brugt i betydningen “opmuntring” (ApG 13:15; Flp 2:1) eller “trøst” (Ro 15:4; 2Kt 1:3, 4; 2Ts 2:16). Den alternative gengivelse viser at ordet og det beslægtede udsagnsord parakaleo, der bruges i dette vers, også kan indeholde betydningen “tilskyndende; formanende”, hvilket det oversættes med i nogle sammenhænge i hovedteksten. (1Ts 2:3; 1Ti 4:13; He 12:5) Det at disse græske ord kan indeholde alle tre betydninger – tilskyndelse, trøst og opmuntring – viser at en kristen aldrig skal tilskynde nogen på en hård eller ukærlig måde.

opmuntre og trøste: De græske ord paraklesis (der er oversat med “opmuntre”) og paramythia (der er oversat med “trøste”) indeholder begge tanken om “opmuntring”, men ordet paramythia betegner en ømhed og trøst der stikker endnu dybere. Det beslægtede udsagnsord paramytheomai forekommer i Joh 11:19, 31, hvor vi læser om de jøder der kom for at trøste Maria og Martha da deres bror, Lazarus, var død. – Se også 1Ts 5:14, hvor udsagnsordet ligeledes er gengivet med “trøste”.

at komme sammen: Eller “at dele med hinanden”. Grundbetydningen af det græske ord koinonia er “at være fælles om; at dele med andre”. Paulus anvendte dette ord flere gange i sine breve. (1Kt 1:9; 10:16; 2Kt 6:14; 13:14) Sammenhængen i denne passage viser at det fællesskab der her er tale om, er forbundet med et nært venskab og ikke kun et overfladisk bekendtskab.

være helt forenede: Det græske ord der bruges her (synpsychos), er sammensat af syn (med; sammen) og psyche, der nogle gange er oversat med “sjæl”, og det kunne gengives med “forenede (sammen) i sjælen”. Paulus bruger det her og flere andre lignende udtryk for at understrege at de kristne i Filippi skulle arbejde på at være forenede. – Se studienote til Flp 2:1.

ét: Eller “i enhed; forenede”. I bøn udtrykte Jesus ønske om at hans sande disciple måtte være “ét”, arbejde enigt sammen om den samme hensigt, ligesom han og hans Far er “ét” ved at de samarbejder og tænker ens. (Joh 17:22) I 1Kt 3:6-9 beskriver Paulus denne enhed blandt kristne forkyndere som samarbejder med hinanden og med Gud. – Se 1Kt 3:8 og studienoter til Joh 10:30; 17:11.

varme følelser: Det græske udtryk der anvendes her, splagchnon, refererer bogstaveligt til kroppens indre dele. I ApG 1:18 er det oversat med “indvolde”. I denne sammenhæng (2Kt 6:12) sigter ordet til stærke og dybe følelser. Det er et af de stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.

opmuntring … trøst: Paulus bruger her to græske navneord der betyder næsten det samme. Det ord der oversat med “opmuntring” (paraklesis), har en bred betydning. Det kan gengives med “opmuntring”, som det bliver her og andre steder (ApG 13:15), “tilskyndelse”, (He 6:18; 1Ts 2:3; 1Ti 4:13), “formanende ord” (He 12:5) eller “trøst” (Ro 15:4; 2Kt 1:3, 4; 2Ts 2:16). (Se studienote til Ro 12:8). Det andet græske ord (paramythion), der er gengivet med “trøst”, kommer af et græsk udsagnsord der betyder “at trøste; at opmuntre” eller “at tale til andre på en positiv, velgørende måde”. (Se også studienote til 1Kt 14:3). Det ser ud til at Paulus her siger til filipperne at de vil styrke enheden i menigheden når de opmuntrer og trøster hinanden. – Flp 2:2.

noget åndeligt fællesskab: Udtrykket henviser til et nært forhold hvor man deler med hinanden og har fælles interesser. (Se studienote til ApG 2:42, hvor det græske ord for “fællesskab; at dele” bliver behandlet). I det her og det følgende vers indikerer Paulus at når kristne sammen arbejder på at nå åndelige mål og følger den hellige ånds ledelse, vil de få en enhed som verden ikke kan ødelægge. (Se studienote til Flp 2:2). En bibelordbog siger om det græske ord der bliver brugt i det her vers: “Det fællesskab kræver at man betragter andre som mere værd end en selv.” – 2Kt 13:14; se studienote til Joh 17:21.

inderlig omsorg: I den her sammenhæng henviser det græske ord splagchnon til dybe, inderlige følelser. – Se studienote til 2Kt 6:12.

noget åndeligt fællesskab: Udtrykket henviser til et nært forhold hvor man deler med hinanden og har fælles interesser. (Se studienote til ApG 2:42, hvor det græske ord for “fællesskab; at dele” bliver behandlet). I det her og det følgende vers indikerer Paulus at når kristne sammen arbejder på at nå åndelige mål og følger den hellige ånds ledelse, vil de få en enhed som verden ikke kan ødelægge. (Se studienote til Flp 2:2). En bibelordbog siger om det græske ord der bliver brugt i det her vers: “Det fællesskab kræver at man betragter andre som mere værd end en selv.” – 2Kt 13:14; se studienote til Joh 17:21.

være helt forenede: Det græske ord der bruges her (synpsychos), er sammensat af syn (med; sammen) og psyche, der nogle gange er oversat med “sjæl”, og det kunne gengives med “forenede (sammen) i sjælen”. Paulus bruger det her og flere andre lignende udtryk for at understrege at de kristne i Filippi skulle arbejde på at være forenede. – Se studienote til Flp 2:1.

Lad os ikke blive selvoptagede: Efter at have stillet “kødets gerninger” op som en kontrast til “åndens frugt” (Ga 5:19-23) kommer Paulus med den tilskyndelse vi finder i det her vers. Det græske ord der er gengivet med “selvoptagede” (kenodoxos), indeholder bogstaveligt tanken om “tom ære; forfængelighed”. Det forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter. Et leksikon definerer det som “det at være alt for optaget af sig selv, indbildsk, pralende”. Det indeholder tanken om et stærkt ønske om at modtage ros fra andre af værdiløse, tomme grunde. Et beslægtet græsk ord er gengivet med “selviskhed” i Flp 2:3.

ydmyghed: Denne egenskab indebærer at man ikke er stolt eller arrogant. Ydmyghed kommer til udtryk i den måde man betragter sig selv på i forhold til Gud og andre. Det er ikke en svaghed men en sindsindstilling der glæder Gud. Kristne der er ydmyge, kan arbejde sammen i enhed. (Ef 4:2; Flp 2:3; Kol 3:12; 1Pe 5:5) I De Kristne Græske Skrifter oversættes ordet tapeinofrosyne med “ydmyghed”. Det er dannet af ordene tapeinoo, “at gøre lav; at fornedre”, og fren, “sind”. Det beslægtede ord tapeinos gengives med “ydmyg” (Mt 11:29) og “de ydmyge” (Jak 4:6; 1Pe 5:5). – Se studienote til Mt 11:29.

selviskhed: Et overdrevet syn på sit eget værd. – Se studienote til Ga 5:26, hvor et beslægtet græsk ord er oversat med “selvoptagede”.

ydmyge: Se studienote til ApG 20:19.

betragt andre som nogle der betyder mere end jer selv: Eller “sæt andre højere end jer selv”. – Ro 12:3; 1Kt 10:24; Flp 2:4.

Bliv ved med at have den samme indstilling: Eller “Bliv ved med at have den samme tankegang”. Sammenhængen viser at Jesus havde en ydmyg indstilling. – Flp 2:3, 4.

Gud er en ånd: Det græske ord pneuma bruges her i betydningen åndevæsen, altså en usynlig ånd der har en personlighed. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Bibelen viser at Gud, den herliggjorte Jesus og englene er ånder. (1Kt 15:45; 2Kt 3:17; He 1:14) Åndeverdenen adskiller sig meget fra den fysiske verden, og det er noget der er usynligt for mennesker. Ånder har et legeme, “et åndeligt legeme”, der langt overgår “et fysisk legeme”. (1Kt 15:44; Joh 1:18) Bibelskribenterne omtaler Gud som om han har et ansigt, øjne, ører, hænder osv., men disse beskrivelser bruges i overført betydning for at hjælpe mennesker til at forstå hvordan Gud er som person. Bibelen viser tydeligt at Gud har en personlighed. Han befinder sig et sted der er uden for det fysiske univers; derfor kunne Kristus sige at han ‘gik til Faren’. (Joh 16:28) I He 9:24 står der at Kristus gik “ind i selve himlen, hvor han ... træder frem for Gud til gavn for os”.

Selvom han var af samme natur som Gud: Det græske udtryk der er gengivet med “natur” (morfe), kan også oversættes med “skikkelse; form; lighed”. Jesus var en ånd ligesom “Gud er en ånd”. (Joh 4:24 og studienote) Det samme græske udtryk bruges også i Flp 2:7, hvor der står “tog en slaves skikkelse på”, og i Joh 1:14, hvor der står at Jesus “blev kød”, eller blev menneske.

overvejede han ikke på noget tidspunkt at prøve at blive Guds ligemand: Eller “betragtede han ikke lighed med Gud som noget at gribe efter”. Paulus opfordrer her filipperne til at opdyrke sammen enestående indstilling som Jesus havde. I Flp 2:3 siger Paulus til dem: “Vær ydmyge og betragt andre som nogle der betyder mere end jer selv.” I vers 5 fortsætter han: “Bliv ved med at have den samme indstilling som Kristus Jesus havde.” Jesus, der betragtede Gud som en der betød mere end ham selv, ‘prøvede ikke at blive Guds ligemand’. I stedet “ydmygede han sig og var lydig lige til døden”. (Flp 2:8; Joh 5:30; 14:28; 1Kt 15:24-28) Jesus havde et helt andet indstilling end Djævelen, der opfordrede Eva til at blive som Gud, at blive lig ham. (1Mo 3:5) Jesus efterlod et fuldkomment eksempel på det Paulus her taler om, nemlig hvor vigtigt det er at være ydmyg og lydig mod Skaberen, Jehova Gud. – Se studienote til prøve at blive i det her vers.

prøve at blive: På græsk bruges her et navneord (harpagmos; bogst.: “noget man river til sig”) der kommer fra udsagnsordet harpazo, som grundlæggende betyder “at tage; at rive til sig”. Nogle mener at ordet betyder at man holder fast ved noget som man allerede har. Men i Bibelen bliver det græske udtryk aldrig brugt i den betydning. Det bliver derimod ofte oversat med “tage”, ‘snuppe’, ‘gå på rov’ og lignende udtryk. (Mt 11:12; 12:29; 13:19; Joh 6:15; 10:12, 28, 29; ApG 8:39; 23:10; 2Kt 12:2, 4; 1Ts 4:17; Jud 23; Åb 12:5) Hvis Jesus ‘ikke på noget tidspunkt overvejede at prøve at blive Guds ligemand’, må det være fordi han aldrig nogensinde har været Guds ligemand.

han gav afkald på alt: Bogst.: “han tømte sig selv”. Det græske ord der her er gengivet med “gav afkald på alt”, betyder bogstaveligt at fjerne alt indholdet fra noget. Paulus bruger her ordet i overført betydning for at beskrive at Jesus gav afkald på sit liv som åndeskabning for at leve og dø som menneske her på jorden. I modsætning til engle som nogle gange iførte sig fysiske kroppe for at vise sig for mennesker, opgav Jesus fuldstændigt sit åndelige legeme og den ære og de privilegier der var forbundet med det. Intet menneske har nogensinde ofret noget der kommer i nærheden af det Jesus gav afkald på, for at glæde Jehova.

Selvom han var af samme natur som Gud: Det græske udtryk der er gengivet med “natur” (morfe), kan også oversættes med “skikkelse; form; lighed”. Jesus var en ånd ligesom “Gud er en ånd”. (Joh 4:24 og studienote) Det samme græske udtryk bruges også i Flp 2:7, hvor der står “tog en slaves skikkelse på”, og i Joh 1:14, hvor der står at Jesus “blev kød”, eller blev menneske.

Da han kom som menneske: Bogst.: “Da han fremtrådte i menneskers lighed”. – Se studienote til Flp 2:6.

en torturpæl: Eller “en henrettelsespæl”. Jesus var det bedste eksempel i ydmyghed og lydighed ved at være villig til at dø på en torturpæl da han blev uretfærdigt dømt som en forbryder og som en der talte blasfemisk. (Mt 26:63-66; Lu 23:33; se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Han beviste uden skyggen af tvivl at mennesker kan forblive loyale mod Jehova selv når de bliver prøvet til det yderste. – Joh 5:30; 10:17; He 12:2.

Guds velvilje: Eller “ufortjent godhed”. Det græske ord charis forekommer mere end 150 gange i De Kristne Græske Skrifter og har forskellige nuancer alt efter sammenhængen. Når det henviser til den ufortjente godhed Gud viser mennesker, beskriver ordet en fri gave som Gud gavmildt giver uden at forvente at få noget til gengæld. Det er et udtryk for Guds gavmildhed over for menneskene, hans store kærlighed til dem og hans godhed over for dem; den bliver udelukkende givet fordi giveren er gavmild, ikke fordi modtageren har gjort sig fortjent til det. (Ro 4:4; 11:6) Dette udtryk betyder ikke nødvendigvis at modtagerne er uværdige til at blive vist godhed, og derfor kunne Jesus også få denne velvilje, eller godhed, fra Gud. I forbindelse med Jesus kan udtrykket meget passende oversættes med “Guds velvilje”, som i dette vers, eller at ‘have Guds godkendelse; være vellidt af Gud’. (Lu 2:40, 52) I andre sammenhænge bliver det græske udtryk gengivet med “godkendelse”, “syntes godt om”, “elsket” og “kærlige gave”. – Lu 1:30; ApG 2:47; 7:46; 1Kt 16:3; 2Kt 8:19.

på grund af mit navn: I Bibelen kan ordet “navn” nogle gange henvise til den person der bærer navnet, hans omdømme eller alt hvad han står for. (Se studienote til Mt 6:9). I forbindelse med Jesus’ navn henviser det også til den myndighed og stilling som hans Far har givet ham. (Mt 28:18; Flp 2:9, 10; He 1:3, 4) Jesus forklarer her at folk vil hade hans disciple på grund af det hans navn står for, dvs. hans stilling som Guds udnævnte Regent, kongers Konge, den alle mennesker skal bøje sig for og underordne sig for at opnå livet. – Se studienote til Joh 15:21.

i sin godhed gav: Det græske udsagnsord der bliver brugt her (charizomai), er beslægtet med det græske udtryk der ofte oversættes med “ufortjent godhed”. Det kan også oversættes med “Guds velvilje”. (Joh 1:14 og studienote) I den her sammenhæng udtrykker det tanken om at Gud i sin store kærlighed og gavmildhed gav Jesus et ophøjet navn, et navn “som er over alle andre navne”. Når Gud kan give sin Søn, Jesus, sådan et navn, må det betyde at Faren er større end Jesus, og at Jesus er underordnet Gud. (Joh 14:28; 1Kt 11:3) Derfor er den anerkendelse Jesus får på grund af sin høje stilling, i virkeligheden “til ære for Gud, Faren”. – Flp 2:11.

det navn: I Bibelen henviser ordet “navn” ofte til mere end blot et egennavn. (Se studienote til Mt 24:9). “Det navn” Gud gav Jesus, står her for den stilling og myndighed som Jesus fik af sin Far. Sammenhængen i Filipperne, kapitel 2, viser at Jesus fik sit ophøjede navn efter sin opstandelse. – Mt 28:18; Flp 2:8, 10, 11; He 1:3, 4.

alle andre navne: En bogstavelig gengivelse af den græske tekst (“ethvert navn”, Kingdom Interlinear), en gengivelse som bruges i mange oversættelser, kan give det indtryk at Jesus’ navn også er over Guds navn. Men den tanke stemmer ikke med sammenhængen, for Paulus sagde: “Gud ophøjede [Jesus] til en højere stilling og [gav ham] i sin godhed” hans navn. Desuden kan det græske ord for “ethvert (alle)” i nogle sammenhænge betyde “alle andre”. Læg for eksempel mærke til hvordan det bliver gengivet i Lu 13:2 (“alle andre”); Lu 21:29 og Flp 2:21 (“alle de andre”). Så både sammenhængen og den måde det græske ord bliver brugt på andre steder, støtter gengivelsen “alle andre”. Paulus forklarer altså her at Jesus’ navn er over alle andre navne, med undtagelse af Jehovas, som jo var ham der gav Jesus hans navn. – Se også 1Kt 15:28.

i ... navn: Det græske ord for “navn” (onoma) kan bruges om mere end et personnavn. I denne sammenhæng indebærer det at man anerkender den myndighed og stilling som Faren og Sønnen har, såvel som den rolle den hellige ånd spiller. At man anerkender det vil føre til et nyt forhold til Gud. – Se også studienote til Mt 10:41.

I Jesus’ navn skal alle derfor bøje deres knæ: Det at alle i himlen og på jorden skal bøje deres knæ “i Jesus’ navn”, betyder at de må anerkende Jesus’ stilling og underlægge sig hans myndighed. – Se studienote til Mt 28:19.

dem under jorden: Det henviser åbenbart til de døde som er “i mindegravene”. (Joh 5:28, 29) Når de får en opstandelse, vil de også skulle underlægge sig Jesus’ myndighed og “åbent bekende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faren”. – Flp 2:11.

offentligt forkynder: Det græske ord homologeo oversættes i nogle bibler med “bekender”. Mange opslagsværker definerer ordet som “at forkynde (anerkende) offentligt”. I vers 10 er det samme udsagnsord gengivet med “forkynder ... offentligt”. Paulus forklarer at det ikke er nok at kristne har troen i deres hjerte, de må offentligt forkynde deres tro for at kunne opnå frelse. (Sl 40:9, 10; 96:2, 3, 10; 150:6; Ro 15:9) De forkynder ikke bare offentligt én gang, som for eksempel ved deres dåb, men de fortsætter med det ved at mødes med trosfæller og ved at forkynde den gode nyhed om frelse for ikketroende. – He 10:23-25; 13:15.

at Jesus er Herre: Mens Jesus var på jorden, var der andre end hans disciple der kaldte ham “Herre” som et udtryk for respekt eller for at være høflige. Da den samaritanske kvinde kaldte ham “Herre”, var det også for at vise respekt. Det græske ord som bibelskribenterne brugte (Kyrios), kan betyde forskellige ting afhængigt af sammenhængen. (Mt 8:2; Joh 4:11) Jesus sagde at hans disciple (eller elever) ved at kalde ham Herre viste at de anerkendte ham som deres Herre. (Joh 13:13, 16) Efter at Jesus døde og blev oprejst til en ophøjet stilling i himlen, fik hans titel som Herre større betydning. Ved at ofre sit liv købte Jesus sine disciple og blev på den måde både deres Ejer (1Kt 7:23; 2Pe 2:1; Jud 4; Åb 5:9, 10) og deres Konge (Kol 1:13; 1Ti 6:14-16; Åb 19:16). Det at anerkende Jesus som Herre indebærer mere end blot at bruge den titel om ham. Sande kristne må også anerkende hans stilling og adlyde ham. – Mt 7:21; Flp 2:9-11.

Herre: Det græske ord der er brugt her, Kyrios (Herre), bruges ofte som et navneord i Bibelen. Det er egentlig et tillægsord der betegner en som har magt (kyros) eller myndighed. Det forekommer i alle bøger i De Kristne Græske Skrifter undtagen i Paulus’ brev til Titus og i Johannes’ breve. Som Guds Søn og Tjener tiltaler Jesus Kristus med rette sin Far og Gud (Joh 20:17) med “Herre” (Kyrios), Ham der har den øverste magt og myndighed, og som er hans overhoved. (Mt 11:25; 1Kt 11:3) I Bibelen bruges titlen “Herre” dog ikke kun om Jehova Gud. Den bruges også om Jesus Kristus (Mt 7:21; Ro 1:4, 7), en af de himmelske ældste i Johannes’ syn (Åb 7:13, 14), engle (Da 12:8), mennesker (ApG 16:16, 19, 30) og falske guder (1Kt 8:5). Nogle påstår at udtrykket “Jesus er Herre” betyder at han og hans Far, Jehova, er den samme person. Men sammenhængen viser tydeligt at det ikke er tilfældet eftersom “Gud oprejste ham [Jesus] fra de døde”. Jesus fik sin myndighed som Herre af Faren. – Mt 28:18; Joh 3:35; 5:19, 30; se studienote til at Jesus er Herre i dette vers.

at Jesus er Herre: Mens Jesus var på jorden, var der andre end hans disciple der kaldte ham “Herre” som et udtryk for respekt eller for at være høflige. Da den samaritanske kvinde kaldte ham “Herre”, var det også for at vise respekt. Det græske ord som bibelskribenterne brugte (Kyrios), kan betyde forskellige ting afhængigt af sammenhængen. (Mt 8:2; Joh 4:11) Jesus sagde at hans disciple (eller elever) ved at kalde ham Herre viste at de anerkendte ham som deres Herre. (Joh 13:13, 16) Efter at Jesus døde og blev oprejst til en ophøjet stilling i himlen, fik hans titel som Herre større betydning. Ved at ofre sit liv købte Jesus sine disciple og blev på den måde både deres Ejer (1Kt 7:23; 2Pe 2:1; Jud 4; Åb 5:9, 10) og deres Konge (Kol 1:13; 1Ti 6:14-16; Åb 19:16). Det at anerkende Jesus som Herre indebærer mere end blot at bruge den titel om ham. Sande kristne må også anerkende hans stilling og adlyde ham. – Mt 7:21; Flp 2:9-11.

åbent bekende: Eller “åbent anerkende”. Sammenhængen viser at denne anerkendelse er forbundet med at man er overbevist om at Jehova har oprejst Jesus fra de døde. – Se også studienote til Ro 10:9.

at Jesus Kristus er Herre: Se studienote til Ro 10:9.

Herre: Se studienote til Ro 10:9. Nogle mener at udtrykket “Jesus Kristus er Herre” viser at Jesus og hans Far, Jehova, er samme person. Men sammenhængen gør det tydeligt at det ikke kan være tilfældet, for der står at “Gud ophøjede ham til en højere stilling”, og at han “gav ham det navn som er over alle andre navne”. – Flp 2:9; se studienote til Ro 10:9.

nærværelse: Det græske ord parousia (i mange oversættelser gengivet med “komme”) betyder bogstaveligt “det at være ved siden af”. Det henviser til en nærværelse der strækker sig over en periode, ikke bare til et komme eller en ankomst. Vi får et fingerpeg om betydningen af parousia i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. I Flp 2:12 anvender Paulus dette græske ord til at beskrive at han ‘havde været sammen med’ brødrene som modsætning til at han nu ‘ikke var sammen med dem’.

under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Hans nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke bare beskrive det øjeblik hvor nogen kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

Når jeg er sammen med jer igen: Det græske udtryk der er brugt her, indeholder navneordet parousia, der bogstaveligt betyder “det at være ved siden af”. Det oversættes ofte med “nærværelse”, især i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:37; 1Kt 15:23) Her bruger Paulus udtrykket til at beskrive at han håber at kunne besøge de kristne i Filippi igen. Paulus bruger også parousia i Flp 2:12 (se studienote), hvor han opstiller det at være “sammen med” filipperne som kontrast til det ‘ikke at være sammen med’ dem. Det støtter valget om at oversætte parousia med “nærværelse” eller ‘at være sammen med’ og ikke med “komme” eller “ankomst”. – Se studienoter til Mt 24:3; 1Kt 16:17.

sammen med jer … ikke er sammen med jer: Eller “nærværende … er fraværende”. Paulus bruger her det græske ord parousia om en periode hvor han havde været sammen med de kristne i Filippi. Betydningen af det græske ord understreges af at Paulus stiller det op som kontrast til at han i en periode var ‘fraværende’ (græsk: apousia), dvs. at han ikke var sammen med dem. Det græske ord parousia bliver brugt i en særlig betydning om Jesus Kristus’ usynlige nærværelse, en periode som begyndte da han blev indsat som konge i Guds rige i begyndelsen af de sidste dage for den her verdensordning. – Se studienoter til Mt 24:3; 1Kt 15:23; Flp 1:26.

Bliv derfor ved med at arbejde: Det græske ord der er brugt her, har den grundlæggende betydning “at udrette; at fuldende; at opnå”. Den måde udsagnsordet bliver brugt på her, viser at det er en fortsat handling, og indeholder tanken om at man skal blive ved med at arbejde til arbejdet er fuldført.

der styrker jer: Eller “der virker i jer”. Det græske ord energeo bliver brugt to gange i det her vers. Første gang bliver det oversat med “styrker”, og anden gang bliver det gengivet med “giver jer … kraften til at gøre det”. Guds hellige ånd, eller aktive kraft, er den stærkeste kilde til kraft, eller energi, i universet. Gud brugte den til at skabe alting. (1Mo 1:2; Sl 104:30; Esa 40:26) Ved hjælp af sin hellige ånd kan Gud give sine tjenere den kraft de har brug for når deres egen kraft ikke er stor nok. (Esa 40:31) Jehovas ånd kan også forbedre ens naturlige færdigheder alt efter hvad der er brug for. (Lu 11:13; 2Kt 4:7) Apostlen Paulus oplevede ofte selv den kombination af hans egen kraft og styrken fra Jehovas ånd. – Flp 4:13; Kol 1:29.

giver jer … ønsket om: På grund af modløshed, personlige fejltagelse eller andre ting mistede nogle af Guds tjenere i fortiden lysten til at tjene Jehova og endda lysten til at leve. (1Kg 19:4; Sl 73:13, 14; Jon 4:2, 3) Paulus siger her at når det sker, vil Jehova med glæde hjælpe en, især når man beder ham om hjælp. – Sl 51:10, 11; 73:17, 18.

heller ikke være nogle der altid beklager sig, sådan som nogle af dem beklagede sig: Israelitterne beklagede sig ved flere forskellige lejligheder over for Jehova. De rettede for eksempel en stærk kritik mod Moses og Aron da 10 ud af de 12 spioner der var sendt ind i Kanaan for at udforske landet, kom tilbage med en negativ rapport. De foreslog endda at der blev udnævnt en anden leder i stedet for Moses, og de mente at det ville være bedre at vende tilbage til Egypten. (4Mo 14:1-4) Senere “gav hele forsamlingen ... sig til at beklage sig” over at oprørerne Kora, Datan og Abiram og dem der var på deres side, var blevet dræbt. De der beklagede sig, syntes åbenbart at det var uretfærdigt at oprørerne skulle dø, og deres negative indstilling smittede af på mange andre. Jehova svarede ved at sende en plage der kom til at koste 14.700 israelitter livet. (4Mo 16:41, 49) Jehova betragtede sådanne beklagelser over dem der repræsenterede ham, som beklagelser der var rettet mod ham personligt. – 4Mo 17:5.

uden at beklage jer: Den form for klage som Paulus nævner her, er ofte negativ snak som foregår i det skjulte. De der konstant beklager sig, prøver at påvirke andre. De tillægger deres egne følelser og egen position stor betydning og henleder opmærksomheden på dem selv frem for på Jehova. Det kan skabe splittelser blandt brødre og søstre og forhindre dem i at tjene Jehova i enhed. Omkring år 55 mindede Paulus menigheden i Korinth om at det havde gjort Jehova vred da israelitterne beklagede sig i ørkenen. (Se studienote til 1Kt 10:10). Men det er ikke alle former for klage der gør Gud vred. Det græske ord der er brugt her, findes også i ApG 6:1, hvor der står at de græsktalende jøder i Jerusalem begyndte “at klage” fordi deres enker blev overset. Det førte til at apostlene sørgede for at der blev rettet op på situationen. – ApG 6:1-6.

offentlige tjeneste: Paulus anvender dette udtryk om det nødhjælpsarbejde der blev udført til gavn for de jødiske kristne i Jerusalem og Judæa. Der blev sørget for “en rigelig forsyning til at dække deres behov”, og en sådan tjeneste var virkelig til gavn for trosfællerne. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af antikkens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse udtryk ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 13:6; 15:16.

hellig tjeneste: Eller “offentlig tjeneste”. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I Ro 13:6 bliver de verdslige myndigheder for eksempel kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører en tjeneste der er til gavn for borgerne. Udtrykket som det bruges her af Lukas, afspejler den måde det bruges på i Septuaginta, hvor det både som udsagnsord og som navneord ofte henviser til den tempeltjeneste som præsterne og levitterne udførte. (2Mo 28:35; 4Mo 8:22) Den tjeneste der blev udført ved templet, var en offentlig tjeneste som var til gavn for folket. Men det var også en hellig tjeneste, for de levitiske præster underviste i Guds Lov og bragte ofre der dækkede folkets synder. – 2Kr 15:3; Mal 2:7.

tjente: Eller “offentligt tjente”. Det græske ord leitourgeo, der er brugt her, og de beslægtede ord leitourgia (offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. For eksempel bliver de verdslige myndigheder i Ro 13:6 kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører tjeneste til gavn for borgerne. I Lu 1:23 (se studienote) gengives ordet leitourgia med “hellig tjeneste” (eller “hans offentlige tjeneste”) i forbindelse med den tjeneste som Johannes Døbers far, Zakarias, udførte. Den måde ordet leitourgia og andre beslægtede udtryk bruges på i dette vers, afspejler den måde det blev brugt på i Septuaginta i forbindelse med den tjeneste som præster og levitter udførte i telthelligdommen (2Mo 28:35; 4Mo 1:50; 3:31; 8:22) og i templet (2Kr 31:2; 35:3; Joe 1:9, 13; 2:17). Den slags tjeneste indbefattede tanken om at det man gjorde, var til gavn for folket. Men nogle gange var der også tale om hellig tjeneste. For eksempel underviste levitpræsterne i Guds Lov (2Kr 15:3; Mal 2:7) og bragte ofre der dækkede folkets synder (3Mo 1:3-5; 5Mo 18:1-5). I ApG 13:2 bliver det græske ord leitourgeo brugt i en mere bred forstand og beskriver den tjeneste som kristne profeter og lærere udførte i menigheden i Antiokia i Syrien. Ordet sigter til forskellige måder at tjene og tilbede Gud på og indbefatter aspekter af kristnes gudsdyrkelse, såsom bøn, forkyndelse og undervisning. Den tjeneste som disse profeter og lærere udførte, omfattede uden tvivl også offentlig forkyndelse. – ApG 13:3.

offentlige tjenere: Det græske ord leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder), der forekommer her, og som er beslægtet med ordene leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgia (offentlig tjeneste), blev brugt i antikkens Grækenland og Rom til at beskrive et arbejde man udførte for staten eller de offentlige myndigheder til gavn for folket. (Disse græske ord kommer af laos, “folk”, og ergon, “arbejde”). Her bliver de verdslige myndigheder omtalt som “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) i den forstand at de sørger for tjenesteydelser der gavner folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse græske ord også ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 15:16.

en tjener: Eller “en offentlig tjener”. Det græske ord leitourgos kommer af laos, “folk” og ergon, “arbejde”. Ordet blev oprindeligt brugt af antikkens grækere om en der udførte arbejde for eller tjente de civile myndigheder til gavn for folket, som regel for egen regning. Romerne havde en lignende ordning. I Bibelen henviser udtrykket som regel til en der udfører hellig tjeneste. I Septuaginta bruges det beslægtede udtryk leitourgia ofte om de “pligter” (4Mo 7:5) og den “tjeneste” (4Mo 4:28; 1Kr 6:32 [6:17, LXX]) præsterne udførte ved telthelligdommen og ved Jehovas tempel i Jerusalem. Her anvender Paulus udtrykket leitourgos om sig selv, en “apostel for nationerne” (dvs. for ikkejøder) som forkyndte Guds gode nyhed. (Ro 11:13) Denne forkyndelse ville være til stor gavn for samfundet, og især for folk fra nationerne.

jeg bliver: Eller “mit liv bliver”. – Se studienote til jeg bliver hældt ud som et drikoffer i det her vers.

jeg bliver hældt ud som et drikoffer: Israelitterne frembar drikofre af vin sammen med næsten alle andre slags ofre, og vinen blev hældt ud over altret. (3Mo 23:18, 37; 4Mo 15:2, 5, 10; 28:7) Paulus omtaler her sig selv som et billedligt drikoffer. Han var villig til at give alt hvad han havde, både fysisk og følelsesmæssigt, for at støtte filipperne og andre medkristne når de bragte åndelige ofre og udførte deres “hellige tjeneste” for Gud. (Se også 2Kt 12:15). Kort før sin død skrev han til Timotheus: “Jeg er nemlig allerede ved at blive udgydt som et drikoffer, og meget snart kommer min befrielse.” – 2Ti 4:6.

den hellige tjeneste: Eller “den offentlige tjeneste”. Paulus bruger dette udtryk om den kristne tjeneste. Det havde været til stor hjælp for hans trosfæller i Filippi at han kærligt og flittigt havde tjent dem. Deres tro havde fået dem til at udføre en lignende tjeneste for andre. Det græske ord leitourgia, der bliver brugt her, kan have fået de kristne i den romerske koloni i Filippi til at tænke på en form for offentlig tjeneste der blev udført til gavn for samfundet. (Se studienote til 2Kt 9:12). Den slags pligter kunne have økonomiske omkostninger, og det mindede filipperne om at en trofast tjeneste kunne kræve personlige ofre af en. I De Græske Skrifter bliver dette og beslægtede græske ord ofte brugt i forbindelse med tjenesten ved templet og den kristne tjeneste. Se eksempler på det i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 13:6; 15:16.

Appius’ Torv: Eller “Forum Appii”. Et torv der lå omkring 65 km SØ for Rom. Det var en velkendt station på den berømte romerske landevej Via Appia, der gik fra Rom over Capua til Brundisium (det nuværende Brindisi). Både vejen og torvet er opkaldt efter vejens grundlægger, Appius Claudius Caecus, der levede i det 4. århundrede f.v.t. Eftersom de rejsende fra Rom som regel gjorde holdt på dette sted efter den første rejsedag, blev det snart et travlt handelscenter og en driftig handelsby. Desuden lå stedet ved en kanal der løb langs vejen og gennemskar De Pontinske Sumpe. Det fortælles at de rejsende om natten blev transporteret over denne kanal i kanalbåde der blev trukket af muldyr. Den romerske digter Horats beskriver rejsens besværligheder; han beklager sig over frøerne og myggene og siger at Appius’ Torv vrimlede med “Matroser og snedige Krofolk”. (Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, 1945, s. 21) Men trods alle disse ubehagelige omstændigheder ventede delegationen fra Rom med glæde på Paulus og hans ledsagere så de kunne følge dem sikkert på vej den sidste del af rejsen. Der findes i dag et sted på Via Appia som kaldes Foro Appio, eller Forum Appii, og der ligger en lille landsby der hedder Borgo Faiti. – Se Tillæg B13.

Nu håber jeg … at kunne sende Timotheus til jer: Det fremgår ikke af beretningen om Timotheus sejlede fra Rom til Filippi, eller om han rejste over land. Rejsende der skulle østpå fra Rom, kunne enten benytte de landeveje der var en del af det omfattende romerske vejnet, eller også kunne de sejle. Begge dele var krævende. På Timotheus’ tid var det svært at få plads på et skib, og passagerne boede og sov på dækket i al slags vejr. Hvis havet var oprørt, kunne det give søsyge og endda føre til skibbrud. Hvis man rejste til fods til Filippi, tog det omkring 40 dage. Man fulgte sandsynligvis først Via Appia, krydsede Adriaterhavet, og så fortsatte man til lands, måske ad Via Egnatia indtil man nåede frem til Filippi. (Se Tillæg B13). Man ville være udsat for sol, regn, hede eller kulde og var i risiko for at blive overfaldet af tyve. De steder man kunne overnatte dengang, havde et tvivlsomt ry. De blev beskrevet som beskidte, overfyldte og med utøj over det hele. (Se også studienote til ApG 28:15). Alligevel var Paulus helt sikker på at Timotheus var villig til at gennemføre den krævende rejse dertil, og tilbage igen, så Paulus kunne ‘høre nyt’ om de kristne i Filippi og om deres åndelige tilstand.

nedtrykt: Det græske udtryk Paulus bruger her, bliver oversat med “meget foruroliget” i beretningerne om Jesus i Getsemane Have aftenen før hans død. (Mt 26:37; Mr 14:33) Et opslagsværk beskriver det som at “føle angst, være bekymret, urolig”. Grunden til at Epafroditus pludselig var blevet nedtrykt, var at menigheden i Filippi havde hørt at han var blevet syg. Måske var han bange for at de troede at han var blevet en byrde for Paulus og ikke en hjælp. Kort efter at han var blevet rask, sendte Paulus ham tilbage til Filippi med et brev til menigheden. I det brev (Flp 2:25-29) forklarede Paulus dem grunden til at Epafroditus rejste tilbage før tid og forsikrede både dem og Epafroditus om at han var en trofast og værdifuld tjener. – Se studienoter til Flp 2:25, 30.

risikerede sit eget liv: Eller “udsatte sin sjæl for fare”. Åbenbart var der en vis risiko forbundet med at Epafroditus påtog sig opgaven med at rejse til Rom med en gave til Paulus. Det kunne måske have været de uhygiejniske forhold under rejsen og på overnatningsstederne der var skyld i at Epafroditus “var blevet syg”, og at “han var lige ved at dø”. (Flp 2:26, 27) Paulus sagde at Epafroditus “var tæt på at dø på grund af tjenesten for Kristus”. Paulus havde god grund til at rose Epafroditus og komme med den her opfordring til menigheden i Filippi: “Giv ham den velkomst I altid giver en discipel af Herren, og bliv ved med at elske den slags mænd.” – Flp 2:29; se studienoter til Flp 2:25, 26 og Ordforklaring: “Sjæl”.

Priska og Akvila: Dette trofaste ægtepar var blevet forvist fra Rom på grund af kejser Claudius’ dekret mod jøderne engang i år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t. Claudius døde i år 54, og da Paulus skrev brevet til de kristne i Rom, omkring år 56, var Priska og Akvila vendt tilbage dertil. (Se studienote til ApG 18:2). Paulus omtaler dem som sine medarbejdere. Det græske ord for “medarbejder”, synergos, forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, hovedsageligt i Paulus’ breve. (Ro 16:9, 21; Flp 2:25; 4:3; Kol 4:11; Flm 1, 24) Det er interessant at Paulus i 1Kt 3:9 skriver: “Vi er Guds medarbejdere.”

Guds medarbejdere: Det græske ord synergos, der er gengivet med “medarbejdere”, forekommer mere end ti gange i De Kristne Græske Skrifter, hovedsageligt i Paulus’ breve. Udtrykket bruges om dem der samarbejdede om at forkynde den gode nyhed. (Ro 16:9, 21; 2Kt 1:24; 8:23; Flp 2:25; 4:3; Kol 4:11; Flm 1, 24) Paulus fremhæver her det store privilegium det er for kristne at være “Guds medarbejdere”. (Se studienote til 1Kt 3:6). Han kommer ind på samme tanke i 2Kt 6:1, hvor han bruger et beslægtet græsk ord for “medarbejdere”. – 2Kt 5:20; se studienote til Ro 16:3.

Epafroditus: En pålidelig kristen i menigheden i Filippi der kun bliver nævnt i det her brev. Han blev sendt til Rom med en gave til Paulus som sad fængslet på det her tidspunkt. Epafroditus havde sikkert planer om at blive i Rom så længe Paulus havde brug for ham. Men Epafroditus blev så syg at “han var lige ved at dø”, og derfor var han nødt til at vende tilbage til Filippi tidligere end han havde regnet med. – Flp 2:27, 28; se studienoter til Flp 2:26, 30.

medarbejder: Se studienoter til Ro 16:3; 1Kt 3:9.

ham I sendte: Paulus bruger her det græske ord for apostel (apostolos) i en bredere forstand som kan betyde “en der sendes ud”, “udsending” eller “budbringer”. Epafroditus var blevet sendt som en repræsentant for menigheden i Filippi med en gave til Paulus som på det tidspunkt sad fængslet i Rom.

Epafroditus: En pålidelig kristen i menigheden i Filippi der kun bliver nævnt i det her brev. Han blev sendt til Rom med en gave til Paulus som sad fængslet på det her tidspunkt. Epafroditus havde sikkert planer om at blive i Rom så længe Paulus havde brug for ham. Men Epafroditus blev så syg at “han var lige ved at dø”, og derfor var han nødt til at vende tilbage til Filippi tidligere end han havde regnet med. – Flp 2:27, 28; se studienoter til Flp 2:26, 30.

risikerede sit eget liv: Eller “udsatte sin sjæl for fare”. Åbenbart var der en vis risiko forbundet med at Epafroditus påtog sig opgaven med at rejse til Rom med en gave til Paulus. Det kunne måske have været de uhygiejniske forhold under rejsen og på overnatningsstederne der var skyld i at Epafroditus “var blevet syg”, og at “han var lige ved at dø”. (Flp 2:26, 27) Paulus sagde at Epafroditus “var tæt på at dø på grund af tjenesten for Kristus”. Paulus havde god grund til at rose Epafroditus og komme med den her opfordring til menigheden i Filippi: “Giv ham den velkomst I altid giver en discipel af Herren, og bliv ved med at elske den slags mænd.” – Flp 2:29; se studienoter til Flp 2:25, 26 og Ordforklaring: “Sjæl”.

længes efter at se jer alle: I nogle gamle håndskrifter er ordlyden “længes efter jer alle”, og sådan bliver det også gengivet i mange bibeloversættelser. Men flere håndskrifter støtter den formulering der bruges her. Uanset hvilken læsemåde man foretrækker, er betydningen af Paulus’ ord den samme, nemlig at Epafroditus savnede alle de kristne i Filippi. – Se Tillæg A3.

nedtrykt: Det græske udtryk Paulus bruger her, bliver oversat med “meget foruroliget” i beretningerne om Jesus i Getsemane Have aftenen før hans død. (Mt 26:37; Mr 14:33) Et opslagsværk beskriver det som at “føle angst, være bekymret, urolig”. Grunden til at Epafroditus pludselig var blevet nedtrykt, var at menigheden i Filippi havde hørt at han var blevet syg. Måske var han bange for at de troede at han var blevet en byrde for Paulus og ikke en hjælp. Kort efter at han var blevet rask, sendte Paulus ham tilbage til Filippi med et brev til menigheden. I det brev (Flp 2:25-29) forklarede Paulus dem grunden til at Epafroditus rejste tilbage før tid og forsikrede både dem og Epafroditus om at han var en trofast og værdifuld tjener. – Se studienoter til Flp 2:25, 30.

Epafroditus: En pålidelig kristen i menigheden i Filippi der kun bliver nævnt i det her brev. Han blev sendt til Rom med en gave til Paulus som sad fængslet på det her tidspunkt. Epafroditus havde sikkert planer om at blive i Rom så længe Paulus havde brug for ham. Men Epafroditus blev så syg at “han var lige ved at dø”, og derfor var han nødt til at vende tilbage til Filippi tidligere end han havde regnet med. – Flp 2:27, 28; se studienoter til Flp 2:26, 30.

nedtrykt: Det græske udtryk Paulus bruger her, bliver oversat med “meget foruroliget” i beretningerne om Jesus i Getsemane Have aftenen før hans død. (Mt 26:37; Mr 14:33) Et opslagsværk beskriver det som at “føle angst, være bekymret, urolig”. Grunden til at Epafroditus pludselig var blevet nedtrykt, var at menigheden i Filippi havde hørt at han var blevet syg. Måske var han bange for at de troede at han var blevet en byrde for Paulus og ikke en hjælp. Kort efter at han var blevet rask, sendte Paulus ham tilbage til Filippi med et brev til menigheden. I det brev (Flp 2:25-29) forklarede Paulus dem grunden til at Epafroditus rejste tilbage før tid og forsikrede både dem og Epafroditus om at han var en trofast og værdifuld tjener. – Se studienoter til Flp 2:25, 30.

tjenesten for Kristus: Eller muligvis: “på grund af Herrens gerning”. Nogle gamle håndskrifter bruger “Herrens”, men der er større belæg i håndskrifterne for denne version.

risikerede sit eget liv: Eller “udsatte sin sjæl for fare”. Åbenbart var der en vis risiko forbundet med at Epafroditus påtog sig opgaven med at rejse til Rom med en gave til Paulus. Det kunne måske have været de uhygiejniske forhold under rejsen og på overnatningsstederne der var skyld i at Epafroditus “var blevet syg”, og at “han var lige ved at dø”. (Flp 2:26, 27) Paulus sagde at Epafroditus “var tæt på at dø på grund af tjenesten for Kristus”. Paulus havde god grund til at rose Epafroditus og komme med den her opfordring til menigheden i Filippi: “Giv ham den velkomst I altid giver en discipel af Herren, og bliv ved med at elske den slags mænd.” – Flp 2:29; se studienoter til Flp 2:25, 26 og Ordforklaring: “Sjæl”.

Medieindhold