Det første brev til korintherne 2:1-16

2  Da jeg kom for at forkynde Guds hellige hemmelighed+ for jer, brødre, kom jeg derfor ikke med formfuldendte ord+ eller med visdom,  for jeg havde besluttet at jeg ikke ville tale til jer om andet end Jesus Kristus og hans død på pælen.+  Da jeg kom til jer, var det i svaghed og med uro og nervøsitet.  Det jeg sagde og forkyndte, bestod ikke i overtalende visdomsord men var et udtryk for Guds ånd og kraft+  for at jeres tro ikke skulle blive baseret på menneskers visdom, men på Guds kraft.  Vi taler selvfølgelig om visdom til mennesker der er modne,+ men ikke om en visdom der stammer fra denne verden eller fra denne verdens ledere, for de vil forsvinde.+  Vi taler om Guds visdom som har ligget skjult i en hellig hemmelighed,+ om det som Gud allerede før verden blev til, havde besluttet for at vi kunne blive herliggjort.  Det er en visdom som ingen af denne verdens* ledere har fået kendskab til,+ for hvis de havde kendt den, ville de ikke have henrettet vores store Herre.+  Det er som der står skrevet: “Øjet har ikke set, øret har ikke hørt, og mennesket har ikke i sit hjerte kunnet forestille sig de ting som Gud har parat til dem der elsker ham.”+ 10  Ja, det er os Gud har åbenbaret disse ting for+ gennem sin ånd,+ for ånden udforsker alt, selv de dybe ting der kommer fra Gud.+ 11  Hvem blandt mennesker ved hvad der bor i et menneske? Det ved kun menneskets egen ånd. Sådan har heller ingen fået kendskab til hvad der bor i Gud, undtagen Guds ånd. 12  Vi har ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud,+ for at vi kan komme til at forstå det som Gud i sin godhed har givet os. 13  Og det er disse ting vi taler om. Vi gør det ikke med ord der er hentet fra menneskelig visdom,+ men med ord vi har lært af ånden,+ sådan at vi udtrykker* åndelige tanker med åndelige ord. 14  Men et uåndeligt menneske tager ikke imod* det der kommer fra Guds ånd, for det virker tåbeligt på det menneske. Han kan ikke forstå det, for det skal vurderes på en åndelig måde. 15  Det åndelige menneske er derimod i stand til at vurdere tingene rigtigt,+ men andre kan ikke vurdere ham rigtigt. 16  Ja, “hvem har lært Jehovas sind at kende så han kan lære ham noget?”+ Men vi har Kristus’ sind.+

Fodnoter

Eller “tidsalders”. Se Ordforklaring: “Verdensordning”.
Eller “forbinder”.
Eller “accepterer ikke”.

Studienoter

denne verdens: Det græske ord aion har grundbetydningen “tidsalder”. Det kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Her har udtrykket samme betydning som i 2Ti 4:10, og det henviser til de fremherskende tilstande i verden generelt.

denne verden: Eller “denne tidsalder”. – Se studienote til 1Kt 1:20.

hellige hemmeligheder: I Ny Verden-Oversættelsen er det græske ord mysterion 25 gange gengivet med “hellig hemmelighed”. Her står det i flertal, og det henviser til nogle sider af Guds hensigt som ikke bliver kendt før Gud ønsker det. Når det er Guds vilje at gøre det, afslører han disse hemmeligheder helt, men kun for dem han vælger at give forståelse af hemmelighederne. (Kol 1:25, 26) Når Gud har løftet sløret for sine hellige hemmeligheder, skal de til gengæld gøres kendt i det størst mulige omfang. Dette fremgår af at Bibelen i forbindelse med Guds “hellige hemmelighed” bruger udtryk som “forkynde”, ‘gøre kendt’, ‘åbenbare’ og “åbenbaring”. (1Kt 2:1; Ef 1:9; 3:3; Kol 1:25, 26; 4:3) “Guds hellige hemmelighed” havde primært som formål at udpege Jesus Kristus som den der var det lovede “afkom”, eller Messias. (Kol 2:2; 1Mo 3:15) Men den hellige hemmelighed har mange andre facetter, for eksempel hvilken rolle Jesus har i Guds hensigt. (Kol 4:3) Som Jesus viste ved denne lejlighed, er de “hellige hemmeligheder” forbundet med himlenes rige, eller ‘Guds rige’, den regering i himlen hvor Jesus vil herske som Konge. (Mr 4:11; Lu 8:10; se studienote til Mt 3:2). De Kristne Græske Skrifter bruger ikke ordet mysterion på samme måde som man gjorde i de gamle mysteriereligioner. Disse religioner, der ofte var baseret på de frugtbarhedskulter der var udbredte i det første århundrede e.v.t., lovede de tilbedende at de ville få udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne når de gennemgik nogle bestemte, hemmelighedsfulde ritualer. Disse hemmeligheder var tydeligvis ikke baseret på sandhed. Den der blev indviet i mysteriereligionerne, måtte aflægge ed på at holde hemmelighederne skjult så de kunne blive bevaret som et mysterium. I modsætning til dette skulle de hellige hemmeligheder i kristendommen forkyndes vidt og bredt. Nogle få steder bruges udtrykket i forbindelse med falsk tilbedelse, og her kunne det også gengives med “mysterium”. – Om de tre steder hvor mysterion bruges om falsk tilbedelse: Se studienoter til 2Ts 2:7; Åb 17:5, 7.

der lever ved afslutningen på denne verdensordning: Apostlen Paulus har indtil nu talt om en række begivenheder i Israels historie (1Kt 10:1-10) der førte frem til afslutningen på den verdensordning, eller de fremherskende tilstande, der eksisterede på hans tid. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Den “verdensordning” var nært forbundet med Lovpagten og indeholdt blandt andet følgende elementer: et præsteskab, en ordning med ofringer og kostbestemmelser, en ordning med en telthelligdom eller et tempel hvor tilbedelsen kunne foregå med højtider og sabbatter, og en national ordning der med tiden også indbefattede en jordisk konge. Mange af de særlige forhold der kendetegnede den israelitiske eller jødiske periode, eller tidsalder, ophørte dog ikke helt før år 70 e.v.t. På det tidspunkt blev Jerusalem og templet ødelagt, og det blev enden på det jødiske præsteskab, ofringerne og tilbedelsen ved templet efter Lovens forskrifter. Desuden blev jøderne, der engang var Guds udvalgte folk, spredt blandt nationerne, og dermed gik Jesus’ profeti i Lu 21:24 i opfyldelse og ligeledes det Paulus skriver her om afslutningen på den jødiske verdensordning.

Guds visdom ... i en hellig hemmelighed: Dvs. den vise ordning Gud har sat i stand for at stoppe det oprør der begyndte i Eden, og for at indføre fred og enhed i hele universet. (Se Ordforklaring: “Hellig hemmelighed”). Da Jehova udtalte profetien i 1Mo 3:15, begyndte bekendtgørelsen af “en hellig hemmelighed” (græsk: mysterion; se studienote til Mt 13:11). Jehovas “hellige hemmelighed” er centreret om Jesus Kristus. (Ef 1:9, 10; Kol 2:2) Den indbefatter at Jesus identificeres som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds rige (Mt 13:11); udvælgelsen af salvede, både jøder og ikkejøder, til at være Kristus’ medarvinger, som skal herske sammen med ham i Riget (Lu 22:29, 30; Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27); og den unikke menighed som består af 144.000 der er “købt ud af menneskeheden som den første afgrøde til Gud og til Lammet” (Åb 14:1, 4). Det er kun dem der omhyggeligt studerer Skrifterne, der kan forstå disse aspekter af den hellige hemmelighed.

som har ligget skjult: Paulus kaldte den hellige hemmelighed for “visdom som har ligget skjult”, dvs. skjult for “denne verdens ledere”. (1Kt 2:8) Gennem sin ånd giver Gud sine kristne tjenere indblik i denne hemmelighed så de kan gøre den kendt for andre.

verden: Det græske ord der er brugt her, aion, har grundbetydningen “tidsalder”. Det kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt tidsperiode. I denne sammenhæng sigter udtrykket til de samfundsordninger der siden oprøret i Eden har udviklet sig op gennem menneskehedens historie. – Se Ordforklaring: “Verdensordning”, og studienote til 1Kt 10:11.

pælfæste: Eller “henrette ... på en pæl”. Dette er den første af over 40 forekomster af det græske udsagnsord stauroo i De Kristne Græske Skrifter. Udsagnsordet kommer af det græske navneord stauros, der gengives med “torturpæl”. (Se studienoter til Mt 10:38; 16:24; 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Udsagnsordet anvendes i Septuaginta i Est 7:9, hvor der blev givet befaling om at hænge Haman op på en pæl der var over 20 m høj. På klassisk græsk betød det “at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk”.

henrettet: Eller “pælfæstet”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

Øjet har ikke set, øret har ikke hørt: Paulus’ citat i dette vers er ikke en ordret gengivelse af den hebraiske tekst. Det ser ud til at han kombinerer indholdet i Esa 52:15 og 64:4. Hverken Paulus eller Esajas refererede til de velsignelser Jehova vil give sit folk i fremtiden. Paulus anvender derimod Esajas’ ord til at beskrive de velsignelser de kristne i det første århundrede allerede havde gavn af, for eksempel at de var blevet åndeligt oplyst og havde fået forståelse af “de dybe ting der kommer fra Gud”. (1Kt 2:10) Mennesker der ikke er åndeligsindede, sætter ikke pris på den slags velsignelser. Deres øjne kan ikke se, eller opfatte, åndelige sandheder, og deres ører kan ikke høre, eller forstå, sådanne ting. Selvom de har fået kundskab om “de ting som Gud har parat til dem der elsker ham”, når det ikke deres hjerte. Men Gud har gennem sin ånd åbenbaret de dyrebare sandheder for mænd og kvinder der ligesom Paulus har indviet sig til ham.

verdens ånd: Paulus henviser her til den indstilling og de tilbøjeligheder som findes i verden blandt mennesker der er fremmede for Jehova Gud. På grund af Satans indflydelse, som gennemtrænger alt, er verdens ånd kendetegnet af selviskhed, seksuel umoral og mangel på respekt for Jehova og hans retfærdige normer. (Ef 2:1-3; 1Jo 5:19) Verdens ånd er i direkte modstrid med den ånd som er fra Gud, altså hans hellige ånd. – For at få en forklaring på hvordan udtrykket “ånd” bruges i Bibelen, se Ordforklaring: “Ånd”.

Det åndelige menneske: Bogst.: “Den åndelige”. Paulus bruger dette udtryk som en modsætning til “et uåndeligt menneske”, som nævnes i det foregående vers. (Se studienote til 1Kt 2:14). Et åndeligt menneske sætter pris på åndelige ting og lader sig lede af Guds ånd. Gud er meget virkelig for mennesker der er åndeligsindede, og de gør en ihærdig indsats for at “efterligne Gud”. (Ef 5:1) De gør også alt hvad de kan, for at have Guds syn på tingene og for at følge hans normer på alle områder af livet. Det åndelige menneske er i stand til at vurdere, eller tydeligt at se, den forkerte kurs det uåndelige menneske er slået ind på.

et uåndeligt menneske: Udtrykket bruges som en kontrast til “det åndelige menneske”, der nævnes i vers 15, og henviser til en person der ikke er interesseret i eller værdsætter åndelige ting. Det græske ord der her er oversat med “uåndeligt”, psychikos, er en afledning af ordet psyche, der nogle steder i denne oversættelse er gengivet med “sjæl”. I Bibelen henviser ordet psyche generelt til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt. (Se Ordforklaring: “Sjæl”). “Et uåndeligt menneske” er altså en der er optaget af ønsker der har med det fysiske og materielle at gøre, ønsker der udelukker åndelige ting. – Se studienote til 1Kt 2:15.

et uåndeligt menneske: Udtrykket bruges som en kontrast til “det åndelige menneske”, der nævnes i vers 15, og henviser til en person der ikke er interesseret i eller værdsætter åndelige ting. Det græske ord der her er oversat med “uåndeligt”, psychikos, er en afledning af ordet psyche, der nogle steder i denne oversættelse er gengivet med “sjæl”. I Bibelen henviser ordet psyche generelt til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt. (Se Ordforklaring: “Sjæl”). “Et uåndeligt menneske” er altså en der er optaget af ønsker der har med det fysiske og materielle at gøre, ønsker der udelukker åndelige ting. – Se studienote til 1Kt 2:15.

Det åndelige menneske: Bogst.: “Den åndelige”. Paulus bruger dette udtryk som en modsætning til “et uåndeligt menneske”, som nævnes i det foregående vers. (Se studienote til 1Kt 2:14). Et åndeligt menneske sætter pris på åndelige ting og lader sig lede af Guds ånd. Gud er meget virkelig for mennesker der er åndeligsindede, og de gør en ihærdig indsats for at “efterligne Gud”. (Ef 5:1) De gør også alt hvad de kan, for at have Guds syn på tingene og for at følge hans normer på alle områder af livet. Det åndelige menneske er i stand til at vurdere, eller tydeligt at se, den forkerte kurs det uåndelige menneske er slået ind på.

hvem har lært Jehovas sind at kende ...?: Svaret på dette retoriske spørgsmål er: “Ingen, selvfølgelig!” (Se også Ro 11:33, 34, hvor Paulus citerer fra samme vers – Esa 40:13). Paulus siger efterfølgende: “Men vi har Kristus’ sind.” Mennesker vil aldrig kunne forstå Jehovas tanker fuldt ud. Kristne kan dog lære Gud bedre at kende ved at studere “Kristus’ sind” og lære at tænke ligesom ham, for han er “billedet af den usynlige Gud”. (Kol 1:15; se studienote til vi har Kristus’ sind i dette vers). Jo bedre en kristen forstår Jesus’ sind, jo bedre vil han forstå Guds sind.

Jehovas sind: Paulus citerer her fra Esa 40:13, hvor der i den hebraiske tekst står “Jehovas ånd”. Men Paulus citerede åbenbart fra Septuaginta, som bruger “sind” (græsk: nous) i stedet for “ånd”. Selvom der i tilgængelige håndskrifter af Septuaginta og De Kristne Græske Skrifter står “Herrens sind”, er der god grund til at tro at Guds navn blev brugt i tilsvarende håndskrifter der eksisterede i det første århundrede. – Se Tillæg A5, C1 og C2.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:13 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst til Esajas. – Se Tillæg C1 og C2.

vi har Kristus’ sind: En kristen kan få “Kristus’ sind” ved at lære hvordan Jesus tænker. En sådan person mediterer over alle sider af Jesus’ personlighed, og det vil føre til at han tænker på samme måde som ham og efterligner hans ydmyghed og lydighed. (1Pe 2:21) Den indstilling der styrer en kristens tanker, vil derefter afspejle Kristus’ måde at tænke på, hvis sind afspejler Jehovas måde at tænke på. – Ef 4:23; Joh 14:9.

Medieindhold