Til romerne 8:1-39

8  De der lever i samhørighed med Kristus, er altså ikke under fordømmelse,+  for åndens lov, som giver liv til dem der lever i samhørighed med Kristus Jesus, har befriet dig+ fra syndens og dødens lov.  Det Loven ikke var i stand til+ fordi den var svag+ på grund af menneskenes ufuldkommenhed, dét gjorde Gud: Han sendte sin egen Søn+ i en skikkelse der lignede et syndigt menneskes,+ for at fjerne synd og derved fordømme synden i kødet.  På den måde kan de retfærdige krav der stilles i Loven, blive opfyldt af os+ der ikke lader os styre af kødet, men af ånden.*+  De der lader sig styre af deres fysiske lyster, er helt optaget af det der har med det fysiske at gøre,+ men de der lader sig styre af ånden, er optaget af det der har med ånden at gøre.+  At være optaget af fysiske lyster fører til død,+ men at være optaget af ånden fører til liv og fred.+  Sådan er det fordi dét at være optaget af fysiske lyster betyder fjendskab med Gud.+ Kødet underordner sig jo ikke under Guds lov og kan heller ikke gøre det.  Derfor kan de der lader sig styre af kødet, ikke behage Gud.  I lader jer dog ikke styre af kødet, men af ånden,+ hvis ellers Guds ånd virkelig bor i jer. Hvis nogen derimod ikke har samme indstilling som Kristus,* så tilhører han ikke Kristus. 10  Men hvis Kristus er i samhørighed med jer,+ er jeres krop rigtignok død på grund af synden, men Guds ånd giver jer liv fordi I er erklæret retfærdige. 11  Hvis nu den der oprejste Jesus fra de døde, lader sin ånd bo i jer, vil den der oprejste Kristus Jesus fra de døde,+ også gøre jeres dødelige krop levende+ gennem sin ånd, der bor i jer. 12  Det er rigtigt at vi er forpligtede, brødre, men det er ikke over for kødet så vi skulle lade os styre af det.+ 13  Hvis I lader jer styre af kødet, er I sikre på at dø. Men hvis I ved hjælp af Guds ånd gør ende på de syndige handlinger,+ vil I leve.+ 14  Alle der ledes af Guds ånd, er virkelig Guds sønner.+ 15  Guds ånd bringer jer jo ikke ind i et slaveforhold der skaber frygt, nej, den ånd I har fået, tilhører dem der bliver adopteret som sønner. Og den ånd får os til at råbe: “Abba, Far!”+ 16  Guds ånd vidner sammen med vores egen ånd+ om at vi er Guds børn.+ 17  Og når vi er børn, er vi også arvinger – ja, Guds arvinger og Kristus’ medarvinger+ – hvis vi er villige til at lide sammen med Kristus+ for også at kunne blive herliggjort sammen med ham.+ 18  De lidelser jeg gennemgår nu, betragter jeg derfor som ingenting i sammenligning med den herlighed der vil blive åbenbaret i forbindelse med os.+ 19  De der er skabt af Gud, venter jo med spændt forventning på at Guds sønner vil blive åbenbaret.+ 20  Skabningerne* blev nemlig underlagt håbløshed.+ Det var ikke af egen fri vilje, men gennem ham der lod det ske. Samtidig blev der dog givet et håb+ 21  om* at skabningerne* vil blive befriet+ fra slaveri under forgængelighed, og at de vil opnå Guds børns herlige frihed. 22  Vi ved jo at alle skabninger* indtil nu har sukket og stønnet sammen under svære lidelser. 23  Og ikke nok med det, men vi der har fået Guds ånd som et forskud på vores arv,*+ sukker og stønner+ også mens vi ivrigt venter på at blive adopteret som sønner,+ på at blive befriet fra vores krop ved hjælp af løsesummen.+ 24  Ja, dette håb reddede os. Men et håb der er gået i opfyldelse, er ikke et håb, for når man ser noget man har håbet på, bliver man så ved med at håbe på det? 25  Vi håber+ dog på noget vi endnu ikke ser,+ og derfor bliver vi ved med at vente på det, ivrigt og med udholdenhed.+ 26  Desuden træder Guds ånd også til og hjælper os med vores svagheder,+ for problemet er at vi ikke altid ved hvad vi skal bede om når vi har brug for det. Men ånden går i forbøn for os med de hjertesuk vi ikke selv kan sætte ord på.* 27  Den der undersøger hjerterne,+ ved hvad ånden mener, for den beder for de hellige i overensstemmelse med Guds vilje. 28  Vi ved at Gud lader alle sine gerninger tjene det fælles formål at være til gavn for dem der elsker ham, dem han har besluttet at kalde,+ 29  for lige fra begyndelsen anerkendte han dem og forudbestemte at de skulle formes med hans Søn som forbillede+ så Sønnen kunne få mange brødre,+ som han var den førstefødte+ iblandt. 30  Dem han forudbestemte,+ er dem han også havde kaldet.+ Og dem han kaldte, er dem han også havde erklæret retfærdige.+ Og endelig: Dem han erklærede retfærdige, er dem han også havde herliggjort.+ 31  Hvad skal vi så sige til alt det? Hvis Gud er for os, hvem kan så være* imod os?+ 32  Eftersom han ikke engang skånede sin egen Søn men ofrede ham for os alle,+ vil han så ikke, sammen med ham, i sin godhed også give os alle andre ting? 33  Hvem kan anklage dem som Gud har udvalgt?+ Det er Gud der erklærer dem retfærdige.+ 34  Hvem kan fordømme dem? Kristus Jesus har jo ofret livet, ja, han ikke bare døde men blev også oprejst. Han sidder nu ved Guds højre hånd+ og er den der går i forbøn for os.+ 35  Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed?+ Modgang, nød, forfølgelse, sult, nøgenhed, farer eller sværd?+ 36  Det er jo som der står skrevet: “For din skyld bliver vi hele tiden slået ihjel; vi er blevet betragtet som får der skal slagtes.”+ 37  Men vi kan besejre alt dette+ takket være ham der elskede os. 38  Jeg er nemlig overbevist om at hverken døden eller livet, hverken engle eller regeringer, hverken noget nuværende eller noget kommende, hverken magter+ 39  eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed som kommer til udtryk gennem Kristus Jesus, vores Herre.

Fodnoter

Bogst.: “ikke vandrer efter kødet, men efter ånden”.
Bogst.: “Kristus’ ånd”.
Henviser specifikt til mennesker.
Eller “baseret på”.
Henviser specifikt til mennesker.
Henviser specifikt til mennesker.
Bogst.: “som en første afgrøde”.
Eller “med uudtalte suk”.
Eller “vil så være; er så”.

Studienoter

under Loven ... ud fra Loven: Dette er de to første gange i Paulus’ brev til romerne at det græske ord for “lov” (nomos) forekommer. Udtrykket uden Loven i dette vers er en oversættelse af det græske ord anomos. I denne sammenhæng henviser “Loven” til Moseloven, hvilket er tilfældet de fleste steder i Romerbrevet. I De Kristne Græske Skrifter bruges “lov” om (1) en enkelt eller specifik lov, (2) den Lov Gud gav sit folk gennem Moses, (3) hele eller dele af de inspirerede Hebraiske Skrifter eller (4) et princip der styrer et menneskes handlinger. – Se studienoter til Mt 5:17; Joh 10:34; Ro 8:2.

åndens lov ... syndens og dødens lov: I denne sammenhæng henviser ordet “lov” ikke til en bestemt lov, eller regel, som dem der fandtes i Moseloven. Det bruges her i en bredere betydning om et princip der styrer et menneskes handlinger – en stærk påvirkning der ligesom en lov får mennesker til at handle på en bestemt måde. (Se studienote til Ro 2:12). Paulus peger på kontrasten mellem to stærke påvirkninger: Guds ånds lov, der fører til liv, og det ufuldkomne køds lov, der fører til synd og død. Alle Adams efterkommere mærker den stærke påvirkning fra “syndens lov”, der gør dem tilbøjelige til at gøre forkerte ting. (Ro 7:23) Men i stedet for at lade sig styre af deres fysiske lyster kan de vælge at lade Guds ånds lov påvirke deres handlinger i en positiv retning. – Ro 7:21-25.

svag på grund af menneskenes ufuldkommenhed: De der forsøgte at følge Moseloven, var ufuldkomne. Ypperstepræsterne var også ufuldkomne og kunne derfor ikke frembære et offer der fuldt ud kunne skaffe soning for synd. Loven kunne altså ikke frelse syndere. Den fremhævede derimod de svagheder som ufuldkomne mennesker der forsøgte at følge den, havde. (Ro 7:21-25; He 7:11, 28; 10:1-4) Det var i den forstand at Loven var “svag på grund af menneskenes ufuldkommenhed”.

Fysisk set: Bogst.: “Efter kødet”. Det græske ord for “kød” (sarx) henviser her til menneskeligt slægtskab, fysisk (jordisk) afstamning, altså Jesus’ afstamning som menneske. Maria var af Judas stamme og en efterkommer af David, og derfor kunne man sige om hendes søn Jesus: Fysisk set var han en efterkommer af David. Som “Davids rod og afkom” gennem sin mor var Jesus biologisk set berettiget til at arve sin “far Davids trone”. (Åb 22:16; Lu 1:32) Gennem sin adoptivfar, Josef, der også var en efterkommer af David, havde Jesus den juridiske ret til Davids trone. – Mt 1:1-16; ApG 13:22, 23; 2Ti 2:8; Åb 5:5.

kødet: I Bibelen bruges ordet “kød” på forskellige måder. Det kan henvise til mennesker af kød og blod uden at hentyde til synd og ufuldkommenhed. (Joh 1:14; 3:6; 17:2) Men ofte henviser det til menneskers ufuldkomne, syndige tilstand, hvilket også er tilfældet i denne sammenhæng. I de foregående kapitler knytter Paulus de “fysiske ønsker”, eller kødet, sammen med de “syndige lidenskaber” der var “aktive i [deres] krop”. (Ro 6:19; 7:5, 18, 25) I de følgende vers (Ro 8:5-13) stiller Paulus de fysiske lyster op som kontrast til ånden, dvs. Guds hellige ånd. – En anden måde ordet “kød” bruges på, findes i studienote til Ro 1:3; Ro 2:28.

kødet: I Bibelen bruges ordet “kød” på forskellige måder. Det kan henvise til mennesker af kød og blod uden at hentyde til synd og ufuldkommenhed. (Joh 1:14; 3:6; 17:2) Men ofte henviser det til menneskers ufuldkomne, syndige tilstand, hvilket også er tilfældet i denne sammenhæng. I de foregående kapitler knytter Paulus de “fysiske ønsker”, eller kødet, sammen med de “syndige lidenskaber” der var “aktive i [deres] krop”. (Ro 6:19; 7:5, 18, 25) I de følgende vers (Ro 8:5-13) stiller Paulus de fysiske lyster op som kontrast til ånden, dvs. Guds hellige ånd. – En anden måde ordet “kød” bruges på, findes i studienote til Ro 1:3; Ro 2:28.

er helt optaget af: Det græske udsagnsord froneo har grundbetydningen “at tænke; at have sindet rettet mod noget bestemt; at have en bestemt indstilling”. (Mt 16:23; Ro 12:3; 15:5) Her hentyder det til det at rette sit sind mod noget, fokusere på det og muligvis stræbe efter det. Paulus’ brug af udtrykket i dette vers viser at et menneskes måde at tænke på har stor indflydelse på hvad han gør, og hvordan han lever sit liv. Ordet beskriver hvordan en person bevidst styrer sit liv i en bestemt retning – enten kødelig eller åndelig. (Se studienote til Ro 8:4 for at lære mere om hvad kødet og ånden betyder i denne sammenhæng). En bibelforsker har kommenteret følgende om brugen af dette udsagnsord for at beskrive den indstilling der præger dem der lader sig styre af deres fysiske lyster: “De er helt optaget af – det vil sige at de er dybt interesseret i og konstant taler om, beskæftiger sig med og glæder sig over – de ting der har med kødet at gøre.” Udtrykket bruges på samme måde når der tales om at de der lader sig styre af ånden, er helt optaget af åndelige ting. I det næste vers fremhæver Paulus de vidt forskellige konsekvenser det har at være optaget af fysiske lyster (“død”) og af ånden (“liv og fred”). – Ro 8:6.

kødet: I Bibelen bruges ordet “kød” på forskellige måder. Det kan henvise til mennesker af kød og blod uden at hentyde til synd og ufuldkommenhed. (Joh 1:14; 3:6; 17:2) Men ofte henviser det til menneskers ufuldkomne, syndige tilstand, hvilket også er tilfældet i denne sammenhæng. I de foregående kapitler knytter Paulus de “fysiske ønsker”, eller kødet, sammen med de “syndige lidenskaber” der var “aktive i [deres] krop”. (Ro 6:19; 7:5, 18, 25) I de følgende vers (Ro 8:5-13) stiller Paulus de fysiske lyster op som kontrast til ånden, dvs. Guds hellige ånd. – En anden måde ordet “kød” bruges på, findes i studienote til Ro 1:3; Ro 2:28.

være optaget af: Dette udtryk gengiver det græske navneord fronema, der forekommer tre gange i denne sammenhæng – to gange i dette vers og en gang i Ro 8:7. Ifølge et opslagsværk kan det defineres som “tænkemåde, tankesæt, ... hensigt, forhåbning, stræben”. Udtrykket beskriver en persons forstand samt vedkommendes vilje og ønsker. Dette navneord er beslægtet med udsagnsordet froneo (der bliver brugt i det foregående vers), som betyder “at tænke; at have sindet rettet mod noget bestemt; at have en bestemt indstilling”. (Mt 16:23; Ro 12:3; 15:5) Hvis man er optaget af fysiske lyster, betyder det altså at man fokuserer på kødelige eller materielle ønsker og tillader at de styrer ens tankegang. (1Jo 2:16; se studienote til Ro 8:4). At være optaget af ånden betyder derimod at man lader Guds ånd, eller aktive kraft, påvirke og styre ens tanker, ønsker og handlinger.

Abba: Et hebraisk eller aramæisk ord (translittereret til græsk) som findes tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (Ro 8:15; Ga 4:6) Ordet betyder bogstaveligt “faren”. Det indeholder på samme tid fortrolighed og værdighed fordi det både er uformelt og respektfuldt. Det var et af de første ord små børn lærte at sige, men i gamle hebraiske og aramæiske skrifter blev det også brugt af en voksen søn der omtalte sin far. Der var altså ikke tale om en titel, men om en tiltaleform der udtrykte kærlighed. Når Jesus brugte dette udtryk, viser det hvor nært og tillidsfuldt et forhold han har til sin far.

adopteret som sønner: Bogst.: “sættes som søn” (græsk: huiothesia). Adoption var almindeligt kendt i den græske og romerske verden. Ofte var de der blev adopteret, ikke små børn men unge eller unge voksne. En herre kunne finde på at sætte sin slave fri for derefter at adoptere vedkommende. Den romerske kejser Augustus var adoptivsøn af Julius Cæsar. Paulus bruger begrebet adoption for at forklare den nye status som de der bliver kaldet og udvalgt af Gud, får. Alle efterkommere af den ufuldkomne Adam er slaver under synden, og de kan derfor ikke betragtes som Guds sønner. Men på baggrund af Jesus’ offer kan Jehova befri dem fra syndens slaveri, adoptere dem som sine sønner og gøre dem til Kristus’ medarvinger. (Ro 8:14-17; Ga 4:1-7) Paulus understreger dette ændrede forhold ved at forklare at de der bliver adopteret, råber: “Abba, Far!” Det var utænkeligt for en slave at bruge dette familiære udtryk over for sin herre. (Se studienote til Abba i dette vers). Det er Jehova der bestemmer hvem han vil adoptere som sine sønner. (Ef 1:5) Fra det øjeblik han salver dem med sin ånd, betragter han dem som sine børn. (Joh 1:12, 13; 1Jo 3:1) Men de må være trofaste gennem hele deres jordiske liv for at kunne opnå det privilegium det er at blive oprejst til liv i himlen som Kristus’ medarvinger. (Åb 20:6; 21:7) Derfor siger Paulus om dem at de “ivrigt venter på at blive adopteret som sønner, på at blive befriet fra [deres] krop ved hjælp af løsesummen”. – Ro 8:23.

Abba: Et hebraisk eller aramæisk ord (translittereret til græsk) som findes tre gange i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betyder bogstaveligt “faren” og var en tiltaleform der udtrykte kærlighed, og som blev brugt af en søn over for sin far. (Se studienote til Mr 14:36). Paulus brugte ordet her og i Ga 4:6, begge gange i forbindelse med kristne der var blevet avlet med hellig ånd og kaldet til at være Guds sønner. Eftersom de nu var blevet adopteret som Guds sønner, kunne de bruge en tiltaleform over for Jehova som en slave aldrig ville have brugt over for sin herre hvis ikke han var blevet adopteret. Salvede kristne er altså “slaver for Gud” og “købt for en høj pris”, men samtidig sønner i en kærlig Fars hus. Det er den hellige ånd der gør dem helt bevidst om at de har denne stilling. – Ro 6:22; 1Kt 7:23.

Guds ånd vidner sammen med vores egen ånd: Her forekommer det græske ord for “ånd” (pneuma) to gange men i forskellig betydning. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Første gang henviser det til Guds hellige ånd, eller aktive kraft. Udtrykket “vores egen ånd” henviser til den indstilling der præger de salvede kristne. Guds hellige ånd vidner altså sammen med de salvede kristnes indstilling, dvs. at den overbeviser dem om at det Guds inspirerede ord siger om det himmelske håb, gælder dem personligt.

De der er skabt: Alle skabninger på jorden har gennem tiden lidt under konsekvenserne af menneskets oprør i Edens Have. Men i denne sammenhæng henviser udtrykket “de der er skabt” åbenbart specifikt til mennesker eftersom det kun er mennesker der kan vente med spændt forventning og give udtryk for håb om at blive befriet fra følgerne af synd og død. (Ro 5:12; 8:19) Ifølge nogle bibelforskere indeholder det græske ord der er gengivet med “spændt forventning”, tanken om en person der strækker hals for at se efter noget, eller en der med løftet hoved ivrigt spejder efter noget.

Guds sønner vil blive åbenbaret: Paulus omtaler her “Kristus’ medarvinger” som “Guds sønner”. (Ro 8:17) De vil blive “åbenbaret” når det er tydeligt at de er blevet herliggjort og regerer sammen med Kristus Jesus i himlen. Eftersom de er den sekundære del af det lovede “afkom” (1Mo 3:15), vil de være med til at udslette Satans onde verdensordning sammen med Kristus (Ro 16:20; Åb 2:26, 27). De vil yderligere blive “åbenbaret” når de som præster under Kristus’ tusindårsrige skal hjælpe mennesker, der i dette vers omtales som de der er skabt, til at få gavn af Jesus’ offer. At “Guds sønner vil blive åbenbaret”, resulterer i at menneskeheden “vil blive befriet fra slaveri under forgængelighed” og kan opnå “Guds børns herlige frihed”. – Ro 8:21; Åb 7:9, 10, 14; 20:5; 22:1, 2.

håbløshed: Eller “tomhed; meningsløshed”. Det samme græske ord bliver i Septuaginta brugt til at gengive det hebraiske ord hevel (der bogstaveligt bliver brugt om flygtig “damp” eller et kort “åndedrag”). Dette hebraiske ord forekommer mere end 35 gange i Prædikerens Bog i formuleringer som “fuldstændigt meningsløst” og “alting er meningsløst”. (Præ 1:2; 2:17; 3:19; 12:8) Salomon, der skrev Prædikerens Bog, brugte nogle gange dette ord som en parallel til udtrykket “at jage efter vinden”. (Præ 1:14; 2:11) Når man læser Ro 8:20 i sin sammenhæng, kan man se at Paulus beskriver det at anstrenge sig uden at nå et mål eller et resultat. Men det håb der tales om, sigter til at Gud vil befri menneskeheden fra den “håbløshed” som den har været underlagt indtil nu. – Ro 8:21.

ham der lod det ske: Dette udtryk refererer hverken til Satan eller til Adam, sådan som nogle mener, men til Jehova Gud. Selvom Adam og Eva ikke kunne give andet end ufuldkommenhed, synd og død videre til deres efterkommere, tillod Jehova barmhjertigt at de satte børn i verden. Ved at tillade dette lod Gud bevidst skabningerne blive “underlagt håbløshed”. Men samtidig gav han også et håb gennem Jesus Kristus, det lovede “afkom”. (1Mo 3:15; 22:18; Ga 3:16) Det sikre håb Gud har givet mennesker, er at de der er trofaste, på et tidspunkt vil “blive befriet fra slaveri under forgængelighed”. – Ro 8:21.

slaveri under forgængelighed:Det græske ord der er oversat med “forgængelighed”, indeholder tanken om “forrådnelse; opløsning; nedbrydning”. Dette “slaveri under forgængelighed” er et resultat af synden og har medført fysisk ufuldkommenhed, aldring, sygdom og død. Selv et fuldkomment menneske har en forgængelig krop, hvilket vi kan se af det Paulus skrev angående Jesus: “[Gud] oprejste ham fra de døde så han aldrig igen skulle vende tilbage til forrådnelse,” dvs. aldrig vende tilbage til livet i en forgængelig menneskekrop. (ApG 13:34) Den fuldkomne Adam havde også en forgængelig krop, en der kunne dø. Hvis Adam havde været lydig mod Gud, kunne han imidlertid have levet for evigt. Det var først da Adam syndede, at han blev slave under forgængelighed og de ødelæggende konsekvenser der følger med. Han var årsag til at alle hans efterkommere, hele menneskeslægten, også blev underlagt dette slaveri. (Ro 5:12) Guds børns herlige frihed sigter til at mennesker bliver befriet fra dette slaveri og senere får den forret at blive Guds børn på samme måde som Adam var det. (Lu 3:38) Jehova har lovet en sådan frihed og et evigt liv til “den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd”. Men “den der sår ved at følge kødets ønsker, skal høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker” og vil ikke opnå frihed og evigt liv. – Ga 6:8.

adopteret som sønner: Bogst.: “sættes som søn” (græsk: huiothesia). Adoption var almindeligt kendt i den græske og romerske verden. Ofte var de der blev adopteret, ikke små børn men unge eller unge voksne. En herre kunne finde på at sætte sin slave fri for derefter at adoptere vedkommende. Den romerske kejser Augustus var adoptivsøn af Julius Cæsar. Paulus bruger begrebet adoption for at forklare den nye status som de der bliver kaldet og udvalgt af Gud, får. Alle efterkommere af den ufuldkomne Adam er slaver under synden, og de kan derfor ikke betragtes som Guds sønner. Men på baggrund af Jesus’ offer kan Jehova befri dem fra syndens slaveri, adoptere dem som sine sønner og gøre dem til Kristus’ medarvinger. (Ro 8:14-17; Ga 4:1-7) Paulus understreger dette ændrede forhold ved at forklare at de der bliver adopteret, råber: “Abba, Far!” Det var utænkeligt for en slave at bruge dette familiære udtryk over for sin herre. (Se studienote til Abba i dette vers). Det er Jehova der bestemmer hvem han vil adoptere som sine sønner. (Ef 1:5) Fra det øjeblik han salver dem med sin ånd, betragter han dem som sine børn. (Joh 1:12, 13; 1Jo 3:1) Men de må være trofaste gennem hele deres jordiske liv for at kunne opnå det privilegium det er at blive oprejst til liv i himlen som Kristus’ medarvinger. (Åb 20:6; 21:7) Derfor siger Paulus om dem at de “ivrigt venter på at blive adopteret som sønner, på at blive befriet fra [deres] krop ved hjælp af løsesummen”. – Ro 8:23.

adopteret som sønner: Se studienote til Ro 8:15.

hvad ånden mener: Eller “hvad ånden har i tanke”. Bogst.: “hvad åndens tanke (sind) er”, dvs. Guds ånd, eller aktive kraft. Gud ledte bibelskribenterne med sin hellige ånd til at nedskrive de ting vi kan læse i Bibelen, og derfor kender han naturligvis også betydningen af alle de inspirerede tanker den indeholder. Men Paulus fremhæver her at Gud, som er den der undersøger hjerterne, endda ved hvilke tanker fra Bibelen der bedst taler på vegne af hans tjenere på jorden når de er så fortvivlede at de ikke ved hvad de skal bede om. Det er som om Bibelens inspirerede ord beder for, eller går i forbøn for, dem der er hellige i Guds øjne. (Ro 8:26) Det at det græske ord for “tanke” er brugt her, samt udsagnsordet der er gengivet med “beder for”, er endnu et eksempel på at Bibelen nogle gange omtaler Guds ånd som var den en person. – Se studienote til Joh 14:16.

ånden går i forbøn for os: Indimellem ved Guds tjenere ikke “hvad [de] skal bede om”, og de er måske ikke klar over hvad de egentlig har behov for. De kan kæmpe med følelser og tanker som de ikke rigtig kan få formuleret. Når det er tilfældet, lader Gud sin hellige ånd gå i forbøn for dem, eller tale deres sag, i forbindelse med de hjertesuk [de] ikke selv kan sætte ord på. Denne forbøn er åbenbart tæt forbundet med Guds inspirerede ord. Paulus indikerer at der i Guds ord, som indeholder inspirerede bønner og beretninger, allerede er sat ord på de følelser og omstændigheder en kristen kan have. Så når vi som kristne har disse “hjertesuk vi ikke selv kan sætte ord på”, betragter Jehova sådanne tanker fra Bibelen som kom de fra os selv, og han svarer i overensstemmelse med det der er hans vilje. – Sl 65:2; se studienote til Ro 8:27.

hjælper: Eller “trøster; opmuntrer; talsmand”. Ordet der er gengivet med “hjælper” (parakletos), bruges i Bibelen til at beskrive både den hellige ånd (Joh 14:16, 26; 15:26; 16:7) og Jesus. (1Jo 2:1) Det kan bogstaveligt oversættes med “en der bliver sendt hen for at stå ved nogens side” for at hjælpe. Når Jesus talte om den hellige ånd, en upersonlig kraft, som en hjælper der ‘lærer’, ‘vidner’, ‘leder’, ‘taler’, “hører” og “modtager” (Joh 14:26; 15:26; 16:7-15), brugte han en form for billedsprog der kaldes personificering, dvs. at man omtaler noget upersonligt eller dødt som om det var levende. Det er ikke ualmindeligt i Bibelen at noget upersonligt bliver personificeret. Nogle eksempler på det er visdom, død, synd og ufortjent godhed. (Mt 11:19; Lu 7:35; Ro 5:14, 17, 21; 6:12; 7:8-11) Det er tydeligt at ingen af delene er en virkelig person. Guds ånd nævnes ofte sammen med andre upersonlige kræfter eller ting, hvilket også støtter det faktum at Guds ånd ikke er en person. (Mt 3:11; ApG 6:3, 5; 13:52; 2Kt 6:4-8; Ef 5:18) Nogle mener at det at der er brugt den græske hankønsform om stedordene i forbindelse med denne “hjælper”, viser at den hellige ånd er en person. (Joh 14:26) Men græsk grammatik kræver at stedordene er i hankøn når ‘hjælperens’ aktiviteter omtales, fordi det græske ord for “hjælper” er hankøn. (Joh 16:7, 8, 13, 14) Men når det græske intetkønsord for “ånd” (pneuma) bruges, er stedordene også i intetkøn. – Se studienote til Joh 14:17.

hvad ånden mener: Eller “hvad ånden har i tanke”. Bogst.: “hvad åndens tanke (sind) er”, dvs. Guds ånd, eller aktive kraft. Gud ledte bibelskribenterne med sin hellige ånd til at nedskrive de ting vi kan læse i Bibelen, og derfor kender han naturligvis også betydningen af alle de inspirerede tanker den indeholder. Men Paulus fremhæver her at Gud, som er den der undersøger hjerterne, endda ved hvilke tanker fra Bibelen der bedst taler på vegne af hans tjenere på jorden når de er så fortvivlede at de ikke ved hvad de skal bede om. Det er som om Bibelens inspirerede ord beder for, eller går i forbøn for, dem der er hellige i Guds øjne. (Ro 8:26) Det at det græske ord for “tanke” er brugt her, samt udsagnsordet der er gengivet med “beder for”, er endnu et eksempel på at Bibelen nogle gange omtaler Guds ånd som var den en person. – Se studienote til Joh 14:16.

dem han har besluttet at kalde: Eller “dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede”. I grundteksten bruges det græske ord prothesis, der bogstaveligt betyder “at sætte foran”. Ordet forekommer også i Ro 9:11; Ef 1:11; 3:11. Guds hensigt, eller det han har besluttet, vil med sikkerhed gå i opfyldelse, og derfor kan han forudsige og på forhånd vide hvad der vil ske. (Esa 46:10) For eksempel vidste Jehova på forhånd at han ville “kalde” en gruppe af mennesker, men han har ikke forudbestemt specifikt hvilke personer der skulle udgøre denne gruppe. Han gør også noget aktivt for at sikre at hans hensigt bliver gennemført. – Esa 14:24-27.

kraftens højre hånd: At være ved en herskers højre hånd betød at man var den næstmest betydningsfulde person, kun overgået af herskeren selv. (Sl 110:1; ApG 7:55, 56) I denne sammenhæng kan det græske ord for “kraft” hentyde til Gud selv, og det kan gengives “Kraften” eller “Den Mægtige”. Det græske udtryk for “kraftens højre hånd” findes også i parallelberetningen i Lu 22:69, men der er det sat sammen med ordet “Gud” og er oversat med: “Guds magtfulde højre hånd”. Udtrykket “kraftens højre hånd” kan også antyde at Jesus ville blive fyldt med kraft, eller myndighed, fordi han befandt sig ved Den Mægtiges højre hånd, dvs. Guds.

Jesus stå ved Guds højre hånd: Stefanus var den første der vidnede om at han havde set Jesus i himlen stående ved Guds højre hånd, som forudsagt i Sl 110:1. Man tillagde den højre hånd stor symbolsk betydning. At være ved en herskers højre hånd betød at man var den næstmest betydningsfulde person, kun overgået af herskeren selv (Ro 8:34; 1Pe 3:22), eller at man havde herskerens velvilje. – Se studienoter til Mt 25:33; Mr 10:37; Lu 22:69.

blev ... oprejst: Nogle håndskrifter tilføjer “fra de døde”, men der er større belæg i håndskrifterne for den nuværende formulering.

ved Guds højre hånd: At være ved en herskers højre hånd betød at man havde den næsthøjeste stilling, kun overgået af herskeren selv (Sl 110:1; 1Pe 3:22), eller at man havde herskerens velvilje. – Se studienoter til Mt 26:64; ApG 7:55.

Medieindhold