Det første brev til korintherne 3:1-23

3  Brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige mennesker,+ kun som til uåndelige mennesker, nogle der er spædbørn+ hvad troen på Kristus angår.  Jeg gav jer mælk – ikke fast føde, for det var I ikke stærke nok til at tåle. Ikke engang nu er I stærke nok,+  for I er stadig uåndelige.+ Ja, når der er misundelse og konflikter iblandt jer,+ er det så ikke fordi I er uåndelige+ og lever som folk i verden gør?  Når én siger “jeg holder mig til Paulus” og en anden “jeg til Apollos”,+ opfører I jer så ikke som folk i verden?  Hvad er Apollos? Og hvad er Paulus? De er bare tjenere+ som hjalp jer til at blive troende ved hjælp af de gaver Herren gav dem.  Jeg plantede,+ og Apollos vandede,+ men det var hele tiden Gud der fik det til at gro.  Hverken den der planter, eller den der vander, er altså noget. Det er Gud der er noget, for det er ham der får det til at gro.+  Den der planter, og den der vander, arbejder enigt sammen, men hver enkelt vil blive belønnet i forhold til sit eget arbejde.+  Vi er Guds medarbejdere,+ og I er Guds mark som bliver dyrket, et hus som Gud bygger.+ 10  Med den ufortjente godhed Gud gav mig, lagde jeg fundamentet+ som en erfaren håndværker, men en anden bygger videre på det. Hver enkelt må være opmærksom på hvordan han bygger på det, 11  for ingen kan jo lægge noget andet fundament end det der allerede er lagt, det vil sige Jesus Kristus.+ 12  Når man bygger videre på fundamentet, hvad enten det er med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø eller halm, 13  vil kvaliteten af ens arbejde blive afsløret* når dagen bryder frem. Det vil blive afsløret ved hjælp af ild,+ for ilden vil vise hvilken slags arbejde den enkelte har udført. 14  Hvis det man har bygget oven på fundamentet, bliver stående, vil man få løn. 15  Men hvis det man har bygget, bliver brændt ned, vil man lide tab. Man vil selv blive reddet – men det vil være som gennem ild. 16  Er I ikke klar over at I selv er Guds tempel,+ og at Guds ånd bor i jer?+ 17  Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham, for Guds tempel er helligt, og I er det tempel.+ 18  Lad ingen narre sig selv. Hvis nogen af jer betragter sig selv som vis i denne verden, så må han blive tåbelig for virkelig at kunne blive vis.+ 19  Det der regnes for at være klogt i denne verden, er nemlig tåbeligt i Guds øjne, for der står skrevet: “Han fanger de kloge i deres egen snedighed.”+ 20  Og et andet sted: “Jehova kender de vises ræsonnementer og ved at de er værdiløse.”+ 21  Lad derfor ingen prale af mennesker, for alt tilhører jer, 22  hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas,+ hvad enten det er verden, livet eller døden, ting der er her nu, eller ting der kommer – det hele tilhører jer. 23  Til gengæld tilhører I Kristus,+ og Kristus tilhører Gud.

Fodnoter

Bogst.: “vil hver enkelts arbejde blive gjort kendt”.

Studienoter

mælk – ikke fast føde: Mælk hjælper spædbørn til at vokse og udvikle sig. På lignende måde vil nye kristne vokse og udvikle sig åndeligt når de lærer Bibelens grundlæggende sandheder at kende. (He 5:12 – 6:2) Det er nødvendigt at forstå disse grundlærdomme for at blive frelst. (1Pe 2:2) Men Paulus ønsker at de kristne i Korinth skal “skynde [sig] frem til modenhed”, som han senere tilskynder de kristne hebræere i Jerusalem til. (He 6:1) Derfor understreger han hvor vigtigt det er at tage fast føde til sig, dvs. dybere åndelige sandheder.

Apollos: En jødisk kristen fra Alexandria der rejste fra Efesos til Korinth og hjalp dem der havde fået tro. (ApG 18:24-28; 19:1; se studienote til ApG 18:24). Apollos “vandede” de frø som Paulus havde sået i Korinth. – 1Kt 3:5, 6; se studienote til 1Kt 16:12.

tjener: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. Ordet bruges om Kristus (Ro 15:8), om tjenere for Kristus der forkynder om ham (1Kt 3:5-7; Kol 1:23), om tjenere i en menighed (Flp 1:1; 1Ti 3:8), om tjenere i en husholdning (Joh 2:5, 9) og om myndighedspersoner (Ro 13:4).

en tjener: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt betjener andre. (Se studienote til Mt 20:26). Her bliver det brugt til at beskrive Jesus Kristus. Før Jesus kom til jorden, havde han tjent Jehova gennem utallige tidsaldre. Men da han blev døbt, påbegyndte han en ny tjeneste, der blandt andet gik ud på at dække ufuldkomne menneskers åndelige behov. Det indebar endda at han skulle give sit liv som en løsesum. (Mt 20:28; Lu 4:16-21) Verset forklarer at Jesus blev en tjener for de omskårne jøder for at slå fast at Gud taler sandt, eftersom hans tjeneste indbefattede at opfylde de løfter Gud havde givet til de jødiske forfædre. Det inkluderede løftet til Abraham om at alle jordens nationer ville blive velsignet gennem hans afkom. (1Mo 22:17, 18) Derfor ville Jesus’ tjeneste også blive til gavn for mennesker fra nationerne som “knytter deres håb til” ham. – Ro 15:9-12

tjenere: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. (Se studienote til Mt 20:26). I Ro 15:8 bruges udtrykket om Jesus. (Se studienote). I dette vers (1Kt 3:5) beskriver Paulus sig selv og Apollos som tjenere der hjalp korintherne til at blive troende. Deres tjeneste indebar, ligesom alle døbte kristnes tjeneste, at hjælpe mennesker til at få dækket deres åndelige behov. – Lu 4:16-21.

Jeg plantede, og Apollos vandede: Paulus illustrerer den kristne tjeneste med det arbejde en landmand udfører. Paulus plantede, eller såede, budskabet om Riget i ‘marken’ i Korinth da han forkyndte den gode nyhed for indbyggerne der. Apollos vandede og gav næring til det der var blevet sået, da han efterfølgende kom for at undervise korintherne yderligere. (ApG 18:24; 19:1) Men det var Gud der gennem sin ånd fik disse nye disciple til at vokse åndeligt. Pointen med Paulus’ illustration var at åndelig vækst ikke afhænger af nogen enkeltpersoner. Alle er tjenere der arbejder sammen som “Guds medarbejdere”. (1Kt 3:9) Gud velsigner sine tjeneres uselviske og forenede indsats, og det er ham der står bag den åndelige vækst.

ét: Eller “enige; forenede”. Denne udtalelse af Jesus viser at han og hans Far er forenet i arbejdet med at beskytte dem der er som får, og lede dem frem til evigt liv. Hyrdearbejdet er en fælles opgave for Faren og Sønnen. De er lige interesseret i fårenes velbefindende og vil ikke tillade nogen at rive dem ud af deres hånd. (Joh 10:27-29; se også Eze 34:23, 24). I Johannes’ evangelium nævnes det ofte at Faren og Sønnen har et nært fællesskab og er forenet i vilje og hensigt. Det græske ord der her er oversat med “ét”, står ikke i hankøn (som hvis det var “én person”), men i intetkøn (som i “én ting”). Tanken er altså at Jesus og hans Far er “ét” i deres handlinger og samarbejde, ikke at de er samme person. (Joh 5:19; 14:9, 23) At Jesus talte om sin og Farens forenede vilje og hensigt og ikke en samlet, jævnbyrdig guddom, bekræftes når man sammenligner ordene i dette vers med den bøn der er gengivet i Johannes, kapitel 17. (Joh 10:25-29; 17:2, 9-11) Denne forståelse fremgår særligt tydeligt af at Jesus beder om at hans disciple må “være ét ligesom vi er ét”. (Joh 17:11) Den form for enhed der omtales i kapitel 10 og i kapitel 17, må altså være den samme. – Se studienoter til Joh 17:11, 21; 1Kt 3:8.

ét: Eller “enige; forenede”. Jesus bad om at ligesom han og hans Far er “ét” ved at samarbejde og være forenet i samme tankegang, sådan skulle hans sande disciple også være “ét” ved at arbejde sammen om et fælles mål. Ordene i denne bøn er de samme som Jesus’ ord i Joh 10:30. Der siger han at han og Faren “er ét” i forbindelse med den måde de tager sig af hans disciple på, hans “får”, som Faren havde givet ham. (Joh 10:25-30; 17:2, 9) Det græske ord der her er gengivet med “ét”, er i intetkøn (som betegner “en ting”) og ikke hankøn (som betegner “en person”). – Se studienote til Joh 10:30.

ét: Eller “i enhed; forenede”. I bøn udtrykte Jesus ønske om at hans sande disciple måtte være “ét”, arbejde enigt sammen om den samme hensigt, ligesom han og hans Far er “ét” ved at de samarbejder og tænker ens. (Joh 17:22) I 1Kt 3:6-9 beskriver Paulus denne enhed blandt kristne forkyndere som samarbejder med hinanden og med Gud. – Se 1Kt 3:8 og studienoter til Joh 10:30; 17:11.

arbejder enigt sammen: Eller “har samme mål”. Bogst.: “er ét”. Paulus understreger her den enhed der er blandt kristne tjenere når de samarbejder med hinanden og med Gud. (1Kt 3:9) Det græske ord der bogstaveligt kan gengives med “ét”, er i intetkøn (som betegner “en ting”) og ikke hankøn (som ville have betegnet “en person”). Så Paulus henviser til det at være forenede i handlinger og samarbejde. – Se studienoter til Joh 10:30; 17:11, 21, hvor det græske ord bruges på en lignende måde.

Jeg plantede, og Apollos vandede: Paulus illustrerer den kristne tjeneste med det arbejde en landmand udfører. Paulus plantede, eller såede, budskabet om Riget i ‘marken’ i Korinth da han forkyndte den gode nyhed for indbyggerne der. Apollos vandede og gav næring til det der var blevet sået, da han efterfølgende kom for at undervise korintherne yderligere. (ApG 18:24; 19:1) Men det var Gud der gennem sin ånd fik disse nye disciple til at vokse åndeligt. Pointen med Paulus’ illustration var at åndelig vækst ikke afhænger af nogen enkeltpersoner. Alle er tjenere der arbejder sammen som “Guds medarbejdere”. (1Kt 3:9) Gud velsigner sine tjeneres uselviske og forenede indsats, og det er ham der står bag den åndelige vækst.

Priska og Akvila: Dette trofaste ægtepar var blevet forvist fra Rom på grund af kejser Claudius’ dekret mod jøderne engang i år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t. Claudius døde i år 54, og da Paulus skrev brevet til de kristne i Rom, omkring år 56, var Priska og Akvila vendt tilbage dertil. (Se studienote til ApG 18:2). Paulus omtaler dem som sine medarbejdere. Det græske ord for “medarbejder”, synergos, forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, hovedsageligt i Paulus’ breve. (Ro 16:9, 21; Flp 2:25; 4:3; Kol 4:11; Flm 1, 24) Det er interessant at Paulus i 1Kt 3:9 skriver: “Vi er Guds medarbejdere.”

Jeg plantede, og Apollos vandede: Paulus illustrerer den kristne tjeneste med det arbejde en landmand udfører. Paulus plantede, eller såede, budskabet om Riget i ‘marken’ i Korinth da han forkyndte den gode nyhed for indbyggerne der. Apollos vandede og gav næring til det der var blevet sået, da han efterfølgende kom for at undervise korintherne yderligere. (ApG 18:24; 19:1) Men det var Gud der gennem sin ånd fik disse nye disciple til at vokse åndeligt. Pointen med Paulus’ illustration var at åndelig vækst ikke afhænger af nogen enkeltpersoner. Alle er tjenere der arbejder sammen som “Guds medarbejdere”. (1Kt 3:9) Gud velsigner sine tjeneres uselviske og forenede indsats, og det er ham der står bag den åndelige vækst.

I selv er Guds tempel: Dette er et af flere steder i Bibelen hvor mennesker sammenlignes med et tempel. Jesus brugte dette billede om sig selv i Joh 2:19, og Skrifterne forudsagde at han ville blive “hovedhjørnestenen” i et sådant åndeligt bygningsværk. (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11) Det græske stedord der her er gengivet med “I selv”, står i flertal og viser at det er hele menigheden af salvede kristne der udgør “Guds tempel”, som Guds ånd bor i. Disse salvede kristne, der tjener som præster, er det “hus som Gud bygger” (1Kt 3:9; se studienote), og vers 17 understreger at dette åndelige tempel er helligt, og advarer enhver der vil forsøge at gøre det urent. I Ef 2:20-22 og 1Pe 2:6, 7 bruger Paulus og Peter lignende sammenligninger i forbindelse med Jesus og hans disciple.

Guds medarbejdere: Det græske ord synergos, der er gengivet med “medarbejdere”, forekommer mere end ti gange i De Kristne Græske Skrifter, hovedsageligt i Paulus’ breve. Udtrykket bruges om dem der samarbejdede om at forkynde den gode nyhed. (Ro 16:9, 21; 2Kt 1:24; 8:23; Flp 2:25; 4:3; Kol 4:11; Flm 1, 24) Paulus fremhæver her det store privilegium det er for kristne at være “Guds medarbejdere”. (Se studienote til 1Kt 3:6). Han kommer ind på samme tanke i 2Kt 6:1, hvor han bruger et beslægtet græsk ord for “medarbejdere”. – 2Kt 5:20; se studienote til Ro 16:3.

I er Guds mark som bliver dyrket: Gud, ikke Paulus, var den sande og retmæssige Ejer af marken bestående af kristne der voksede åndeligt. Uden Guds velsignelse og hellige ånd ville det arbejde som Paulus og Apollos udførte, ikke give noget resultat. (Se studienote til 1Kt 3:6). Dette er det eneste sted i De Kristne Græske Skrifter hvor det græske udtryk georgion, der er gengivet med “mark som bliver dyrket”, forekommer. Korinths økonomi var hovedsageligt baseret på handel, men området var også kendt for at være frugtbart. Ud over den illustration Paulus henter fra landbrug, bruger han også en illustration hentet fra byggeri. (Se studienote til et hus som Gud bygger i dette vers). Paulus appellerer på den måde til de forskellige i menigheden fordi byggeri og landbrug var meget velkendte ting på den tid.

et hus som Gud bygger: Her sammenligner Paulus den kristne menighed med et hus. I det næste vers sammenligner han sig selv med en håndværker der arbejder sammen med Gud om et åndeligt byggeri der frembringer kristne disciple med gode, solide egenskaber. (1Kt 3:10-15) I 1Kt 3:16 (se studienote) omtaler Paulus menigheden som “Guds tempel”. I Ef 2:21, 22 bliver menigheden kaldt “et helligt tempel” hvor Gud bor “med sin ånd”. Det betyder at Gud gennem sin hellige ånd, eller usynlige aktive kraft, motiverer dem der er i menigheden, styrker dem og hjælper dem til at opdyrke åndens frugt. (Ga 5:22, 23) Apostlen Peter bruger et lignende billede og kalder disciplene for “levende sten”. (1Pe 2:5) Paulus siger at apostlene og profeterne er grundvolden, og at Jesus er “hjørnegrundstenen”. – Ef 2:20.

tømrerens søn: Det græske ord tekton, der gengives med “tømrer”, er en almindelig betegnelse for en håndværker eller kunsthåndværker. Når det henviser til en der arbejder i træ, kan det betyde en der er i byggebranchen, en der fremstiller møbler, eller en der laver andre genstande af træ. Justinus Martyr, der levede i det andet århundrede, sagde om Jesus at ‘da han var blandt menneskene, arbejdede han som tømrer og fremstillede plove og åg’. Gamle bibeloversættelser på oldtidssprog støtter også tanken om en der arbejder i træ. Jesus var både kendt som “tømrerens søn” og som “tømreren”. (Mr 6:3) Åbenbart lærte Jesus tømrerfaget af sin adoptivfar, Josef. Drenge kom som regel i lære når de var mellem 12 og 15 år gamle, og oplæringen ville strække sig over mange år.

tømreren: Jesus var både kendt som “tømreren” og “tømrerens søn”, og det giver os et indblik i Jesus’ liv mellem det tidspunkt hvor han var i templet som 12-årig, og begyndelsen af hans tjeneste. (Se studienote til Mt 13:55). Beretningerne i Matthæus- og Markusevangeliet supplerer hinanden.

en erfaren håndværker: Eller “en erfaren håndværksmester”. Det græske ord architekton, der her er gengivet med “erfaren håndværker”, henviste generelt til en der stod for byggeriet, og som arbejdede på selve byggepladsen. Det var ham der ansatte håndværkerne og førte tilsyn med deres arbejde. I dette vers sammenligner Paulus sig selv med en håndværker der arbejder sammen med Gud om et åndeligt byggeri der frembringer kristne disciple med gode, solide egenskaber. (1Kt 3:9-16) Udtrykket forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Det beslægtede udtryk tekton bliver gengivet med “tømrer” og bruges om Jesus og hans adoptivfar, Josef. – Se studienoter til Mt 13:55; Mr 6:3.

guld, sølv, kostbare sten, træ, hø eller halm: Paulus tilskyndede de kristne i Korinth der skulle følge op på hans arbejde, til at oplære de nye disciple og hjælpe dem til at opdyrke gode egenskaber. (1Kt 3:6) For at understrege sin pointe nævner Paulus gode, solide og ildbestandige byggematerialer som modsætning til svagere, midlertidige og letantændelige materialer. En velstående og mangfoldig by som Korinth har helt sikkert bestået af bygninger af meget forskellig kvalitet. Der var imponerende templer som var lavet af kostbare stenblokke, og som måske var udsmykket med guld og sølv. I nærheden af disse store, solide bygninger lå der sikkert små stråtækte hytter og markedsboder der var bygget af ubehandlet træ. I overført betydning står byggematerialerne guld, sølv og kostbare sten for egenskaber som stærk tro, visdom, åndelig dømmekraft, loyalitet samt kærlighed til og værdsættelse af Jehova og hans love. Den type egenskaber er nødvendige for at en kristen kan få et stærkt forhold til Jehova Gud og stå fast under trosprøver.

det vil være som gennem ild: En forkynder må bruge ildbestandige materialer til at bygge, eller hjælpe sin elev til at udvikle, kristne egenskaber der kan klare trosprøver. (1Kt 3:10-14) En der skal oplære en anden men ikke følger anvisningerne, kan risikere at hans billedlige byggeri bliver “brændt ned” hvis det udsættes for en ildprøve. (Mt 28:19, 20; Ro 2:21, 22; 1Ti 4:16; 2Ti 2:15; 4:2) Desuden kan forkynderen selv komme til at lide som en der har mistet alt i en brand og kun med nød og næppe overlevede. Paulus anvender udtrykket “ild” i overført betydning, ligesom andre græske forfattere i antikken der brugte udtrykket “gennem ild” som en metafor for at vise at en person lige akkurat undslap en prøvelse eller en svær situation.

et hus som Gud bygger: Her sammenligner Paulus den kristne menighed med et hus. I det næste vers sammenligner han sig selv med en håndværker der arbejder sammen med Gud om et åndeligt byggeri der frembringer kristne disciple med gode, solide egenskaber. (1Kt 3:10-15) I 1Kt 3:16 (se studienote) omtaler Paulus menigheden som “Guds tempel”. I Ef 2:21, 22 bliver menigheden kaldt “et helligt tempel” hvor Gud bor “med sin ånd”. Det betyder at Gud gennem sin hellige ånd, eller usynlige aktive kraft, motiverer dem der er i menigheden, styrker dem og hjælper dem til at opdyrke åndens frugt. (Ga 5:22, 23) Apostlen Peter bruger et lignende billede og kalder disciplene for “levende sten”. (1Pe 2:5) Paulus siger at apostlene og profeterne er grundvolden, og at Jesus er “hjørnegrundstenen”. – Ef 2:20.

I selv er Guds tempel: Dette er et af flere steder i Bibelen hvor mennesker sammenlignes med et tempel. Jesus brugte dette billede om sig selv i Joh 2:19, og Skrifterne forudsagde at han ville blive “hovedhjørnestenen” i et sådant åndeligt bygningsværk. (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11) Det græske stedord der her er gengivet med “I selv”, står i flertal og viser at det er hele menigheden af salvede kristne der udgør “Guds tempel”, som Guds ånd bor i. Disse salvede kristne, der tjener som præster, er det “hus som Gud bygger” (1Kt 3:9; se studienote), og vers 17 understreger at dette åndelige tempel er helligt, og advarer enhver der vil forsøge at gøre det urent. I Ef 2:20-22 og 1Pe 2:6, 7 bruger Paulus og Peter lignende sammenligninger i forbindelse med Jesus og hans disciple.

denne verdens: Det græske ord aion har grundbetydningen “tidsalder”. Det kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Her har udtrykket samme betydning som i 2Ti 4:10, og det henviser til de fremherskende tilstande i verden generelt.

denne verden: Se studienote til 1Kt 1:20.

for der står skrevet: Paulus citerer her temanitten Elifaz. Det var forkert af Elifaz at anvende denne udtalelse på Job: “Han [dvs. Gud] fanger de kloge i deres egen snedighed.” (Job 4:1; 5:13) Det at Paulus citerer Elifaz, betyder ikke at han var enig i alt det han sagde – meget af det var direkte løgn eller brugt i en forkert sammenhæng. (Job 42:7) Elifaz’ ord i Job 5:13 indeholder egentlig en generel konstatering som også kommer frem andre steder i Bibelen. (Sl 10:2; sammenlign Job 5:17 med Sl 94:12). Under inspiration citerer Paulus disse ord for at vise at menneskers visdom på ingen måde kan måle sig med Guds visdom.

Jehova: I dette citat fra Sl 94:11 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C1 og C2.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

Medieindhold