Apostlenes Gerninger 2:1-47

2  På pinsedagen+ var de alle samlet på det samme sted.  Pludselig lød der en støj fra himlen, ligesom når en voldsom vind kommer farende, og den fyldte hele huset hvor de sad.+  De så noget der lignede ildtunger. Tungerne fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem,  og de blev alle fyldt med hellig ånd+ og begyndte at tale på andre sprog, sådan som ånden gjorde det muligt for dem at tale.+  På det tidspunkt opholdt gudfrygtige jøder fra alverdens lande* sig i Jerusalem.+  Da folk hørte denne lyd, stimlede de sammen, og de blev forvirrede fordi de hver især hørte deres eget sprog blive talt.  Ja, de var helt forbløffede og sagde: “Hør, er alle de der taler, ikke galilæere?+  Hvordan kan det så være at vi hver især hører vores modersmål?  Vi parthere, medere+ og elamitter,+ vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien,+ 10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Libyens områder i nærheden af Kyrene, vi besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,+ 11  og vi kretere og arabere – vi hører dem tale på vores sprog om Guds storslåede gerninger.” 12  Ja, de var alle forbavsede og forvirrede og sagde til hinanden: “Hvad skal alt det her betyde?” 13  Andre gjorde nar af dem og sagde: “De har drukket sig fulde i sød vin.” 14  Men Peter trådte frem sammen med de elleve+ og sagde højt og tydeligt: “Judæiske mænd og alle I Jerusalems indbyggere, der er noget I skal vide, så lyt opmærksomt til hvad jeg siger. 15  Disse mennesker er ikke fulde, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. 16  Tværtimod sker der det som er forudsagt gennem profeten Joel: 17  ‘“Og i de sidste dage,” siger Gud, “vil jeg udgyde noget af min ånd over alle slags mennesker, og jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd skal drømme drømme,+ 18  og selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.+ 19  Og jeg vil gøre undere på himlen og tegn på jorden – blod og ild og røgskyer. 20  Solen vil blive forvandlet til mørke, og månen til blod før Jehovas store og strålende dag kommer. 21  Og enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.”’+ 22  Israelitiske mænd, hør disse ord: Som I ved, var Jesus fra Nazaret en mand som Gud offentligt udpegede for jer ved mirakler,* undere og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer.+ 23  Denne mand, der efter Guds bestemte vilje og forudviden blev udleveret,+ ryddede I af vejen ved at lade lovløse mænd nagle ham til en pæl.+ 24  Men Gud oprejste ham+ ved at befri ham fra dødens greb, for det var ikke muligt at døden kunne holde ham fast.+ 25  David siger nemlig om ham: ‘Jeg har altid Jehova foran mig,* for han er ved min højre hånd så jeg aldrig kommer til at vakle. 26  Derfor blev mit hjerte glad, og min tunge jublede. Og jeg vil leve i håb, 27  for du vil ikke efterlade mig i Graven, og du vil heller ikke tillade at din loyale ser* forrådnelse.+ 28  Du har gjort livets veje kendt for mig, og du vil fylde mig med glæde når jeg er nær hos dig.’+ 29  Brødre, lad mig tale rent ud til jer om vores forfar David, at han døde og blev begravet,+ og at hans grav stadig er her i dag. 30  Han var profet og vidste at Gud med en ed havde sværget over for ham at han ville sætte en af hans efterkommere på hans trone,+ 31  og derfor forudså og talte han om Kristus’ opstandelse fra de døde, at han ikke ville blive efterladt i Graven, og at hans krop ikke ville se forrådnelse.+ 32  Gud har oprejst denne Jesus, og det kan vi alle bevidne.+ 33  Han er blevet ophøjet til Guds højre hånd*+ og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faren,+ og derfor har han udgydt den, som I ser og hører. 34  For David steg ikke op til himlene, men han siger selv: ‘Jehova sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd 35  indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”’+ 36  Derfor skal hele Israels hus vide med sikkerhed at denne Jesus som I pælfæstede,+ har Gud gjort til både Herre+ og Kristus.” 37  Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: “Brødre, hvad skal vi gøre?” 38  Peter sagde til dem: “I skal angre+ og hver især lade jer døbe+ i Jesus Kristus’ navn for at I kan få tilgivelse for jeres synder,+ og så vil I modtage den hellige ånds frie gave. 39  For løftet+ gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, alle dem Jehova vores Gud måtte kalde på.”+ 40  Og han fortsatte med at tale og aflagde et grundigt vidnesbyrd og blev ved med at tilskynde dem: “Lad jer frelse fra denne forvildede generation.”+ 41  Så blev de der med glæde tog imod hans ord, døbt,+ og den dag blev omkring 3.000 føjet til.+ 42  Og de var fortsat optaget af apostlenes lære og af at komme sammen, spise sammen+ og bede sammen.+ 43  Ja, alle blev grebet af frygt, og apostlene begyndte at gøre mange undere og tegn.+ 44  Alle der fik tro, holdt sammen og delte alt med hinanden, 45  og de solgte deres ejendomme og ejendele+ og delte pengene ud til alle, efter hvad den enkelte havde behov for.+ 46  Og dag efter dag kom de alle som én i templet, og de spiste sammen i forskellige hjem og delte deres mad med stor glæde og af et oprigtigt hjerte. 47  De priste Gud, og hele folket syntes godt om dem. Samtidig fortsatte Jehova med hver dag at føje nogle til som blev frelst.+

Fodnoter

Bogst.: “enhver nation under himlen”.
Bogst.: “magtfulde gerninger”.
Eller “for øje”.
Eller “går i”.
Eller muligvis: “Ved Guds højre hånd er han blevet ophøjet”.

Studienoter

pinsedagen: Det græske ord pentekoste (der betyder “50. [dag]”) bliver i De Kristne Græske Skrifter anvendt som betegnelse for det der i De Hebraiske Skrifter kaldes “festen for indhøstningen” (2Mo 23:16) og ‘ugefesten’ (2Mo 34:22). Denne højtid fandt sted ved afslutningen af en syv uger lang høstperiode der indbefattede byghøsten og begyndelsen af hvedehøsten. Pinsen blev fejret på den 50. dag efter den 16. nisan, den dag hvor et neg fra den første afgrøde af byghøsten var blevet ofret til Jehova. (3Mo 23:15, 16) Ifølge den jødiske kalender faldt højtiden på den 6. sivan. (Se Tillæg B15). Instruktionerne for denne højtid findes i 3Mo 23:15-21; 4Mo 28:26-31 og 5Mo 16:9-12. Et stort antal jøder og proselytter fra fjerntliggende lande rejste til Jerusalem for at fejre pinsen. Højtiden skulle fremme en gæstfri og venlig indstilling over for andre, uanset deres baggrund eller sociale status – hvad enten de var frie, trælle, fattige, faderløse børn, enker, levitter eller udlændinge. (5Mo 16:10, 11) Pinsedagen år 33 i Jerusalem var derfor det ideelle tidspunkt for oprettelsen af den kristne menighed, der havde til opgave at vidne for alle mennesker “om Guds storslåede gerninger”. (ApG 1:8; 2:11) Ifølge den jødiske overlevering svarer pinsedagen til det tidspunkt da Loven blev givet ved Sinajs Bjerg og Israel blev Guds udvalgte folk. Det var i begyndelsen af den tredje måned (sivan) at israelitterne samledes ved Sinajs Bjerg og modtog Loven. (2Mo 19:1) Ligesom Moses var blevet brugt som mellemmand til at føre Israel ind i Lovpagten, tjente Jesus Kristus nu som Mellemmand for det åndelige Israel og førte denne nye nation ind i den nye pagt.

sprog: Eller “tungemål”. I Bibelen kan det græske ord glossa referere til “tungen” som et taleorgan. (Mr 7:33; Lu 1:64; 16:24) Men på grundsproget kan det også bruges i overført betydning om et sprog eller et folk der taler et bestemt sprog. (Åb 5:9; 7:9; 13:7) Dette græske ord anvendes også i ApG 2:3 til at beskrive de “ildtunger” der kom til syne. Et synligt bevis på at den hellige ånd var blevet udgydt, var at disse “tunger” satte sig på hver enkelt af disciplene og de blev i stand til at tale på forskellige tungemål, eller sprog.

sprog: Eller “tungemål”. I Bibelen kan det græske ord glossa referere til “tungen” som et taleorgan. (Mr 7:33; Lu 1:64; 16:24) Men på grundsproget kan det også bruges i overført betydning om et sprog eller et folk der taler et bestemt sprog. (Åb 5:9; 7:9; 13:7) Dette græske ord anvendes også i ApG 2:3 til at beskrive de “ildtunger” der kom til syne. Et synligt bevis på at den hellige ånd var blevet udgydt, var at disse “tunger” satte sig på hver enkelt af disciplene og de blev i stand til at tale på forskellige tungemål, eller sprog.

vores modersmål: Bogst.: “vores eget sprog, det som vi er født i”. Det græske ord der her er oversat med “modersmål”, er dialektos. (Se studienote til ApG 2:4). Mange af dem der hørte disciplene, har muligvis talt et internationalt sprog, måske græsk. Fordi de var “gudfrygtige jøder”, har de sikkert også kunnet forstå det der foregik på hebraisk i templet i Jerusalem. (ApG 2:5) Men da de hørte den gode nyhed på deres modersmål, spidsede de ører.

provinsen Asien: Se Ordforklaring: “Asien”.

gøre en enkelt til proselyt: Eller “omvende en enkelt”. Det græske ord proselytos hentyder til en ikkejøde der havde konverteret til jødedommen, hvilket indebar at mandlige proselytter blev omskåret.

proselytter: Se studienote til Mt 23:15.

sød vin: Eller “ny vin”. Det græske ord gleukos, der kun forekommer her i De Kristne Græske Skrifter, refererer til sød, ny vin der ikke er færdiggæret.

den tredje time på dagen: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

alle mennesker: Bogst.: “alt kød”. Dette udtryk findes også i Lu 3:6, som er et citat fra Esa 40:5, hvor der bruges et hebraisk ord med samme betydning. – Se også studienote til Joh 1:14.

alle slags mennesker: Jesus erklærer at han vil drage alle slags mennesker til sig, uanset deres baggrund, nationalitet, race eller økonomiske situation. (ApG 10:34, 35; Åb 7:9, 10; se studienote til Joh 6:44). Det er værd at lægge mærke til at der ved denne lejlighed var “nogle grækere” der var kommet for at tilbede ved templet, som gerne ville se Jesus. (Se studienote til Joh 12:20). Mange oversættelser gengiver det græske ord pas (“alle [mennesker]”) på en måde der antyder at alle mennesker til sidst vil blive draget til Jesus. Men denne tanke stemmer ikke overens med resten af Bibelen. (Sl 145:20; Mt 7:13; Lu 2:34; 2Ts 1:9) Mens det græske ord bogstaveligt betyder “alle” (Ro 5:12), viser Mt 5:11 og ApG 10:12 tydeligt at det kan betyde “alt muligt” eller “alle slags”; mange oversættelser bruger i disse vers gengivelser som for eksempel “alle slags”. – Joh 1:7; 1Ti 2:4.

Profetér ... Hvem slog dig?: Her henviser ordet “profetér” ikke til det at komme med en forudsigelse, men til at Jesus ved hjælp af en åbenbaring fra Gud skulle identificere hvem der havde slået ham. Parallelberetningerne i Mr 14:65 og Lu 22:64 viser at Jesus’ modstandere havde dækket hans ansigt til, og det forklarer hvorfor de hånligt bad ham om at udpege dem der havde slået ham.

Profetér!: Her henviser ordet “profetér” ikke til det at komme med en forudsigelse, men til at Jesus ved hjælp af en åbenbaring fra Gud skulle identificere hvem der havde slået ham. Sammenhængen viser at Jesus’ modstandere havde dækket hans ansigt til, og i parallelberetningen i Mt 26:68 kan vi se hvad de hånligt sagde til ham: “Profetér for os, Kristus. Hvem slog dig?” De udfordrede altså Jesus, som ikke kunne se dem, til at fortælle hvem der havde slået ham. – Se studienoterne til Mt 26:68; Lu 22:64.

Profetér!: Her henviser ordet “profetér” ikke til det at komme med en forudsigelse, men til at Jesus ved hjælp af en åbenbaring fra Gud skulle identificere hvem der havde slået ham. Sammenhængen viser at Jesus’ modstandere havde dækket hans ansigt til. De udfordrede altså Jesus, som ikke kunne se dem, til at fortælle hvem der havde slået ham. – Se studienote til Mt 26:68.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

i de sidste dage: I dette citat fra Joels profeti anvender Peter under inspiration ordene “i de sidste dage” i stedet for udtrykket “efter dette”, som forekommer i den oprindelige hebraiske tekst og i Septuaginta. (Joe 2:28 [3:1, LXX]) Joels profeti blev opfyldt da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen. Peters brug af ordene “de sidste dage” indikerer derfor at denne særlige tidsperiode var begyndt, og at den ville gå forud for “Jehovas store og strålende dag”. Denne ‘Jehovas dag’ ville tilsyneladende blive afslutningen på “de sidste dage”. (ApG 2:20) Dem Peter talte til, var jøder og jødiske proselytter, så hans inspirerede ord må have fået en første opfyldelse på dem. Hans ord betød åbenbart at jøderne levede i “de sidste dage” for den ordning der havde sit tilbedelsescenter i Jerusalem. Tidligere havde Jesus selv forudsagt ødelæggelsen af Jerusalem og templet. (Lu 19:41-44; 21:5, 6) Denne forudsagte ødelæggelse fandt sted i år 70 e.v.t.

min ånd: Det græske ord pneuma henviser her til Guds hellige ånd, eller aktive kraft. I Joe 2:28, der bliver citeret her, forekommer det tilsvarende hebraiske ord ruach. Både det hebraiske og det græske ord leder tanken hen på noget der er usynligt for mennesker, og som vidner om en kraft i bevægelse. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

alle slags mennesker: Bogst.: “alt kød”. Det græske ord sarx (der kan gengives med “kød”) bliver her anvendt om levende mennesker, så “alle slags mennesker”, eller “alt kød”, kan referere til menneskeheden generelt. (Se studienote til Joh 17:2). Men i denne sammenhæng har det græske udtryk en mere snæver betydning. Gud udgød ikke sin hellige ånd over alle mennesker på jorden, og heller ikke over alle mennesker i Israel, så der er ikke tale om alle mennesker uden undtagelse. Ordene henviser snarere til alle slags mennesker uden forskel. Gud udgød sin hellige ånd over ‘sønner og døtre, unge mænd og gamle mænd, trælle og trælkvinder’, dvs. alle slags mennesker. (ApG 2:17, 18) En tilsvarende anvendelse af det græske ord for “alle” (pas) finder vi i 1Ti 2:3, 4, hvor der står at det er Guds vilje at “alle slags mennesker skal frelses”. – Se studienote til Joh 12:32.

profetere: Det græske ord profeteuo betyder bogstaveligt “at fremsige”. I Bibelen bruges det om det at bekendtgøre budskaber fra Gud. Selvom det ofte indbefatter forudsigelse af fremtiden, indeholder ordets grundbetydning ikke den tanke. Det græske ord kan også referere til det at kaste lys over en sag ved hjælp af en åbenbaring fra Gud. (Se studienoter til Mt 26:68; Mr 14:65; Lu 22:64). I denne sammenhæng fik den hellige ånd nogle til at profetere. Ved at forkynde om de “storslåede gerninger” Jehova havde gjort og stadig ville gøre, tjente de som talsmænd for Den Højeste. (ApG 2:11) Det hebraiske ord for “at profetere” indeholder en lignende tanke. For eksempel bliver Aron i 2Mo 7:1 omtalt som Moses’ “profet” i den forstand at han blev Moses’ talsmand, eller talerør, og ikke så meget i betydningen en der forudsiger fremtidige begivenheder.

gamle mænd: Eller “ældre mænd; ældste”. Her henviser det græske ord presbyteros sandsynligvis til mænd der er højt oppe i årene, i modsætning til de “unge mænd” der er omtalt tidligere i verset. I andre sammenhænge refererer ordet til mænd der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. – ApG 4:5; 11:30; 14:23; 15:2; 20:17; se studienote til Mt 16:21.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:31 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:32 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.

undere: Eller “varsler”. De mirakler Gud gav Jesus kraft til at udføre, beviste at Jesus var sendt af Gud. De mirakuløse helbredelser og opstandelser viste, eller tjente som et godt varsel om, hvad Jesus vil gøre i endnu større målestok i fremtiden. – Se studienote til ApG 2:19.

alt hvad Gud har besluttet: Eller “alt hvad der er Guds hensigt (vilje)”. Udtrykket henviser her til alt hvad Gud har til hensigt at gøre ved hjælp af sit rige, deriblandt alt hvad han har besluttet er nødvendigt for frelse. (ApG 20:25) Det græske ord boule er oversat med “vejledning” i Lu 7:30 og “hensigt” i He 6:17.

vilje: Eller “beslutning”. Det græske ord boule er oversat med “vejledning” i Lu 7:30 og “hensigt” i He 6:17. – Se studienote til ApG 20:27.

store lidelser: Det græske ord der er oversat med “store lidelser”, henviser bogstaveligt til den intense smerte, de veer, en kvinde har når hun føder. Her bruges ordet om lidelser generelt, men der kan ligge det i det at de forudsagte trængsler og lidelser ligesom fødselsveer vil øges i frekvens, intensitet og varighed op til den tid med store trængsler der nævnes i Mt 24:21.

dødens greb: Bogst.: “dødens veer”. Selvom det tydeligt fremgår af Bibelen at der ikke er nogen bevidsthed eller følelse af smerte i døden (Sl 146:4; Præ 9:5, 10), omtales “døden” her som noget der forårsager “veer” eller “smerte”. Denne ordlyd er sandsynligvis valgt fordi døden er forbundet med bitterhed og fortvivlelse. (1Sa 15:32, fdn.; Sl 55:4; Præ 7:26) Det skyldes ikke alene smerten der almindeligvis går forud for den (Sl 73:4, 5), men også tabet af al aktivitet og frihed, der er en følge af dens lammende greb (Sl 6:5; 88:10). Det er åbenbart i denne betydning at Jesus’ opstandelse befriede ham fra dødens “greb”, eller “veer” – han blev befriet for dens fortvivlende og fastlåste greb. Selvom det græske ord (odin), der bogstaveligt betyder “veer”, andre steder henviser til fødselsveer (1Ts 5:3), kan det også referere til pine, smerte eller nød i en bredere forstand (se studienote til Mt 24:8). Udtrykket “dødens veer” findes også i Septuaginta i 2Sa 22:6 og Sl 18:4 (17:5, LXX), hvor den hebraiske masoretiske tekst har ordlyden “Gravens reb” og “dødens reb”. Det er interessant at ordet for “reb” (chevel) i gamle hebraiske håndskrifter, som blev skrevet uden brug af vokaler, skrives med de samme konsonanter som det hebraiske ord for “ve”. Det kan være forklaringen på gengivelsen i Septuaginta. Uanset hvad indeholder udtrykket “dødens veer” og “dødens reb” den samme tanke, nemlig at døden er forbundet med bitterhed og fortvivlelse.

Jehova: I dette citat fra Sl 16:8 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

jeg vil leve: Bogst.: “mit kød vil bo”. Peter indleder dette citat fra Sl 16 med ordene: “David siger nemlig om ham”, dvs. Messias, Jesus. (ApG 2:25) I dette vers (ApG 2:26) og i Sl 16:9 forekommer ordet “kød” både i den græske og i den hebraiske tekst, og det kan betegne en persons krop eller vedkommende selv. Selvom Jesus vidste at han måtte give sit liv som en løsesum, levede, eller boede, han i håb. Jesus vidste at hans Far ville oprejse ham, at hans offer ville udvirke en løsesum for menneskeheden, og at hans kød, eller krop, ikke ville se forrådnelse. – ApG 2:27, 31.

mig: Eller “min sjæl”. I dette citat fra Sl 16:10 bliver det græske ord psyche brugt til at gengive det hebraiske ord nefesh, der begge traditionelt oversættes med “sjæl”. Salmisten brugte ordet “sjæl” om sig selv. Da Peter på Pinsedagen bekendtgjorde over for jøderne at Kristus var blevet oprejst, anvendte han denne salme af David om Jesus. – ApG 2:24, 25; Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

Graven: Eller “Hades”. Det græske ord haides, der måske betyder “det usynlige sted”, forekommer ti gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se Mt 11:23; 16:18; Lu 10:15; 16:23; ApG 2:27, 31; Åb 1:18; 6:8; 20:13, 14). I dette vers citeres der fra Sl 16:10, hvor det tilsvarende hebraiske udtryk “Sheol”, der også oversættes med “Graven”, forekommer. I Septuaginta bliver det græske ord “Hades” generelt brugt som en gengivelse af det hebraiske ord “Sheol”. I Bibelen sigter begge udtryk til hele menneskehedens grav, mens andre udtryk på originalsprogene kan betegne en enkelt grav. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J7, 8, 11, 12, 14-18, 22 i Tillæg C4) anvender her udtrykket “Sheol”. – Se Tillæg A2.

nær hos dig: Eller “foran dit ansigt”. I dette citat fra Sl 16:11 gengives den hebraiske tekst ordret i den græske tekst. Det hebraiske udtryk “foran nogens ansigt” er et idiom der betyder “i nogens nærhed”.

Gud: I tilgængelige græske håndskrifter forekommer her ordet Theos, “Gud”. Det er værd at bemærke at nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J7, 8, 10 i Tillæg C4) her anvender tetragrammet.

en af hans efterkommere: David fik løfte om at en af hans efterkommere ville være det messianske “afkom” der var blevet givet løfte om i 1Mo 3:15. (2Sa 7:12, 13; Sl 89:3, 4; 132:11) Dette løfte gik i opfyldelse på Jesus idet både hans mor og adoptivfar nedstammede fra kong David. Det græske udtryk der er gengivet med “efterkommere”, reflekterer et hebraisk idiom der bogstaveligt betyder “en frugt af hans lænd”. I menneskekroppen befinder forplantningsorganerne sig i nærheden af lænden. (1Mo 35:11, fdn.; 1Kg 8:19, fdn.) Efterkommere bliver også omtalt som “moderlivets [eller “livets”] frugt”, og der findes lignende udtryk hvor ordet “frugt” hentyder til resultatet af forplantningsprocessen. – 1Mo 30:2, fdn.; 5Mo 7:13, fdn.; Sl 127:3; Kl 2:20, fdn.; Lu 1:42.

Graven: Eller “Hades”. Det græske ord haides, der måske betyder “det usynlige sted”, forekommer ti gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se Mt 11:23; 16:18; Lu 10:15; 16:23; ApG 2:27, 31; Åb 1:18; 6:8; 20:13, 14). I dette vers citeres der fra Sl 16:10, hvor det tilsvarende hebraiske udtryk “Sheol”, der også oversættes med “Graven”, forekommer. I Septuaginta bliver det græske ord “Hades” generelt brugt som en gengivelse af det hebraiske ord “Sheol”. I Bibelen sigter begge udtryk til hele menneskehedens grav, mens andre udtryk på originalsprogene kan betegne en enkelt grav. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J7, 8, 11, 12, 14-18, 22 i Tillæg C4) anvender her udtrykket “Sheol”. – Se Tillæg A2.

Graven: Eller “Hades”, dvs. hele menneskehedens grav. – Se studienote til ApG 2:27 og Ordforklaring: “Graven”.

at hans krop ikke ville se forrådnelse: Jehova tillod ikke at Jesus’ fysiske krop gik i forrådnelse og blev til støv som Moses’ og Davids kroppe gjorde, mænd der blev brugt som forbilleder på Kristus. (5Mo 34:5, 6; ApG 2:27; 13:35, 36) For at Jesus kunne være “den sidste Adam” (1Kt 15:45) og “en dækkende løsesum” for alle mennesker (1Ti 2:5, 6; Mt 20:28), måtte hans fysiske krop være en rigtig menneskekrop; og den måtte være fuldkommen, for den skulle frembæres for Jehova Gud som den løsesum der skulle tilbagekøbe det Adam havde mistet. (He 9:14; 1Pe 1:18, 19) Ingen af Adams ufuldkomne efterkommere kunne tilvejebringe den nødvendige løsesum. (Sl 49:7-9) Derfor blev Jesus ikke undfanget på naturlig vis. Derimod, som han sagde til sin Far, sandsynligvis da han fremstillede sig til dåb: “Du [Jehova] gav mig en krop”, dvs. Jesus’ fuldkomne menneskekrop der skulle bringes som et offer. (He 10:5) Da disciplene gik ud til Jesus’ grav, opdagede de at Jesus’ lig var forsvundet, og de fandt kun de klæder hans lig havde været svøbt i. Jehova fjernede åbenbart sin elskede Søns fysiske krop før den gik i forrådnelse. – Lu 24:3-6; Joh 20:2-9.

Jehova: Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), forekommer i den originale hebraiske tekst i Sl 110:1, som er citeret her. Men som det bliver forklaret i Tillæg A5, bruger de fleste bibeloversættelser ikke Guds navn i det der almindeligvis kaldes Det Nye Testamente, selv ikke i citater fra De Hebraiske Skrifter. Det er dog værd at bemærke at nogle udgaver af King James Version fra det 17. århundrede brugte gengivelsen “HERREN” med stort begyndelsesbogstav efterfulgt af kapitæler her og tre andre steder hvor Sl 110:1 bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. (Mt 22:44; Mr 12:36; Lu 20:42) Det fortsatte senere udgaver med at gøre. Eftersom den oversættelse anvender “HERREN” til at vise hvor Guds navn står i De Hebraiske Skrifter, er det at oversætterne skrev “HERREN” i De Kristne Græske Skrifter, en indikation af at de mente at det er Jehova der er tale om. Det er også værd at lægge mærke til at New King James Version, som første gang blev udgivet i 1979, lader denne brug af “HERREN” omfatte alle forekomster af ordet når det henviser til Guds navn i citater fra De Hebraiske Skrifter. – Se Tillæg C.

pælfæste: Eller “henrette ... på en pæl”. Dette er den første af over 40 forekomster af det græske udsagnsord stauroo i De Kristne Græske Skrifter. Udsagnsordet kommer af det græske navneord stauros, der gengives med “torturpæl”. (Se studienoter til Mt 10:38; 16:24; 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Udsagnsordet anvendes i Septuaginta i Est 7:9, hvor der blev givet befaling om at hænge Haman op på en pæl der var over 20 m høj. På klassisk græsk betød det “at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk”.

pælfæstede: Eller “henrettede på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

døbe som symbol på at de havde angret: Bogst.: “angerdåb”. Dåben vaskede ikke synder bort, men de der blev døbt af Johannes, angrede deres synder mod Loven og viste at de var besluttet på at ændre adfærd. Denne angrende indstilling bidrog til at de kunne ledes til Kristus. (Ga 3:24) Johannes havde gjort et folk klar til at se den “frelse” Gud havde sørget for. – Lu 3:3-6; se studienoter til Mt 3:2, 8, 11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”; “Anger”.

Vis ... i handling at I har angret: Hentyder til at de der lyttede til Johannes, i handling og gennem andre synlige tegn skulle vise at de angrede eller ændrede mening. – Lu 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

angrer: Bogst.: “at skifte holdning”. – Se studienoter til Mt 3:2, 8 og Ordforklaring.

angre: Det græske ord metanoeo, der anvendes her, kan bogstaveligt gengives med “at ændre sit sind”, og det indeholder tanken om en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. Tidligere havde Johannes Døber forkyndt at ‘man skulle lade sig døbe som symbol på at man havde angret, så man kunne få sine synder tilgivet’. (Se studienote til Mr 1:4). Denne dåb indebar anger over at man havde overtrådt forskrifterne i Moses’ Lov, og denne angrende indstilling forberedte Guds folk på det der senere skulle ske. (Mr 1:2-4) Men Peter understregede her at i harmoni med Jesus’ befaling, som findes i Mt 28:19, måtte Guds folk angre og lade sig døbe i Jesus Kristus’ navn for at ... få tilgivelse for ... synder. Eftersom jøderne havde forkastet Jesus som Messias, var anger og tro på ham en ny og vigtig faktor i forbindelse med at søge Guds tilgivelse og opnå den. De kunne offentligt tilkendegive en sådan tro ved at lade sig nedsænke i vand i Jesus Kristus’ navn. På den måde ville de symbolisere deres personlige indvielse til Gud gennem Kristus. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter anvendes her ordet “Herre” (græsk: Kyrios). Men som det bliver forklaret i Tillæg C, er der mange grunde til at mene at Guds navn forekom i dette vers i den originale tekst og senere blev erstattet af titlen Herre. Derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten. Som det fremgår af ApG 2:33-38, henviser løftet som Peter omtaler i dette vers, til det der står i Joe 2:28-32 om at den hellige ånd ville blive udgydt. Ordene alle dem Jehova vores Gud måtte kalde på ser derfor ud til at være et ekko af den sidste del af Joe 2:32. I den hebraiske tekst anvendes Guds navn tre gange i Joe 2:32, og det er derfor tydeligt at det er Jehova der kalder folk. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 2:39.

3.000: Eller “3.000 sjæle”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, refererer her til et levende menneske. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

at få et måltid: Bogst.: “at brække brød i stykker”. Brød var den vigtigste del af måltiderne i oldtidens Mellemøsten. Derfor blev udtrykket brugt om enhver form for måltid. Brødene var ofte flade og sprøde. I stedet for at bruge en kniv var det almindeligt at brække brødene i stykker før man spiste dem, hvilket Jesus for eksempel ofte gjorde. (Se studienote til Mt 14:19; se også Mt 15:36; Lu 24:30). Da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid, tog han et brød og brækkede det i stykker. Der lå ikke nogen symbolsk betydning bag det at Jesus brækkede brødet i stykker, for det var den almindelige måde at gøre det på. (Se studienote til Mt 26:26). Nogle hævder at når dette udtryk bruges bestemte steder i Apostlenes Gerninger, sigter det til en afholdelse af Herrens aftensmåltid. (ApG 2:42, 46; 20:7, 11) Men alle de gange Herrens aftensmåltid omtales, bliver både det at brække brød i stykker og det at drikke vin af et bæger nævnt. (Mt 26:26-28; Mr 14:22-25; Lu 22:19, 20; 1Kt 10:16-21; 11:23-26) De to handlinger har lige stor betydning. Så når der tales om at brække brød i stykker uden nogen omtale af at drikke vin, tales der ikke om Herrens aftensmåltid men om et almindeligt måltid. Der er heller ikke nogen indikationer af at Jesus ønskede at mindehøjtiden skulle holdes oftere end den højtid den erstattede, påsken, som kun blev afholdt én gang om året.

at komme sammen: Eller “at dele med hinanden”. Grundbetydningen af det græske ord koinonia er “at være fælles om; at dele med andre”. Paulus anvendte dette ord flere gange i sine breve. (1Kt 1:9; 10:16; 2Kt 6:14; 13:14) Sammenhængen i denne passage viser at det fællesskab der her er tale om, er forbundet med et nært venskab og ikke kun et overfladisk bekendtskab.

spise sammen: Bogst.: “brække brød i stykker”. – Se studienote til ApG 20:7.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

alle: Eller “enhver sjæl”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, refererer her til et levende menneske. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

gøre mange undere: Eller “give mange varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

forkynde den gode nyhed: Det græske udsagnsord euaggelizomai, der anvendes her, er beslægtet med navneordet euaggelion, “god nyhed”. I De Kristne Græske Skrifter er et vigtigt aspekt af den gode nyhed tæt forbundet med Guds rige, som var det gennemgående tema i Jesus’ forkyndelses- og undervisningsarbejde, og med frelsen gennem tro på Jesus Kristus. I Apostlenes Gerninger forekommer det græske udsagnsord euaggelizomai mange gange, og det understreger vigtigheden af forkyndelsesarbejdet. – ApG 8:4, 12, 25, 35, 40; 10:36; 11:20; 13:32; 14:7, 15, 21; 15:35; 16:10; 17:18; se studienoter til Mt 4:23; 24:14.

fra hus til hus: Eller “i forskellige huse”. Af sammenhængen fremgår det at Paulus havde besøgt disse mænd i deres hjem for at lære dem “at de skulle angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus”. (ApG 20:21) Der var altså ikke bare tale om socialt samvær for at opmuntre medkristne, for trosfæller ville allerede have angret og vist tro på Jesus. I en kommentar til ApG 20:20 skriver bibelforskeren A.T. Robertson i sin bog Word Pictures in the New Testament: “Det er værd at lægge mærke til at denne den største af alle prædikanter forkyndte fra hus til hus, og at hans besøg ikke blot var selskabelige visitter.” (1930, bd. III, s. 349, 350) I The Acts of the Apostles With a Commentary fra 1844 skrev Abiel Abbot Livermore i en kommentar til Paulus’ ord i ApG 20:20: “Han var ikke tilfreds med blot at holde offentlige foredrag ... men bestred ivrigt sit betydningsfulde hverv under private former, fra hus til hus, og bragte bogstavelig talt himlens sandhed til efesernes hjem og hjerte.” (s. 270) – For at få en forklaring på gengivelsen af det græske udtryk kat oikous (bogst.: “[hus] efter hus (husvis)”), se studienote til ApG 5:42.

i forskellige hjem: Eller “fra hus til hus”. Her kan forholdsordet kata, som det bruges i den græske sætning kat oikon (bogst.: “husvis”), forstås distributivt. Det ser altså ud til at disciplene i denne svære tid mødtes i forskellige hjem hos trosfæller der boede i eller omkring Jerusalem, og sammen spiste de det de havde. – Se studienoter til ApG 5:42; 20:20.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter anvendes her ordet “Herren” (græsk: ho ... Kyrios). Men som det bliver forklaret i Tillæg C, er der mange grunde til at mene at Guds navn forekom i dette vers i den originale tekst og senere blev erstattet af titlen Herre. Derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 2:47.

Medieindhold

Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder
Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder

Den tekst der vises her, som er udhugget i en kalkstensplade der er 72 cm lang og 42 cm bred, er kendt som Theodotus-indskriften. Den blev opdaget i begyndelsen af 1900-tallet på Ofelhøjen i Jerusalem. Teksten, der står på græsk, henviser til Theodotus, en præst der “byggede synagogen for at Loven kan blive oplæst og der kan blive undervist i buddene”. Indskriften er blevet dateret til et tidspunkt før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t. Den bekræfter at der boede græsktalende jøder i Jerusalem i det første århundrede e.v.t. (ApG 6:1) Nogle mener at indskriften omtaler “den synagoge der blev kaldt De Frigivnes”. (ApG 6:9) Indskriften nævner også at Theodotus, samt hans far og farfar, havde titlen archisynagogos (“synagogeforstander”), en titel der bliver brugt flere i De Kristne Græske Skrifter. (Mr 5:35; Lu 8:49; ApG 13:15; 18:8, 17) Indskriften nævner desuden at Theodotus byggede værelser til besøgende fra andre lande. Disse logier blev sandsynligvis brugt af besøgende jøder, især i forbindelse med de årlige højtider i Jerusalem. – ApG 2:5.

Pinsedagen i år 33 og udbredelsen af den gode nyhed
Pinsedagen i år 33 og udbredelsen af den gode nyhed

På pinsedagen i år 33 “opholdt gudfrygtige jøder fra alverdens lande sig i Jerusalem”. (ApG 2:5) Efter at den hellige ånd var blevet udgydt over de kristne disciple, blev de mirakuløst i stand til at tale samme sprog som de jøder der besøgte Jerusalem. (ApG 2:4, 8) Folk var helt forbløffede over at høre den gode nyhed på deres modersmål. Når man læser ApG 2:9-11, kan man se at de besøgene kom fra 15 forskellige områder. Mange af dem der fik tro, tog uden tvivl den gode nyhed med sig tilbage til deres hjemland, som vist på dette kort og angivet med tal i den rækkefølge de nævnes i ApG 2:9-11. – ApG 2:41, 44, 47.