Til romerne 5:1-21

5  Da vi altså nu er blevet erklæret retfærdige på grund af tro,+ så lad os blive ved med at have fred med Gud gennem vores Herre Jesus Kristus.+  Ved at tro på Jesus har vi også fået adgang til den ufortjente godhed vi nu nyder godt af,+ så lad os juble over håbet om den herlighed Gud vil give os.+  Og ikke bare det, men lad os også juble mens vi er udsat for prøvelser,+ for vi ved at prøvelser fører til udholdenhed.+  Udholdenheden fører til Guds godkendelse,+ den godkendte tilstand giver os håb,+  og det håb fører ikke til skuffelse,+ for Guds kærlighed er strømmet ind i vores hjerter gennem den hellige ånd, som vi har modtaget.+  Ja, mens vi var svage og syndige,+ ofrede Kristus sit liv for ugudelige mennesker da tiden var inde til det.  Selv for et retfærdigt menneske er der nok ikke nogen der ville ofre deres liv. Jo, måske ville nogle ofre livet for et godt menneske.  Men Gud har bevist sin kærlighed til os ved at lade Kristus ofre livet for os mens vi stadig var syndere.+  Og nu hvor vi er blevet erklæret retfærdige på grund af hans blod,+ kan vi føle os endnu mere sikre på at vi vil blive frelst fra Guds vrede takket være ham.+ 10  Ja, hvis vi blev forsonet med Gud fordi hans Søn døde for os+ mens vi var Guds fjender, kan vi, fordi hans Søn lever, være endnu mere sikre på at vi vil blive frelst, nu hvor vi er blevet forsonet med Gud. 11  Og ikke alene det, men vi kan også juble over det forhold vi har fået til Gud gennem vores Herre Jesus Kristus, som har bragt forsoningen i stand.+ 12  Derfor: Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og gennem synden kom døden.+ Døden blev givet videre til alle mennesker fordi de alle syndede+ ... 13  Der var jo synd i verden før Loven kom, men når der ikke er nogen lov, er der heller ikke nogen der bliver anklaget for synd.+ 14  Alligevel herskede døden som konge fra Adam frem til Moses, også over dem der ikke havde syndet på samme måde som Adam – ham der lignede den der skulle komme.+ 15  Man kan dog ikke sige at gaven svarer til overtrædelsen. Der var jo mange der døde på grund af én mands overtrædelse, men Guds ufortjente godhed og den frie gave han i sin ufortjente godhed har givet i form af ét menneske,+ Jesus Kristus, er meget større fordi der er så mange der får del i den!+ 16  Med den frie gave er det heller ikke gået på samme måde som det gik efter at ét menneske havde syndet.+ Efter én overtrædelse fulgte der jo en dom der førte til fordømmelse,+ men den gave der blev givet efter mange overtrædelser, var at mange blev erklæret retfærdige.+ 17  Og når døden, efter ét menneskes overtrædelse, kom til at herske som konge på grund af denne ene,+ så er det endnu mere sikkert at de der får den ufortjente godhed og retfærdighedens frie gave+ i så overvældende grad, vil leve og herske som konger+ på grund af det ene menneske, Jesus Kristus!+ 18  Altså: Ligesom mennesker af alle slags er blevet fordømt som følge af én overtrædelse,+ sådan vil mennesker af alle slags+ også blive erklæret retfærdige og få liv+ som følge af én handling der retfærdiggør dem. 19  Og ligesom mange blev syndere på grund af ét menneskes ulydighed,+ sådan vil mange blive gjort retfærdige på grund af ét menneskes lydighed.+ 20  Loven blev føjet til for at overtrædelsen kunne blive større.*+ Men der hvor synden blev større, blev den ufortjente godhed endnu større. 21  Og hvad er formålet med dette? Jo, ligesom synden herskede som konge sammen med døden,+ sådan skulle den ufortjente godhed også komme til at herske som konge i kraft af retfærdighed og føre til evigt liv gennem Jesus Kristus, vores Herre.+

Fodnoter

Dvs. for at mennesker kunne blive opmærksomme på deres mange synder.

Studienoter

så lad os blive ved med at have fred: I nogle gamle håndskrifter står der “har vi fred”.

så lad os juble: I nogle gamle håndskrifter står der “vi jubler”. Det græske udsagnsord der bruges her, kan også gengives med “at rose sig; at glæde sig”.

lad os også juble: I nogle gamle håndskrifter står der “vi jubler”. Det græske udsagnsord der bruges her, kan også gengives med “at rose sig; at glæde sig”.

udholdenhed: Det græske navneord hypomone bliver brugt i Bibelen til at betegne en modig, standhaftig eller tålmodig “udholdenhed” hos en person der ikke mister håbet til trods for hindringer, forfølgelse, prøvelser eller fristelser. Det beslægtede udsagnsord hypomeno, der gengives med “at holde ud”, betyder bogstaveligt “at forblive under”. Det bruges ofte i betydningen “at blive i stedet for at flygte; at stå fast; at holde ud; at være urokkelig”. (Mt 10:22; Ro 12:12; He 10:32; Jak 5:11) Når en kristen tålmodigt og urokkeligt udholder prøvelser med Guds hjælp, viser han at han har udholdenhed.

håb: Det græske ord elpis, der bruges her, har grundbetydningen “forventning om noget godt”. I denne sammenhæng nævner Paulus håb efter at have omtalt prøvelser, udholdenhed og en godkendt tilstand. Så han hentyder tydeligvis ikke til det håb man får når man første gang hører den gode nyhed fra Gud. Han hentyder derimod til et håb der er blevet styrket efter at en kristen har udholdt en prøvelse. Når en kristen trofast har udholdt en prøvelse, ved han at han har Guds godkendelse. Denne viden styrker det håb han fik til at begynde med. – He 6:11.

fører ikke til skuffelse: Det græske udtryk der har grundbetydningen “gør ikke til skamme”, viser at en person der har ægte tro på Gud, ikke vil komme til at føle skam eller blive skuffet. Den passive form af det samme græske udsagnsord (gengivet med “blive skuffet”) bruges i Ro 9:33; 10:11; 1Pe 2:6.

ugudelige: Eller “uærbødige; respektløse”. Udtrykket bruges ofte om onde mennesker (2Pe 2:5; Jud 4), men her bruges det om alle syndige mennesker der kan løskøbes, men som er fremmede for Gud. – Kol 1:21.

Slut ... fred: Det græske udtryk er blevet defineret som det “at ændre fjendskab til venskab; at blive forligt; at bringe tilbage til normale forhold eller i harmoni”. Så målet er at skabe en forandring ved, om muligt, at fjerne uvilje fra den forurettede persons hjerte. (Ro 12:18) Jesus’ pointe er at det at bevare et godt forhold til andre er en forudsætning for at have et godt forhold til Gud.

forsonet med Gud: Det græske udsagnsord katallasso, der bliver brugt to gange i dette vers og to gange i 2Kt 5:18, 19, har grundbetydningen “at bytte; at veksle”. Med tiden fik det betydningen “at ændre fjendskab til venskab”. Når det bruges om et menneskes forhold til Gud, er det i betydningen at bringe i harmoni igen eller at få til at blive godt igen. Paulus brugte dette udsagnsord da han talte om en kvinde der skulle “forsone sig med sin mand”, som hun havde forladt. (1Kt 7:11) Det beslægtede udsagnsord diallassomai forekommer i Mt 5:24, hvor Jesus siger at man skal ‘slutte fred med sin bror’ før man bringer sit offer til altret. (Se studienote til Mt 5:24). Mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til alle sine efterkommere. Derfor er menneskeheden fremmed for Gud – den har et fjendtligt forhold til Gud, der på grund af sine høje normer ikke kan se gennem fingre med forkerte handlinger. – Ro 5:12; 8:7, 8.

verden: I den ikkereligiøse græske litteratur er det græske ord kosmos nært forbundet med menneskeheden, og det gælder også i høj grad i Bibelen. (Se studienote til Joh 1:10). I denne sammenhæng refererer kosmos til hele verden af mennesker der kan løskøbes, og som i Joh 1:29 beskrives som værende skyldig i “synd”, dvs. synden der er nedarvet fra Adam.

fordi de alle syndede ...: I dette vers forklarer Paulus den grundlæggende sandhed om hvordan synd og død blev givet videre til alle mennesker. Hans forklaring stemmer overens med hovedtemaet i Romerbrevet: Gud er upartisk og giver alle syndige mennesker der tror på løskøbelsen ved Jesus, mulighed for at blive frelst. Paulus forklarer at både jøder og ikkejøder er syndere og må tro på Jehova Gud og på løskøbelsen ved hans Søn for at kunne blive betragtet som retfærdige af Gud. (Ro 1:16, 17) Her henviser verden til hele menneskeheden. (Se studienote til Joh 3:16). Tøveprikkerne i slutningen af verset (nogle videnskabelige udgaver af den græske tekst har et tegn med samme funktion her) indikerer at Paulus stopper op i sin argumentation, der ser ud til at fortsætte i vers 18. Sammenhængen af versene er åbenbart: I vers 12 begynder Paulus en sammenligning med Adam (ligesom alle blev syndere “gennem ét menneske”) og færdiggør sin argumentation i vers 18 (“sådan vil mennesker af alle slags også blive erklæret retfærdige og få liv som følge af én handling der retfærdiggør dem”) og i vers 19. På grund af Jesus’ trofaste liv på jorden, der endte med hans død, blev det altså muligt for mange der har tro, at opnå retfærdighed og frelse.

åndens lov ... syndens og dødens lov: I denne sammenhæng henviser ordet “lov” ikke til en bestemt lov, eller regel, som dem der fandtes i Moseloven. Det bruges her i en bredere betydning om et princip der styrer et menneskes handlinger – en stærk påvirkning der ligesom en lov får mennesker til at handle på en bestemt måde. (Se studienote til Ro 2:12). Paulus peger på kontrasten mellem to stærke påvirkninger: Guds ånds lov, der fører til liv, og det ufuldkomne køds lov, der fører til synd og død. Alle Adams efterkommere mærker den stærke påvirkning fra “syndens lov”, der gør dem tilbøjelige til at gøre forkerte ting. (Ro 7:23) Men i stedet for at lade sig styre af deres fysiske lyster kan de vælge at lade Guds ånds lov påvirke deres handlinger i en positiv retning. – Ro 7:21-25.

herskede døden som konge: Her beskrives døden som en “konge” der har hersket over mennesker siden Adams tid, og den hersker sammen med en anden “konge”, nemlig synden. (Ro 6:12) Disse konger tvinger billedligt talt menneskeheden til at følge deres “lov”, eller stærke indflydelse, i den forstand at den nedarvede ufuldkommenhed får mennesker til at synde, hvilket fører til død. (Ro 7:23; se studienote til Ro 8:2). Da Jesus kom til jorden og gav sit liv som en løsesum, begyndte den ufortjente godhed at herske som en mægtigere konge over dem der tager imod Guds gave, som til sidst vil “føre til evigt liv”. – Ro 5:15-17, 21.

herskede ... som konge: Mange oversættelser gengiver det græske udsagnsord basileuo, der bruges her, med “at herske” eller “at regere”. Den gengivelse er ikke forkert, men udsagnsordet er beslægtet med det græske navneord for “konge”, basileus. Derfor vil det i de fleste tilfælde være mest korrekt at oversætte det med “at herske som konge; at blive konge”. (Lu 19:14, 27) Det bruges om Jesus Kristus (Lu 1:33; 1Kt 15:25) og om Jehova Gud (Åb 11:15, 17; 19:6), der hersker som konger i himlen. Derudover bruges det også om de trofaste salvede kristne, der har håb om at “herske som konger over jorden”. (Åb 5:10; 20:4, 6; 22:5; Ro 5:17b) Men i denne sammenhæng bruger Paulus udtrykket i overført betydning om synd, død og ufortjent godhed.

ham der lignede den der skulle komme: Det første menneske, Adam, lignede Jesus Kristus, hvis komme blev forudsagt da Jehova Gud i Edens Have idømte Adam og Eva deres straf. (1Mo 3:15) Adam og Jesus var begge fuldkomne. De var også begge fædre: Adam blev far til hele den syndige menneskehed (1Mo 1:28), Jesus er far i den forstand at han er “livets Hovedformidler” og “Evig Far” for alle lydige mennesker. (ApG 3:15; Esa 9:6) Adam var ulydig mod Gud og blev far til en slægt af syndere. Deres Løskøber, Jesus, måtte være et fuldkomment menneske ligesom Adam for at kunne annullere deres gæld i form af synd. Det stemmer med princippet om “liv for liv”. (5Mo 19:21) Paulus skrev også i 1Kt 15:45: “Der står skrevet: ‘Det første menneske, Adam, blev et levende væsen.’ Den sidste Adam blev en livgivende ånd.” Det græske ord der er gengivet med “lignede”, er typos, som bogstaveligt betyder “billede” eller “mønster”. Så sætningen “ham der lignede den der skulle komme” kunne også gengives med “ham der er et billede (mønster) på den der skulle komme”. Der var derimod ingen lighed mellem Jesus’ absolutte lydighed mod Jehova Gud og den ulydighed Adam viste ved sit oprør.

én handling der retfærdiggør dem: Eller “én retfærdig handling”. Det græske ord dikaioma kan betegne en handling der lever op til kravene for hvad der er ret og retfærdigt. I denne sammenhæng henviser det til hele Jesus’ liv, hvor han var fuldstændigt trofast og loyal mod Gud, og dermed også til hans offer. Jesus var det eneste menneske der under prøvelser var retfærdigt i Guds øjne ved egen fortjeneste. Denne retfærdige handling førte til at han blev anerkendt som retfærdig af Gud. Det kvalificerede ham også til at tjene som Guds salvede Konge og Præst i himlen og dannede grundlaget for at de der tror på ham, kan blive erklæret retfærdige. – Ro 3:25, 26; 4:25; 5:17-19.

at mange blev erklæret retfærdige: Eller “en retfærdiggørelseshandling”. – Se studienote til Ro 5:18.

én handling der retfærdiggør dem: Eller “én retfærdig handling”. Det græske ord dikaioma kan betegne en handling der lever op til kravene for hvad der er ret og retfærdigt. I denne sammenhæng henviser det til hele Jesus’ liv, hvor han var fuldstændigt trofast og loyal mod Gud, og dermed også til hans offer. Jesus var det eneste menneske der under prøvelser var retfærdigt i Guds øjne ved egen fortjeneste. Denne retfærdige handling førte til at han blev anerkendt som retfærdig af Gud. Det kvalificerede ham også til at tjene som Guds salvede Konge og Præst i himlen og dannede grundlaget for at de der tror på ham, kan blive erklæret retfærdige. – Ro 3:25, 26; 4:25; 5:17-19.

Medieindhold