den tredje time på dagen: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

bedetimen: Det lader til at der blev bedt bønner ved templet i forbindelse med de ofre der blev bragt om morgenen og om aftenen. (2Mo 29:38-42; 30:7, 8) Lukas knytter “det tidspunkt hvor røgelsesofret blev bragt”, sammen med at “en stor forsamling stod udenfor og bad”. (Lu 1:10) Da Jehova i detaljer beskrev de ofre der skulle bringes hver dag, befalede han kong David at arrangere at præsterne og levitterne skulle ære, takke og lovprise Ham, og det indbefattede uden tvivl bøn. (1Kr 16:4; 23:30; 2Kr 29:25, 26) Røgelse og bønner var således nært forbundet med hinanden. (Sl 141:2; Åb 5:8; 8:3, 4) Til bedetimen samlede folk sig som regel i templets forgårde. Nogle kom sikkert for at blive renset af præsterne, mens andre kom for at være med til bønnerne og tilbedelsen i almindelighed. (Lu 2:22-38) Ifølge den rabbinske overlevering kastede præsterne lod om hvem af dem der ikke før havde frembåret røgelse, der skulle have denne forret, som man kun fik én gang i sit liv. Mens alle præsterne og levitterne stod samlet, gik den udvalgte præst højtideligt ind i Det Hellige, og præsterne og de der var i forgårdene, bad. Imens duften fra røgelsen steg op, fortsatte folket med at bede i dyb stilhed i omkring en halv time. (Lu 1:9, 10) “Bedetimen” blev derefter afsluttet med glæde, og det indbefattede at folket blev velsignet (4Mo 6:22-27), og at et kor af levitter sang den salme der skulle synges på den pågældende ugedag.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15. – Se studienote til ApG 2:15.

gaver: Eller “barmhjertighedsgaver”. Også i vers 3 og 10. Se Ordforklaring.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

nazaræeren: Se studienote til Mr 10:47.

Hovedformidler: Det græske ord der bruges her (archegos), kan gengives med “anfører; en der går i spidsen”. Det bruges fire gange i Bibelen og refererer hver gang til Jesus. (ApG 3:15; 5:31; He 2:10; 12:2) Det græske ord kan også henvise til en banebryder, som for eksempel en stifinder eller pioner, der går i forvejen og bereder vejen så andre kan følge den. Jesus er Mellemmand mellem Gud og mennesker og viser vejen til det evige liv, så man kan meget passende kalde ham en “pioner” der baner vejen for at vi kan få liv, eller livets Hovedformidler. Udtrykket der er gengivet med “Hovedformidler”, indikerer at den der fører an, har en officiel eller administrativ status som leder eller fyrste. (Et beslægtet ord bliver brugt om Moses i ApG 7:27, 35, hvor det er oversat med “leder”). Som ordet bruges her, indeholder det tanken om at Gud gør brug af en til at gennemføre sin vilje. Jesus blev “en dækkende løsesum” i bytte for mange. (1Ti 2:5, 6; Mt 20:28; ApG 4:12) Efter sin opstandelse kunne han som Ypperstepræst og Dommer forvalte værdien af løsesummen. Gennem løskøbelsen er det muligt for mennesker der viser at de tror på den, at blive befriet fra synd og død. Det er derfor gennem Jesus at opstandelsen af de døde vil finde sted. (Joh 5:28, 29; 6:39, 40) Det er sådan han baner vejen til evigt liv. (Joh 11:25; 14:6; He 5:9; 10:19, 20) Nogle bibeloversættere gengiver udtrykket med “Livets Kilde” eller “Livets Ophav”, men Bibelen viser tydeligt at de beskrivelser ikke passer på Jesus, for hans liv og myndighed stammer fra Gud, og han bliver brugt af Gud. – Sl 36:9; Joh 6:57; ApG 17:26-28; Kol 1:15; Åb 3:14.

angre: Det græske ord der er brugt her, kan gengives “at skifte holdning”, tilkendegive en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng vedrører det at “angre” en persons forhold til Gud. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Vis ... i handling at I har angret: Hentyder til at de der lyttede til Johannes, i handling og gennem andre synlige tegn skulle vise at de angrede eller ændrede mening. – Lu 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

omvendt: Det græske ord epistrofe der bliver brugt her, kommer af et udsagnsord der betyder “at vende tilbage; at vende om”. (Joh 12:40; 21:20; ApG 15:36) Brugt i en åndelig kontekst kan det indebære det at vende sig mod eller vende tilbage til den sande Gud, ligesom man må vende sig bort fra afguder og falske guder. (Dette udsagnsord forekommer i ApG 3:19; 14:15; 15:19; 26:18, 20; 2Kt 3:16). I 1Ts 1:9 bruges udsagnsordet i sætningen “hvordan I forlod jeres afguder og vendte om til Gud”. Anger går forud for omvendelse. – Se studienoter til Mt 3:2, 8; ApG 3:19; 26:20.

angre: Det græske ord der bruges i denne forbindelse, kan bogstaveligt gengives med “at skifte holdning”, hvilket hentyder til at ændre tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng er opfordringen til at “angre” forbundet med udtrykket og vende sig til Gud og henviser derfor til en persons forhold til Gud. Hvis en person skal vise ægte anger, må han leve på en måde der stemmer med hans anger. Med andre ord må hans handlinger tydeligt vise en ændring i hans tankegang og indstilling. – Se studienoter til Mt 3:2, 8; Lu 3:8 og Ordforklaring: “Anger”.

Jehova: I dette citat fra 5Mo 18:15 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. Det er interessant at bemærke at dér hvor dette citat forekommer i et tidligt fragment af Septuaginta (i samlingen Papyrus Fouad Inv. 266), er Guds navn skrevet med hebraisk kvadratskrift () i den græske tekst. Dette fragment er dateret til det første århundrede f.v.t. (Se Tillæg A5). Desuden anvendes tetragrammet her i en række oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{7, 8, 10-12, 14-18, 20, 22-24, 28} i Tillæg C4). Så selvom der i eksisterende græske håndskrifter her står ordet Kyrios (Herre), er der gode grunde til at bruge Guds navn i hovedteksten. – Se Tillæg C.

I skal ... angre og vende om: Det græske ord metanoeo, der oversættes med “angre”, indeholder tanken om “at ændre sind” og betyder at man ændrer tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng indbefatter anger et ønske om at reparere eller genoprette sit forhold til Jehova. En der har syndet, og som angrer oprigtigt, fortryder inderligt det forkerte han eller hun har gjort, og er besluttet på ikke at begå synden igen. (2Kt 7:10, 11; se studienoter til Mt 3:2, 8). Ægte anger får også synderen til at “vende om” ved at holde op med at gøre det forkerte og i stedet leve på en måde som Gud synes om. Både på hebraisk og græsk betyder udsagnsordene der er oversat med “at vende om” (hebraisk: shuv; græsk: strefo; epistrefo), “at vende tilbage; at vende om” i bogstavelig forstand. (1Mo 18:10; 50:14; Ru 1:6; ApG 15:36) Når ordet bruges til at betegne en positiv åndelig udvikling, kan det betyde at man efter at have gjort noget forkert vender om og genopretter sit gode forhold til Gud. – 1Kg 8:33; Eze 33:11; se studienoter til ApG 15:3; 26:20.

tilgivet: Bogst.: “slettet ud”. Det græske udsagnsord der anvendes her, er blevet defineret som “at få noget til at gå væk ved at tørre det af”. I Bibelen forekommer det i forbindelse med at tørre tårer af nogens øjne (Åb 7:17; 21:4) og slette navne fra livets bog (Åb 3:5). I denne sammenhæng indeholder det tanken om “at fjerne noget uden at man kan se sporene efter det”. Ifølge nogle bibelforskere tænkes der her på at noget der er skrevet i hånden, viskes ud. – Se også Kol 2:14, hvor det samme græske ord er gengivet med “slettede”.

fra Jehova selv: I tilgængelige græske håndskrifter står der bogstaveligt “fra Herrens ansigt”. (Se Tillæg C). Sammenhængen i ApG 3:17-22 viser at “Herren” ikke refererer til Jesus, men til Jehova Gud, den der ville ‘sende Kristus’. (ApG 3:20) Det græske ord for “Herre” (Kyrios) anvendes også i ApG 3:22 i et citat fra 5Mo 18:15, hvor tetragrammet forekommer i den originale hebraiske tekst. (Se studienote til ApG 3:22). I De Hebraiske Skrifter er ordene “Jehovas ansigt” på grundsproget en kombination af det hebraiske ord for “ansigt” og tetragrammet. – 1Mo 3:8; 2Mo 34:24; Dom 5:5; Sl 34:16; Kl 4:16; se Tillæg C3 introduktion; ApG 3:19.

perioder: Eller “fastsatte tider”. Det græske ord kairos (her er flertalsformen oversat med “perioder”) kan referere til et bestemt tidspunkt, en fastsat tidsperiode eller “en periode” som er kendetegnet af bestemte ting eller begivenheder. (Mt 13:30; 21:34; Mr 11:13) Det græske udtryk bruges om “den fastsatte tid” for begyndelsen af Jesus’ tjeneste (Mr 1:15) eller den “fastsatte tid” for hans død (Mt 26:18, fdn.). Det bruges også om fremtidige tidspunkter eller perioder i Guds ordning eller tidsplan, især i forbindelse med Kristus’ nærværelse og hans rige. – ApG 1:7; 1Ts 5:1.

Han skal forblive i himlen: Eller “Himlen skal beholde ham”. Dette refererer åbenbart til den periode hvor Jesus skulle vente ved Guds højre hånd i himlen indtil genoprettelsen ville finde sted. – Sl 110:1, 2; Lu 21:24; He 10:12, 13.

den tid ... hvor alt ... skal genoprettes: Det græske ord for “genopretning” (apokatastasis) kommer af apo, der betyder “tilbage” eller “igen”, og kathistemi, der ordret betyder “at sætte ned”. Det tilsvarende udsagnsord er oversat med “genopretter” i ApG 1:6. Josefus brugte det græske ord for “genopretning” da han omtalte jødernes hjemkomst fra eksilet i Babylon. I papyrusskrifter bruges det om restaurering af visse bygninger, tilbagegivelse af ejendom til de rette ejere og opgørelse af regnskaber. Det fremgår ikke specifikt af ApG 3:21 hvad det er der skal genoprettes, så for at finde ud af hvad ordet alt dækker over, må man undersøge det Gud har talt om gennem sine profeter i fortiden. Genoprettelse er et tilbagevendende tema i de hebraiske profeters skrifter. Gennem disse profeter lovede Jehova at landet ville blive genoprettet og beboet igen, at det ville blive frugtbart og være beskyttet mod vilde dyr og fjendtlige angreb. Han beskrev det genoprettede land som et paradis! (Esa 65:25; Eze 34:25; 36:35) Frem for alt ville templet blive bygget op igen, og den rene tilbedelse ville blive genindført. (Esa 2:1-5; Mik 4:1-5) Den forudsagte genoprettelse ville både være åndelig og fysisk.

Jehova: I dette citat fra 5Mo 18:15 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. Det er interessant at bemærke at dér hvor dette citat forekommer i et tidligt fragment af Septuaginta (i samlingen Papyrus Fouad Inv. 266), er Guds navn skrevet med hebraisk kvadratskrift () i den græske tekst. Dette fragment er dateret til det første århundrede f.v.t. (Se Tillæg A5). Desuden anvendes tetragrammet her i en række oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{7, 8, 10-12, 14-18, 20, 22-24, 28} i Tillæg C4). Så selvom der i eksisterende græske håndskrifter her står ordet Kyrios (Herre), er der gode grunde til at bruge Guds navn i hovedteksten. – Se Tillæg C.

barnet: Eller “barnets sjæl”, som i fodnoten. Det er første forekomst af det græske ord psyche, der i nogle bibeloversættelser gengives med “sjæl”. Her henviser det til en persons liv. Udtrykket ville slå barnet (eller “barnets sjæl”) ihjel kan også gengives med at “efterstræbe nogens sjæl”. – 2Mo 4:19, fdn.; se Ordforklaring: “Sjæl”.

at redde et liv eller at slå ihjel: Eller “at redde eller at dræbe en sjæl”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

et liv: Eller “en sjæl”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

enhver: Eller “enhver sjæl”. Det græske ord psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”, henviser her til et individ eller en person. (Se Ordforklaring: “Sjæl”). Dette er et af flere vers i De Kristne Græske Skrifter der omtaler “sjælen” (psyche) som dødelig og forgængelig. – Se studienoter til Mt 2:20; Mr 3:4; Lu 6:9.

dit afkom: Eller “dine efterkommere”.