samtidig ønsker vi at iføre os det andet: Paulus og andre salvede kristne ‘længtes efter’ at blive oprejst til himlen som udødelige åndeskabninger. (2Kt 5:2) Gud havde givet dem et inderligt håb om himmelsk liv, men det betød ikke at de ønskede at dø. Paulus omtalte sin jordiske krop som et telt og sagde at han ‘ikke havde lyst til at afføre sig dette’. (Se studienote til 2Kt 5:1). Dvs. at de ikke var ivrige efter at dø bare for at blive fri for de begrænsninger der er forbundet med livet på jorden, såvel som det ansvar og de prøvelser deres tjeneste førte med sig. (Se studienote til 2Kt 5:3). Paulus’ ord om at ‘vi ønsker at iføre os det andet’, viser at salvede kristne længes efter at leve i himlen. De er ivrige efter, sammen med Kristus Jesus, at tjene Jehova for evigt. – 1Kt 15:42-44, 53, 54; Flp 1:20-24; 2Pe 1:4; 1Jo 3:2, 3; Åb 20:6.

vores jordiske hus, dette telt: Her bruger Paulus et bogstaveligt telt som metafor for en salvet kristens menneskekrop. Et telt der kan foldes sammen, er noget midlertidigt og forholdsvist skrøbeligt, og salvede kristnes jordiske krop er ligeledes noget der er dødeligt, forgængeligt og midlertidigt. Men de ser frem til “en bygning fra Gud”, dvs. et åndeligt legeme der er evigt og uforgængeligt. – 1Kt 15:50-53; se også 2Pe 1:13, 14; se studienote til 2Kt 5:4.

revet ned: Eller “opløst”. I forbindelse med at Paulus sammenligner menneskekroppen med et bogstaveligt telt, kan det græske ord katalyo også oversættes med “skilt ad; taget ned”.

denne jordiske bolig: Eller “dette jordiske hus”. Det græske ord oiketerion forekommer kun her og i Jud 6, hvor det er gengivet med “bolig”.

den fra himlen: Eller “vores bolig fra himlen; vores himmelske bolig”. – Se studienote til 2Kt 5:1.

vores jordiske hus, dette telt: Her bruger Paulus et bogstaveligt telt som metafor for en salvet kristens menneskekrop. Et telt der kan foldes sammen, er noget midlertidigt og forholdsvist skrøbeligt, og salvede kristnes jordiske krop er ligeledes noget der er dødeligt, forgængeligt og midlertidigt. Men de ser frem til “en bygning fra Gud”, dvs. et åndeligt legeme der er evigt og uforgængeligt. – 1Kt 15:50-53; se også 2Pe 1:13, 14; se studienote til 2Kt 5:4.

samtidig ønsker vi at iføre os det andet: Paulus og andre salvede kristne ‘længtes efter’ at blive oprejst til himlen som udødelige åndeskabninger. (2Kt 5:2) Gud havde givet dem et inderligt håb om himmelsk liv, men det betød ikke at de ønskede at dø. Paulus omtalte sin jordiske krop som et telt og sagde at han ‘ikke havde lyst til at afføre sig dette’. (Se studienote til 2Kt 5:1). Dvs. at de ikke var ivrige efter at dø bare for at blive fri for de begrænsninger der er forbundet med livet på jorden, såvel som det ansvar og de prøvelser deres tjeneste førte med sig. (Se studienote til 2Kt 5:3). Paulus’ ord om at ‘vi ønsker at iføre os det andet’, viser at salvede kristne længes efter at leve i himlen. De er ivrige efter, sammen med Kristus Jesus, at tjene Jehova for evigt. – 1Kt 15:42-44, 53, 54; Flp 1:20-24; 2Pe 1:4; 1Jo 3:2, 3; Åb 20:6.

ikke længere skal være nøgne: Paulus vidste at han og andre salvede kristne der døde før Kristus’ nærværelse, for en tid ville være “nøgne”, eller mangle tøj, i døden. De ville hverken leve et liv som kødelige mennesker eller som åndeskabninger, men sove i Graven. Men hvis de havde været trofaste mens de levede på jorden, ville de ikke forblive “nøgne” i døden. De var derimod garanteret en opstandelse i fremtiden; de ville “iføre” sig et åndeligt legeme for at få deres “hjem hos Herren”. – 2Kt 5:1-8; se studienote til 2Kt 5:4.

samtidig ønsker vi at iføre os det andet: Paulus og andre salvede kristne ‘længtes efter’ at blive oprejst til himlen som udødelige åndeskabninger. (2Kt 5:2) Gud havde givet dem et inderligt håb om himmelsk liv, men det betød ikke at de ønskede at dø. Paulus omtalte sin jordiske krop som et telt og sagde at han ‘ikke havde lyst til at afføre sig dette’. (Se studienote til 2Kt 5:1). Dvs. at de ikke var ivrige efter at dø bare for at blive fri for de begrænsninger der er forbundet med livet på jorden, såvel som det ansvar og de prøvelser deres tjeneste førte med sig. (Se studienote til 2Kt 5:3). Paulus’ ord om at ‘vi ønsker at iføre os det andet’, viser at salvede kristne længes efter at leve i himlen. De er ivrige efter, sammen med Kristus Jesus, at tjene Jehova for evigt. – 1Kt 15:42-44, 53, 54; Flp 1:20-24; 2Pe 1:4; 1Jo 3:2, 3; Åb 20:6.

ikke længere skal være nøgne: Paulus vidste at han og andre salvede kristne der døde før Kristus’ nærværelse, for en tid ville være “nøgne”, eller mangle tøj, i døden. De ville hverken leve et liv som kødelige mennesker eller som åndeskabninger, men sove i Graven. Men hvis de havde været trofaste mens de levede på jorden, ville de ikke forblive “nøgne” i døden. De var derimod garanteret en opstandelse i fremtiden; de ville “iføre” sig et åndeligt legeme for at få deres “hjem hos Herren”. – 2Kt 5:1-8; se studienote til 2Kt 5:4.

vores jordiske hus, dette telt: Her bruger Paulus et bogstaveligt telt som metafor for en salvet kristens menneskekrop. Et telt der kan foldes sammen, er noget midlertidigt og forholdsvist skrøbeligt, og salvede kristnes jordiske krop er ligeledes noget der er dødeligt, forgængeligt og midlertidigt. Men de ser frem til “en bygning fra Gud”, dvs. et åndeligt legeme der er evigt og uforgængeligt. – 1Kt 15:50-53; se også 2Pe 1:13, 14; se studienote til 2Kt 5:4.

et forskud på det der vil komme: Eller “et pant på det der vil komme; en garanti for det der vil komme”. De tre gange det græske ord arrabon forekommer i De Kristne Græske Skrifter, har alle at gøre med Guds salvelse af kristne med ånden, dvs. Guds hellige ånd, eller aktive kraft. (2Kt 5:5; Ef 1:13, 14) Den særlige måde den hellige ånd virker på, er som en forudbetaling. Salvede kristne er overbevist om det håb de har, fordi de har modtaget dette forskud. Den fulde betaling, eller belønning, får de når de ifører sig et uforgængeligt himmelsk legeme. (2Kt 5:1-5) Det indbefatter også gaven udødelighed. – 1Kt 15:48-54.

et forskud på det der skal komme: Eller “et pant på det der skal komme; en garanti for det der skal komme”. – Se studienote til 2Kt 1:22.

vi lever efter det vi tror, ikke efter det vi ser: Eller “vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser”. I Bibelen bliver det “at vandre” ofte brugt i overført forstand i betydningen “at leve; at handle; at følge en bestemt livsvej”. Så det at ‘leve efter det man tror’, betyder at man følger en livsvej der er ledet af tro og tillid til Gud og til det han har åbenbaret. Her bliver det sat op som en modsætning til det at ‘leve efter det man ser’, dvs. en livsvej der er ledet af det man kan se, eller af ydre omstændigheder. I denne sammenhæng tænkte Paulus på salvede kristne. De kunne ikke se deres himmelske belønning med deres bogstavelige øjne, men deres tro var velfunderet. Alle kristne bør lade deres livsvej være ledet af tro.

Kristus’ dommersæde: I Ro 14:10 nævner Paulus “Guds dommersæde”. Men Jehova dømmer gennem sin Søn (Joh 5:22, 27), så derfor kaldes det her “Kristus’ dommersæde”. På de første kristnes tid var et dommersæde (græsk: bema) som regel en udendørs platform som man gik op til ad en trappe. Siddende myndighedspersoner kunne tale til folkemængden og bekendtgøre deres afgørelser fra denne platform. (Mt 27:19; Joh 19:13; ApG 12:21; 18:12; 25:6, 10) Paulus’ brug af udtrykket her kan have mindet korintherne om det respektindgydende dommersæde i Korinth. – Se Ordforklaring: “Dommersæde” og Mediegalleri: “Dommersæde i Korinth”.

dårligt: Eller “slet”. Det græske ord der her er gengivet med “dårligt”, eller “slet”, er faulos. I nogle sammenhænge kan det indeholde tanken om at “være ond i betydningen at have en lav eller forkastelig moral”. Paulus viser at alle mennesker må vælge om de vil gøre det der er godt, eller det der er dårligt, dvs. leve efter Guds normer eller ignorere dem.

respekt for Herren: I denne sammenhæng refererer “Herren” åbenbart til Jesus Kristus. I det foregående vers nævner Paulus at vi alle skal “stilles frem for Kristus’ dommersæde”. (Se studienote til 2Kt 5:10). Esajas profeterede om Jesus’ rolle som Dommer. (Esa 11:3, 4) “Respekt for Herren” udspringer af inderlig kærlighed til og dyb respekt for Jehova, der har udnævnt Jesus som Dommer. – Joh 5:22, 27.

kan se hvad vi indeholder: Paulus var overbevist om at Gud vidste hvilken slags mennesker han og hans medarbejdere var. Her håber Paulus at korintherne også kan se at disse brødre havde et godt motiv og en god og acceptabel opførsel.

Kristus’ dommersæde: I Ro 14:10 nævner Paulus “Guds dommersæde”. Men Jehova dømmer gennem sin Søn (Joh 5:22, 27), så derfor kaldes det her “Kristus’ dommersæde”. På de første kristnes tid var et dommersæde (græsk: bema) som regel en udendørs platform som man gik op til ad en trappe. Siddende myndighedspersoner kunne tale til folkemængden og bekendtgøre deres afgørelser fra denne platform. (Mt 27:19; Joh 19:13; ApG 12:21; 18:12; 25:6, 10) Paulus’ brug af udtrykket her kan have mindet korintherne om det respektindgydende dommersæde i Korinth. – Se Ordforklaring: “Dommersæde” og Mediegalleri: “Dommersæde i Korinth”.

dem der er stolte af det ydre: Det græske udsagnsord der her er oversat med “er stolte” (kauchaomai), bliver ofte brugt i betydningen selvisk stolthed, som når man praler. Det bruges flere gange i Paulus’ breve til korintherne. Bibelen viser at ingen har grund til at være stolt af sig selv og prale af det man udretter. (Jer 9:23, 24) Apostlen Paulus giver menigheden en kraftig vejledning og siger at de kun skal være stolte af Jehova Gud og det han har gjort for dem. – 1Kt 1:28, 29, 31; 4:6, 7; 2Kt 10:17.

Hvis vi talte ufornuftigt, var det for Gud: Paulus anvender her et græsk udsagnsord der bogstaveligt betyder “at være ude af sig selv; at være ved siden af sig selv”. Det kan være at Paulus blot refererer til det han roser sig af senere i brevet, hvor han forsvarer at han er kvalificeret til at være apostel, noget som hans modstandere havde sat spørgsmålstegn ved. (2Kt 11:16-18, 23) Selvom Paulus var fuldt ud kvalificeret, havde han det ikke godt med at rose sig selv, eller prale. Han gjorde det ikke på grund af stolthed. Nej, det var “for Gud”, for at kunne forsvare sandheden og beskytte menigheden mod dårlig indflydelse. Paulus var derimod ‘fornuftig’ og havde et afbalanceret syn på sig selv. (Se også ApG 26:24, 25; Ro 12:3). Dem han underviste, havde stor gavn af at han var fornuftig, og han kunne med rette sige at det var ‘for deres skyld’.

Den kærlighed Kristus har: Eller “Kristus’ kærlighed”. Den græske formulering kan enten betyde “den kærlighed Kristus viser os”, eller “den kærlighed vi viser Kristus”. Nogle mener at begge betydninger er mulige. Sammenhængen viser dog at vægten ligger på den kærlighed Kristus har vist. – 2Kt 5:15.

forpligter os: Eller “tvinger os”. Det græske udsagnsord betyder bogstaveligt “at holde sammen” og kan indeholde tanken om “at have fortsat kontrol over nogen eller noget; at presse; at tilskynde på det kraftigste”. Den kærlighed Kristus viste da han gav sit liv for os, er så unik at jo mere en kristens værdsættelse vokser, jo dybere berørt bliver han i sit hjerte. Det var i den forstand at Kristus’ kærlighed kontrollerede Paulus. Den fik ham til at afvise selviske ønsker og til at fokusere på at tjene Gud og sine medmennesker både inden for og uden for menigheden. – Se også studienote til 1Kt 9:16.

nødt til: Eller “forpligtet til”. Paulus havde fået til opgave at forkynde, og han følte sig forpligtet til at udføre dette arbejde. (ApG 9:15-17; Ga 1:15, 16) Det græske ord der på dansk er gengivet med “nødt til”, kan også oversættes med “nødvendigt”. (Ro 13:5) Paulus fortsætter med ordene: Ve mig hvis jeg ikke forkynder den gode nyhed! Han bruger det græske ord der her er gengivet med “ve”, for at udtrykke hvor fortvivlet han ville være hvis han ikke fuldførte den opgave der var blevet pålagt ham. Hans liv afhang ligefrem af om han forblev loyal. (Se også Eze 33:7-9, 18; ApG 20:26). Paulus kan have haft det Jeremias og Amos sagde, i tanke. (Jer 20:9; Am 3:8) Hans motiv til at forkynde var dog kærlighed, ikke ren og skær pligt. – 2Kt 5:14, 20; Flp 1:16.

ud fra et rent menneskeligt synspunkt: Eller “ud fra et kødeligt synspunkt”. Bogst.: “efter kødet”. I denne sammenhæng kan det græske ord for “kød” (sarx) anvendes i en bred betydning om de begrænsninger der er forbundet med at være menneske, deriblandt den måde man ræsonnerer på, og de ting man udretter. (Se studienoter til Ro 3:20; 8:4). Paulus’ pointe var at kristne ikke skulle vurdere andre på baggrund af position, velstand, race, nationalitet eller lignende faktorer. Kristus døde jo for alle, og derfor er sådanne menneskelige forskelle irrelevante. Det der betød noget, var det åndelige fællesskab blandt trosfæller. – Mt 12:47-50.

betragter vi ham slet ikke på den måde længere: Enhver kristen der i første omgang havde betragtet Jesus fra et kødeligt, eller menneskeligt, synspunkt – idet han håbede at han var kommet for at genoprette jødernes jordiske rige – holdt op med at se ham i det perspektiv. (Joh 6:15, 26) De kristne forstod derimod at Jesus havde givet sin kødelige krop som en løsesum, og at han nu var en livgivende ånd. – 1Kt 15:45; 2Kt 5:15.

kødet: I Bibelen bruges ordet “kød” på forskellige måder. Det kan henvise til mennesker af kød og blod uden at hentyde til synd og ufuldkommenhed. (Joh 1:14; 3:6; 17:2) Men ofte henviser det til menneskers ufuldkomne, syndige tilstand, hvilket også er tilfældet i denne sammenhæng. I de foregående kapitler knytter Paulus de “fysiske ønsker”, eller kødet, sammen med de “syndige lidenskaber” der var “aktive i [deres] krop”. (Ro 6:19; 7:5, 18, 25) I de følgende vers (Ro 8:5-13) stiller Paulus de fysiske lyster op som kontrast til ånden, dvs. Guds hellige ånd. – En anden måde ordet “kød” bruges på, findes i studienote til Ro 1:3; Ro 2:28.

ingen: Bogst.: “intet kød”. Det græske ord sarx bruges her om et menneske, et levende væsen af kød og blod. Se studienoter til Joh 3:6; 17:2.

forenet med Kristus: Bogst.: “i Kristus”. Alle salvede kristne er ét med Jesus Kristus. (Joh 17:21; 1Kt 12:27) Dette helt specielle forhold opstår når Jehova drager enkeltpersoner til sin Søn og lader dem blive født igen som følge af hellig ånd. – Joh 3:3-8; 6:44.

er han derfor en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Selvom der ikke er blevet skabt nye fysiske ting siden slutningen af den sjette skabelsesdag (1Mo 2:2, 3), er der blevet skabt nye åndelige ting.

noget nyt er blevet til: Jesus blev Guds første ‘nye skabning’ da han blev salvet ved sin dåb som en åndsavlet Søn af Gud med udsigt til himmelsk liv. Derudover udgør Jesus og hans salvede medregenter samlet set den kristne menighed, som også er en ny åndelig skabning. – 1Pe 2:9.

Gud, der ... har sørget for at vi er blevet forsonet med ham: Alle mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til sine efterkommere. (Ro 5:12) Det førte til at de blev fremmede for Gud; de har fjendskab med Gud, hvis normer ikke giver rum for forkerte handlinger. (Ro 8:7, 8) De græske ord for “at forsone” og “forsoning” har grundbetydningen at “ændre; skifte ud”, og i denne sammenhæng refererer de til det at ændre et fjendtlig forhold til et venskabeligt, harmonisk forhold til Gud. Paulus viser her at Gud først forsonede dem Paulus omtaler som “vi” (dvs. Paulus, hans medarbejdere og alle salvede kristne), med ham gennem Kristus, dvs. gennem Kristus’ løsesum. Derefter siger Paulus at Gud ‘betroede dem den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham’. – Se studienote til Ro 5:10.

den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham: Det er muligt for mennesker at blive “forsonet med Gud fordi hans Søn døde for os”. (Ro 5:10) Den tjeneste der er omtalt, indbefatter et vigtigt budskab der skal hjælpe dem der er fremmede for Gud, til at få et fredeligt forhold til ham, at blive hans venner. – 2Kt 5:18-20; for at få en forklaring på udtrykket “tjeneste” (græsk: diakonia), se studienoter til ApG 11:29; Ro 11:13.

sætter højt: Eller “ærer”. Det græske udsagnsord doxazo (at ære; at give ære til), der er beslægtet med ordet doxa (ære; herlighed), bliver ofte brugt om det at ære, ophøje eller lovprise Gud. (Mt 5:16; 9:8; Mr 2:12; Lu 2:20; 5:25, 26; ApG 4:21; 11:18; Ro 15:6, 9) I denne sammenhæng kan udsagnsordet have forskellige betydningsnuancer, deriblandt “være stolt af; tage seriøst; få det bedste ud af”. Paulus viser at han sætter sin “tjeneste” meget højt, og han betragter det som den største ære at få lov at udføre den.

nødhjælp: Dette er det første tilfælde nævnt i Bibelen hvor kristne sender nødhjælp til medkristne i en anden del af verden. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bliver i ApG 12:25 gengivet med “nødhjælpsarbejdet” og i 2Kt 8:4 med “nødhjælp”. Den måde det græske ord diakonia bruges på i De Kristne Græske Skrifter, viser at de kristnes tjeneste har to sider. Den ene er “den tjeneste [en form af diakonia] at hjælpe andre til at blive forsonet” med Gud, det vil sige arbejdet med at forkynde og undervise. (2Kt 5:18-20; 1Ti 2:3-6) Den anden er den tjeneste man kan udføre for at hjælpe sine trosfæller, som det fremgår af dette vers. Paulus skrev: “Der er forskellige former for tjeneste [flertal af diakonia], men det er alligevel den samme Herre.” (1Kt 12:4-6, 11) Han viste at alle aspekter af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

forsonet med Gud: Det græske udsagnsord katallasso, der bliver brugt to gange i dette vers og to gange i 2Kt 5:18, 19, har grundbetydningen “at bytte; at veksle”. Med tiden fik det betydningen “at ændre fjendskab til venskab”. Når det bruges om et menneskes forhold til Gud, er det i betydningen at bringe i harmoni igen eller at få til at blive godt igen. Paulus brugte dette udsagnsord da han talte om en kvinde der skulle “forsone sig med sin mand”, som hun havde forladt. (1Kt 7:11) Det beslægtede udsagnsord diallassomai forekommer i Mt 5:24, hvor Jesus siger at man skal ‘slutte fred med sin bror’ før man bringer sit offer til altret. (Se studienote til Mt 5:24). Mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til alle sine efterkommere. Derfor er menneskeheden fremmed for Gud – den har et fjendtligt forhold til Gud, der på grund af sine høje normer ikke kan se gennem fingre med forkerte handlinger. – Ro 5:12; 8:7, 8.

gennem Kristus sørgede Gud for at en hel verden blev forsonet med ham: I nogle bibeloversættelser bliver denne sætning gengivet med “i Kristus sørgede Gud for at en hel verden blev forsonet med ham”. Men det græske forholdsord en, der bogstaveligt betyder “i”, har en meget bred betydning og skal altid forstås i henhold til sammenhængen. Det forrige vers (2Kt 5:18) viser tydeligt at det er “Gud, der gennem [græsk: dia] Kristus har sørget for at vi er blevet forsonet med ham”. I harmoni med det er en også i dette vers med rette oversat “gennem”.

en hel verden blev forsonet med ham: Menneskehedens verden har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til sine efterkommere. (Se studienote til 2Kt 5:18). Gud gør denne forsoning mulig gennem Kristus, dvs. gennem Jesus’ sonoffer. (Ro 5:10; 2Kt 5:21; Kol 1:21, 22) Jehova har udnævnt dem der er forenet med Kristus, til at være “ambassadører” i en fjendtligt indstillet verden og har betroet dem “den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham”. – 2Kt 5:18, 20.

det budskab at mennesker kunne blive forsonet med ham: Eller “ordet at mennesker kunne blive forsonet med ham”. Guds ord, eller budskab, til mennesker bliver beskrevet på flere forskellige måder for at vise bredden, betydningen og forskellige aspekter af indholdet. Her er det beskrevet som “det budskab at mennesker kunne blive forsonet med ham”. Det bliver også omtalt som “budskabet [bogst.: ordet] om Riget” (Mt 13:19), “budskabet om denne frelse” (ApG 13:26), “sandhedens ord” (Ef 1:13) og “Guds retfærdige ord” (He 5:13). Paulus viser her at han er taknemmelig for den forret det er at overbringe dette budskab om forsoning. Han siger at Gud “betroede os det budskab”, dvs. betroede det til Paulus og alle salvede kristne.

Gud, der ... har sørget for at vi er blevet forsonet med ham: Alle mennesker har brug for at blive forsonet med Gud fordi det første menneske, Adam, var ulydigt og gav synd og ufuldkommenhed videre til sine efterkommere. (Ro 5:12) Det førte til at de blev fremmede for Gud; de har fjendskab med Gud, hvis normer ikke giver rum for forkerte handlinger. (Ro 8:7, 8) De græske ord for “at forsone” og “forsoning” har grundbetydningen at “ændre; skifte ud”, og i denne sammenhæng refererer de til det at ændre et fjendtlig forhold til et venskabeligt, harmonisk forhold til Gud. Paulus viser her at Gud først forsonede dem Paulus omtaler som “vi” (dvs. Paulus, hans medarbejdere og alle salvede kristne), med ham gennem Kristus, dvs. gennem Kristus’ løsesum. Derefter siger Paulus at Gud ‘betroede dem den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med ham’. – Se studienote til Ro 5:10.

Vi er ... ambassadører: Paulus omtaler her sig selv og sine medarbejdere som “ambassadører på Kristus’ vegne”. På Bibelens tid kunne ambassadører og andre sendebud blive udsendt af flere forskellige grunde. Hvis man var truet af en fjende, kunne man sende ambassadører afsted for at se om man kunne undgå krig eller indgå aftaler om fredsbetingelser hvis der allerede var krig. (Esa 30:1-4; 33:7) På Paulus’ tid kunne folk, byer eller provinser i Romerriget sende ambassadører til Rom for at styrke venskabet, for at få hjælp, eller for at fremlægge en sag. Det græske udsagnsord for “at være (optræde som) ambassadør” (presbeuo) forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Ef 6:19, 20, hvor Paulus omtaler sig selv som ambassadør for den gode nyhed. I Lu 14:32 og 19:14 er det beslægtede navneord presbeia gengivet med “delegation”. Begge ord er beslægtet med ordet presbyteros, der betyder “ældre mand; ældste”. – Mt 16:21; ApG 11:30.

på Kristus’ vegne: Eller “i Kristus’ sted; i Kristus’ navn”. Efter at Kristus var blevet oprejst til himlen, blev hans trofaste disciple udnævnt til at udføre tjenesten i hans sted, som “ambassadører på Kristus’ vegne”. De blev først sendt til jøderne og så til folk fra nationerne, idet begge grupper var fremmede for den øverste Suveræn, Jehova. Disse salvede kristne tjener som ambassadører i en verden der ikke har fred med Gud. (Joh 14:30; 15:18, 19; Jak 4:4) I sit brev til efeserne, som Paulus skrev under sit første fangenskab i Rom (ca. 59-61 e.v.t.), beskrev han sig selv som en ‘ambassadør i lænker’. – Ef 6:20.

Den der ikke selv havde syndet: Dvs. Jesus, der aldrig syndede. Men Jehova gjorde ham til et syndoffer (bogst.: “til synd”) for vores skyld. Jehova sørgede for at Jesus døde som et syndoffer for at betale straffen for menneskehedens synd. (Se også 3Mo 16:21; Esa 53:12; Ga 3:13; He 9:28). Apostlen Johannes sagde om Jesus: “Han er et sonoffer [eller “soning”] for vores synder, ja, ikke kun for vores, men for hele verdens.” (1Jo 2:2) Israelitterne kunne nærme sig Gud gennem deres dyreofre, men kun i begrænset omfang; de kristne derimod har et langt bedre grundlag for at nærme sig Gud, nemlig Jesus Kristus’ offer. – Joh 14:6; 1Pe 3:18.

så vi ved hjælp af ham kunne blive retfærdige i Guds øjne: Ved hjælp af Jesus kan vi opnå en retfærdig, eller godkendt, stilling foran Gud. Paulus kan have tænkt på Esajas’ profeti angående Jehovas messianske tjener, der ville “føre mange til en retfærdig stilling”. – Esa 53:11.