Han blev så i hele to år: I løbet af denne periode på to år skrev Paulus sit brev til efeserne (Ef 4:1; 6:20), til filipperne (Flp 1:7, 12-14), til kolossenserne (Kol 4:18), til Filemon (Flm 9) og åbenbart også brevet til hebræerne. Det ser ud til at hans husarrest endte omkring år 61 da han sandsynligvis fik sin sag behandlet – måske af kejser Nero eller en der repræsenterede ham – og blev erklæret uskyldig. Som det var kendetegnet for Paulus, forblev han aktiv efter sin løsladelse. Det kan have været på dette tidspunkt at han foretog sin planlagte rejse til Spanien. (Ro 15:28) Omkring år 95 skrev Clemens af Rom at Paulus “kom til Vestens grænse”, dvs. grænsen for det romerske imperium. Af de tre breve Paulus skrev i perioden efter sin løsladelse (1. og 2. Timotheus og Titus), kan vi udlede at han muligvis besøgte Kreta, Efesos, Makedonien, Milet, Nikopolis og Troas. (1Ti 1:3; 2Ti 4:13; Tit 1:5; 3:12) Nogle mener at det var i Nikopolis i Grækenland at Paulus igen blev anholdt, og at han var tilbage i fængslet i Rom omkring år 65 e.v.t. Men denne gang så det ikke ud til at Nero viste nogen barmhjertighed. Rom var året forinden blevet hærget af en brand, og ifølge den romerske historiker Tacitus anklagede Nero falskeligt de kristne for at have påsat den. Nero iværksatte derefter en brutal forfølgelseskampagne mod de kristne. Da Paulus skrev sit andet og sidste brev til Timotheus, regnede han med at hans henrettelse var nært forestående, og derfor bad han Timotheus og Markus om at komme hurtigt. I den periode viste Lukas og Onesiforos stort mod og satte livet på spil for at besøge Paulus og opmuntre ham. (2Ti 1:16, 17; 4:6-9, 11) Det var sandsynligvis omkring år 65 e.v.t. at Paulus blev henrettet. Både mens han levede og da han døde, var Paulus et enestående vidne om “alt det Jesus fra begyndelsen gjorde og lærte andre”. – ApG 1:1.

jeg, Paulus, der er fange på grund af Kristus Jesus: Apostlen Paulus gjorde sine landsmænd rasende fordi han som en discipel af Jesus Kristus forkyndte for ikkejøder. Det førte til at han blev fængslet, først i Judæa og senere i Rom. (ApG 21:33-36; 28:16, 17, 30, 31) Derfor kunne han sige at han var fange på grund af Kristus Jesus ‘for folk fra nationernes skyld’. I løbet af de to år Paulus første gang sad fængslet i Rom (ca. 59-61 e.v.t.), skrev han flere breve. (Se studienote til ApG 28:30). I sit brev til efeserne henviser Paulus yderligere to gange til at han er i fængsel eller i lænker. – Ef 4:1; 6:20.

nationerne ...: Det ser ud til at tanken fortsætter i vers 14.

forvalter af Guds ufortjente godhed: Som “apostel for nationerne” var Paulus blevet forvalter af noget særligt. (Ro 11:13) Han sagde i virkeligheden til folk fra nationerne: “Jeg har fået ansvaret for at hjælpe jer til at få gavn af Guds ufortjente godhed.” Det græske udtryk der er oversat med “forvalter” (oikonomia), kan også oversættes med “administration”. – Ef 1:10; 3:9.

sådan som jeg ganske kort har skrevet om før: Paulus henviser åbenbart ikke til et andet brev, men til det han skrev tidligere i dette brev, for eksempel i Ef 1:9, 10 og 2:11-22.

hellige hemmeligheder: I Ny Verden-Oversættelsen er det græske ord mysterion 25 gange gengivet med “hellig hemmelighed”. Her står det i flertal, og det henviser til nogle sider af Guds hensigt som ikke bliver kendt før Gud ønsker det. Når det er Guds vilje at gøre det, afslører han disse hemmeligheder helt, men kun for dem han vælger at give forståelse af hemmelighederne. (Kol 1:25, 26) Når Gud har løftet sløret for sine hellige hemmeligheder, skal de til gengæld gøres kendt i det størst mulige omfang. Dette fremgår af at Bibelen i forbindelse med Guds “hellige hemmelighed” bruger udtryk som “forkynde”, ‘gøre kendt’, ‘åbenbare’ og “åbenbaring”. (1Kt 2:1; Ef 1:9; 3:3; Kol 1:25, 26; 4:3) “Guds hellige hemmelighed” havde primært som formål at udpege Jesus Kristus som den der var det lovede “afkom”, eller Messias. (Kol 2:2; 1Mo 3:15) Men den hellige hemmelighed har mange andre facetter, for eksempel hvilken rolle Jesus har i Guds hensigt. (Kol 4:3) Som Jesus viste ved denne lejlighed, er de “hellige hemmeligheder” forbundet med himlenes rige, eller ‘Guds rige’, den regering i himlen hvor Jesus vil herske som Konge. (Mr 4:11; Lu 8:10; se studienote til Mt 3:2). De Kristne Græske Skrifter bruger ikke ordet mysterion på samme måde som man gjorde i de gamle mysteriereligioner. Disse religioner, der ofte var baseret på de frugtbarhedskulter der var udbredte i det første århundrede e.v.t., lovede de tilbedende at de ville få udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne når de gennemgik nogle bestemte, hemmelighedsfulde ritualer. Disse hemmeligheder var tydeligvis ikke baseret på sandhed. Den der blev indviet i mysteriereligionerne, måtte aflægge ed på at holde hemmelighederne skjult så de kunne blive bevaret som et mysterium. I modsætning til dette skulle de hellige hemmeligheder i kristendommen forkyndes vidt og bredt. Nogle få steder bruges udtrykket i forbindelse med falsk tilbedelse, og her kunne det også gengives med “mysterium”. – Om de tre steder hvor mysterion bruges om falsk tilbedelse: Se studienoter til 2Ts 2:7; Åb 17:5, 7.

den hellige hemmelighed om sin vilje: Udtrykket “den hellige hemmelighed” bruges flere gange i Efeserbrevet. Helt overordnet handler “den hellige hemmelighed” om Jesus Kristus. (Kol 2:2; 4:3) Men den hellige hemmelighed har mange facetter, blandt andet: Jesus’ identitet som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds hensigt (1Mo 3:15); den himmelske regering, Guds messianske rige (Mt 13:11; Mr 4:11); menigheden af salvede kristne, som Kristus er hoved for (Ef 5:32; Kol 1:18; Åb 1:20); den plads de salvede har som Jesus’ medarvinger til Guds rige (Lu 22:29, 30); og det at de salvede bliver udvalgt blandt både jøder og ikkejøder (Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27). – Se studienoter til Mt 13:11; 1Kt 2:7.

folk fra nationerne: Dvs. ikkejøder. I det her vers fremhæver Paulus et aspekt af den hellige hemmelighed som blev gjort kendt for ham, og som han omtaler i Ef 3:3. (Se studienoter til Mt 13:11; Ef 1:9). Han gør det tydeligt at ikkejøder og troende jøder, som Paulus selv, sammen skulle være lemmer på den samme krop, dvs. Jesus krop – den kristne menighed som Jesus er hoved for. – Ef 1:22, 23; Kol 1:18.

tjenere: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt og vedholdende betjener andre. (Se studienote til Mt 20:26). I Ro 15:8 bruges udtrykket om Jesus. (Se studienote). I dette vers (1Kt 3:5) beskriver Paulus sig selv og Apollos som tjenere der hjalp korintherne til at blive troende. Deres tjeneste indebar, ligesom alle døbte kristnes tjeneste, at hjælpe mennesker til at få dækket deres åndelige behov. – Lu 4:16-21.

vi anbefaler os selv ... som Guds tjenere: I sit brev til de kristne i Korinth havde Paulus allerede omtalt sig selv og sine medarbejdere som “tjenere”. (Se studienoter til 1Kt 3:5; 2Kt 3:6). I denne sammenhæng indeholder det græske udsagnsord der er oversat med “vi anbefaler os selv”, tanken om at “vi beviser (viser) at vi er”. Nogle af dem der kom i menigheden i Korinth, viste sig ikke værdige til Guds ufortjente godhed. (2Kt 6:1, 3) Men Paulus og hans medarbejdere anbefalede, eller forsvarede, sig selv som Guds tjenere “på enhver måde”.

en tjener for denne hellige hemmelighed: Bogst.: “en tjener for den”. Sammenhængen antyder at der er tale om en tjener for den hellige hemmelighed der omtales i vers 3 og 4, men der kan også være tale om en tjener for “den gode nyhed” (Ef 3:6), der er nært forbundet med denne hellige hemmelighed (Ef 6:19). I sine breve omtaler Paulus ofte sig selv og sine medarbejdere som tjenere. – Se studienoter til 1Kt 3:5; 2Kt 6:4.

Guds ufortjente godhed: Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”.

en administration: Eller “en måde at administrere tingene på”. Det græske ord der bruges her (oikonomia), betyder bogstaveligt “en husholdning”, “en husforvaltning”. Det henviser ikke til et specifikt styre men til en måde at administrere eller forvalte tingene på. Den forståelse af udtrykket stemmer med den måde det bruges på i Ef 3:9. (Se også Lu 16:2; Ef 3:2 og Kol 1:25, hvor det samme græske ord er brugt). Denne administration er ikke det samme som Guds rige. Der er derimod tale om den måde Jehova administrerer alt det der har at gøre med hans universelle familie, på. Ved hjælp af administrationen vil de der skal herske med Jesus i himlen, blive indsamlet, og alle Guds tænkende skabninger vil blive forenet. Det vil føre til fred og enhed med Gud gennem Jesus Kristus.

hvordan Gud administrerer den hellige hemmelighed: Eller “administrationen af den hellige hemmelighed”. – Se studienote til Ef 1:10 for en beskrivelse af det græske ord for ‘administrere’ (oikonomia) der bliver brugt her.

Gennem menigheden: Den kristne menighed var en del af Guds hellige hemmelighed fordi det var Guds hensigt at udvælge nogle mennesker der skulle være arvinger sammen med Kristus til himmelsk herlighed. (Ef 3:5-9) Ved det Gud gør gennem, for og med menigheden, gør han sin visdom kendt for magterne og myndighederne i himlen. Englene betragter med forbløffelse og beundring hvordan den hellige hemmelighed lidt efter lidt bliver gjort kendt. Så man kan sige at “gennem menigheden” får englene mulighed for at se de mange sider af Guds visdom på en måde de ikke har set tidligere. – Se også 1Pe 1:10-12.

dem han har besluttet at kalde: Eller “dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede”. I grundteksten bruges det græske ord prothesis, der bogstaveligt betyder “at sætte foran”. Ordet forekommer også i Ro 9:11; Ef 1:11; 3:11. Guds hensigt, eller det han har besluttet, vil med sikkerhed gå i opfyldelse, og derfor kan han forudsige og på forhånd vide hvad der vil ske. (Esa 46:10) For eksempel vidste Jehova på forhånd at han ville “kalde” en gruppe af mennesker, men han har ikke forudbestemt specifikt hvilke personer der skulle udgøre denne gruppe. Han gør også noget aktivt for at sikre at hans hensigt bliver gennemført. – Esa 14:24-27.

evige hensigt: I den her sammenhæng henviser ordet “hensigt” til et specifikt mål som kan opnås på mere end en måde. Det har at gøre med Jehovas beslutning om at gennemføre det der oprindeligt var hans hensigt med mennesker og jorden, på trods af oprøret i Eden. (1Mo 1:28) Straks efter oprøret besluttede Jehova at denne hensigt skulle gennemføres ved hjælp af Kristus Jesus, vores Herre. Han forudsagde at der ville fremstå et “afkom” der skulle fjerne de skader som Guds fjender havde forvoldt. (1Mo 3:15; He 2:14-17; 1Jo 3:8) Det er en evig hensigt (bogst.: “tidsaldrenes hensigt”) af mindst to grunde: (1) Jehova, “evighedens Konge [bogst.: “tidsaldrenes Konge”]” (1Ti 1:17), lader flere tidsaldre gå før hele hans hensigt bliver gennemført, og (2) når hans hensigt er blevet gennemført, vil resultaterne være evige. – Se studienote til Ro 8:28.

frimodighed: Det græske ord parresia er også blevet gengivet med “stor frimodighed; tillid”. (ApG 28:31; 1Jo 5:14) Dette navneord, og det beslægtede udsagnsord parresiazomai, der ofte oversættes med “tale frimodigt”, og som også kan gengives med “optræde sikkert”, forekommer flere gange i Apostlenes Gerninger og viser hvad der kendetegnede de første kristnes forkyndelse. – ApG 4:29, 31; 9:27, 28; 13:46; 14:3; 18:26; 19:8; 26:26.

forkyndte: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form: almindeligvis en åben, offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds. Temaet i denne forkyndelse var Guds rige. I Apostlenes Gerninger forekommer udtrykket “Guds rige” seks gange. Den første forekomst er i ApG 1:3, hvor Jesus taler om dette rige i løbet af de 40 dage efter at han er blevet oprejst, og inden han stiger til himlen. Guds rige fortsatte med at være det gennemgående tema i apostlenes forkyndelse. – ApG 8:12; 14:22; 19:8; 28:23.

taler meget frimodigt: Eller “taler åbenhjertigt; taler ligeud”. Det græske ord parresia har grundbetydningen “frimodighed i tale”. Med andre ord siger Paulus til korintherne: “Jeg siger tingene som de er, til jer.” – Se studienote til ApG 28:31.

frimodighed til at tale: En kristen har “frimodighed til at tale” fordi han har et godt forhold til Jehova Gud. Han kan tale frit og tillidsfuldt med Gud i bøn fordi han har tro på hans Søn, Jesus Kristus, og på løskøbelsen. (He 4:16; 1Jo 5:14) I nogle sammenhænge kan det græske udtryk der er oversat med “frimodighed til at tale”, også henvise til at man åbent og frit taler om den kristne tro. – Se studienoter til ApG 4:13; 28:31; 2Kt 7:4.

på grund af de prøvelser jeg gennemgår for jeres skyld: Paulus udholdt prøvelser fordi han havde forkyndt for efeserne. Han viste at de åndelige velsignelser var prøvelserne værd. Hans eksempel opmuntrede dem til ikke at give op, og derfor kunne han sige at hans prøvelser var for deres skyld. (Se også Kol 1:24). Hvis Paulus på den anden side havde givet op da han blev forfulgt, ville nogle af de kristne i Efesos måske have gjort det samme fordi de tænkte at den kristne tro ikke var prøvelserne værd.

som enhver familie … skylder sit navn: Det græske ord der er oversat med “familie” (patria), er afledt af ordet for “far” (pater) og forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (Lu 2:4; ApG 3:25) Det har en bred betydning og er ikke begrænset til en persons nærmeste familie. I Septuaginta bruges det flere gange som oversættelse af et hebraisk ord der ud over at henvise til en familie også i udvidet forstand kan henvise til en stamme, et folk eller en nation. (4Mo 1:4; 1Kr 16:28; Sl 22:27 [21:28 (27), LXX]) Ved at sige at enhver familie “skylder [Gud] sit navn”, viser Paulus at alle mennesker, både jøder og ikkejøder, er skabt af Jehova, deres Far.

enhver familie i himlen: Jehova Gud, Faren i den himmelske familie, betragter englene som sønner. (Job 1:6; 2:1; 38:7) Ligesom han kalder de utallige stjerner ved navn (Sl 147:4), har han uden tvivl også givet hver engel et navn. – Dom 13:18.

enhver familie … på jorden: Enhver familie eller slægt “skylder [Gud] sit navn” fordi det var ham der skabte den første familie af mennesker og gjorde det muligt for Adam og Eva at få børn. (1Mo 1:28; Mt 19:4, 5) Men Paulus mener ikke at hver enkelt familie får sit navn af Jehova.

en erfaren håndværker: Eller “en erfaren håndværksmester”. Det græske ord architekton, der her er gengivet med “erfaren håndværker”, henviste generelt til en der stod for byggeriet, og som arbejdede på selve byggepladsen. Det var ham der ansatte håndværkerne og førte tilsyn med deres arbejde. I dette vers sammenligner Paulus sig selv med en håndværker der arbejder sammen med Gud om et åndeligt byggeri der frembringer kristne disciple med gode, solide egenskaber. (1Kt 3:9-16) Udtrykket forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Det beslægtede udtryk tekton bliver gengivet med “tømrer” og bruges om Jesus og hans adoptivfar, Josef. – Se studienoter til Mt 13:55; Mr 6:3.

få Kristus til at bo i jeres hjerte mens I viser kærlighed: Her opfordrer Paulus de kristne i Efesos til at lære Kristus at kende og elske ham ved at efterligne det han gjorde, og hans indstilling. (1Kt 2:16; 1Pe 2:21) Kristne der lod Kristus’ eksempel og lære påvirke deres tanker, følelser og handlinger, ville så at sige få ham til at bo permanent i deres symbolske hjerte, dvs. deres indre menneske. Ved at styrke deres kærlighed til Jesus ville de få større kærlighed til Jehova (Kol 1:15) og få en indre styrke (Ef 3:16) til at klare trosprøver.

blive rodfæstede og stå fast på jeres fundament: Paulus bruger her to ordbilleder for at understrege en pointe, ligesom han gør andre steder i Efeserne. (Ef 2:20-22; 4:16) Han viser at kristne må være stærke som et træ der er rodfæstet dybt i jorden, og solide som en bygning der står på et godt fundament. I Kol 2:7 bruger Paulus et lignende ordbillede da han siger: “Sørg for at blive rodfæstet, lad jer opbygge med Kristus som jeres fundament.” Og i 1Kt 3:11 beskriver Paulus det åndelige byggearbejde og sammenligner Jesus med et “fundament”. (Se studienote til 1Kt 3:10). Hvis efeserne skulle blive rodfæstede og stå fast på deres fundament, måtte de studere Guds ord flittigt, især den del der handlede om Jesus liv og undervisning. (Ef 3:18; He 5:12) Det ville give dem et nært venskab med Jehova. – Joh 14:9.

lære dig at kende: Eller “tilegne sig viden om dig; blive ved med at lære dig at kende”. Det græske udsagnsord ginosko betyder grundlæggende “at kende”, og her bruges udsagnsordet i nutid for at udtrykke tanken om en fortsat proces. Det kan betegne en proces hvor man “tilegner sig kundskab om nogen; lærer nogen at kende; bliver bedre bekendt med nogen”. Det kan også indeholde tanken om at gøre en fortsat anstrengelse for at lære en man allerede kender, endnu bedre at kende. I denne sammenhæng er der tale om at man får et dybere personligt forhold til Gud ved altid at lære mere om Gud og Kristus og få endnu mere tillid til dem. Det kræver helt klart mere end blot at vide hvem en person er, eller kende vedkommendes navn. Man må også finde ud af hvad personen kan lide og ikke kan lide, og kende hans værdier og normer. – 1Jo 2:3; 4:8.

I har lært Gud at kende: Mange af de kristne i Galatien havde “lært Gud at kende” fordi Paulus havde forkyndt for dem. Udsagnsordet der er oversat med “lært at kende” og “blevet kendt” i det her vers, kan betegne et godt forhold mellem to personer. (1Kt 8:3; 2Ti 2:19) Så “at kende” Gud handler ikke bare om at have en grundlæggende viden om Gud. Man må få et personligt forhold til ham. – Se studienote til Joh 17:3.

lære Kristus’ kærlighed at kende: I Bibelen bruges udtrykket “at kende” ofte i en bredere forstand end det at lære nogle kendsgerninger om noget eller nogen. (Se studienoter til Joh 17:3; Ga 4:9). I den her sammenhæng betyder “at kende” at man forstår hvor stor betydning “Kristus’ kærlighed” har, og at man selv har mærket og vist denne kærlighed. Det at man har kundskab, eller en intellektuel forståelse, betyder ikke at man virkelig forstår hvad der ligger i at kende Kristus’ personlighed. En der har en sådan forståelse, vil måske endda begynde at føle sig hævet over andre. (1Kt 8:1) Men en der ‘lærer Kristus’ kærlighed at kende, den som overgår al kundskab’, vil i sine tanker og handlinger forsøge at efterligne Jesus. Det vil hjælpe ham til at bruge sin kundskab på en afbalanceret, kærlig og opmuntrende måde.

Gud kan … gøre uendeligt meget mere: I Ef 3:14 begynder Paulus på en bøn. I afslutningen af den bøn, i vers 20 og 21, priser han Jehova. Han forklarer at når Gud svarer på vores bønner, er han ikke begrænset af hvad vi tror svaret på bønnen kan være. Måske har vi et problem vi ikke kan se nogen løsning på, men Gud kan gøre “uendeligt meget mere end vi beder om eller kan forestille os”. Han kan besvare vores bønner og opfylde sine løfter på måder som vi mennesker slet ikke kan forestille os eller forudse.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

Amen: Se studienote til Ro 1:25.