Det første brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Papyruskodeksen kendt som P⁴⁶ viser at afskrivere gjorde brug af titler på bibelbøger. Denne kodeks er den tidligst kendte samling af Paulus’ breve, ofte dateret til omkring år 200. Den indeholder ni af hans breve. I denne kodeks har Paulus’ første inspirerede brev til korintherne en titel der lyder: Pros Korinthious A (“Til korinthere 1”). (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”). Andre tidlige håndskrifter som Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede indeholder samme titel. I disse håndskrifter forekommer titlen både i begyndelsen af brevet og i slutningen.

Til efeserne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. – Se studienote til 1Kt Titel og Mediegalleri: “Paulus’ brev til efeserne”.

apostel: Se studienote til Ro 1:1.

de hellige: Se studienote til Ro 1:7.

i Efesos: Ordene findes i pålidelige gamle håndskrifter og gamle oversættelser men forekommer ikke i alle gamle græske håndskrifter. Nogle som går ud fra at ordene ikke er en del af den oprindelige tekst, mener at brevet blev skrevet til menigheden i Laodikea. (Kol 4:16) Men ingen af håndskrifterne indeholder ordene “til [eller: i] Laodikea”. Det er også interessant at de græske håndskrifter hvor man ikke finder ordene “i Efesos” i dette vers, alle sammen bruger overskriften “Til efeserne”. Derudover antog oldtidsforfattere at brevet var skrevet til efeserne. Desuden nævner ingen af håndskrifterne andre bynavne end Efesos her.

Efesos: På Bibelens tid var Efesos en rig handelsby som også var et vigtigt religiøst centrum. Byen lå ved Lilleasiens vestkyst, over for øen Samos. Efesos var hovedstad i den romerske provins Asien. – Se Ordforklaring, Tillæg. B13 og Mediegalleri: “Teatret i Efesos og området omkring”.

disciple af: Eller “i samhørighed med”. Bogst.: “i”. Det græske udtryk indeholder tanken om nærhed, harmoni og enhed. I sit brev til efeserne skriver Paulus flere gange at de salvede kristne er “i samhørighed med” eller “forenet med” Kristus. Det fremhæver den vigtige rolle Jesus har i forbindelse med at skabe enhed. – Se for eksempel Ef 1:4, 11; 2:13, 21.

hellige: I De Kristne Græske Skrifter omtales Kristus’ åndelige brødre i menighederne ofte som “hellige”. (ApG 9:13; 26:10; Ro 12:13; 2Kt 1:1; 13:13) Dette udtryk gælder dem der har fået et særligt forhold til Gud gennem den nye pagt ved “det blod der gør en evig pagt gyldig”, Jesus’ udgydte blod. (He 10:29; 13:20) På den måde helliger og renser Gud dem og betragter dem som “hellige”. Han regner dem for at være i denne tilstand fra begyndelsen af deres liv som salvede på jorden og ikke først efter deres død. Der er altså ikke noget bibelsk belæg for at enkeltpersoner eller en organisation kan erklære mennesker for “hellige” – eller “helgener”, som nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket. Peter siger at de “skal være hellige” fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 20:7, 26) Udtrykket “hellige” gælder alle dem der er i samhørighed med Kristus, og som skal være hans medarvinger. Mere end 500 år før Kristus’ disciple fik denne betegnelse, åbenbarede Gud at “Den Allerhøjestes hellige” skulle være Kristus’ medregenter. – Da 7:13, 14, 18, 27.

apostel: Det græske navneord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende; at sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Den grundlæggende betydning kommer tydeligt frem i Jesus’ udtalelse i Joh 13:16, hvor det er gengivet med “en der er sendt”. Paulus blev kaldet til at være apostel for nationerne, eller ikkejøderne, udvalgt direkte af den opstandne Jesus Kristus. (ApG 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23) Paulus forsvarede sin stilling som apostel ved at forklare at han havde set den opstandne Jesus Kristus (1Kt 9:1, 2), og at han havde udført mirakler (2Kt 12:12). Han bekræftede yderligere det faktum at han var en sand apostel, ved at viderebringe den hellige ånd til døbte troende. (ApG 19:5, 6) Til trods for at han ofte omtaler sin opgave som apostel, inkluderer han aldrig sig selv blandt “de tolv”. – 1Kt 15:5, 8-10; Ro 11:13; Ga 2:6-9; 2Ti 1:1, 11.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Se studienote til Ro 1:7.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (1Kt 1:3; 2Kt 1:2; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed” i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen, shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

i himlen: Paulus omtaler her salvede kristne som om de allerede havde fået “store åndelige velsignelser i himlen” selvom de stadig var på jorden. Sammenhængen viser at Gud havde ‘udnævnt dem til at være arvinger’ med Kristus og havde givet dem et forskud på deres himmelske arv. (Ef 1:11, 13, 14) Mens de salvede stadig er på jorden, er de blevet “oprejst”, eller ophøjet, ved at de har fået den særlige opgave. – Ef 1:18-20; 2:4-7.

verden blev grundlagt: Se studienote til Lu 11:50.

forenet med Kristus: Se studienote til Ef 1:1.

disciple af: Eller “i samhørighed med”. Bogst.: “i”. Det græske udtryk indeholder tanken om nærhed, harmoni og enhed. I sit brev til efeserne skriver Paulus flere gange at de salvede kristne er “i samhørighed med” eller “forenet med” Kristus. Det fremhæver den vigtige rolle Jesus har i forbindelse med at skabe enhed. – Se for eksempel Ef 1:4, 11; 2:13, 21.

verdens grundlæggelse: Det græske ord for “grundlæggelse” er gengivet “blive gravid” (eller “undfange”) i He 11:11, hvor det bruges i forbindelse med at “føde et barn”. Udtrykket “verdens grundlæggelse” henviser åbenbart til det tidspunkt hvor Adam og Eva satte børn i verden. Jesus kæder “verdens grundlæggelse” sammen med Abel, der tydeligvis var det første menneske der kunne løskøbes fra menneskehedens verden, og hvis navn har været skrevet i livets skriftrulle “fra verdens grundlæggelse”. – Lu 11:51; Åb 17:8; se studienote til Mt 25:34.

dem han har besluttet at kalde: Eller “dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede”. I grundteksten bruges det græske ord prothesis, der bogstaveligt betyder “at sætte foran”. Ordet forekommer også i Ro 9:11; Ef 1:11; 3:11. Guds hensigt, eller det han har besluttet, vil med sikkerhed gå i opfyldelse, og derfor kan han forudsige og på forhånd vide hvad der vil ske. (Esa 46:10) For eksempel vidste Jehova på forhånd at han ville “kalde” en gruppe af mennesker, men han har ikke forudbestemt specifikt hvilke personer der skulle udgøre denne gruppe. Han gør også noget aktivt for at sikre at hans hensigt bliver gennemført. – Esa 14:24-27.

adopteret som sønner: Bogst.: “sættes som søn” (græsk: huiothesia). Adoption var almindeligt kendt i den græske og romerske verden. Ofte var de der blev adopteret, ikke små børn men unge eller unge voksne. En herre kunne finde på at sætte sin slave fri for derefter at adoptere vedkommende. Den romerske kejser Augustus var adoptivsøn af Julius Cæsar. Paulus bruger begrebet adoption for at forklare den nye status som de der bliver kaldet og udvalgt af Gud, får. Alle efterkommere af den ufuldkomne Adam er slaver under synden, og de kan derfor ikke betragtes som Guds sønner. Men på baggrund af Jesus’ offer kan Jehova befri dem fra syndens slaveri, adoptere dem som sine sønner og gøre dem til Kristus’ medarvinger. (Ro 8:14-17; Ga 4:1-7) Paulus understreger dette ændrede forhold ved at forklare at de der bliver adopteret, råber: “Abba, Far!” Det var utænkeligt for en slave at bruge dette familiære udtryk over for sin herre. (Se studienote til Abba i dette vers). Det er Jehova der bestemmer hvem han vil adoptere som sine sønner. (Ef 1:5) Fra det øjeblik han salver dem med sin ånd, betragter han dem som sine børn. (Joh 1:12, 13; 1Jo 3:1) Men de må være trofaste gennem hele deres jordiske liv for at kunne opnå det privilegium det er at blive oprejst til liv i himlen som Kristus’ medarvinger. (Åb 20:6; 21:7) Derfor siger Paulus om dem at de “ivrigt venter på at blive adopteret som sønner, på at blive befriet fra [deres] krop ved hjælp af løsesummen”. – Ro 8:23.

adopteret som sønner: I De Kristne Græske Skrifter nævner Paulus adoption flere gange i forbindelse med den nye status som dem Gud kalder og udvælger, får. De mennesker kan se frem til udødeligt liv i himlen. Fordi de er efterkommere af den ufuldkomne Adam, er de trælle af synden og derfor ikke født som sønner af Gud. På grundlag af Jesus’ sonoffer kan de blive adopteret som sønner og blive “Kristus’ medarvinger”. (Ro 8:14-17) De vælger ikke selv om de vil adopteres som hans sønner, men det er Gud der udvælger dem fordi det er hans vilje. (Ef 1:5) Gud anerkender dem som sine børn, eller sønner, fra det øjeblik de ved hjælp af den hellige ånd bliver født igen. (Joh 1:12, 13; 1Jo 3:1) Men de må forblive trofaste så længe de lever som mennesker, før de kan blive adopteret som Guds åndelige sønner i fuld forstand. (Ro 8:17; Åb 21:7) Det er derfor Paulus siger: “Vi ... venter [ivrigt] på at blive adopteret som sønner, på at blive befriet fra vores krop ved hjælp af løsesummen.” (Ro 8:23, 15; se studienote til Ro 8:15). Det var meget almindeligt med adoption på Bibelens tid. I den græsk-romerske verden var adoption hovedsageligt til fordel for den der adopterede, og ikke for den der blev adopteret. Men Paulus understregede at Jehova kærligt har gjort dette til gavn for dem der bliver adopteret. – Ga 4:3, 4.

Han besluttede nemlig: I den græske tekst er det også muligt at kæde ordene sammen med det forrige vers så sætningen lyder: “I kærlighed [vers 5] besluttede han nemlig … .”

Han besluttede nemlig på forhånd: Jehova besluttede på forhånd at en gruppe af Kristus’ disciple skulle adopteres som Guds sønner og herske sammen med Jesus i himlen. Han besluttede at der skulle findes en sådan gruppe mennesker, men forudbestemte ikke hvem de enkelte personer i gruppen skulle være. Det aspekt af Jehovas hensigt fremgår af profetien i 1Mo 3:15, som Jehova kom med kort efter at Adam havde syndet. – Ga 3:16, 29; se studienote til Ro 8:28.

skulle adopteres som hans egne sønner: Se studienoter til Ro 8:15; Ga 4:5.

befriet med en løsesum: Se studienoter til Mt 20:28; Ro 3:24 og Ordforklaring: “Løsesum”.

hans blod: Dvs. Jesus Kristus’ blod. Nogle oversættelser bruger her ordet “død”, men ordet “blod”, som er den bogstavelige oversættelse, minder os om den bibelske lære om at blod kan sone synd. (Se Ordforklaring: “Soning”). På forsoningsdagen blev der bragt bestemte dyreofre. Ypperstepræsten tog noget af blodet fra ofrene med ind i Det Allerhelligste i telthelligdommen eller templet og frembar det foran Jehova. (3Mo 16:2-19) Paulus forklarer i sit brev til hebræerne at Jesus opfyldte det der var forudskildret ved forsoningsdagen. (He 9:11-14, 24, 28; 10:11-14) Ligesom ypperstepræsten på forsoningsdagen tog noget af ofrenes blod med ind i Det Allerhelligste, frembar Jesus værdien af sit udgydte blod foran Jehova i himlen.

fordi Guds ufortjente godhed er så uendeligt stor: Eller “på grund af Guds ufortjente godheds rigdom”. Efesos var en meget rig by, men Paulus understreger i sit brev at ægte rigdom er af åndelig art og er forbundet med Guds ufortjente godhed. (Ef 1:18; 2:7; 3:8) Paulus bruger det græske udtryk der er gengivet med “ufortjent godhed”, 12 gange i sit brev til efeserne. Da han tidligere havde mødtes med de ældste fra Efesos, havde han også nævnt denne smukke egenskab hos Jehova. – ApG 20:17, 24, 32; se studienote til ApG 13:43 og Ordforklaring: “Ufortjent godhed”.

Guds ufortjente godhed: I betragtning af sin fortid som modstander af Jesus og hans disciple (ApG 9:3-5) havde Paulus al mulig grund til at fremhæve Jehovas ufortjente godhed. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Paulus vidste at det kun var på grund af Guds ufortjente godhed at han kunne udføre sin tjeneste. (1Kt 15:10; 1Ti 1:13, 14) Ved et møde med de ældste i Efesos omtaler han dette begreb to gange. (ApG 20:24, 32) I de 14 breve Paulus skrev, nævner han “ufortjent godhed” omkring 90 gange, hvilket er langt flere gange end nogen af de andre bibelskribenter. For eksempel henviser han til Guds eller Jesus’ ufortjente godhed i de indledende hilsner i alle sine breve, undtagen brevet til hebræerne, og han bruger udtrykket i de afsluttende bemærkninger i alle brevene.

ved at udfri os med den løsesum der er betalt af Kristus Jesus: Eller “gennem løskøbelsen der er i (ved) Kristus Jesus”. Det græske ord apolytrosis er beslægtet med adskillige andre ord der har med løsesummen at gøre. – Se studienote til Mt 20:28.

løsesum: Det græske ord lytron (der kommer af udsagnsordet lyo, der betyder “at løse; at slippe fri”) anvendes især af ikkebibelske græske forfattere om den pris eller løsesum som krigsfanger eller slaver blev købt fri med. Det forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Mr 10:45. Det beslægtede ord antilytron finder vi i 1Ti 2:6, hvor det er gengivet “dækkende løsesum”. Andre beslægtede ord er lytroomai, der betyder “at udfri; at købe fri” (Tit 2:14; 1Pe 1:18; også fodnoter), og apolytrosis, der kan gengives “befriet med en løsesum” (Ef 1:7; Kol 1:14; He 9:15; 11:35; Ro 3:24; 8:23). – Se Ordforklaring.

den hellige hemmelighed om sin vilje: Udtrykket “den hellige hemmelighed” bruges flere gange i Efeserbrevet. Helt overordnet handler “den hellige hemmelighed” om Jesus Kristus. (Kol 2:2; 4:3) Men den hellige hemmelighed har mange facetter, blandt andet: Jesus’ identitet som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds hensigt (1Mo 3:15); den himmelske regering, Guds messianske rige (Mt 13:11; Mr 4:11); menigheden af salvede kristne, som Kristus er hoved for (Ef 5:32; Kol 1:18; Åb 1:20); den plads de salvede har som Jesus’ medarvinger til Guds rige (Lu 22:29, 30); og det at de salvede bliver udvalgt blandt både jøder og ikkejøder (Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27). – Se studienoter til Mt 13:11; 1Kt 2:7.

Guds visdom ... i en hellig hemmelighed: Dvs. den vise ordning Gud har sat i stand for at stoppe det oprør der begyndte i Eden, og for at indføre fred og enhed i hele universet. (Se Ordforklaring: “Hellig hemmelighed”). Da Jehova udtalte profetien i 1Mo 3:15, begyndte bekendtgørelsen af “en hellig hemmelighed” (græsk: mysterion; se studienote til Mt 13:11). Jehovas “hellige hemmelighed” er centreret om Jesus Kristus. (Ef 1:9, 10; Kol 2:2) Den indbefatter at Jesus identificeres som det lovede afkom, eller Messias, og hans rolle i Guds rige (Mt 13:11); udvælgelsen af salvede, både jøder og ikkejøder, til at være Kristus’ medarvinger, som skal herske sammen med ham i Riget (Lu 22:29, 30; Ro 11:25; Ef 3:3-6; Kol 1:26, 27); og den unikke menighed som består af 144.000 der er “købt ud af menneskeheden som den første afgrøde til Gud og til Lammet” (Åb 14:1, 4). Det er kun dem der omhyggeligt studerer Skrifterne, der kan forstå disse aspekter af den hellige hemmelighed.

hellige hemmeligheder: I Ny Verden-Oversættelsen er det græske ord mysterion 25 gange gengivet med “hellig hemmelighed”. Her står det i flertal, og det henviser til nogle sider af Guds hensigt som ikke bliver kendt før Gud ønsker det. Når det er Guds vilje at gøre det, afslører han disse hemmeligheder helt, men kun for dem han vælger at give forståelse af hemmelighederne. (Kol 1:25, 26) Når Gud har løftet sløret for sine hellige hemmeligheder, skal de til gengæld gøres kendt i det størst mulige omfang. Dette fremgår af at Bibelen i forbindelse med Guds “hellige hemmelighed” bruger udtryk som “forkynde”, ‘gøre kendt’, ‘åbenbare’ og “åbenbaring”. (1Kt 2:1; Ef 1:9; 3:3; Kol 1:25, 26; 4:3) “Guds hellige hemmelighed” havde primært som formål at udpege Jesus Kristus som den der var det lovede “afkom”, eller Messias. (Kol 2:2; 1Mo 3:15) Men den hellige hemmelighed har mange andre facetter, for eksempel hvilken rolle Jesus har i Guds hensigt. (Kol 4:3) Som Jesus viste ved denne lejlighed, er de “hellige hemmeligheder” forbundet med himlenes rige, eller ‘Guds rige’, den regering i himlen hvor Jesus vil herske som Konge. (Mr 4:11; Lu 8:10; se studienote til Mt 3:2). De Kristne Græske Skrifter bruger ikke ordet mysterion på samme måde som man gjorde i de gamle mysteriereligioner. Disse religioner, der ofte var baseret på de frugtbarhedskulter der var udbredte i det første århundrede e.v.t., lovede de tilbedende at de ville få udødelighed, direkte åbenbaringer og adgang til guderne når de gennemgik nogle bestemte, hemmelighedsfulde ritualer. Disse hemmeligheder var tydeligvis ikke baseret på sandhed. Den der blev indviet i mysteriereligionerne, måtte aflægge ed på at holde hemmelighederne skjult så de kunne blive bevaret som et mysterium. I modsætning til dette skulle de hellige hemmeligheder i kristendommen forkyndes vidt og bredt. Nogle få steder bruges udtrykket i forbindelse med falsk tilbedelse, og her kunne det også gengives med “mysterium”. – Om de tre steder hvor mysterion bruges om falsk tilbedelse: Se studienoter til 2Ts 2:7; Åb 17:5, 7.

en administration: Eller “en måde at administrere tingene på”. Det græske ord der bruges her (oikonomia), betyder bogstaveligt “en husholdning”, “en husforvaltning”. Det henviser ikke til et specifikt styre men til en måde at administrere eller forvalte tingene på. Den forståelse af udtrykket stemmer med den måde det bruges på i Ef 3:9. (Se også Lu 16:2; Ef 3:2 og Kol 1:25, hvor det samme græske ord er brugt). Denne administration er ikke det samme som Guds rige. Der er derimod tale om den måde Jehova administrerer alt det der har at gøre med hans universelle familie, på. Ved hjælp af administrationen vil de der skal herske med Jesus i himlen, blive indsamlet, og alle Guds tænkende skabninger vil blive forenet. Det vil føre til fred og enhed med Gud gennem Jesus Kristus.

der samler alt i Kristus: Den administration Gud har indført, vil have to faser. Den første fase er at samle det i himlen, dvs. dem der er udvalgt til at herske sammen med Kristus i himlen. (Ro 8:16, 17; Ef 1:11; 1Pe 1:4) Den fase begyndte på pinsedagen i år 33. (ApG 2:1-4) Den anden fase er at samle det på jorden, dvs. dem der skal leve i et paradis på jorden under den himmelske regerings styre. – Joh 10:16; Åb 7:9, 10; 21:3, 4.

det var besluttet: Se studienote til Ef 1:5.

Han besluttede nemlig på forhånd: Jehova besluttede på forhånd at en gruppe af Kristus’ disciple skulle adopteres som Guds sønner og herske sammen med Jesus i himlen. Han besluttede at der skulle findes en sådan gruppe mennesker, men forudbestemte ikke hvem de enkelte personer i gruppen skulle være. Det aspekt af Jehovas hensigt fremgår af profetien i 1Mo 3:15, som Jehova kom med kort efter at Adam havde syndet. – Ga 3:16, 29; se studienote til Ro 8:28.

sit segl: På Bibelens tid brugte man et segl som en slags underskrift for at angive ejerskab eller ægthed eller for at vise at noget var slået fast. Når det drejer sig om salvede kristne, har Gud i overført betydning beseglet dem med den hellige ånd for at vise at de er hans ejendom, og at de er blevet lovet himmelsk liv. – Ef 1:13, 14.

blev I … beseglet: På Bibelens tid brugte man et segl som en slags underskrift for at angive ejerskab eller ægthed eller for at vise at noget var slået fast. Når det drejer sig om salvede kristne, har Gud i overført betydning beseglet dem med den hellige ånd ved hjælp af Kristus for at vise at de er hans ejendom, og at de er blevet lovet himmelsk liv. – Se studienote til 2Kt 1:22.

den: Henviser til Guds “hellige ånd”, eller aktive kraft, som er omtalt i det foregående vers. Nogle håndskrifter bruger her et græsk stedord i hankøn, men der er stærkt belæg for at stedordet skal være i intetkøn, her oversat med “den”. At stedordet her er intetkøn stemmer med hvordan Guds ånd står omtalt i andre bibelvers. Nogle bibelforskere mener at afskrivere senere brugte et græsk stedord i hankøn for at få det til at se ud som om at den hellige ånd er en person. – Se studienoter til Mt 28:19; Joh 14:17.

som er et forskud på: Eller “et pant på; en garanti for”. Paulus bruger her et juridisk udtryk (arrabon) der ofte henviser til en forskudsbetaling der er mindre end den fulde betaling. De tre gange det græske ord forekommer i De Kristne Græske Skrifter, har alle at gøre med at Gud salver kristne med “den hellige ånd, der var blevet lovet”, dvs. Guds aktive kraft. (Ef 1:13, 14; 2Kt 5:5) Den særlige måde den hellige ånd virker på, er som en forudbetaling, en garanti. Salvede kristne er overbevist om det håb de har, fordi de har modtaget dette forskud. Den fulde betaling, eller belønning, får de når de ifører sig en uforgængelig himmelsk krop. – 2Kt 5:1-5.

vores arv: Dvs. den himmelske arv som de kristne der er salvet med hellig ånd, får. Ånden er “et forskud på” deres arv. (1Pe 1:4, 5) For de salvede kristne består denne arv ikke kun i evigt liv i himlen. De er “det i himlen” der skal samles i Kristus, og de skal være “Guds arvinger og Kristus’ medarvinger”. (Ef 1:10; Ro 8:16, 17) Grundbetydningen af det græske udsagnsord der er oversat med “arv”, indeholder tanken om at en arving retmæssigt modtager noget, ofte på grund af slægtskab, som når en søn får en arv fra sin far. (Ga 4:30) Men her, som det er tilfældet i de fleste forekomster i De Kristne Græske Skrifter, bliver udtrykket anvendt i en bredere betydning om det at få noget som en belønning fra Gud. – Mt 19:29; 1Kt 6:9.

Guds eget folk: Bogst.: “Guds ejendom”. Dette folk er menigheden af salvede kristne. (ApG 20:28) I 1Pe 2:9 omtales disse kristne som “et folk der skal være Guds særlige ejendom”.

ånd: Eller “aktive kraft”. Det græske ord pneuma er et intetkønsord, og derfor bruges der stedord i intetkøn når der henvises til den. Det græske ord har mange forskellige betydninger. Alle disse betydninger sigter til noget der er usynligt for mennesker, og som vidner om en kraft i bevægelse. (Se Ordforklaring). I denne sammenhæng henviser “ånd” til Guds hellige ånd, som her kaldes sandhedens ånd, et udtryk der også findes i Joh 15:26 og 16:13, hvor Jesus forklarer at “hjælperen” (Joh 16:7), dvs. “sandhedens ånd”, vil “lede” Jesus’ disciple “til hele sandheden”.

den hellige ånds: Eller “den hellige virksomme kraft”. Udtrykket “ånd” (intetkøn på græsk) henviser til en upersonlig virksom kraft der udgår fra Gud. – Se Ordforklaring: “Hellig ånd”; “Ånd”.

åbenbarer: Se studienote til Ro 16:25.

åbenbaringen: Bogst.: “afdækningen; afsløringen”. Det græske ord apokalypsis bruges ofte i forbindelse med en afsløring af Guds vilje og hensigt eller af andre åndelige sandheder, og det er også tilfældet i dette vers. (Ef 3:3; Åb 1:1) Det er Gud der er Kilden til den slags åbenbaringer. – Se også studienote til Lu 2:32.

jeres hjertes øjne: Udtrykket henviser til ens symbolske syn, eller opfattelsesevne. (Esa 44:18; Jer 5:21; Eze 12:2, 3; Mt 13:13-16) Paulus siger at Jehova har oplyst de salvede “så [de] kan forstå hvad det er for et håb han har kaldet [dem] til”. Denne åndelige indsigt overbeviser de salvede om at der venter dem en fantastisk belønning – et håb der blev sikkert da Jehova viste sin vældige magt ved at oprejse Jesus fra de døde.

denne verdensordning: Eller “denne tidsalder”. I den her kontekst henviser det græske ord aion til den nuværende uretfærdige verdensordning. (Ga 1:4) Paulus viser at der vil komme en anden verdensordning, eller tidsalder, hvor der vil være en regering med Kristus som konge. – Se Ordforklaring: “Verdensordning”.