Til filipperne 1:1-30

1  Fra Paulus og Timotheus, der er trælle for Kristus Jesus, til alle de hellige i forening med Kristus Jesus, dem som er i Filippi,+ sammen med tilsynsmænd og menighedstjenere:+  Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred fra Gud, vores Far, og fra Herren Jesus Kristus.  Jeg takker altid min Gud hver gang jeg tænker på jer  og nævner jer i mine inderlige bønner. Når jeg beder for jer, er det altid med glæde+  på grund af alt det I har gjort for at fremme den gode nyhed, lige fra den første dag til dette øjeblik.  Og jeg er helt overbevist om at Han der påbegyndte en god gerning iblandt jer, også vil fuldføre den,+ helt frem til Kristus Jesus’ dag.+  Jeg har god grund til at tænke sådan om jer. I er jo i mit hjerte, og både I og jeg har mærket Guds ufortjente godhed, både i forbindelse med mine lænker+ og i forbindelse med at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed.+  Gud er mit vidne på at jeg længes efter jer alle med samme inderlige kærlighed som den Kristus Jesus har.  Og jeg bliver ved med at bede om at jeres kærlighed stadig må vokse+, sammen med nøjagtig kundskab+ og god dømmekraft,+ 10  så I kan gøre jer klart hvilke ting der er de vigtigste.+ Så vil I helt frem til Kristus’ dag være rene og undgå at få andre til at snuble,+ 11  og I vil være fyldt med retfærdigheds frugt, den som skyldes Jesus Kristus,+ til pris og ære for Gud. 12  Brødre, nu ønsker jeg at I skal vide at den situation jeg er i, faktisk har ført til at den gode nyhed har fremgang, 13  for det er blevet almindeligt kendt+ for hele prætorianergarden og alle de andre at jeg er i lænker+ på grund af Kristus. 14  Nu hvor jeg er i fængsel, er de fleste af brødrene i Herren blevet endnu mere frimodige. De har fået endnu større mod og forkynder Guds ord uden frygt.+ 15  Det er sandt at nogle forkynder om Kristus på grund af misundelse og rivalisering, men andre gør det med gode motiver. 16  De sidstnævnte forkynder om Kristus af kærlighed, for de ved at jeg har fået den opgave at forsvare den gode nyhed.+ 17  Men de førstnævnte gør det for at skabe strid, ikke med et rent motiv. Deres hensigt er at skabe problemer for mig nu hvor jeg er i fængsel. 18  Og hvad er resultatet? Kun at Kristus bliver forkyndt, uanset om det sker med et dårligt eller et godt motiv, og det glæder jeg mig over. Ja, jeg vil blive ved med at glæde mig, 19  for jeg ved at jeres bønner+ og hjælpen fra Jesus Kristus’ ånd+ til sidst vil føre til min frelse. 20  Det er i overensstemmelse med min egen spændte forventning og mit håb, som går ud på at jeg ikke vil have noget som helst at skamme mig over, men at jeg, som altid før, vil kunne tale frimodigt, og at Kristus vil blive ophøjet i kraft af det der sker med mig,* om det så bliver gennem mit liv eller min død.+ 21  For mig er det jo sådan at hvis jeg lever, lever jeg for Kristus,+ og hvis jeg dør, opnår jeg noget bedre.+ 22  Hvis jeg skal leve videre som menneske, vil mit arbejde altså bære frugt på denne måde – men hvad jeg selv ville foretrække, siger jeg ikke.* 23  Jeg er splittet mellem disse to ting. Jeg ønsker virkelig at blive befriet og at være sammen med Kristus,+ og det er klart at det er langt bedre.+ 24  Men for jeres skyld er det mere nødvendigt at jeg fortsætter med at leve som menneske. 25  Det er jeg overbevist om, og derfor ved jeg at jeg skal blive i live og være sammen med jer alle så I stadig kan have fremgang og være glade i troen.+ 26  Når jeg er sammen med jer igen, vil I som disciple af Kristus Jesus kunne strømme over af glæde på grund af mig. 27  Men I skal opføre jer på en måde der er den gode nyhed om Kristus værdig,+ sådan at jeg – uanset om jeg kommer og er sammen med jer eller er fraværende – kan høre om jer at I står fast i én ånd og med én sjæl+ og kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed 28  og ikke på nogen måde lader jer skræmme af jeres modstandere. Dét er i sig selv et bevis på at de vil gå til grunde+ og I vil blive frelst+ – og det har vi fra Gud. 29  I har jo fået det privilegium ikke bare at tro på Kristus, men også at lide for hans skyld.+ 30  Og I kæmper den samme kamp som I har set at jeg har kæmpet,+ og som I nu hører at jeg stadig kæmper.

Fodnoter

Bogst.: “min krop”.
Eller “ved jeg ikke”.

Studienoter

Det første brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Papyruskodeksen kendt som P46 viser at afskrivere gjorde brug af titler på bibelbøger. Denne kodeks er den tidligst kendte samling af Paulus’ breve, ofte dateret til omkring år 200. Den indeholder ni af hans breve. I denne kodeks har Paulus’ første inspirerede brev til korintherne en titel der lyder: Pros Korinthious A (“Til korinthere 1”). (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”). Andre tidlige håndskrifter som Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede indeholder samme titel. I disse håndskrifter forekommer titlen både i begyndelsen af brevet og i slutningen.

Til filipperne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. – Se studienote til 1Kt 1 Titel og Mediegalleri: “Paulus’ brev til filipperne”.

en træl for Kristus Jesus: Det græske ord doulos, der gengives med “en træl”, henviser som regel til en person der ejes af en anden, ofte en købt træl. (Mt 8:9; 10:24, 25; 13:27) Udtrykket bruges også i overført betydning om helhjertede tjenere for Gud og for Jesus Kristus. (ApG 2:18; 4:29; Ga 1:10; Åb 19:10) Jesus købte alle kristnes liv da han gav sit eget liv som en løsesum. Derfor tilhører kristne ikke sig selv, men betragter sig som “trælle for Kristus”. (Ef 6:6; 1Kt 6:19, 20; 7:23; Ga 3:13) De der skrev de inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter og gav vejledning til menighederne, viste alle at de underordnede sig Kristus, deres Herre, ved mindst én gang at omtale sig selv som ‘trælle for Kristus’. – Ro 1:1; Ga 1:10; Jak 1:1; 2Pe 1:1; Jud 4; Åb 1:1.

hellige: I De Kristne Græske Skrifter omtales Kristus’ åndelige brødre i menighederne ofte som “hellige”. (ApG 9:13; 26:10; Ro 12:13; 2Kt 1:1; 13:13) Dette udtryk gælder dem der har fået et særligt forhold til Gud gennem den nye pagt ved “det blod der gør en evig pagt gyldig”, Jesus’ udgydte blod. (He 10:29; 13:20) På den måde helliger og renser Gud dem og betragter dem som “hellige”. Han regner dem for at være i denne tilstand fra begyndelsen af deres liv som salvede på jorden og ikke først efter deres død. Der er altså ikke noget bibelsk belæg for at enkeltpersoner eller en organisation kan erklære mennesker for “hellige” – eller “helgener”, som nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket. Peter siger at de “skal være hellige” fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 20:7, 26) Udtrykket “hellige” gælder alle dem der er i samhørighed med Kristus, og som skal være hans medarvinger. Mere end 500 år før Kristus’ disciple fik denne betegnelse, åbenbarede Gud at “Den Allerhøjestes hellige” skulle være Kristus’ medregenter. – Da 7:13, 14, 18, 27.

Filippi: Denne by hed oprindeligt Krenides. Filip II af Makedonien (Alexander den Stores far) erobrede byen fra thrakerne omkring midten af det 4. århundrede f.v.t. og opkaldte den efter sig selv. Der var rige guldminer i området, og guldmønter blev slået i Filips navn. Omkring 168 f.v.t. blev Perseus, den sidste af de makedoniske konger, besejret af den romerske konsul Lucius Æmilius Paulus, der erobrede Filippi og det omkringliggende område. I 146 f.v.t. blev hele Makedonien samlet til én romersk provins. Det slag hvori Octavian (Octavius) og Marcus Antonius besejrede Brutus og Gajus Cassius Longinus (som begge deltog i mordet på Julius Cæsar), blev udkæmpet på sletten ved Filippi i år 42 f.v.t. Til minde om sin store sejr gjorde Octavian derefter Filippi til en romersk koloni. Da Octavian nogle år senere blev gjort til Augustus af det romerske senat, kaldte han byen Colonia Augusta Julia Philippensis. – Se Tillæg B13.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Mænd der i åndelig forstand var ældre, eller modne, havde ansvaret for ledelsen og forvaltningen i byerne i fortidens Israel. På lignende måde var der åndeligt modne mænd der tjente i de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. Beretningen her, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos, viser tydeligt at der var mere end én ældste i den menighed. Hvor mange ældste der var i hver menighed, afhang af hvor mange åndeligt modne mænd der var i den. (1Ti 3:1-7; Tit 1:5-8) Da Paulus skrev sit første brev til Timotheus, boede Timotheus sandsynligvis i Efesos. I dette brev brugte Paulus udtrykket “ældsterådet”. – 1Ti 1:3; 4:14.

tilsynsmænd: Det græske ord for tilsynsmand, episkopos, er beslægtet med udsagnsordet episkopeo, der betyder “pas godt på” (He 12:15), og navneordet episkope, der betyder “inspektion” (Lu 19:44, Kingdom Interlinear; 1Pe 2:12), “at blive tilsynsmand” (1Ti 3:1) eller “ansvarspost” (ApG 1:20). En tilsynsmand var altså en der besøgte, inspicerede og vejledte menighedens medlemmer. Grundbetydningen af det græske udtryk indeholder tanken om en der fører beskyttende tilsyn. Tilsynsmænd i den kristne menighed har ansvaret for at dække deres trosfællers åndelige behov. Paulus brugte udtrykket “tilsynsmænd” mens han talte til de “ældste” fra menigheden i Efesos. (ApG 20:17) Og i sit brev til Titus bruger han udtrykket “tilsynsmand” i beskrivelsen af de kvalifikationskrav der gælder for “ældste” i den kristne menighed. (Tit 1:5, 7) De to udtryk betegner altså den samme stilling. Presbyteros (ældste) henleder tanken på den modenhed der skal præge den der bliver udnævnt som tilsynsmand, og episkopos henleder tanken på de pligter der følger med udnævnelsen. Beretningen her, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos, viser tydeligt at der var flere tilsynsmænd i den menighed. Der var ikke et bestemt antal tilsynsmænd i hver menighed. Hvor mange der var, afhang af hvor mange der kvalificerede sig som “ældste”, hvor mange åndeligt modne mænd der var i den. Da Paulus skrev til de kristne i Filippi, omtalte han menighedens “tilsynsmænd” (Flp 1:1), hvilket tyder på at de tjente som et råd der førte tilsyn med menighedens anliggender. – Se studienote til ApG 1:20.

Fra Paulus og Timotheus: Det er Paulus der skriver brevet til Filipperne, men han tager Timotheus med i sin indledende hilsen. Timotheus var sammen med Paulus i Rom den første gang Paulus sad fængslet der. Timotheus bliver også nævnt i to andre breve Paulus skrev fra Rom på det tidspunkt, nemlig brevet til kolossenserne og brevet til Filemon. (Kol 1:1, 2; Flm 1) Det ser ud til at Timotheus selv sad fængslet i Rom i en periode mellem at brevet til filipperne og brevet til hebræerne blev skrevet. – Flp 2:19; He 13:23.

trælle for Kristus Jesus: Se studienote til Ro 1:1.

de hellige: Se studienote til Ro 1:7.

Filippi: Se studienote til ApG 16:12.

tilsynsmænd: Paulus bruger her flertalsformen af det græske ord for “tilsynsmand” (episkopos) om dem der førte an i menigheden i Filippi. (Se også ApG 20:28). Et andet sted siger han at ‘et ældsteråd’ udnævnte Timotheus til en særlig opgave. (1Ti 4:14) Det at Paulus ikke nævner en enkelt person som tilsynsmanden, viser at der måtte være mere end én tilsynsmand. Det fortæller noget om hvordan menighederne i det første århundrede var organiseret. Ordene “tilsynsmænd” og “ældste” bruges synonymt i De Kristne Græske Skrifter og henviser tydeligvis til den samme opgave. (ApG 20:17, 28; Tit 1:5, 7; se også 1Pe 5:1, 2). Antallet af tilsynsmænd i en menighed afhang af hvor mange åndeligt modne mænd der var kvalificeret til at tjene som ældste. – ApG 14:23; se studienoter til ApG 20:17, 28.

menighedstjenere: Eller “assistenter”. Det græske ord diakonos, der bogstaveligt betyder “tjener”, henviser her til dem der er udnævnt som “menighedstjenere” i den kristne menighed. Det bliver brugt på en lignende måde i 1Ti 3:8, 12. Det at ordet her er i flertal, viser at der var flere menighedstjenere i menigheden der hjalp tilsynsmændene med forskellige opgaver. I stedet for udtrykkene “tilsynsmænd og menighedstjenere” bruger nogle bibler i det her vers titler som “biskopper og diakoner”, hvilket kristenheden har brugt til at give det indtryk at der var et hierarki i de første kristne menigheder. Men en klar gengivelse af meningen bag de græske ord viser at ansvarsopgaverne i menigheden ikke gør nogen vigtigere end andre. Gengivelsen “menighedstjenere” understreger at disse flittige mænd tjener til gavn for menigheden.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (1Kt 1:3; 2Kt 1:2; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed” i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen, shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Se studienote til Ro 1:7.

havde bedt denne inderlige bøn: Det græske udsagnsord deomai henviser til en inderlig, eller indtrængende, bøn der er forbundet med stærke følelser. Det beslægtede navneord deesis, der er oversat med “inderlige bøn”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Selv Jesus “opsendte ... anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer, til Ham der kunne redde ham fra døden”. (He 5:7) Flertalsformen “bønner” indikerer at Jesus bønfaldt Jehova mere end én gang. Eksempelvis bad Jesus inderligt gentagne gange i Getsemane Have. – Mt 26:36-44; Lu 22:32.

bøn og anråbelse samtidig med at I siger tak: Paulus bruger her udtrykket “bøn” om det at tale med Gud som en del af ens tilbedelse. “Anråbelse” er et mere specifikt udtryk. Det er et stærkt ord der beskriver en indtrængende anmodning som ofte er forbundet med stærke følelser og måske endda tårer. (He 5:7) Et opslagsværk definerer det som “at råbe om hjælp”. Ved at tilføje “samtidig med at I siger tak” understreger Paulus hvor vigtigt det er at vi altid husker at give udtryk for vores taknemmelighed over for Jehova. Selv i svære tider har vi noget at være taknemmelige for. Det havde Paulus selv erfaret. (ApG 16:22-25; Ef 5:19, 20) Paulus nævner også personlige ønsker som noget af det vi kan bede til Jehova om. Han har lige forklaret at en kristen kan bede til Jehova om mange forskellige ønsker og behov. – Se studienote til uanset hvad det drejer sig om i det her vers.

inderlige bønner: Se studienoter til ApG 4:31; Flp 4:6.

på grund af alt det I har gjort for: Eller “på grund af den andel I har haft i”. Måske har Paulus blandt andet tænkt på dengang Lydia og hendes husstand blev døbt og hun gæstfrit insisterede på at Paulus og hans forkyndermakkere overnattede i hendes hus. – ApG 16:14, 15.

mine lænker: Måske sad Paulus fængslet flere gange end nogen af de andre apostle. (Se også 2Kt 11:23). Omkring ti år tidligere havde Paulus kortvarigt siddet i fængsel i Filippi. (ApG 16:22-24) På det tidspunkt hvor han skrev sit brev til filipperne, var han i husarrest i Rom og blev bevogtet af en soldat mens han ventede på at hans sag kom for kejseren. (ApG 25:11, 12; 28:30, 31) Filipperne var klar over at Paulus havde brug for hjælp mens han var i husarrest, så de havde sendt Epafroditus til ham med materielle gaver. Mens Epafroditus var hos Paulus, var han en stor hjælp for ham, og ‘han risikerede sit eget liv for at yde ham personlig tjeneste’. – Flp 2:25, 30; 4:18.

forsvare: Det græske ord der er oversat med “forsvare” (apologia), bliver ofte brugt om det at forsvare sig i en retssag. (ApG 22:1; 25:16) Jesus havde forudsagt at hans disciple ville blive overgivet til “lokale domstole” og ført frem for “statholdere og konger for [hans] skyld” så de kunne “aflægge vidnesbyrd over for dem og folk fra nationerne”. (Mt 10:17, 18) Som følge af jødernes modstand mod Paulus blev han arresteret i Jerusalem og ført frem for den romerske statholder i Cæsarea. (ApG 23:23-35) I Cæsarea appellerede Paulus til kejseren, og det gav ham mulighed for at forsvare sin tro for den højeste domstol i det romerske rige. (ApG 25:11, 12) Bibelen fortæller ikke om det var kejser Nero selv eller en af hans repræsentanter der behandlede Paulus’ sag. Da Paulus skrev sit brev til filipperne, var han i Rom og ventede på at sagen skulle for retten. – ApG 28:17-20.

juridisk stadfæste den gode nyhed: Det græske udtryk Paulus her bruger, leder tankerne hen på det juridiske område. Det henviser til at man gør brug af de juridiske muligheder der er til rådighed, for at udbrede den gode nyhed. Da Paulus omkring ti år tidligere var i Filippi, havde han henvendt sig til det romerske retssystem efter at han var blevet fængslet for at forkynde den gode nyhed. (ApG 16:35-40) Han kæmpede for at stadfæste de kristnes ret til at forkynde den gode nyhed om Guds rige i Romerriget. Et opslagsværk siger: “Paulus var ikke kun et vidne i fangehullet, men også i retssalen.”

nøjagtig kundskab: I De Kristne Græske Skrifter er der to ord der almindeligvis bliver oversat med “kundskab”, gnosis og epignosis. Begge ord er beslægtet med udsagnsordet ginosko, der betyder “at vide; at forstå; at opfatte”. Epignosis, det ord der er brugt her, er en forstærket form af gnosis (forstavelsen epi betyder bogstaveligt “på; oven på”, men her indeholder den betydningen “yderligere”). Ofte viser sammenhængen at der er tale om “eksakt, nøjagtig eller fuld kundskab”. Paulus bruger her ordet for at sige at hans landsmænd, jøderne, rettede deres nidkærhed mod noget forkert. Deres nidkærhed var ikke baseret på en korrekt forståelse af Guds vilje som den var blevet åbenbaret gennem Jesus, den lovede Messias.

den nøjagtige kundskab: I De Kristne Græske Skrifter er der to ord der normalt oversættes med “kundskab”, nemlig gnosis og epignosis. Det ord der er brugt her, epignosis, er en forstærket form af gnosis (forstavelsen epi betyder bogstaveligt “på; oven på”, men her indeholder den betydningen “yderligere”). Afhængigt af sammenhængen kan det betyde “eksakt, nøjagtig eller fuld kundskab”. (Se studienote til Ro 10:2). Her bruger Paulus ordet for at vise at modne kristne må være forenede med deres trosfæller om at få fuld kundskab om Guds Søn, Jesus Kristus. – 1Kt 1:24, 30; Ef 3:18; Kol 2:2, 3; 2Pe 1:8; 2:20.

nøjagtig kundskab: Paulus kæder her kærligheden til Gud og ens trosfæller sammen med at man har nøjagtig kundskab om Gud og forstår hvad hans vilje er. De græske udtryk for “at kende” og “kundskab” indeholder ofte også betydningen “at have lært at kende gennem personlig erfaring”. – Læs om det græske ord der her er oversat med “nøjagtig kundskab”, i studienoter til Ro 10:2; Ef 4:13.

god dømmekraft: Det græske ord der her er gengivet “dømmekraft” (bogst.: “sanseopfattelse”), findes kun i det her vers. Der er brugt et beslægtet ord i He 5:14 i i sætningen: “dem der har brugt deres evne til at tænke [eller “opfattelsesevne”; bogst.: “sanseorganer”] så den er blevet trænet og de er i stand til at se forskel på rigtigt og forkert.” I Bibelen bruges de her udtryk om det at have dømmekraft i åndelige og moralske spørgsmål. Paulus bad om at filippernes kærlighed til Gud måtte vokse sammen med den slags dømmekraft, så de kunne være i stand til at vurdere hvad der var vigtigt i Jehovas øjne, og hvad der var mindre vigtigt. (Flp 1:10) En kristens moralske dømmekraft er skarp. Han er i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert, ikke kun når sagen er ligetil, men også i komplekse situationer hvor det ikke er tydeligt at se hvad der er det rigtige at gøre. Derfor kan han træffe kloge beslutninger der hjælper ham til at bevare et nært venskab med Jehova.

prætorianergarden: Første gang Paulus var fange i Rom (ca. 59-61 e.v.t.), fik han “lov til at bo for sig selv sammen med den soldat der bevogtede ham”. (ApG 28:16) Mens han var i husarrest, skrev han at det var “blevet almindeligt kendt for hele prætorianergarden og alle de andre at [han var] i lænker på grund af Kristus”. Prætorianergarden var en gruppe af flere tusind romerske elitesoldater. Det græske ord der bruges her, kommer af det latinske ord praetorium, der oprindeligt henviser til det sted (et telt eller en bygning) hvor en romersk hærfører holdt til. Fra kejser Augustus’ tid fungerede prætorianergarden også som den romerske kejsers livgarde, og derfor gengives det græske ord der er brugt i Flp 1:13, i nogle oversættelser med “livvagten” eller “den kejserlige garde”. Deres opgave krævede at de var stationeret tæt på kejseren og hans husstand.

nogle forkynder om Kristus på grund af misundelse og rivalisering: Nogle tjente Gud med de forkerte motiver. Det gjaldt sikkert nogle af de omvendte jøder der havde vendt ryggen til den sande lære som Paulus forkyndte. De gik mere op i at fremhæve sig selv og deres egne idéer end at give Jehova ære. (Ga 6:12, 13) De var misundelige på Paulus’ anseelse, autoritet og indflydelse, og derfor prøvede de at svække tilliden til ham. (Flp 1:17) Trods alt det bevarede Paulus sin glæde fordi han kunne se at der blev forkyndt om Kristus. – Flp 1:18.

andre gør det med gode motiver: Eller “andre gør det af god vilje”. Oprigtige kristne forkyndte om Kristus med gode motiver, eller af god vilje. De viste også god vilje, eller velvilje, mod Kristus’ repræsentanter som for eksempel Paulus. Derfor kunne de blive godkendt af Gud og få hans velvilje. – Sl 106:4; Ord 8:35.

Jesus’ ånd: Dette udtryk sigter åbenbart til Jesus’ brug af den hellige ånd, eller aktive kraft, som han havde “modtaget ... fra Faren”. (ApG 2:33) Som hoved for den kristne menighed gjorde Jesus brug af ånden til at lede de første kristnes forkyndelsesarbejde og vise dem hvilke områder de skulle fokusere på. I dette tilfælde anvendte Jesus “den hellige ånd” til at forhindre Paulus og hans rejsefæller i at forkynde i provinsen Asien og provinsen Bitynien. (ApG 16:6-10) På et senere tidspunkt blev den gode nyhed dog også forkyndt i disse områder. – ApG 18:18-21; 1Pe 1:1, 2.

Jesus Kristus’ ånd: Udtrykket henviser åbenbart til at Jesus bruger Guds hellige ånd, eller aktive kraft. ApG 2:33 siger at Jesus “har modtaget den lovede hellige ånd fra Faren”. I Flp 1:11 beder Paulus om at de kristne må blive “fyldt med retfærdigheds frugt, den som skyldes Jesus Kristus, til pris og ære for Gud”. Lige siden Jesus blev oprejst og steg til himlen, har Gud brugt ham til at sørge for de kristne på jorden. I Joh 14:26 siger Jesus at Faren vil sende hjælperen, den hellige ånd, i hans navn, og i Joh 15:26 siger han: “Når den hjælper kommer som jeg vil sende til jer fra Faren – sandhedens ånd … – så vil han vidne om mig.” – Se studienote til ApG 16:7.

min frelse: Eller “min løsladelse”. Paulus skrev sit brev til filipperne mens han første gang var fange i Rom (ca. 59-61 e.v.t.). Udtrykket Paulus bruger her, kan indeholde tanken om at han var sikker på at han ville blive løsladt på grund af de mange bønner filipperne bad for ham. Det stemmer med at han et andet sted skriver at han har tillid til at han vil se de kristne i Filippi igen. (Flp 2:24) Hvis han blev løsladt, ville han få mulighed for at besøge dem. (Se Mediegalleri: “Paulus’ rejser efter ca. 61 e.v.t.”). Det græske ord Paulus bruger her (soteria, ofte gengivet “frelse”), kan dog i denne sammenhæng også henvise til Paulus’ evige frelse.

taler meget frimodigt: Eller “taler åbenhjertigt; taler ligeud”. Det græske ord parresia har grundbetydningen “frimodighed i tale”. Med andre ord siger Paulus til korintherne: “Jeg siger tingene som de er, til jer.” – Se studienote til ApG 28:31.

tale frimodigt: Se studienote til 2Kt 7:4.

hvis jeg lever, lever jeg for Kristus, og hvis jeg dør, opnår jeg noget bedre: Paulus fremhæver her kontrasten mellem liv og død. Så længe han lever, kan han glæde sig over at bruge sit liv i tjenesten for Jehova og på at hjælpe sine trosfæller. Men hvis han dør trofast, vil han få udødeligt liv i himlen. – 2Ti 4:6-8.

Jeg er splittet mellem disse to ting: Mens Paulus var i husarrest og ventede på at hans sag kom for kejseren, følte han sig splittet mellem to alternativer. Det ene var at blive i live så han kunne fortsætte med at tjene sine trosfæller. Det andet var at dø trofast. (2Ti 4:7, 8) Paulus sagde ikke hvad han selv foretrak. (Flp 1:22) Han sagde dog at det “at blive befriet og at være sammen med Kristus” var det bedste alternativ. Han vidste at det kun var hvis han var trofast indtil sin død at han ville få sin himmelske belønning under Kristus’ nærværelse. – Åb 2:10.

at blive befriet: Paulus henviser åbenbart til sin død. I sit andet brev til Timotheus, som er skrevet omkring år 65 e.v.t., bruger han et beslægtet græsk ord når han siger om sin død: “Meget snart kommer min befrielse.” (2Ti 4:6) Udtrykket “at blive befriet og at være sammen med Kristus” indeholder åbenbart samme tanke som det Paulus skriver i 2Kt 5:8: “Vi … ville foretrække at være væk fra kroppen og få vores hjem hos Herren.” Han betragtede det at dø som en trofast salvet tjener for Gud som ‘en befrielse’ fordi det ville føre til at han senere ville blive oprejst til liv i Kristus’ “himmelske rige”. (2Ti 4:18) Paulus forklarer i 1Kt 15:23 at “de der tilhører” Kristus, vil blive oprejst til liv i himlen under “Kristus’ [fremtidige] nærværelse”. Så Paulus beskriver her sit ønske om at forblive trofast til sin død så han senere ville blive oprejst til liv i himlen. Paulus var ikke den eneste der brugte “at blive befriet” eller “befrielse” på den måde. Andre græske skribenter omtalte også døden med de udtryk.

sammen med jer … ikke er sammen med jer: Eller “nærværende … er fraværende”. Paulus bruger her det græske ord parousia om en periode hvor han havde været sammen med de kristne i Filippi. Betydningen af det græske ord understreges af at Paulus stiller det op som kontrast til at han i en periode var ‘fraværende’ (græsk: apousia), dvs. at han ikke var sammen med dem. Det græske ord parousia bliver brugt i en særlig betydning om Jesus Kristus’ usynlige nærværelse, en periode som begyndte da han blev indsat som konge i Guds rige i begyndelsen af de sidste dage for den her verdensordning. – Se studienoter til Mt 24:3; 1Kt 15:23; Flp 1:26.

nærværelse: Det græske ord parousia (i mange oversættelser gengivet med “komme”) betyder bogstaveligt “det at være ved siden af”. Det henviser til en nærværelse der strækker sig over en periode, ikke bare til et komme eller en ankomst. Vi får et fingerpeg om betydningen af parousia i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. I Flp 2:12 anvender Paulus dette græske ord til at beskrive at han ‘havde været sammen med’ brødrene som modsætning til at han nu ‘ikke var sammen med dem’.

er her hos mig: Her bruger Paulus det græske ord parousia i forbindelse med tre af hans medarbejdere der var hos ham. Det anvendes på en lignende måde fem andre steder i De Kristne Græske Skrifter. (2Kt 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12) Udtrykket bruges også i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:3; 1Kt 15:23) Udtrykket parousia, eller “nærværelse”, kan henvise til en usynlig nærværelse, sådan som den jødiske historiker Josefus, der skrev på græsk, indikerede da han omtalte Guds parousia på Sinajs Bjerg. Guds usynlige nærværelse blev manifesteret ved torden og lyn. (Jewish Antiquities, III, 80 [v, 2]) Paulus anvender det beslægtede udsagnsord pareimi (“at være nærværende”) da han taler om at være “nærværende i ånden” men “ikke fysisk til stede”. (1Kt 5:3) Selvom mange oversættelser gengiver dette udtryk med “ankomst” eller “komme”, støttes gengivelsen “nærværelse” af den måde Paulus anvender det på i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. – Se studienote til 1Kt 15:23.

Når jeg er sammen med jer igen: Det græske udtryk der er brugt her, indeholder navneordet parousia, der bogstaveligt betyder “det at være ved siden af”. Det oversættes ofte med “nærværelse”, især i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:37; 1Kt 15:23) Her bruger Paulus udtrykket til at beskrive at han håber at kunne besøge de kristne i Filippi igen. Paulus bruger også parousia i Flp 2:12 (se studienote), hvor han opstiller det at være “sammen med” filipperne som kontrast til det ‘ikke at være sammen med’ dem. Det støtter valget om at oversætte parousia med “nærværelse” eller ‘at være sammen med’ og ikke med “komme” eller “ankomst”. – Se studienoter til Mt 24:3; 1Kt 16:17.

så længe jeg har levet, har jeg haft: Eller “jeg har levet hele mit liv med”. Den form det græske ord politeuomai står i her, kan oversættes med “at opføre sig som borger”. (Kingdom Interlinear) Paulus indikerer at han har opført sig, eller levet, som en god borger der følger sit lands love. Romerske borgere tog som regel aktivt del i statens anliggender, for romersk statsborgerskab var højt værdsat og medførte både nogle pligter og privilegier. (ApG 22:25-30) Når Paulus her taler om hvordan han har levet over for Gud, ligger der sandsynligvis det i det at han først og fremmest er en borger i Guds rige. – Flp 3:20; se også hvordan den samme form af udsagnsordet bruges i Flp 1:27, fdn.

vores statsborgerskab: Byen Filippi var en romersk koloni, og indbyggerne nød mange fordele. (Se studienoter til ApG 16:12, 21). Nogle i menigheden i Filippi havde måske en form for romersk statsborgerskab, og det havde en høj værdi. Der var stor forskel på dem der var romerske statsborgere, og dem der ikke var. Men Paulus taler her om et statsborgerskab i himlen, som er meget mere betydningsfuldt. (Ef 2:19) Han tilskynder de salvede kristne til ikke at være optagede af jordiske ting (Flp 3:19) men på deres fremtidige liv som borgere i himlen. – Se studienote til Flp 1:27.

var forenede i hjerte og sind: Eller “var forenede i hjerte og sjæl”. Dette udtryk beskriver den enhed og harmoni der var blandt de kristne på trods af deres vidt forskellige baggrunde. I Flp 1:27 kan udtrykket “med én sjæl” også gengives “med én hensigt” eller “som én mand”. I De Hebraiske Skrifter bliver udtrykket “ét hjerte” brugt i 1Kr 12:38, fdn. og i 2Kr 30:12, fdn. til at beskrive et fælles ønske og en forenet handling. Desuden bliver begreberne “hjerte” og “sjæl” ofte nævnt sammen som en betegnelse for hele det indre menneske. (5Mo 4:29; 6:5; 10:12; 11:13; 26:16; 30:2, 6, 10) Den græske sætning anvendes her på en lignende måde og kan gengives med “de var helt forenede i samme tankegang og havde et fælles formål”. Det harmonerer smukt med Jesus’ bøn om at hans disciple måtte være forenede på trods af deres forskellige baggrunde. – Joh 17:21.

opføre jer: Eller “opføre jer som borgere; gøre jeres borgerpligt”. Det græske udsagnsord som Paulus her bruger, er beslægtet med de græske ord for “statsborgerskab” (Flp 3:20) og “borger” (ApG 21:39). Romerske borgere tog generelt aktivt del i statens anliggender fordi romersk statsborgerskab, som medførte både pligter og rettigheder, var meget værdsat. (ApG 22:25-30) Så når Paulus bruger en form af det græske udsagnsord i forbindelse med at opføre sig på en måde der er den gode nyhed om Kristus værdig, rummer det tanken om aktivt at deltage i de kristne aktiviteter, især forkyndelsen af den gode nyhed. Indbyggerne i Filippi havde en form for romersk statsborgerskab, og de vidste derfor at statsborgerskab indebar aktiv deltagelse. – Se studienoter til ApG 23:1; Flp 3:20.

med én sjæl: Eller “er helt forenede; som én mand”. – Se studienote til ApG 4:32.

Medieindhold

Introduktionsvideo til Filipperne
Introduktionsvideo til Filipperne
Paulus’ brev til filipperne
Paulus’ brev til filipperne

Her ses en side fra en papyruskodeks kendt som P46, som man mener stammer fra omkring år 200 e.v.t. Kodeksen indeholder ni af Paulus’ breve, men de forekommer ikke i samme rækkefølge som i moderne bibler. (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne” og “Paulus’ andet brev til korintherne”). Denne side viser afslutningen af Paulus’ brev til galaterne og indledningen af hans brev til de kristne i Filippi. Arket er en del af Papyrus Chester Beatty 2, som findes på Chester Beatty-biblioteket i Dublin, Irland. Titlen er fremhævet, og den lyder: “Til filippere.” Denne papyrussamling viser at afskrivere fra et meget tidligt tidspunkt identificerede bibelbøger ved hjælp af titler.

Prætorianergarden i tjeneste
Prætorianergarden i tjeneste

Medlemmer af prætorianergarden bar almindeligvis en tunika (1) og nogle gange en kappe (2). Den type tøj gav dem god bevægelsesfrihed. Tunikaen blev brugt af både romere, ikkeromere og slaver, men det var let at identificere soldaterne på deres våben, bælte og sandaler. Soldaterne bar en anden klædning der blev kaldt en toga (3), når de var inden for Roms bygrænse, og når de beskyttede kejseren. Togaen var mandlige romerske borgeres formelle klædedragt.

Paulus’ lænker mens han var i husarrest
Paulus’ lænker mens han var i husarrest

Første gang Paulus var fange i Rom, fik han lov til at bo i et lejet hus bevogtet af en soldat. (ApG 28:16, 30) Romerske fangevogtere lænkede ofte deres fanger. Fangens højre håndled var lænket til vagtens venstre håndled. På den måde havde vagten sin højre hånd fri. Paulus henviste til at han var i lænker eller i fængsel, i de fleste af de inspirerede breve han skrev mens han var i husarrest i Rom. – Ef 3:1; 4:1; 6:20; Flp 1:7, 13, 14, 17; Kol 4:3, 18; Flm 1, 9, 10, 13.