Ifølge Johannes 7:1-52

7  Derefter fortsatte Jesus med at rejse* omkring i Galilæa. Han holdt sig fra Judæa fordi jøderne var ude på at dræbe ham.+  Men jødernes løvhyttefest+ var nær.  Hans brødre+ sagde derfor til ham: “Tag afsted til Judæa så dine disciple også kan se det du gør.  For ingen gør noget i hemmelighed når han søger at blive offentligt kendt. Hvis du gør disse ting, så gør dem så verden kan se dem.”  Hans brødre troede nemlig ikke på ham.+  Derfor sagde Jesus til dem: “Min tid er endnu ikke kommet,+ men det er anderledes med jer.*  Verden har ingen grund til at hade jer, men den hader mig fordi jeg afslører dens onde handlinger.+  Tag I op til højtiden. Jeg tager ikke op til højtiden lige nu, for min tid er endnu ikke kommet.”+  Efter at have sagt det til dem blev han så i Galilæa. 10  Men da hans brødre var taget op til højtiden, tog han også derop, ikke åbenlyst men i hemmelighed. 11  Så begyndte jøderne at lede efter ham ved højtiden og sige: “Hvor er den mand?” 12  Og der var en hel del lavmælt snak om ham blandt folk. Nogle sagde: “Han er et godt menneske.” Andre sagde: “Det er han ikke. Han vildleder masserne.”+ 13  Naturligvis talte ingen åbenlyst om ham af frygt for jøderne.+ 14  Midt under højtiden gik Jesus op til templet og begyndte at undervise. 15  Og jøderne var forbløffede og sagde: “Hvordan kan manden vide så meget om Skrifterne+ når han ikke har studeret ved skolerne?”+ 16  Jesus sagde til dem: “Det jeg lærer andre, kommer ikke fra mig selv, men fra ham der har sendt mig.+ 17  Hvis nogen ønsker at gøre hans vilje, vil han finde ud af om det jeg lærer andre, er fra Gud,+ eller om jeg taler ud fra mine egne idéer. 18  Den der taler ud fra sine egne idéer, søger sin egen ære, men den der søger at ære ham der har sendt ham,+ taler sandt, og alt hvad han gør, er retfærdigt. 19  Har Moses ikke givet jer Loven?+ Men ingen af jer adlyder Loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”+ 20  Folkemængden svarede: “Du må være dæmonbesat.*+ Hvem er det der vil slå dig ihjel?” 21  Som svar sagde Jesus til dem: “Jeg har gjort én ting, og I er alle sammen overraskede. 22  Husk at Moses har givet jer omskærelsen+ – den er dog ikke fra Moses, men fra forfædrene+ – og I omskærer jo på en sabbat. 23  Når et menneske bliver omskåret på en sabbat for at Moses’ Lov ikke skal blive overtrådt, hvorfor er I så rasende på mig fordi jeg har gjort et menneske helt rask på en sabbat?+ 24  Hold op med at dømme efter det ydre, men døm retfærdigt.”+ 25  Nu sagde nogle af Jerusalems indbyggere: “Er det ikke ham de vil slå ihjel?+ 26  Og alligevel taler han offentligt uden at de siger noget til ham. Er lederne blevet klar over at han er Kristus? 27  På den anden side ved vi hvor han er fra,+ men når Kristus kommer, er der ingen der ved hvor han er fra.” 28  Mens Jesus underviste i templet, sagde han højt og tydeligt: “I kender mig, og I ved hvor jeg er fra. Jeg er ikke kommet af mig selv,+ men ham der har sendt mig, er virkelig til, og I kender ham ikke.+ 29  Jeg kender ham,+ for jeg repræsenterer ham, og han har sendt mig.” 30  Så forsøgte de at få ham arresteret,+ men ingen rørte ham, for hans tid var endnu ikke kommet.+ 31  Men mange i mængden fik tro på ham+ og sagde: “Når Kristus kommer, vil han vel ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort?”+ 32  Farisæerne hørte hvad folk mumlede om ham, og de øverste præster og farisæerne sendte betjente hen for at arrestere ham. 33  Så sagde Jesus: “Jeg bliver hos jer lidt endnu før jeg går til ham der har sendt mig.+ 34  I vil søge efter mig, men I vil ikke finde mig, og der hvor jeg er, kan I ikke komme.”+ 35  Derfor sagde jøderne til hinanden: “Hvor har han tænkt sig at gå hen så vi ikke kan finde ham? Han har vel ikke tænkt sig at gå til de jøder der lever spredt blandt grækerne, og undervise grækerne? 36  Hvad mener han når han siger: ‘I vil søge efter mig, men I vil ikke finde mig, og der hvor jeg er, kan I ikke komme’?” 37  På højtidens sidste og største dag+ stod Jesus frem og sagde højt: “Hvis nogen er tørstig, så lad ham komme til mig og drikke.+ 38  Den der tror på mig, ‘fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’, som skriftstedet siger.”+ 39  Han talte om den ånd som de der troede på ham, skulle få. Der var nemlig endnu ingen ånd,+ for Jesus var endnu ikke blevet ophøjet.+ 40  Nogle i folkemængden der hørte det, begyndte at sige: “Det er virkelig Profeten.”+ 41  Andre sagde: “Det er Kristus.”+ Men nogle sagde: “Kristus kommer da ikke fra Galilæa!+ 42  Siger skriftstedet ikke at Kristus er fra Davids slægt+ og kommer fra Betlehem,+ Davids landsby?”+ 43  Der opstod derfor uenighed om ham i folkemængden. 44  Og nogle ville have ham arresteret, men ingen rørte ham. 45  Så gik betjentene tilbage til de øverste præster og farisæerne, som spurgte dem: “Hvorfor har I ham ikke med?” 46  Betjentene svarede: “Aldrig har noget menneske talt på den måde.”+ 47  Så sagde farisæerne: “Er I også blevet vildledt? 48  Der er ikke nogen af lederne eller farisæerne der har fået tro på ham, vel?+ 49  Men denne folkemængde der ikke kender Loven, er forbandet.” 50  Nikodemus, som tidligere var kommet til ham,+ og som selv var farisæer, sagde til dem: 51  “Vores Lov dømmer vel ikke et menneske uden at man først hører på ham og finder ud af hvad han har gjort?”+ 52  Som svar sagde de til ham: “Du er vel ikke også fra Galilæa? Undersøg Skrifterne, så vil du se at der ikke er nogen profet der skal komme fra Galilæa.”+

Fodnoter

Eller “gå”.
Eller “for jer er tiden altid for hånden”.
Bogst.: “har en dæmon”.

Studienoter

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

løvhyttefest: Dette er det eneste sted denne højtid nævnes i De Kristne Græske Skrifter. Der er tale om den løvhyttefest der blev holdt i efteråret år 32 e.v.t. – Se Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

jøderne: Her kan ordet “jøderne” henvise generelt til folk som var samlet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, men det er også muligt at det henviser til de jødiske religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

jøderne: Henviser åbenbart til de jødiske myndigheder eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

jøderne: Ordet henviser tilsyneladende her til de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, en konklusion der understøttes af at Jesus i vers 19 spørger dem: “Hvorfor vil I slå mig ihjel?” – Se studienote til Joh 7:1.

Skrifterne: Bogst.: “bogstaver”. Udtrykket “at kende (vide noget om) bogstaver” er et idiom som betyder “at have kundskab om skrifter (bøger, litteratur)”. I denne sammenhæng henviser det åbenbart til kundskab om de inspirerede skrifter.

når han ikke har studeret ved skolerne: Eller “når han ikke er blevet undervist”. Bogst.: “når han ikke har lært”. Jesus var ikke uden uddannelse, men han havde ikke studeret ved rabbinernes højere læreanstalter.

ud fra mine egne idéer: Eller “på eget initiativ”. Bogst.: “fra mig selv”. Som Jehovas vigtigste talsmand lytter Jesus altid til Jehovas stemme og siger det Han giver ham besked på.

omskåret på en sabbat: Omskærelse var obligatorisk ifølge Moseloven. (3Mo 12:2, 3) Det blev betragtet som så vigtigt at selv hvis ottendedagen faldt på sabbatten, som blev anset for hellig, skulle omskærelsen alligevel foretages.

lederne: Henviser her til de jødiske ledere. På det tidspunkt Jesus var på jorden, var Israel underlagt både det romerske styre og et lokalt jødisk styre, hvis øverste myndighed var Sanhedrinet. Dette råd bestod af 71 ældste, inklusive ypperstepræsten, og havde af romerne fået overdraget begrænset myndighed i jødiske anliggender. – Se Ordforklaring: “Sanhedrinet”.

jeg repræsenterer ham: Bogst.: “jeg er ved siden af ham”. Brugen af forholdsordet para (bogst.: “ved siden af”) understreger ikke blot at Jesus er sendt af Gud, men også at han har et meget nært forhold til Jehova. I denne betydning kan man sige at Jesus “repræsenterer” Gud.

betjente: Dvs. vagter ved templet i Jerusalem. De udførte sandsynligvis tjeneste for Sanhedrinet og var underlagt de øverste præsters myndighed. De fungerede som et religiøst politi.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

jøderne: I denne sammenhæng, hvor de øverste præster og farisæerne nævnes (Joh 7:32, 45), hentyder betegnelsen “jøderne” åbenbart til de jødiske myndigheder eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

de jøder der lever spredt: Bogst.: “udbredelsen (diasporaen)”. Tidligere kaldet “adspredelsen”. I denne sammenhæng bruges det græske ord diaspora om jøder der var bosat uden for Israel. Denne bosættelse, eller diaspora, fandt sted fordi jøderne blev ført i eksil fra deres hjemland da det blev erobret af fremmede nationer – først assyrerne, i 740 f.v.t., og senere babylonierne, i årene op til og i 607 f.v.t. (2Kg 17:22, 23; 24:12-17; Jer 52:28-30) Kun en lille del af de jøder der var i eksil, vendte tilbage til Israel; resten forblev spredt. (Esa 10:21, 22) I det femte århundrede f.v.t. fandtes der tilsyneladende jødiske samfund i alle de 127 provinser i Perserriget. (Est 1:1; 3:8) Det udtryk der bruges her i Joh 7:35, henviser specifikt til dem der var blevet spredt blandt grækerne. I det første århundrede var der jødiske befolkningsgrupper i mange græsktalende samfund uden for Israel, blandt andet i Syrien, Lilleasien og Egypten, såvel som i den europæiske del af Romerriget, deriblandt Grækenland og Rom. Jødernes forsøg på at omvende andre til jødedommen førte til at der med tiden var mange som fik et vist kendskab til Jehova og til den Lov han havde givet jøderne. (Mt 23:15) Jøder og proselytter fra mange lande var til stede i Jerusalem for at fejre pinsen i år 33 e.v.t., og her hørte de den gode nyhed om Jesus. At jøderne boede spredt overalt i Romerriget, bidrog til at kristendommen hurtigt blev udbredt.

løvhyttefest: Dette er det eneste sted denne højtid nævnes i De Kristne Græske Skrifter. Der er tale om den løvhyttefest der blev holdt i efteråret år 32 e.v.t. – Se Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15.

højtidens sidste og største dag: Dvs. den syvende dag af løvhyttefesten, den 21. tishri. – 5Mo 16:13; se studienote til Joh 7:2 og Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15.

løvhyttefest: Dette er det eneste sted denne højtid nævnes i De Kristne Græske Skrifter. Der er tale om den løvhyttefest der blev holdt i efteråret år 32 e.v.t. – Se Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15.

vil der flyde strømme af levende vand: Jesus kan her have hentydet til en særlig skik man havde under løvhyttefesten. Den bestod i at man hentede vand fra Siloamdammen og udgød det af en guldkande sammen med vin på altret ved tiden for morgenofret. (Se studienote til Joh 7:2, Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15). Skikken omtales ikke i De Hebraiske Skrifter men blev tilføjet senere. Ifølge de fleste forskere gjorde man dette de syv af højtidens dage, men ikke på ottendedagen. På den første dag i højtiden, som var en sabbat, var det vand som præsten udgød, blevet hentet fra Siloamdammen til templet den foregående dag. De følgende dage gik præsten til Siloamdammen for at hente vand i en guldkande. Han afpassede tiden sådan at han nåede tilbage til templet netop på det tidspunkt hvor præsterne var klar til at lægge stykkerne af ofret på altret. Når han kom ind gennem Vandporten til præsternes forgård, blev hans ankomst bekendtgjort ved at præsterne blæste tre gange i deres trompeter. Herefter blev vandet hældt ud i et kar, hvorfra det flød hen til altrets fod, samtidig med at vin blev hældt i et andet kar. Derefter blev der sunget hallelsalmer (Sl 113 – 118), som blev akkompagneret af tempelmusikerne, samtidig med at tilbederne svingede deres palmegrene imod altret. Denne ceremoni kan have mindet israelitterne om Esajas’ profetiske ord: “Med glæde skal I hente vand op fra frelsens kilder.” – Esa 12:3.

som skriftstedet siger: Det ser ikke ud til at Jesus citerer et bestemt sted i Skrifterne, men snarere at han hentyder til skriftsteder som Esa 44:3; 58:11 og Zak 14:8. Over to år tidligere, da Jesus talte med den samaritanske kvinde om levende vand, fremhævede han fordelene ved at få dette vand. (Joh 4:10, 14) Men i dette vers peger Jesus på at der fra Jesus’ disciple, som tror på ham, vil flyde “levende vand” ud til dem som de forkynder budskabet for. De Kristne Græske Skrifter indeholder mange vidnesbyrd om at Jesus’ disciple efter at de modtog den hellige ånd fra pinsedagen i år 33 e.v.t. og frem, følte sig tilskyndet til at give livgivende vand til alle der ville lytte. – ApG 5:28; Kol 1:23.

Der var nemlig endnu ingen ånd: Det græske ord for “ånd”, pneuma, forekommer to gange i dette vers og henviser til Guds hellige ånd, eller aktive kraft. Jesus og de der lyttede til ham, vidste at Gud længe havde gjort brug af sin hellige ånd (1Mo 1:2, fdn.; 2Sa 23:2; ApG 28:25), og at Han havde givet af sin ånd til sine trofaste tjenere, deriblandt Otniel, Jefta og Samson (Dom 3:9, 10; 11:29; 15:14). Derfor hentyder det Johannes siger, helt tydeligt til en ny måde som ånden ville hjælpe ufuldkomne mennesker på. Ingen af de tidligere tiders tjenere for Gud var blevet kaldet til liv i himlen ved hjælp af ånden. På pinsedagen i år 33 e.v.t. udgød Jesus over sine disciple den hellige ånd som han havde modtaget fra Jehova efter at være blevet herliggjort som en åndeskabning. (ApG 2:4, 33) Det var første gang ufuldkomne mennesker blev givet håb om at leve som åndeskabninger i himlen. Efter at være blevet salvet på denne måde blev de kristne i stand til at forstå betydningen af mange ting de tidligere ikke havde forstået.

forbandet: De stolte og selvretfærdige farisæere og jødiske ledere så ned på jævne mennesker som lyttede til Jesus, og omtalte dem som forbandede. Det græske ord der bruges her, eparatos, blev brugt nedsættende og antydede at der hvilede en forbandelse fra Gud over de pågældende personer. De jødiske religiøse ledere brugte også det hebraiske udtryk am haarets, eller “landets folk”, for at udtrykke foragt for det jævne folk. Oprindeligt var dette et respektfuldt udtryk der blev anvendt om nogle der boede i et specifikt område. Det indbefattede ikke kun de fattige og jævne mennesker, men også de fremtrædende. (1Mo 23:7; 2Kg 23:35; Eze 22:29) På Jesus’ tid blev udtrykket imidlertid brugt nedsættende om dem man anså for at være uvidende om Moseloven, eller som ikke fulgte de rabbinske overleveringer ned til mindste detalje. Senere rabbinske skrifter bekræfter at de havde denne holdning. Mange religiøse ledere betragtede de jævne mennesker med foragt og ville ikke spise sammen med dem, købe noget af dem eller omgås dem.

Du er vel ikke også fra Galilæa?: Dette spørgsmål afspejler åbenbart den foragt disse judæere havde over for galilæere. Da Nikodemus tog Jesus i forsvar (Joh 7:51), spurgte farisæerne i virkeligheden: “Nedlader du dig til en tilbagestående galilæers stade ved at forsvare og støtte ham?” Eftersom Sanhedrinet og templet befandt sig i Jerusalem, har der uden tvivl været den største koncentration af lovlærere der. Det var sandsynligvis det der gav anledning til det jødiske ordsprog: “Søg i nord [i Galilæa] efter rigdom, men i syd [i Judæa] efter visdom.” Der er dog intet som tyder på at galilæerne var uvidende når det gjaldt Guds Lov. I alle Galilæas byer og landsbyer var der lovlærere og synagoger, der tjente som undervisningscentre. (Lu 5:17) Farisæernes arrogante svar til Nikodemus viser at de ikke engang havde gjort sig den ulejlighed at finde ud af at Jesus rent faktisk var født i Betlehem. (Mik 5:2; Joh 7:42) De var åbenbart heller ikke opmærksomme på at Esajas i en profeti sammenlignede Messias’ forkyndelse med “et stort lys” som skulle skinne i Galilæa. – Esa 9:1, 2; Mt 4:13-17.

7:53

De ældste pålidelige håndskrifter indeholder ikke passagen fra Joh 7:53 til 8:11. Disse 12 vers er tydeligvis blevet tilføjet til originalteksten i Johannesevangeliet. (Se Tillæg A3). De findes ikke i de to ældste tilgængelige papyrusser som indeholder Johannesevangeliet, nemlig Papyrus Bodmer II (P66) og Papyrus Bodmer XIV, XV (P75), der begge stammer fra det andet århundrede e.v.t., og de findes heller ikke i Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, der begge stammer fra det fjerde århundrede. De forekommer første gang i et græsk håndskrift fra det femte århundrede (Codex Bezae), men findes herefter ikke i nogen græske håndskrifter før det niende århundrede. Versene er udeladt i de fleste tidlige oversættelser til andre sprog. I nogle græske håndskrifter er passagen anbragt i slutningen af Johannesevangeliet og i andre efter Lukas 21:38. At disse vers forekommer forskellige steder i forskellige håndskrifter, understøtter den konklusion at de er uægte. Et stort flertal af forskere er enige om at versene ikke var en del af den oprindelige tekst.

I græske håndskrifter og oversættelser til andre sprog som indeholder de pågældende vers, lyder teksten (med visse variationer) som følger:

53 Så gik de hver til sit hjem.

8 Men Jesus gik til Oliebjerget. 2 Ved daggry indfandt han sig imidlertid igen i templet, og hele folket begyndte at komme til ham, og han satte sig og begyndte at undervise dem. 3 Så kom de skriftlærde og farisæerne med en kvinde som var grebet i ægteskabsbrud, og efter at have stillet hende i deres midte 4 sagde de til ham: “Lærer, denne kvinde er blevet grebet på fersk gerning, i færd med at begå ægteskabsbrud. 5 I Loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder. Så hvad siger du?” 6 Dette sagde de naturligvis for at prøve ham, for at have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og begyndte at skrive på jorden med sin finger. 7 Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Lad den af jer som er syndfri, være den første til at kaste en sten på hende.” 8 Og idet han bøjede sig ned igen, fortsatte han med at skrive på jorden. 9 Men de der havde hørt dette, begyndte at gå ud, en efter en, begyndende med de ældste, og han blev ladt ene tilbage med kvinden som havde været i deres midte. 10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: “Kvinde, hvor er de? Var der ingen som fordømte dig?” 11 Hun sagde: “Ingen, herre.” Jesus sagde: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå blot; øv fra nu af ikke synd mere.”

Medieindhold