Det første brev til korintherne 14:1-40

14  Vær ivrige efter at vise kærlighed, men bliv også ved med at stræbe efter de åndelige gaver, især evnen til at profetere,+  for den der har gaven til at tale fremmede sprog, taler ikke til mennesker, men til Gud. Ingen forstår det han siger,+ og han taler om hellige hemmeligheder+ ved hjælp af ånden.  Den der profeterer, kan derimod styrke, opmuntre og trøste andre med det han siger.  Den der taler fremmede sprog, styrker sig selv, men den der profeterer, styrker en hel menighed.  Jeg ville ønske at I alle havde åndens gave til at tale fremmede sprog,+ men jeg foretrækker at I profeterer.+ Ja, den der profeterer, er større end den der taler fremmede sprog, medmindre det bliver oversat så hele menigheden kan blive styrket.  Hvis jeg selv kom til jer, brødre, og talte fremmede sprog, hvad ville I så få ud af det? Hvis jeg ville hjælpe jer, skulle jeg tale til jer enten med en åbenbaring,+ med kundskab,+ med en profeti eller med undervisning.  Sådan er det også med de livløse ting der frembringer lyd, hvad enten det er en fløjte eller en harpe. Hvis der ikke er et interval mellem tonerne, hvordan kan man så vide hvad det er fløjten eller harpen spiller?  Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så gøre sig klar til kamp?  Sådan er det også med jer. Hvis I ikke bruger tungen til at tale på en måde man kan forstå, hvordan kan man så vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo bare ud i luften. 10  Der er mange forskellige sprog i verden, og ingen af dem er uden mening. 11  Men hvis jeg nu ikke forstår sproget, vil jeg være en fremmed for den der taler, og den der taler, vil være en fremmed for mig. 12  Det samme gælder for jer. Når I nu så ivrigt stræber efter åndens gaver, skal I først og fremmest stræbe efter de gaver der styrker menigheden.+ 13  Derfor skal den der mirakuløst taler fremmede sprog, bede om at han også må kunne oversætte det,+ 14  for hvis jeg beder på et fremmed sprog, er det den gave ånden har givet mig, der beder, men min forstand er ikke med i det.+ 15  Hvad er så det rigtige at gøre? Jeg vil bede med den gave ånden har givet mig, men jeg vil også bede med min forstand. Jeg vil lovsynge med den gave ånden har givet mig, men jeg vil også lovsynge med min forstand.+ 16  Hvis du ikke gør det, hvordan skal et almindeligt menneske iblandt jer så kunne sige “amen” til din takkebøn når du priser Gud med åndens gaver? Han forstår jo ikke hvad du siger. 17  Ja, det er rigtigt at du siger tak på en smuk måde, men det er ikke noget der styrker den anden. 18  Jeg takker Gud for at ånden lader mig tale på flere fremmede sprog end nogen af jer. 19  Men alligevel vil jeg i en menighed hellere sige fem ord med min forstand, og samtidig undervise andre, end ti tusind ord på et fremmed sprog.+ 20  Brødre, I skal ikke være som børn når det gælder sund fornuft.+ I alt hvad der er ondt, skal I være som børn,+ men når det gælder sund fornuft, skal I blive voksne.+ 21  I Loven står der: “‘Med fremmedes sprog og med udlændinges læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de nægte at lytte til mig,’ siger Jehova.”+ 22  Evnen til at tale fremmede sprog er altså ikke et tegn der skal overbevise de troende, men de ikketroende.+ Den profetiske tale er derimod for de troende, ikke for de ikketroende. 23  Hvis nu hele menigheden kommer sammen og alle taler fremmede sprog og der så kommer nogle almindelige mennesker eller ikketroende ind, vil de så ikke sige at I er blevet vanvittige? 24  Men hvis I alle profeterer og en ikketroende eller et almindeligt menneske kommer ind, vil han føle sig vejledt og bedømt af alle. 25  Fordi hemmelighederne i hans hjerte bliver åbenbaret,+ vil han kaste sig ned og tilbede Gud og udbryde: “Gud er virkelig iblandt jer.”+ 26  Hvad er så det rigtige at gøre, brødre? Når I kommer sammen, er der én der har en salme, én der underviser, én der kommer med en åbenbaring, én der taler et fremmed sprog, og én der oversætter hvad der bliver sagt.+ Lad alt hvad der foregår, være noget der styrker andre.+ 27  Og hvis nogen taler fremmede sprog, så lad det være begrænset til to eller højst tre personer, og én ad gangen, og der skal være en til at oversætte det.+ 28  Men hvis der ikke er nogen til at oversætte, skal han tie stille i menigheden og nøjes med at tale til sig selv og til Gud. 29  Lad to eller tre profeter+ tale, og lad de andre tyde meningen. 30  Men hvis en anden som sidder der, får en åbenbaring, så lad den der ellers har ordet, tie stille, 31  for I kan alle profetere, én ad gangen, så alle kan lære noget og alle kan blive opmuntret.+ 32  Og profeterne skal selv kunne beherske de gaver ånden har givet dem. 33  Gud er nemlig ikke uordenens men fredens Gud.+ Det skal være som det er i alle de helliges menigheder: 34  Kvinderne skal tie stille i menighederne, for det er ikke tilladt dem at tale.+ De skal underordne sig,+ sådan som Loven også siger. 35  Hvis der er noget de gerne vil lære mere om, skal de spørge deres mænd når de kommer hjem, for det er ikke passende for en kvinde at tale i menigheden. 36  Tror I at Guds ord kommer fra jer, eller at det ikke er nået ud til andre end jer? 37  Hvis nogen mener at han er en profet eller har fået ånden som gave, må han anerkende at det jeg skriver til jer, er bud fra Herren. 38  Hvis en ikke vil anerkende det, vil han ikke selv blive anerkendt.* 39  Mine brødre, bliv derfor ved med at stræbe efter at kunne profetere,+ uden dog at forbyde nogen at bruge den gave at kunne tale fremmede sprog.*+ 40  Men sørg for at alt foregår på en værdig og velordnet måde.+

Fodnoter

Eller muligvis: “Hvis nogen er uvidende, så lad ham forblive uvidende”.
Eller “men forbyd ikke tungetalen”.

Studienoter

profetere: Se studienote til 1Kt 12:10 og Ordforklaring: “Profeti”.

tale fremmede sprog: Se studienote til 1Kt 12:10.

opmuntre og trøste: De græske ord paraklesis (der er oversat med “opmuntre”) og paramythia (der er oversat med “trøste”) indeholder begge tanken om “opmuntring”, men ordet paramythia betegner en ømhed og trøst der stikker endnu dybere. Det beslægtede udsagnsord paramytheomai forekommer i Joh 11:19, 31, hvor vi læser om de jøder der kom for at trøste Maria og Martha da deres bror, Lazarus, var død. – Se også 1Ts 5:14, hvor udsagnsordet ligeledes er gengivet med “trøste”.

det bliver oversat: Eller “det bliver tolket”. Det græske ord der forekommer her, bruges om det at oversætte fra ét sprog til et andet. (ApG 9:36; 1Kt 12:30; 14:13, 27) Men det betyder også “at klargøre betydningen; at forklare fuldt ud”. – Se studienoter til Lu 24:27; 1Kt 12:10.

åbenbaring: Se studienote til Ro 16:25.

de livløse ting: Eller “de sjælløse ting”, her brugt til at beskrive musikinstrumenter.

trompeten: Ifølge Moseloven skulle de israelitiske præster blæse i trompet når der blev bragt vigtige meddelelser. (4Mo 10:2-10) Når det for eksempel var tid til at drage i kamp, blev der blæst et krigssignal. (4Mo 10:9) Hvis det var en uklar trompetlyd soldaten hørte, vidste han måske ikke helt hvad det var han skulle gøre. Noget lignende gør sig gældende i menigheden hvis vejledningen er uklar eller kommunikationen er dårlig – det kunne give anledning til forvirring, uorden eller modløshed.

oversætte: Eller “tolke”. – Se studienote til 1Kt 14:5.

med min forstand: Eller “med mit sind”. I det her vers bliver det græske ord nous (der ofte oversættes med “forstand”) brugt to gange. Det forekommer også i 1Kt 14:14, 19.

sige “amen” til din takkebøn: På græsk bruges her en translitteration af det hebraiske amen, der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. Der er mange vers i Bibelen der indikerer at de der lyttede til en offentlig bøn, sagde amen ved slutningen af bønnen. (1Kr 16:36; Ne 5:13; 8:6) Paulus’ udtalelse viser at man i den kristne menighed åbenbart fortsatte det mønster og tilsluttede sig bønnen ved at sige amen til sidst. Men Paulus udspecificerer ikke om de sagde amen højt eller blot gjorde det i deres hjerte. – Se Ordforklaring: “Amen”, og studienote til Ro 1:25.

med min forstand: Eller “med mit sind”. Det græske ord nous der er brugt her, sigter til evnen til at tænke og forstå. Under inspiration rangerede Paulus evnen til mirakuløst at tale fremmede sprog som en mindre gave da han skrev at han hellere ville sige fem ord som han og andre kunne forstå, end ti tusind ord på et sprog som ingen forstod. – 1Kt 14:11, 13-18.

undervise andre: Eller “undervise andre mundtligt”. Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. – Se studienote til ApG 18:25.

være som børn: Først opfordrer Paulus korintherne til ikke at være som børn, dvs. umodne eller barnlige, når det handler om deres forståelse af åndelige anliggender. Men bagefter opfordrer han dem til at “være som børn”, dvs. nogle der mangler erfaring og er uskyldige, “i alt hvad der er ondt”.

I Loven står der: Det citat der kommer lige bagefter, er hentet fra Esa 28:11, 12, så ordet “Loven” skal her forstås i bred forstand og henviser til alle bøgerne i De Hebraiske Skrifter. – Se studienoter til Joh 10:34; Ro 2:12.

siger Jehova: Paulus citerer her fra Esa 28:11, 12 for at vise at Gud ville tale til sit folk “med fremmedes sprog”, men de ville nægte at lytte. Selvom der i Esajas’ profeti står at ‘han [Gud] vil tale’, fremstiller Paulus ordene som var de udtalt af Gud i første person: “vil jeg tale.” For at gøre det klart hvem der kommer med denne udtalelse, tilføjer Paulus efter citatet en sætning der forekommer hundredvis af gange i Septuaginta som en oversættelse af hebraiske formuleringer såsom “erklærer Jehova”; “siger Jehova” og “dette er hvad ... Jehova siger”. Eksempler på det findes i Esa 1:11; 22:25; 28:16; 30:1; 31:9; 33:10; 43:10; 48:17; 49:18 (citeret i Ro 14:11); 52:4, 5; Am 1:5; Mik 2:3; Na 1:12; Mal 1:2. Så af de grunde der nævnes i Tillæg C, er der på baggrund af De Hebraiske Skrifter stærke grunde til at mene at Guds navn oprindeligt stod i det her vers og senere blev erstattet med titlen Herren. – Se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 14:21.

profetiske tale: Se studienote til 1Kt 12:10.

en ikketroende eller et almindeligt menneske kommer ind: Ud over de “troende”, dvs. dem der havde fået tro på Kristus og var blevet døbt (ApG 8:13; 16:31-34; 18:8), var “ikketroende” også velkomne til at overvære de kristne møder (1Kt 14:22). “En ikketroende” (græsk: apistos) og “et almindeligt menneske” (græsk: idiotes) der kom til møderne, gjorde sikkert ikke fremskridt lige hurtigt med hensyn til at undersøge Guds ord og leve efter det. Men alle havde gavn af de sandheder de hørte, som korrigerede dem, eller som gjorde at ‘hemmelighederne i deres hjerte blev åbenbaret’. – 1Kt 14:23-25; 2Kt 6:14

en salme: Det græske ord psalmos der bruges her, sigter til en hellig sang eller en komposition og kan gengives med “en lovsang”.

oversætte: Eller “tolke”. – Se studienote til 1Kt 14:5.

nogen til at oversætte: Eller “nogen der kan tolke”. – Se studienote til 1Kt 14:5.

ikke uordenens men fredens Gud: Her nævner Paulus uorden som en kontrast til fred. Han omtaler Jehova som “fredens Gud” i Flp 4:9, 1Ts 5:23 og He 13:20 og som “den Gud der giver fred” i Ro 15:33 og 16:20. Den fred som Gud giver, er fundamentet for den orden og enhed der er i den kristne menighed. Det var ikke fordi Paulus antydede at organisering i sig selv førte til fred, men snarere at når deres tilbedelse var præget af orden, ville korintherne kunne glæde sig over den fredfyldte atmosfære der var ved møderne, og det ville være noget der ‘styrkede’ så ‘alle kunne blive opmuntret’. (1Kt 14:26-32) Når møderne foregik på en ordnet måde, ville det afspejle de egenskaber som fredens Gud har, og det ville være til ære for ham.

Kvinderne skal tie stille i menighederne: Paulus havde allerede givet en vejledning om at de der mirakuløst kunne tale fremmede sprog, skulle “tie stille” hvis der ikke var nogen til stede der kunne oversætte, og at de der profeterede, også skulle “tie stille” mens en anden fik en åbenbaring. Det er i den sammenhæng han også giver en vejledning til de kvinder der talte under møderne uden at have fået ordet. (1Kt 14:28, 30, 34) Det kan være at nogle kvinder afbrød eller ligefrem udfordrede de mænd der førte an med hensyn til undervisning. Paulus opfordrede de kvinder der havde spørgsmål eller havde noget de mente skulle drøftes, til at ‘spørge deres mænd når de kom hjem’ i stedet for at forstyrre under møderne. (1Kt 14:35) Desuden blev Paulus her inspireret til at minde om at Gud gennem Skrifterne har tildelt mænd den opgave at føre tilsyn med Hans folk. (1Ti 2:12) Men Paulus lagde ikke skjul på at han satte stor pris på kvinder og betragtede dem som medarbejdere der ligesom ham forkyndte den gode nyhed. (Ro 16:1, 2; Flp 4:2, 3) Den inspirerede vejledning han gav, betød ikke at kvinder slet ikke måtte deltage i menighedens møder. – 1Kt 11:5; He 10:23-25.

Tror I at Guds ord kommer fra jer ...?: Paulus stillede dette retoriske spørgsmål for at minde korintherne om at deres menighed ikke var den første der blev dannet, og at det ikke kun var dem “Guds ord” var blevet forkyndt for. De var en del af en stor skare af troende. Frem for at begynde at gøre tingene i menigheden på en ny måde, skulle de følge apostlenes ledelse. Hvis de gjorde det, ville det fremme orden, enhed og åndelig vækst.

fået ånden som gave: Alle kristne kan bede om og få hjælp og vejledning gennem den hellige ånd. (Lu 11:13) Og kristne der har det himmelske kald, er blevet salvet med hellig ånd. (2Kt 1:21, 22) Men i det her tilfælde sigter udtrykket til en der havde fået en særlig mirakuløs gave gennem den hellige ånd. Udtrykket er oversat fra det græske ord pneumatikos, der har grundbetydningen “vedrørende ånden; åndelig”. I 1Kt 14:1 er det oversat med “åndelige gaver”. Her i 1Kt 14:37 hvor Paulus er ved at afrunde sin afhandling om de mirakuløse gaver, nævner han både det at profetere og det at have “ånden som gave”, og på den måde indikerer han, ligesom han gør i vers 1, at han stadig taler om åndens mirakuløse gaver.

velordnet måde: Bogst.: “ifølge en ordning”. I det her stykke tilskynder Paulus kristne til at holde møderne på en måde der er præget af orden. (1Kt 14:26-33) Det græske ord der er brugt her, forekommer også i Lu 1:8, hvor vi læser om den turnusordning der var for dem der tjente ved templet. I Septuaginta bruges ordet i 4Mo 1:52 til at beskrive hvordan israelitterne lå lejret på en velorganiseret måde.

Medieindhold