må gøre de nødvendige forandringer: Eller “må bringes i den rette tilstand”. Det græske ord katartisis, der er gengivet med “må gøre de nødvendige forandringer”, forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter. Dette ord og lignende beslægtede udtryk betegner at noget bliver bragt i ordentlig stand igen. I Mt 4:21 bliver udsagnsordet katartizo brugt i forbindelse med at reparere net. I Ga 6:1 er det samme udsagnsord brugt om det at korrigere og give åndelig hjælp til en trosfælle der er slået ind på en forkert kurs. Det beslægtede navneord katartismos, der er oversat med at “hjælpe ... til at følge den rigtige vej” i Ef 4:12, var et udtryk der nogle gange forekom i lægelige tekster angående det at sætte en knogle, en legemsdel eller et led på plads.

hjælpe de hellige til at følge den rigtige vej: Eller “bringe de hellige i den rette tilstand; oplære de hellige”. Det græske navneord der er oversat med “hjælpe … til at følge den rigtige vej” (katartismos), henviser her til at bringe noget i den rette tilstand, eller at justere noget. Det kan også indeholde tanken om at udruste nogen til en opgave. Nogle gange blev ordet brugt i lægelige tekster angående det at sætte en knogle, en legemsdel eller et led på plads. (Se studienote til 2Kt 13:9). Jesus hjalp “de hellige” til at følge den rigtige vej så de kunne “udføre en tjeneste”, ved at justere deres tankegang og indstilling så den var i overensstemmelse med Guds tanker og vilje. De fik denne “hjælp” (eller “oplæring”) gennem mennesker der var givet “som gaver”, altså tilsynsmænd der var udnævnt af ånden, som Jesus gav til menigheden. – Ef 4:8, 11, 12; 1Kt 16:15-18; 2Ti 2:2; Tit 1:5.

slår ind på en forkert kurs: Eller “begår et fejltrin”. Det græske udtryk der er oversat med “en forkert kurs” (paraptoma; bogst.: “et fald ved siden af”), kan henvise til en overtrædelse der kan være alt fra konsekvensen af dårlig dømmekraft til en alvorlig overtrædelse af Guds lov. (Mt 6:14; Ro 5:15, 17; Ef 1:7; 2:1, 5) En der slår ind på en forkert kurs, lever ikke i harmoni med Guds retfærdige normer. I stedet er han på vej i den forkerte retning, selvom han måske endnu ikke har begået en alvorlig synd.

I der har åndelige kvalifikationer: Eller “I der er åndeligsindede (åndeligt modne)”. Det græske ord der er brugt her (pneumatikos), er beslægtet med ordet for “ånd” (pneuma), der forekommer i udtrykket “Guds hellige ånd”, eller aktive kraft. (Ef 4:30) Så for at være kvalificeret til at korrigere andre må de der er åndeligt modne i menigheden, have mere end viden, visdom og erfaring. Det må også være tydeligt at de bliver ved med at lade sig lede af Guds hellige ånd. – Ga 5:16, 18, 25.

prøve at hjælpe ham tilbage på den rette vej: Det græske udsagnsord katartizo indeholder tanken om at noget bliver bragt i orden, eller bliver rettet ind. I denne sammenhæng er udsagnsordet brugt om det at korrigere og give åndelig hjælp til en trosfælle der er ‘slået ind på en forkert kurs’. Den form det græske udsagnsord står i her, imperfektum, giver rum for oversættelsen “prøve at hjælpe ham”, hvilket indikerer at de “der har åndelige kvalifikationer”, skal gøre en oprigtig indsats for at hjælpe overtræderen tilbage på den rette vej. Men selve korrektionen afhænger af om den der er slået ind på en forkert kurs, reagerer positivt på hjælpen eller ej. Det samme udsagnsord bliver brugt i Mt 4:21 om det at reparere net. Det beslægtede navneord katartismos, der er oversat med at “hjælpe ... til at følge den rigtige vej” i Ef 4:12, er et udtryk der nogle gange forekommer i lægelige tekster angående det at sætte en knogle, en legemsdel eller et led på plads. – Se studienoter til 2Kt 13:9; Ef 4:12.

holde øje med dig selv: Eller “passe på dig selv; være opmærksom på dig selv”. Paulus skifter her fra flertal til ental. Han advarer dermed enhver kristen der vejleder andre, om at han skal være meget opmærksom på ikke selv at give efter for de fristelser han opfordrer andre til at undgå. Sætningen indeholder også en advarsel mod at blive selvretfærdig og se ned på andre. – 1Kt 10:12.

Bliv ved med at hjælpe hinanden når I har tunge byrder at bære på: Flertalsformen af det græske ord baros, der her er gengivet med “byrder”, betyder bogstaveligt “tunge ting” og kan også oversættes med “besværligheder”. Denne opfordring kommer lige efter det vers hvor Paulus har talt om at man skal give åndelig hjælp til en der er ‘slået ind på en forkert kurs’. Konsekvenserne af hans forkerte kurs kan være som en byrde der er svær for ham at bære uden hjælp. Kristne der gør det til en vane at hjælpe deres trosfæller med at bære deres byrder, viser kærlighed og viser på den måde at de følger ... Kristus’ lov. (Joh 13:34, 35) Men som Paulus siger i vers 3 til 5, betyder det ikke at man skal bære en anden persons “ansvarsbyrde” (græsk: fortion), det ansvar hver enkelt har over for Gud. – Se studienote til Ga 6:5.

Kristus’ lov: Denne lov indeholder Jesus’ undervisning samt det Guds ånd fik Jesus’ disciple til at skrive ned i det vi kender som De Kristne Græske Skrifter. Som Jeremias havde forudsagt, erstattede denne lov Moseloven. (Jer 31:31-34; He 8:6-13) Jesus Kristus var ikke ophavsmand til disse love og principper; han havde modtaget dem fra den store Lovgiver, Jehova. (Joh 14:10) På grundsproget findes udtrykket “Kristus’ lov” kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter, men en lignende formulering forekommer i 1Kt 9:21, hvor det på dansk også er oversat med “Kristus’ lov”. Loven omtales også som “den fuldkomne lov som fører til frihed” (Jak 1:25), “et frit folks lov” (Jak 2:12) og “troens lov”. – Ro 3:27.

sin egen ansvarsbyrde: Eller “sin egen byrde”. Paulus bruger her det græske ord fortion, der henviser til noget der bliver båret uden at man siger noget om hvad det vejer. Denne byrde er ikke det samme som de “tunge byrder” der omtales i vers 2. De byrder er nogle man kan have brug for hjælp til at bære. (Se studienote). Det udtryk der bruges her, henviser til det personlige ansvar som alle kristne har over for Gud. Et leksikon siger om det græske ord: “Det betegnede i militært sprogbrug en mands oppakning eller en soldats udrustning.”

sin egen ansvarsbyrde: Eller “sin egen byrde”. Paulus bruger her det græske ord fortion, der henviser til noget der bliver båret uden at man siger noget om hvad det vejer. Denne byrde er ikke det samme som de “tunge byrder” der omtales i vers 2. De byrder er nogle man kan have brug for hjælp til at bære. (Se studienote). Det udtryk der bruges her, henviser til det personlige ansvar som alle kristne har over for Gud. Et leksikon siger om det græske ord: “Det betegnede i militært sprogbrug en mands oppakning eller en soldats udrustning.”

Bliv ved med at hjælpe hinanden når I har tunge byrder at bære på: Flertalsformen af det græske ord baros, der her er gengivet med “byrder”, betyder bogstaveligt “tunge ting” og kan også oversættes med “besværligheder”. Denne opfordring kommer lige efter det vers hvor Paulus har talt om at man skal give åndelig hjælp til en der er ‘slået ind på en forkert kurs’. Konsekvenserne af hans forkerte kurs kan være som en byrde der er svær for ham at bære uden hjælp. Kristne der gør det til en vane at hjælpe deres trosfæller med at bære deres byrder, viser kærlighed og viser på den måde at de følger ... Kristus’ lov. (Joh 13:34, 35) Men som Paulus siger i vers 3 til 5, betyder det ikke at man skal bære en anden persons “ansvarsbyrde” (græsk: fortion), det ansvar hver enkelt har over for Gud. – Se studienote til Ga 6:5.

Den der bliver undervist i ordet: Det ord der tales om her, er Guds ord og Jesus Kristus’ undervisning. I sine breve lægger Paulus stor vægt på undervisning i den kristne menighed. Når han gør det, bruger han ofte det græske ord didasko, der indeholder tanken om at vejlede, forklare, argumentere og fremlægge beviser. (Ro 2:21; 12:7; 1Kt 4:17; Kol 3:16; 2Ti 2:2; se studienote til Mt 28:20). Men i det her vers bruger Paulus i stedet for et mere specifikt ord, katecheo, når han taler om “den der bliver undervist i” Guds ord, og “den som underviser”. Udtrykket betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan i nogle tilfælde indeholde tanken om mundtlig undervisning. (Se studienote til ApG 18:25). En der lader sandheden fra “ordet” lyde ned i sit sind og hjerte, bliver kvalificeret til at undervise andre. – 2Ti 2:2.

dele alt godt med den som underviser ham: “Den der bliver undervist,” bliver tilskyndet til at dele med sin lærer både materielt og åndeligt, et princip der også findes andre steder i Bibelen. (Mt 10:9, 10; Ro 15:27 og studienote; 1Kt 9:11, 13, 14; 1Ti 5:17, 18; He 13:16) Udtrykket “dele ... med” kan også indeholde tanken om at eleven lytter til det han lærer, og anvender det. Han giver udtryk for sin tro og overbevisning med sine egne ord og bliver således også selv en underviser af den gode nyhed. En elev der reagerer på den måde, ‘deler alt godt’ med sin lærer. – 2Ti 2:2.

undervist: Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. Når man indprenter sandheden fra Guds ord i en elevs hjerte og sind, bliver han selv i stand til at undervise andre. – Se også Ga 6:6, hvor det samme græske ord bruges to gange.

lær dem: Det græske ord der her er gengivet med “lær”, har at gøre med at undervise, forklare, give argumenter og føre beviser. (Se studienoter til Mt 3:1; 4:23). At lære folk at holde alt hvad Jesus havde befalet, ville være en fortsat proces der indebar at undervise i hans lære, at efterleve hans lære og at følge hans eksempel. – Joh 13:17; Ef 4:21; 1Pe 2:21.

står de ... i gæld til: Eller “skylder de; er de forpligtet over for”. I Bibelen bruges det græske ord der betegner en der står i “gæld”, og andre ord der indeholder tanken om at skylde nogen noget, ikke kun om økonomisk gæld, men også om forpligtelser og pligter generelt. (Se studienote til Ro 1:14). Det Paulus gerne vil fremhæve, er at ikkejøder der havde fået tro, stod i gæld til de jødiske kristne i Jerusalem fordi de havde hjulpet dem åndeligt. Det var derfor kun rimeligt at de hjalp deres fattige jødiske brødre materielt. – Ro 15:26.

narre: En bogstavelig oversættelse af det græske ord der forekommer her, indeholder tanken om at man med en gestus med næsen viser foragt. På nogle sprog kan det udtrykkes ved at man vrænger på næsen ad nogen eller noget eller stikker næsen i sky. Det at narre nogen kan også være forbundet med at man mundtligt giver udtryk for foragt og ringeagt, og at man endda går så langt som til at trodse og udfordre nogen. Paulus advarer her om at det er farligt at tro at man kan ringeagte principperne i Guds ord, eller at man kan slippe godt afsted med at ignorere dem.

Hvad et menneske sår, skal det også høste: Dette ordsprog var almindeligt kendt på Paulus’ tid. Det stammer åbenbart fra oldtidens landbrugssamfund. Ordsproget understreger et faktum: Det man sår i jorden, er også det der vil komme op af jorden. Når man brugte ordsproget i oldtiden, var det som regel i negativ forstand – man ville høste negative konsekvenser hvis man handlede forkert. Men Paulus fremhæver også at hvis man gør det rigtige, vil det få et godt udfald, “evigt liv”. (Ga 6:8) Dette eviggyldige princip finder vi også andre steder i Bibelen. – Ord 11:18; 22:8; Ho 8:7; 10:12; 2Kt 9:6; se studienoter til Ga 6:8.

den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd: Dvs. en person der lever på en måde så Guds ånd frit kan virke i ham og derved hjælpe ham til at vise dens frugt. Sådan en person “skal høste evigt liv af Guds ånd”. – Mt 19:29; 25:46; Joh 3:14-16; Ro 2:6, 7; Ef 1:7.

Den der sår ved at følge kødets ønsker: Dvs. en person der giver efter for “kødets gerninger”, der er et resultat af de ønsker der opstår hos mennesker på grund af deres syndige tilbøjeligheder. (Ga 5:19-21) Hvis det er det man “sår”, vil man høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker. Da det første menneske syndede, blev han og alle hans efterkommere slaver under forgængelighed. (Ro 5:12; 8:21 og studienote) Konsekvensen af dette slaveri er ufuldkommenhed, der ikke kun betyder at mennesker bliver syge, gamle og dør, men som også har medført moralsk og åndeligt fordærv. Derfor vil “den der sår ved at følge kødets ønsker”, ikke få evigt liv. – Se også 2Pe 2:12, 18, 19.

Den der sår ved at følge kødets ønsker: Dvs. en person der giver efter for “kødets gerninger”, der er et resultat af de ønsker der opstår hos mennesker på grund af deres syndige tilbøjeligheder. (Ga 5:19-21) Hvis det er det man “sår”, vil man høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker. Da det første menneske syndede, blev han og alle hans efterkommere slaver under forgængelighed. (Ro 5:12; 8:21 og studienote) Konsekvensen af dette slaveri er ufuldkommenhed, der ikke kun betyder at mennesker bliver syge, gamle og dør, men som også har medført moralsk og åndeligt fordærv. Derfor vil “den der sår ved at følge kødets ønsker”, ikke få evigt liv. – Se også 2Pe 2:12, 18, 19.

den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd: Dvs. en person der lever på en måde så Guds ånd frit kan virke i ham og derved hjælpe ham til at vise dens frugt. Sådan en person “skal høste evigt liv af Guds ånd”. – Mt 19:29; 25:46; Joh 3:14-16; Ro 2:6, 7; Ef 1:7.

slaveri under forgængelighed: Det græske ord der er oversat med “forgængelighed”, indeholder tanken om “forrådnelse; opløsning; nedbrydning”. Dette “slaveri under forgængelighed” er et resultat af synden og har medført fysisk ufuldkommenhed, aldring, sygdom og død. Selv et fuldkomment menneske har en forgængelig krop, hvilket vi kan se af det Paulus skrev angående Jesus: “[Gud] oprejste ham fra de døde så han aldrig igen skulle vende tilbage til forrådnelse,” dvs. aldrig vende tilbage til livet i en forgængelig menneskekrop. (ApG 13:34) Den fuldkomne Adam havde også en forgængelig krop, en der kunne dø. Hvis Adam havde været lydig mod Gud, kunne han imidlertid have levet for evigt. Det var først da Adam syndede, at han blev slave under forgængelighed og de ødelæggende konsekvenser der følger med. Han var årsag til at alle hans efterkommere, hele menneskeslægten, også blev underlagt dette slaveri. (Ro 5:12) Guds børns herlige frihed sigter til at mennesker bliver befriet fra dette slaveri og senere får den forret at blive Guds børn på samme måde som Adam var det. (Lu 3:38) Jehova har lovet en sådan frihed og et evigt liv til “den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd”. Men “den der sår ved at følge kødets ønsker, skal høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker” og vil ikke opnå frihed og evigt liv. – Ga 6:8.

opgive: Eller “blive trætte af”. Det græske ord der forekommer her, kan også indeholde tanken om ikke at miste modet eller entusiasmen med hensyn til at gøre det der er rigtigt. – Se studienote til 2Kt 4:1.

giver vi ikke op: Eller “taber vi ikke modet”. I denne sammenhæng indikerer udtrykket at Paulus og hans medarbejdere ikke ville lade sig slå ud eller miste begejstringen for deres tjeneste.

mulighed for det: Bogst.: “tiden til det”. Det græske ord kairos gengives nogle gange med “periode” eller “fastsat tid”. I Ef 5:16 (se studienote) forekommer det i udtrykket “brug jeres tid klogt”.

dem der er vores brødre og søstre i troen: Eller “dem der hører til troens husstand (familie)”. Den græske formulering der er oversat med “dem der er vores brødre og søstre i troen”, sigter til medlemmerne af en bogstavelig familie, eller husstand. (1Ti 5:8) I den græsk-romerske verden kunne en husstand betegne en sammentømret gruppe mennesker der havde samme tro, opfattelser eller mål. Det beskriver meget godt det der kendetegnede menighederne i det første århundrede, hvor man som regel mødtes i private hjem (Ro 16:3-5), og hvor alle følte et stærkt åndeligt fællesskab. – Ef 2:19.

Brug jeres tid klogt: Bogst.: “Køb jer den nødvendige tid”. Det samme udtryk findes i Kol 4:5. Det kræver ofre af en at leve efter det råd, for det viser at man må købe tid fra andre ting man gør, man må tage tid fra mindre vigtige aktiviteter for at bruge tiden på åndelige aktiviteter. Det var ikke tid i almindelighed Paulus talte om, men et bestemt tidsrum, eller en tid. De kristne i Efesos kunne glæde sig over en rolig tid hvor de havde en vis frihed til at udføre deres tjeneste. Paulus opfordrede dem til ikke at spilde tiden men udnytte den klogt og få det bedste ud af den.

jeg har skrevet til jer med egen hånd: Som regel dikterede Paulus sine breve til en sekretær, men det her brev havde han åbenbart selv skrevet. – Se Ro 16:22 og studienote.

Tertius: Den der nedskrev eller renskrev Paulus’ brev til romerne, og den eneste af Paulus’ sekretærer der bliver omtalt ved navn. Formuleringen i Herrens navn tyder på at Tertius var en trofast kristen, og muligvis tilhørte han menigheden i Korinth. Brevet indeholder også en personlig hilsen fra Tertius, måske fordi han kendte mange af de kristne i Rom.

dem der søger andre menneskers godkendelse: Bogst.: “dem som ønsker at tage sig godt ud i kødet”. I denne sammenhæng refererer “kødet” til det der har med den fysiske krop at gøre og derfor er noget andre kan se. Nogle der påstod at være kristne, sagde at det var nødvendigt at blive omskåret og overholde andre dele af Moseloven for at opnå Guds godkendelse. Men deres egentlige motiv var at gøre et godt indtryk på jøderne og undgå at “blive forfulgt” af de jøder der var modstandere af kristendommen. Fordi de gik så overdrevet meget op i hvilket indtryk de gjorde på andre, og insisterede på at man skulle omskæres, benægtede de i virkeligheden at Jesus’ død var det eneste grundlag for frelse.

Kristus’ torturpæl: Her bruges udtrykket “torturpæl” (græsk: stauros) som en betegnelse for Jesus’ død på pælen. Jesus døde på denne måde for at mennesker ikke længere skulle være slaver af synden, men blive forsonet med Gud og få et godt forhold til ham. Paulus blev forfulgt af jøderne fordi han anerkendte og forkyndte at Jesus’ død på torturpælen var det eneste grundlag for frelse.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring.

død: Eller “blevet pælfæstet”. Paulus forklarer at Jesus’ død på torturpælen er det eneste grundlag for frelse. Af den grund hadede verden Paulus og så ham som en kriminel der fortjente at dø. Omvendt betragtede Paulus verden som noget der var dømt til døden.

Det der betyder noget, er at være en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Desuden er de salvede også en del af den kristne menighed, “Guds Israel” (Ga 6:16 og studienote), som også er en ny åndelig skabning. (Se studienote til 2Kt 5:17). Så i Guds øjne har det ingen betydning om en kristen er omskåret eller ej.

er han derfor en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Selvom der ikke er blevet skabt nye fysiske ting siden slutningen af den sjette skabelsesdag (1Mo 2:2, 3), er der blevet skabt nye åndelige ting.

Guds Israel: Dette udtryk, som vi kun finder én gang i Bibelen, henviser til det åndelige Israel og ikke til de biologiske efterkommere af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1Mo 32:22-28) Det foregående vers (Ga 6:15) viser at det ikke er et krav at være omskåret for at høre til “Guds Israel”. Profeten Hoseas forudsagde at Gud ville vise godhed mod et folk der også omfattede ikkejøder. Gud sagde: “Jeg vil sige til dem der ikke er mit folk: ‘I er mit folk.’” (Ho 2:23; Ro 9:22-25) Gud forkastede det bogstavelige Israel (ApG 1:13-15; 2:41; 4:4), og det var “kun en rest” af jøderne og proselytterne der blev en del af det åndelige Israel (Esa 10:21, 22; Ro 9:27). Paulus skrev senere til romerne: “Det er nemlig ikke alle som stammer fra Israel, der i virkeligheden er ‘Israel’.” – Ro 9:6; se også studienoter til ApG 15:14; Ro 2:29; 9:27; 11:26.

jøde: Det græske udtryk ioudaios svarer til det hebraiske udtryk jehudhi og betyder “fra [tilhørende] Juda”, hvilket gengives med “jøde(r); jødisk(e)” i De Hebraiske Skrifter. Særligt efter jødernes eksil blev betegnelsen “jøde” brugt om et medlem af nationen Israel. (Se Ordforklaring: “Jøde”). I 1Mo 29:35 bliver navnet Juda knyttet sammen med det hebraiske udsagnsord der er gengivet med “prise”, hvilket viser at navnet betyder “priset; genstand for lovprisning”. Nogle mener at Paulus måske bruger et ordspil som er baseret på betydningen af det hebraiske ord for “jøde; Juda”. Det har han muligvis gjort for at vise at en sand “jøde” er en der får ros (eller bliver prist) af Gud fordi han har et omskåret hjerte og hans motiv til at tjene Jehova er godt og rent. (Se studienote til omskærelse af hjertet i dette vers). Paulus siger at Guds godkendelse, den største ros et menneske kan få, gives upartisk; den afhænger ikke af afstamning. De kristne i det første århundrede var altså åndelige jøder, medlemmer af “Guds Israel”. – Ga 6:16.

der følger denne rettesnor: Det græske ord der er brugt her (kanon), kommer af det hebraiske ord for “rørkæp” (qaneh). En rørkæp, eller en stok, blev brugt som måleredskab. (Eze 40:5) Paulus anvender udtrykket i overført betydning til at beskrive ‘den rettesnor’ som de der tilhører “Guds Israel”, skulle måle deres handlinger efter. Hvis de viste tro på den ufortjente godhed der kom til udtryk gennem Kristus, og levede i overensstemmelse med den, kunne de glæde sig over en “fred og barmhjertighed” som det aldrig før havde været muligt for ufuldkomne mennesker at opnå. – Ga 3:24, 25; se også Ordforklaring: “Kanon (Bibelens kanon)”.

Guds Israel: Dette udtryk, som vi kun finder én gang i Bibelen, henviser til det åndelige Israel og ikke til de biologiske efterkommere af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1Mo 32:22-28) Det foregående vers (Ga 6:15) viser at det ikke er et krav at være omskåret for at høre til “Guds Israel”. Profeten Hoseas forudsagde at Gud ville vise godhed mod et folk der også omfattede ikkejøder. Gud sagde: “Jeg vil sige til dem der ikke er mit folk: ‘I er mit folk.’” (Ho 2:23; Ro 9:22-25) Gud forkastede det bogstavelige Israel (ApG 1:13-15; 2:41; 4:4), og det var “kun en rest” af jøderne og proselytterne der blev en del af det åndelige Israel (Esa 10:21, 22; Ro 9:27). Paulus skrev senere til romerne: “Det er nemlig ikke alle som stammer fra Israel, der i virkeligheden er ‘Israel’.” – Ro 9:6; se også studienoter til ApG 15:14; Ro 2:29; 9:27; 11:26.

Israel: Betyder “en der kæmper med (holder fast ved) Gud” eller “Gud kæmper”. Jakob fik dette navn efter at han havde kæmpet med en engel for at få en velsignelse. I modsætning til Esau værdsatte Jakob det der er helligt, og han var villig til at kæmpe af alle kræfter for at opnå Guds velvilje. (1Mo 32:22-28; He 12:16) De der hører til “Guds Israel”, efterligner Jakob ved at have den samme stærke tro og holde fast ved det der har med Guds vilje at gøre. – Se studienote til Guds Israel i dette vers.

og på den måde vil hele Israel blive frelst: Dvs. hele det åndelige Israel, “Guds Israel”. (Ga 6:16; Ro 2:29) Guds hensigt er at 144.000 åndelige israelitter skal frelses og regere sammen med hans Søn i himlen. Den hensigt vil blive opfyldt “på den måde”, dvs. ved at grenene fra et “vildt oliventræ” i overført betydning bliver podet på så Guds hensigt med “det ædle oliventræ” kan blive gennemført – at det skal være fyldt med grene der bærer frugt. (Ro 11:17-25; Åb 7:4; 14:1, 3) Det betød at ikkejødiske kristne fik lov til at blive en del af det åndelige Israel. Nogle mener at det græske udtryk i begyndelsen af verset skal oversættes med “og så” eller “og til sidst”, men udtrykket “og på den måde” støttes af mange opslagsværker og andre bibeloversættelser.

angående Israel udbryder Esajas: Her og i det følgende vers citerer Paulus fra Esa 10:22, 23. Disse vers forudsagde hvad der skete i 607 f.v.t. da Jehova brugte den babyloniske verdensmagt til at eksekvere dom over Israel. Hele landet, også Jerusalem, blev indtaget af fjenden. Jøderne blev ført til Babylon, hvor de var i fangenskab i 70 år. Derefter var det “kun en rest” der vendte tilbage for at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem. Her i sit brev til Romerne viser Paulus at denne profeti fik endnu en opfyldelse i det første århundrede e.v.t. På det tidspunkt blev et relativt lille antal jøder, “en rest”, disciple af Jesus og vendte tilbage til Jehova i åndelig forstand. (Ro 11:4, 5) Senere sluttede troende ikkejøder sig til dem, og de kom til at udgøre en åndelig nation, “Guds Israel”. – Ga 6:16.

et folk der skulle bære hans navn: Dette udtryk hentyder måske til forskellige steder i De Hebraiske Skrifter hvor det nævnes at Jehova har udvalgt et folk til at være hans særlige ejendom. (2Mo 19:5; 5Mo 7:6; 14:2; 26:18, 19) Dette nye folk der skulle bære Jehovas navn, omtales som “Guds Israel”, dvs. det åndelige Israel, og skulle også indbefatte troende ikkejøder. (Ga 6:16; Ro 11:25, 26a; Åb 14:1) De skulle forkynde om ham de repræsenterede, fortælle om hans fantastiske egenskaber og offentligt ære hans navn. (1Pe 2:9, 10) Jehova betragtede det åndelige Israel ligesom det bogstavelige Israel, som han kaldte et “folk jeg har dannet mig, [som] kan forkynde til pris for mig”. (Esa 43:21) Disse første kristne forkyndte modigt at Jehova er den eneste sande Gud, og afslørede derved alle de falske guder der blev tilbedt dengang. – 1Ts 1:9

brændemærker på kroppen som viser at jeg er en træl for Jesus: Udtrykket der her gengives “brændemærker ... som viser at jeg er en træl” (flertalsformen af det græske ord stigma), findes kun her i De Kristne Græske Skrifter. I ikkereligiøs græsk litteratur blev udtrykket brugt om brændemærker der forestillede forskellige tegn eller bogstaver, nogle gange i forbindelse med identifikation af slaver, men ordet blev også brugt i betydningen ar. Paulus refererede måske til de ar der var på hans krop som han havde fået fordi han var blevet forfulgt, og som var et vidnesbyrd om at han var en trofast træl for Kristus. (2Kt 4:10; 11:23-27; Flp 3:10) Det er også muligt at Paulus i stedet for at tale om bogstavelige ar tænkte på den måde han udførte sin kristne tjeneste på, viste Guds ånds frugt og levede sit liv på en måde der viste at han var en træl der tilhørte Kristus.

med den ånd I lægger for dagen: Bogst.: “med jeres ånd”. I denne sammenhæng bruges ordet “ånd” om den indre drivkraft, eller dominerende indstilling, der får en person til at tale eller handle på en bestemt måde. For eksempel taler Bibelen om ‘den stille og milde ånd’. (1Pe 3:4) I 2Ti 1:7 nævner Paulus “en ånd som giver os kraft, kærlighed og et sundt sind”, som modsætning til “en ånd der gør os feje”. Han afslutter sit brev til Timotheus med ordene: “Jeg beder om at Herren må være med dig fordi du viser den rette ånd.” (2Ti 4:22) Ligesom en enkeltperson kan vise en bestemt ånd eller indstilling, kan en gruppe af mennesker også gøre det. Både i sine afsluttende ord til galaterne og i brevet til filipperne bruger Paulus et græsk stedord i flertal (“I; jer”) for at udtrykke sit ønske om at alle i disse menigheder måtte vise en ånd der var i harmoni med Guds vilje og det eksempel Kristus viste. – Flp 4:23.