Til romerne 9:1-33

9  Det jeg her siger som discipel af Kristus, er sandt. Jeg lyver ikke, og min samvittighed bekræfter under den hellige ånds ledelse  at jeg i mit hjerte føler en stor sorg og en konstant smerte.  Jeg kunne ønske at jeg selv var skilt fra Kristus som en der var forbandet, i stedet for mine brødre, mine kødelige slægtninge,  nemlig israelitterne. Det er jo dem Gud adopterede som sønner+ og viste ære. Han gav dem pagterne,+ Loven,+ den hellige tjeneste+ og løfterne.+  De har også forfædrene,+ som Kristus i fysisk forstand nedstammede fra.+ Lad Gud, som er over alle, blive æret for evigt. Amen.  Men man kan ikke sige at Guds ord er slået fejl. Det er nemlig ikke alle som stammer fra Israel, der i virkeligheden er “Israel”.+  De er heller ikke alle sammen børn af Abraham fordi de er hans efterkommere.+ Nej, “det der skal kaldes dit afkom, vil komme gennem Isak”.+  Det vil sige at de der er børn i bogstavelig forstand, i virkeligheden ikke er Guds børn.+ Men de der er børn i kraft af løftet,+ bliver regnet for at være afkommet.  Løftet lød jo sådan: “Jeg kommer tilbage til dig ved denne tid, og så har Sara en søn.”+ 10  Og løftet blev ikke kun givet dér, men også da Rebekka skulle have tvillinger med sin mand, Isak, vores forfar.+ 11  Det var Guds hensigt at hans udvælgelse ikke skulle afhænge af gerninger men af Ham der kalder. Derfor blev der, allerede inden tvillingerne var blevet født, og altså før de havde gjort noget som helst godt eller ondt, 12  sagt til hende: “Den ældste skal være træl for den yngste.”+ 13  Det var jo som der står skrevet: “Jeg elskede Jakob, men Esau hadede jeg.”+ 14  Betyder det så at Gud gør noget der er uretfærdigt? Bestemt ikke!+ 15  Han siger jo til Moses: “Jeg vil vise barmhjertighed mod den jeg vælger at vise barmhjertighed, og jeg vil vise medfølelse mod den jeg vælger at vise medfølelse.”+ 16  Udvælgelsen afhænger altså ikke af et menneskes egne ønsker eller anstrengelser, men af Gud, der viser barmhjertighed.+ 17  I et skriftsted siges der jo til Farao: “Netop af denne grund har jeg ladet dig blive i live: for at vise min magt i forbindelse med dig og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.”+ 18  Han viser altså barmhjertighed mod dem han vil, og han lader dem han vil, blive hårdhjertede.+ 19  Nu vil du sige til mig: “Hvordan kan han så bebrejde nogen? Ingen kan jo sætte sig op imod hans vilje.” 20  Men du menneske, hvordan kan du protestere over for Gud?+ Kan det der er blevet formet, sige til ham der har formet det: “Hvorfor har du lavet mig på denne måde?”+ 21  Har pottemageren ikke fuld myndighed over leret+ så han af den samme klump kan lave ét kar til et ærefuldt formål og et andet til et formål der ikke er ærefuldt? 22  Hvad nu hvis Gud ønskede at vise sin vrede og gøre sin magt kendt og han derfor med stor tålmodighed fandt sig i vredens kar, der fortjente at blive ødelagt? 23  Og hvis han gjorde det for at han kunne vise sin store herlighed over for barmhjertighedens kar,+ over for dem han på forhånd havde gjort klar til at modtage herlighed, 24  det vil sige os, som han kaldte, ikke kun fra jøderne men også fra nationerne,+ hvem kan så indvende noget imod det? 25  Det er som han også siger hos Hoseas: “Dem der ikke er mit folk,+ vil jeg kalde ‘mit folk’, og hende der ikke var elsket, vil jeg kalde ‘min elskede’.+ 26  Og der hvor man før sagde til dem: ‘I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‘sønner af den levende Gud’.”+ 27  Og angående Israel udbryder Esajas: “Selvom antallet af Israels sønner skulle være som sandet ved havet, vil kun en rest blive reddet,+ 28  for Jehova vil holde regnskab på jorden, grundigt og hurtigt.”+ 29  Det er også præcis som Esajas har forudsagt: “Hvis ikke Hærstyrkers Gud, Jehova, havde ladet nogle af vores efterkommere overleve, var vi blevet som Sodoma, og vi ville have lignet Gomorra.”+ 30  Hvad betyder så alt dette? At mennesker fra nationerne, selvom de ikke har jaget efter retfærdighed, alligevel har opnået retfærdighed,+ nemlig den retfærdighed der kommer af tro.+ 31  Men Israel, der anstrengte sig for at holde en lov der kunne føre dem til retfærdighed, kunne ikke opfylde denne lov. 32  Og hvorfor ikke? Fordi de ikke anstrengte sig ved at vise tro, men ved at gøre gerninger. De snublede over “snublestenen”,+ 33  som der står skrevet: “Se! I Zion lægger jeg en sten+ man kan snuble over, og en klippe man kan tage anstød af, men den der bygger sin tro på den, vil ikke blive skuffet.”+

Fodnoter

Studienoter

skilt fra ... som en der var forbandet: Dvs. forbandet af Gud. Her bruger Paulus en slags hyperbel, eller overdrivelse. Han giver udtryk for at han er villig til at tage den forbandelse fra Gud på sig som ventede hans brødre, ikketroende jøder, fordi de forkastede den lovede Messias. (Se også Ga 3:13). Paulus er altså villig til at gøre alt hvad der står i hans magt, for at hjælpe dem til at få gavn af det Gud har gjort for at frelse mennesker.

en hellig tjeneste: Eller “en tilbedelse”. Det græske ord der bliver brugt her, er latreia, og henviser til tilbedelseshandlinger. I De Kristne Græske Skrifter bruges navneordet nogle gange i forbindelse med jødernes tilbedelse under Moseloven. (Ro 9:4; He 9:1, 6) Men her bruger Paulus udtrykket i forbindelse med den kristne tilbedelse. Det beslægtede græske udsagnsord latreuo (“at udføre hellig tjeneste”) bruges både om tilbedelsen under Moseloven (Lu 2:37; He 8:5; 9:9) og de kristnes tilbedelse (Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; Åb 7:15). I Ro 1:9 viser Paulus at en vigtig del af hans hellige tjeneste var at “gøre den gode nyhed om [Guds] Søn kendt”.

adopterede som sønner: Dette udtryk bruges her i overført betydning om de bogstavelige israelitter. I denne sammenhæng henviser det åbenbart til den særlige stilling de havde som Guds pagtsfolk. I De Hebraiske Skrifter omtales nationen Israel nogle gange som Guds søn eller sønner. (2Mo 4:22, 23; 5Mo 14:1, 2; Esa 43:6; Jer 31:9; Ho 1:10; 11:1) Men det var først da Kristus Jesus havde givet sit liv som en løsesum, at det var muligt virkelig at blive sønner af Gud, og selv da afhang det af om personen accepterede og viste tro på løskøbelsen. – Joh 1:12, 13; 2Kt 6:16-18; Ga 4:4, 5.

den hellige tjeneste: Eller “tilbedelsen”. Sigter her til den hellige tjeneste der bliver beskrevet i Lovpagten. I He 9:1, 6 bruger Paulus udtrykket om den tilbedelse der foregik ved telthelligdommen, og som indbefattede de ofre der blev bragt på vegne af Israel under Lovpagten. I Ro 12:1 bruger Paulus igen udtrykket, men denne gang om den kristnes tilbedelse af Gud. – Se studienote til Ro 12:1.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

Lad Gud, som er over alle, blive æret for evigt: Dette udtryk refererer til Jehova Gud; det er en opfordring til at ære ham for det han har gjort for sit folk, deriblandt det der nævnes tidligere i denne passage. Nogle oversættelser gengiver imidlertid dette vers på en måde der kunne identificere Kristus som Den Almægtige Gud. Et eksempel er “Kristus, som er Gud over alle”. Grammatisk set er sådan en gengivelse mulig, men man er nødt til at tage sammenhængen i betragtning. De foregående vers beskriver hvad Gud i sin kærlighed har gjort for sit folk. Læg også mærke til det der står i de efterfølgende vers i Ro 9:6-13. Disse vers viser at gennemførelsen af Guds hensigt ikke afhænger af fysisk afstamning, men af Guds vilje. I vers 14-18 omtales Guds budskab til Farao, der er nedskrevet i 2Mo 9:16, for at understrege at Gud er over alle. I vers 19-24 bliver det ved hjælp af illustrationen med en pottemager og de lerkar han laver, yderligere fremhævet at Gud er den øverste. Når man tager sammenhængen i betragtning, er det derfor logisk at Paulus omtalte Gud som den der er “over alle”. Det er også værd at bemærke at Paulus i sine breve oftest tilskrev Gud en sådan ære, ikke Kristus Jesus. (Ro 11:34-36; 16:27; Ga 1:4, 5; Flp 4:20; 1Ti 1:17) Paulus skelner tydeligt mellem Jesus og Jehova Gud, som det fremgår af Ro 15:5, 6, hvor han tilskynder sine medkristne til at “ære ham som er Gud og Far for vores Herre Jesus Kristus”. (2Kt 1:3; Ef 1:3) Denne oversættelse af Ro 9:5 bliver også understøttet af Paulus’ ord i 1Kt 15:27, 28. – For en yderligere behandling af Ro 9:5, se Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter – Studieudgave med noter og henvisninger (Rbi8), Tillæg 6D, “Gud, som er over alle”.

Amen: Et udtryk der ofte bruges i de inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter efter at skribenten på en eller anden måde har lovprist Gud. – Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11; se studienote til Ro 1:25.

ikke af et menneskes egne ønsker eller anstrengelser: Bogst.: “ikke af den der ønsker, eller af den der løber”. Den bogstavelige gengivelse “den der løber” bruges her i overført betydning for at beskrive en der anstrenger sig for at nå et mål. I sine breve brugte Paulus ofte billedet med løbere i et løb. (1Kt 9:24-26; Ga 5:7; Flp 2:16) Da Paulus talte om Guds udvælgelse af det åndelige Israel, forklarede han at de der hørte til det bogstavelige Israel, regnede med at det var nok at de nedstammede fra Abraham og ‘jagede efter retfærdighed’ ved at overholde Moses’ Lov. De havde løbet, eller “jaget efter” målet “retfærdighed”, på den forkerte måde. (Ro 9:30-32) De der hørte til det sande “Israel”, skulle ikke sætte deres lid til deres egne anstrengelser eller det de selv kunne præstere, men til Guds barmhjertighed. (Ro 9:6, 7) De skulle give af sig selv i tjenesten for Gud, men uden hans barmhjertighed ville deres anstrengelser være forgæves.

navn: Guds personlige navn, der repræsenteres ved de fire hebraiske bogstaver יהוה (JHWH) og ofte gengives “Jehova” på dansk. I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 6.979 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. (For flere oplysninger om brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter, se Tillæg A5 og Tillæg C. I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. – Se også 2Mo 34:5, 6; Åb 3:4, fdn.

Jeg har gjort dit navn kendt: Jesus’ disciple kendte og brugte allerede Guds navn. De så og læste det i skriftrullerne med De Hebraiske Skrifter som de havde adgang til i deres synagoger. De så og læste det også i Septuaginta – en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter som blev brugt i undervisningen. (Se Tillæg A5 og C). I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4, fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Fordi Jesus havde været “ved Farens side”, kunne han forklare hvem Faren er, på en måde som ingen andre kunne. (Joh 1:18; Mt 11:27) Betydningen af Guds navn blev altså tydeligere for Jesus’ første disciple.

Jeg har gjort dit navn kendt: I slutningen af sin bøn gentager Jesus den tanke han udtrykte i Joh 17:6. (Se studienote til Joh 17:6). I Joh 17:26 bruges der dog et andet græsk udsagnsord, gnorizo (“at gøre kendt”). Men det formidler samme tanke som det udsagnsord der bruges i Joh 17:6 (faneroo: “at manifestere; at åbenbare”). I Bibelen bliver det at gøre et navn kendt ofte forbundet med det at åbenbare selve navnet og hvad navnet står for – personens omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4; fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Her tilføjer Jesus og jeg vil gøre det kendt, som også kan gengives “og jeg vil fortsætte med at gøre det kendt”. Betydningen af Guds navn ville altså blive mere og mere tydelig for hans disciple.

I et skriftsted siges der jo til Farao: I det efterfølgende citerer Paulus fra 2Mo 9:16. Ordene er en del af det budskab som Jehova befalede Moses at overbringe Egyptens farao. (2Mo 9:13-19) I grundteksten kan man se at Paulus brugte et udtryk der personificerede Skrifterne, så det lyder som om skriftstedet selv talte til Farao. Paulus bruger et lignende udtryk i Ro 3:19, hvor der står: “Alt det Loven siger, er henvendt til dem der er underlagt Loven.” Et sådant sprogligt virkemiddel er passende i denne sammenhæng fordi man anerkendte at De Hebraiske Skrifter, deriblandt Loven, var Guds ord, og at det derfor var Gud der talte. Jesus gjorde nogle gange brug af en lignende sproglig teknik når han personificerede Guds hellige ånd ved for eksempel at sige at den ville “lære” og “vidne”. – Joh 14:26; 15:26.

har jeg ladet dig blive i live: Mange oversættelser gengiver dette udtryk “har jeg oprejst dig”, som kan indeholde den tanke at det var Gud der havde indsat Farao i sit embede. Men Paulus citerer her fra 2Mo 9:16, hvor det ud fra sammenhængen er tydeligt hvad der menes. Da Gud proklamerede den syvende plage, sagde han til Farao: “For jeg kunne have rakt min hånd ud og slået dig ..., og så var du blevet udslettet fra jorden.” (2Mo 9:15) Men i stedet for at slå Farao valgte Gud at skåne ham og sagde til ham: “Jeg [har] ladet dig blive i live [eller “Jeg har ladet dig bestå”; bogst.: “Jeg har ladet dig blive stående”].” (2Mo 9:16) Det er også værd at bemærke at i den græske Septuaginta bliver Jehovas ord til Farao oversat med “du er blevet bevaret”. Så sammenhængen både i den hebraiske tekst og i Septuaginta støtter den tanke at det græske udtryk der anvendes i Ro 9:17, betyder at Gud lod Farao leve indtil Han havde demonstreret sin magt over for ham.

for at få mit navn forkyndt på hele jorden: Paulus citerer her fra 2Mo 9:16. Ordene er en del af det Jehova bad Moses om at sige til Farao efter den sjette plage. (2Mo 9:8-15) I Bibelen kan ordet “navn” nogle gange hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. (2Mo 34:5, 6; se studienoter til Mt 6:9; Joh 17:6, 26). Gennem hele Bibelen bliver helligelsen og hævdelsen af Guds navn understreget. For eksempel sagde salmisten i en bøn: “Lad folk vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er Den Højeste over hele jorden.” (Sl 83:18) Over 50 gange i Ezekiels Bog forekommer Jehovas erklæring: Folk “skal vide at jeg er Jehova”. (Eze 6:7; 38:23) Jesus lærte sine disciple at bede om at Guds navn må blive helliget. (Mt 6:9) Apostlen Paulus opfordrede kristne til at forkynde offentligt om Guds navn (He 13:15), og i Åb 15:4 står der: “Hvem skulle ikke have dyb respekt for dig, Jehova, og ære dit navn!”

pottemageren: En håndværker der fremstiller krukker, fade og andre ting af ler. Det græske ord kerameus kommer af et rodord der betyder “at blande”, og som måske sigter til at man skulle blande vand i leret for at gøre det klar til brug. Det hebraiske ord for pottemager (jotser) betyder bogstaveligt “former” eller “en der former”. I De Hebraiske Skrifter bliver pottemagerens myndighed over leret ofte brugt som et billede på Guds suveræne magt over enkeltpersoner og nationer. – Esa 29:16; 45:9; 64:8; Jer 18:1-12.

pottemageren: En håndværker der fremstiller krukker, fade og andre ting af ler. Det græske ord kerameus kommer af et rodord der betyder “at blande”, og som måske sigter til at man skulle blande vand i leret for at gøre det klar til brug. Det hebraiske ord for pottemager (jotser) betyder bogstaveligt “former” eller “en der former”. I De Hebraiske Skrifter bliver pottemagerens myndighed over leret ofte brugt som et billede på Guds suveræne magt over enkeltpersoner og nationer. – Esa 29:16; 45:9; 64:8; Jer 18:1-12.

kar: Paulus fortsætter her sin illustration med en pottemager. (Se studienote til Ro 9:21). Det græske ord skeuos sigter bogstaveligt til en hvilken som helst slags beholder, men i Bibelen bliver det ofte anvendt billedligt om mennesker. (2Ti 2:20, 21, fodnoter) For eksempel bliver kristne sammenlignet med skrøbelige lerkar der indeholder en kostbar skat, nemlig tjenesten. (2Kt 4:1, 7) Sammenhængen i Ro 9:21-23 viser at når Gud afholder sig fra straks at bringe ødelæggelse over onde mennesker, vredens kar, skåner han dem der har den rette indstilling, og giver dem mulighed for at blive formet som “barmhjertighedens kar”. – Ro 9:23.

angående Israel udbryder Esajas: Her og i det følgende vers citerer Paulus fra Esa 10:22, 23. Disse vers forudsagde hvad der skete i 607 f.v.t. da Jehova brugte den babyloniske verdensmagt til at eksekvere dom over Israel. Hele landet, også Jerusalem, blev indtaget af fjenden. Jøderne blev ført til Babylon, hvor de var i fangenskab i 70 år. Derefter var det “kun en rest” der vendte tilbage for at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem. Her i sit brev til Romerne viser Paulus at denne profeti fik endnu en opfyldelse i det første århundrede e.v.t. På det tidspunkt blev et relativt lille antal jøder, “en rest”, disciple af Jesus og vendte tilbage til Jehova i åndelig forstand. (Ro 11:4, 5) Senere sluttede troende ikkejøder sig til dem, og de kom til at udgøre en åndelig nation, “Guds Israel”. – Ga 6:16.

Jehova: I dette citat fra Esa 10:23 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

grundigt og hurtigt: Bogst.: “idet han afslutter og afkorter det”. Paulus citerer her Esa 10:22, 23 fra Septuaginta. Denne profeti blev opfyldt på Jerusalem både i 607 f.v.t. og i 70 e.v.t. da Jehova grundigt og hurtigt eksekverede sin dom.

Hærstyrkers: Eller “himmelske Hærstyrkers”. Det græske udtryk sabaoth er en translitteration af det hebraiske ord tsevaoth, flertalsformen af tsava, der i grundbetydningen sigter til en bogstavelig hær af soldater, eller kampstyrker. (1Mo 21:22; 5Mo 20:9; se studienote til Hærstyrkers Gud, Jehova i dette vers). Det ser ud til at de “hærstyrker” der er tale om, først og fremmest – hvis ikke udelukkende – er englene. Udtrykket “Hærstyrkers Gud, Jehova” indeholder tanken om den store magt universets Suveræne Hersker har, ham der har kommandoen over vældige hære af åndeskabninger. (Sl 103:20, 21; 148:1, 2; Esa 1:24; Jer 32:17, 18) Nogle mener at de “hærstyrker” der er tale om i udtrykket “Hærstyrkers Gud, Jehova”, ikke bare omfatter englene, men også den israelitiske hær og de livløse himmellegemer.

Hærstyrkers Gud, Jehova: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer 285 gange (i forskellige former), første gang i 1Sa 1:3. Det er en kombination af tetragrammet og det hebraiske ord for “hærstyrker”, tsevaoth. Den græske gengivelse af dette udtryk forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Jak 5:4. Både Paulus og Jakob citerer fra eller hentyder til profetier i De Hebraiske Skrifter. I disse to tilfælde bliver det hebraiske ord tsevaoth, “hærstyrker”, translittereret sabaoth på græsk. Selvom der i græske håndskrifter bogstaveligt står “Herre Sabaoth” (græsk: Kyrios Sabaoth), er der et opslagsværk der definerer sabaoth som “et tilnavn der anvendes om Gud ... =יהוה צְבָאוֹת [JHWH tsevaoth] Jahwe Hærstyrkers Herre, Hærskarers Herre”. (A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, tredje udgave) Flere grunde til at Ny Verden-Oversættelsen anvender navnet Jehova i hovedteksten, findes i Tillæg C1.

Jehova: I dette citat fra Esa 1:9 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

på den: Dvs. på den symbolske sten der er omtalt i Esa 28:16, som Paulus citerer fra. Denne sten sigter til Jesus Kristus, hvilket fremgår af den måde Esajas’ profeti anvendes på i Ro 10:11 og 1Pe 2:6. Så det græske stedord der bruges her, kunne også gengives med “ham”. Det er sådan det er gengivet i Ro 10:11, hvor Paulus citerer en del af den samme profeti fra Esajas men uden at nævne ordet “sten”. De inspirerede ord af Esajas, Paulus og Peter giver altså en garanti for at det ikke vil føre til skuffelse at tro på Jesus.

vil ikke blive skuffet: Paulus citerer her Esa 28:16 fra Septuaginta. Det græske udtryk har grundbetydningen “vil ikke blive til skamme (blive gjort til skamme)”. Det understreger at de der tror på Jesus Kristus, den symbolske sten der er omtalt i Esajas’ profeti, ikke vil opleve den skam og skuffelse som andre vil opleve fordi deres tro viser sig at være forgæves. Det samme udtryk bruges i Ro 10:11 og 1Pe 2:6.

Medieindhold