Apostlenes Gerninger 15:1-41

15  Nogle mænd kom ned fra Judæa og begyndte at lære brødrene: “Hvis I ikke bliver omskåret sådan som Moses’ Lov siger,*+ kan I ikke blive frelst.”  Men Paulus og Barnabas var uenige med dem, og efter at de havde diskuteret en hel del med dem, aftalte man at Paulus, Barnabas og nogle af de andre skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem+ for at fremlægge spørgsmålet.  Efter at menigheden havde fulgt dem på vej, fortsatte de så gennem både Fønikien+ og Samaria. De fortalte i detaljer hvordan folk fra nationerne var blevet omvendt, og det blev alle brødrene rigtig glade for at høre.  Da de kom til Jerusalem, tog menigheden og apostlene og de ældste venligt imod dem, og de fortalte om de mange ting Gud havde gjort ved hjælp af dem.+  Men nogle fra farisæernes sekt der havde fået tro, rejste sig fra deres pladser og sagde: “Det er nødvendigt at omskære dem og befale dem at overholde Moses’ Lov.”+  Så apostlene og de ældste samledes for at tage sig af denne sag.  Efter at der havde været en heftig diskussion, rejste Peter sig og sagde til dem: “Brødre, I ved at Gud fra begyndelsen udvalgte mig blandt jer så folk fra nationerne gennem mig kunne høre den gode nyheds ord og få tro.+  Og Gud, som kender hjertet,+ viste at han godkendte dem, ved at give dem den hellige ånd,+ ligesom han havde givet den til os.  Og han gjorde slet ingen forskel på os og dem,+ men rensede deres hjerte på grund af deres tro.+ 10  Så hvorfor udfordrer I Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke+ som hverken vores forfædre eller vi har været i stand til at bære?+ 11  Tværtimod tror vi på at vi bliver frelst ved Herren Jesus’ ufortjente godhed+ på samme måde som dem.”+ 12  Hele gruppen blev nu tavs, og de lyttede til Barnabas og Paulus mens de berettede om de mange tegn og undere som Gud havde gjort gennem dem blandt folk fra nationerne. 13  Da de var færdige med at tale, svarede Jakob:+ “Brødre, hør på mig.+ 14  Simeon+ har i detaljer fortalt hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk der skulle bære hans navn.+ 15  Det passer med profeternes ord, sådan som der står skrevet: 16  ‘Efter dette vil jeg vende tilbage og genrejse Davids faldne hus, og jeg vil bygge dets ruiner op igen og genopbygge det 17  så de mennesker der er tilbage, ivrigt kan søge Jehova sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova, som gør disse ting+ 18  der har været kendt fra gammel tid.’+ 19  Derfor mener jeg at man ikke skal gøre det vanskeligt for dem fra nationerne som vender sig til Gud,+ 20  men skrive til dem at de skal holde sig fra det der er besmittet af afguder,+ fra seksuel umoral,+ fra det der er kvalt, og fra blod.+ 21  For fra gammel tid* er Moses’ ord blevet forkyndt i by efter by, og hans ord bliver oplæst i synagogerne hver sabbat.”+ 22  Så besluttede apostlene og de ældste, sammen med hele menigheden, at sende nogle udvalgte mænd blandt dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte Judas der blev kaldt Barsabbas, og Silas,+ som var ledende mænd blandt brødrene. 23  De skrev følgende og lod dem overbringe brevet: “Fra apostlene og de ældste, jeres brødre, til de brødre i Antiokia,+ Syrien og Kilikien som er fra nationerne: Kære brødre! 24  Vi har hørt at nogle herfra, uden at have fået instrukser om det fra os, har foruroliget jer med det de har sagt,+ og prøvet at bringe jer ud af ligevægt. 25  Derfor har vi enstemmigt besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vores kære brødre Barnabas og Paulus, 26  der begge har sat livet på spil for vores Herre Jesus Kristus’ navns skyld.+ 27  Vi sender derfor Judas og Silas så de mundtligt kan meddele jer det samme.+ 28  Den hellige ånd+ og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen ekstra byrde på jer ud over følgende nødvendige ting: 29  I skal holde jer fra det der er ofret til afguder,+ fra blod,+ fra det der er kvalt,+ og fra seksuel umoral.+ Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!” 30  Disse mænd blev altså sendt afsted, og de tog ned til Antiokia, samlede alle disciplene og afleverede brevet. 31  De læste det og glædede sig over opmuntringen. 32  Judas og Silas var også profeter, så de opmuntrede brødrene med mange foredrag og styrkede dem.+ 33  De blev der et stykke tid, og så sendte brødrene dem afsted med fred, tilbage til dem der havde udsendt dem. 34  —— 35  Men Paulus og Barnabas blev i Antiokia, hvor de sammen med mange andre underviste og forkyndte den gode nyhed om Jehovas ord. 36  Efter nogle dage sagde Paulus til Barnabas: “Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i de byer hvor vi har forkyndt Jehovas ord, for at se hvordan de har det.”+ 37  Barnabas var besluttet på at tage Johannes, der blev kaldt Markus, med.+ 38  Men Paulus havde ikke lyst til at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde hjulpet dem med arbejdet.+ 39  Så de kom op at skændes og skiltes i vrede, og Barnabas+ tog Markus med og sejlede til Cypern. 40  Men Paulus udvalgte Silas og tog afsted efter at brødrene havde bedt Jehova om at vise ham ufortjent godhed.+ 41  Han rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne.

Fodnoter

Bogst.: “efter Moses’ skik”.
Eller “fra de ældste generationer”.

Studienoter

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

de ældste: Bogst.: “de ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation, men nogle gange bruges det om alder i bogstavelig forstand. (Se studienote til Mt 16:21). I det gamle Israel havde de ældste andel i ledelsen og forvaltningen både i lokalsamfund (5Mo 25:7-9; Jos 20:4; Ru 4:1-12) og på nationalt plan (Dom 21:16; 1Sa 4:3; 8:4; 1Kg 20:7). I dette vers bruges ordet for første gang i forbindelse med den kristne menighed. Ligesom det var tilfældet i det bogstavelige Israel, havde de ældste i det åndelige Israel ansvar for menighedens ledelse. I det tilfælde der nævnes i dette vers, tog de ældste imod det bidrag der var givet som nødhjælp, og førte tilsyn med fordelingen af det blandt menighederne i Judæa.

heftig diskussion: Det græske ord der bruges her, er beslægtet med et udsagnsord der betyder “at søge” (zeteo), og indebærer “søgen; undersøgelse; forhør”. (Kingdom Interlinear) Det viser at apostlene og de ældste grundigt behandlede problemstillingen ved at stille spørgsmål, undersøge kendsgerningerne og uden tvivl åbent og ærligt give udtryk for deres forskellige synspunkter.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. Her refererer det græske udtryk presbyteros til dem der havde en ansvarsopgave i den første kristne menighed. De ældste i menigheden i Jerusalem nævnes sammen med apostlene som dem Paulus, Barnabas og nogle brødre fra Antiokia i Syrien gik til for at få afklaret spørgsmålet om omskærelse. Ligesom nogle ældste i det bogstavelige Israel tog sig af anliggender der berørte hele nationen, udgjorde disse ældste sammen med apostlene et styrende råd for alle de kristne menigheder i det første århundrede. Det indikerer at den oprindelige gruppe der udgjorde det styrende råd, de 12 apostle, nu var blevet udvidet. – ApG 1:21, 22, 26; se studienoter til Mt 16:21; ApG 11:30.

spørgsmålet: Eller “stridsspørgsmålet”. Det græske ord zetema refererer ofte til et kontroversielt spørgsmål eller en specifik problemstilling der bliver debatteret. Det er beslægtet med det græske ord der betyder “at søge” (zeteo). – Se studienote til ApG 15:7.

angre: Det græske ord der er brugt her, kan gengives “at skifte holdning”, tilkendegive en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng vedrører det at “angre” en persons forhold til Gud. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Vis ... i handling at I har angret: Hentyder til at de der lyttede til Johannes, i handling og gennem andre synlige tegn skulle vise at de angrede eller ændrede mening. – Lu 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

I skal ... angre og vende om: Det græske ord metanoeo, der oversættes med “angre”, indeholder tanken om “at ændre sind” og betyder at man ændrer tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng indbefatter anger et ønske om at reparere eller genoprette sit forhold til Jehova. En der har syndet, og som angrer oprigtigt, fortryder inderligt det forkerte han eller hun har gjort, og er besluttet på ikke at begå synden igen. (2Kt 7:10, 11; se studienoter til Mt 3:2, 8). Ægte anger får også synderen til at “vende om” ved at holde op med at gøre det forkerte og i stedet leve på en måde som Gud synes om. Både på hebraisk og græsk betyder udsagnsordene der er oversat med “at vende om” (hebraisk: shuv; græsk: strefo; epistrefo), “at vende tilbage; at vende om” i bogstavelig forstand. (1Mo 18:10; 50:14; Ru 1:6; ApG 15:36) Når ordet bruges til at betegne en positiv åndelig udvikling, kan det betyde at man efter at have gjort noget forkert vender om og genopretter sit gode forhold til Gud. – 1Kg 8:33; Eze 33:11; se studienoter til ApG 15:3; 26:20.

angre: Det græske ord der bruges i denne forbindelse, kan bogstaveligt gengives med “at skifte holdning”, hvilket hentyder til at ændre tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng er opfordringen til at “angre” forbundet med udtrykket og vende sig til Gud og henviser derfor til en persons forhold til Gud. Hvis en person skal vise ægte anger, må han leve på en måde der stemmer med hans anger. Med andre ord må hans handlinger tydeligt vise en ændring i hans tankegang og indstilling. – Se studienoter til Mt 3:2, 8; Lu 3:8 og Ordforklaring: “Anger”.

omvendt: Det græske ord epistrofe der bliver brugt her, kommer af et udsagnsord der betyder “at vende tilbage; at vende om”. (Joh 12:40; 21:20; ApG 15:36) Brugt i en åndelig kontekst kan det indebære det at vende sig mod eller vende tilbage til den sande Gud, ligesom man må vende sig bort fra afguder og falske guder. (Dette udsagnsord forekommer i ApG 3:19; 14:15; 15:19; 26:18, 20; 2Kt 3:16). I 1Ts 1:9 bruges udsagnsordet i sætningen “hvordan I forlod jeres afguder og vendte om til Gud”. Anger går forud for omvendelse. – Se studienoter til Mt 3:2, 8; ApG 3:19; 26:20.

jeg er farisæer: Blandt tilhørerne var der nogle der kendte Paulus. (ApG 22:5) De må have forstået at når han kaldte sig selv en søn af farisæere, var det et udtryk for at de havde noget tilfælles. Og farisæerne i Sanhedrinet var godt klar over at Paulus ikke udgav sig for at være noget han ikke var, for de vidste at han nu var blevet en ivrig kristen. Men i denne sammenhæng skal Paulus’ udtalelse om at han var farisæer, forstås relativt – Paulus identificerede sig mere med farisæerne end med saddukæerne fordi farisæerne troede på opstandelsen. På den måde skabte han et fælles grundlag med de farisæere der var til stede. Han håbede åbenbart at han ved at tage dette kontroversielle emne op kunne få nogle af medlemmerne af Sanhedrinet til at se logikken i hans argumentation, og strategien virkede. (ApG 23:7-9) Paulus’ udtalelse her i ApG 23:6 harmonerer også med den måde han omtaler sig selv på da han senere forsvarer sig over for kong Agrippa. (ApG 26:5) Og da Paulus skriver fra Rom til sine medkristne i Filippi, nævner han igen sin fortid som farisæer. (Flp 3:5) Det er også værd at bemærke hvordan andre kristne der tidligere havde været farisæere, bliver beskrevet i ApG 15:5. – Se studienote til ApG 15:5.

nogle fra farisæernes sekt: Nogle af dem der var blevet kristne, blev åbenbart stadig i nogen grad identificeret eller kædet sammen med deres farisæiske baggrund. – Se også studienote til ApG 23:6.

heftig diskussion: Det græske ord der bruges her, er beslægtet med et udsagnsord der betyder “at søge” (zeteo), og indebærer “søgen; undersøgelse; forhør”. (Kingdom Interlinear) Det viser at apostlene og de ældste grundigt behandlede problemstillingen ved at stille spørgsmål, undersøge kendsgerningerne og uden tvivl åbent og ærligt give udtryk for deres forskellige synspunkter.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

undere: Eller “varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

Jakob: Denne halvbror til Jesus er højst sandsynligt den samme Jakob som er omtalt i ApG 12:17 (se studienote) og Ga 1:19, og som skrev den bog i Bibelen der har dette navn. – Jak 1:1.

Jakob: Sigter højst sandsynligt til Jesus’ halvbror. Han var muligvis den første søn der blev født efter Jesus, for han nævnes som den første af de fire sønner Maria fik på naturlig vis, nemlig Jakob, Josef, Simon og Judas. (Mt 13:55; Mr 6:3; Joh 7:5) Jakob var øjenvidne til begivenhederne på pinsedagen i år 33 da tusinder af de besøgende jøder der boede spredt rundt omkring i andre lande (diasporaen), reagerede positivt på den gode nyhed og blev døbt. (ApG 1:14; 2:1, 41) Peter bad disciplene fortælle Jakob at han var blevet befriet fra fængslet, og det indikerer at Jakob førte an i menigheden i Jerusalem. Han er åbenbart også den Jakob der omtales i ApG 15:13; 21:18; 1Kt 15:7; Ga 1:19 (hvor han bliver kaldt “Herrens bror”); 2:9, 12, og den der skrev den bog i Bibelen der bærer hans navn. – Jak 1:1; Jud 1.

Jakob: Henviser sandsynligvis til Jesus’ halvbror, den Jakob der nævnes i ApG 12:17. (Se studienoter til Mt 13:55; ApG 12:17). Da spørgsmålet om omskærelse blev fremlagt for “apostlene og de ældste i Jerusalem”, lader det til at Jakob var ordstyrer. (ApG 15:1, 2) Det er sandsynligvis denne situation Paulus refererer til da han nævner at Jakob, Kefas (Peter) og Johannes “blev regnet for at være søjler” i menigheden i Jerusalem. – Ga 2:1-9.

Simon, ham der kaldes Peter: Peter kaldes i Bibelen ved fem forskellige navne: (1) “Simeon”, et hebraisk navn skrevet med græske bogstaver; (2) det græske “Simon” (både Simeon og Simon kommer af et hebraisk ord der betyder “at høre, høre efter”); (3) “Peter” (et græsk navn der betyder “klippestykke”, og som ingen andre end ham benævnes med i Bibelen); (4) “Kefas”, som er det tilsvarende semitiske navn for Peter (der måske er beslægtet med det hebraiske kefim [klipper], som bruges i Job 30:6; Jer 4:29); og (5) det sammensatte navn “Simon Peter”. – ApG 15:14; Joh 1:42; Mt 16:16.

Simeon: Dvs. Simon Peter. Det græske ord Simeon er et hebraisk navn skrevet med græske bogstaver. Brugen af netop denne form af det hebraiske navn indikerer at det måske var hebraisk man talte ved mødet. Denne form af navnet bruges kun én gang i Bibelen om apostlen Peter. – Se studienote til Mt 10:2.

et folk der skulle bære hans navn: Dette udtryk hentyder måske til forskellige steder i De Hebraiske Skrifter hvor det nævnes at Jehova har udvalgt et folk til at være hans særlige ejendom. (2Mo 19:5; 5Mo 7:6; 14:2; 26:18, 19) Dette nye folk der skulle bære Jehovas navn, omtales som “Guds Israel”, dvs. det åndelige Israel, og skulle også indbefatte troende ikkejøder. (Ga 6:16; Ro 11:25, 26a; Åb 14:1) De skulle forkynde om ham de repræsenterede, fortælle om hans fantastiske egenskaber og offentligt ære hans navn. (1Pe 2:9, 10) Jehova betragtede det åndelige Israel ligesom det bogstavelige Israel, som han kaldte et “folk jeg har dannet mig, [som] kan forkynde til pris for mig”. (Esa 43:21) Disse første kristne forkyndte modigt at Jehova er den eneste sande Gud, og afslørede derved alle de falske guder der blev tilbedt dengang. – 1Ts 1:9

i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne: Det ser ud til at Jesus her grupperede hele samlingen af de inspirerede Hebraiske Skrifter på den måde som jøderne var vant til. ‘Loven’ (hebraisk: Torah) er en betegnelse for de fem Mosebøger. “Profeterne” (hebraisk: Neviim) henviser til de profetiske bøger i De Hebraiske Skrifter, deriblandt de såkaldte Tidligere Profeter (fra Josvas Bog til Kongebøgerne). “Salmerne” sigter til den tredje sektion, der indeholder resten af bøgerne i De Hebraiske Skrifter, og som også kaldes Skrifterne, eller Kethuvim på hebraisk. Betegnelsen “Salmerne” bruges fordi det var den første bog i den tredje sektion. Udtrykket “Tanakh” er det jødiske navn for De Hebraiske Skrifter, og det er dannet af de første bogstaver i hver af de tre sektioners navne (TaNaKh). Det at Jesus bruger de tre udtryk, fortæller at De Hebraiske Skrifters kanon var blevet fastlagt da han var på jorden, og at han anerkendte den.

profeternes ord: Simeons, eller Simon Peters, tale (ApG 15:7-11) og de ting Barnabas og Paulus fortalte (ApG 15:12), har sikkert fået Jakob til at tænke på relevante vers fra Skrifterne der kunne belyse det emne der var ved at blive drøftet. (Joh 14:26) Efter at Jakob havde sagt at det der var blevet fremført, ‘passede med profeternes ord’, citerede han Am 9:11, 12, en bog i den del af De Hebraiske Skrifter der almindeligvis blev omtalt som “Profeterne”. – Mt 22:40; ApG 15:16-18; se studienote til Lu 24:44.

Davids faldne hus: Eller “Davids faldne hytte; Davids faldne telt”. Jehova lovede at Davids kongedømme ville “bestå for altid”. (2Sa 7:12-16) Davids hus, dvs. hans slægts kongedømme, faldt da kong Sidkija blev stødt fra tronen. (Eze 21:27) Fra det tidspunkt var der ingen konge der sad på “Jehovas trone” i det bogstavelige Jerusalem. (1Kr 29:23) Men Jehova ville genrejse Davids symbolske hus med Davids efterkommer Jesus som varig Konge. (ApG 2:29-36) Jakob indikerede at denne genrejsning forudsagt af Amos (genindsættelsen af en konge født i Davids slægtslinje) ville indbefatte en indsamling af Jesus’ disciple (Rigets arvinger) blandt både jøder og ikkejøder. – Am 9:11, 12.

profeternes ord: Simeons, eller Simon Peters, tale (ApG 15:7-11) og de ting Barnabas og Paulus fortalte (ApG 15:12), har sikkert fået Jakob til at tænke på relevante vers fra Skrifterne der kunne belyse det emne der var ved at blive drøftet. (Joh 14:26) Efter at Jakob havde sagt at det der var blevet fremført, ‘passede med profeternes ord’, citerede han Am 9:11, 12, en bog i den del af De Hebraiske Skrifter der almindeligvis blev omtalt som “Profeterne”. – Mt 22:40; ApG 15:16-18; se studienote til Lu 24:44.

så de mennesker der er tilbage, ivrigt kan søge Jehova: Som det fremgår af studienoten til ApG 15:15, citerede Jakob ordene i Am 9:11, 12. Dele af dette citat er dog formuleret anderledes end i de hebraiske tekster der er tilgængelige i dag. Nogle mener at årsagen kan være at Jakob citerede fra Septuaginta, en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Men da Jakob omtalte Peter, brugte han den græske form af det hebraiske navn Simeon, hvilket tyder på at der måske blev talt hebraisk ved dette møde. (ApG 15:14) Hvis det er tilfældet, er en anden mulighed at Jakob citerede versene på hebraisk, men at Lukas nedskrev citatet ved at bruge ordlyden fra Septuaginta. Lukas, Jakob og andre bibelskribenter anvendte den fremgangsmåde når de citerede fra De Hebraiske Skrifter. Selvom citaterne fra Septuaginta afviger en lille smule fra den hebraiske tekst der er tilgængelig i dag, tillod Jehova bibelskribenterne at bruge denne oversættelse og gjorde derved de oversatte citater til en del af den inspirerede bibeltekst. (2Ti 3:16) Angående dette citat fra Am 9:12 er det værd at bemærke at der i Septuaginta står “de mennesker der er tilbage”, hvor der i de hebraiske håndskrifter vi kan læse i dag, står “resten af Edom”. Forskellen kan være kommet fordi ordet for “mennesker” på oldhebraisk minder meget om ordet for “Edom”. På samme måde er der lighed mellem ordene for “søge” og “besidde”. Nogle mener at den græske gengivelse af citatet fra Am 9:12 i Septuaginta var baseret på en hebraisk tekst der afviger fra de hebraiske tekster vi har i dag, men det vides ikke med sikkerhed. Uanset hvad indeholder både Septuaginta og den hebraiske masoretiske tekst grundtanken i Jakobs argument – begge tekster peger på at Amos forudsagde at ikkejøder skulle kaldes ved Jehovas navn.

Jehova: Jakob siger i ApG 15:14 at Simeon fortalte om “hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne”, og i vers 19 omtaler Jakob “nationerne som vender sig til Gud”. Her citerer Jakob fra Am 9:11, 12. I disse vers i den oprindelige hebraiske tekst forekommer Guds navn i udtrykket “siger Jehova”. Men i ApG 15:17 bruges det græske ord Kyrios (Herre) to gange og henviser begge gange til Jehova. Sammenhængen, teksten i De Hebraiske Skrifter samt brugen af ordet Kyrios i Septuaginta og i De Kristne Græske Skrifter viser at der er solidt grundlag for at bruge Guds navn begge steder hvor der står Kyrios i dette vers. – Se Tillæg C1 og C3 introduktion; ApG 15:17.

sammen med folk fra alle nationerne: Dvs. sammen med ikkejøder, eller hedninger. En ikkejøde der blev omskåret, ville ikke længere blive betragtet som en udlænding, men ville “blive som en indfødt i landet”, eller med andre ord som en jøde. (2Mo 12:48, 49) På Esters tid begyndte mange ikkejøder “at bekende sig som jøder”. (Est 8:17) Det er værd at bemærke at der i Est 8:17 i Septuaginta står at disse ikkejøder “lod sig omskære og blev jøder”. Profetien i Am 9:11, 12, som den gengives her i Apostlenes Gerninger, siger at “folk fra alle nationerne” (uomskårne ikkejøder) ville slutte sig til “de mennesker der er tilbage” af Israels hus (jøder og omskårne jødiske proselytter), og blive et “folk som kaldes med mit [Jehovas] navn”. På baggrund af den profeti konkluderede disciplene at folk fra nationerne der ikke var omskåret, ikke behøvede at blive det for at få Guds godkendelse.

folk som kaldes med mit navn: Eller “folk som mit navn er nævnt over”. Når israelitterne i De Hebraiske Skrifter blev kaldt med Jehovas navn, betød det at de var hans folk. (5Mo 28:10; 2Kr 7:14; Esa 43:7; 63:19; Da 9:19) Jehova knyttede også sit navn til Jerusalem og templet i byen og godkendte derved stedet som centret for den sande tilbedelse af ham. – 2Kg 21:4, 7

siger Jehova: I den oprindelige hebraiske tekst forekommer Guds navn skrevet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH) i dette citat fra Am 9:12. – Se Tillæg C.

som gør disse ting [v. 18] der har været kendt fra gammel tid: Ifølge en anden udlægning af den græske tekst kan dette også oversættes med “som har gjort disse ting [v. 18] kendt fra gammel tid”.

mener jeg: Eller “er det min beslutning”. Bogst.: “dømmer jeg”. Den måde udtrykket er brugt på her, indikerer ikke at Jakob, der sandsynligvis var ordstyrer ved mødet, prøvede at påtvinge resten af gruppen sin egen personlige mening. Nej, han fremlagde bare et forslag på baggrund af det han havde hørt de andre sige, og hvad Skrifterne sagde om sagen. Et opslagsværk definerer det græske ord der er brugt i denne forbindelse, som at “fremsætte en konklusion efter at have taget flere forskellige faktorer i betragtning”. Derfor henviser det udsagnsord der bruges her, ikke til en endelig formel afgørelse, men blot til Jakobs egen konklusion baseret på det vers han lige havde citeret.

seksuel umoral: Det græske ord porneia er et udtryk der dækker alle seksuelle handlinger der ikke er tilladt ifølge Bibelen. Det indbefatter utroskab, prostitution, seksuelle forbindelser mellem ugifte, homoseksualitet og sex med dyr. – Se Ordforklaring.

det der er kvalt: Eller “det der er dræbt uden at blodet er løbet fra”. Dette forbud gjaldt også et selvdødt dyr eller et som var blevet dræbt af et andet dyr. I begge tilfælde ville blodet ikke være løbet ordentligt fra dyrets krop. – 2Mo 22:31; 3Mo 17:15; 5Mo 14:21.

rejste sig for at læse: Forskere bemærker at dette er den tidligste kendte beskrivelse af en gudstjeneste i en synagoge. Ifølge jødisk tradition begyndte gudstjenesten som regel med at menighedens medlemmer bad personlige bønner efterhånden som de kom ind i bygningen, og derefter blev ordene i 5Mo 6:4-9 og 11:13-21 reciteret. Bagefter blev der bedt offentlige bønner og læst op af et afsnit af Pentateuken efter en fastlagt læseplan. Ud af ApG 15:21 kan vi se at der i det første århundrede e.v.t. blev foretaget en sådan oplæsning “hver sabbat”. Den næste del af gudstjenesten, som ser ud til at være den verset fokuserer på, var en oplæsning af profeterne og en udlægning af det man lige havde læst. Almindeligvis stod oplæseren op, og han havde måske en vis frihed til selv at vælge en passage fra profeterne. – Se studienote til ApG 13:15.

oplæsningen fra Loven og Profeterne: I det første århundrede e.v.t. foregik denne offentlige oplæsning “hver sabbat”. (ApG 15:21) En del af den tilbedelse der foregik i synagogen, var at recitere Shema, den jødiske trosbekendelse. (5Mo 6:4-9; 11:13-21) Betegnelsen “Shema” kommer fra det første ord i stykket: “Hør [Shema], Israel: Jehova vores Gud er én Jehova.” (5Mo 6:4) Den vigtigste del af gudstjenesten var oplæsningen af Torahen, eller Pentateuken. I mange synagoger havde man tilrettelagt det sådan at hele Loven blev læst højt i løbet af et år; i andre var det i løbet af tre år. Der blev også læst et stykke op fra Profeterne, som derefter blev forklaret. Efter oplæsningen blev der holdt et foredrag. Det var efter oplæsningen i synagogen i Antiokia i Pisidien at Paulus blev bedt om at sige noget opmuntrende til de tilstedeværende. – Se studienote til Lu 4:16.

rejste sig for at læse: Forskere bemærker at dette er den tidligste kendte beskrivelse af en gudstjeneste i en synagoge. Ifølge jødisk tradition begyndte gudstjenesten som regel med at menighedens medlemmer bad personlige bønner efterhånden som de kom ind i bygningen, og derefter blev ordene i 5Mo 6:4-9 og 11:13-21 reciteret. Bagefter blev der bedt offentlige bønner og læst op af et afsnit af Pentateuken efter en fastlagt læseplan. Ud af ApG 15:21 kan vi se at der i det første århundrede e.v.t. blev foretaget en sådan oplæsning “hver sabbat”. Den næste del af gudstjenesten, som ser ud til at være den verset fokuserer på, var en oplæsning af profeterne og en udlægning af det man lige havde læst. Almindeligvis stod oplæseren op, og han havde måske en vis frihed til selv at vælge en passage fra profeterne. – Se studienote til ApG 13:15.

oplæsningen fra Loven og Profeterne: I det første århundrede e.v.t. foregik denne offentlige oplæsning “hver sabbat”. (ApG 15:21) En del af den tilbedelse der foregik i synagogen, var at recitere Shema, den jødiske trosbekendelse. (5Mo 6:4-9; 11:13-21) Betegnelsen “Shema” kommer fra det første ord i stykket: “Hør [Shema], Israel: Jehova vores Gud er én Jehova.” (5Mo 6:4) Den vigtigste del af gudstjenesten var oplæsningen af Torahen, eller Pentateuken. I mange synagoger havde man tilrettelagt det sådan at hele Loven blev læst højt i løbet af et år; i andre var det i løbet af tre år. Der blev også læst et stykke op fra Profeterne, som derefter blev forklaret. Efter oplæsningen blev der holdt et foredrag. Det var efter oplæsningen i synagogen i Antiokia i Pisidien at Paulus blev bedt om at sige noget opmuntrende til de tilstedeværende. – Se studienote til Lu 4:16.

Moses’: Jakob henviste til det Moses havde nedskrevet, som ikke kun omfattede Loven, men også beretninger om hvad Jehova havde gjort for sit folk, og tilkendegivelser af Hans vilje fra før Loven. For eksempel ses Guds syn på brugen af blod, på utroskab og afgudsdyrkelse tydeligt i 1. Mosebog. (1Mo 9:3, 4; 20:2-9; 35:2, 4) På den måde gav Jehova nogle principper der var gældende for alle mennesker, uanset om man var jøde eller ikkejøde. Afgørelsen der er nedskrevet i ApG 15:19, 20, ville ikke “gøre det vanskeligt” for kristne med en ikkejødisk baggrund ved at kræve at de skulle holde de mange bud i Moseloven. Det ville samtidig respektere samvittigheden hos de jødiske kristne som gennem årene havde hørt Moses’ ord ... oplæst i synagogerne hver sabbat. (Se studienoter til Lu 4:16; ApG 13:15). At følge dette forslag ville også styrke båndene mellem kristne med jødisk og ikkejødisk baggrund.

oplæst i synagogerne hver sabbat: Se studienoter til Lu 4:16; ApG 13:15.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. Her refererer det græske udtryk presbyteros til dem der havde en ansvarsopgave i den første kristne menighed. De ældste i menigheden i Jerusalem nævnes sammen med apostlene som dem Paulus, Barnabas og nogle brødre fra Antiokia i Syrien gik til for at få afklaret spørgsmålet om omskærelse. Ligesom nogle ældste i det bogstavelige Israel tog sig af anliggender der berørte hele nationen, udgjorde disse ældste sammen med apostlene et styrende råd for alle de kristne menigheder i det første århundrede. Det indikerer at den oprindelige gruppe der udgjorde det styrende råd, de 12 apostle, nu var blevet udvidet. – ApG 1:21, 22, 26; se studienoter til Mt 16:21; ApG 11:30.

apostlene og de ældste: Se studienote til ApG 15:2.

Fra Claudius Lysias til den højtærede statholder Felix: Vær hilset!: Dette var en almindelig måde at indlede et brev på dengang. Først blev afsenderen nævnt, derefter personen brevet var stilet til, efterfulgt af en hilsen hvor man brugte det græske ord chairo, som bogstaveligt betyder “at være glad”. Det er en hilsen der indeholder tanken om at man håber at alt står godt til hos modtageren. Det er et udtryk man normalt ser i ikkebibelske papyrusbreve. I denne sammenhæng kan det græske ord passende oversættes: “Vær hilset!” En lignende måde at indlede et brev på findes i ApG 15:23 og Jak 1:1. – Se studienote til ApG 15:23.

Kære brødre!: Det græske ord chairo betyder bogstaveligt “at være glad” og bliver her brugt som en hilsen der indeholder tanken om at man håber alt står godt til hos modtageren. Indledningen af brevet om omskærelse der blev sendt til menighederne, følger den almindelige form for brevskrivning på dette tidspunkt. Først blev afsenderen nævnt, derefter personen det var stilet til, efterfulgt af en hilsen. (Se studienote til ApG 23:26). Af alle brevene i De Kristne Græske Skrifter er det kun Jakobs Brev der bruger det græske ord chairo som en hilsen på samme måde som dette brev fra det styrende råd i det første århundrede. (Jak 1:1) Disciplen Jakob var med til at formulere dette brev, og det understøtter at den Jakob der skrev brevet der bærer hans navn, er den samme person som spillede en vigtig rolle ved mødet der er beskrevet i Apostlenes Gerninger, kapitel 15.

bringe jer ud af ligevægt: Eller “nedbryde jer”. Her er “jer” oversat fra det der på græsk bogstaveligt betyder “jeres sjæle”. Psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, er i denne sammenhæng anvendt om personerne, og det er derfor oversat med stedordet “jer”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

enstemmigt: Bogst.: “enssindet”. Det græske ord homothymadon forekommer flere gange i Apostlenes Gerninger, og ofte beskriver det den unikke enhed der var blandt de kristne i det første århundrede. Nogle eksempler på dette kan ses i ApG 1:14; 2:46, hvor der står “alle som én”, og i ApG 4:24, hvor der står “sammen”.

sat livet på spil for: Her er det græske ord psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, gengivet med “livet”. Det kan henvise til en person eller en persons liv. (Se Ordforklaring: “Sjæl”). Hele sætningen kan forstås sådan at de har “viet deres liv (sig selv; deres sjæle) til”.

det der er kvalt: Eller “det der er dræbt uden at blodet er løbet fra”. Dette forbud gjaldt også et selvdødt dyr eller et som var blevet dræbt af et andet dyr. I begge tilfælde ville blodet ikke være løbet ordentligt fra dyrets krop. – 2Mo 22:31; 3Mo 17:15; 5Mo 14:21.

seksuel umoral: Det græske ord porneia er et udtryk der dækker alle seksuelle handlinger der ikke er tilladt ifølge Bibelen. Det indbefatter utroskab, prostitution, seksuelle forbindelser mellem ugifte, homoseksualitet og sex med dyr. – Se Ordforklaring.

holde jer fra: Det udsagnsord der bruges her, kan omhandle alle de ting der følger. Kristne skulle holde sig fra afgudsdyrkelse, seksuel umoral og fra at spise kød fra dyr der var blevet kvalt og blodet derfor ikke var løbet ordentligt fra. I forbindelse med det at holde sig fra blod har udsagnsordet en bredere betydning end blot det ikke at spise blod. Det indebærer at man holder sig fra al misbrug af blod og på den måde viser respekt for blodet, som er helligt. – 3Mo 17:11, 14; 5Mo 12:23.

holde jer ... fra blod: Grundlaget for denne afgørelse bygger på Guds bud om ikke at spise blod, et bud der blev givet til Noa og hans sønner, og således til alle mennesker. (1Mo 9:4-6) 800 år senere kom buddet til at indgå i Moseloven, som Gud gav israelitterne. (3Mo 17:13-16) 1.500 år efter blev det gentaget som et bud til den kristne menighed, som nævnt her. I Guds øjne er det at holde sig fra blod lige så vigtigt som det at undgå afgudsdyrkelse og seksuel umoral.

det der er kvalt: Se studienote til ApG 15:20.

seksuel umoral: Se studienote til ApG 15:20.

Lev vel!: Eller “Farvel”. Det græske udtryk der anvendes her, var almindeligt brugt i breve på den tid. Det behøver ikke betyde at de førnævnte krav blev stillet af helbredsmæssige grunde, som om man ville få et bedre helbred hvis man holdt sig fra disse ting. Det var nærmere et afsluttende ønske om at modtageren måtte være stærk, sund og glad. Udtrykket minder meget om det hebraiske udtryk shalom, hvor man ønsker modtageren fred. (2Mo 4:18; Dom 18:6; 19:20; 1Sa 1:17) Faktisk gengiver en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til moderne hebraisk (benævnt som J22 i Tillæg C4) udtrykket med shalom lakhem, “Fred [være] med jer!”

Nogle senere græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog tilføjer med forskellige variationer i ordlyden: “Men det syntes godt i Silas’ øjne at blive der; Judas tog imidlertid alene afsted til Jerusalem.” Ordene findes dog ikke i de tidligste og mest pålidelige håndskrifter og er derfor ikke en del af den originale tekst som udgør Apostlenes Gerninger. Ordene er sandsynligvis blevet tilføjet som en note for at forklare ApG 15:40 og er med tiden blevet tilføjet til teksten i et fåtal af håndskrifterne. – Se Tillæg A3.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

Jehova: I Apostlenes Gerninger er udtrykket ufortjent godhed oftest forbundet med Gud. (ApG 11:23; 13:43; 20:24, 32) I ApG 14:26 står der på samme måde: “Man havde bedt Gud om at vise dem ufortjent godhed”. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 15:40.

Medieindhold

Apostlenes Gerninger – Paulus’ anden missionsrejse (ApG 15:36 – 18:22) ca. 49-52 e.v.t.
Apostlenes Gerninger – Paulus’ anden missionsrejse (ApG 15:36 – 18:22) ca. 49-52 e.v.t.

Begivenhederne står i kronologisk rækkefølge

1. Paulus og Barnabas rejser videre hver for sig. Paulus tager Silas med, mens Barnabas tager Johannes (der også bliver kaldt Markus) med (ApG 15:36-41)

2. Paulus rejser til Derbe og derefter til Lystra, hvor han udvælger Timotheus til at rejse med sig (ApG 16:1-4)

3. Den hellige ånd forbyder Paulus at forkynde ordet i provinsen Asien. Paulus rejser gennem Frygien og Galatien og kommer derefter ned til Mysien (ApG 16:6, 7)

4. Da Paulus og hans rejsefæller kommer ned til Troas, får Paulus et syn af en makedonisk mand der beder brødrene om at rejse over til Makedonien (ApG 16:8-10)

5. Paulus og hans rejsefæller sejler fra Troas til Neapolis, og derefter rejser de til Filippi (ApG 16:11, 12)

6. Ved en flod uden for en byport i Filippi taler Paulus med nogle kvinder. Lydia og hendes husstand bliver døbt (ApG 16:13-15)

7. Paulus og Silas bliver fængslet i Filippi. Fangevogteren og hans husstand bliver døbt (ApG 16:22-24, 31-33)

8. Paulus kræver en officiel undskyldning. Byens embedsmænd fører brødrene ud af fængslet. Paulus besøger Lydia og opmuntrer dem der for nylig er blevet døbt (ApG 16:37-40)

9. Paulus og hans rejsefæller rejser gennem Amfipolis og Apollonia til Thessalonika (ApG 17:1)

10. Paulus forkynder i Thessalonika. Nogle jøder og mange grækere får tro. Jøder der ikke får tro, skaber tumult i byen (ApG 17:2-5)

11. Efter ankomsten til Berøa forkynder Paulus og Silas i synagogen. Jøder fra Thessalonika ophidser masserne (ApG 17:10-13)

12. Paulus sejler til Athen, mens Silas og Timotheus bliver i Berøa (ApG 17:14, 15)

13. I Athen træder Paulus frem midt for Areopagos og taler. Nogle får tro (ApG 17:22, 32-34)

14. Paulus tilbringer 18 måneder i Korinth, hvor han underviser i Guds ord. Nogle modarbejder ham, men mange får tro og bliver døbt (ApG 18:1, 8, 11)

15. Fra Kenkreæ, en af Korinths havne, sejler Paulus, sammen med Priskilla og Akvila, til Efesos, hvor Paulus forkynder i synagogen (ApG 18:18, 19)

16. Paulus sejler til Cæsarea, men Priskilla og Akvila bliver i Efesos. Det ser ud til at Paulus tager videre til Jerusalem og derefter til Antiokia i Syrien (ApG 18:20-22)