Apostlenes Gerninger 4:1-37

4  Mens de to talte til folket, kom præsterne, tempelkommandanten+ og saddukæerne+ hen til dem.  De var irriterede fordi apostlene underviste folket og forkyndte at Jesus var opstået fra de døde.*+  Så de arresterede dem og tilbageholdt dem+ indtil næste dag, for det var allerede aften.  Men mange af dem der havde hørt talen, fik tro, og tallet på mændene nåede op på omkring 5.000.+  Næste dag mødtes lederne, de ældste og de skriftlærde i Jerusalem  med Annas,+ der var en af de øverste præster, og med Kajfas,+ Johannes, Alexander og alle der var i slægt med Annas.*  De hentede Peter og Johannes og begyndte at udspørge dem: “Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?”+  Fyldt med hellig ånd+ sagde Peter så til dem: “Folkets ledere og ældste!  I dag bliver vi forhørt om en god gerning mod en syg mand,+ og hvis I vil vide hvem der har gjort denne mand rask,* 10  så skal I og hele Israels folk vide at det er i nazaræeren+ Jesus Kristus’ navn, ham som I pælfæstede,+ men som Gud oprejste fra de døde,+ ja, det er ved ham* at denne mand står her rask foran jer. 11  Denne Jesus er ‘den sten som I bygmestre ikke regnede for noget, men som er blevet hovedhjørnestenen’.+ 12  Og der er ikke frelse ved nogen anden, for der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn+ som vi kan blive frelst ved.”+ 13  Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over at de var almindelige mennesker uden uddannelse,+ blev de forbløffede. Og det gik op for dem at de to havde været sammen med Jesus.+ 14  Da de så manden der var blevet helbredt, stå sammen med dem,+ vidste de ikke hvad de skulle sige.+ 15  De befalede dem derfor at forlade sanhedrinsalen, og de begyndte at diskutere sagen med hinanden 16  og sige: “Hvad skal vi gøre med de mænd?+ Det er jo en kendsgerning at de har udført et bemærkelsesværdigt mirakel,* og at alle Jerusalems indbyggere+ kender til det, og vi kan ikke benægte det. 17  Lad os true dem og sige at de ikke mere må tale til nogen i det navn, så det ikke spreder sig endnu mere blandt folket.”+ 18  Så kaldte de dem ind og gav dem ordre til ikke at tale eller undervise i Jesus’ navn. 19  Peter og Johannes svarede: “Hvad mener I selv? Er det rigtigt i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud?+ 20  Men vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” 21  Efter at have truet dem igen løslod de dem, for de kunne ikke finde noget at straffe dem for, og de var bange for folket,+ der alle lovpriste Gud for det der var sket. 22  Manden der var blevet helbredt ved dette mirakel, var nemlig over 40 år gammel. 23  Efter at de var blevet løsladt, gik de til deres trosfæller og fortalte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. 24  Da de hørte det, bad de sammen højt til Gud: “Suveræne Herre, du er den der har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem,+ 25  og som ved hellig ånd har sagt gennem din tjener, vores forfar David:+ ‘Hvorfor blev nationerne ophidsede, og hvorfor udtænkte folkene planer der ikke kunne lykkes? 26  Jordens konger stillede sig op, og herskerne samlede sig som én imod Jehova og imod hans salvede.’+ 27  Ja, både Herodes og Pontius Pilatus+ sammen med folk fra nationerne og Israels folk samlede sig i denne by imod din hellige tjener Jesus, som du salvede,+ 28  for at gøre det som din hånd og din vilje i forvejen havde bestemt skulle ske.+ 29  Og nu, Jehova, hør deres trusler, og hjælp dine trælle til at blive ved med at tale dit ord med stor frimodighed 30  mens du rækker din hånd ud for at helbrede, og mens tegn og undere sker+ i din hellige tjener Jesus’ navn.”+ 31  Da de havde bedt denne inderlige bøn, rystede stedet hvor de var samlet, og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd+ og talte Guds ord med frimodighed.+ 32  Og alle de der troede, var forenede i hjerte og sind, og ikke én af dem sagde at noget af det han ejede, var hans eget, men de delte alt.+ 33  Og med stor kraft fortsatte apostlene med at vidne om Herren Jesus’ opstandelse,+ og de mærkede alle ufortjent godhed i stort omfang. 34  Ja, ikke én af dem led nød,+ for alle der ejede marker eller huse, solgte dem og kom med pengene for det de havde solgt, 35  og lagde dem for apostlenes fødder.+ Der blev så delt ud til hver enkelt efter hans behov.+ 36  Josef, som apostlene også kaldte Barnabas+ (der betyder “trøstens søn”), en levit der stammede fra Cypern, 37  ejede et stykke jord, og han solgte det og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+

Fodnoter

Eller “opstandelsen fra de døde i Jesus’ tilfælde”.
Bogst.: “i slægt med denne øverste præst”.
Eller “har reddet denne mand”.
Eller muligvis: “ved dette navn”.
Bogst.: “tegn”.

Studienoter

tempelkommandanterne: Her står der bogstaveligt på græsk “kommandanterne”, men Lu 22:52 tilføjer ordet “tempel” for at vise hvilken slags kommandanter der var tale om. Ordet “tempel” er altså tilføjet for tydelighedens skyld. Det er kun Lukas der nævner disse myndighedspersoner. (ApG 4:1; 5:24, 26) De stod over tempelvagterne. De kan have været inddraget i samtalen med Judas for at give den planlagte arrestation af Jesus et lovligt skær.

de to: Bogst.: “de”, dvs. Peter og Johannes.

tempelkommandanten: Omtales også i ApG 5:24, 26. I det første århundrede e.v.t. var den præst der havde denne stilling, den højeste embedsmand næst efter ypperstepræsten. Tempelkommandanten stod over de præster der tjente ved templet. Han sørgede også for at opretholde ro og orden i og omkring templet ved hjælp af et såkaldt tempelpoliti, der bestod af levitter. Der var kommandanter af lavere rang der førte tilsyn med de levitter som skulle åbne tempelportene om morgenen og lukke dem om aftenen. Disse vagter bevogtede templets skatkammer, opretholdt ro og orden og hindrede at nogen kom ind på de områder hvor der ikke var adgang. Levitterne var inddelt i 24 hold. Hvert hold tjente en uge ad gangen, to gange om året, og havde sikkert en kommandant over sig der var underordnet tempelkommandanten. Tempelkommandanterne var indflydelsesrige personer. De nævnes sammen med de øverste præster der konspirerede om at få Jesus slået ihjel. Den nat Jesus blev forrådt, kom de med deres styrker for at arrestere ham. – Lu 22:4 (se studienote), 52.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

Annas var en af de øverste præster, og Kajfas var ypperstepræst: Lukas præciserer hvornår Johannes Døber begyndte sin tjeneste ved også at henvise til det tidspunkt hvor det jødiske præsteskab blev domineret af to magtfulde mænd. Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. Selvom det var Kajfas der var ypperstepræst i år 29 e.v.t., kan man med rette omtale Annas som “en af de øverste præster” på grund af hans fremtrædende position. – Joh 18:13, 24; ApG 4:6.

Annas, der var en af de øverste præster: Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, fortsatte han åbenbart med at udøve stor magt og indflydelse som tidligere ypperstepræst og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:2). I Joh 18:13, 19 bliver Annas omtalt som en af “de øverste præster”. Det samme græske ord (archiereus) kan anvendes om både den der tjente som ypperstepræst, og et fremtrædende medlem af præsteskabet, deriblandt en afsat ypperstepræst. – Se Ordforklaring: “Øverste præster”.

Kajfas: Denne ypperstepræst, der var indsat af romerne, var en dygtig diplomat der havde sit embede i længere tid end nogen af sine umiddelbare forgængere. Han blev indsat i omkring år 18 e.v.t. og beholdt embedet indtil omkring år 36 e.v.t. Det var ham der forhørte Jesus og overgav ham til Pilatus. (Mt 26:3, 57; Joh 11:49; 18:13, 14, 24, 28) Dette er den eneste gang han nævnes ved navn i Apostlenes Gerninger. Andre steder i bogen bliver han omtalt som “ypperstepræsten”. – ApG 5:17, 21, 27; 7:1; 9:1.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

pælfæste: Eller “henrette ... på en pæl”. Dette er den første af over 40 forekomster af det græske udsagnsord stauroo i De Kristne Græske Skrifter. Udsagnsordet kommer af det græske navneord stauros, der gengives med “torturpæl”. (Se studienoter til Mt 10:38; 16:24; 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Udsagnsordet anvendes i Septuaginta i Est 7:9, hvor der blev givet befaling om at hænge Haman op på en pæl der var over 20 m høj. På klassisk græsk betød det “at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk”.

nazaræeren: Se studienote til Mr 10:47.

pælfæstede: Eller “henrettede på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

hovedhjørnestenen: Eller “den vigtigste sten”. Det hebraiske udtryk i Sl 118:22 og det græske udtryk der anvendes her, betyder bogstaveligt “hjørnets hoved”. Selvom det er blevet forstået på forskellige måder, henviser det tydeligvis til den sten der blev anbragt i det øverste hjørne af en bygning hvor to mure mødtes, med det formål at forbinde disse mure med hinanden. Jesus citerede denne profeti og anvendte den på sig selv som “hovedhjørnestenen”. Ligesom den øverste sten på en bygning har en fremtrædende plads, er Jesus Kristus den betydningsfulde topsten eller slutsten i den salvede kristne menighed, der sammenlignes med et åndeligt tempel.

hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.

frimodighed: Det græske ord parresia er også blevet gengivet med “stor frimodighed; tillid”. (ApG 28:31; 1Jo 5:14) Dette navneord, og det beslægtede udsagnsord parresiazomai, der ofte oversættes med “tale frimodigt”, og som også kan gengives med “optræde sikkert”, forekommer flere gange i Apostlenes Gerninger og viser hvad der kendetegnede de første kristnes forkyndelse. – ApG 4:29, 31; 9:27, 28; 13:46; 14:3; 18:26; 19:8; 26:26.

uden uddannelse: Eller “ulærde”. Selvom det græske ord der anvendes her (agrammatos), kan betyde analfabet, er det mere sandsynligt at der i denne sammenhæng er tale om nogle der ikke var uddannet ved de rabbinske skoler. Det ser ud til at mange jøder i det første århundrede kunne læse og skrive, blandt andet fordi skoleundervisningen i mange tilfælde foregik i synagogerne. Men ligesom Jesus havde Peter og Johannes ikke studeret ved de rabbinske skoler. (Se også Joh 7:15). Den religiøse elite på Jesus’ tid mente at disse skoler var det eneste korrekte sted at modtage religiøs undervisning. Saddukæerne og farisæerne var uden tvivl af den opfattelse at Peter og Johannes ikke var kvalificeret til at undervise i Loven eller udlægge den for folk. Desuden var begge disciple fra Galilæa – et område hvor de fleste var landmænd, hyrder og fiskere. De religiøse ledere og andre fra Jerusalem og Judæa så åbenbart ned på folk fra det område og betragtede Peter og Johannes som “almindelige” og “uden uddannelse”. (Joh 7:45-52; ApG 2:7) Men det var ikke sådan Gud betragtede dem. (1Kt 1:26-29; 2Kt 3:5, 6; Jak 2:5) Før sin død havde Jesus givet dem og de andre disciple en grundig undervisning og oplæring. (Mt 10:1-42; Mr 6:7-13; Lu 8:1; 9:1-5; 10:1-42; 11:52) Og efter at han var blevet oprejst, fortsatte han med at undervise sine disciple ved hjælp af den hellige ånd. – Joh 14:26; 16:13; 1Jo 2:27.

deres sanhedrinsal: Eller “deres sanhedrin”. Sanhedrinet var den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “sanhedrinsal” eller “sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. Det græske ord kan referere til de mennesker der udgjorde domstolen, eller til bygningen eller det sted hvor den havde sæde. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring: “Sanhedrinet”; se også Tillæg B12 for at se hvor sanhedrinsalen muligvis lå.

sanhedrinsalen: Eller “Sanhedrinet”. – Se studienote til Lu 22:66.

mirakel: Bogst.: “tegn”. Her refererer det græske ord semeion, der ofte gengives med “tegn”, til en mirakuløs hændelse der viser at Gud står bag.

Suveræne Herre: Det græske ord despotes har grundbetydningen “herre; ejer”. (1Ti 6:1; Tit 2:9; 1Pe 2:18) Når det bruges som en direkte tiltale til Gud, som for eksempel her og i Lu 2:29 og Åb 6:10, oversættes det med “Suveræne Herre” for at betegne hans herredømmes storhed. Andre bibeloversættelser bruger udtryk som “Herre”, “Den Suveræne” og “Almægtige Herre”. Mange oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk anvender det hebraiske ord Adhonaj (Suveræne Herre), men mindst én af disse oversættelser anvender her tetragrammet.

Jehovas Salvede: Der er gode grunde til at bruge Guds navn i hovedteksten selvom der i eksisterende græske håndskrifter står “Herrens Salvede” (ton christon Kyriou). I de afskrifter man har af Septuaginta, svarer denne titel til det hebraiske udtryk mashiach JHWH, dvs. “Jehovas Salvede”, som forekommer 11 gange i De Hebraiske Skrifter. – 1Sa 24:6 (to gange), 10; 26:9, 11, 16, 23; 2Sa 1:14, 16; 19:21; Kl 4:20; se Tillæg C3 introduktion; Lu 2:26.

Messias: Eller “Kristus; den salvede”. Det græske ord Messias (en translitteration af det hebraiske ord mashiach) forekommer kun to gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se Joh 4:25). Det hebraiske udsagnsord som titlen mashiach stammer fra, er mashach og betyder “at smøre eller sprede ud (med væske)” og “at salve”. (2Mo 29:2, 7) På Bibelens tid blev præster, konger og profeter ceremonielt salvet med olie. (3Mo 4:3; 1Sa 16:3, 12, 13; 1Kg 19:16) Her i Joh 1:41 bliver titlen “Messias” efterfulgt af følgende forklaring: der betyder “den salvede” [eller “Kristus”, fdn.]. Titlen “Kristus” (græsk: Christos) forekommer over 500 gange i De Kristne Græske Skrifter og svarer til titlen “Messias”. Begge titler betyder altså “den salvede”. – Se studienote til Mt 1:1.

som du salvede: Eller “som du gjorde til Kristus (Messias)”. Titlen Christos (Kristus) kommer af det græske udsagnsord chrio, som er anvendt her. Ordets bogstavelige betydning er at hælde olie ud over nogen. I De Kristne Græske Skrifter bruges det kun i en hellig eller overført betydning og har at gøre med at Gud sætter en person til side til en særlig opgave under hans ledelse. Det græske udsagnsord forekommer også i Lu 4:18; ApG 10:38; 2Kt 1:21 og He 1:9. Et andet græsk ord, aleifo, hentyder til brugen af olie eller det at smøre sig ind i olie, som f.eks. efter at man havde badet sig. Olie indgik også i lægebehandling eller når et lig skulle gøres klar til at blive begravet. – Mt 6:17; Mr 6:13; 16:1; Lu 7:38, 46; Jak 5:14.

Jehova: I dette citat fra Sl 2:2 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

hans salvede: Eller “hans Kristus; hans Messias”. Det græske ord der anvendes her, er Christos, som titlen “Kristus” kommer af. I Sl 2:2, som der citeres fra her, forekommer det tilsvarende hebraiske ord mashiach (den salvede), som ordet “Messias” stammer fra. – Se studienoter til Lu 2:26; Joh 1:41; ApG 4:27.

som du salvede: Eller “som du gjorde til Kristus (Messias)”. Titlen Christos (Kristus) kommer af det græske udsagnsord chrio, som er anvendt her. Ordets bogstavelige betydning er at hælde olie ud over nogen. I De Kristne Græske Skrifter bruges det kun i en hellig eller overført betydning og har at gøre med at Gud sætter en person til side til en særlig opgave under hans ledelse. Det græske udsagnsord forekommer også i Lu 4:18; ApG 10:38; 2Kt 1:21 og He 1:9. Et andet græsk ord, aleifo, hentyder til brugen af olie eller det at smøre sig ind i olie, som f.eks. efter at man havde badet sig. Olie indgik også i lægebehandling eller når et lig skulle gøres klar til at blive begravet. – Mt 6:17; Mr 6:13; 16:1; Lu 7:38, 46; Jak 5:14.

Jehova: I dette citat fra Sl 2:2 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

Jehova: Disse ord er del af en bøn der er rettet til den “Suveræne Herre” (ApG 4:24b), et udtryk der er oversat fra det græske ord despotes, og som også anvendes til at tiltale Gud i en bøn der er nedskrevet i Lu 2:29. I denne bøn i Apostlenes Gerninger bliver Jesus omtalt som “din hellige tjener”. (ApG 4:27, 30) Disciplenes bøn indeholder et citat fra Sl 2:1, 2, hvor Guds navn forekommer. (Se studienote til ApG 4:26). Og i anmodningen til Jehova hør deres trusler, dvs. Sanhedrinets trusler, anvendes nogle udtryk der svarer til dem der findes i bønner der er nedskrevet i De Hebraiske Skrifter, såsom i 2Kg 19:16, 19 og Esa 37:17, 20, hvor Guds navn forekommer. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 4:29.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

undere: Eller “varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

havde bedt denne inderlige bøn: Det græske udsagnsord deomai henviser til en inderlig, eller indtrængende, bøn der er forbundet med stærke følelser. Det beslægtede navneord deesis, der er oversat med “inderlige bøn”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Selv Jesus “opsendte ... anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer, til Ham der kunne redde ham fra døden”. (He 5:7) Flertalsformen “bønner” indikerer at Jesus bønfaldt Jehova mere end én gang. Eksempelvis bad Jesus inderligt gentagne gange i Getsemane Have. – Mt 26:36-44; Lu 22:32.

Guds ord: Dette udtryk forekommer mange gange i Apostlenes Gerninger. (ApG 6:2, 7; 8:14; 11:1; 13:5, 7, 46; 17:13; 18:11) Her refererer udtrykket “Guds ord” til det kristne budskab der stammer fra Jehova Gud, og som handler om den vigtige rolle Jesus Kristus har i forbindelse med gennemførelsen af Guds hensigt.

var forenede i hjerte og sind: Eller “var forenede i hjerte og sjæl”. Dette udtryk beskriver den enhed og harmoni der var blandt de kristne på trods af deres vidt forskellige baggrunde. I Flp 1:27 kan udtrykket “med én sjæl” også gengives “med én hensigt” eller “som én mand”. I De Hebraiske Skrifter bliver udtrykket “ét hjerte” brugt i 1Kr 12:38, fdn. og i 2Kr 30:12, fdn. til at beskrive et fælles ønske og en forenet handling. Desuden bliver begreberne “hjerte” og “sjæl” ofte nævnt sammen som en betegnelse for hele det indre menneske. (5Mo 4:29; 6:5; 10:12; 11:13; 26:16; 30:2, 6, 10) Den græske sætning anvendes her på en lignende måde og kan gengives med “de var helt forenede i samme tankegang og havde et fælles formål”. Det harmonerer smukt med Jesus’ bøn om at hans disciple måtte være forenede på trods af deres forskellige baggrunde. – Joh 17:21.

søn: På hebraisk, aramæisk og græsk kan udtrykket “søn”, eller “sønner”, være en beskrivelse af en fremtrædende egenskab der karakteriserer en bestemt person, eller det der kendetegner en gruppe mennesker. For eksempel bliver de “tapre mænd”, eller modige krigere, der er omtalt i 5Mo 3:18, bogstaveligt kaldt “dygtigheds sønner”. I Job 1:3 betyder udtrykket “alle dem der boede i Østen” bogstaveligt “alle Østens sønner”. Og udtrykket “så forfærdeligt et menneske” i 1Sa 25:17 gengiver den bogstavelige betydning “en belialsøn”, dvs. “en søn af uduelighed”. I De Kristne Græske Skrifter bliver de der har en bestemt adfærd, eller som udviser nogle bestemte karaktertræk, omtalt som “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner” og “de ulydige” (bogst.: “ulydighedens sønner”). – Lu 6:35; 1Ts 5:5; Ef 2:2.

trøstens søn: Eller “opmuntringens søn”. En oversættelse af tilnavnet Barnabas, som en af de disciple der hed Josef, fik. Josef var et almindeligt udbredt jødisk navn, så apostlene har måske givet ham tilnavnet Barnabas af praktiske grunde. (Se også ApG 1:23). Som det fremgår af studienoten til søn i dette vers, kan udtrykket være en beskrivelse af en fremtrædende egenskab der karakteriserer en bestemt person. Tilnavnet “trøstens søn” ser ud til at fremhæve Josefs særligt gode evne til at opmuntre og trøste andre. Lukas fortæller at Josef (Barnabas) blev sendt til menigheden i Antiokia i Syrien, hvor han “opmuntrede” sine trosfæller. (ApG 11:22, 23) Det græske udsagnsord der her er oversat med “opmuntrede” (parakaleo), er beslægtet med det græske ord for “trøst” (paraklesis) der anvendes i ApG 4:36. – Se studienote til søn i dette vers.

Medieindhold

Sanhedrinet
Sanhedrinet

Den jødiske højesteret, Det Store Sanhedrin, bestod af 71 medlemmer og lå i Jerusalem. (Se ordforklaring: “Sanhedrinet”). Ifølge Mishnah var siddepladserne fordelt på tre rækker formet som en halvcirkel, og der var to sekretærer til stede for at skrive rettens afgørelser ned. Nogle af de arkitektoniske træk som ses her, er baseret på en bygning fundet i Jerusalem, og den menes af nogle at være sanhedrinsalen fra det første århundrede. – Se Tillæg B12, kortet “Jerusalem og omegn”.

1. Ypperstepræst

2. Medlemmer af Sanhedrinet

3. En anklaget

4. Sekretærer