Til romerne 11:1-36

11  Nu spørger jeg så: Gud har da ikke skubbet sit folk fra sig, har han?+ Nej, slet ikke! Jeg er jo selv israelit, en af Abrahams efterkommere, af Benjamins stamme.+  Gud har ikke skubbet sit folk, som han oprindeligt anerkendte,* fra sig.+ Ved I ikke hvad Skrifterne siger i beretningen om Elias, hvor han anklager Israel i en inderlig bøn til Gud?  “Jehova, de har dræbt dine profeter, de har brudt dine altre ned. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”+  Men hvad svarede Gud ham? “Jeg har stadig 7.000 mænd der tilhører mig, og som ikke har bøjet knæ for Baal.”+  Det samme gør sig gældende i dag: Der er en rest+ tilbage som er blevet udvalgt fordi der er blevet vist den ufortjent godhed.  Og når udvælgelsen er sket på grund af ufortjent godhed,+ så er det altså ikke på grund af gerninger.+ Ellers ville den ufortjente godhed jo ikke være ufortjent godhed.  Hvad betyder det så? At Israels nation ikke har opnået det den så ivrigt stræber efter. Men nogle udvalgte har opnået det.+ De øvrige af dem fik deres sanser bedøvet,+  sådan som der står skrevet: “Gud har ladet dem falde i dyb åndelig søvn+ og givet dem øjne der ikke ser, og ører der ikke hører, helt frem til i dag.”+  Og David siger: “Lad deres bord blive en snare, en fælde, en snublesten og en straf der rammer dem selv. 10  Lad deres øjne blive formørkede så de ikke kan se, og lad dem altid gå med bøjet ryg.”+ 11  Så må jeg spørge: Snublede de sådan at de faldt fuldstændigt? Nej, slet ikke! Men deres fejltrin gjorde det muligt for folk fra nationerne at blive frelst, og det ville vække stærke følelser* hos Israel.+ 12  Hvis nu Israels fejltrin betyder velsignelser for verden, hvis deres tilbagegang betyder velsignelser for folk fra nationerne,+ hvor meget vil det så ikke betyde når deres fulde antal* er nået! 13  Nu vil jeg sige noget til jer der er fra nationerne. Jeg er jo apostel for nationerne,+ og det er en tjeneste jeg sætter højt,+ 14  for jeg vil gerne på en eller anden måde vække jalousi hos mit eget folk og frelse nogle af dem. 15  Ja, hvis det at de blev tilsidesat,+ betyder at verden kan blive forsonet med Gud, vil det at de bliver godkendt, så ikke betyde liv for dem der har været døde? 16  Og hvis den del af en dej der tages som den første afgrøde, er hellig, ja, så er hele dejen hellig. Og hvis en rod er hellig, er grenene det også. 17  Men hvis nogle af grenene blev brækket af og du, selvom du var en gren fra et vildt oliventræ, blev podet på sammen med dem og fik del i næringen fra oliventræets rod, 18  så skal du ikke føle dig bedre end* de andre grene. Hvis du føler dig bedre,*+ må du huske at det ikke er dig der bærer roden, men roden der bærer dig. 19  Du vil måske sige: “Der blev jo brækket grene af for at jeg kunne blive podet på.”+ 20  Det er rigtigt nok! De blev brækket af fordi de manglede tro,+ og du blev sat ind fordi du havde tro.+ Vær ikke stolt, men pas på! 21  Når Gud ikke har skånet de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig. 22  Læg mærke til at Gud både viser godhed+ og giver straf. Der er straf til dem der faldt fra,+ men dig viser han godhed, hvis du altså bliver i hans godhed – for ellers vil også du blive hugget af. 23  Og hvad de andre angår, så vil de kunne blive podet på igen hvis de holder op med at mangle tro,+ for Gud kan pode dem på igen. 24  Ja, hvis du blev skåret af fra det vilde oliventræ og mod naturens orden blev podet på det ædle oliventræ, så er det jo også klart at de ægte grene kan blive podet tilbage på deres eget oliventræ! 25  Jeg ønsker ikke at I skal være uvidende om denne hellige hemmelighed,+ brødre, så I bliver kloge i egne tanker: Israel har fået sine sanser delvist bedøvet,+ og sådan vil det være indtil det fulde antal* af folk fra nationerne er kommet ind, 26  og på den måde vil hele Israel+ blive frelst. Det er som der står skrevet: “Befrieren vil komme fra Zion+ og sætte en stopper for de ugudelige handlinger i Jakob. 27  Og når jeg fjerner deres synder,+ indgår jeg en pagt med dem.”+ 28  Det er rigtigt at de er fjender af Gud fordi de har forkastet den gode nyhed til gavn for jer. Men på grund af det løfte Gud gav deres forfædre, udvalgte han nogle af dem til at være sine venner.+ 29  Gud fortryder det nemlig ikke når han giver nogen en gave eller udvælger dem. 30  I var engang ulydige mod Gud,+ men nu er der blevet vist jer barmhjertighed+ fordi jøderne var ulydige.+ 31  Nu er jøderne altså blevet ulydige, og det har ført til at der er blevet vist barmhjertighed mod jer – så der også igen kan blive vist barmhjertighed mod dem. 32  Gud har nemlig spærret alle mennesker inde i ulydighed+ for at kunne vise dem alle barmhjertighed.+ 33  Hvor er Gud dog rig på velsignelser! Hvor er hans visdom og indsigt dyb! Hans beslutninger og hans handlinger er så ophøjede at vi ikke forstår dem til fulde!+ 34  Ja, “hvem har lært Jehovas sind at kende? Hvem er blevet hans rådgiver?”+ 35  Eller “hvem har givet Gud noget først, så han måtte betale ham tilbage?”+ 36  Alle ting kommer fra ham, eksisterer i kraft af ham og er til for ham. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.

Fodnoter

Eller muligvis: “kendte på forhånd”.
Eller “jalousi; nidkærhed”.
Eller “fylde; fuldstændighed”.
Eller “prale over for”.
Eller “praler”.
Eller “fylden; fuldstændigheden”.

Studienoter

Jehova: Paulus citerer her fra 1Kg 19:10, 14, hvor profeten Elias taler til Jehova Gud. I den originale hebraiske tekst er Guds navn gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH). Paulus forkorter citatet og ændrer rækkefølgen af nogle af sætningerne. Han tilføjer også navnet “Jehova” i begyndelsen af citatet for at vise at ordene var henvendt direkte til Gud. Eksisterende græske håndskrifter bruger en form af ordet Kyrios (Herre), men her bruges “Jehova” i hovedteksten fordi Elias i den passage Paulus citerer fra, samt i mange andre sammenhænge, konsekvent bruger navnet Jehova når han taler til Gud. (1Kg 17:20, 21; 18:36, 37; 19:4) Så når man tager den hebraiske tekst i betragtning, tyder det på at Kyrios må være sat ind her i stedet for Guds navn. Desuden bruger flere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk Guds navn her. – Se Tillæg C3 introduktion; Ro 11:3.

mig: Eller “min sjæl”. Her henviser det græske ord psyche, der i nogle bibeloversættelser er gengivet med “sjæl”, til en persons liv. Udtrykket slå mig ihjel (bogst.: “søge min sjæl”) kan også oversættes med “prøve [ønske] at tage mit liv”. Dette udtryk afspejler den ordlyd der bruges i De Hebraiske Skrifter, som for eksempel i 1Kg 19:10, 14, som Paulus citerer fra. – 2Mo 4:19, fdn.; 1Sa 20:1; se Ordforklaring: “Sjæl”.

har ... fået besked fra Gud: Det græske udsagnsord chrematizo forekommer ni gange i De Kristne Græske Skrifter. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I de fleste tilfælde har ordet en klar forbindelse til noget der kommer fra Gud. For eksempel bliver udsagnsordet her brugt sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”. I Mt 2:12, 22 anvendes det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og oversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; guddomssvaret; det guddommelige svar”. I en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J18 i Tillæg C4) bruges ordlyden “fået påbud af Jehova” i ApG 10:22. – Se studienote til ApG 11:26.

ved Guds ledelse ... blev kaldt: I de fleste bibeloversættelser står der ganske enkelt “blev kaldt”. Men det ord der bruges her, er ikke det græske udtryk som normalt oversættes med “blev kaldt”. (Mt 1:16; 2:23; Mr 11:17; Lu 1:32, 60; ApG 1:12, 19) Det ord der bruges i dette vers, er chrematizo, og de fleste af de ni gange det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det utvetydigt til noget der kommer fra Gud, noget der er guddommeligt. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I ApG 10:22 bruges dette ord for eksempel sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”, og i Mt 2:12, 22 bruges det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; det guddommelige svar; Gud svarede”. Det er muligt at det var under Jehovas ledelse at Saulus og Barnabas brugte betegnelsen “kristne”. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning i Antiokia der brugte navnet “kristne” for at latterliggøre dem, men brugen af det græske ord chrematizo viser tydeligt at det var Gud der ønskede at de fik det navn. Og det er meget usandsynligt at jøderne ville kalde Jesus’ disciple “kristne” (efter det græske ord) eller “messianister” (efter det hebraiske ord). Eftersom de havde afvist Jesus som Messias, eller Kristus, ville de heller ikke indirekte anerkende ham som Den Salvede, eller Kristus, ved at bruge navnet “kristne” om hans tilhængere.

svarede Gud ham: Eller “siger det guddommelige udsagn til ham”. Det græske navneord chrematismos betegner en udtalelse der kommer fra Gud. Her beskriver det hvad Gud sagde til sin profet Elias i 1Kg 19:18. I nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; guddomssvaret; det guddommelige svar”. Udtrykket er beslægtet med udsagnsordet chrematizo, der bruges flere steder i De Kristne Græske Skrifter. For eksempel står der i ApG 11:26 at Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. – Se studienoter til ApG 10:22; 11:26.

Baal: En kanaanæisk gud der blev betragtet som himlens ejer, og som man mente kunne give regn og frugtbarhed. Dette er den eneste gang Baal nævnes i De Kristne Græske Skrifter. Paulus citerer her fra 1Kg 19:18. I De Hebraiske Skrifter bliver denne gud omtalt med det hebraiske udtryk habBaal, der bogstaveligt betyder “Baalen”. (Dom 2:13; 1Kg 16:31; 18:25) Udtrykket findes også i flertalsformen (baalerne) og sigter åbenbart til forskellige lokale guder som ansås for at eje eller have magt over bestemte steder. (Dom 2:11; 8:33; 10:6) Det hebraiske ord baal (uden den bestemte artikel) betyder “ejer; herre”. – 2Mo 21:28; 22:8.

Gud: I dette citat fra 5Mo 18:15 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst, hvor der står “Jehova jeres Gud”. Stefanus’ citat er en anelse forkortet; han anvender kun ordet for “Gud”. Peter citerer det samme vers i ApG 3:22, men anvender hele udtrykket “Jehova jeres Gud”. (Se studienote til ApG 3:22). I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk forekommer Guds navn her, og derfor står der “Jehova jeres Gud” (J7, 8, 10-17) eller “Jehova Gud” (J28). (Se Tillæg C4). I nogle få græske håndskrifter findes også en ordlyd der kan gengives med “Herren Gud” eller, af samme grunde som behandles i Tillæg C, “Jehova Gud”. Men i langt de fleste græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog står der ganske enkelt “Gud”.

Gud: I dette vers citerer Paulus ordlyden fra 5Mo 29:4 og Esa 29:10. I den hebraiske tekst står der ikke “Gud” i disse vers, men Paulus har måske citeret fra Septuaginta, hvor 5Mo 29:4 (29:3, LXX) ifølge de fleste håndskrifter lyder: “Har Herren Gud ikke givet ...” Af grunde der er nævnt i Tillæg C1, har der sandsynligvis stået følgende i de udgaver af Septuaginta der fandtes på Paulus’ tid: “Har Jehova Gud ikke givet ...” Der findes et fragment (Papyrus Fouad Inv. 266) der indeholder 5Mo 29:4, hvor tetragrammet bruges i den græske tekst efterfulgt af det græske ord for “Gud”. Paulus kan altså have forkortet citatet fra Septuaginta en smule og bare brugt “Gud”, hvilket stemmer med de eksisterende græske håndskrifter man har af Ro 11:8. (Se også et lignende forkortet citat i ApG 7:37; se studienote). I den hebraiske tekst bruges Guds navn både i 5Mo 29:4 og Esa 29:10, hvilket afspejles i nogle hebraiske oversættelser af Ro 11:8 (benævnt som J7, 8, 10, 14, 15, 20 i Tillæg C4) hvor tetragrammet forekommer.

bord: Dvs. offerbord. Henviser muligvis til et offerbord eller et festmåltid. Paulus citerer her fra Sl 69:22, hvor “bord” bliver sidestillet med “medgang” og åbenbart sigter til velsignelser. Paulus anvender denne salme på jøderne, hvoraf størstedelen ville afvise Jesus og snuble. Det at de snublede, skyldtes til dels at de stædigt holdt fast ved at deres fysiske afstamning fra Abraham var nok til at de fortsat ville blive velsignet af Gud. (Mt 3:9; Joh 8:39) Denne fejlagtige holdning ville føre til “straf” for dem.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos til menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund, det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. Johannes er den eneste evangelieskribent der citerer Jesus for at sige at hans disciple ikke er en del af verden, eller ikke tilhører verden. Den samme tanke kommer til udtryk to gange mere i den sidste bøn Jesus beder sammen med sine trofaste apostle. – Joh 17:14, 16.

verden: I denne sammenhæng sidestiller Paulus det græske ord kosmos med folk fra nationerne, dvs. ikkejøder. Her bliver “verden” stillet op som kontrast til Israels folk, som Gud havde indgået en pagt med. De kristne bibelskribenter brugte desuden ofte kosmos for at skelne mellem menneskehedens verden og Kristus’ sande disciple. Det er kun i Bibelen at det græske udtryk for “verden” bruges på denne måde. – Se studienote til Joh 15:19.

Matthias: Det græske navn Maththias er sandsynligvis en kort form af Mattathias, der er afledt af det hebraiske navn som er gengivet med “Mattitja” (1Kr 15:18) og betyder “Jehovas gave”. Ifølge Peters ord (ApG 1:21, 22) havde Matthias været en discipel af Jesus under hele hans tjeneste på tre og et halvt år. Han arbejdede tæt sammen med apostlene og var sandsynligvis en af de 70 disciple som Jesus sendte ud for at forkynde. (Lu 10:1) Efter sin udvælgelse blev Matthias “betragtet som en af apostlene, sammen med de 11” (ApG 1:26), og når der i bogen Apostlenes Gerninger umiddelbart efter tales om “apostlene” eller “de tolv”, omfatter det Matthias. – ApG 2:37, 43; 4:33, 36; 5:12, 29; 6:2, 6; 8:1, 14.

apostel for nationerne: Dvs. for ikkejøderne. Da Paulus blev omvendt til kristendommen, sikkert omkring år 34 e.v.t., sagde den opstandne Jesus: “Den mand er det redskab jeg har udvalgt til at bringe mit navn ud til nationerne og til konger og til Israels sønner.” (ApG 9:15) Paulus blev altså udvalgt af Herren Jesus Kristus til at være “apostel [der betyder: “en der er sendt ud”] for nationerne”. (ApG 26:14-18; Ro 1:5; Ga 1:15, 16; 1Ti 2:7) Paulus var helt overbevist om og havde beviser for sin stilling som apostel, men Bibelen siger ingen steder at han erstattede en af “de tolv”; han omtalte heller aldrig sig selv som en af “de tolv”. – 1Kt 15:5-8; se også studienote til ApG 1:23.

tjeneste: Da Jesus var på jorden, befalede han dem der fulgte ham, at gøre folk fra alle nationer til disciple. (Mt 28:19, 20) Paulus omtalte dette arbejde som “den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med [Gud]”. Sagt med Paulus’ ord “beder vi” den verden der er fremmed for Gud, om at blive “forsonet med Gud”. (2Kt 5:18-20) Paulus fokuserede på at forkynde for folk fra nationerne, men samtidig havde han et inderligt ønske om at nogle jøder ville blive motiveret til at gøre noget for at opnå frelse. (Ro 11:14) Grundbetydningen af det græske ord diakonia er “tjeneste”, og det beslægtede udsagnsord bruges nogle gange i Bibelen om det at betjene nogen, for eksempel ved at servere mad. (Lu 4:39; 17:8; Joh 2:5) Her sigter det til den kristne tjeneste. Det er en ophøjet form for tjeneste fordi man hjælper andre til at få dækket deres åndelige behov.

sætter højt: Eller “ærer”. Det græske udsagnsord doxazo (at ære; at give ære til), der er beslægtet med ordet doxa (ære; herlighed), bliver ofte brugt om det at ære, ophøje eller lovprise Gud. (Mt 5:16; 9:8; Mr 2:12; Lu 2:20; 5:25, 26; ApG 4:21; 11:18; Ro 15:6, 9) I denne sammenhæng kan udsagnsordet have forskellige betydningsnuancer, deriblandt “være stolt af; tage seriøst; få det bedste ud af”. Paulus viser at han sætter sin “tjeneste” meget højt, og han betragter det som den største ære at få lov at udføre den.

mit eget folk: Bogst.: “mit kød”. Paulus henviser her til sine landsmænd, israelitterne. – Se også 1Mo 37:27.

en rod ... grenene: Her sammenligner Paulus gennemførelsen af Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten med et oliventræ. Jehova, træets rod, giver liv til det åndelige Israel. (Esa 10:20) Jesus, træets stamme, er den primære del af Abrahams afkom. (Ga 3:16) Paulus siger at grenene samlet set er “det fulde antal” af den sekundære del af Abrahams afkom. – Ro 11:25; Ga 3:29.

en rod ... grenene: Her sammenligner Paulus gennemførelsen af Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten med et oliventræ. Jehova, træets rod, giver liv til det åndelige Israel. (Esa 10:20) Jesus, træets stamme, er den primære del af Abrahams afkom. (Ga 3:16) Paulus siger at grenene samlet set er “det fulde antal” af den sekundære del af Abrahams afkom. – Ro 11:25; Ga 3:29.

mod naturens orden blev podet på det ædle oliventræ: Normalt podede landmænd grene fra et ædelt oliventræ på et vildt oliventræ. Det fik det vilde oliventræ til at frembære bedre frugt – svarende til frugten på det træ grenene var taget fra. Hvis man gjorde det modsatte – altså tog grene fra et vildt træ og podede dem på et ædelt træ – ville det være i modstrid med den fremgangsmåde man normalt brugte, og det ville som regel ikke medføre gode resultater. Men det at pode grene fra et vildt oliventræ på et ædelt oliventræ var en metode som nogle landmænd til tider benyttede sig af i det første århundrede. (Se Mediegalleri: “Podning af et oliventræ”). Ved at tale om en sådan metode der ville virke usædvanlig, ja, ligefrem unaturlig eller mod naturens orden, får Paulus sin pointe til at stå endnu tydeligere frem. Han bruger det ædle oliventræ til at illustrere hvordan Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten blev opfyldt. Han sammenligner dem der bliver en del af Abrahams afkom, med grene på dette symbolske oliventræ. (Ro 11:21) De ikkejødiske kristne sammenlignes med grene fra et vildt oliventræ fordi de tidligere havde været udelukket fra Guds folk, Israel, som var Abrahams kødelige afkom og arvinger til den pagt der var indgået med Abraham. (Ef 2:12) Men da nogle jøder, de naturlige grene, viste mangel på tro, blev de forkastet af Gud og “brækket af”. (Ro 11:20) Jehova sørgede for at ikkejøderne kunne blive podet på for at erstatte de grene der ikke bar frugt. (Ga 3:28, 29) Ligesom grenene fra et vildt oliventræ ville trives og vokse når de blev podet på et ædelt oliventræ, ville ikkejøderne have stor gavn af “næringen [bogst.: “fedmen”]” fra det ædle oliventræs rod. Dette understregede Guds ufortjente godhed over for ikkejødiske kristne og gjorde det klart at de ikke skulle have for høje tanker om sig selv. – Ro 11:17; se også Mt 3:10; Joh 15:1-10.

nogle af grenene blev brækket af: Dvs. de kødelige jøder der forkastede Jesus, og som derfor selv blev forkastet.

du, selvom du var en gren fra et vildt oliventræ, blev podet på: Paulus taler stadig til kristne med ikkejødisk baggrund. (Ro 11:13) Han fortsætter illustrationen med et ædelt oliventræ for at vise hvordan Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten blev opfyldt. (Se studienote til Ro 11:16). Til at begynde med var det kun jøder der havde mulighed for at være en del af den pagt. Ikkejøder, eller folk fra nationerne, blev sammenlignet med grene fra et andet træ, et vildt oliventræ. Jehova gjorde det muligt for ikkejøder at blive en del af Abrahams afkom som åndelige jøder ved i overført betydning at pode dem på det ædle oliventræ. Menigheden i Rom bestod både af jøder og ikkejøder, og de skulle alle bære frugt i åndelig forstand. – Ro 2:28, 29.

podet på: Podning vil sige at man sætter en gren eller en kvist fra et træ der bærer god frugt, på et træ der ikke bærer god frugt. Når grenen er vokset sammen med det nye træ, vil den bære frugt af samme gode kvalitet som det træ den blev taget fra. Paulus taler om at det var “mod naturens orden” at grene fra et vildt oliventræ blev podet på et ædelt oliventræ – en praksis som nogle landmænd åbenbart gjorde brug af i det første århundrede. (Se studienote til Ro 11:24). Det græske ord for “at pode” bliver kun brugt i Romerne, kapitel 11.

mod naturens orden blev podet på det ædle oliventræ: Normalt podede landmænd grene fra et ædelt oliventræ på et vildt oliventræ. Det fik det vilde oliventræ til at frembære bedre frugt – svarende til frugten på det træ grenene var taget fra. Hvis man gjorde det modsatte – altså tog grene fra et vildt træ og podede dem på et ædelt træ – ville det være i modstrid med den fremgangsmåde man normalt brugte, og det ville som regel ikke medføre gode resultater. Men det at pode grene fra et vildt oliventræ på et ædelt oliventræ var en metode som nogle landmænd til tider benyttede sig af i det første århundrede. (Se Mediegalleri: “Podning af et oliventræ”). Ved at tale om en sådan metode der ville virke usædvanlig, ja, ligefrem unaturlig eller mod naturens orden, får Paulus sin pointe til at stå endnu tydeligere frem. Han bruger det ædle oliventræ til at illustrere hvordan Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten blev opfyldt. Han sammenligner dem der bliver en del af Abrahams afkom, med grene på dette symbolske oliventræ. (Ro 11:21) De ikkejødiske kristne sammenlignes med grene fra et vildt oliventræ fordi de tidligere havde været udelukket fra Guds folk, Israel, som var Abrahams kødelige afkom og arvinger til den pagt der var indgået med Abraham. (Ef 2:12) Men da nogle jøder, de naturlige grene, viste mangel på tro, blev de forkastet af Gud og “brækket af”. (Ro 11:20) Jehova sørgede for at ikkejøderne kunne blive podet på for at erstatte de grene der ikke bar frugt. (Ga 3:28, 29) Ligesom grenene fra et vildt oliventræ ville trives og vokse når de blev podet på et ædelt oliventræ, ville ikkejøderne have stor gavn af “næringen [bogst.: “fedmen”]” fra det ædle oliventræs rod. Dette understregede Guds ufortjente godhed over for ikkejødiske kristne og gjorde det klart at de ikke skulle have for høje tanker om sig selv. – Ro 11:17; se også Mt 3:10; Joh 15:1-10.

det ædle oliventræ: Det græske udtryk der bruges her, kallielaios, er sammensat af ordet for “oliventræ” og et præfiks der kommer af ordet kalos, der betyder “fint; godt; fortræffeligt” og betegner noget som opfylder sit formål – ligesom et oliventræ der bliver dyrket for at det skal bære frugt og være produktivt. Her bliver det ædle, eller dyrkede, oliventræ stillet op som en modsætning til det vilde oliventræ (agrielaios).

og på den måde vil hele Israel blive frelst: Dvs. hele det åndelige Israel, “Guds Israel”. (Ga 6:16; Ro 2:29) Guds hensigt er at 144.000 åndelige israelitter skal frelses og regere sammen med hans Søn i himlen. Den hensigt vil blive opfyldt “på den måde”, dvs. ved at grenene fra et “vildt oliventræ” i overført betydning bliver podet på så Guds hensigt med “det ædle oliventræ” kan blive gennemført – at det skal være fyldt med grene der bærer frugt. (Ro 11:17-25; Åb 7:4; 14:1, 3) Det betød at ikkejødiske kristne fik lov til at blive en del af det åndelige Israel. Nogle mener at det græske udtryk i begyndelsen af verset skal oversættes med “og så” eller “og til sidst”, men udtrykket “og på den måde” støttes af mange opslagsværker og andre bibeloversættelser.

Befrieren: Eller “Frelseren”. Paulus citerer her Esa 59:20 fra Septuaginta og anvender profetien på de kristne der er medlemmer af “Guds Israel”. (Ga 6:16) Han viser at profetien vil være fuldstændigt opfyldt når det fulde antal åndelige israelitter er nået.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:13 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. De græske udtryk der er oversat med “lært ... sind at kende” og “blevet hans rådgiver”, stemmer med ordlyden i Esa 40:13 fra Septuaginta.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

Medieindhold

Podning af et oliventræ
Podning af et oliventræ

På Bibelens tid var det almindeligt at pode træer. Normalt tog man et skud eller en kvist fra et træ der producerede god frugt, og fik det til at vokse på et andet træ for at forbedre kvaliteten af frugten på det. I sin illustration med oliventræet talte Paulus om podning. (Ro 11:17-24) Han sammenlignede salvede ikkejødiske kristne med grene fra et vildt oliventræ der blev podet på et ‘ædelt oliventræ’. (Ro 11:24) En romersk soldat og olivenavler fra det første århundrede ved navn Lucius Junius Moderatus Columella skrev adskillige bøger om landbrug og nævnte specifikt podning. Om stærke oliventræer der ikke bar frugt, skrev han: “Det vil være godt at bore et hul i dem med et gallisk vridbor og presse en frisk kvist eller gren fra et vildt oliventræ ned i hullet. Resultatet vil være at træerne, der så at sige er blevet ‘besvangret’ med frugtbart afkom, kommer til at bære mere frugt.” Paulus’ illustration var en vigtig påmindelse om at alle salvede kristne, uanset om de var jøder eller ikkejøder, skulle være forenede. (Ro 2:28, 29; 11:17, 18) Her vises nogle forskellige podningsteknikker der måske har været brugt i det første århundrede.

1. Der bores et hul på siden af grenen, og en kvist fra et andet træ indføres

2. Der skæres nogle snit i enden af en gren, og flere kviste sættes ind under barken og bindes fast

3. Der skæres et stykke bark af grenen, og det erstattes med et tilsvarende stykke bark med et skud

Podning af et skud fra et vildt oliventræ på et dyrket oliventræ
Podning af et skud fra et vildt oliventræ på et dyrket oliventræ

Denne landmand poder et skud fra et vildt oliventræ på et dyrket oliventræ. Paulus sammenligner de oprindelige olivengrene med jøder og de vilde olivengrene med ikkejøder. Mange jøder troede ikke på Jesus, så derfor blev ikkejøder så at sige podet på for at erstatte dem som medlemmer af det åndelige Israel. (Ro 11:13, 17) Paulus minder menigheden i Rom om at både jøder og ikkejøder må bevare deres tro på Kristus og vise værdsættelse af Guds godhed. (Ro 10:4; 11:22) Hans illustration med oliventræet understreger en del af temaet i hans brev til romerne: Gud er upartisk og giver “enhver som tror” mulighed for at blive frelst uanset om man er jøde eller ikkejøde. Kristne må derfor være forenet uanset deres baggrund. – Ro 1:16, 17; 2:11; 10:12.