Apostlenes Gerninger 26:1-32

26  Agrippa+ sagde til Paulus: “Du har tilladelse til at tale til dit forsvar.” Paulus løftede hånden og sagde så:  “Kong Agrippa, jeg er meget glad for at det er foran dig jeg i dag skal forsvare mig imod alt det som jøderne anklager mig for,+  især fordi du er ekspert i alle jødernes skikke og stridsspørgsmål. Jeg beder dig derfor høre tålmodigt på mig.  Hvordan mit liv har formet sig blandt mit folk* og i Jerusalem siden jeg var ung, er almindeligt kendt af alle de jøder+  der kender mig fra tidligere. Hvis de ellers ville, kunne de bekræfte at jeg har levet som farisæer+ og tilhørt den strengeste sekt i vores religion.+  Og alligevel står jeg nu anklaget fordi jeg har det håb at Gud vil opfylde det løfte han gav vores forfædre.+  Det er det samme løfte vores 12 stammer håber at se blive opfyldt ved energisk at udføre hellig tjeneste for ham nat og dag. Det er det håb jøderne anklager mig for,+ konge.  Hvorfor mener* I at det er utroligt at Gud oprejser de døde?  Selv var jeg overbevist om at jeg skulle gøre meget for at bekæmpe nazaræeren Jesus’ navn. 10  Det var netop hvad jeg gjorde i Jerusalem, og jeg spærrede mange af de hellige inde i fængsler,+ for det havde de øverste præster givet mig myndighed til.+ Og når de hellige skulle henrettes, stemte jeg for det. 11  Jeg prøvede at tvinge dem til at afsværge deres tro ved ofte at straffe dem i alle synagogerne, og jeg var så rasende på dem at jeg endda forfulgte dem i andre byer. 12  Midt i alt dette, mens jeg var på rejse til Damaskus med myndighed og fuldmagt fra de øverste præster, 13  så jeg ved middagstid, konge, et lys fra himlen, klarere end solens glans, og det strålede omkring mig og omkring dem der rejste sammen med mig.+ 14  Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‘Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at fortsætte med at sparke imod pigkæppen.’ 15  Men jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Og Herren sagde: ‘Jeg er Jesus, som du forfølger. 16  Men rejs dig nu op på dine fødder. Jeg har nemlig vist mig for dig for at udvælge dig til at tjene og vidne – både om det du har set, og om det jeg vil lade dig se angående mig.+ 17  Og jeg vil befri dig fra dette folk og fra nationerne, som jeg sender dig til+ 18  for at åbne deres øjne,+ for at vende dem fra mørke+ til lys+ og fra Satans myndighed+ til Gud så de kan få deres synder tilgivet+ og få en arv sammen med dem der er blevet helliget fordi de tror på mig.’ 19  Derfor, kong Agrippa, har jeg gjort det jeg fik besked på i det himmelske syn, 20  for jeg bragte det budskab ud – først til dem i Damaskus+ og så til dem i Jerusalem+ og over hele Judæa og også til nationerne – at de skulle angre og vende sig til Gud ved at leve på en måde der stemmer med deres anger.+ 21  Det var derfor jøderne pågreb mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel.+ 22  Men fordi Gud har hjulpet mig, har jeg frem til denne dag fortsat vidnet for både små og store, og jeg siger ikke andet end hvad profeterne og Moses har sagt skulle ske+ 23  – at Kristus skulle lide,+ og at han som den første der blev oprejst fra de døde,*+ skulle forkynde og bringe lys både til dette folk og til nationerne.”+ 24  Mens Paulus forsvarede sig, sagde Festus højt: “Du er ved at blive vanvittig, Paulus! Al den lærdom gør dig vanvittig!” 25  Men Paulus sagde: “Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Festus. Det jeg siger, er sandt og fornuftigt. 26  Faktisk ved kongen som jeg så frimodigt taler til, alt om de ting, ja, jeg er overbevist om at der ikke er noget af det der undgår hans opmærksomhed, for intet af det er foregået i en afkrog.+ 27  Tror du, kong Agrippa, på profeterne? Jeg ved at du tror.” 28  Agrippa sagde til Paulus: “På kort tid kunne du overtale mig til at blive kristen.” 29  Til det sagde Paulus: “Uanset om det tager kort tid eller lang tid, beder jeg til Gud om at ikke alene du men alle som hører mig i dag, må blive som mig, lige bortset fra mine lænker.” 30  Så rejste kongen sig, og det samme gjorde statholderen og Berenike og mændene der sad sammen med dem. 31  Mens de var på vej ud, sagde de til hinanden: “Denne mand gør ikke noget der fortjener død eller lænker.”+ 32  Agrippa sagde til Festus: “Manden kunne være blevet løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.”+

Fodnoter

Eller “min nation”.
Bogst.: “bedømmer”.
Eller “Saul, Saul”.
Bogst.: “den første ud af opstandelsen”.

Studienoter

sekt: Det græske ord der her er gengivet med “sekt”, hairesis (hvoraf det danske ord “hæretiker”, dvs. en kætter, er afledt), har grundbetydningen “et valg”. Det er sådan ordet anvendes i 3Mo 22:18 ifølge Septuaginta, hvor der tales om at israelitterne bringer “det der er valgt” som offergaver. I De Kristne Græske Skrifter refererer dette ord til en gruppe mennesker der holder sig til bestemte anskuelser eller læresætninger. Det bruges til at beskrive de to fremtrædende grene af jødedommen – farisæerne og saddukæerne. (ApG 5:17; 15:5; 26:5) Ikkekristne omtalte kristendommen som en “sekt” eller “nazaræernes sekt”, da de sikkert betragtede de kristne som en gruppe der havde skilt sig ud fra jødedommen. (ApG 24:5, 14; 28:22) Det græske ord hairesis blev også anvendt om de grupper der opstod inden for den kristne menighed. Jesus lagde stor vægt på enhed og bad i en bøn til Gud om at hans disciple altid måtte være forenet (Joh 17:21), og apostlene var levende interesseret i at bevare den kristne menigheds enhed (1Kt 1:10; Jud 17-19). Hvis menighedens medlemmer delte sig i grupper eller fraktioner, ville det ødelægge enheden. Det græske ord hairesis blev derfor med tiden brugt i en negativ forstand til at beskrive sådanne grupper, nemlig som en fraktion eller en splittende gruppe, en sekt. Uenighed i lærespørgsmål kunne føre til strid, splittelse og endda fjendskab. (Se også ApG 23:7-10). Sektdannelse skulle derfor undgås og blev regnet med blandt “kødets gerninger”. – Ga 5:19-21; 1Kt 11:19; 2Pe 2:1.

sekt i vores religion: Eller “sekt i vores form for tilbedelse”. – Se studienote til ApG 24:5.

udføre hellig tjeneste for ham: Det græske udsagnsord latreuo har grundbetydningen “at tjene”. Sådan som ordet bruges i Bibelen, refererer det almindeligvis til at tjene Gud, eller til at udføre tjeneste i forbindelse med tilbedelsen af Gud (Mt 4:10; Lu 2:37; 4:8; ApG 7:7; Ro 1:9; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3), for eksempel i helligdommen eller i templet (He 8:5; 9:9; 10:2; 13:10). Derfor kan udtrykket i nogle sammenhænge også gengives med “at tilbede”. I nogle få tilfælde bruges det i forbindelse med falsk tilbedelse – om det at tjene eller tilbede noget der er skabt. (ApG 7:42; Ro 1:25) I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J14-17 i Tillæg C4) står der “tjene (tilbede) Jehova”.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

nazaræeren: Se studienote til Mr 10:47.

stemte jeg: Bogst.: “kastede jeg en sten”, dvs. en sten der blev brugt til at afgive sin stemme med. Det græske ord psefos henviser til en lille sten, og det gengives med “sten” i Åb 2:17. Ved domstolene brugte man små sten når man afsagde domme eller gav udtryk for om man mente at en anklaget var skyldig eller uskyldig. En hvid sten betød at den anklagede var uskyldig og blev frifundet; en sort sten betød at vedkommende var skyldig og blev dømt.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

på hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

sparke imod pigkæppen: En pigkæp er en spids kæp der bruges til at drive et dyr frem med. (Dom 3:31) Udtrykket “at sparke imod pigkæppen” er en talemåde der findes i græsk litteratur. Det hentyder til en stædig okse der gør modstand og sparker imod pigkæppen når den bliver drevet frem, hvilket fører til at dyret skader sig selv. Saulus opførte sig på lignende måde før han blev kristen. Ved at kæmpe mod Jesus’ disciple, der blev støttet af Jehova Gud, risikerede Paulus at skade sig selv alvorligt. (Se også ApG 5:38, 39; 1Ti 1:13, 14). I Præ 12:11 bliver “kvægdriverens spidse stave” omtalt i overført betydning, idet de hentyder til ord der kommer fra en der er vis, og som motiverer den der lytter, til at følge de gode råd.

angre: Det græske ord der er brugt her, kan gengives “at skifte holdning”, tilkendegive en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng vedrører det at “angre” en persons forhold til Gud. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Vis ... i handling at I har angret: Hentyder til at de der lyttede til Johannes, i handling og gennem andre synlige tegn skulle vise at de angrede eller ændrede mening. – Lu 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

Vis ... i handling at I har angret: Bogst.: “Frembring ... frugter som stemmer med at I har angret”. Flertalsformen af det græske ord for “frugt” (karpos) bliver her anvendt i overført betydning og hentyder til handlinger og andre synlige tegn som ville være et udtryk for at de der lyttede til Johannes, havde angret eller ændret mening. – Mt 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

angre: Det græske ord der bruges i denne forbindelse, kan bogstaveligt gengives med “at skifte holdning”, hvilket hentyder til at ændre tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng er opfordringen til at “angre” forbundet med udtrykket og vende sig til Gud og henviser derfor til en persons forhold til Gud. Hvis en person skal vise ægte anger, må han leve på en måde der stemmer med hans anger. Med andre ord må hans handlinger tydeligt vise en ændring i hans tankegang og indstilling. – Se studienoter til Mt 3:2, 8; Lu 3:8 og Ordforklaring: “Anger”.

kristne: Det græske ord Christianos, som betyder “discipel af Kristus”, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (ApG 11:26; 26:28; 1Pe 4:16) Det er afledt af Christos, der betyder Kristus, eller Den Salvede. De kristnes forbillede og den hvis lære de følger, er Jesus, som er Kristus, “Jehovas Salvede”. (Lu 2:26; 4:18) Måske blev betegnelsen “kristne” allerede givet “ved Guds ledelse” i år 44 e.v.t., da de begivenheder som omtales i verset, fandt sted. Det ser ud til at navnet efterhånden vandt indpas, for da Paulus omkring år 58 blev ført frem for kong Herodes Agrippa II, var Agrippa bekendt med de kristne. (ApG 26:28) Det fremgår af historikeren Tacitus’ skrifter at betegnelsen “kristen” omkring år 64 blev anvendt blandt befolkningen i Rom. Desuden skrev Peter mellem år 62 og år 64 sit første brev til de kristne rundt om i hele Romerriget, og det ser ud til at navnet “kristen” på det tidspunkt var udbredt og havde en præcis og specifik anvendelse. (1Pe 1:1, 2; 4:16) Med dette navn fra Gud var der ikke længere nogen risiko for at Jesus’ disciple blev regnet for at være en sekt inden for jødedommen.

kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

kejserens: Den romerske kejser på dette tidspunkt var Claudius, der regerede fra 41 til 54 e.v.t. – ApG 11:28; 18:2; se studienote til Mt 22:17 og Ordforklaring.

kejseren: Eller “Cæsar”. Den romerske kejser på dette tidspunkt var Nero, der herskede fra år 54 til 68 e.v.t., hvor han begik selvmord i en alder af ca. 31 år. Alle omtaler af kejseren i Apostlenes Gerninger, kapitel 25 til 28, henviser til Nero. – Se studienoter til Mt 22:17; ApG 17:7 og Ordforklaring.

Medieindhold