Ifølge Johannes 2:1-25

2  Den tredje dag blev der holdt et bryllup i Kana+ i Galilæa, og Jesus’ mor var der.  Jesus og hans disciple var også inviteret til brylluppet.  På et tidspunkt slap vinen op, og Jesus’ mor sagde til ham: “De har ikke mere vin.”  Men Jesus sagde til hende: “Kvinde, hvorfor skal vi to bekymre os om det? Min time er endnu ikke kommet.”  Hans mor sagde til tjenerne: “Uanset hvad han siger til jer, skal I gøre det.”  Nu stod der seks vandkrukker af sten, som jødernes renselsesregler+ kræver det. Hver af dem kunne rumme to eller tre mål.  Jesus sagde til dem: “Fyld krukkerne med vand.” De fyldte dem så til randen.  Så sagde han: “Øs nu noget op og bring det til lederen af festen.” Det gjorde de så.  Da lederen af festen smagte på vandet som nu var blevet til vin, og han ikke vidste hvor det kom fra (selvom tjenerne der havde øst vandet op, vidste det), kaldte han på brudgommen 10  og sagde til ham: “Alle andre sætter først den gode vin frem, og når folk er blevet berusede, den mindre gode. Du har gemt den gode vin til nu.” 11  Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som det første af sine mirakler,* og han gjorde sin herlighed kendt,+ og hans disciple fik tro på ham. 12  Derefter gik han og hans mor og hans brødre+ og hans disciple ned til Kapernaum,+ men de blev der kun i nogle dage. 13  Nu var det snart jødernes påske,+ og Jesus gik op til Jerusalem. 14  I templet så han dem der solgte kvæg og får og duer,+ og pengevekslerne som sad der. 15  Så han lavede sig en pisk af reb og jagede dem ud af templet sammen med deres får og kvæg, og han hældte pengevekslernes mønter ud og væltede deres borde.+ 16  Og han sagde til dem der solgte duer: “Få disse ting væk herfra! Hold op med at gøre min Fars hus til en markedsplads!”+ 17  Hans disciple huskede at der står skrevet: “Jeg vil brænde af hengivenhed for dit hus.”+ 18  Det fik jøderne til at sige til ham: “Kan du vise os et tegn+ på at du har ret til at gøre disse ting?” 19  Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil genopbygge det på tre dage.”+ 20  Så sagde jøderne: “Det har taget 46 år at bygge templet, og så vil du genopbygge det på tre dage?” 21  Men det tempel han talte om, var hans krop.+ 22  Efter at han var blevet oprejst fra de døde, huskede hans disciple derfor at han plejede at sige sådan,+ og de troede på skriftstedet og på det Jesus havde sagt. 23  Mens han var i Jerusalem til påskehøjtiden, fik mange tro på ham,* for de så de tegn han gjorde.+ 24  Men Jesus betroede sig ikke til dem, for han kendte dem alle, 25  og det var ikke nødvendigt at nogen forklarede ham noget om mennesker, for han vidste hvordan mennesker er.+

Fodnoter

Bogst.: “tegn”.
Bogst.: “hans navn”.

Studienoter

Kana: Sandsynligvis fra det hebraiske ord qaneh, “rør, siv”. Kana kan derfor betyde “sted med rør eller siv”. Johannes er den eneste der nævner denne by, og hver gang under betegnelsen Kana i Galilæa (Joh 2:11; 4:46; 21:2), måske for at adskille den fra Kana (hebraisk: Qanah) i Ashers stammeområde (Jos 19:24, 28). Mange forskere identificerer stedet med Khirbet Qana, hvor der er ruiner af en gammel landsby på en høj ved den nordlige kant af Bet Netofa-dalen (el-Battuf-sletten), ca. 13 km N for Nazaret. På arabisk er stedet stadig kendt under navnet Qana el-Jelil, hvilket svarer til Kana i Galilæa. På en nærliggende sumpet slette vokser der mange siv, så navnet Kana er meget passende. Der er rester af gamle cisterner og hvad man mener er ruinerne af en synagoge (der er dateret til slutningen af det første århundrede eller det andet århundrede e.v.t.). Man har også fundet potteskår (brudstykker af lerkar) og mønter der menes at stamme fra det første århundrede e.v.t. Ifølge kirkelig tradition er stedet identisk med Kafr Kanna, der ligger 6,5 km NØ for Nazaret, muligvis fordi det er lettilgængeligt for pilgrimme fra Nazaret. Men der lader ikke til at være nogen sproglig forbindelse mellem navnet på dette sted og Kana i Galilæa som er nævnt i Bibelen.

Kvinde: Den måde Jesus tiltalte sin mor på, svarede til den måde han ellers tiltalte kvinder på (Joh 4:21), og den blev åbenbart betragtet som en høflig tiltaleform i mange sammenhænge (Mt 15:28). Man betragtede den slet ikke som uhøflig, uvenlig eller respektløs. Engle og den opstandne Jesus brugte denne tiltaleform da de henvendte sig til Maria Magdalene, som sørgende græd ved Jesus’ grav; de ville slet ikke have brugt ord som var grove og respektløse i sådan en situation. (Joh 20:13, 15) Jesus brugte det samme udtryk mens han hang på torturpælen da han henvendte sig til sin mor fordi hans store omsorg for hende fik ham til at bede apostlen Johannes om at tage sig af hende. (Joh 19:26) Det gjorde han fordi man ifølge Skrifterne har pligt til at vise sin far og mor ære. (2Mo 20:12; 5Mo 5:16; Mt 15:4) Adskillige opslagsværker bekræfter at tiltaleformen “kvinde” godt kunne afspejle respekt og kærlige følelser.

hvorfor skal vi to bekymre os om det?: Da Maria sagde til Jesus: “De har ikke mere vin” (Joh 2:3), antydede hun uden tvivl at hun gerne ville have at han skulle gøre noget ved det. Det er interessant fordi Jesus endnu ikke havde udført noget mirakel. Jesus svarede med et semitisk idiom, der bogstaveligt betyder: “Hvad til mig og til dig, kvinde?”, og som grundlæggende var en slags indvending der skal forstås ud fra sammenhængen. Nogle gange kan det udtrykke fjendtlighed og afvisning (Mt 8:29; Mr 1:24; 5:7; Lu 4:34; 8:28), men her ser det ud til at være en mild indvending. (Denne milde brug af idiomet findes i De Hebraiske Skrifter, for eksempel 2Sa 16:9, 10 og 1Kg 17:18, fdn.). Det Jesus efterfølgende sagde, antyder hvorfor han var afventende: Min time er endnu ikke kommet. Jesus’ svar på hendes udtalelse må have vist at han ikke var uvillig til at hjælpe, som det fremgår af Marias reaktion i vers 5.

mål: Ifølge mange bibelkommentatorer svarer det mål der nævnes her (græsk: metretes), til det hebraiske batmål. På grundlag af potteskår der bærer betegnelsen “bat” skrevet med gammelhebraiske bogstaver, har mange bibelkommentatorer anslået at en bat svarede til ca. 22 l. (1Kg 7:26; Ezr 7:22; Eze 45:14) Hvis det var tilfældet, kunne hver vandkrukke indeholde mellem 44 og 66 l. Og de seks krukker kunne tilsammen indeholde mellem 260 og 390 l. Andre bibelkommentatorer mener at der her kan være tale om en større græsk måleenhed (op til 40 l). – Se Tillæg B14.

som det første af sine mirakler: Jesus forvandlede vand til vin, og det var det første mirakel, eller tegn, han udførte. Det er kun Johannes der omtaler dette.

kejser Tiberius’ 15. regeringsår: Kejser Augustus døde den 17. august år 14 e.v.t. (efter den gregorianske kalender). Den 15. september lod Tiberius det romerske senat udråbe ham til kejser. Hvis man regner fra Augustus’ død, må det 15. år af Tiberius’ regeringstid have strakt sig fra august år 28 e.v.t til august år 29 e.v.t. Hvis man derimod regner fra det tidspunkt da Tiberius formelt blev udråbt til kejser, må det 15. år have strakt sig fra september år 28 e.v.t. til september år 29 e.v.t. Johannes indledte sin tjeneste i foråret (den nordlige halvkugle) i år 29 e.v.t., som var i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. I det år ville Johannes have været omkring 30 år gammel, som var den alder levitpræsterne havde når de begyndte at tjene ved templet. (4Mo 4:2, 3) Da Jesus blev døbt af Johannes og “begyndte sin tjeneste”, var han også, ifølge Lu 3:21-23, “omkring 30 år”. Jesus døde i forårsmåneden nisan, så hans tjeneste på tre og et halvt år må være begyndt i efteråret, omkring etanim måned (september/oktober). Det tyder på at Johannes var seks måneder ældre end Jesus og åbenbart begyndte sin tjeneste seks måneder før Jesus begyndte sin. (Lu, kap. 1) Derfor er det logisk at slutte at Johannes begyndte sin tjeneste i foråret år 29 e.v.t. – Se studienoter til Lu 3:23; Joh 2:13.

en af jødernes højtider: Johannes nævner ikke specifikt hvilken højtid der var tale om, men der er god grund til at antage at det var påsken i år 31 e.v.t. han henviste til. Johannes skrev overvejende sin beretning i kronologisk orden. Det fremgår af sammenhængen at den højtid der tales om, fandt sted kort tid efter at Jesus sagde at der var “fire måneder til høsten”. (Joh 4:35) Høstperioden, nærmere betegnet byghøsten, begyndte omkring påsken (14. nisan). Så det ser ud til at Jesus kom med sin udtalelse ca. fire måneder før dette, altså omkring kislev måned (november/december). Der var to andre højtider som blev fejret i perioden fra kislev til nisan, nemlig indvielseshøjtiden og purimsfesten. Men disse højtider krævede ikke at israelitterne tog op til Jerusalem. Ud fra sammenhængen er det mest sandsynligt at den højtid der omtales som “en af jødernes højtider”, refererer til påsken, hvor Jesus ifølge Guds lov til Israel var forpligtet til at rejse til Jerusalem. (5Mo 16:16) Det er rigtigt at Johannes kun nævner nogle få begivenheder i sin beretning inden han omtaler den næste påskehøjtid (Joh 6:4), men som oversigten i Tillæg A7 viser, er Johannes’ beretning om den første del af Jesus’ tjeneste meget kortfattet, og mange af de begivenheder som de andre evangelieskribenter har med, bliver ikke nævnt af Johannes. De mange ting som de tre andre evangelieskribenter nævner at Jesus foretog sig, støtter faktisk den konklusion at der faldt en påskehøjtid mellem den der nævnes i Johannes 2:13, og den der nævnes i Johannes 6:4. – Se Tillæg A7 og studienote til Joh 2:13.

påsken: Hentyder åbenbart til påsken år 32 e.v.t., den tredje påske i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. – Se studienoter til Joh 2:13; 5:1; 11:55 og Tillæg A7.

påske: Det vil sige påsken i år 33 e.v.t., tilsyneladende den fjerde påske der omtales i Johannesevangeliet. – Se studienoter til Joh 2:13; 5:1; 6:4.

påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

templet: Henviser sandsynligvis til den del af templet der var kendt som Hedningernes Forgård. – Se Tillæg B11.

dem der solgte kvæg og får og duer: Guds Lov krævede at israelitterne skulle bringe ofre i templet, og de besøgende havde brug for mad under deres ophold i Jerusalem. Nogle israelitter skulle rejse langt for at komme dertil, så ifølge Loven måtte de gerne sælge deres afgrøder og dyr, medbringe pengene til Jerusalem og dér købe offerdyr som kvæg, får, geder og duer samt hvad de havde brug for mens de opholdt sig i byen. (5Mo 14:23-26) Efterhånden var købmænd begyndt at handle med dyr helt inde i tempelkomplekset. (Se studienote til templet i dette vers). Flere af købmændene snød sandsynligvis folk ved at kræve for mange penge for dyrene.

pengevekslernes: Der var mange forskellige slags mønter i omløb, men det var åbenbart kun med en bestemt møntfod at man kunne betale den årlige tempelskat eller købe offerdyr. Derfor skulle jøder der rejste til Jerusalem, veksle deres valuta til penge der blev godtaget i templet. Jesus betragtede tydeligvis pengevekslernes gebyrer som urimeligt høje og mente at det de gjorde, mindede om afpresning.

en pisk af reb: Det græske ord for “reb” (schoinion) kan betegne et reb der bestod af siv, rør eller andre materialer. Da Jesus brugte pisken af reb til at drive “får og kvæg” ud af templet, ville de der solgte disse dyr, helt naturligt have fulgt efter dem ud af tempelområdet. I de følgende vers, da han verbalt driver de mænd der sælger duer, ud, nævnes der ingen pisk, hvilket viser at han ikke brugte den over for sælgerne. Under alle omstændigheder var resultatet at de der udnyttede den sande tilbedelse kommercielt, blev tvunget til at forlade tempelområdet.

jagede dem ud af templet sammen med deres får og kvæg: Mens Jesus var på jorden, rensede han templet for handlende to gange. Det der beskrives her, er den første renselse som fandt sted i forbindelse med påsken i 30 e.v.t., og det var Jesus’ første besøg i Jerusalem som Guds salvede Søn. (Se Tillæg A7). Den 10. nisan år 33 e.v.t. rensede Jesus templet for anden gang. Det er beskrevet i Matthæusevangeliet (21:12, 13), Markusevangeliet (11:15-18) og Lukasevangeliet (19:45, 46). – Se Tillæg A7.

pengevekslernes: Se studienote til Mt 21:12.

en markedsplads: Eller “et varehus; en forretning”. Det græske udtryk oikon emporiou, som gengives “en markedsplads”, betyder “et sted hvor der drives handel; et marked”. Det forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Salget af offerdyr på tempelområdet var en af hovedindtægtskilderne for ypperstepræsten Annas’ rige og magtfulde familie.

brænde af hengivenhed for dit hus: I denne sammenhæng betegner det græske ord (zelos), der her bliver gengivet med “brænde af hengivenhed”, en intens, positiv, brændende interesse der er kendetegnet af en stærk ansvarsfølelse. Det sted i Skrifterne disciplene tænkte på, findes i dag i Sl 69:9. Det tilsvarende hebraiske navneord (qinah), gengivet “brænder af hengivenhed”, kan betyde “krav om udelt hengivenhed; det ikke at tåle nogen som helst rivaliseren”. Da Jesus så al den handel på tempelområdet, blev han vred, og det med god grund, og hans brændende hengivenhed fik ham til at gribe ind.

Riv dette tempel ned, og jeg vil genopbygge det på tre dage: Det er kun Johannes der skriver det Jesus siger her. Jøderne troede at han talte om Herodes’ tempel. Under retssagen mod Jesus citerede hans modstandere hans ord, men fordrejede meningen. (Mt 26:61; 27:40; Mr 14:58) Som det fremgår af Joh 2:21, brugte Jesus billedsprog; han sammenlignede det at han skulle dø og blive oprejst, med det at et tempel kunne blive revet ned og genopbygget. Selvom Jesus sagde: “Jeg vil genopbygge det”, viser Bibelen tydeligt at det var Gud der oprejste ham. (ApG 10:40; Ro 8:11; He 13:20) Efter at Jesus var blevet dræbt og oprejst på den tredje dag (Mt 16:21; Lu 24:7, 21, 46), fik han et andet legeme, ikke et der var dannet af menneskehænder som templet i Jerusalem, men et åndeligt legeme der var dannet af hans Far (ApG 2:24; 1Pe 3:18). Det er ikke usædvanligt at et tempel i overført betydning bliver brugt om mennesker i Skrifterne. Messias skulle ifølge profetien være “hovedhjørnestenen” (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11), og Paulus og Peter brugte lignende udtryk om Jesus og hans disciple i 1Kt 3:16, 17; 6:19; Ef 2:20 og 1Pe 2:6, 7.

Det har taget 46 år at bygge templet: Jøderne henviste her til kong Herodes’ genopbygning af templet. Det første tempel i Jerusalem, som Salomon havde bygget, blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Det blev genopbygget under ledelse af Zerubbabel efter fangenskabet i Babylon. (Ezr 6:13-15; Hag 2:2-4) Ifølge Josefus (Jewish Antiquities, 15. bog, kapitel 11, 380, afsnit 1) påbegyndte Herodes projektet med at genopbygge templet i sit 18. regeringsår. Hvis man tæller årene på samme måde som jøderne talte deres kongers regeringsår, kan det have været i år 18/17 f.v.t. I virkeligheden fortsatte arbejdet på templet i form af yderligere tilføjelser indtil seks år før det blev ødelagt i år 70.

det tempel han talte om, var hans krop: Som det fremgår af apostlen Johannes’ kommentar, brugte Jesus billedsprog, og han sammenlignede det at han skulle dø og blive oprejst, med det at en bygning kunne blive revet ned og genopbygget.

var ... klar over: Bogst.: “vidste ... med sin ånd”. Her henviser det græske ord pneuma tydeligvis til Jesus’ opfattelsesevne. I Esa 11:2, 3 står der om Messias: “Jehovas ånd vil hvile over ham”, og derfor vil han ikke blot “dømme efter hvad hans øjne ser”. Så Jesus var altså i stand til at gennemskue hvad andre tænkte, hvordan de ræsonnerede, og hvilke motiver de havde. – Joh 2:24, 25.

han vidste hvordan mennesker er: Jesus var i stand til at gennemskue hvad andre tænkte, hvordan de ræsonnerede, og hvilke motiver de havde. Profeten Esajas havde forudsagt følgende om Messias: “Jehovas ånd vil hvile over ham”, så hans bedømmelse ville ikke være baseret på ‘hvad hans øjne så’. – Esa 11:2, 3; Mt 9:4; se studienote til Mr 2:8.

Medieindhold

Stenkrukker
Stenkrukker

Her vises nogle stenkrukker fra det første århundrede som er fundet i Jerusalem. På Bibelens tid var krukker ofte lavet af ler (Esa 30:14; Kl 4:2), men i forbindelse med brylluppet i Kana nævner Bibelen nogle krukker af sten (Joh 2:6). Der er blevet fundet en del stenkrukker i Jerusalem. Det menes at man almindeligvis brugte stenkrukker fordi de blev anset for at være mindre modtagelige over for ceremoniel urenhed end krukker fremstillet af andre materialer, som for eksempel ler. (3Mo 11:33) Det kan forklare hvorfor apostlen Johannes nævner vandkrukkerne af sten i forbindelse med “jødernes renselsesregler”.