Første Kongebog 17:1-24

17  Elias*+ fra Tishbe i Gilead+ sagde til Akab: “Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, ham jeg tjener:* Der skal ikke komme dug eller regn i de kommende år medmindre jeg siger det!”+  Jehovas ord kom til ham:  “Forlad stedet her og gå mod øst, og skjul dig i Keritdalen* øst for Jordanfloden.  Der skal du drikke af bækken, og jeg vil befale ravnene at sørge for mad til dig.”+  Han gik med det samme og gjorde som Jehova havde sagt. Han tog afsted og opholdt sig i Keritdalen* øst for Jordanfloden.  Og ravnene kom med brød og kød til ham om morgenen og om aftenen, og han drak af bækken.+  Men efter et stykke tid tørrede bækken ud,+ for der kom ingen regn i landet.  Så kom Jehovas ord til ham:  “Tag afsted og gå til Sarepta, som hører til Sidon, og bliv der. Jeg vil give en enke besked på at sørge for mad til dig.”+ 10  Han tog afsted og gik til Sarepta. Da han kom til byporten, så han en enke som samlede brænde. Han råbte til hende: “Vær så venlig at hente mig lidt vand i et bæger så jeg kan drikke.”+ 11  Mens hun var på vej hen for at hente det, råbte han til hende: “Jeg beder dig, tag også et stykke brød med til mig.” 12  Til det sagde hun: “Så sandt Jehova din Gud lever: Jeg har ikke noget brød, kun en håndfuld mel i den store krukke og lidt olie i den lille krukke.+ Jeg er ved at samle et par stykker brænde, og så vil jeg gå ind og lave noget til mig selv og min søn. Når vi har spist, lægger vi os til at dø.” 13  Elias sagde til hende: “Du skal ikke være bange. Gå ind og gør som du har sagt. Men lav først et lille rundt brød til mig af det du har, og kom ud til mig med det. Bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. 14  For Jehova, Israels Gud, siger: ‘Melet i den store krukke vil ikke slippe op, og der vil ikke mangle olie i den lille krukke frem til den dag Jehova lader det regne på jorden.’”+ 15  Hun gjorde som Elias havde sagt, og både hun og han og hendes husstand havde noget at spise i mange dage.+ 16  Melet i den store krukke slap ikke op, og der kom ikke til at mangle olie i den lille krukke, præcis som Jehova havde sagt gennem Elias. 17  Senere blev den søn som kvinden der ejede huset, havde, syg. Og hans sygdom blev så alvorlig at han holdt op med at trække vejret.+ 18  Så sagde hun til Elias: “Hvad har du imod mig,* du den sande Guds mand? Er du kommet for at minde mig om min synd og slå min søn ihjel?”+ 19  Men han sagde til hende: “Giv mig din søn.” Så tog han ham ud af hendes favn og bar ham op i tagkammeret hvor han boede, og lagde ham på sin seng.+ 20  Han råbte til Jehova: “Jehova min Gud,+ vil du også bringe ulykke over denne enke som jeg bor som gæst hos, ved at slå hendes søn ihjel?” 21  Så strakte han sig tre gange hen over drengen og råbte til Jehova: “Jehova min Gud, jeg beder dig, giv drengen livet igen.” 22  Jehova lyttede til Elias’ bøn,+ og drengen fik livet tilbage og blev levende.+ 23  Elias tog drengen og bar ham fra tagkammeret ned i huset og gav ham til hans mor. Og Elias sagde: “Se, din søn lever.”+ 24  Kvinden sagde så til Elias: “Nu ved jeg at du virkelig er en Guds mand,+ og at det Jehova siger gennem dig, er sandt.”

Fodnoter

Betyder “min Gud er Jehova”.
Bogst.: “står foran”.
Eller “Keritwadien”.
Eller “Keritwadien”.
Eller “Hvad har jeg med dig at gøre”.

Studienoter

Medieindhold