Apostlenes Gerninger 9:1-43

9  Men Saulus, der stadig var rasende på Herrens disciple+ og truede med at myrde dem, gik til ypperstepræsten  og bad ham om at skrive breve til synagogerne i Damaskus så han kunne arrestere alle dem han fandt som tilhørte Vejen,+ både mænd og kvinder, og føre dem bundne til Jerusalem.  Mens han var på vej og nærmede sig Damaskus, strålede et lys fra himlen pludselig omkring ham,+  og han faldt til jorden og hørte en stemme der sagde: “Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig?”  Han spurgte: “Hvem er du, Herre?” Han sagde: “Jeg er Jesus,+ som du forfølger.+  Rejs dig op og gå ind i byen, og dér vil du få at vide hvad du skal gøre.”  De mænd der rejste sammen med ham, stod målløse, for de hørte lyden af en stemme, men de kunne ikke se nogen.+  Saulus rejste sig så op, og selvom hans øjne var åbne, kunne han ikke se noget. De tog ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus.  Og i tre dage kunne han ikke se noget,+ og han hverken spiste eller drak. 10  I Damaskus var der en discipel der hed Ananias,+ og Herren sagde til ham i et syn: “Ananias!” Han svarede: “Her er jeg, Herre.” 11  Herren sagde til ham: “Rejs dig og gå hen til den gade der kaldes Den Lige, og i Judas’ hus skal du spørge efter en mand der hedder Saulus, fra Tarsus.+ For han beder, 12  og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham så han kunne se igen.”+ 13  Men Ananias svarede: “Herre, mange har fortalt mig om den mand og om alle de frygtelige ting han har gjort mod dine hellige i Jerusalem. 14  Og her har han fuldmagt fra de øverste præster til at arrestere alle som påkalder dit navn.”+ 15  Men Herren sagde til ham: “Gå! For den mand er det redskab jeg har udvalgt+ til at bringe mit navn ud til nationerne+ og til konger+ og til Israels sønner. 16  Og jeg vil tydeligt vise ham hvor meget han kommer til at lide for mit navns skyld.”+ 17  Så gik Ananias derhen, og han kom ind i huset og lagde hænderne på ham og sagde: “Min bror Saulus,* Herren Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, har sendt mig så du kan få dit syn igen og blive fyldt med hellig ånd.”+ 18  Straks faldt der noget der lignede fiskeskæl, fra hans øjne, og han fik sit syn igen. Han rejste sig så op og blev døbt. 19  Bagefter fik han noget at spise og kom til kræfter. Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus,+ 20  og straks begyndte han at forkynde i synagogerne at Jesus er Guds Søn. 21  Men alle der hørte ham, blev overraskede og sagde: “Er det ikke ham der brutalt forfulgte dem i Jerusalem der påkalder dette navn?+ Kom han ikke hertil for at arrestere dem og føre dem* til de øverste præster?”+ 22  Men Saulus fik mere og mere kraft, og jøderne i Damaskus var målløse, for han beviste logisk at Jesus er Kristus.+ 23  Adskillige dage senere lagde jøderne planer om at rydde ham af vejen.+ 24  Men Saulus hørte om deres planer. De holdt også omhyggeligt vagt ved portene både dag og nat for at rydde ham af vejen. 25  En nat firede hans disciple ham derfor i en kurv ned gennem en åbning i muren.+ 26  Da han kom til Jerusalem,+ forsøgte han at slutte sig til disciplene, men de var alle bange for ham, for de troede ikke på at han var en discipel. 27  Så kom Barnabas+ ham til hjælp og førte ham til apostlene, og han fortalte dem i detaljer hvordan Saulus på vejen havde set Herren,+ og at Herren havde talt til ham, og hvordan Saulus i Damaskus frimodigt havde talt i Jesus’ navn.+ 28  Saulus blev så hos dem, og han gik omkring i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn. 29  Han talte og diskuterede med de græsktalende jøder, men de forsøgte at gøre det af med ham.+ 30  Da brødrene fandt ud af det, fulgte de ham ned til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus.+ 31  Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria+ ind i en periode med fred og blev styrket, og fordi den vandrede i dyb respekt for Jehova og i den hellige ånds+ trøst, blev den ved med at vokse. 32  Peter rejste nu gennem hele egnen, og han kom også ned til de hellige der boede i Lydda.+ 33  Der traf han en mand der hed Æneas, som havde været sengeliggende i otte år fordi han var lam. 34  Peter sagde til ham: “Æneas, Jesus Kristus helbreder dig.+ Stå op, og red din seng.”+ Og straks stod han op. 35  Alle der boede i Lydda og på Saronsletten, så ham, og de vendte om og fik tro på Herren. 36  I Joppe var der en discipel der hed Tabitha, som betyder “Dorkas”. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange gaver til de fattige. 37  Mens Peter var i Lydda, blev hun syg og døde. Man vaskede hende så og lagde hende i et værelse ovenpå. 38  Lydda lå i nærheden af Joppe, så da disciplene hørte at Peter var i den by, sendte de to mænd til ham, og de bønfaldt ham: “Skynd dig at komme.”* 39  Så gik Peter med dem. Og da han nåede frem, førte de ham op i værelset ovenpå, og alle enkerne kom grædende hen og viste ham mange kapper og andet tøj som Dorkas havde syet da hun var hos dem. 40  Peter sendte så alle udenfor,+ knælede og bad. Han vendte sig mod den døde og sagde: “Tabitha, stå op!” Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.+ 41  Han rakte hånden frem og hjalp hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem at hun nu var levende.+ 42  Det blev kendt i hele Joppe, og mange fik tro på Herren.+ 43  Peter blev adskillige dage i Joppe hos en garver der hed Simon.+

Fodnoter

Eller “Saul, Saul”.
Eller “Saul”.
Bogst.: “for at føre dem bundne”.
Eller “Tøv ikke med at komme”.

Studienoter

Saulus: Betyder “spurgt [Gud] om; anmodet [Gud] om”. Saul, eller Saulus, der også er kendt under sit romerske navn Paulus, hørte til “Benjamins stamme” og var “hebræer, født af hebræere”. (Flp 3:5) Saulus var romersk borger af fødsel (ApG 22:28), og det er derfor logisk at hans jødiske forældre gav ham det romerske navn Paulus, der betyder “lille”. Sandsynligvis havde han begge navne lige fra han var barn. Der kan være flere grunde til at hans forældre gav ham navnet Saulus. Navnet Saul havde en særlig betydning blandt benjaminitter fordi den første konge over hele Israel var benjaminit og hed Saul. (1Sa 9:2; 10:1; ApG 13:21) Det kan dog også være at hans forældre kaldte ham Saulus på grund af det som navnet betød. En mulighed er også at hans far hed Saul, og at sønnen blev opkaldt efter sin far, som det var skik og brug. (Se også Lu 1:59). Uanset hvad grunden var, ville Saulus bruge sit hebraiske navn når han var blandt sine landsmænd, og især da han studerede til farisæer og levede som farisæer. (ApG 22:3) Og i mere end et årti efter at han var blevet kristen, ser det ud til at han mest var kendt under sit hebraiske navn. – ApG 11:25, 30; 12:25; 13:1, 2, 9.

Kajfas: Denne ypperstepræst, der var indsat af romerne, var en dygtig diplomat der havde sit embede i længere tid end nogen af sine umiddelbare forgængere. Han blev indsat i omkring år 18 e.v.t. og beholdt embedet indtil omkring år 36 e.v.t. Det var ham der forhørte Jesus og overgav ham til Pilatus. (Mt 26:3, 57; Joh 11:49; 18:13, 14, 24, 28) Dette er den eneste gang han nævnes ved navn i Apostlenes Gerninger. Andre steder i bogen bliver han omtalt som “ypperstepræsten”. – ApG 5:17, 21, 27; 7:1; 9:1.

Saulus: Se studienote til ApG 7:58.

ypperstepræsten: Dvs. Kajfas. – Se studienote til ApG 4:6.

Jehovas vej: Det følgende vers bruger det lignende udtryk “Guds vej”. Den kristne vej, eller livsform, har tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og tro på hans Søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Bogen Apostlenes Gerninger omtaler denne livsform som “Vejen” eller “denne Vej”. (ApG 19:9, 23; 22:4; 24:22; se studienote til ApG 9:2). Derudover bruges udtrykket “Jehovas vej” fire gange i evangelierne som en del af et citat fra Esa 40:3. (Se studienoter til Mt 3:3; Mr 1:3; Lu 3:4; Joh 1:23). I Esa 40:3 forekommer tetragrammet i den oprindelige hebraiske tekst. Udtrykket “Jehovas vej” findes også i Dom 2:22; Jer 5:4, 5. – Se studienote til ApG 19:23 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:25.

Vejen: Som det fremgår af studienoten til ApG 9:2, anvendes udtrykket “Vejen” om den første kristne menighed. Sand kristendom er ikke et spørgsmål om noget ydre eller en formel form for tilbedelse. Det er en livsform der er bygget op omkring tilbedelsen af Gud og ledet af hans ånd. (Joh 4:23, 24) I den syriske Peshitta står der “Guds vej”; i den latinske Vulgata ifølge den clementinske recension står der “Herrens vej”; og i nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J17, 18 i Tillæg C4) forekommer Guds navn så der står “Jehovas vej”.

breve: I det første århundrede e.v.t. var folk afhængige af breve fra pålidelige afsendere som introducerede dem for en fremmed der ankom, og bekræftede hans eller hendes identitet eller bemyndigelse. (Ro 16:1; 2Kt 3:1-3) Nogle jøder i Rom omtalte denne form for kommunikation. (ApG 28:21) De breve som Saulus bad ypperstepræsten om at skrive til synagogerne i Damaskus, gav ham bemyndigelse til at arrestere de jødiske kristne i denne by. (ApG 9:1, 2) I brevene som Saulus fik med sig, bad ypperstepræsten åbenbart synagogerne i Damaskus om at samarbejde med Saulus i hans forfølgelseskampagne mod de kristne.

Damaskus: Byen, der ligger i nutidens Syrien, siges at være en af de ældste byer i verden som har været beboet lige siden sin grundlæggelse. Det er muligt at patriarken Abraham passerede eller rejste igennem denne by, der lå i Aram, da han var på vej sydover mod Kanaan. På et tidspunkt blev Eliezer, “en mand fra Damaskus”, en del af Abrahams husstand som tjener. (1Mo 15:2) Næsten tusind år senere dukker Damaskus igen op i den bibelske beretning. (Se Ordforklaring: “Aram; aramæere”). På dette tidspunkt lå aramæerne i krig med Israel, og der opstod et fjendtligt forhold mellem de to nationer. (1Kg 11:23-25) I det første århundrede var Damaskus en del af den romerske provins Syrien, og i byen var der en jødisk befolkning, der måske var på omkring 20.000, og adskillige synagoger. Grunden til at Saulus udså sig de kristne i Damaskus som mål, var måske at byen lå ved et vigtigt trafikknudepunkt i regionen og han derfor frygtede at de kristnes lære hurtigt kunne sprede sig fra denne by. – Se Tillæg B13.

Vejen: En betegnelse der bruges i Apostlenes Gerninger om den kristne livsform og om den kristne menighed i det første århundrede. Den stammer muligvis fra Jesus’ udtalelse i Joh 14:6: “Jeg er vejen.” De der blev Jesus’ disciple, blev omtalt som nogle der tilhørte “Vejen”, i den betydning at de fulgte samme vej som Jesus og efterlignede ham i deres liv. (ApG 19:9) Jesus’ liv var centreret om tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. For de kristne havde troen på Jesus Kristus desuden en central plads. På et tidspunkt efter år 44 e.v.t., i Antiokia i Syrien, blev Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang ... kaldt kristne”. (ApG 11:26) Men selv efter at de havde fået denne betegnelse, omtaler Lukas menigheden som “Vejen” og “denne Vej”. – ApG 19:23; 22:4; 24:22; se studienoter til ApG 18:25; 19:23.

de hørte ikke den stemme: Eller “de forstod ikke den stemme”. I ApG 9:3-9 beskriver Lukas det Paulus oplevede på vejen til Damaskus. Når man sammenholder den beretning med det vi læser her, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Som studienoten til ApG 9:7 forklarer, hørte de mænd der var sammen med Paulus, “lyden af en stemme” men var ikke i stand til at forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. Det passer med den måde det græske ord for “høre” bruges på i ApG 22:7. Her fortæller Paulus at han “hørte en stemme”, dvs. at han både hørte og forstod ordene. Derimod kunne de mænd der rejste sammen med Paulus, ikke forstå hvad der blev sagt til ham, måske fordi stemmen var dæmpet eller forvrænget på en eller anden måde. Det er åbenbart på den måde at ordene “de hørte ikke den stemme” skal forstås. – Se også Mr 4:33 og 1Kt 14:2, hvor det samme græske ord for “høre” bliver gengivet med “forstå” og “forstår”.

hørte lyden af en stemme: I ApG 22:​6-​11 beskriver Paulus selv sin oplevelse på vejen til Damaskus. Når man sammenholder hans udtalelse med denne beretning, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Det er det samme græske ord der bruges i begge beretninger, men grammatikken er forskellig. Det græske ord fone kan både oversættes med “lyd” og “stemme”. Her i verset står ordet i ejefald, og af den grund er det oversat med “lyden af en stemme”. (I ApG 22:9 står det samme græske ord i genstandsfald og er oversat med “stemme”). Det ser derfor ud til at mændene der var sammen med Paulus, hørte lyden af en stemme, men ikke var i stand til at høre og forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. – ApG 26:14; se studienote til ApG 22:9.

den gade der kaldes Den Lige: Denne gade er den eneste der omtales ved navn i De Kristne Græske Skrifter. Man mener at den var en hovedfærdselsåre der løb fra Ø til V gennem Damaskus, som i det første århundrede e.v.t. var anlagt med gader der krydsede hinanden i rette vinkler. Gaden var omkring 1,5 km lang og 26 m bred, inklusive fortove, og muligvis flankeret af søjler. I dag er der stadig en befærdet hovedgade der hvor oldtidens Via Recta, eller Den Lige Gade, lå, i den gamle bydel i Damaskus.

i et syn: Disse ord findes i flere gamle håndskrifter.

arrestere: Eller “fængsle”. Bogst.: “binde; lægge i lænker”, underforstået i et fængsel. – Se også Kol 4:3.

Israels sønner: Eller “Israels folk; israelitterne”. – Se Ordforklaring: “Israel”.

store kurve: Eller “proviantkurve”. Det græske ord sfyris ser her ud til at betegne en slags kurv der er større end dem der blev brugt ved en tidligere lejlighed da Jesus bespiste omkring 5.000 mænd. (Se studienote til Mt 14:20). Det samme græske ord bruges også om den “kurv” som Paulus blev firet ned i gennem en åbning i Damaskus’ mur. – Se studienote til ApG 9:25.

en kurv: Lukas bruger her det græske ord sfyris, som også bruges i Matthæus- og Markusevangeliet om de syv kurve hvori man samlede det der var blevet tilovers efter at Jesus havde sørget for mad til 4.000 mænd. (Se studienote til Mt 15:37). Ordet betegner en stor kurv. Da Paulus fortalte om sin flugt i brevet til menigheden i Korinth, brugte han ordet sargane, som betegner en kurv flettet af reb eller kviste. Begge græske ord kan bruges om den samme type kurv. – 2Kt 11:32, 33.

udførte sin tjeneste iblandt os: Bogst.: “gik ind og ud iblandt os”. Dette udtryk afspejler et semitisk idiom der henviser til det at udføre forskellige gøremål mens man er sammen med andre mennesker. Det kunne også oversættes med “levede iblandt os”. – Se også 5Mo 28:6, 19; Sl 121:8, fdn.

gik omkring: Eller “fortsatte sit daglige liv”. Bogst.: “gik ind og ud”. Dette udtryk stammer fra et semitisk idiom der indeholder tanken om frit at udføre dagligdags aktiviteter eller at være sammen med andre uden at blive hindret. – Se også 5Mo 28:6, 19; Sl 121:8, fdn; se studienote til ApG 1:21.

de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Det græske ord Hellenistes findes hverken i græsk eller hellenistisk-jødisk litteratur, men sammenhængen taler for at udtrykket skal oversættes “græsktalende jøder”, hvilket det også bliver i mange opslagsværker. Disciplene i Jerusalem, også de der talte græsk, var enten jøder eller jødiske proselytter. (ApG 10:28, 35, 44-48) Udtrykket der er gengivet med “græsktalende jøder”, bruges som en kontrast til udtrykket for “hebraisktalende jøder” (bogst.: “hebræere”; flertalsform af det græske ord ebraiois). “Hellenisterne” var altså jøder der kommunikerede med hinanden på græsk, og som var kommet til Jerusalem fra forskellige dele af Romerriget, måske også fra Dekapolis. Derimod var de fleste hebraisktalende jøder sikkert judæere eller galilæere. Disse to grupper af jødiske kristne havde sandsynligvis en ret forskellig kulturel baggrund. – Se studienote til ApG 9:29.

de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Der var højst sandsynligt tale om jøder der kommunikerede på græsk i stedet for hebraisk. Disse jøder var formentligt kommet til Jerusalem fra forskellige dele af det romerske rige. I ApG 6:1 bliver udtrykket anvendt om kristne, men sammenhængen viser at der her i ApG 9:29 er tale om græsktalende jøder som ikke var disciple af Kristus. Theodotus-indskriften, der er fundet på Ofelhøjen i Jerusalem, indeholder vidnesbyrd om at der var mange græsktalende jøder som kom til Jerusalem. – Se studienote til ApG 6:1.

dyb respekt for Jehova: Eller “frygt for Jehova”. Dette udtryk findes mange steder i De Hebraiske Skrifter som en kombination af det hebraiske ord for “frygt” og tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 2Kr 19:7, 9; Sl 19:9; 111:10; Ord 2:5; 8:13; 9:10; 10:27; 19:23; Esa 11:2, 3). Men udtrykket “frygt for Herren” forekommer ikke noget sted i De Hebraiske Skrifter. Grunden til at Ny Verden-Oversættelsen her anvender Guds navn i hovedteksten selvom der i de fleste græske håndskrifter står “frygt for Herren” i ApG 9:31, bliver forklaret i Tillæg C1 og C3 introduktion; ApG 9:31.

Tabitha: Det aramæiske navn Tabitha betyder “gazelle” og svarer åbenbart til et hebraisk ord (tsevijah) der betyder “hungazelle”. (Høj 4:5; 7:3) Det græske navn Dorkas betyder også “gazelle”. I Joppe, en havneby der havde en blandet befolkning med både jøder og ikkejøder, kan Tabitha have været kendt under begge navne, alt efter hvilket sprog der blev talt. Eller måske har Lukas oversat navnet som en hjælp for ikkejødiske læsere.

gaver til de fattige: Eller “barmhjertighedsgaver”. Se Ordforklaring.

kapper: Eller “yderklædninger”. Det græske ord himation ser ud til her at hentyde til en løsthængende kappe, men ellers var det som regel bare et enkelt rektangulært stykke stof.

Tabitha, stå op!: Peter fulgte en fremgangsmåde der mindede om den Jesus brugte da han oprejste Jairus’ datter. (Mr 5:38-42; Lu 8:51-55) Det er den første beretning hvor en apostel oprejser en der er død, og begivenheden førte til at mange i hele Joppe fik tro. – ApG 9:39-42.

Simon, en garver: En garver bearbejdede dyrehuder. Han brugte en kalkopløsning til at fjerne hårlaget samt kød- og fedtrester. Derefter behandlede han huderne med en stærk væske så de senere kunne bruges til læderartikler. Processen med at garve var ildelugtende og krævede meget vand, så det var måske derfor Simon boede ved havet, sikkert i udkanten af Joppe. Ifølge Moseloven var en der arbejdede med døde dyr, ceremonielt uren. (3Mo 5:2; 11:39) Derfor så mange jøder ned på garvere og ville ikke bryde sig om at overnatte hos dem. Ifølge Talmud var garveri et erhverv der var ringere end det at opsamle gødning. Men Peter lod ikke folks fordomme afholde ham fra at bo hos Simon. Peters fordomsfri indstilling i dette tilfælde er en interessant optakt til den næste opgave han fik – at besøge en uomskåret ikkejøde i hans hjem. Nogle bibelforskere mener at det græske ord for “garver” (byrseus) er Simons tilnavn.

en garver der hed Simon: Se studienote til ApG 10:6.

Medieindhold

Saulus og Damaskus
Saulus og Damaskus

I det første århundrede e.v.t. så byen Damaskus sikkert ud som på kortet der vises her. Byen var et vigtigt handelscentrum, og vandet fra floden Barada (Abana i 2Kg 5:12) gjorde at området omkring byen var som en oase. Damaskus havde flere synagoger. Saulus kom til byen fordi han ville arrestere “alle dem han fandt som tilhørte Vejen”, et udtryk der blev brugt til at beskrive Jesus’ disciple. (ApG 9:2; 19:9, 23; 22:4; 24:22) Men på vej mod Damaskus viste den herliggjorte Jesus sig for Saulus. Efter det blev Saulus noget tid i Damaskus ved en mand der hed Judas, og som boede på den vej der blev kaldt “Den Lige”. (ApG 9:11) I et syn bad Jesus disciplen Ananias om at tage hen til Judas’ hus for at give Saulus synet tilbage, og senere blev Saulus døbt. Så i stedet for at arrestere de jødiske kristne blev Saulus selv en af dem. Han begyndte sin tjeneste som forkynder af den gode nyhed i Damaskus’ synagoger. Efter at have rejst til Arabien og igen til Damaskus vendte Saulus tilbage til Jerusalem, tilsyneladende omkring år 36 e.v.t. – ApG 9:1-6, 19-22; Ga 1:16, 17.

A. Damaskus

1. Vejen til Jerusalem

2. Vejen der kaldes Den Lige

3. Agoraen

4. Jupitertemplet

5. Teater

6. Musikteater (?)

B. Jerusalem

Romersk vej i Tarsus
Romersk vej i Tarsus

Tarsus, den by Saulus (senere apostlen Paulus) blev født i, var den vigtigste by i Kilikien, en provins i det sydøstlige hjørne af Lilleasien, der i dag er en del af Tyrkiet. (ApG 9:11; 22:3) Tarsus var en stor og rig handelsby der var strategisk placeret ved en vigtig handelsrute over land fra Ø mod V gennem Taurusbjergene og De Kilikiske Porte (en smal kløft med en vej der skar sig gennem klippen, og hvor der var plads til vognkørsel). Byen havde også en havn der forbandt Kydnosfloden med Middelhavet. Tarsus var center for græsk kultur og havde et stort samfund af jøder. Dette foto viser nogle af de ruiner der er tilbage i nutidsbyen af samme navn, og som ligger omkring 16 km fra det sted hvor Kydnosfloden munder ud i Middelhavet. I løbet af byens historie har flere berømte personer besøgt Tarsus, deriblandt Marcus Antonius, Kleopatra, Julius Cæsar og en del kejsere. Den romerske politiker og forfatter Cicero var byens statholder fra 51 til 50 f.v.t. I det første århundrede e.v.t. var Tarsus kendt for sine mange højere læreanstalter, og ifølge den græske geograf Strabon overgik byen både Athen og Alexandria på dette område. Med god grund beskrev Paulus byen som “en ikke ukendt by”. – ApG 21:39.

Anlægning af en romersk vej
Anlægning af en romersk vej

Det omfattende romerske vejsystem hjalp de første kristne til at forkynde den gode nyhed i hele det romerske rige. Apostlen Paulus rejste uden tvivl mange kilometer på disse veje. (Kol 1:23) Tegningen der vises her, illustrerer hvordan man typisk anlagde en romersk vej belagt med sten. Først markerede man hvor vejen skulle være. Dernæst gravede man en grøft og fyldte den med forskellige slags vejunderlag bestående af sten, cement og sand. Så brolagde man vejen med store stenfliser og satte kantsten i siderne for at holde belægningen på plads. De materialer der blev brugt, og vejens buede form ledte vandet væk fra vejen. Der var lavet åbninger i kantstensbelægningen hvor vandet kunne løbe ud i render langs vejen. Arbejdet blev så godt udført at nogle af disse veje stadig eksisterer i dag. De fleste veje i det romerske rige var dog ikke så fine. De mest almindelige veje bestod ganske enkelt af sammenpresset grus.

Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder
Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder

Den tekst der vises her, som er udhugget i en kalkstensplade der er 72 cm lang og 42 cm bred, er kendt som Theodotus-indskriften. Den blev opdaget i begyndelsen af 1900-tallet på Ofelhøjen i Jerusalem. Teksten, der står på græsk, henviser til Theodotus, en præst der “byggede synagogen for at Loven kan blive oplæst og der kan blive undervist i buddene”. Indskriften er blevet dateret til et tidspunkt før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t. Den bekræfter at der boede græsktalende jøder i Jerusalem i det første århundrede e.v.t. (ApG 6:1) Nogle mener at indskriften omtaler “den synagoge der blev kaldt De Frigivnes”. (ApG 6:9) Indskriften nævner også at Theodotus, samt hans far og farfar, havde titlen archisynagogos (“synagogeforstander”), en titel der bliver brugt flere i De Kristne Græske Skrifter. (Mr 5:35; Lu 8:49; ApG 13:15; 18:8, 17) Indskriften nævner desuden at Theodotus byggede værelser til besøgende fra andre lande. Disse logier blev sandsynligvis brugt af besøgende jøder, især i forbindelse med de årlige højtider i Jerusalem. – ApG 2:5.

Joppe
Joppe

Denne video viser havnebyen Joppe der ligger på Middelhavskysten cirka midt imellem Karmels Bjerg og Gaza. Den bydel der i dag hedder Jaffa, blev i 1950 en del af Tel Aviv og ligger hvor den gamle by lå. Joppe lå på en stenet bakke omkring 35 m over havets overflade, og havneområdet består af en lav klipperevle omkring 100 m fra kysten. Tyrierne fik sejlet tømmer til Joppe fra Libanons skove til byggeriet af Salomons tempel. (2Kr 2:16) Senere da profeten Jonas ville flygte fra sin opgave, tog han med et skib fra Joppe der skulle til Tarshish. (Jon 1:3) I det første århundrede e.v.t. var der en kristen menighed i Joppe. I den var blandt andet Dorkas (Tabitha), som Peter oprejste. (ApG 9:36-42) Og det var i Joppe mens Peter var hos garveren Simon, at han fik det syn der forberedte ham på at forkynde for ikkejøden Cornelius. – ApG 9:43; 10:6, 9-17.

Rum ovenpå
Rum ovenpå

Nogle huse i Israel havde en øvre etage. Man kom op til dette rum via en stige eller en trætrappe indenfor eller en stentrappe eller stige udenfor. I et stort rum ovenpå, sikkert noget lignende det der ses her, fejrede Jesus påsken med sine disciple og indstiftede Herrens aftensmåltid. (Lu 22:12, 19, 20) På pinsedagen i år 33 var omkring 120 disciple åbenbart samlet i et rum ovenpå i et hus i Jerusalem da de blev fyldt med Guds ånd. – ApG 1:15; 2:1-4.