Til efeserne 2:1-22

2  Gud gjorde også jer levende selvom I var døde på grund af jeres overtrædelser og synder.+  Ja, engang levede I sådan som man lever i denne verden.+ I lod jer lede af herskeren over den atmosfære der gennemtrænger alt,+ den indstilling+ som nu påvirker de ulydige.  Ja, sammen med dem har vi alle engang levet efter vores fysiske ønsker+ og gjort hvad kroppen og tankerne ville.+ Vi var af natur vredens børn+ ligesom de andre.  Men Guds barmhjertighed er stor,+ og i sin store kærlighed til os+ har han  gjort os levende sammen med Kristus selvom vi var døde på grund af vores overtrædelser.+ Ved ufortjent godhed er I blevet frelst.  Og han har oprejst os og givet os en plads i himlen, forenet med Kristus Jesus,+  for at han i de kommende tidsaldre kan vise sin ufortjente godheds overvældende rigdom og sin velvilje mod os som er forenet med Kristus Jesus.  Ved denne ufortjente godhed er I blevet frelst gennem tro,+ og det skyldes ikke noget I selv har gjort – det er en gave fra Gud.+  Nej, det skyldes ikke gerninger,+ for ingen skal have grund til at prale. 10  Vi er Guds værk, og som disciple af Kristus Jesus+ er vi blevet skabt+ med henblik på at gøre gode gerninger, nemlig gerninger som Gud på forhånd bestemte skulle kendetegne os. 11  Husk derfor at I, der er født som folk fra nationerne, engang blev kaldt “uomskårne” af dem der kaldte sig “omskårne”, dem der rent fysisk er omskåret med menneskers hænder. 12  Dengang var I uden Kristus. I var udelukket fra Israels nation og havde ingen andel i løftets pagter.+ I havde intet håb og var uden Gud i verden.+ 13  Men nu er I forenet med Kristus Jesus, og I som engang var langt væk fra Gud, er kommet nær til ham ved hjælp af Kristus’ blod. 14  Han er vores fred,+ han der gjorde de to grupper til én+ og rev skillemuren mellem dem ned.+ 15  Ved at ofre sit kød fjernede han fjendskabet, Loven med dens bud i form af bestemmelser, for at han kunne gøre de to grupper som er forenet med ham, til ét nyt menneske+ og stifte fred. 16  Og ved sin død på pælen+ forsonede han fuldt ud de to folk med Gud så de to grupper blev til én krop fordi han havde fjernet fjendskabet+ ved hjælp af sig selv. 17  Og han kom og forkyndte den gode nyhed om fred+ både for jer som var langt fra Gud, og for dem som var nær ved ham, 18  for gennem ham har vi, begge folk, fri adgang til Faren ved hjælp af én ånd.+ 19  I er altså ikke længere fremmede og udlændinge,+ men I er de helliges medborgere+ og medlemmer af Guds husstand,+ 20  og I er blevet bygget op med apostlene og profeterne+ som grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen.+ 21  I forening med ham bliver hele bygningen føjet harmonisk sammen+ og vokser til et helligt tempel for Jehova.+ 22  I forening med ham bliver også I sammen bygget op så I bliver et sted hvor Gud kan bo med sin ånd.+

Fodnoter

Studienoter

Lad de døde begrave deres døde: Som det fremgår af studienoten til Lu 9:59, var faren til den mand som Jesus talte med, sandsynligvis syg eller gammel, men ikke død. Det Jesus åbenbart mener, er: ‘Lad dem der er åndeligt døde, begrave deres døde’, dvs. at manden ikke burde vente med at tage denne beslutning om at følge Jesus, for tilsyneladende var der andre slægtninge der kunne tage sig af faren indtil han døde. Ved at følge Jesus ville denne mand træde ind på vejen der fører til evigt liv, og han ville således ikke være blandt dem der var åndeligt døde i Guds øjne. I sit svar viser Jesus at det at sætte Guds rige først i sit liv og forkynde det vidt og bredt er afgørende for at kunne holde sig åndeligt vågen.

er gået over fra døden til livet: Jesus taler åbenbart om nogle der havde været åndeligt døde, men som ved at høre hans ord fik tro på ham og holdt op med at følge syndens vej. (Ef 2:1, 2, 4-6) De “er gået over fra døden til livet” i den forstand at dødens forbandelse ikke længere hviler over dem, og de får håb om evigt liv på grund af deres tro på Gud. Jesus henviste åbenbart også til åndeligt døde da han til den jødiske mand der ville tage hjem for at begrave sin far, sagde: “Lad de døde begrave deres døde.” – Lu 9:60; se studienoter til Lu 9:60; Joh 5:25.

de døde: Jesus siger at den tid, eller time, hvor de døde skal “høre [hans] stemme”, er her nu, og derfor kan han kun hentyde til levende mennesker der har arvet synden fra Adam og derfor er dømt til døden. (Ro 5:12) Set med Guds øjne har mennesker som udgangspunkt ikke ret til at leve, for “den løn synden betaler, er døden”. (Ro 6:23) Men ved at høre Jesus’ ord og følge det kan enkeltpersoner i overført betydning ‘gå over fra døden til livet’. (Se studienote til Joh 5:24). I Bibelen bruges udtrykkene “høre” og “lytte” ofte i betydningen “være opmærksom på” eller “adlyde”.

døde på grund af jeres overtrædelser og synder: I Bibelen kan død og liv bruges i symbolsk, eller åndelig, betydning. Paulus siger at den måde de kristne i Efesos tidligere havde levet på, havde gjort dem “døde på grund af [deres] overtrædelser og synder”. Et leksikon forklarer at den symbolske betydning af det græske ord for “døde” i det her vers, kan henvise til at en person “er så moralsk og åndeligt fornedret at han faktisk er død”. Men Paulus viser at Jehova nu kunne betragte disse salvede kristne som levende fordi de havde angret deres synder på grundlag af Jesus’ offer. – Ef 2:5; Kol 2:13; se studienoter til Lu 9:60; Joh 5:24, 25.

søn: På hebraisk, aramæisk og græsk kan udtrykket “søn”, eller “sønner”, være en beskrivelse af en fremtrædende egenskab der karakteriserer en bestemt person, eller det der kendetegner en gruppe mennesker. For eksempel bliver de “tapre mænd”, eller modige krigere, der er omtalt i 5Mo 3:18, bogstaveligt kaldt “dygtigheds sønner”. I Job 1:3 betyder udtrykket “alle dem der boede i Østen” bogstaveligt “alle Østens sønner”. Og udtrykket “så forfærdeligt et menneske” i 1Sa 25:17 gengiver den bogstavelige betydning “en belialsøn”, dvs. “en søn af uduelighed”. I De Kristne Græske Skrifter bliver de der har en bestemt adfærd, eller som udviser nogle bestemte karaktertræk, omtalt som “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner” og “de ulydige” (bogst.: “ulydighedens sønner”). – Lu 6:35; 1Ts 5:5; Ef 2:2.

sådan som man lever i denne verden: På græsk bruges her både ordet aion og ordet kosmos (“i overensstemmelse med verdensordningen i denne verden”). Ordet aion (“verdensordningen”) har den grundlæggende betydning “alder”. Det hentyder ofte til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Ordet kosmos (“verden”) henviser her til det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. Paulus fremhæver at de kristne i Efesos engang levede på en uretfærdig måde.

herskeren over den atmosfære der gennemtrænger alt: Satan Djævelen er den ‘hersker’ der er omtalt her. Paulus bruger her ordet atmosfære, eller bogstavelig luft, for at illustrere hvordan en selvisk og ulydig indstilling gennemtrænger verden i dag. Han bruger et lignende udtryk i 1Kt 2:12, hvor han taler om “verdens ånd”. Ligesom bogstavelig luft er overalt, er “verdens ånd” også til stede alle vegne. Den har magt i den forstand at den appellerer til det syndige kød, er underfundig og vedholdende og kan trænge ind overalt. De der har fjernet sig fra Gud og lever på en måde han ikke godkender, bliver her kaldt “de ulydige”.

de ulydige: Se studienote til ApG 4:36.

Vi var af natur vredens børn: Adam var med vilje ulydig mod Gud og gav på den måde synd og død videre til alle sine efterkommere. (Ro 5:12, 19) Denne nedarvede ufuldkommenhed gjorde dem “af natur” til “vredens børn”, som fortjener Guds mishag og at dø. (5Mo 32:5; Ro 2:5; 3:10; Ef 5:6; Kol 1:21; 3:6) Men fordi de kæmper imod deres nedarvede syndige natur og tager imod Guds barmhjertighed, er de ikke længere “vredens børn”, men er blevet forsonet med ham. (Joh 3:36) “I sin store kærlighed” har Gud sørget for “den løsesum der er betalt af Kristus Jesus”. – Ef 2:4, 5; Ro 3:23, 24.

en plads i himlen: Paulus bruger samme græske ord i Ef 1:20, hvor han taler om Guds bolig i himlen, men her taler han om de salvede kristne som om de allerede var blevet ‘oprejst og givet en plads i himlen’, selvom de stadig var på jorden. Han siger noget lignende om dem i Ef 1:3. Han omtaler dem på den måde fordi de er “udnævnt til at være arvinger” sammen med Guds Søn til den himmelske arv, og Han har givet dem et forskud på deres arv. (Ef 1:11, 13, 14) De er derved blevet født igen som Jehovas åndsavlede sønner (Joh 1:12, 13; 3:5-7), og det gør dem også til Jesus’ brødre (Ro 8:15; Ef 1:5) og “Kristus’ medarvinger”. – Ro 8:17; Ef 1:11; se studienote til Ef 1:3.

i himlen: Paulus omtaler her salvede kristne som om de allerede havde fået “store åndelige velsignelser i himlen” selvom de stadig var på jorden. Sammenhængen viser at Gud havde ‘udnævnt dem til at være arvinger’ med Kristus og havde givet dem et forskud på deres himmelske arv. (Ef 1:11, 13, 14) Mens de salvede stadig er på jorden, er de blevet “oprejst”, eller ophøjet, ved at de har fået den særlige opgave. – Ef 1:18-20; 2:4-7.

den kommende verdensordning: Eller “tidsalder”. Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Jesus henviser her til den kommende verdensordning under Guds styre, hvor vi kan se frem til et evigt liv.Lu 18:29, 30; se Ordforklaring: “Verdensordning”.

der lever ved afslutningen på denne verdensordning: Apostlen Paulus har indtil nu talt om en række begivenheder i Israels historie (1Kt 10:1-10) der førte frem til afslutningen på den verdensordning, eller de fremherskende tilstande, der eksisterede på hans tid. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Den “verdensordning” var nært forbundet med Lovpagten og indeholdt blandt andet følgende elementer: et præsteskab, en ordning med ofringer og kostbestemmelser, en ordning med en telthelligdom eller et tempel hvor tilbedelsen kunne foregå med højtider og sabbatter, og en national ordning der med tiden også indbefattede en jordisk konge. Mange af de særlige forhold der kendetegnede den israelitiske eller jødiske periode, eller tidsalder, ophørte dog ikke helt før år 70 e.v.t. På det tidspunkt blev Jerusalem og templet ødelagt, og det blev enden på det jødiske præsteskab, ofringerne og tilbedelsen ved templet efter Lovens forskrifter. Desuden blev jøderne, der engang var Guds udvalgte folk, spredt blandt nationerne, og dermed gik Jesus’ profeti i Lu 21:24 i opfyldelse og ligeledes det Paulus skriver her om afslutningen på den jødiske verdensordning.

de kommende tidsaldre: Eller “verdensordninger”. Her bruges flertalsformen af det græske ord aion, der ofte bliver oversat med “verdensordning”. I det her vers bruges det om fremtiden, hvor de salvede kristne vil herske sammen med Kristus og mærke Guds ufortjente godhed. (Se også Ef 1:18-23; He 6:4, 5). Udtrykket “de kommende tidsaldre” er i flertal. Det indikerer at der vil være flere tidsaldre, eller verdensordninger, under det som Bibelen kalder “den kommende verdensordning”. (Se studienoter til Mr 10:30; 1Kt 10:11). Det kan sammenlignes med den jødiske ordning under Lovpagten, der dækkede over flere sammenhængende og samtidige systemer. – Se Ordforklaring: “Verdensordning.”

velvilje: Eller “gunst; gavmildhed”. Det græske ord der er brugt her, bliver andre steder gengivet med “godhed”. – Ro 2:4; 11:22.

er han derfor en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Selvom der ikke er blevet skabt nye fysiske ting siden slutningen af den sjette skabelsesdag (1Mo 2:2, 3), er der blevet skabt nye åndelige ting.

Vi er Guds værk: Eller “Vi er et produkt af Hans arbejde”. Gud frembragte de åndsavlede kristne som ‘nye skabninger’ der er forenede med Kristus. (Se studienoter til 2Kt 5:17; Ga 6:15). Det græske ord der her er oversat med “værk”, bruges også om det fysiske skaberværk i Ro 1:20, hvor det er gengivet med “de ting der er skabt”. Udtrykket leder tankerne hen på det arbejde en dygtig håndværker udfører.

Det der betyder noget, er at være en ny skabning: Enhver salvet kristen er en ny skabning – født igen som en åndelig søn af Gud med udsigt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. (Ga 4:6, 7) Desuden er de salvede også en del af den kristne menighed, “Guds Israel” (Ga 6:16 og studienote), som også er en ny åndelig skabning. (Se studienote til 2Kt 5:17). Så i Guds øjne har det ingen betydning om en kristen er omskåret eller ej.

uomskårne: Dvs. ikkejøder.

omskårne: Dvs. jøder. – Se studienote til Ro 2:25.

omskåret: Ifølge Moseloven var det et krav at alle mandlige tjenere for Jehova blev omskåret. (3Mo 12:2, 3; se Ordforklaring). Det var endda et krav at udlændinge blev omskåret inden de måtte spise af påskemåltidet. (2Mo 12:43-49) Men i år 49, kun syv år før Paulus skrev sit brev til romerne, besluttede det styrende råd i Jerusalem at det ikke var nødvendigt for ikkejøder der tog imod den gode nyhed, at blive omskåret og følge bestemmelserne i den jødiske lov. (ApG 15:1, 2, 28, 29) Da Paulus skrev Romerbrevet, støttede han op om beslutningen, der var blevet truffet under den hellige ånds ledelse, og inspireret af den hellige ånd forklarede han sagen yderligere her og i de efterfølgende vers. Under Lovpagten måtte omskærelse også være ledsaget af lydighed mod Loven. – 3Mo 18:5; 5Mo 30:16; Jer 9:25; se studienote til Ro 2:29.

udelukket fra Israels nation: Før de lærte Gud at kende, havde nogle kristne i Efesos været uomskårne “folk fra nationerne”. (Ef 2:11) Derfor var de udelukket fra den nation der havde et særligt forhold til Gud. (2Mo 19:5, 6; 1Kg 8:53) De ikke-israelitiske nationer havde ikke nogen viden om Jehovas måde at handle på, og de havde heller ikke et godkendt forhold til ham.

I havde intet håb og var uden Gud: De ikkejødiske kristne var ligesom jøderne født som syndere fordi de var efterkommere af Adam. Men Jesus’ offer åbnede muligheden for at folk fra de ikkejødiske nationer kunne få et nært forhold til Gud og et pålideligt håb om evigt liv. – Ef 1:7; 2:13.

de to grupper: Dvs. jøder og ikkejøder. – Ef 2:11.

skillemuren mellem: Bogst.: “mellemmuren”. Det er sandsynligvis en hentydning til den mur der var på tempelområdet i Jerusalem i det første århundrede. Den skulle afskære ikkejøderne fra at gå ind og tilbede i de indre forgårde, hvor det kun var jøder der havde adgang. Ifølge Misjna blev afspærringen kaldt “Soreg”. (Se Tillæg B11). Josefus skrev at muren var 1,3 meter høj, og at den havde skilte på græsk og latin der advarede ikkejøder om at det ville medføre dødsstraf at passere muren. Da Paulus skrev brevet, sad han fængslet fordi han var anklaget for at have taget en ikkejøde fra Efesos med ind på den anden side af muren. Så efeserne har sikkert kendt til muren. (ApG 21:28-31; 28:30, 31; Ef 3:1) Den fysiske mur i Jerusalem stod stadig, så når Paulus taler om at muren blev revet ned, henviser han ikke til den bogstavelige mur, men til Lovpagten, som adskilte jøder og ikkejøder. Den symbolske mur blev fjernet omkring 30 år tidligere på grundlag af Kristus’ død.

ved sin død på pælen: Jesus’ død på “pælen” (græsk: stauros) var grundlaget for at ophæve Loven, som adskilte jøder og ikkejøder. Ved at tage imod den forsoning som Jesus’ død gjorde mulig kunne de to grupper, jøderne og ikkejøderne, blive til én krop. – Se også Kol 1:20 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl.”

sig selv: Eller muligvis: “den”, dvs. pælen. – Kol 1:20; 2:13, 14.

ved hjælp af én ånd: Dvs. ved hjælp af Guds hellige ånd.

skillemuren mellem: Bogst.: “mellemmuren”. Det er sandsynligvis en hentydning til den mur der var på tempelområdet i Jerusalem i det første århundrede. Den skulle afskære ikkejøderne fra at gå ind og tilbede i de indre forgårde, hvor det kun var jøder der havde adgang. Ifølge Misjna blev afspærringen kaldt “Soreg”. (Se Tillæg B11). Josefus skrev at muren var 1,3 meter høj, og at den havde skilte på græsk og latin der advarede ikkejøder om at det ville medføre dødsstraf at passere muren. Da Paulus skrev brevet, sad han fængslet fordi han var anklaget for at have taget en ikkejøde fra Efesos med ind på den anden side af muren. Så efeserne har sikkert kendt til muren. (ApG 21:28-31; 28:30, 31; Ef 3:1) Den fysiske mur i Jerusalem stod stadig, så når Paulus taler om at muren blev revet ned, henviser han ikke til den bogstavelige mur, men til Lovpagten, som adskilte jøder og ikkejøder. Den symbolske mur blev fjernet omkring 30 år tidligere på grundlag af Kristus’ død.

I er de helliges medborgere: Paulus forsikrede de kristne ikkejøder i Efesos om at deres åndelige status havde forandret sig. De var ikke længere fremmede og udlændinge med begrænsede rettigheder. De var blevet “de helliges medborgere” med samme mål, forpligtelser og identitet. Nu var de en del af en ny åndelig nation og havde samme statsborgerskab som de andre hellige. (Se Flp 3:20 og studienote). Kristus fjernede muren, “Loven med dens bud”, som havde adskilt ikkejøder fra jøder, og gav begge grupper fri adgang til Faren gennem Kristus. – Ef 2:14-18; se studienote til Ef 2:14.

medlemmer af Guds husstand: Paulus brugte udtrykket “medlemmer af Guds husstand” for at vise at de salvede medlemmer af den kristne menighed var organiseret på samme måde som en familie. (1Ti 3:15) I Guds husstand har familien respekt for familieoverhovedet og for de normer han sætter for familien. Medlemmerne af de første kristne menigheder havde ligeledes en stærk følelse af fællesskab med hinanden og respekterede de rammer Jehovas havde fastlagt for menigheden. – Se studienote til Ga 6:10.

dem der er vores brødre og søstre i troen: Eller “dem der hører til troens husstand (familie)”. Den græske formulering der er oversat med “dem der er vores brødre og søstre i troen”, sigter til medlemmerne af en bogstavelig familie, eller husstand. (1Ti 5:8) I den græsk-romerske verden kunne en husstand betegne en sammentømret gruppe mennesker der havde samme tro, opfattelser eller mål. Det beskriver meget godt det der kendetegnede menighederne i det første århundrede, hvor man som regel mødtes i private hjem (Ro 16:3-5), og hvor alle følte et stærkt åndeligt fællesskab. – Ef 2:19.

vores statsborgerskab: Byen Filippi var en romersk koloni, og indbyggerne nød mange fordele. (Se studienoter til ApG 16:12, 21). Nogle i menigheden i Filippi havde måske en form for romersk statsborgerskab, og det havde en høj værdi. Der var stor forskel på dem der var romerske statsborgere, og dem der ikke var. Men Paulus taler her om et statsborgerskab i himlen, som er meget mere betydningsfuldt. (Ef 2:19) Han tilskynder de salvede kristne til ikke at være optagede af jordiske ting (Flp 3:19) men på deres fremtidige liv som borgere i himlen. – Se studienote til Flp 1:27.

hjørnegrundstenen: Det udtryk bruges kun to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i 1Pe 2:6. Jesus er “hjørnegrundstenen” i den kristne menighed, som Paulus sammenligner med en bygning. (Ef 2:21) Det græske ord der er oversat med “hjørnegrundstenen”, forekommer én gang i Septuaginta, nemlig i den messianske profeti der står i Esa 28:16. Her forudsiger Jehova at han vil lægge “en prøvet sten som grundvold i Zion, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold”. Peter citerer fra den her profeti og bruger udtrykket om Jesus. (1Pe 2:4-6) På offentlige bygninger og bymure blev hjørnegrundstenen placeret der hvor to mure mødtes. Den holdt bygningens mure sammen. I en solid bygning måtte hver sten være rettet ind efter hjørnegrundstenen.

føjet harmonisk sammen: Det her udtryk understreger hvor vigtig enheden var i den kristne menighed. (Se “Introduktion til Efeserne”). Både jøder og ikkejøder kunne i forening henvende sig til Jehova; de kunne alle sammen få af den hellige ånd; og sammen var de en del af et åndeligt tempel, “et sted hvor Gud kan bo med sin ånd”. – Ef 2:22; se Ef 4:16, hvor Paulus bruger samme udtryk (“sat harmonisk sammen”) da han sammenligner den kristne menighed med en krop.

et helligt tempel for Jehova: Den kristne menighed bliver betragtet som et hus eller et tempel som er bygget med apostlene og profeterne som grundvold og med Jesus Kristus som hjørnegrundstenen. (Ef 2:20) I Ef 2:19, 22 bliver menigheden beskrevet som “Guds husstand” og “ et sted hvor Gud kan bo med sin ånd”. Paulus bruger en lignende formulering i sit brev til korintherne. – 2Kt 6:16; se studienote til 1Kt 3:16; 6:19; læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; Ef 2:21.

jeres krop er et tempel: Som gruppe betragtet har de salvede kristne en særlig plads i Jehovas hensigt. Det græske stedord der er gengivet med “jeres”, betegner flertal, så det er ikke kun ét medlem af menigheden hvis krop er et tempel. (1Kt 10:17) I Bibelen bruges ordet “tempel” ofte i overført betydning, og nogle gange anvendes det om mennesker. Jesus brugte dette billede om sig selv i Joh 2:19, og Skrifterne forudsagde at han ville blive “hovedhjørnestenen” i et sådant åndeligt bygningsværk. (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11) I 1Kt 3:16, 17; Ef 2:20-22 og 1Pe 2:6, 7 bruger Paulus og Peter lignende sammenligninger i forbindelse med Jesus og hans disciple.

I selv er Guds tempel: Dette er et af flere steder i Bibelen hvor mennesker sammenlignes med et tempel. Jesus brugte dette billede om sig selv i Joh 2:19, og Skrifterne forudsagde at han ville blive “hovedhjørnestenen” i et sådant åndeligt bygningsværk. (Sl 118:22; Esa 28:16, 17; ApG 4:10, 11) Det græske udsagnsord der bruges i udtrykket “I selv er”, står i anden person flertal og viser at det er hele menigheden af salvede kristne der udgør “Guds tempel”, som Guds ånd bor i. Disse salvede kristne, der tjener som præster, er det “hus som Gud bygger” (1Kt 3:9; se studienote), og vers 17 understreger at dette åndelige tempel er helligt, og advarer enhver der vil forsøge at gøre det urent. I Ef 2:20-22 og 1Pe 2:6, 7 bruger Paulus og Peter lignende sammenligninger i forbindelse med Jesus og hans disciple.

Medieindhold