Til galaterne 1:1-24

1  Fra Paulus – en apostel som ikke er udsendt af mennesker og heller ikke er udnævnt af et menneske, men af Jesus Kristus+ og af Gud, Faren,+ der oprejste Kristus fra de døde –  og fra alle de brødre der er sammen med mig, til menighederne i Galatien:+  Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred fra Gud, vores Far, og fra Herren Jesus Kristus.  Han gav sit liv for vores synder+ for at han kunne redde os ud af den nuværende onde verdensordning,+ sådan som vores Gud og Far vil.+  Al ære tilhører Gud til evig tid. Amen.  Det overrasker mig at I så hurtigt vender jer væk fra ham der kaldte jer med Kristus’ ufortjente godhed, og tager imod et andet budskab som en god nyhed.+  Der findes jo ikke nogen anden god nyhed. Der er bare nogle som forvirrer jer+ og prøver at forvrænge den gode nyhed om Kristus.  Men selv hvis en af os eller endda en engel fra himlen forkyndte noget der var anderledes end det vi har forkyndt for jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.+  Hvad vi har sagt før, siger jeg nu igen: Hvis nogen, uanset hvem, forkynder noget for jer som er anderledes end den gode nyhed I har modtaget, så lad ham være forbandet. 10  Er det mennesker jeg prøver at blive godkendt af, eller er det Gud? Prøver jeg at behage mennesker? Hvis det stadig var mennesker jeg ville gøre tilfredse, ville det ikke være Kristus jeg var tjener for. 11  I skal vide, brødre, at den gode nyhed jeg har forkyndt for jer, ikke stammer fra mennesker.+ 12  Jeg har jo ikke modtaget den fra noget menneske og er heller ikke blevet undervist i den af nogen, men jeg har fået den gennem en åbenbaring fra Jesus Kristus. 13  I har selvfølgelig hørt hvordan jeg opførte mig dengang jeg hørte til jødedommen.+ Jeg forfulgte Guds menighed fanatisk og prøvede at udrydde den,+ 14  og inden for jødedommen gjorde jeg større fremskridt end mange andre jøder på min alder, for jeg var meget mere nidkær for mine forfædres traditioner end de var.+ 15  Men da Gud – som lod mig blive født,* og som kaldte mig på grund af sin ufortjente godhed+ – besluttede 16  at gøre sin Søn kendt gennem mig så jeg kunne forkynde den gode nyhed om ham for nationerne,+ gik jeg ikke straks til noget menneske for at søge råd. 17  Jeg tog heller ikke op til Jerusalem til dem der var blevet apostle før mig, men jeg rejste til Arabien, og senere vendte jeg tilbage til Damaskus.+ 18  Tre år senere rejste jeg så til Jerusalem+ for at besøge Kefas,+ og jeg blev hos ham i 15 dage. 19  Men jeg så ingen af de andre apostle, jeg mødte kun Herrens bror Jakob.+ 20  Og hvad angår de ting jeg skriver til jer om, kan jeg for Guds øjne forsikre jer om at jeg ikke lyver. 21  Derefter rejste jeg til Syrien og Kilikien.+ 22  Men de kristne menigheder i Judæa kendte mig ikke personligt. 23  De hørte bare andre sige: “Den mand der før forfulgte os,+ forkynder nu den gode nyhed, den tro som han tidligere prøvede at udrydde.”+ 24  Og de begyndte at lovprise Gud på grund af mig.

Fodnoter

Eller “skilte mig fra min mors liv”.

Studienoter

Til galaterne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter, som for eksempel papyruskodeksen kendt som P46, viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. (Se Mediegalleri: “Paulus’ brev til Galaterne”). Andre tidlige håndskrifter, som for eksempel Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede e.v.t., indeholder samme titel som P46-kodeksen.

Galatere: Paulus taler åbenbart her til de kristne i menighederne der lå i den sydlige del af Galatien hvor han havde forkyndt. – Se studienote til Ga 1:2.

til menighederne i Galatien: Da Paulus og Barnabas rejste gennem Galatien (se studienote til Galatien i dette vers) på Paulus’ første missionsrejse omkring år 47-48, besøgte de blandt andet byerne Antiokia i Pisidien, Ikonion, Lystra og Derbe, der alle lå i den sydlige del af Galatien. (ApG 13:14, 51; 14:1, 5, 6) Der mødte de mange der var ivrige efter at høre den gode nyhed, så de oprettede menigheder i de byer. (ApG 14:19-23) Det ser ud til at der var mange i Galatien der blev kristne. For eksempel var Timotheus fra Galatien. (ApG 16:1) “Menighederne i Galatien” som Paulus skrev til, bestod af både jøder og ikkejøder. Blandt ikkejøderne var der både omskårne proselytter og uomskårne hedninger. (ApG 13:14, 43; 16:1; Ga 5:2) Nogle var uden tvivl af keltisk afstamning. Menighederne i dette område blev også nævnt i andre breve i De Kristne Græske Skrifter. Da Paulus for eksempel skrev til korintherne omkring år 55, nævnte han de retningslinjer han havde givet til “menighederne i Galatien” om at lægge noget til side til indsamling til de fattige. (1Kt 16:1, 2; Ga 2:10) Nogle af dem Peter skrev sit første brev til nogle år senere, var dem der var ‘midlertidige indbyggere i denne verden og spredt rundt om i Galatien’. – 1Pe 1:1; se studienote til Ga 3:1.

Galatien: I det første århundrede var Galatien både et område og en romersk provins der lå i den centrale del af det der i dag er kendt som Lilleasien. – Se Ordforklaring.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (1Kt 1:3; 2Kt 1:2; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed” i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen, shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Se studienote til Ro 1:7.

Denne verdens gud: Den “gud” der er omtalt her, er Satan. Det fremgår tydeligt af de efterfølgende ord i verset, hvor der står at han “har forblindet de ikketroendes forstand”. Jesus kaldte Satan “denne verdens hersker” og sagde at han ville blive “kastet ud”. (Joh 12:31) Det Jesus sagde, og det faktum at Satan omtales som “denne verdens [eller “tidsalders”] gud”, indikerer at hans styre er midlertidigt. – Se også Åb 12:12.

verdensordning: Grundbetydningen af det græske ord aion er “tidsalder”. Det kan sigte til nogle særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder, en tingenes ordning. (2Ti 4:10; se Ordforklaring: “Verdensordning”). Det ser ud til at “den nuværende onde verdensordning” som Paulus her omtaler, begyndte på et tidspunkt efter Vandfloden. Mennesker begyndte at leve på en ugudelig måde der var kendetegnet af synd og oprør mod Gud og hans vilje. Selvom den “onde verdensordning” eksisterede i det første århundrede, var de kristne ikke en del af den. De var blevet reddet ud af den ved hjælp af det offer Jesus Kristus havde bragt. – Se studienote til 2Kt 4:4.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

falske brødre: Det græske ord der her er oversat med “falske brødre” (pseudadelfos), findes kun her og i 2Kt 11:26. Et leksikon oversætter ordet med “en der kun er kristen af navn”. Judaisterne i menighederne i Galatien udgav sig for at være åndeligsindede mænd, men i virkeligheden forsøgte de at få menigheden til at holde sig strengt til Moseloven. (Se studienote til Ga 1:6). Paulus sagde at disse mænd i stilhed var kommet ind i menigheden, og at de havde listet sig ind for at udspionere dem så de kunne ødelægge den kristne frihed, for at vise at disse mænd brugte underfundige metoder for at sprede deres farlige læresætninger. – Se også 2Kt 11:13-15.

Galatere, I har ikke tænkt jer om!: Det græske ord der er oversat med “I har ikke tænkt jer om” (anoetos), betyder ikke nødvendigvis at de kristne i Galatien manglede forstand. I denne sammenhæng betyder det at man er “uvillig til at bruge sin tænkeevne til at forstå”, står der i et leksikon. Paulus havde lige mindet de kristne i Galatien om at de ikke var blevet erklæret retfærdige fordi de havde holdt Moseloven, men fordi de havde tro på Jesus Kristus. (Ga 2:15-21) Jesus havde løst dem fra Moselovens fordømmelse. (Se studienote til Ga 2:21). Tåbeligt nok havde nogle galatere vendt sig væk fra den værdifulde frihed og var vendt tilbage til en forældet Lov der ikke kunne andet end fordømme dem. (Ga 1:6) Ved at sige “I har ikke tænkt jer om!” irettesætter Paulus galaterne for dette tilbageskridt.

jødedommen: Det fremherskende religiøse system blandt jøderne på Paulus’ tid. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet kun i Ga 1:13, 14. Selvom tilhængere hævdede at de fulgte De Hebraiske Skrifter nøje, var “forfædres traditioner” en stor del af jødedommen i det første århundrede. (Se studienote til Ga 1:14). Jesus fordømte de traditioner og mænd der gjorde Guds ord ugyldigt. – Mr 7:8, 13.

I blev kaldet til frihed: Paulus advarer her om at hvis de kristne fulgte kødelige, syndige ønsker, ville de misbruge den frihed de havde fået i forbindelse med Kristus. (Ga 2:4; 4:24-31) De der værdsætter den frihed, bruger den til at trælle for hinanden i kærlighed og ydmygt tjene andre. – Se studienoter til Ga 5:1, 14.

lad ham være forbandet: Paulus advarer de kristne i Galatien mod “nogle” der “prøver at forvrænge den gode nyhed om Kristus”. (Ga 1:7) De var åbenbart fortalere for jødiske traditioner i stedet for budskabet om den gode nyhed. Paulus sagde til de kristne at hvis nogen, endda en engel, forkyndte noget der var anderledes end den gode nyhed de havde modtaget, skulle de betragte vedkommende som “forbandet”. Han gentager advarslen i vers 9. Det græske ord for “forbandet” (anathema) betyder bogstaveligt “noget der er opstillet”. Ordet blev oprindeligt anvendt om løfteofre, der blev opstillet, eller sat til side, som hellige i et tempel. I denne sammenhæng anvendes det om noget der er sat til side som værende ondt eller dårligt. (1Kt 12:3; 16:22; se studienote til Ro 9:3). I Septuaginta bruger oversætterne som regel det samme græske ord til at gengive det hebraiske ord cheræm, der henviser til en ting eller en person der “fortjener at blive udslettet” eller “skal tilintetgøres”. – 5Mo 7:26; 13:17.

at I så hurtigt vender jer væk: Paulus kommer her med en vigtig grund til at han skriver det her brev. Selvom det ikke var så længe siden at Paulus havde besøgt området, var der allerede nogle i menighederne i Galatien der vendte sig væk fra sandheden. Den ‘dårlige indflydelse’ som Paulus nævner i det her brev (Ga 3:1), kom blandt andet fra dem han kalder “falske brødre”, der havde “listet sig ind” i menighederne. (Se studienoter til Ga 2:4; 3:1). Nogle af de falske brødre var judaister, der insisterede på at kristne skulle følge Moseloven. (Se studienote til Ga 1:13). Judaisterne holdt fast ved den tankegang, også selvom apostlene og de ældste i Jerusalem allerede havde sagt at ikkejøder ikke var forpligtet til at overholde Moseloven. (ApG 15:1, 2, 23-29; Ga 5:2-4) Paulus’ ord indikerer at judaisterne var bange for at blive forfulgt og ønskede at behage jødiske modstandere. (Ga 6:12, 13) De falske brødre kan også have påstået at Paulus ikke var en rigtig apostel, og de prøvede at skille menighederne fra ham. (Ga 1:11, 12; 4:17) Nogle af galaterne kan have kæmpet med seksuel umoral, konflikter eller selvoptagethed. Disse kødelige tilbøjeligheder, som Paulus omtaler i den sidste del af sit brev, kunne få dem til at vende sig væk fra Gud. – Ga 5:13 – 6:10.

et andet budskab som en god nyhed: “Falske brødre” forkyndte noget (Ga 2:4) “der var anderledes” end det de kristne galatere tidligere havde lært. Den gode nyhed Paulus havde forkyndt for dem, var blandt andet “den gode nyhed om Kristus”. (Ga 1:7, 8) Den handlede om den frihed Kristus giver – frihed fra den nedarvede synd og fra Moseloven. (Ga 3:13; 5:1, 13 og studienote) Denne gode nyhed ‘stammede ikke fra mennesker’. – Ga 1:8, 9, 11, 12; 2Kt 11:4; se studienote til Ga 1:8.

som forvirrer jer: Det græske udsagnsord Paulus her bruger, kan ifølge et leksikon indeholde tanken om at “forstyrre; forurolige”. I dette og andre vers henviser udtrykket til noget der kan forstyrre en mentalt eller åndeligt. (ApG 15:24; Ga 5:10) Det samme udsagnsord bliver også brugt i ApG 17:13, hvor der står at nogle jøder kom for at “ophidse masserne” i Berøa.

skilt fra ... som en der var forbandet: Dvs. forbandet af Gud. Her bruger Paulus en slags hyperbel, eller overdrivelse. Han giver udtryk for at han er villig til at tage den forbandelse fra Gud på sig som ventede hans brødre, ikketroende jøder, fordi de forkastede den lovede Messias. (Se også Ga 3:13). Paulus er altså villig til at gøre alt hvad der står i hans magt, for at hjælpe dem til at få gavn af det Gud har gjort for at frelse mennesker.

lad ham være forbandet: Paulus advarer de kristne i Galatien mod “nogle” der “prøver at forvrænge den gode nyhed om Kristus”. (Ga 1:7) De var åbenbart fortalere for jødiske traditioner i stedet for budskabet om den gode nyhed. Paulus sagde til de kristne at hvis nogen, endda en engel, forkyndte noget der var anderledes end den gode nyhed de havde modtaget, skulle de betragte vedkommende som “forbandet”. Han gentager advarslen i vers 9. Det græske ord for “forbandet” (anathema) betyder bogstaveligt “noget der er opstillet”. Ordet blev oprindeligt anvendt om løfteofre, der blev opstillet, eller sat til side, som hellige i et tempel. I denne sammenhæng anvendes det om noget der er sat til side som værende ondt eller dårligt. (1Kt 12:3; 16:22; se studienote til Ro 9:3). I Septuaginta bruger oversætterne som regel det samme græske ord til at gengive det hebraiske ord cheræm, der henviser til en ting eller en person der “fortjener at blive udslettet” eller “skal tilintetgøres”. – 5Mo 7:26; 13:17.

For de svage er jeg blevet svag: Selvom Paulus havde ordet i sin magt, tog han hensyn til de jøder og ikke-jøder i menigheden der havde en følsom samvittighed, og ‘blev svag’ for de svage. – Ro 14:1, 13, 19; 15:1.

Er det mennesker jeg prøver at blive godkendt af, eller er det Gud?: Det græske ord peitho, der er gengivet med “blive godkendt”, kan også betyde “appellere til; overtale”. Paulus forsvarer sig selv fordi de “falske brødre” åbenbart hævdede at han ændrede sin forkyndelse for at de kristne i Galatien skulle støtte ham. (Ga 2:4) Det ser ud til at de hævdede at når det passede Paulus, forkyndte han at man skulle omskæres. (Ga 5:11) Men det Paulus var optaget af, var at blive godkendt af Gud, ikke mennesker. Selvom Paulus tilpassede sin måde at forkynde på (se studienote til 1Kt 9:22), var budskabet stadigvæk det samme, og han ændrede aldrig på det for at blive godkendt af mennesker. (Se studienote til Prøver jeg at behage mennesker? i dette vers). I de foregående vers gør han det meget klart at der kun er ét sandt budskab, “den gode nyhed om Kristus”. – Ga 1:6-9.

Prøver jeg at behage mennesker?: Nogle påstod at Paulus smigrede andre for at få deres godkendelse. Det underforståede svar på Paulus’ spørgsmål er: “Selvfølgelig ikke!” Hvis det var mennesker han prøvede at behage, ville han frasige sig at være en tjener for Kristus. – 1Ts 2:4.

som følge af en åbenbaring: Her tilføjer Paulus en detalje som ikke findes i Lukas’ beretning i Apostlenes Gerninger. (ApG 15:1, 2) Kristus, der er hoved for menigheden, sender tydeligvis Paulus til Jerusalem ved hjælp af en åbenbaring for at få taget det vigtige spørgsmål om omskærelse op hos apostlene og de ældste der. (Ef 5:23) Dette historiske møde foregik i omkring år 49 e.v.t. Ved at nævne denne åbenbaring modsagde Paulus igen judaisterne, der påstod at han ikke var en sand apostel. Jesus selv havde ikke alene udnævnt Paulus, men han ledte ham også ved hjælp af åbenbaringer og beviste derved at Paulus var en sand apostel. – Ga 1:1, 15, 16.

en åbenbaring: Paulus bruger det græske ord apokalypsis, der bogstaveligt betyder en “afdækning” eller “afsløring”. I De Kristne Græske Skrifter bliver ordet ofte brugt i forbindelse med at Gud og Jesus åbenbarer åndelige anliggender for mennesker. I det her vers viser Paulus at den gode nyhed han forkyndte, var blevet åbenbaret for ham, ikke af et menneske, men af Jesus Kristus selv. Det var også med til at bekræfte at Paulus var en sand apostel. Ligesom de andre apostle havde Paulus lært den gode nyhed og fået sin opgave direkte af Jesus. (1Kt 9:1; Ef 3:3) Senere i det her brev refererer Paulus til en specifik åbenbaring fra Kristus der påbød ham at tage spørgsmålet om omskærelse op med apostlene og de ældste i Jerusalem. – Se studienote til Ga 2:2.

mine forfædres traditioner: Det græske ord for “tradition” (paradosis) refererer til informationer, instruktioner eller måder at gøre tingene på som er blevet overleveret til andre så de kan følge dem. Paulus refererer her til alle de religiøse traditioner som de jødiske religiøse ledere fulgte, især farisæernes og de skriftlærdes. Deres religion var baseret på De Hebraiske Skrifter, men disse religiøse lærere havde tilføjet mange traditioner der ikke var belæg for i Guds ord. (Mt 15:2, 3; Mr 7:3, 5, 13; se studienote til Ga 1:13). Som “søn af farisæere” var Paulus blevet oplært af jødiske religiøse lærere, som for eksempel Gamaliel, der var en højt anset lærer i den farisæiske tradition. (ApG 22:3; 23:6; Flp 3:5; se studienote til ApG 5:34). Men Paulus forklarer at hans nidkærhed for forfædrenes traditioner førte til at han “forfulgte Guds menighed ... og prøvede at udrydde den”. – Ga 1:13; Joh 16:2, 3.

den kraft som er ud over det normale: Paulus anvender her det græske ord hyperbole til at beskrive kraften som er “ud over det normale”, den helt særlige kraft som kun Gud kan give. – Se studienote til 2Kt 12:7.

usædvanlige: Paulus bruger her det græske ord hyperbole for at beskrive hvor usædvanlige, eller storslåede, åbenbaringerne var. (Se studienote til 2Kt 12:2). Dette græske ord står otte gange i De Kristne Græske Skrifter, og hver gang er det skrevet af Paulus. Det er gengivet på forskellige måder alt efter sammenhængen. I 2Kt 4:7 gengives ordet med “den kraft som er ud over det normale”, og i 2Kt 1:8 med det ‘voldsomme pres’ Paulus og hans rejsefæller var udsat for. – Se Ordforklaring: “Hyperbel.”

jødedommen: Det fremherskende religiøse system blandt jøderne på Paulus’ tid. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet kun i Ga 1:13, 14. Selvom tilhængere hævdede at de fulgte De Hebraiske Skrifter nøje, var “forfædres traditioner” en stor del af jødedommen i det første århundrede. (Se studienote til Ga 1:14). Jesus fordømte de traditioner og mænd der gjorde Guds ord ugyldigt. – Mr 7:8, 13.

fanatisk: Paulus bruger her det græske ord hyperbole til at beskrive at han “fanatisk” (bogst.: “i overdrevet grad”) plejede at forfølge den kristne menighed. (ApG 8:1, 3; 9:1, 2; 26:10, 11; Flp 3:6) Det græske ord bruges otte gange i De Kristne Græske Skrifter. – Se studienoter til 2Kt 4:7; 12:7 og Ordforklaring: “Hyperbel”.

jødedommen: Det fremherskende religiøse system blandt jøderne på Paulus’ tid. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet kun i Ga 1:13, 14. Selvom tilhængere hævdede at de fulgte De Hebraiske Skrifter nøje, var “forfædres traditioner” en stor del af jødedommen i det første århundrede. (Se studienote til Ga 1:14). Jesus fordømte de traditioner og mænd der gjorde Guds ord ugyldigt. – Mr 7:8, 13.

Gamaliel: En lovlærer der omtales to gange i Apostlenes Gerninger, her og i ApG 22:3. Man mener at han er den samme som Gamaliel den Ældre, der er kendt fra ikkebibelske kilder. Gamaliel var sønnesøn, eller måske søn, af Hillel den Ældre, som tilskrives æren for grundlæggelsen af en mere liberal anskuelse inden for farisæisme. Folk havde så stor respekt for Gamaliel at han siges at være den første der fik ærestitlen “rabban”. Han fik stor indflydelse på datidens jødiske samfund fordi han oplærte mange sønner af farisæere, som for eksempel Saulus fra Tarsus. (ApG 22:3; 23:6; 26:4, 5; Ga 1:13, 14) Han fortolkede ofte Loven og traditionerne på en forholdsvis tolerant måde. Han siges for eksempel at have vedtaget love der beskyttede kvinder mod hensynsløse ægtemænd og enker mod hensynsløse børn. Man mener også at han argumenterede for at fattige ikkejøder skulle have samme rettigheder til at sanke afgrøder som fattige jøder. Denne tolerante holdning skinner også igennem i den måde Gamaliel behandlede Peter og de andre apostle på. (ApG 5:35-39) Rabbinske optegnelser viser imidlertid at Gamaliel lagde mere vægt på den rabbinske overlevering end på De Hellige Skrifter. Så samlet set var hans lære meget lig den som hans rabbinske forfædre og datidens religiøse ledere førte. – Mt 15:3-9; 2Ti 3:16, 17; se Ordforklaring: “Farisæere”; “Sanhedrinet”.

mine forfædres traditioner: Det græske ord for “tradition” (paradosis) refererer til informationer, instruktioner eller måder at gøre tingene på som er blevet overleveret til andre så de kan følge dem. Paulus refererer her til alle de religiøse traditioner som de jødiske religiøse ledere fulgte, især farisæernes og de skriftlærdes. Deres religion var baseret på De Hebraiske Skrifter, men disse religiøse lærere havde tilføjet mange traditioner der ikke var belæg for i Guds ord. (Mt 15:2, 3; Mr 7:3, 5, 13; se studienote til Ga 1:13). Som “søn af farisæere” var Paulus blevet oplært af jødiske religiøse lærere, som for eksempel Gamaliel, der var en højt anset lærer i den farisæiske tradition. (ApG 22:3; 23:6; Flp 3:5; se studienote til ApG 5:34). Men Paulus forklarer at hans nidkærhed for forfædrenes traditioner førte til at han “forfulgte Guds menighed ... og prøvede at udrydde den”. – Ga 1:13; Joh 16:2, 3.

et menneske: Bogst.: “kød og blod”, et almindeligt jødisk udtryk. I denne sammenhæng henviser det tydeligvis til en kødelig eller menneskelig tankegang. – Ga 1:16, fdn.

noget menneske: Bogst.: “kød og blod”, et almindeligt jødisk idiom. I den her sammenhæng henviser det til et menneske. – 1Kt 15:50; Ef 6:12; se studienote til Mt 16:17.

jeg rejste til Arabien, og senere vendte jeg tilbage til Damaskus: Paulus’ rejse til Arabien bliver ikke nævnt i Lukas’ korte beretning om hvad der skete efter at Paulus var blevet omvendt i Damaskus. (ApG 9:18-20, 23-25) Så det Paulus siger her, supplerer Lukas’ beretning. Paulus har sikkert forkyndt om sin nye tro i Damaskus før han tog til Arabien, muligvis til den syriske ørken. (Se Ordforklaring: “Arabien”). Efter det er han sikkert taget tilbage til Damaskus, hvor han forkyndte i “adskillige dage” indtil jøderne planlagde at slå ham ihjel. (ApG 9:23) Grunden til at han tog til Arabien, bliver ikke nævnt, men den nyomvendte Saulus har sikkert haft brug for tid og ro til at meditere over Skrifterne. – Se også Mr 1:12.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

Tre år senere: Paulus’ ord her kan betyde at der gik dele af tre år efter hans omvendelse, og han kan derfor være ankommet til Jerusalem i år 36. Det var sikkert første gang Paulus besøgte Jerusalem som kristen.

at besøge: Ifølge nogle bibelforskere kan det græske udsagnsord for “besøge” indeholde tanken om at man besøger nogen for at få information. Da Saulus besøgte Peter og Jakob, var der sikkert mange ting han ville spørge dem om, og de havde sikkert også mange spørgsmål til ham omkring det syn han havde haft, og den opgave han havde fået tildelt.

Kefas: Et af apostlen Peters navne. – Se studienote til 1Kt 1:12.

Jakob: Denne halvbror til Jesus er højst sandsynligt den samme Jakob som er omtalt i ApG 12:17 (se studienote) og Ga 1:19, og som skrev den bog i Bibelen der har dette navn. – Jak 1:1.

hans brødre: Dvs. Jesus’ halvbrødre. De fire evangelier, Apostlenes Gerninger og to af Paulus’ breve omtaler “Herrens brødre”, “Herrens bror”, “hans brødre” og “hans søstre”, og her oplyses navnene på fire af ‘brødrene’ – Jakob, Josef, Simon og Judas. (1Kt 9:5; Ga 1:19; Mt 12:46; 13:55, 56; Mr 3:31; Lu 8:19; Joh 2:12) Disse søskende blev alle født efter Jesus’ mirakuløse fødsel. De fleste bibelforskere accepterer at Jesus havde mindst fire brødre og to søstre, og at de var børn af Josef og Maria og var blevet til på naturlig vis. – Se studienote til Mt 13:55.

Jakob: Sigter højst sandsynligt til Jesus’ halvbror. Han var muligvis den første søn der blev født efter Jesus, for han nævnes som den første af de fire sønner Maria fik på naturlig vis, nemlig Jakob, Josef, Simon og Judas. (Mt 13:55; Mr 6:3; Joh 7:5) Jakob var øjenvidne til begivenhederne på pinsedagen i år 33 da tusinder af de besøgende jøder der boede spredt rundt omkring i andre lande (diasporaen), reagerede positivt på den gode nyhed og blev døbt. (ApG 1:14; 2:1, 41) Peter bad disciplene fortælle Jakob at han var blevet befriet fra fængslet, og det indikerer at Jakob førte an i menigheden i Jerusalem. Han er åbenbart også den Jakob der omtales i ApG 15:13; 21:18; 1Kt 15:7; Ga 1:19 (hvor han bliver kaldt “Herrens bror”); 2:9, 12, og den der skrev den bog i Bibelen der bærer hans navn. – Jak 1:1; Jud 1.

en der er sendt: Eller “et sendebud; en apostel”. Det græske ord apostolos (der kommer af udsagnsordet apostello, som betyder “at sende ud”) bliver gengivet med en form af ordet “apostel” i 78 af de 80 gange det står i De Kristne Græske Skrifter. (I Flp 2:25 bliver det græske ord gengivet med “ham I sendte til mig”). Den eneste gang det græske ord forekommer i Johannesevangeliet, er i dette vers. – Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32; se studienoter til Mt 10:2; Mr 3:14 og Ordforklaring: “Apostel”.

apostle: Det refererer sikkert til Peter (“Kefas”, Ga 1:18; 2:9) og Jakob, Herrens bror, dvs. Jesus’ halvbror. (Se studienoter til Mt 13:55; ApG 1:14; 12:17). Udtrykket “apostel” betyder grundlæggende “en der sendes ud”, og det bruges oftest om Jesus’ 12 apostle. (Lu 8:1; se studienote til Joh 13:16 og Ordforklaring: “Apostel”). Men det har også en bredere betydning, som man kan se her i tilfældet med Jakob. Han blev åbenbart betragtet som apostel, dvs. en der var udvalgt og sendt ud som repræsentant for menigheden i Jerusalem. En sådan brug af ordet kunne være en forklaring på hvorfor beretningen i ApG 9:26, 27 anvender ordet “apostlene” i flertal når der står at Paulus blev ført “til apostlene”.

tre gange er jeg blevet slået med stokke: Denne straf blev ofte anvendt af de romerske myndigheder. Apostlenes Gerninger nævner kun den ene af de tre gange Paulus blev slået på den måde. Det foregik i Filippi før han skrev sit andet brev til korintherne. (ApG 16:22, 23) Han blev også slået af jøder i Jerusalem, men beretningen nævner ikke om det var med stokke. (ApG 21:30-32) Uanset hvad så vidste Paulus’ tilhørere i Korinth, der var en romersk koloni, at stokkeslag var en brutal straf. Den ydmygende behandling begyndte med at man rev tøjet af ofrene. (Se også 1Ts 2:2). En romersk borger, som for eksempel Paulus, var i princippet beskyttet af loven mod sådanne slag. Derfor påpegede Paulus også over for embedsmændene i Filippi at de havde krænket hans rettigheder. – Se studienoter til ApG 16:35, 37.

et menneske: Paulus nævner ikke navnet på den person der fik det her overnaturlige syn, men sammenhængen viser at det højst sandsynligt var ham selv. For at forsvare sine kvalifikationer som apostel over for sine modstandere, for eksempel ‘superapostlene’ (2Kt 11:5, 23), henviser Paulus til de “overnaturlige syner og åbenbaringer” han havde fået fra Herren. (2Kt 12:1) Fordi Bibelen ikke omtaler nogen andre der har haft sådan en oplevelse, må man konkludere at det er Paulus der tales om.

den tredje himmel: I Bibelen kan ordet “himmel” henvise til de bogstavelige himle eller de åndelige himle, det sted hvor Jehova og hans engle bor. (1Mo 11:4; Esa 63:15) Men ordet kan også henvise til en regering der enten styres af mennesker eller af Gud. (Esa 14:12; Da 4:25, 26) Her beskriver Paulus tilsyneladende en åbenbaring af noget fremtidigt – en åbenbaring som han fik gennem et syn. (2Kt 12:1) Når Bibelen nævner noget tre gange, er det ofte for at understrege det eller give det eftertryk. (Esa 6:3; Eze 21:27; Åb 4:8) Det ser ud til at Paulus brugte udtrykket den tredje himmel for at beskrive en ophøjet regering, nemlig det messianske rige med Jesus Kristus og de 144.000 som konger. – Esa 65:17; 66:22; 2Pe 3:13; Åb 14:1-5.

paradiset: Det græske ord paradeisos forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (Lu 23:43; se studienote; 2Kt 12:4; Åb 2:7) Lignende ord findes både på hebraisk (pardes, i Ne 2:8; Præ 2:5; Høj 4:13) og på persisk (pairidaeza). De tre ord indeholder alle grundtanken om en smuk naturpark eller parklignende have. Ordet paradis kan betyde forskellige ting i den her sammenhæng. (Se studienote til 2Kt 12:2). Paulus kan have henvist til (1) det bogstavelige paradis der vil komme på jorden, (2) den åndelige tilstand som Guds folk vil opleve i den nye verden, eller (3) forholdene i himlen. Paulus hørte ord som et menneske ikke må udtale, fordi tiden endnu ikke var inde til at afsløre detaljerne om Guds hensigt.

Syrien og Kilikien: “Syrien” refererer måske til området omkring Antiokia, og “Kilikien” til området omkring Tarsus, hvor Paulus voksede op. (Se Tillæg B13). Efter Paulus havde besøgt Jerusalem omkring år 36, blev han sendt tilbage til Tarsus, og derefter tog Barnabas ham med til Antiokia omkring år 45, hvor de sammen forkyndte i et helt år. (ApG 9:28-30; 11:22-26) Vi ved ikke meget om hvad Paulus foretog sig i de ca. otte år før det, men han var åbenbart så optaget af at forkynde at man hørte om det helt i Judæa. (Ga 1:21-24) En del af Paulus’ prøvelser og udfordringer, som er beskrevet i 2Kt 11:23-27, omtales ikke i Apostlenes Gerninger. Nogle af dem kan have fundet sted i denne periode. (Se studienote til 2Kt 11:25). Det lader til at han i denne periode fik et overnaturligt syn der havde stor indvirkning på hans forkyndelse. – 2Kt 12:1-4; se studienoter til 2Kt 12:2, 4.

Medieindhold

Paulus’ brev til galaterne
Paulus’ brev til galaterne

Her ses en side fra en papyruskodeks der kaldes P46, og som man mener er fra omkring år 200 e.v.t. Kodeksen indeholder ni af Paulus’ inspirerede breve i denne rækkefølge: Romerne, Hebræerne, 1. Korinther, 2. Korinther, Efeserne, Galaterne, Filipperne, Kolossenserne og 1. Thessaloniker. På denne side er det sidste af Paulus’ brev til efeserne og begyndelsen af hans brev til galaterne. Her er titlen fremhævet, hvor der står: “Til galatere.” – Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne” og “Paulus’ andet brev til korintherne”.

Introduktionsvideo til Galaterne
Introduktionsvideo til Galaterne
Saulus og Damaskus
Saulus og Damaskus

I det første århundrede e.v.t. så byen Damaskus sikkert ud som på kortet der vises her. Byen var et vigtigt handelscentrum, og vandet fra floden Barada (Abana i 2Kg 5:12) gjorde at området omkring byen var som en oase. Damaskus havde flere synagoger. Saulus kom til byen fordi han ville arrestere “alle dem han fandt som tilhørte Vejen”, et udtryk der blev brugt til at beskrive Jesus’ disciple. (ApG 9:2; 19:9, 23; 22:4; 24:22) Men på vej mod Damaskus viste den herliggjorte Jesus sig for Saulus. Efter det blev Saulus noget tid i Damaskus ved en mand der hed Judas, og som boede på den vej der blev kaldt “Den Lige”. (ApG 9:11) I et syn bad Jesus disciplen Ananias om at tage hen til Judas’ hus for at give Saulus synet tilbage, og senere blev Saulus døbt. Så i stedet for at arrestere de jødiske kristne blev Saulus selv en af dem. Han begyndte sin tjeneste som forkynder af den gode nyhed i Damaskus’ synagoger. Efter at have rejst til Arabien og igen til Damaskus vendte Saulus tilbage til Jerusalem, tilsyneladende omkring år 36 e.v.t. – ApG 9:1-6, 19-22; Ga 1:16, 17.

A. Damaskus

1. Vejen til Jerusalem

2. Vejen der kaldes Den Lige

3. Agoraen

4. Jupitertemplet

5. Teater

6. Musikteater (?)

B. Jerusalem