Apostlenes Gerninger 11:1-30

11  Nu hørte apostlene og brødrene i Judæa at folk fra nationerne også havde taget imod Guds ord,  så da Peter kom op til Jerusalem, begyndte tilhængerne af omskærelsen+ at kritisere* ham.  De sagde: “Du har besøgt uomskårne mænd i deres hjem og spist sammen med dem.”  Så forklarede Peter dem i detaljer hvordan det hang sammen:  “Jeg var i byen Joppe og var ved at bede, og mens jeg var i trance, så jeg i et syn noget komme ned ligesom en stor linneddug der ved de fire hjørner blev sænket ned fra himlen, og den kom helt ned til mig.+  Da jeg kiggede ned i den, så jeg jordens firbenede dyr, vilde dyr, krybdyr og himlens fugle.  Jeg hørte også en stemme sige: ‘Rejs dig, Peter, slagt og spis!’  Men jeg sagde: ‘Absolut ikke, Herre, for jeg har aldrig taget noget besmittet eller urent i min mund.’  Anden gang svarede stemmen fra himlen: ‘Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for besmittet.’ 10  Tredje gang det skete, blev det hele trukket op til himlen igen. 11  Og i samme øjeblik stod der tre mænd ved det hus hvor vi opholdt os. De var blevet sendt til mig fra Cæsarea.+ 12  Ånden sagde så til mig at jeg skulle følge med dem uden betænkeligheder. De seks brødre her tog også med mig, og vi gik ind i mandens hus. 13  Han fortalte os at han havde set englen stå i hans hus og sige: ‘Send nogle mænd til Joppe og hent Simon der bliver kaldt Peter,+ 14  så vil han fortælle dig hvordan du og din husstand kan blive frelst.’ 15  Mens jeg talte, kom den hellige ånd over dem ligesom den også kom over os i begyndelsen.+ 16  Så huskede jeg hvad Herren plejede at sige: ‘Johannes døbte med vand,+ men I vil blive døbt med hellig ånd.’+ 17  Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han gav os der fik tro på Herren Jesus Kristus, hvem var så jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?”*+ 18  Da de hørte det, kom de ikke med flere indvendinger,* og de lovpriste Gud og sagde: “Så har Gud altså også givet folk fra nationerne mulighed for at angre og vende om så de kan få livet.”+ 19  De der var blevet spredt+ på grund af den forfølgelse der opstod efter Stefanus’ død, tog helt til Fønikien,+ Cypern og Antiokia. De forkyndte dog kun budskabet for jøder.+ 20  Men i Antiokia begyndte nogle af dem der kom fra Cypern og Kyrene, at tale med de græsktalende og forkynde den gode nyhed om Herren Jesus. 21  Og Jehova var med dem, og et stort antal fik tro og vendte om til Herren.+ 22  Menigheden i Jerusalem hørte om det, og man sendte Barnabas+ helt til Antiokia. 23  Da han kom og så at Gud havde vist disciplene ufortjent godhed, blev han glad, og han opmuntrede dem alle til at være fast besluttet på at forblive trofaste mod Herren,+ 24  for han var en god mand og fuld af hellig ånd og tro. Og en stor skare fik tro på Herren.+ 25  Så tog han til Tarsus for at finde Saulus.+ 26  Efter at han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia. I et helt år var de sammen med menigheden, og de underviste en stor skare, og det var i Antiokia disciplene ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne.+ 27  I den periode kom der profeter+ fra Jerusalem ned til Antiokia. 28  En af dem hed Agabos,+ og han forudsagde ved ånden at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord,+ og den kom faktisk i Claudius’+ tid. 29  Disciplene besluttede så at de, alt efter hvad den enkelte havde råd til,+ ville sende nødhjælp+ til brødrene i Judæa. 30  Og det gjorde de så. De sendte Barnabas og Saulus afsted til de ældste med nødhjælpen.+

Fodnoter

Eller “strides med; gå i rette med”.
Eller “stå i vejen for Gud”.
Bogst.: “blev de tavse”.

Studienoter

Antiokia: Denne by, der her nævnes for første gang i Bibelen, lå omkring 500 km N for Jerusalem. Antiokia blev hovedstad i den romerske provins Syrien i år 64 f.v.t. I det første århundrede var den blevet den tredjestørste by i Romerriget, efter Rom og Alexandria. Antiokia i Syrien blev beundret for sin skønhed og havde stor politisk, handelsmæssig og kulturel indflydelse, men samtidig var byen kendt for at være gennemsyret af dårlig moral. En stor jødisk befolkningsgruppe i Antiokia gjorde efter sigende mange af de græsktalende i byen til proselytter. Nikolaos var en af dem der blev proselyt, og senere blev han kristen. Barnabas og apostlen Paulus underviste i Antiokia i et helt år, og Paulus brugte byen som udgangspunkt for sine rejser som missionær. Det var i Antiokia at Kristus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. (Se studienoter til ApG 11:26). Denne Antiokia må ikke forveksles med Antiokia i Pisidien, der nævnes i ApG 13:14. – Se studienote til ApG 13:14 og Tillæg B13.

Antiokia i Pisidien: En by i den romerske provins Galatien. Byen var beliggende på grænsen mellem regionerne Frygien og Pisidien og har gennem tiden været betragtet som en del af både den ene og den anden region. Ruinerne af byen ligger i nærheden af Yalvaç i det nuværende Tyrkiet. Antiokia i Pisidien omtales i dette vers og i ApG 14:19, 21. Alle der skulle fra Perge, en by i nærheden af Middelhavet, til Antiokia i Pisidien, stod over for en anstrengende rejse. Antiokia i Pisidien lå nemlig omkring 1.100 m over havets overflade (se Tillæg B13), og røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. “Antiokia i Pisidien” er ikke det samme som Antiokia i Syrien. (ApG 6:5; 11:19; 13:1; 14:26; 15:22; 18:22) Faktisk refererer de fleste omtaler af Antiokia i Apostlenes Gerninger til Antiokia i Syrien, og ikke til Antiokia i Pisidien.

de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Det græske ord Hellenistes findes hverken i græsk eller hellenistisk-jødisk litteratur, men sammenhængen taler for at udtrykket skal oversættes “græsktalende jøder”, hvilket det også bliver i mange opslagsværker. Disciplene i Jerusalem, også de der talte græsk, var enten jøder eller jødiske proselytter. (ApG 10:28, 35, 44-48) Udtrykket der er gengivet med “græsktalende jøder”, bruges som en kontrast til udtrykket for “hebraisktalende jøder” (bogst.: “hebræere”; flertalsform af det græske ord ebraiois). “Hellenisterne” var altså jøder der kommunikerede med hinanden på græsk, og som var kommet til Jerusalem fra forskellige dele af Romerriget, måske også fra Dekapolis. Derimod var de fleste hebraisktalende jøder sikkert judæere eller galilæere. Disse to grupper af jødiske kristne havde sandsynligvis en ret forskellig kulturel baggrund. – Se studienote til ApG 9:29.

Antiokia: Denne by lå i Syrien ved Orontesfloden, der løb ud i Middelhavet ved havnebyen Seleukia omkring 32 km derfra. I det første århundrede var Antiokia i Syrien blevet den tredjestørste og tredjerigeste by i Romerriget, efter Rom og Alexandria. Der var fra gammel tid en stor jødisk befolkning i byen, og på dette tidspunkt var forholdet mellem jøder og ikkejøder forholdsvis fredeligt. Omstændighederne i Antiokia i Syrien gjorde det åbenbart muligt at der kunne ske noget nyt – disciplene begyndte at forkynde, ikke kun for jøder, men også for uomskårne ikkejøder. (Se studienoten til de græsktalende i dette vers). Denne by er ikke den samme som Antiokia i Pisidien i Lilleasien. – Se studienoter til ApG 6:5; 13:14 og Tillæg B13.

de græsktalende: Bogst.: “hellenister”. Betydningen af det græske ord (Hellenistes) må vurderes efter sammenhængen. I ApG 6:1 betyder det sandsynligvis “græsktalende jøder”. (Se studienote til ApG 6:1). Derfor konkluderer nogle bibelforskere at disciplene i Antiokia i Syrien forkyndte for omskårne jøder eller proselytter der talte græsk. Men det der beskrives her, henviser tilsyneladende til noget nyt der var ved at ske i Antiokia. Som der står i ApG 11:19, var Guds ord tidligere udelukkende blevet forkyndt for jøderne i byen, men nu blev budskabet også delt med de ikkejøder der boede der. Barnabas blev sikkert sendt til Antiokia for at opmuntre disse nye disciple der talte græsk. (ApG 11:22, 23) Nogle gamle håndskrifter bruger her ordet Hellenas (der betyder “grækere”; se ApG 16:3) i stedet for Hellenistes, og derfor bruger flere oversættelser betegnelserne “grækerne” eller “ikkejøderne”. De betegnelser indikerer at der ikke var nogen af dem der blev forkyndt for i Antiokia, der tilhørte den jødiske tro. Men det er muligt at der både henvises til græsktalende jøder og græsktalende ikkejøder. Derfor bruges udtrykket “græsktalende” i denne oversættelse. Disse mennesker kom sikkert fra mange forskellige lande, men havde taget det græske sprog og muligvis også græske skikke til sig.

Jehova: I denne oversættelse er dette den første forekomst af Guds navn i Lukasevangeliet. Selvom eksisterende græske håndskrifter her anvender ordet Kyrios (Herre), er der gode grunde til at tro at Guds navn oprindeligt stod i dette vers og senere blev erstattet med titlen Herre. (Se Tillæg C1 og C3 introduktion; Lu 1:6). I de to første kapitler i Lukas’ beretning er der mange hentydninger til udtryk fra De Hebraiske Skrifter der indeholder Guds navn. Et udtryk som bud og love og lignende kombinationer af juridiske termer forekommer i De Hebraiske Skrifter i passager hvor Guds navn bruges, eller hvor det er Jehova der taler. – 1Mo 26:2, 5; 4Mo 36:13; 5Mo 4:40; 27:10; Eze 36:23, 27.

Jehova var med ham: I den græske tekst står der at Guds “hånd” var med ham. På græsk bruges udtrykket “hånd” ofte som et symbol på “kraft”. Eftersom hånden anvender og styrer armens kraft, bruges ordet “hånd” også billedligt om “anvendt kraft”.

For Jehova var med ham: I den græske tekst står der at Jehovas “hånd” var med ham. Lignende formuleringer forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “hånd” står sammen med tetragrammet. (2Mo 9:3; 4Mo 11:23; Dom 2:15; Ru 1:13; 1Sa 5:6, 9; 7:13; 12:15; 1Kg 18:46; Ezr 7:6; Job 12:9; Esa 19:16; 40:2; Eze 1:3) Det græske udtryk som betyder “Jehovas hånd”, forekommer også i ApG 11:21; 13:11. – Se studienoter til Lu 1:6, 9; ApG 11:21; og Tillæg C3 introduktion; Lu 1:66.

Jehova var med dem: I den græske tekst står der at Guds “hånd” var med dem. Denne og lignende formuleringer forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “hånd” står sammen med tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 2Mo 9:3; 4Mo 11:23; Dom 2:15; Ru 1:13; 1Sa 5:6, 9; 7:13; 12:15; 1Kg 18:46; Ezr 7:6; Job 12:9; Esa 19:16; 40:2; Eze 1:3). I Bibelen bruges udtrykket “hånd” ofte som et symbol på “kraft”. Eftersom hånden anvender og styrer armens kraft, bruges ordet “hånd” også billedligt om “anvendt kraft”. Det græske udtryk som betyder “Jehovas hånd”, forekommer også i Lu 1:66 og ApG 13:11. – Se studienoter til Lu 1:6, 66 og Tillæg C3 introduktion; ApG 11:21.

ved Guds ledelse ... blev kaldt: I de fleste bibeloversættelser står der ganske enkelt “blev kaldt”. Men det ord der bruges her, er ikke det græske udtryk som normalt oversættes med “blev kaldt”. (Mt 1:16; 2:23; Mr 11:17; Lu 1:32, 60; ApG 1:12, 19) Det ord der bruges i dette vers, er chrematizo, og de fleste af de ni gange det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det utvetydigt til noget der kommer fra Gud, noget der er guddommeligt. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I ApG 10:22 bruges dette ord for eksempel sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”, og i Mt 2:12, 22 bruges det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; det guddommelige svar; Gud svarede”. Det er muligt at det var under Jehovas ledelse at Saulus og Barnabas brugte betegnelsen “kristne”. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning i Antiokia der brugte navnet “kristne” for at latterliggøre dem, men brugen af det græske ord chrematizo viser tydeligt at det var Gud der ønskede at de fik det navn. Og det er meget usandsynligt at jøderne ville kalde Jesus’ disciple “kristne” (efter det græske ord) eller “messianister” (efter det hebraiske ord). Eftersom de havde afvist Jesus som Messias, eller Kristus, ville de heller ikke indirekte anerkende ham som Den Salvede, eller Kristus, ved at bruge navnet “kristne” om hans tilhængere.

kristne: Det græske ord Christianos, som betyder “discipel af Kristus”, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (ApG 11:26; 26:28; 1Pe 4:16) Det er afledt af Christos, der betyder Kristus, eller Den Salvede. De kristnes forbillede og den hvis lære de følger, er Jesus, som er Kristus, “Jehovas Salvede”. (Lu 2:26; 4:18) Måske blev betegnelsen “kristne” allerede givet “ved Guds ledelse” i år 44 e.v.t., da de begivenheder som omtales i verset, fandt sted. Det ser ud til at navnet efterhånden vandt indpas, for da Paulus omkring år 58 blev ført frem for kong Herodes Agrippa II, var Agrippa bekendt med de kristne. (ApG 26:28) Det fremgår af historikeren Tacitus’ skrifter at betegnelsen “kristen” omkring år 64 blev anvendt blandt befolkningen i Rom. Desuden skrev Peter mellem år 62 og år 64 sit første brev til de kristne rundt om i hele Romerriget, og det ser ud til at navnet “kristen” på det tidspunkt var udbredt og havde en præcis og specifik anvendelse. (1Pe 1:1, 2; 4:16) Med dette navn fra Gud var der ikke længere nogen risiko for at Jesus’ disciple blev regnet for at være en sekt inden for jødedommen.

en stor hungersnød: Denne katastrofe fandt sted omkring år 46 e.v.t., hvilket bekræftes af Josefus, der omtaler det som “den store hungersnød” der indtraf mens Claudius var romersk kejser. En hungersnød gik især ud over de fattige, der hverken havde mad eller penge lagt til side. Derfor følte de kristne i Antiokia sig tilskyndet til at sende et bidrag som nødhjælp til deres fattige brødre i Judæa.

i Claudius’ tid: Den romerske kejser Claudius, der regerede fra 41 til 54 e.v.t., var til at begynde med venligt indstillet over for jøderne. Men hen mod slutningen af hans regeringstid var forholdet blevet så dårligt at han gav alle jøder ordre om at forlade Rom. (ApG 18:2) Efter den almindelige opfattelse døde Claudius fordi hans fjerde hustru gav ham giftige svampe. Han blev efterfulgt af Nero.

nødhjælp: Dette er det første tilfælde nævnt i Bibelen hvor kristne sender nødhjælp til medkristne i en anden del af verden. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bliver i ApG 12:25 gengivet med “nødhjælpsarbejdet” og i 2Kt 8:4 med “nødhjælp”. Den måde det græske ord diakonia bruges på i De Kristne Græske Skrifter, viser at de kristnes tjeneste har to sider. Den ene er “den tjeneste [en form af diakonia] at hjælpe andre til at blive forsonet” med Gud, det vil sige arbejdet med at forkynde og undervise. (2Kt 5:18-20; 1Ti 2:3-6) Den anden er den tjeneste man kan udføre for at hjælpe sine trosfæller, som det fremgår af dette vers. Paulus skrev: “Der er forskellige former for tjeneste [flertal af diakonia], men det er alligevel den samme Herre.” (1Kt 12:4-6, 11) Han viste at alle aspekter af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

de ældste: Bogst.: “de ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation, men nogle gange bruges det om alder i bogstavelig forstand. (Se studienote til Mt 16:21). I det gamle Israel havde de ældste andel i ledelsen og forvaltningen både i lokalsamfund (5Mo 25:7-9; Jos 20:4; Ru 4:1-12) og på nationalt plan (Dom 21:16; 1Sa 4:3; 8:4; 1Kg 20:7). I dette vers bruges ordet for første gang i forbindelse med den kristne menighed. Ligesom det var tilfældet i det bogstavelige Israel, havde de ældste i det åndelige Israel ansvar for menighedens ledelse. I det tilfælde der nævnes i dette vers, tog de ældste imod det bidrag der var givet som nødhjælp, og førte tilsyn med fordelingen af det blandt menighederne i Judæa.

Medieindhold

Joppe
Joppe

Denne video viser havnebyen Joppe der ligger på Middelhavskysten cirka midt imellem Karmels Bjerg og Gaza. Den bydel der i dag hedder Jaffa, blev i 1950 en del af Tel Aviv og ligger hvor den gamle by lå. Joppe lå på en stenet bakke omkring 35 m over havets overflade, og havneområdet består af en lav klipperevle omkring 100 m fra kysten. Tyrierne fik sejlet tømmer til Joppe fra Libanons skove til byggeriet af Salomons tempel. (2Kr 2:16) Senere da profeten Jonas ville flygte fra sin opgave, tog han med et skib fra Joppe der skulle til Tarshish. (Jon 1:3) I det første århundrede e.v.t. var der en kristen menighed i Joppe. I den var blandt andet Dorkas (Tabitha), som Peter oprejste. (ApG 9:36-42) Og det var i Joppe mens Peter var hos garveren Simon, at han fik det syn der forberedte ham på at forkynde for ikkejøden Cornelius. – ApG 9:43; 10:6, 9-17.

Antiokia i Syrien
Antiokia i Syrien

På dette billede ses byen Antakya i nutidens Tyrkiet. Det er her det gamle Antiokia lå, hovedstaden i den romerske provins Syrien. Man mener at Antiokia i Syrien var den tredjestørste by i den romerske verden i det første århundrede, næst efter Rom og Alexandria. Nogle anslår at dens befolkningstal var på 250.000 eller mere. Efter at Stefanus var blevet slået ihjel af en rasende folkemængde i Jerusalem og der udbrød forfølgelse mod Jesus’ disciple, rejste nogle af disciplene til Antiokia. De forkyndte den gode nyhed for de græsktalende, og det førte til gode resultater. (ApG 11:19-21) Senere benyttede apostlen Paulus Antiokia som base i forbindelse med sine missionsrejser. “Det var i Antiokia disciplene ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne.” (ApG 11:26) Antiokia i Syrien må ikke forveksles med en anden by der hedder Antiokia, i Pisidien (det centrale Tyrkiet), der omtales i ApG 13:14; 14:19, 21 og 2Ti 3:11.

Kejser Claudius
Kejser Claudius

Apostlenes Gerninger omtaler to gange den romerske kejser Claudius ved navn. (ApG 11:28; 18:2) Han efterfulgte sin nevø Caligula (som regerede fra 37 til 41 e.v.t., og som ikke bliver omtalt i Bibelen) og regerede som den fjerde romerske kejser i årene 41 til 54 e.v.t. Omkring år 49-50 e.v.t. beordrede Claudius at alle jøder skulle forlade Rom. Af den grund flyttede Priskilla og Akvila til Korinth hvor de mødte apostlen Paulus. Efter sigende forgiftede Claudius’ fjerde hustru ham i 54 e.v.t., og han blev efterfulgt af kejser Nero.