Det første brev til korintherne 4:1-21

4  Et menneske bør kun betragte os som tjenere for Kristus og forvaltere af Guds hellige hemmeligheder.+  Og hvad der forventes af forvaltere, er at de er trofaste.  Det betyder meget lidt for mig at skulle bedømmes af jer eller af en menneskelig domstol. Jeg vil ikke engang bedømme mig selv.  Jeg mener ikke selv at jeg har gjort noget forkert, men det beviser selvfølgelig ikke at jeg er retfærdig, for det er Jehova der bedømmer mig.+  I skal derfor ikke dømme+ nogen før tiden, før Herren kommer. Han vil bringe mørkets hemmeligheder for lyset og afsløre hvad der er i menneskenes hjerter, og så vil enhver få sin ros fra Gud.+  Brødre, disse ting har jeg nu anvendt på mig selv og på Apollos+ for jeres skyld. På den måde kan I ved hjælp af os lære denne regel: “Gå ikke ud over det der står skrevet”, for at I ikke skal blive stolte+ og favorisere én frem for en anden.  Hvad gør dig til noget særligt? Ja, hvad har du som du ikke har fået?+ Og hvis det er noget du har fået, hvorfor roser du så dig selv som om det ikke var en gave du havde fået?  Er I allerede blevet mætte? Er I allerede blevet rige? Er I begyndt at herske som konger+ uden os? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, for så var vi jo også begyndt at herske som konger.+  For mig ser det ud som om Gud har ført os, apostlene, ind på scenen som de sidste, som mænd der er dømt til døden.+ Vi er jo blevet et skuespil for hele verden,+ for engle og for mennesker. 10  Vi bliver regnet for tåbelige+ på grund af Kristus, men I regner jer selv for kloge på grund af Kristus. Vi er svage, men I er stærke; I modtager ære, men vi bliver foragtet. 11  Lige til dette øjeblik har vi været sultne+ og tørstige.+ Vi er dårligt klædte og bliver slået*+ og er hjemløse. 12  Vi arbejder hårdt med vores egne hænder.+ Når vi bliver skældt ud, velsigner vi.+ Når vi bliver forfulgt, finder vi os tålmodigt i det.+ 13  Når der tales ondt om os, svarer vi mildt.*+ Vi er hele tiden blevet betragtet som verdens affald,+ samfundets udskud. 14  Jeg skriver ikke dette til jer for at gøre jer flove, men for at tilskynde jer som mine elskede børn. 15  Selvom I måske har haft 10.000 mennesker til at lære jer hvordan I skal følge Kristus, så har I bestemt ikke haft mange fædre, for med hensyn til at følge Kristus Jesus er det mig der er blevet jeres far gennem den gode nyhed.+ 16  Derfor beder jeg jer indtrængende: Efterlign mig.+ 17  Det er grunden til at jeg sender Timotheus til jer,+ for han er mit elskede og trofaste barn i Herren.+ Han vil minde jer om den måde jeg gør tingene på i min tjeneste for Kristus Jesus,+ det jeg underviser alle menigheder i. 18  Nogle opfører sig stolt fordi de regner med at jeg nok ikke kommer. 19  Men jeg kommer snart til jer, hvis Jehova vil. Jeg er ikke interesseret i at vide hvad disse stolte personer siger, men jeg vil finde ud af hvilken kraft de har.* 20  Guds rige handler ikke om ord, men om kraft. 21  Hvad foretrækker I? Skal jeg komme til jer med kæp+ eller med kærlighed og mildhed?

Fodnoter

Eller “mishandlet”.
Bogst.: “bønfalder vi”.
Dvs. om de har Guds kraft.

Studienoter

forvalter: Eller “husholder; husbestyrer”. Det græske ord oikonomos sigter til en person der står over tjenerne, selvom han selv er en tjener. På Bibelens tid blev denne stilling ofte givet til en trofast træl der fik overdraget ansvaret for alt det der tilhørte hans herre. Det var derfor en meget betroet stilling. Abrahams tjener “der bestyrede alt hvad [Abraham] ejede”, var en sådan forvalter eller husbestyrer. (1Mo 24:2) Det samme var Josef, som beskrevet i 1Mo 39:4. Forvalteren i Jesus’ lignelse omtales i ental, men det vil ikke nødvendigvis sige at forvalteren kun repræsenterede en bestemt person. Bibelen indeholder eksempler på at et navneord anvendes kollektivt om en gruppe af mennesker, som for eksempel da Jehova henvendte sig til hele det israelitiske folk og sagde: “I er mine vidner [flertal] ... ja, min tjener [ental] som jeg har udvalgt.” (Esa 43:10) På lignende måde sigtes der til en kollektiv person, en gruppe, i denne lignelse. I den parallelle beretning i Mt 24:45 kaldes denne forvalter “den trofaste og kloge træl”.

tjenere for: Eller “underordnede under”. Det græske ord hyperetes, der er brugt her, betegner en der tjener som “medhjælper”. (ApG 13:5) De der er “tjenere for Kristus”, følger villigt Jesus’ anvisninger.

forvaltere af: Eller “husholdere over”. Det græske ord for “forvalter” (oikonomos) sigter til en tjener der fik overdraget ansvaret for alt det der tilhørte hans herre, derunder hans herres forretninger, ejendomme og andre tjenere. Det var en meget betroet stilling, og man forventede at forvalteren var trofast. (1Kt 4:2) Paulus forstod at han skulle forvalte “Guds hellige hemmeligheder” på en god måde og trofast fortælle disse hemmeligheder til andre, sådan som hans Herre, Jesus Kristus, havde befalet ham at gøre. – 1Kt 9:16; se studienote til Lu 12:42.

en menneskelig domstol: Bogst.: “en menneskelig dag”. Her bliver det græske udtryk for “dag” brugt om en dag der er sat af til et særligt formål. I dette tilfælde er det en dag som er fastsat af en menneskelig dommer hvor der vil foregå en retssag eller blive afsagt dom. Som man kan se ud fra sammenhængen, bekymrede Paulus sig ikke om at blive dømt af mennesker – hverken af korintherne eller af en menneskelig domstol på en fastsat dag. Han bekymrede sig i stedet om den fremtidige domsdag hvor Jehova ville dømme gennem Jesus. – 1Kt 4:4, 5.

det er Jehova der bedømmer mig: Paulus bekymrede sig ikke om at blive bedømt af mennesker. Han havde ikke engang tillid til sin egen bedømmelse af sig selv. (1Kt 4:1-3) Det han bekymrede sig om, var derimod hvordan Jehova så på ham. Paulus var godt kendt med De Hebraiske Skrifter og vidste derfor at det er Jehova der undersøger og bedømmer sine tjenere. – Sl 26:2; Ord 21:2; Jer 20:12; for flere oplysninger om brugen af Guds navn i dette vers, se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 4:4.

Gå ikke ud over det der står skrevet: Denne sætning er ikke et citat fra De Hebraiske Skrifter. Det ser dog ud til at det har været en velkendt regel eller talemåde. Denne regel indebærer at Guds tjenere ikke må lære andre noget som går ud over de love og principper der findes i Guds inspirerede ord. For eksempel skal kristne ikke gå ud over de grænser Bibelen sætter for hvordan mennesker skal betragte sig selv og hinanden. Korintherne var gået i den fælde at de var begyndt at prale af deres forhold til bestemte mennesker, deriblandt Apollos og Paulus. De favoriserede én frem for en anden og skabte på den måde splittelser. Paulus havde citeret fra De Hebraiske Skrifter op til flere gange i sit brev til korintherne inden han kom med denne pointe, måske for at vise dem at han selv fulgte denne regel. Han brugte formuleringen “der står skrevet” for at understøtte sine argumenter. – 1Kt 1:19, 31; 2:9; 3:19; se også 1Kt 9:9; 10:7; 14:21; 15:45.

et skuespil: Bogst.: “et teater”. Det græske ord theatron kan enten henvise til det sted hvor et skuespil opføres (ApG 19:29, 31), eller, som i dette vers, til selve skuespillet. Paulus kan have hentydet til det der plejede at foregå ved afslutningen af romerske gladiatorkampe som blev vist på de lokale amfiteatre. Nogle af deltagerne blev ført ind nøgne og forsvarsløse, hvorefter de blev dræbt på en brutal måde. NV for torvet i Korinth lå der et teater hvor der var plads til omkring 16.000 tilskuere, og et amfiteater i den nordøstlige del af byen var højst sandsynligt også i brug på det tidspunkt. Derfor kunne de kristne i Korinth let forstå hvad Paulus mente da han sagde at apostlene var “et skuespil for hele verden”.

for hele verden, for engle og for mennesker: I denne sammenhæng henviser det græske ord for “verden” (kosmos) til hele menneskeheden. Paulus nævner altså ikke “engle” for at udvide betydning af udtrykket “verden”, som om det omfattede synlige mennesker og usynlige åndeskabninger. Han siger derimod at det ikke kun er menneskene, men også englene der er blandt dem der ser dette skuespil. I 1Kt 1:20, 21, 27, 28; 2:12; 3:19, 22 bruger Paulus ordet kosmos for at henvise til hele menneskeheden, og i dette vers kan det forstås på samme måde.

nøgen: Eller “ikke tilstrækkeligt påklædt”. Det græske ord gymnos kan betyde “let påklædt; kun med underklædning på”. – Jak 2:15, fdn.

dårligt klædte: Det græske ord betyder bogstaveligt “at være nøgen”, men i denne sammenhæng hentyder det til det at være mangelfuldt klædt. (Se studienote til Mt 25:36). Paulus sammenligner åbenbart sit selvopofrende liv med det liv som nogle af de kristne i Korinth havde. De pralede og fremhævede sig selv samtidig med at de levede et forholdsvist behageligt liv. – 1Kt 4:8-10; se også 2Kt 11:5.

affald: De græske ord der i dette vers er gengivet med “affald” (perikatharma) og udskud (peripsema), er stærke udtryk som betyder omtrent det samme. De forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Begge ord bruges om noget som man ville smide væk efter at have renset en ting, eller noget som man ville skrabe af og skylle væk. Nogle af Paulus’ kritikere betragtede åbenbart ham og hans missionærtjeneste på denne måde.

far: Jesus forbyder her at man bruger udtrykket “far” om mennesker som en formel eller religiøs ærestitel.

mennesker til at lære jer hvordan I skal følge Kristus: Bogst.: “opdragere (pædagoger) i Kristus”. På Bibelens tid var der mange velstående græske og romerske familier som havde en opdrager, eller pædagog, til at tage sig af børnene. Denne opdrager var en betroet træl eller en lejet arbejder. Hans opgave var at følge et barn til og fra skole og at beskytte det mod noget der kunne skade det fysisk eller moralsk. Han kunne også få ansvaret for at vejlede barnet i moral og endda at retlede det. (Ga 3:24, 25) Paulus bruger her udtrykket for at beskrive de mænd som havde fået til opgave at tage sig af de kristne i Korinth i åndelig forstand. – 1Kt 3:6, 10.

mig der er blevet jeres far: Paulus sammenligner her sig selv med en far fordi nogle af de kristne i Korinth var hans børn i åndelig forstand. I løbet af det halvandet år han var der, havde han forkyndt den gode nyhed for mange. (ApG 18:7-11) Han var med til at oprette menigheden i Korinth og sørgede for at de blev styrket åndeligt. (1Kt 3:5, 6, 10; se også 3Jo 4). Paulus ønskede dog ikke at ordet “far” skulle bruges om ham som en slags titel, for det ville havde været i modstrid med Jesus’ klare vejledning. – Mt 23:8, 9; se studienote til Mt 23:9.

den måde jeg gør tingene på: Eller “mine metoder; min fremgangsmåde”. Bogst.: “mine veje”. I nogle oversættelser står der “den livsvej jeg følger” eller “den måde jeg lever på”. Men sammenhængen viser at Paulus taler om mere end bare hans kristne livsform. Paulus fortsætter med at sige “det jeg underviser alle menigheder i”, hvilket viser at han taler om sine undervisningsmetoder og de principper han fulgte i sin kristne tjeneste.

hvis Jehova vil: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (ApG 18:21; 1Kt 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Jakob mente ikke at kristne behøvede at sige udtrykket højt, og de skulle heller ikke bruge det som en tom floskel eller på en overtroisk måde. I stedet skulle de forsøge at finde ud af hvad Guds vilje var, og så handle i harmoni med den.

Medieindhold