sende de mænd ... afsted til Jerusalem med jeres kærlige gave: Omkring år 55 var der opstået fattigdom blandt de kristne i Judæa, og Paulus førte tilsyn med de midler menighederne i Galatien, Makedonien og Akaja havde sendt for at hjælpe deres trosfæller i nød. (1Kt 16:1, 2; 2Kt 8:1, 4; 9:1, 2) Da han tog afsted på den lange rejse til Jerusalem i år 56 for at overbringe gaven, var der flere brødre der fulgtes med ham. Denne gruppe havde penge med som flere menigheder havde betroet dem, og det kan være at hver menighed også havde sørget for at sende nogle mænd med der kunne ledsage Paulus. (ApG 20:3, 4; Ro 15:25, 26) Af sikkerhedsmæssige grunde var det måske nødvendigt at de var så mange der rejste sammen, for der var mange røvere på vejen der udgjorde en fare. (2Kt 11:26) Det var kun de mænd der var udpeget til at aflevere gaven, der rejste sammen med Paulus, og det betød at der ikke ville blive grund til at mistænke nogen af dem for at bruge pengene på en anden måde end det var tiltænkt. De der havde givet en gave, kunne være sikre på at pengene ville blive brugt til det de skulle. – 2Kt 8:20.

jeg sender brødrene: Se studienote til 1Kt 16:3.

ikke fordi I var blevet tvunget til det: Det græske ord der her er gengivet med “tvunget”, bliver som regel oversat med “grådighed” eller “begærlighed”. (Lu 12:15; Ro 1:29; Ef 4:19; 5:3; Kol 3:5) Den græske formulering viser altså at Paulus og hans medarbejdere ikke foretog indsamlingen med et forkert motiv, af grådighed. Paulus pressede ikke de kristne i Korinth til at give bidrag til nødhjælpsarbejdet. Han fik dem ikke til at føle at nogen havde udnyttet dem eller tvunget dem til at give bidrag. Bidragene skulle være frivillige, givet af et gavmildt og glad hjerte. – 2Kt 9:7.

den der sår rigeligt, også vil høste rigeligt: Udtrykket “rigeligt” indeholder tanken om at så en overflod af materielle gaver eller fordele. Paulus tilskynder de kristne i Korinth til at så rigeligt, dvs. at vise gavmildhed i forbindelse med den nødhjælp der blev samlet ind til deres trosfæller i Jerusalem. (Ro 15:26; 2Kt 8:4; 9:1, 7) Disse brødre og søstre havde været udsat for store vanskeligheder og havde måske mistet mange af deres ejendele fordi jøderne forfulgte dem. (1Ts 2:14) Paulus siger at de kristne i Korinth også ville “høste rigeligt”, de ville få Guds ufortjente godhed og godkendelse, og han forsikrer dem om at der også ville blive sørget for dem materielt. (2Kt 9:8, 10) Alle brødrene og søstrene ville give Gud ære og takke ham, enten for den forret det var at kunne give til andre, eller for den hjælp de selv modtog. – 2Kt 9:11-14.

har besluttet i sit hjerte: Da Paulus skrev om at der var behov for at sende nødhjælp til de kristne i Judæa, var han overbevist om at de kristne i Korinth gerne ville være med i indsamlingen. (2Kt 8:4, 6, 10; 9:1, 2) Nu måtte korintherne omsætte deres villighed og begejstring i handling. (2Kt 9:3-5) Paulus ønskede ikke at presse dem, for man kan næppe sige at nogen er “en glad giver” hvis han eller hun er blevet tvunget. Paulus havde tillid til at de allerede havde besluttet at give et bidrag. Det græske ord der er gengivet med “besluttet” i det her vers, betyder “at bestemme sig på forhånd”. Så Paulus fremhæver at en sand kristen giver et bidrag efter at han på forhånd har tænkt over hvilke behov hans trosfæller har, og hvad han kan gøre for at være med til at dække de behov.

uvilligt: Eller “modstræbende; tøvende”. Det græske udtryk der er oversat med “uvilligt”, betyder bogstaveligt “af bedrøvelse (eller sorg)”.

tvungent: Det græske udtryk for “tvungent” betyder “af nødvendighed” eller “under pres”. Det fører ikke til ægte glæde at give hvis man føler sig tvunget eller presset til det. Paulus’ ord viser at det skulle være helt frivilligt at give bidrag i den første kristne menighed. – Se også 5Mo 15:10.

for Gud elsker en glad giver: Det glæder Gud når han ser en kristen give med det rigtige motiv for at støtte den sande tilbedelse eller for at hjælpe trosfæller. “En glad giver” er lykkelig fordi han eller hun har mulighed for at give. Op gennem historien har Guds folk oplevet stor glæde ved at give af sig selv og sine midler for at fremme tilbedelsen af Jehova. For eksempel glædede israelitterne på Moses’ tid sig over at være med til at bidrage til opførelsen af telthelligdommen. De der havde “et villigt hjerte”, gav med glæde guld, sølv, træ, linnedgarn og andre ting som et frivilligt “bidrag til Jehova”. (2Mo 35:4-35; 36:4-7) Århundreder senere kom kong David, fyrsterne og førerne gavmildt med gaver så Davids søn Salomon kunne bygge Jehovas tempel. – 1Kr 29:3-9.

har delt ud vidt og bredt: I denne passage hvor Paulus skriver om det at give nødhjælp til trosfæller der har behov, citerer han fra Sl 112:9 (111:9, LXX) ifølge Septuaginta, hvor det græske ord der her er oversat med “delt ud vidt og bredt”, bliver anvendt som en gengivelse af det tilsvarende hebraiske udtryk. Både det græske og det hebraiske udtryk betyder bogstaveligt “at sprede”. I denne sammenhæng bliver udtrykket brugt i overført betydning og indeholder tanken om at dele ud, eller give, gavmildt eller rigeligt. Det kan derfor også oversættes med “har delt gavmildt ud”. En der virkelig er gavmild, er ikke bange for at det vil føre til at han bliver fattig hvis han er generøs, selv hvis han nogle gange giver et beløb der overstiger det han egentlig har råd til. – 2Kt 9:8, 10.

Hans retfærdighed: Paulus fortsætter med at citere fra De Hebraiske Skrifter. (Se studienote til har delt ud vidt og bredt i dette vers). Den der gør noget godt til gavn for andre, som for eksempel at give gavmildt til de fattige, viser at han har egenskaben “retfærdighed”. En der handler i harmoni med Guds vilje og retfærdige normer frem for sine egne, har håb om at kunne gøre det for evigt. – Se også Mt 6:1, 2, 33.

offentlige tjeneste: Paulus anvender dette udtryk om det nødhjælpsarbejde der blev udført til gavn for de jødiske kristne i Jerusalem og Judæa. Der blev sørget for “en rigelig forsyning til at dække deres behov”, og en sådan tjeneste var virkelig til gavn for trosfællerne. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af antikkens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse udtryk ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 13:6; 15:16.

en tjener: Eller “en offentlig tjener”. Det græske ord leitourgos kommer af laos, “folk” og ergon, “arbejde”. Ordet blev oprindeligt brugt af antikkens grækere om en der udførte arbejde for eller tjente de civile myndigheder til gavn for folket, som regel for egen regning. Romerne havde en lignende ordning. I Bibelen henviser udtrykket som regel til en der udfører hellig tjeneste. I Septuaginta bruges det beslægtede udtryk leitourgia ofte om de “pligter” (4Mo 7:5) og den “tjeneste” (4Mo 4:28; 1Kr 6:32 [6:17, LXX]) præsterne udførte ved telthelligdommen og ved Jehovas tempel i Jerusalem. Her anvender Paulus udtrykket leitourgos om sig selv, en “apostel for nationerne” (dvs. for ikkejøder) som forkyndte Guds gode nyhed. (Ro 11:13) Denne forkyndelse ville være til stor gavn for samfundet, og især for folk fra nationerne.

offentlige tjenere: Det græske ord leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder), der forekommer her, og som er beslægtet med ordene leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgia (offentlig tjeneste), blev brugt i antikkens Grækenland og Rom til at beskrive et arbejde man udførte for staten eller de offentlige myndigheder til gavn for folket. (Disse græske ord kommer af laos, “folk”, og ergon, “arbejde”). Her bliver de verdslige myndigheder omtalt som “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) i den forstand at de sørger for tjenesteydelser der gavner folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse græske ord også ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 15:16.

tjente: Eller “offentligt tjente”. Det græske ord leitourgeo, der er brugt her, og de beslægtede ord leitourgia (offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. For eksempel bliver de verdslige myndigheder i Ro 13:6 kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører tjeneste til gavn for borgerne. I Lu 1:23 (se studienote) gengives ordet leitourgia med “hellig tjeneste” (eller “hans offentlige tjeneste”) i forbindelse med den tjeneste som Johannes Døbers far, Zakarias, udførte. Den måde ordet leitourgia og andre beslægtede udtryk bruges på i dette vers, afspejler den måde det blev brugt på i Septuaginta i forbindelse med den tjeneste som præster og levitter udførte i telthelligdommen (2Mo 28:35; 4Mo 1:50; 3:31; 8:22) og i templet (2Kr 31:2; 35:3; Joe 1:9, 13; 2:17). Den slags tjeneste indbefattede tanken om at det man gjorde, var til gavn for folket. Men nogle gange var der også tale om hellig tjeneste. For eksempel underviste levitpræsterne i Guds Lov (2Kr 15:3; Mal 2:7) og bragte ofre der dækkede folkets synder (3Mo 1:3-5; 5Mo 18:1-5). I ApG 13:2 bliver det græske ord leitourgeo brugt i en mere bred forstand og beskriver den tjeneste som kristne profeter og lærere udførte i menigheden i Antiokia i Syrien. Ordet sigter til forskellige måder at tjene og tilbede Gud på og indbefatter aspekter af kristnes gudsdyrkelse, såsom bøn, forkyndelse og undervisning. Den tjeneste som disse profeter og lærere udførte, omfattede uden tvivl også offentlig forkyndelse. – ApG 13:3.

hellig tjeneste: Eller “offentlig tjeneste”. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I Ro 13:6 bliver de verdslige myndigheder for eksempel kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører en tjeneste der er til gavn for borgerne. Udtrykket som det bruges her af Lukas, afspejler den måde det bruges på i Septuaginta, hvor det både som udsagnsord og som navneord ofte henviser til den tempeltjeneste som præsterne og levitterne udførte. (2Mo 28:35; 4Mo 8:22) Den tjeneste der blev udført ved templet, var en offentlig tjeneste som var til gavn for folket. Men det var også en hellig tjeneste, for de levitiske præster underviste i Guds Lov og bragte ofre der dækkede folkets synder. – 2Kr 15:3; Mal 2:7.

nødhjælp: Dette er det første tilfælde nævnt i Bibelen hvor kristne sender nødhjælp til medkristne i en anden del af verden. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bliver i ApG 12:25 gengivet med “nødhjælpsarbejdet” og i 2Kt 8:4 med “nødhjælp”. Den måde det græske ord diakonia bruges på i De Kristne Græske Skrifter, viser at de kristnes tjeneste har to sider. Den ene er “den tjeneste [en form af diakonia] at hjælpe andre til at blive forsonet” med Gud, det vil sige arbejdet med at forkynde og undervise. (2Kt 5:18-20; 1Ti 2:3-6) Den anden er den tjeneste man kan udføre for at hjælpe sine trosfæller, som det fremgår af dette vers. Paulus skrev: “Der er forskellige former for tjeneste [flertal af diakonia], men det er alligevel den samme Herre.” (1Kt 12:4-6, 11) Han viste at alle aspekter af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

min tjeneste: Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, er her brugt i betydningen “nødhjælp; nødhjælpsarbejde; hjælpetjeneste”, og det samme gør sig gældende i ApG 11:29; 12:25; 2Kt 8:4; 9:13. Menighederne i Makedonien og Akaja havde udført “nødhjælpsarbejde” ved at indsamle et bidrag som Paulus skulle tage med til deres brødre i Judæa, der havde brug for hjælp. (2Kt 8:1-4; 9:1, 2, 11-13) I nogle få gamle håndskrifter står der her doroforia (at overbringe en gave; bogst: “gaveoverbringelse”) i stedet for diakonia. Nogle har fremsat den tanke at en afskriver har indført dette ord i et forsøg på at forklare hvilken slags “tjeneste” Paulus refererer til. – Se studienote til ApG 11:29.

være med til at yde nødhjælp: Paulus bruger det græske navneord diakonia, der her er gengivet med “nødhjælp”. I bibelsk sammenhæng bruges ordet ofte til at beskrive en ydmyg tjeneste man udfører af kærlighed til andre. Det er bemærkelsesværdigt at det græske navneord bliver møntet på de to sider af den kristne tjeneste, både forkyndelse og nødhjælp. (Se studienote til ApG 11:29). I det her vers tænker Paulus specifikt på det at yde nødhjælp til trosfæller der er blevet ramt af vanskeligheder. (2Kt 9:13; se studienote til Ro 15:31). Menighederne i Makedonien betragtede det som et privilegium at være med i dette nødhjælpsarbejde. Begge sider af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

at komme sammen: Eller “at dele med hinanden”. Grundbetydningen af det græske ord koinonia er “at være fælles om; at dele med andre”. Paulus anvendte dette ord flere gange i sine breve. (1Kt 1:9; 10:16; 2Kt 6:14; 13:14) Sammenhængen i denne passage viser at det fællesskab der her er tale om, er forbundet med et nært venskab og ikke kun et overfladisk bekendtskab.

være forenet: Eller “have fællesskab”. Paulus bruger det græske ord koinonia flere gange i sine breve. (1Kt 10:16; 2Kt 6:14; 13:14) Ud fra sammenhængen kan man se at ordet i denne forbindelse indeholder tanken om enhed og nært venskab. – Se studienote til ApG 2:42.

hjælpetjeneste: Dette ord er en oversættelse af det græske udtryk der normalt gengives med “tjeneste”, og det viser at nødhjælpsarbejde til gavn for trosfæller i nød er en vigtig del af den kristne tjeneste, et aspekt af “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 7; se studienoter til ApG 11:29; Ro 15:31; 2Kt 8:4.

bidrag: Grundbetydningen af det græske ord koinonia indeholder tanken om at dele med andre, og betydningen varierer alt efter sammenhængen. (Se studienoter til ApG 2:42; 1Kt 1:9). Her er der tale om at give fordi man er motiveret af fællesskabsfølelse. Det samme ord bliver brugt på en lignende måde i He 13:16 i formuleringen: “Glem ikke at gøre godt og at dele det I har, med andre, for den slags ofre glæder Gud.”