Til romerne 3:1-31

3  Hvilke fordele er der så ved at være jøde, og hvad gavner det at være omskåret?  Der er mange fordele. Først og fremmest fik jøderne jo Guds hellige ord betroet.+  Men hvordan forholdt det sig så hvis nogle af dem manglede tro? Ville deres troløshed betyde at Gud ikke ville være trofast?  Bestemt ikke! Det vil vise sig at Gud taler sandt,+ selv hvis hvert eneste menneske var en løgner,+ for der står: “Så det må blive bevist at du er retfærdig når du udtaler dig, og du kan vinde din sag når du bliver anklaget.”+  Men hvad så hvis vores uretfærdighed får Guds retfærdighed til at træde endnu tydeligere frem? Er det så uretfærdigt når Gud rammer os med sin vrede? (Her taler jeg som nogle mennesker gør).+  Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud ellers kunne dømme verden?+  Men hvis jeg lyver og det derfor bliver endnu mere tydeligt at Gud taler sandt, og det fører til at han bliver æret, hvorfor bliver jeg så dømt som en synder?  Og hvorfor siger vi ikke det som nogle mennesker påstår at vi siger: “Lad os gøre det onde så det gode træder tydeligt frem”? Den dom de mennesker får, er retfærdig.+  Er vi jøder så bedre stillet? Slet ikke! Jeg har jo lige slået fast at både jøder og grækere er underlagt synd+ 10  – som der står skrevet: “Ikke én er retfærdig, ikke en eneste.+ 11  Der er ingen som har indsigt, ingen som søger Gud. 12  Alle mennesker har vendt sig bort, de er alle blevet fordærvede. Ingen viser godhed, ikke en eneste.”+ 13  “Deres strube er en åben grav, de bedrager med deres tunger.”+ “Der er slangegift bag deres læber.”+ 14  “Deres mund er fuld af bandeord* og bitterhed.”+ 15  “De er hurtige på fødderne til at udgyde blod.”+ 16  “Der er ødelæggelse og elendighed på deres veje, 17  og de har ikke kendt fredens vej.”+ 18  “Frygten for Gud er ukendt for dem.”+ 19  Nu er vi jo klar over at alt det Loven siger, er henvendt til dem der er underlagt Loven, for at munden kan blive lukket på alle* og hele verden kan blive stillet under strafansvar over for Gud.+ 20  Der er derfor ingen der vil blive erklæret retfærdig ved at gøre de gerninger Loven kræver,+ for Loven gør det bare tydeligt for os at vi er syndere.+ 21  Men helt uafhængigt af Loven er Guds retfærdighed nu blevet åbenbaret+ – som Loven og Profeterne også har vidnet om+ 22  ja, Guds retfærdighed, som alle troende opnår gennem deres tro på Jesus Kristus.+ Der er ingen forskel,+ 23  for alle har syndet, og ingen er i stand til at genspejle Guds herlighed.+ 24  Og det er som en fri gave+ at de bliver erklæret retfærdige. Det sker i kraft af den ufortjente godhed+ Gud har vist ved at udfri os med den løsesum der er betalt af Kristus Jesus.+ 25  Gud lod ham blive et forsoningsoffer+ til gavn for mennesker der tror på hans blod.+ Dette gjorde Gud for at vise at han var retfærdig da han i sin overbærenhed tilgav synder der var blevet begået i fortiden, 26  og for at vise at han også er retfærdig+ i nutiden når han erklærer den som tror på Jesus, retfærdig.+ 27  Har vi så noget at prale af? Nej, det er udelukket. På grund af hvilken lov? En lov der kræver gerninger?+ Nej, på grund af troens lov, 28  for vi mener at et menneske bliver erklæret retfærdigt på grund af sin tro og ikke ved at udføre lovgerninger.+ 29  Eller er Gud kun Gud for jøderne?+ Er han ikke også Gud for folk fra nationerne?+ Jo, også for folk fra nationerne.+ 30  Eftersom Gud er én,+ vil han erklære de omskårne retfærdige+ på grund af deres tro og ligeledes erklære de uomskårne retfærdige+ på grund af deres tro. 31  Sætter vi så al lov ud af kraft ved hjælp af vores tro? Slet ikke! Tværtimod fremhæver vi lovens betydning.+

Fodnoter

Eller “forbandelser”.
Eller “så ingen har nogen undskyldning”.

Studienoter

frelsen begynder med jøderne: Eller “frelsen udgår fra jøderne”. Jesus’ udtalelse tager udgangspunkt i at det jødiske folk havde fået betroet Guds ord, den rene tilbedelse og sandheden der kunne føre til frelse. (Ro 3:1, 2) De var også blevet udvalgt som det folk Messias skulle komme fra, og profetien om Abrahams “afkom” blev dermed opfyldt. (1Mo 22:18; Ga 3:16) Da Jesus talte med den samaritanske kvinde, var det kun gennem jøderne man kunne lære sandheden om Gud at kende, finde ud af hvad han forventer af en, og få noget at vide om Messias. Israel var stadig Guds kanal, og enhver der ønskede at tjene Jehova, skulle gøre det sammen med hans udvalgte nation.

Lukas: Den græske form af navnet er Loukas, der kommer af det latinske navn Lucas. Lukas, som var den der nedskrev dette evangelium og Apostlenes Gerninger, var læge og var en af apostlen Paulus’ trofaste medarbejdere. (Kol 4:14; se også “Introduktion til Lukas”). På grund af hans græske navn og hans skrivestil har nogle hævdet at Lukas ikke var jøde. De baserer også deres antagelse på at Paulus i Kol 4:10-14 først nævner “dem der hører til de omskårne”, og derefter Lukas. Det argument stemmer dog ikke med udtalelsen i Ro 3:1, 2, hvor der står at det var jøderne der ‘fik Guds hellige ord betroet’. Det er muligt at Lukas var en græsktalende jøde med et græsk navn.

i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne: Det ser ud til at Jesus her grupperede hele samlingen af de inspirerede Hebraiske Skrifter på den måde som jøderne var vant til. ‘Loven’ (hebraisk: Torah) er en betegnelse for de fem Mosebøger. “Profeterne” (hebraisk: Neviim) henviser til de profetiske bøger i De Hebraiske Skrifter, deriblandt de såkaldte Tidligere Profeter (fra Josvas Bog til Kongebøgerne). “Salmerne” sigter til den tredje sektion, der indeholder resten af bøgerne i De Hebraiske Skrifter, og som også kaldes Skrifterne, eller Kethuvim på hebraisk. Betegnelsen “Salmerne” bruges fordi det var den første bog i den tredje sektion. Udtrykket “Tanakh” er det jødiske navn for De Hebraiske Skrifter, og det er dannet af de første bogstaver i hver af de tre sektioners navne (TaNaKh). Det at Jesus bruger de tre udtryk, fortæller at De Hebraiske Skrifters kanon var blevet fastlagt da han var på jorden, og at han anerkendte den.

fik jøderne ... betroet: Se Ordforklaring: “Jøde”. I 5Mo 29:29 skrev Moses: “Det der er åbenbaret, tilhører os [israelitterne] og vores efterkommere for evigt.” I Sl 147:19, 20 står der at Gud forkyndte “sit ord ... for Israel”, noget han ikke havde “gjort for nogen anden nation”. Jesus hentydede til det at jøderne var blevet betroet den sande tilbedelse og Guds ord, der kunne føre til frelse, da han sagde: “Frelsen begynder med jøderne.” (Joh 4:22; se studienote). Paulus bekræfter her at Jehova havde betroet jøderne at nedskrive De Hebraisk-Aramæiske Skrifter. Desuden blev De Kristne Græske Skrifter nedskrevet af Jesus’ jødiske disciple. Det var altså jøderne der beskyttede sandheden i Guds ord, og dem der havde fået ansvaret for at nedskrive alle bøgerne i Bibelens kanon. – Se studienote til Lu Titel og 24:44.

hellige ord: Dette udtryk forekommer kun fire gange i De Kristne Græske Skrifter og er en oversættelse af flertalsformen af det græske ord logion (der betyder “lille ord”), som er diminutivformen af ordet logos (ord). Oprindeligt brugte man logion om et kort, helligt udsagn, men med tiden kom det til at betegne enhver udtalelse fra Gud. Her henviser Paulus til alle De Hebraiske Skrifter og åbenbart også til den del af De Kristne Græske Skrifter der var tilgængelig på den tid. Nedskrivningen af de inspirerede Skrifter var blevet betroet jøderne, som skrev “mens de blev ledet af hellig ånd”. (2Pe 1:20, 21) I Septuaginta bruges ordet logion ofte for at gengive hebraiske udtryk der henviser til Guds udtalelser, for eksempel i Sl 12:6 (11:6, LXX): “Jehovas ord er rene.”

Bestemt ikke!: Dette udtryk gengiver en græsk vending Paulus bruger ti gange i brevet til romerne. Det er også oversat med “Selvfølgelig ikke!”, “Slet ikke!” og “Sådan er det ikke!” (Ro 3:4, 6, 31; 6:2, 15; 7:7, 13; 9:14; 11:1, 11) En mere bogstavelig gengivelse ville være “Måtte det aldrig ske!” Det er en eftertrykkelig måde at opponere mod et spørgsmål på, ofte et retorisk spørgsmål. Det viser at man tager stærkt afstand fra en idé eller tanke, som om man siger “Væk med den tanke”.

Det vil vise sig at Gud taler sandt: Paulus’ udbrud “Bestemt ikke!” i begyndelsen af dette vers er et svar på det spørgsmål han stillede i det foregående vers: “Men hvordan forholdt det sig så hvis nogle af dem manglede tro? Ville deres troløshed betyde at Gud ikke ville være trofast?” Størstedelen af jøderne på Paulus’ tid viste mangel på tro, særligt ved at afvise de profetier i De Hebraiske Skrifter der tydeligt pegede på Jesus som den lovede Messias. (Ro 3:21) De, dvs. det folk som Gud havde betroet de “hellige ord” (Ro 3:2), fik det derved til at se ud som om Jehova ikke havde opfyldt sine løfter. Men Jehova havde trofast opfyldt disse “hellige ord” gennem Jesus Kristus. For at slå fast at Gud er pålidelig, citerede Paulus kong Davids ord som de stod i Septuaginta: “Så det må blive bevist at du [Gud] er retfærdig når du udtaler dig.” (Sl 51:4 [50:6, LXX]) I det vers indrømmede David sin synd og anerkendte at Gud er retfærdig. Han prøvede ikke at retfærdiggøre sig selv og på den måde stille Gud i et dårligt lys. Paulus brugte Davids ord for at vise at Gud altid er loyal og taler sandt, uanset hvem eller hvor mange der påstår det modsatte.

alle har syndet: Paulus siger noget lignende i Ro 3:9, 12; 5:12. Det græske udtryk der er oversat med ingen er i stand til at genspejle, kan også gengives med “alle mangler” eller “alle kommer til kort med hensyn til”. Gud skabte mennesker “i sit billede” i den forstand at han gav dem evnen til at genspejle hans personlighed og egenskaber. (1Mo 1:26, 27) Men da de første mennesker, Adam og Eva, overtrådte Guds bud (1Mo 2:15-17; 3:1-6), var de ikke længere i stand til at genspejle Guds herlighed, deriblandt hans smukke egenskaber. Fordi alle Adams efterkommere har arvet synd og død, er der ingen mennesker der fuldt ud kan genspejle Guds ophøjede egenskaber.

underlagt synd: Dvs. underlagt syndens magt. Det græske forholdsord hypo, “under”, gengiver her tanken om at være kontrolleret eller styret af nogen eller noget. I Bibelen bliver synd personificeret og beskrevet som en dominerende herre der holder mennesker fanget i slaveri. (Joh 8:34; Ro 6:16-20; 7:14) I lighed med det siger Paulus også at synden hersker “som konge”. – Ro 5:21.

synd: Det græske ord der almindeligvis oversættes med “synd” i Bibelen, er hamartia. Dette er første gang i Romerbrevet at det græske ord forekommer. Det beslægtede udsagnsord hamartano betyder bogstaveligt “at forfejle” i den forstand at man rammer ved siden af eller ikke når et mål. For eksempel har græske forfattere brugt ordet hamartano i forbindelse med at en spydkaster ramte ved siden af sit mål. De tilsvarende hebraiske ord chattath, “synd”, og chata, “at synde”, indeholder samme betydning. Chata bruges sammen med en nægtelse i Dom 20:16, hvor der står om benjaminitterne at de “kunne slynge en sten og ramme på et hår”, og at “ingen af dem ramte ved siden af”. På hebraisk og på græsk blev ordene ikke blot anvendt om at forfejle, eller ikke at ramme, bogstavelige mål, men også moralske eller intellektuelle mål. Men i Bibelen bruges disse udtryk hovedsageligt i forbindelse med de synder mennesker begår – det at nogen ikke lever eller handler i overensstemmelse med de moralnormer Skaberen har opstillet. (1Mo 39:9; 1Sa 7:6; Sl 51:4; Da 9:8; Lu 15:18; Ro 2:12; 5:12) Septuaginta bruger ofte udsagnsordet hamartano for at gengive det hebraiske udsagnsord chata. – Se studienote til Ro 3:23.

Der står jo skrevet: Paulus brugte ofte dette udtryk (græsk: kathos gegraptai, en form af ordet grafo, “at skrive”) når han citerede fra De Hebraiske Skrifter. (Ro 2:24; 3:10; 4:17; 8:36; 9:13, 33; 10:15; 11:26; 15:3, 9, 21; 1Kt 1:31; 2:9; 2Kt 8:15) I brevet til romerne citerede Paulus fra De Hebraiske Skrifter mere end 50 gange og kom med adskillige referencer og henvisninger til dem.

som der står skrevet: I vers 10 til 18 citerer Paulus adskillige gange fra De Hebraiske Skrifter for at slå fast “at både jøder og grækere er underlagt synd”. (Ro 3:9) I vers 10 til 12 citerer han fra Sl 14:1-3 og Sl 53:1-3; i Ro 3:13 fra Sl 5:9 og Sl 140:3; i Ro 3:14 fra Sl 10:7; i Ro 3:15-17 fra Ord 1:16 og Esa 59:7, 8; og i Ro 3:18 fra Sl 36:1. – Se studienote til Ro 1:17.

under Loven ... ud fra Loven: Dette er de to første gange i Paulus’ brev til romerne at det græske ord for “lov” (nomos) forekommer. Udtrykket uden Loven i dette vers er en oversættelse af det græske ord anomos. I denne sammenhæng henviser “Loven” til Moseloven, hvilket er tilfældet de fleste steder i Romerbrevet. I De Kristne Græske Skrifter bruges “lov” om (1) en enkelt eller specifik lov, (2) den Lov Gud gav sit folk gennem Moses, (3) hele eller dele af de inspirerede Hebraiske Skrifter eller (4) et princip der styrer et menneskes handlinger. – Se studienoter til Mt 5:17; Joh 10:34; Ro 8:2.

Det der er født som følge af kødet, er kød: Det græske ord for “kød” (sarx) henviser her til et levende væsen med kødelige eller menneskelige træk samt de begrænsninger der følger med. – Se studienote til Joh 17:2.

alle mennesker: Bogst.: “alt kød”. Dette udtryk findes også i Lu 3:6, som er et citat fra Esa 40:5, hvor der bruges et hebraisk ord med samme betydning. – Se også studienote til Joh 1:14.

ingen: Bogst.: “intet kød”. Det græske ord sarx bruges her om et menneske, et levende væsen af kød og blod. Se studienoter til Joh 3:6; 17:2.

alle har syndet: Paulus siger noget lignende i Ro 3:9, 12; 5:12. Det græske udtryk der er oversat med ingen er i stand til at genspejle, kan også gengives med “alle mangler” eller “alle kommer til kort med hensyn til”. Gud skabte mennesker “i sit billede” i den forstand at han gav dem evnen til at genspejle hans personlighed og egenskaber. (1Mo 1:26, 27) Men da de første mennesker, Adam og Eva, overtrådte Guds bud (1Mo 2:15-17; 3:1-6), var de ikke længere i stand til at genspejle Guds herlighed, deriblandt hans smukke egenskaber. Fordi alle Adams efterkommere har arvet synd og død, er der ingen mennesker der fuldt ud kan genspejle Guds ophøjede egenskaber.

løsesum: Det græske ord lytron (der kommer af udsagnsordet lyo, der betyder “at løse; at slippe fri”) anvendes især af ikkebibelske græske forfattere om den pris eller løsesum som krigsfanger eller slaver blev købt fri med. Det forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Mr 10:45. Det beslægtede ord antilytron finder vi i 1Ti 2:6, hvor det er gengivet “dækkende løsesum”. Andre beslægtede ord er lytroomai, der betyder “at udfri; at købe fri” (Tit 2:14; 1Pe 1:18; også fodnoter), og apolytrosis, der kan gengives “befriet med en løsesum” (Ef 1:7; Kol 1:14; He 9:15; 11:35; Ro 3:24; 8:23). – Se Ordforklaring.

bliver erklæret retfærdige: I De Kristne Græske Skrifter indeholder det græske udsagnsord dikaioo og de beslægtede navneord dikaioma og dikaiosis, der ofte gengives med “at retfærdiggøre” og “retfærdiggørelse”, tanken om at blive renset for enhver anklage, kendt uskyldig og dermed erklæret og behandlet som retfærdig. For eksempel skrev apostlen Paulus at en person der er død, bliver “frikendt [en form af dikaioo] for sin synd” fordi han ved sin død har betalt straffen. (Ro 6:7, 23) Men de græske ord bliver også brugt på en særlig måde i Bibelen, nemlig om det at Gud betragter et ufuldkomment menneske der viser tro, som skyldfrit. – ApG 13:38, 39; Ro 8:33.

ved at udfri os med den løsesum der er betalt af Kristus Jesus: Eller “gennem løskøbelsen der er i (ved) Kristus Jesus”. Det græske ord apolytrosis er beslægtet med adskillige andre ord der har med løsesummen at gøre. – Se studienote til Mt 20:28.

overbærenhed: Eller “tolerance”. I De Kristne Græske Skrifter forekommer det græske ord anoche kun her og i Ro 3:25. Det betyder bogstaveligt “at holde tilbage” og kan også gengives med “selvbeherskelse”. I en række andre vers bruges et beslægtet græsk udsagnsord i forbindelse med svære omstændigheder i betydningen “at holde ud”, “at finde sig tålmodigt i” eller “at bære over med”. (Mt 17:17; 1Kt 4:12; Ef 4:2) Udsagnsordet bruges også i den græske Septuaginta om det at Jehova behersker sig. (Esa 42:14; 64:12, LXX) Op gennem menneskehedens historie har Gud vist usædvanligt stor kærlighed, overbærenhed og tålmodighed ved at finde sig i at hans navn er blevet vanæret, at hans Søn blev udsat for grusom tortur og henrettet, og at hans loyale tjenere er blevet dårligt behandlet. Grunden til at Gud viser disse egenskaber, er at han “prøver at få [folk] til at angre og vende om”. Det pointerede apostlen Peter også. – 2Pe 3:9.

et forsoningsoffer: Det græske ord hilasterion, der her er gengivet med “et forsoningsoffer”, og det beslægtede ord hilasmos, der er gengivet med “et sonoffer” i 1Jo 2:2 og 4:10, kan hentyde til en måde at formilde, eller tilfredsstille, på. I Bibelen bruges disse udtryk om genoprettelsen af et godt forhold mellem Gud og mennesker. Da Adam blev skabt som en jordisk “søn af Gud”, havde han et fredeligt forhold til sin Skaber. (Lu 3:38) Men da han gjorde oprør mod Gud og syndede, gav han afkald på det gode forhold og sit fuldkomne liv. Han solgte også sine efterkommere til slaveri under synd og død. (Ro 5:12) Guds fuldkomne retfærdighed krævede et fuldstændigt tilsvarende offer for at menneskers forhold til Gud igen kunne blive godt. (2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21) Da Jesus ofrede sit fuldkomne liv som menneske, tilfredsstillede hans offer Jehovas krav til retfærdighed fordi hans offer udgjorde et retfærdigt grundlag for tilgivelse af synder. Som følge af det kunne Gud være “retfærdig ... når han erklærer den [der har arvet synden] som tror på Jesus, retfærdig”. (Ro 3:26) Jesus’ offer gjorde det muligt for mennesker at søge og igen få et fredeligt forhold til Jehova. (Ef 1:7) I He 9:4, 5 bliver det græske ord hilasterion brugt om låget på den kiste der blev kaldt “pagtens ark”, og er oversat med “sonedækket”, eller som der står i fodnoten: “forsoningens hus”.

overbærenhed: Eller “tolerance”. Se studienote til Ro 2:4.

tilgav synder der var blevet begået i fortiden: Jehova begyndte at tilgive synder allerede før Jesus gav sit liv som en løsesum for at købe Adams efterkommere fri fra ufuldkommenhed, synd og død. Det blev muligt fra det øjeblik hvor Jehova begyndte at åbenbare sin hensigt om at sørge for et “afkom” der skulle redde troende mennesker. (1Mo 3:15; 22:18; Esa 53:5, 6, 10-12; Mt 20:28; Ga 3:19) I Gud den Almægtiges øjne var løsesummen så godt som betalt; han havde fuldstændig tillid til at hans Søn ville være villig til at ofre sit liv. (Sl 40:6-8; He 10:7-10) Intet ville nogensinde kunne hindre Gud i at gennemføre sin hensigt. (4Mo 23:19; Esa 46:10; Tit 1:2) Gud kunne altså tilgive angrende syndere samtidig med at hans retfærdighed forblev intakt. (5Mo 32:4; Sl 32:1, 2, 5; Esa 1:18) Han kunne også erklære trofaste mennesker retfærdige i relativ forstand uden at gå på kompromis med sine normer for retfærdighed. (1Mo 15:1, 6; Eze 14:14; Mt 23:35; Jak 2:23-25) Desuden havde Jesus mens han var på jorden som Guds repræsentant, myndighed til at tilgive synder før løsesummen var betalt, ved at bruge værdien af sit fremtidige offer til gavn for mennesker der havde tro. – Mt 9:2-6; Lu 7:36-50; He 2:9; se Ordforklaring: “Løsesum”, “Retfærdighed”.

Medieindhold