Det andet brev til korintherne 11:1-33

11  Jeg ville ønske at I ville finde jer i en lille smule ufornuft fra min side. Men det gør I jo allerede!  Jeg værner om jer med en nidkærhed som Guds, for jeg har personligt lovet jer væk til ægteskab med én mand og ønsker at kunne overgive jer til Kristus som en ren jomfru.+  Men jeg er bange for at ligesom slangen forførte Eva med sin snedighed,+ sådan vil jeres sind også kunne blive fordærvet så I ikke længere tjener Kristus med den oprigtighed og renhed han har krav på.+  I accepterer det jo uden videre hvis en kommer og forkynder en anden Jesus end ham vi har forkyndt, hvis en påvirker jer til at have en anden indstilling* end den I lærte af os, eller hvis I hører en anden god nyhed end den I først tog imod.+  Jeg mener nemlig ikke at jeg på ét eneste punkt står tilbage for jeres “superapostle”.+  Det kan godt være at jeg ikke er nogen blændende taler,+ men jeg mangler bestemt ikke kundskab+ – og det har vi på alle måder og i alle ting gjort klart for jer.  Begik jeg måske en synd ved at ydmyge mig så I kunne blive ophøjet, ved at jeg med glæde forkyndte Guds gode nyhed for jer uden at I skulle dække mine udgifter?+  Andre menigheder udplyndrede jeg nærmest ved at tage imod materiel hjælp for at kunne betjene jer.+  Men da jeg var hos jer, blev jeg ikke en belastning for jer når jeg manglede noget, for de brødre der kom fra Makedonien, gav mig alt hvad jeg manglede.+ Nej, på ingen måde har jeg været eller vil jeg være til besvær for jer.+ 10  Så sikkert som at sandheden om Kristus er i mig, vil jeg ikke holde op med at rose mig+ af dette i hele Akajas område. 11  Og hvorfor ikke? Er det fordi jeg ikke elsker jer? Nej, Gud ved at jeg elsker jer!+ 12  Men det jeg gør, vil jeg blive ved med at gøre+ så de der prøver at bevise at de er vores ligemænd, ikke skal have noget grundlag for det de praler af. 13  Den slags mænd er falske apostle, bedragere som giver sig ud for at være apostle for Kristus.+ 14  Og det er ikke så mærkeligt – Satan selv giver sig jo altid ud for at være en lysets engel.+ 15  Det skulle altså ikke overraske nogen at Satans tjenere altid giver sig ud for at være tjenere for retfærdighed, ligesom han gør. Men til sidst vil det gå dem som de har fortjent.+ 16  Jeg siger igen: Ingen skal mene at jeg er ufornuftig. Men hvis nogen alligevel mener at jeg er det, så må I acceptere mig som ufornuftig så jeg også kan få lov til at prale lidt.+ 17  Det jeg nu vil sige, er ikke noget jeg har lært af Herrens eksempel, men jeg udtaler mig som en ufornuftig person ville gøre, med pralende selvsikkerhed. 18  Der er mange andre der praler af noget rent menneskeligt,* så det vil jeg også gøre. 19  I er jo så “fornuftige” at I uden videre accepterer dem der er ufornuftige. 20  Ja, faktisk finder I jer i hvem som helst der gør jer til slaver, fortærer det I ejer, tager alt hvad I har, ophøjer sig over jer eller slår jer i ansigtet. 21  Her må jeg indrømme at det godt kan se ud som om vi har været svage i vores optræden. Men hvis andre er så frimodige – her taler jeg meget ufornuftigt – så vil jeg også være det.+ 22  Er de hebræere? Det er jeg også!+ Er de israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også!+ 23  Er de tjenere for Kristus? Jeg svarer som en vanvittig: Jeg overgår dem! Jeg har slidt mere end nogen anden,+ været mere i fængsel,+ er blevet slået utallige gange og har ofte været tæt på at dø.+ 24  Fem gange har jeg af jøderne fået 40 slag på nær ét,+ 25  tre gange er jeg blevet slået med stokke,+ én gang er jeg blevet stenet,+ tre gange har jeg oplevet skibsforlis,+ et helt døgn har jeg tilbragt på åbent hav. 26  Jeg har ofte været på rejse, været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd,+ i fare blandt folk fra nationerne,+ i fare i byerne,+ i fare i ørkenen, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. 27  Jeg har slidt og slæbt, haft mange søvnløse nætter+ og har sultet og tørstet,+ ja, ofte har jeg ikke haft noget mad,+ jeg har måttet udholde kulde, og jeg har manglet tøj. 28  Foruden alt dette udefra er der noget som vælter ind over mig hver dag,* nemlig bekymringen for alle menighederne.+ 29  Hvem er svag uden at jeg også føler mig svag? Hvem har fået nogen til at snuble uden at jeg bliver vred? 30  Hvis jeg skal prale, vil jeg prale af noget der viser at jeg er svag. 31  Herren Jesus’ Gud og Far, den der skal lovprises for evigt, ved at jeg ikke lyver. 32  I Damaskus holdt kong Aretas’ statholder hele damaskenernes by under bevogtning for at pågribe mig, 33  men jeg blev firet ned i en kurv gennem et vindue i bymuren,+ og jeg slap ud af hans hænder.

Fodnoter

Se Ordforklaring: “Ånd”.
Bogst.: “af kødet”.
Eller “det daglige pres jeg udsættes for”.

Studienoter

en lille smule ufornuft: Paulus vidste at det at han pralede, kunne få ham til at virke ufornuftig. (2Kt 11:16) Men han følte at han var nødt til at forsvare sin opgave som apostel i den sidste del af 2. Korinther. (I 2Kt 11 og 12 anvender Paulus faktisk de græske ord afron og afrosyne, der er gengivet med “ufornuft”, “ufornuftig [person]”, “ufornuftigt” og “urimeligt”, otte gange: 2Kt 11:1, 16, 17, 19, 21; 12:6, 11). “Superapostlene” gjorde meget skade i menigheden ved at underminere respekten for Paulus og hans lære. På grund af sådanne falske lærere følte han at han var nødt til at prale for at fastslå at hans myndighed kom fra Gud. (2Kt 10:10; 11:5, 16; se studienote til 2Kt 11:5). Under disse omstændigheder var det at han pralede, på ingen måde ufornuftigt.

Jeg værner om jer med en nidkærhed som Guds: De græske ord der er gengivet med “værner om” og “nidkærhed”, indeholder begge tanken om en intens følelse der kan være enten positiv eller negativ. I dette vers har de en positiv betydning. Begge ord er forbundet med dyb personlig interesse og omsorg, et udtryk for oprigtig kærlighed. Det var sådan en omsorg Paulus gav udtryk for over for sine salvede trosfæller. Han sammenlignede dem med en ren jomfru der var lovet væk til ægteskab med én mand, Jesus Kristus. Det var meget vigtigt for Paulus at beskytte alle i menigheden mod det der kunne skade dem åndeligt, så de kunne være pletfrie i Kristus’ øjne. I dette vers leder udtrykket “en nidkærhed som Guds” tankerne hen på at Jehovas kærlighed både indbefatter en dyb interesse for dem han elsker, og et stærkt ønske om at beskytte dem mod det der er skadeligt. – Læs om en negativ betydning af det græske udsagnsord i studienoten til 1Kt 13:4.

ren: Kristus’ brud består af 144.000 salvede kristne som hver især bevarer deres symbolske jomfruelighed ved at holde sig adskilt fra verden og bevare sig moralsk og åndeligt rene. – Åb 14:1, 4; se også 1Kt 5:9-13; 6:15-20; Jak 4:4; 2Jo 8-11; Åb 19:7, 8.

“superapostle”: Paulus bruger her et udtryk der også kan gengives “overapostle”. Han bruger det ironisk til at beskrive de arrogante mænd der åbenbart betragtede sig selv som bedre end de apostle Jesus selv havde udnævnt. Paulus kalder dem “falske apostle” fordi de i virkeligheden var “Satans tjenere”. (2Kt 11:13-15) De forkyndte deres egen udgave af den gode nyhed om Kristus. (2Kt 11:3, 4) De nedgjorde og bagtalte også Paulus og satte spørgsmålstegn ved den myndighed Gud havde givet ham.

udplyndrede: Det græske ord sylao bruges ofte om at tage krigsbytte. Her bruger Paulus dette stærke udtryk i overført betydning som en overdrivelse for at fremme forståelsen. Paulus havde ikke bedraget nogen ved at modtage materiel hjælp fra andre. Han svarer på anklagerne fra “superapostlene” i Korinth, der beskyldte ham for at udnytte menigheden dér. (2Kt 11:5) Da han var i materiel nød i Korinth, ser det ikke ud til at nogen i menigheden hjalp ham, til trods for at nogle af dem tilsyneladende var rige. I stedet gav fattigere brødre fra Makedonien ham det han manglede. (2Kt 11:9) Han siger at han ikke ‘begik en synd’ ved at ydmyge sig, og det var muligvis en henvisning til det at han syede telte for at forsørge sig selv. (2Kt 11:7) Så måske med en antydning af ironi siger han at han “udplyndrede” andre menigheder ved at tage imod materiel støtte fra dem mens han arbejdede for at betjene korintherne.

materiel hjælp: Det græske ord opsonion betyder bogstaveligt “underhold; løn”. I Lu 3:14 (se studienote) anvendes ordet som et militært udtryk og henviser til en soldats løn eller godtgørelse. I den her sammenhæng refererer udtrykket til den beskedne materielle støtte Paulus fik fra nogle menigheder til at dække sine behov mens han var i Korinth. – For andre forekomster af det samme græske ord, se studienoter til Ro 6:23; 1Kt 9:7.

ikke skal have noget grundlag: Paulus nægtede at tage imod materiel støtte fra menigheden i Korinth. (2Kt 11:9) Men “superapostlene” i Korinth tog åbenbart imod en sådan støtte, og deres påstand, eller “grundlag”, var at Paulus ikke var en apostel som dem fordi han udførte verdsligt arbejde. (2Kt 11:4, 5, 20) De prøvede at bevise, eller finde et grundlag for, at de var Paulus’ ligemænd. Det de praler af, kan hentyde til deres påstand om at de var kvalificeret til at tjene som apostle. (2Kt 11:7) Senere i det her kapitel og i kapitel 12 fremhæver Paulus sine egne kvalifikationer for at vise at der ikke var hold i deres påstand. Han siger ligeud at “superapostlene” faktisk var “falske apostle ... som giver sig ud for at være apostle for Kristus”. – 2Kt 11:13.

af noget rent menneskeligt: Dvs. man praler af sine omstændigheder.

hebræere ... israelitter ... Abrahams slægt: Paulus fremhæver her sin egen afstamning, muligvis fordi nogle af dem der kritiserede ham i Korinth, pralede af deres jødiske arv og identitet. Først nævner han at han er hebræer, måske for at understrege sit slægtskab med jødernes forfædre, deriblandt Abraham og Moses. (1Mo 14:13; 2Mo 2:11; Flp 3:4, 5) Det kunne også være en henvisning til at han kunne tale hebraisk. (ApG 21:40 – 22:2; 26:14, 15) Derefter siger Paulus at han er israelit, et udtryk der nogle gange blev brugt om jøderne. (ApG 13:16; Ro 9:3, 4) For det tredje nævner Paulus specifikt at han nedstammer fra Abraham. Han understreger at han er en del af det afkom som ville få gavn af Guds løfter til Abraham. (1Mo 22:17, 18) Men Paulus lagde ikke unødvendig vægt på ydre omstændigheder. – Flp 3:7, 8.

af Abrahams slægt: Eller “Abrahams efterkommere”.

af jøderne fået 40 slag på nær ét: Moseloven sagde at overtrædere kunne straffes med prygl, men den foreskrev at man ikke måtte give mere end 40 slag, for at den der blev pryglet, ikke skulle blive “ydmyget”. (5Mo 25:1-3) Den jødiske overlevering begrænsede antallet af slag til 39 så den der gav slagene, ikke ved et uheld ville komme til at overskride grænsen. Paulus fik den hårdeste straf, hvilket viser at hans overtrædelser var meget alvorlige i jødernes øjne. Paulus blev højst sandsynligt pryglet i retsbygningerne for de lokale domstole der var tilknyttet synagogerne, eller i selve synagogerne. (Se studienote til Mt 10:17). Men når ikkejødiske myndigheder pryglede Paulus, var de ikke underlagt begrænsningerne i Moseloven. – Se studienote til 2Kt 11:25.

tre gange er jeg blevet slået med stokke: Denne straf blev ofte anvendt af de romerske myndigheder. Apostlenes Gerninger nævner kun den ene af de tre gange Paulus blev slået på den måde. Det foregik i Filippi før han skrev sit andet brev til korintherne. (ApG 16:22, 23) Han blev også slået af jøder i Jerusalem, men beretningen nævner ikke om det var med stokke. (ApG 21:30-32) Uanset hvad så vidste Paulus’ tilhørere i Korinth, der var en romersk koloni, at stokkeslag var en brutal straf. Den ydmygende behandling begyndte med at man rev tøjet af ofrene. (Se også 1Ts 2:2). En romersk borger, som for eksempel Paulus, var i princippet beskyttet af loven mod sådanne slag. Derfor påpegede Paulus også over for embedsmændene i Filippi at de havde krænket hans rettigheder. – Se studienoter til ApG 16:35, 37.

stenet: Paulus henviser her højst sandsynligt til det der skete i Lystra, og som er omtalt i ApG 14:19, 20. Stening er en henrettelsesmetode der omtales i Moseloven. (3Mo 20:2) Det ser ud til at steningen af Paulus blev foretaget af en pøbel der bestod af fanatiske jøder og muligvis ikkejøder. Formålet var tydeligvis at slå Paulus ihjel. Faktisk troede de at han var død efter at de havde stenet ham. Brutale handlinger, som dem der er beskrevet i de her vers, kan have givet Paulus varige fysiske mén.

tre gange har jeg oplevet skibsforlis: Bibelen beskriver levende et af de skibsforlis Paulus kom ud for, men det fandt sted efter at han havde skrevet det her brev. (ApG 27:27-44) Paulus sejlede ofte på sine rejser. (ApG 13:4, 13; 14:25, 26; 16:11; 17:14, 15; 18:18-22, 27) Så der var stor risiko for at han ville komme ud for et skibsforlis. Paulus henviser tilsyneladende til hvad der skete efter et af hans skibbrud, med ordene: et helt døgn har jeg tilbragt på åbent hav (bogst.: “i dybet”). Paulus har måske klamret sig til en vragdel i et helt døgn mens han blev kastet omkring på det oprørte hav, før han blev reddet eller skyllet op på land. Men sådanne voldsomme begivenheder hindrede ham ikke i fortsat at rejse med skib.

i fare på floder, i fare blandt røvere: Det ord Paulus bruger for “floder” i det her vers, er det samme som er gengivet med “oversvømmelse” i Mt 7:25, 27. I egne som Pisidien – som Paulus rejste gennem på sin første missionsrejse – gik floderne ofte over deres bredder når det havde regnet, og forvandlede kløfter til dødbringende, rivende vandstrømme. Det her bjergområde var også berygtet for at være tilholdssted for røverbander. Paulus trodsede villigt farer, ikke fordi han var dumdristig, men fordi han fulgte Guds ledelse i sin tjeneste. (ApG 13:2-4; 16:6-10; 21:19) Han var så ivrig efter at forkynde den gode nyhed at det betød mere for ham end hans egen bekvemmelighed og sikkerhed. – Se også Ro 1:14-16; 1Ts 2:8.

jeg har manglet tøj: Bogst.: “nøgenhed”. Det græske ord gymnotes kan betyde “ikke at være tilstrækkeligt påklædt”. (Se også Jak 2:15; fdn.) Når Paulus skrev at han havde ‘udholdt kulde og manglet tøj’, beskrev han de vanskeligheder han sikkert kom ud for når han rejste gennem kolde egne med dårligt vejr, når han blev frarøvet sit tøj, når han var i kolde fængsler, vadede gennem iskolde floder, var i forkyndelsen eller udholdt forfølgelse. – Se studienote til 1Kt 4:11.

bekymringen: Det græske ord merimna, der er gengivet “bekymringen”, kan også betyde “dyb omsorg”. Paulus’ omsorg for sine trosfæller kommer tydeligt til udtryk idet han nævner den blandt alle de farer og vanskeligheder han opremser i de foregående vers. (2Kt 11:23-27) Han holdt kontakt med flere brødre der kunne fortælle ham hvordan de kristne i forskellige menigheder havde det åndeligt. (2Kt 7:6, 7; Kol 4:7, 8; 2Ti 4:9-13) Det betød meget for ham at alle forblev trofaste mod Gud indtil enden. – Se studienote til 1Kt 12:25, hvor det beslægtede udsagnsord merimnao har en lignende betydning.

den der skal lovprises for evigt: Den græske grammatiske form indikerer at den der refereres til i denne sætning, er Jehova, der er “Gud og Far”, ikke “Herren Jesus”. Lignende udtryk for lovprisning af Gud findes i Lu 1:68 (se studienote); Ro 1:25; 9:5; 2Kt 1:3; Ef 1:3 og 1Pe 1:3.

kong Aretas’: Aretas IV var en arabisk konge der herskede fra år 9 f.v.t. til år 40 e.v.t. Hans hovedstad var den nabatæiske by Petra, der lå S for Det Døde Hav, men Damaskus var også under hans herredømme. Paulus skriver her om nogle ting der skete kort efter at han var blevet kristen. I beretningen i Apostlenes Gerninger står der at ‘jøderne lagde planer om at rydde Paulus af vejen’. (ApG 9:17-25) Paulus siger at den der stod bag angrebet, var den lokale statholder, eller etnark, i Damaskus, der tjente under kong Aretas. Der er ikke tale om en uoverensstemmelse mellem Lukas’ og Paulus’ beretning. I et historisk opslagsværk står der: “Jøderne stod bag motivet, etnarken bag militærstyrken.”

statholder: Eller “etnark”; bogst.: “folkehersker”. Det græske ord ethnarches, der her er gengivet med “statholder”, forekommer kun én gang i De Kristne Græske Skrifter. Ordet henviser til en stilling der er lavere end en konge, men højere end en tetrark (lokalfyrste). (Se studienote til Mt 14:1). I århundredernes løb har ordet dog haft forskellige betydninger. Statholderen der er omtalt i det her vers, var kong Aretas’ repræsentant i Damaskus, men hans nationalitet og præcise ansvarsområde kan ikke fastslås med sikkerhed.

kurv: Da Paulus fortalte de kristne i Korinth om sin flugt, brugte han ordet sargane, der betegner en kurv flettet af reb eller kviste. Den type kurv kan have været brugt til at transportere store mængder af hø, strå eller uld. – Se studienote til ApG 9:25.

et vindue: Den samme hændelse beskrives i ApG 9:25, og der står der ordret “gennem muren” i den græske tekst. Men fordi beretningen her i 2Kt 11:33 specifikt nævner “et vindue”, er der solidt grundlag for gengivelsen “gennem en åbning i muren” i ApG 9:25. Nogle har fremsat den teori at Paulus blev firet ned gennem et vindue i en discipels hjem der var en del af bymuren.

Medieindhold

Saulus og Damaskus
Saulus og Damaskus

I det første århundrede e.v.t. så byen Damaskus sikkert ud som på kortet der vises her. Byen var et vigtigt handelscentrum, og vandet fra floden Barada (Abana i 2Kg 5:12) gjorde at området omkring byen var som en oase. Damaskus havde flere synagoger. Saulus kom til byen fordi han ville arrestere “alle dem han fandt som tilhørte Vejen”, et udtryk der blev brugt til at beskrive Jesus’ disciple. (ApG 9:2; 19:9, 23; 22:4; 24:22) Men på vej mod Damaskus viste den herliggjorte Jesus sig for Saulus. Efter det blev Saulus noget tid i Damaskus ved en mand der hed Judas, og som boede på den vej der blev kaldt “Den Lige”. (ApG 9:11) I et syn bad Jesus disciplen Ananias om at tage hen til Judas’ hus for at give Saulus synet tilbage, og senere blev Saulus døbt. Så i stedet for at arrestere de jødiske kristne blev Saulus selv en af dem. Han begyndte sin tjeneste som forkynder af den gode nyhed i Damaskus’ synagoger. Efter at have rejst til Arabien og igen til Damaskus vendte Saulus tilbage til Jerusalem, tilsyneladende omkring år 36 e.v.t. – ApG 9:1-6, 19-22; Ga 1:16, 17.

A. Damaskus

1. Vejen til Jerusalem

2. Vejen der kaldes Den Lige

3. Agoraen

4. Jupitertemplet

5. Teater

6. Musikteater (?)

B. Jerusalem

Mønt som kong Aretas IV fik fremstillet
Mønt som kong Aretas IV fik fremstillet

Begge sider af denne sølvmønt, der blev fremstillet omkring 21 e.v.t., viser den arabiske kong Aretas IV. Mønter som denne havde en inskription (som delvist ses på billedet til venstre) med den fulde ordlyd: “Aretas, konge af Nabatæa, elsker af sit folk.” Hovedstaden i Nabatæa var Petra, der lå i det nutidige Jordan syd for Det Døde Hav. (Se Tillæg B10, B13). Aretas herskede fra omkring år 9 f.v.t. til omkring år 40 e.v.t. Han nævnes én gang i Bibelen i forbindelse med Paulus’ tidlige tjeneste i Damaskus omkring år 34-36 e.v.t. På den tid herskede Aretas IV over Damaskus, og den statholder Paulus omtaler i 2Kt 11:32, var åbenbart kong Aretas’ repræsentant i byen. (Se studienote til 2Kt 11:32). I sin regeringstid fik Aretas fremstillet en stor mængde sølv- og bronzemønter, og mange af dem er blevet fundet langt væk fra oldtidens Nabatæa. Mønterne der bærer hans navn, bekræfter at en konge ved navn Aretas levede på samme tid som apostlen Paulus.