Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

Korinth: En af de ældste og mest betydningsfulde byer i oldtidens Grækenland. Den lå ca. 5 km SV for det sted hvor byen ligger i dag. Byens betydning og velstand skyldtes for en stor del dens gode beliggenhed på landtangen der forbinder det græske hovedland med den sydlige halvø Peloponnes. Korinth kontrollerede ikke kun transporten af varer mellem den nordlige og sydlige del af Grækenland, men også søfarten mellem det østlige og vestlige Middelhav, for det var nemlig mere sikkert at rejse tværs over landtangen end at sejle rundt om Grækenland. Akaja, som romerne kaldte den del af Grækenland der lå syd for Makedonien, blev en romersk senatsprovins under kejser Augustus, og Korinth blev dens hovedstad. (Se studienote til ApG 18:12). En stor gruppe jøder havde bosat sig i Korinth og oprettet en synagoge, og nogle grækere sluttede sig til dem. (ApG 18:4) At der var jøder i oldtidens Korinth, bekræftes af den jødiske forfatter Filon fra det første århundrede og af en græsk inskription på en marmoroverligger der er fundet nær ved porten til havnen i Lekæum. Inskriptionen “[Syna]goge Hebr[aion]”, betyder “hebræernes synagoge”. Nogle mener at marmoroverliggeren er fra Paulus’ tid, men de fleste mener at den er fra et senere tidspunkt. – Se Tillæg B13.

Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.

teltmagere: Her bruges det græske ord skenopoios til at beskrive Paulus’, Akvilas og Priskillas fag. Der er forskellige meninger om præcist hvilket fag der betegnes med dette ord (om det er en teltmager, en tæppevæver eller en rebslager), men mange bibelforskere mener at “teltmager” er den rigtige gengivelse. Paulus kom fra Tarsus i Kilikien, et område der var kendt for gedehårsstoffet cilicium, som man brugte til at sy telte af. (ApG 21:39) Blandt jøderne i det første århundrede satte man en ære i at lære en dreng et håndværk selvom han senere skulle have en højere uddannelse. Det er derfor sandsynligt at Paulus lærte at sy telte allerede som dreng. Det var ikke noget let arbejde, for cilicium siges at være stift og groft og derfor vanskeligt at skære til og sy i.

holdt foredrag: Eller “fremførte argumenter for folk”. Det græske udsagnsord dialegomai er blevet defineret som det “at drøfte; at tale sammen”. Det kan beskrive fremførelsen af et foredrag hvor der bliver givet instruktioner og vejledning, ligesom det også kan beskrive kommunikation mellem flere personer der udveksler forskellige synspunkter. Det samme græske ord bruges også i ApG 17:2, 17; 18:19; 19:8, 9; 20:7, 9.

bruge al sin tid på at forkynde ordet: Eller “være stærkt optaget af ordet”. Fra nu af brugte Paulus al sin tid på at forkynde.

De rystede ... støvet af fødderne: Paulus og Barnabas fulgte her Jesus’ anvisning i Mt 10:14; Mr 6:11; Lu 9:5. Fromme jøder der havde rejst gennem et ikkejødisk landområde, rystede det de betragtede som urent støv, af deres sandaler før de fortsatte ind på jødisk område. Men det ser ud til at Jesus havde noget andet i tanke da han gav denne anvisning til sine disciple. Denne handling var et udtryk for at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville lade komme over dem. Da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, tilføjede han ordene: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – Se studienote til ApG 18:6.

ryste støvet af jeres fødder: Fromme jøder der havde rejst gennem ikkejødiske lande, plejede at ryste det støv de betragtede som urent, af deres sandaler før de igen betrådte jødisk område. Men Jesus havde tydeligvis noget andet i tanke da han gav disse instruktioner til sine disciple. Denne handling viste at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville bringe over dem de forkyndte for. En lignende udtalelse findes i Mt 10:14 og Mr 6:11. Markus og Lukas tilføjer ordene “for at vise at de er blevet advaret”, bogst.: “som et vidnesbyrd for [eller “imod”] dem”. Paulus og Barnabas fulgte denne fremgangsmåde i Antiokia i Pisidien (ApG 13:51), og da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, gav han følgende forklaring: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – ApG 18:6.

Lad hans blod komme over os og over vores børn: Eller “Vi og vores børn vil tage ansvaret for hans død”.

rystede han støvet af sit tøj: Med denne handling viste Paulus at han ikke kunne drages til ansvar for de jøder i Korinth der afviste at tage imod det livreddende budskab om Kristus. Paulus havde levet op til sin forpligtelse og kunne ikke kræves til regnskab for deres liv. (Se studienote til Det er jeres egen skyld hvis I dør i dette vers). Denne type gestus havde et fortilfælde i Skrifterne. Da Nehemias talte til de hjemvendte jøder i Jerusalem, rystede han folderne i sin yderklædning ud for at vise at en person der ikke levede op til sit løfte, ville blive kastet bort af Gud. (Ne 5:13) Paulus handlede på en lignende måde da han i Antiokia i Pisidien ‘rystede støvet af fødderne’ for øjnene af dem der var imod ham i den by. – Se studienoter til ApG 13:51; Lu 9:5.

Det er jeres egen skyld hvis I dør: Bogst.: “Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder”. Paulus bruger dette udtryk for at vise at han ikke er ansvarlig for de konsekvenser der ville ramme de jøder der afviste at tage imod budskabet om Jesus, Messias. Lignende udtryk i De Hebraiske Skrifter indeholder tanken om at en person der følger en kurs der gør at han fortjener at miste livet, selv bærer ansvaret. (Jos 2:19; 2Sa 1:16; 1Kg 2:37; Eze 33:2-4; se studienote til Mt 27:25). Paulus tilføjer erklæringen: Jeg er ren, dvs. “Jeg er uden skyld [“uskyldig; fritaget for ansvar”]”. – Se studienote til ApG 20:26.

jeg er ren for alles blod: Paulus havde ikke pådraget sig blodskyld i Guds øjne, for han havde ikke holdt sig tilbage fra at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Han havde ikke holdt det livreddende budskab for sig selv. (ApG 18:6; se også Eze 33:6-8) Paulus fortalte “alt hvad Gud har besluttet”, til disciplene i Efesos fordi han ikke ønskede at de skulle miste livet på Guds domsdag. (ApG 20:27) En kristen kunne desuden pådrage sig blodskyld ved at begå mord eller på anden måde være årsag til at et andet menneske mistede livet. Det kunne være ved aktivt eller stiltiende at støtte noget som Babylon den Store (Åb 17:6; 18:2, 4) eller andre blodskyldige organisationer står bag (Åb 16:5, 6; se også Esa 26:20, 21). Man pådrager sig også blodskyld hvis man spiser eller drikker blod. – ApG 15:20.

gik han derfra: Dvs. fra synagogen til Titius Justus’ hus, hvor Paulus fortsatte med at forkynde. Akvila og Priskillas hjem fortsatte med at være Paulus’ logi mens han var i Korinth, men Justus’ hus blev sandsynligvis stedet hvorfra Paulus udførte det meste af sin forkyndelse. – ApG 18:3.

Titius Justus: En troende fra Korinth der bliver omtalt som en mand som tilbad Gud, et udtryk der tyder på at han var en jødisk proselyt. – Se studienoter til ApG 13:43; 16:14.

Jehova åbnede hendes hjerte helt: Lydia beskrives som en der tilbad Gud, hvilket øjensynligt betyder at hun var jødisk proselyt. (ApG 13:43) På sabbatten var hun sammen med andre kvinder ved et bedested ved en flod uden for Filippi. (ApG 16:13) Det kan være at der kun var få jøder og ingen synagoge i Filippi. Hun kan have hørt om tilbedelsen af Jehova i sin hjemby, Thyatira, hvor der boede mange jøder og der var et jødisk mødested. Jehova, den Gud hun tilbad, lagde mærke til at hun opmærksomt hørte efter. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 16:14.

der tilbad Gud: Det græske ord sebomai, der her er gengivet med “der tilbad Gud”, betyder “at tilbede; at ære; at dyrke”. Det kan også gengives med “gudfrygtig; gudhengiven”. (Se studienote til ApG 13:50). Den syriske Peshitta gengiver det med “der frygtede Gud”. En hebraisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J¹⁸ i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og hele udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

prokonsul: Den romerske statholder i en provins. Her nævnes Gallio som prokonsul i provinsen Akaja. Lukas er korrekt i sin beskrivelse når han bruger udtrykket “prokonsul” i denne situation, for Akaja var en provins der hørte under senatet fra år 27 f.v.t. til år 15 e.v.t. og igen efter år 44 e.v.t. (Se studienote til ApG 13:7). En inskription fra Delfi omtaler Gallio som prokonsul, og det underbygger ikke blot Lukas’ nøjagtighed, men er også en hjælp til at datere hvornår Gallio besad sit embede.

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

prokonsulen: Titlen på den øverste embedsmand i en provins der blev administreret af det romerske senat. Nogle romerske provinser, såsom Judæa, var kejserlige provinser, der blev ledet direkte af kejseren, som indsatte en statholder. Fordi Cypern blev en senatsprovins i 22 f.v.t., blev den styret af en prokonsul. Man har fundet en mønt fra Cypern med den romerske kejser Claudius’ hoved og titel (på latin) præget på den ene side og inskriptionen “Under Cominius Proclus, cyprioternes prokonsul” (på græsk) på den anden side. – Se Ordforklaring.

Kenkreæ: En af Korinths havne som lå ud mod Den Saroniske Bugt på den smalle landtange omkring 11 km Ø for byen. Kenkreæ var Korinths havn mod områder Ø for Grækenland, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, var byens havn mod Italien og andre områder V for Grækenland. I dag findes der ruiner af huse og havneanlæg i nærheden af den nuværende landsby Kechries. Ro 16:1 viser at der var en kristen menighed i Kenkreæ. – Se Tillæg B13.

Jehovas vilje: Når det græske ord for “vilje” (thelema) bliver brugt i De Kristne Græske Skrifter, er det ofte i forbindelse med Guds vilje. (Mt 7:21; 12:50; Mr 3:35; Ro 12:2; 1Kt 1:1; He 10:36; 1Pe 2:15; 4:2; 1Jo 2:17) I Septuaginta bliver det græske ord thelema oftest brugt til at oversætte hebraiske udtryk for Guds vilje eller behag, og det findes i passager hvor Guds navn forekommer. (Sl 40:8, 9 [39:9, 10, LXX]; 103:21 [102:21, LXX]; 143:9-11 [142:9-11, LXX]; Esa 44:24, 28; Jer 9:24 [9:23, LXX]; Mal 1:10) Jesus gav udtryk for en lignende tanke da han ifølge Mt 26:42 bad til sin Far: “Lad din vilje ske.” – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 21:14.

hvis Jehova vil: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (ApG 18:21; 1Kt 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Jakob mente ikke at kristne behøvede at sige udtrykket højt, og de skulle heller ikke bruge det som en tom floskel eller på en overtroisk måde. I stedet skulle de forsøge at finde ud af hvad Guds vilje var, og så handle i harmoni med den.

hvis Jehova ønsker det: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør, eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (1Kt 4:19; 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Sådanne udtryk bør ikke være tomme floskler; alle der oprigtigt siger “hvis Jehova ønsker det”, må gøre hvad de kan for at handle i harmoni med Jehovas vilje. Man behøver ikke at sige udtrykket højt, ofte vil man blot sige det i sit hjerte. – Se studienoter til ApG 21:14; 1Kt 4:19; Jak 4:15 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:21.

han havde været oppe: Selvom Jerusalem ikke nævnes specifikt i den græske tekst, var det sandsynligvis den by Paulus tog til. Jerusalem ligger ca. 750 m over havets overflade, og Bibelen taler ofte om at de der tilbad Gud, var “på vej op til Jerusalem”. Det græske udsagnsord anabaino (“at gå op”) bruges ofte når det specifikt er Jerusalem der er nævnt som destination. (Mt 20:17; Mr 10:32; Lu 18:31; 19:28; Joh 2:13; 5:1; 11:55; ApG 11:2; 21:12; 24:11; 25:1, 9; Ga 2:1) Og udsagnsordet der betyder “at gå ned” (katabaino), forekommer også i dette vers, og det bruges nogle gange når der er tale om at man er på vej væk fra Jerusalem. – Mr 3:22; Lu 10:30, 31; ApG 24:1, 22; 25:7.

Apollos: En jødisk kristen der sandsynligvis var opvokset i byen Alexandria, hovedstaden i den romerske provins Egypten. Alexandria var et center for højere uddannelse og var kendt for sit store bibliotek. Næst efter Rom var det den største by i det romerske rige, og en stor del af byens indbyggere var jøder. Det var et af de vigtigste steder med hensyn til kultur og uddannelse for både jøder og grækere. Den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter der er kendt som Septuaginta, blev udarbejdet her. Disse oplysninger er en hjælp til at forstå hvorfor Apollos beskrives som en der var godt kendt med [bogst.: “stærk i”] Skrifterne, dvs. De Hebraiske Skrifter.

Jehovas: I Esa 40:3, der er citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg A5 og C). Evangelieskribenterne Matthæus, Markus og Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber, og her i Johannesevangeliet mønter Johannes Døber profetien på sig selv. Johannes ville ‘gøre Jehovas vej lige’ i den forstand at han ville være en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. – Joh 5:43; 8:29.

Vejen: Som det fremgår af studienoten til ApG 9:2, anvendes udtrykket “Vejen” om den første kristne menighed. Sand kristendom er ikke et spørgsmål om noget ydre eller en formel form for tilbedelse. Det er en livsform der er bygget op omkring tilbedelsen af Gud og ledet af hans ånd. (Joh 4:23, 24) I den syriske Peshitta står der “Guds vej”; i den latinske Vulgata ifølge den clementinske recension står der “Herrens vej”; og i nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^17, 18 i Tillæg C4) forekommer Guds navn så der står “Jehovas vej”.

tilskyndede ånden ham til at gå: Eller “motiverede den virksomme kraft ham til at gå”. Det græske ord pneuma henviser her til Guds ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Guds vilje. – Lu 4:1; se Ordforklaring: “Ånd”.

Jehovas: I Esa 40:3, som bliver citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber. Johannes ville ‘rydde Jehovas vej’ i den forstand at han var en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. (Joh 5:43; 8:29) I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.

undervist: Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. Når man indprenter sandheden fra Guds ord i en elevs hjerte og sind, bliver han selv i stand til at undervise andre. – Se også Ga 6:6, hvor det samme græske ord bruges to gange.

Jehovas vej: Det følgende vers bruger det lignende udtryk “Guds vej”. Den kristne vej, eller livsform, har tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og tro på hans Søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Bogen Apostlenes Gerninger omtaler denne livsform som “Vejen” eller “denne Vej”. (ApG 19:9, 23; 22:4; 24:22; se studienote til ApG 9:2). Derudover bruges udtrykket “Jehovas vej” fire gange i evangelierne som en del af et citat fra Esa 40:3. (Se studienoter til Mt 3:3; Mr 1:3; Lu 3:4; Joh 1:23). I Esa 40:3 forekommer tetragrammet i den oprindelige hebraiske tekst. Udtrykket “Jehovas vej” findes også i Dom 2:22; Jer 5:4, 5. – Se studienote til ApG 19:23 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:25.

brændende i ånden: Bogst.: “kogende i ånden”. Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “kogende”, men her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme. I dette udtryk henviser det græske ord for “ånd” (pneuma) tilsyneladende til Guds hellige ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Ordet “ånd” kan dog også henvise til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. Så dette vers kan indeholde tanken om at en person er ivrig efter og begejstret for at gøre det der er rigtigt fordi han er ledet af Guds ånd. Andre mener at dette udtryk blot er en talemåde der beskriver stor iver og entusiasme. Hvis det er tilfældet, kan det forklare hvordan Apollos kunne være “brændende i ånden” selvom han ikke var kendt med dåb i Jesus’ navn. Uanset hvad var Apollos nødt til at lade sig lede af Guds ånd for at kunne vise iver for de rigtige ting og villigt acceptere lærepunkter der var mere korrekte. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

Johannes’ dåb: Denne dåb var en offentlig tilkendegivelse af at en person angrede de synder vedkommende havde begået i forhold til Moseloven, som jøderne havde sagt ja til at følge. (2Mo 24:7, 8) Efter pinsedagen i år 33 da Lovpagten endte, havde det ikke længere nogen værdi at blive døbt med Johannes’ dåb. (Ro 10:4; Ga 3:13; Ef 2:13-15; Kol 2:13, 14) Fra da af var det kun den dåb Jesus’ disciple udførte, der blev godkendt af Jehova. (Mt 28:19, 20) Det der skete i forbindelse med Apollos, som omtales her, fandt sted omkring år 52 e.v.t.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:3 forekommer Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Markus anvender denne profeti om det “Johannes Døber” (Mr 1:4) gjorde for at bane vejen for Jesus. – Se studienoter til Mt 3:3; Joh 1:23.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:3 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Matthæus anvender denne profeti for at vise hvad Johannes Døber gjorde for at rydde vejen for Jesus. I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.

Vejen: En betegnelse der bruges i Apostlenes Gerninger om den kristne livsform og om den kristne menighed i det første århundrede. Den stammer muligvis fra Jesus’ udtalelse i Joh 14:6: “Jeg er vejen.” De der blev Jesus’ disciple, blev omtalt som nogle der tilhørte “Vejen”, i den betydning at de fulgte samme vej som Jesus og efterlignede ham i deres liv. (ApG 19:9) Jesus’ liv var centreret om tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. For de kristne havde troen på Jesus Kristus desuden en central plads. På et tidspunkt efter år 44 e.v.t., i Antiokia i Syrien, blev Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang ... kaldt kristne”. (ApG 11:26) Men selv efter at de havde fået denne betegnelse, omtaler Lukas menigheden som “Vejen” og “denne Vej”. – ApG 19:23; 22:4; 24:22; se studienoter til ApG 18:25; 19:23.

Guds: Bogst.: “den”. Selvom den græske tekst ikke indeholder ordet for “Guds” her, er det ifølge mange bibelforskere underforstået. I Apostlenes Gerninger kædes udtrykket “ufortjent godhed” oftest sammen med Gud. – ApG 11:23; 13:43; 14:26; 20:24, 32.