Apostlenes Gerninger 18:1-28

18  Derefter forlod han Athen og kom til Korinth.  Her mødte han en jøde der hed Akvila,+ som stammede fra Pontus, og som for nylig var kommet fra Italien sammen med sin kone, Priskilla, fordi Claudius havde givet alle jøder ordre om at forlade Rom. Dem tog han så hen til,  og fordi han havde samme håndværk, boede han hos dem og arbejdede sammen med dem,+ for de var teltmagere af fag.  Han holdt foredrag i synagogen+ hver sabbat+ og overbeviste både jøder og grækere.  Da både Silas+ og Timotheus+ kom ned fra Makedonien, begyndte Paulus at bruge al sin tid på at forkynde ordet, og han prøvede at overbevise jøderne om at Jesus er Kristus.+  Men da de blev ved med at modarbejde og håne ham, rystede han støvet af sit tøj+ og sagde til dem: “Det er jeres egen skyld hvis I dør.+ Jeg er ren.+ Fra nu af går jeg til folk fra nationerne.”+  Så gik han derfra og ind hos Titius Justus, en mand som tilbad Gud, og hvis hus stødte op til synagogen.  Men Krispus,+ forstanderen for synagogen, og hele hans husstand fik tro på Herren. Og mange af de korinthere der hørte budskabet, begyndte at tro og blev døbt.  Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: “Vær ikke bange, men bliv ved med at tale, og forhold dig ikke tavs, 10  for jeg er med dig,+ og ingen skal angribe dig for at skade dig. I denne by er der nemlig mange der tilhører mig.” 11  Så blev han der i halvandet år mens han underviste i Guds ord blandt dem. 12  Mens Gallio var prokonsul i Akaja, rettede jøderne et samlet angreb mod Paulus og førte ham hen til dommersædet 13  og sagde: “Denne mand overtaler folk til at tilbede Gud på en måde der strider mod loven.”+ 14  Men da Paulus skulle til at tale, sagde Gallio til jøderne: “Hvis der virkelig var tale om en overtrædelse eller en alvorlig forbrydelse, jøder, ville det være rimeligt at jeg lyttede tålmodigt til jer. 15  Men hvis det er en strid om ord og navne og jeres egen lov,+ må I selv tage jer af det. Jeg ønsker ikke at være dommer i den slags sager.” 16  Og så jagede han dem væk fra dommersædet. 17  De greb nu alle fat i Sosthenes,+ forstanderen for synagogen, og gav sig til at slå ham foran dommersædet. Men Gallio ville overhovedet ikke blandes ind i det. 18  Efter at Paulus havde opholdt sig der i temmelig mange dage, tog han afsked med brødrene og sejlede mod Syrien sammen med Priskilla og Akvila. I Kenkreæ+ fik han klippet sit hår kort, for han havde aflagt et løfte til Gud. 19  Da de kom til Efesos, efterlod han dem der, men selv gik han ind i synagogen og talte med jøderne og fremførte argumenter for dem.+ 20  Selvom de blev ved med at bede ham om at blive noget længere, gik han ikke med til det 21  men tog afsked med dem og sagde: “Jeg kommer tilbage til jer igen, hvis Jehova ønsker det.” Og han sejlede ud fra Efesos 22  og kom til Cæsarea.+ Og da han havde været oppe at hilse på menigheden, tog han ned til Antiokia.+ 23  Efter at have opholdt sig der et stykke tid forlod han byen. Han rejste fra sted til sted igennem Galatien og Frygien+ og styrkede alle disciplene.+ 24  Men Apollos,+ en jøde der stammede fra Alexandria, kom til Efesos. Han var en veltalende mand der var godt kendt med Skrifterne. 25  Denne mand var blevet undervist i Jehovas vej, og brændende i ånden underviste og talte han om Jesus med nøjagtighed. Han kendte dog kun til Johannes’ dåb.+ 26  Frimodigt begyndte han at tale i synagogen, og da Priskilla og Akvila+ hørte ham, tog de ham med sig og forklarede Guds vej mere nøjagtigt for ham. 27  Han ønskede så at tage videre til Akaja, og derfor skrev brødrene til disciplene dér og tilskyndede dem til at tage venligt imod ham. Da han kom dertil, var han til stor hjælp for dem der ved Guds ufortjente godhed havde fået tro, 28  for offentligt og med stor styrke beviste han godt og grundigt at jøderne tog fejl, og han viste dem ud fra Skrifterne at Jesus er Kristus.+

Fodnoter

Studienoter

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

Korinth: En af de ældste og mest betydningsfulde byer i oldtidens Grækenland. Den lå ca. 5 km SV for det sted hvor byen ligger i dag. Byens betydning og velstand skyldtes for en stor del dens gode beliggenhed på landtangen der forbinder det græske hovedland med den sydlige halvø Peloponnes. Korinth kontrollerede ikke kun transporten af varer mellem den nordlige og sydlige del af Grækenland, men også søfarten mellem det østlige og vestlige Middelhav, for det var nemlig mere sikkert at rejse tværs over landtangen end at sejle rundt om Grækenland. Akaja, som romerne kaldte den del af Grækenland der lå syd for Makedonien, blev en romersk senatsprovins under kejser Augustus, og Korinth blev dens hovedstad. (Se studienote til ApG 18:12). En stor gruppe jøder havde bosat sig i Korinth og oprettet en synagoge, og nogle grækere sluttede sig til dem. (ApG 18:4) At der var jøder i oldtidens Korinth, bekræftes af den jødiske forfatter Filon fra det første århundrede og af en græsk inskription på en marmoroverligger der er fundet nær ved porten til havnen i Lekæum. Inskriptionen “[Syna]goge Hebr[aion]”, betyder “hebræernes synagoge”. Nogle mener at marmoroverliggeren er fra Paulus’ tid, men de fleste mener at den er fra et senere tidspunkt. – Se Tillæg B13.

Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.

teltmagere: Her bruges det græske ord skenopoios til at beskrive Paulus’, Akvilas og Priskillas fag. Der er forskellige meninger om præcist hvilket fag der betegnes med dette ord (om det er en teltmager, en tæppevæver eller en rebslager), men mange bibelforskere mener at “teltmager” er den rigtige gengivelse. Paulus kom fra Tarsus i Kilikien, et område der var kendt for gedehårsstoffet cilicium, som man brugte til at sy telte af. (ApG 21:39) Blandt jøderne i det første århundrede satte man en ære i at lære en dreng et håndværk selvom han senere skulle have en højere uddannelse. Det er derfor sandsynligt at Paulus lærte at sy telte allerede som dreng. Det var ikke noget let arbejde, for cilicium siges at være stift og groft og derfor vanskeligt at skære til og sy i.

holdt foredrag: Eller “fremførte argumenter for folk”. Det græske udsagnsord dialegomai er blevet defineret som det “at drøfte; at tale sammen”. Det kan beskrive fremførelsen af et foredrag hvor der bliver givet instruktioner og vejledning, ligesom det også kan beskrive kommunikation mellem flere personer der udveksler forskellige synspunkter. Det samme græske ord bruges også i ApG 17:2, 17; 18:19; 19:8, 9; 20:7, 9.

bruge al sin tid på at forkynde ordet: Eller “være stærkt optaget af ordet”. Fra nu af brugte Paulus al sin tid på at forkynde.

De rystede ... støvet af fødderne: Paulus og Barnabas fulgte her Jesus’ anvisning i Mt 10:14; Mr 6:11; Lu 9:5. Fromme jøder der havde rejst gennem et ikkejødisk landområde, rystede det de betragtede som urent støv, af deres sandaler før de fortsatte ind på jødisk område. Men det ser ud til at Jesus havde noget andet i tanke da han gav denne anvisning til sine disciple. Denne handling var et udtryk for at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville lade komme over dem. Da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, tilføjede han ordene: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – Se studienote til ApG 18:6.

ryste støvet af jeres fødder: Fromme jøder der havde rejst gennem ikkejødiske lande, plejede at ryste det støv de betragtede som urent, af deres sandaler før de igen betrådte jødisk område. Men Jesus havde tydeligvis noget andet i tanke da han gav disse instruktioner til sine disciple. Denne handling viste at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville bringe over dem de forkyndte for. En lignende udtalelse findes i Mt 10:14 og Mr 6:11. Markus og Lukas tilføjer ordene “for at vise at de er blevet advaret”, bogst.: “som et vidnesbyrd for [eller “imod”] dem”. Paulus og Barnabas fulgte denne fremgangsmåde i Antiokia i Pisidien (ApG 13:51), og da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, gav han følgende forklaring: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – ApG 18:6.

Lad hans blod komme over os og over vores børn: Eller “Vi og vores børn vil tage ansvaret for hans død”.

jeg er ren for alles blod: Paulus havde ikke pådraget sig blodskyld i Guds øjne, for han havde ikke holdt sig tilbage fra at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Han havde ikke holdt det livreddende budskab for sig selv. (ApG 18:6; se også Eze 33:6-8) Paulus fortalte “alt hvad Gud har besluttet”, til disciplene i Efesos fordi han ikke ønskede at de skulle miste livet på Guds domsdag. (ApG 20:27) En kristen kunne desuden pådrage sig blodskyld ved at begå mord eller på anden måde være årsag til at et andet menneske mistede livet. Det kunne være ved aktivt eller stiltiende at støtte noget som Babylon den Store (Åb 17:6; 18:2, 4) eller andre blodskyldige organisationer står bag (Åb 16:5, 6; se også Esa 26:20, 21). Man pådrager sig også blodskyld hvis man spiser eller drikker blod. – ApG 15:20.

rystede han støvet af sit tøj: Med denne handling viste Paulus at han ikke kunne drages til ansvar for de jøder i Korinth der afviste at tage imod det livreddende budskab om Kristus. Paulus havde levet op til sin forpligtelse og kunne ikke kræves til regnskab for deres liv. (Se studienote til Det er jeres egen skyld hvis I dør i dette vers). Denne type gestus havde et fortilfælde i Skrifterne. Da Nehemias talte til de hjemvendte jøder i Jerusalem, rystede han folderne i sin yderklædning ud for at vise at en person der ikke levede op til sit løfte, ville blive kastet bort af Gud. (Ne 5:13) Paulus handlede på en lignende måde da han i Antiokia i Pisidien ‘rystede støvet af fødderne’ for øjnene af dem der var imod ham i den by. – Se studienoter til ApG 13:51; Lu 9:5.

Det er jeres egen skyld hvis I dør: Bogst.: “Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder”. Paulus bruger dette udtryk for at vise at han ikke er ansvarlig for de konsekvenser der ville ramme de jøder der afviste at tage imod budskabet om Jesus, Messias. Lignende udtryk i De Hebraiske Skrifter indeholder tanken om at en person der følger en kurs der gør at han fortjener at miste livet, selv bærer ansvaret. (Jos 2:19; 2Sa 1:16; 1Kg 2:37; Eze 33:2-4; se studienote til Mt 27:25). Paulus tilføjer erklæringen: Jeg er ren, dvs. “Jeg er uden skyld [“uskyldig; fritaget for ansvar”]”. – Se studienote til ApG 20:26.

der tilbad Gud: Det græske ord sebomai, der her er gengivet med “der tilbad Gud”, betyder “at tilbede; at ære; at dyrke”. Det kan også gengives med “gudfrygtig; gudhengiven”. (Se studienote til ApG 13:50). Den syriske Peshitta gengiver det med “der frygtede Gud”. En hebraisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J18 i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og hele udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

Jehova åbnede hendes hjerte helt: Lydia beskrives som en der tilbad Gud, hvilket øjensynligt betyder at hun var jødisk proselyt. (ApG 13:43) På sabbatten var hun sammen med andre kvinder ved et bedested ved en flod uden for Filippi. (ApG 16:13) Det kan være at der kun var få jøder og ingen synagoge i Filippi. Hun kan have hørt om tilbedelsen af Jehova i sin hjemby, Thyatira, hvor der boede mange jøder og der var et jødisk mødested. Jehova, den Gud hun tilbad, lagde mærke til at hun opmærksomt hørte efter. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 16:14.

gik han derfra: Dvs. fra synagogen til Titius Justus’ hus, hvor Paulus fortsatte med at forkynde. Akvila og Priskillas hjem fortsatte med at være Paulus’ logi mens han var i Korinth, men Justus’ hus blev sandsynligvis stedet hvorfra Paulus udførte det meste af sin forkyndelse. – ApG 18:3.

Titius Justus: En troende fra Korinth der bliver omtalt som en mand som tilbad Gud, et udtryk der tyder på at han var en jødisk proselyt. – Se studienoter til ApG 13:43; 16:14.

prokonsulen: Titlen på den øverste embedsmand i en provins der blev administreret af det romerske senat. Nogle romerske provinser, såsom Judæa, var kejserlige provinser, der blev ledet direkte af kejseren, som indsatte en statholder. Fordi Cypern blev en senatsprovins i 22 f.v.t., blev den styret af en prokonsul. Man har fundet en mønt fra Cypern med den romerske kejser Claudius’ hoved og titel (på latin) præget på den ene side og inskriptionen “Under Cominius Proclus, cyprioternes prokonsul” (på græsk) på den anden side. – Se Ordforklaring.

prokonsul: Den romerske statholder i en provins. Her nævnes Gallio som prokonsul i provinsen Akaja. Lukas er korrekt i sin beskrivelse når han bruger udtrykket “prokonsul” i denne situation, for Akaja var en provins der hørte under senatet fra år 27 f.v.t. til år 15 e.v.t. og igen efter år 44 e.v.t. (Se studienote til ApG 13:7). En inskription fra Delfi omtaler Gallio som prokonsul, og det underbygger ikke blot Lukas’ nøjagtighed, men er også en hjælp til at datere hvornår Gallio besad sit embede.

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

Kenkreæ: En af Korinths havne som lå ud mod Den Saroniske Bugt på den smalle landtange omkring 11 km Ø for byen. Kenkreæ var Korinths havn mod områder Ø for Grækenland, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, var byens havn mod Italien og andre områder V for Grækenland. I dag findes der ruiner af huse og havneanlæg i nærheden af den nuværende landsby Kechries. Ro 16:1 viser at der var en kristen menighed i Kenkreæ. – Se Tillæg B13.

Jehovas vilje: Når det græske ord for “vilje” (thelema) bliver brugt i De Kristne Græske Skrifter, er det ofte i forbindelse med Guds vilje. (Mt 7:21; 12:50; Mr 3:35; Ro 12:2; 1Kt 1:1; He 10:36; 1Pe 2:15; 4:2; 1Jo 2:17) I Septuaginta bliver det græske ord thelema oftest brugt til at oversætte hebraiske udtryk for Guds vilje eller behag, og det findes i passager hvor Guds navn forekommer. (Sl 40:8, 9 [39:9, 10, LXX]; 103:21 [102:21, LXX]; 143:9-11 [142:9-11, LXX]; Esa 44:24, 28; Jer 9:24 [9:23, LXX]; Mal 1:10) Jesus gav udtryk for en lignende tanke da han ifølge Mt 26:42 bad til sin Far: “Lad din vilje ske.” – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 21:14.

hvis Jehova ønsker det: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør, eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (1Kt 4:19; 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Sådanne udtryk bør ikke være tomme floskler; alle der oprigtigt siger “hvis Jehova ønsker det”, må gøre hvad de kan for at handle i harmoni med Jehovas vilje. Man behøver ikke at sige udtrykket højt, ofte vil man blot sige det i sit hjerte. – Se studienoter til ApG 21:14; 1Kt 4:19; Jak 4:15 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:21.

han havde været oppe: Selvom Jerusalem ikke nævnes specifikt i den græske tekst, var det sandsynligvis den by Paulus tog til. Jerusalem ligger ca. 750 m over havets overflade, og Bibelen taler ofte om at de der tilbad Gud, var “på vej op til Jerusalem”. Det græske udsagnsord anabaino (“at gå op”) bruges ofte når det specifikt er Jerusalem der er nævnt som destination. (Mt 20:17; Mr 10:32; Lu 18:31; 19:28; Joh 2:13; 5:1; 11:55; ApG 11:2; 21:12, 15; 24:11; 25:1, 9; Ga 2:1) Og udsagnsordet der betyder “at gå ned” (katabaino), forekommer også i dette vers, og det bruges nogle gange når der er tale om at man er på vej væk fra Jerusalem. – Mr 3:22; Lu 10:30, 31; ApG 24:1, 22; 25:7.

Apollos: En jødisk kristen der sandsynligvis var opvokset i byen Alexandria, hovedstaden i den romerske provins Egypten. Alexandria var et center for højere uddannelse og var kendt for sit store bibliotek. Næst efter Rom var det den største by i det romerske rige, og en stor del af byens indbyggere var jøder. Det var et af de vigtigste steder med hensyn til kultur og uddannelse for både jøder og grækere. Den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter der er kendt som Septuaginta, blev udarbejdet her. Disse oplysninger er en hjælp til at forstå hvorfor Apollos beskrives som en der var godt kendt med [bogst.: “stærk i”] Skrifterne, dvs. De Hebraiske Skrifter.

Vejen: En betegnelse der bruges i Apostlenes Gerninger om den kristne livsform og om den kristne menighed i det første århundrede. Den stammer muligvis fra Jesus’ udtalelse i Joh 14:6: “Jeg er vejen.” De der blev Jesus’ disciple, blev omtalt som nogle der tilhørte “Vejen”, i den betydning at de fulgte samme vej som Jesus og efterlignede ham i deres liv. (ApG 19:9) Jesus’ liv var centreret om tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. For de kristne havde troen på Jesus Kristus desuden en central plads. På et tidspunkt efter år 44 e.v.t., i Antiokia i Syrien, blev Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang ... kaldt kristne”. (ApG 11:26) Men selv efter at de havde fået denne betegnelse, omtaler Lukas menigheden som “Vejen” og “denne Vej”. – ApG 19:23; 22:4; 24:22; se studienoter til ApG 18:25; 19:23.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:3 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Matthæus anvender denne profeti for at vise hvad Johannes Døber gjorde for at rydde vejen for Jesus. I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:3 forekommer Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Markus anvender denne profeti om det “Johannes Døber” (Mr 1:4) gjorde for at bane vejen for Jesus. – Se studienoter til Mt 3:3; Joh 1:23.

Jehovas: I Esa 40:3, som bliver citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C. Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber. Johannes ville ‘rydde Jehovas vej’ i den forstand at han var en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. (Joh 5:43; 8:29) I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.

Jehovas: I Esa 40:3, der er citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg A5 og C). Evangelieskribenterne Matthæus, Markus og Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber, og her i Johannesevangeliet mønter Johannes Døber profetien på sig selv. Johannes ville ‘gøre Jehovas vej lige’ i den forstand at han ville være en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. – Joh 5:43; 8:29.

Vejen: Som det fremgår af studienoten til ApG 9:2, anvendes udtrykket “Vejen” om den første kristne menighed. Sand kristendom er ikke et spørgsmål om noget ydre eller en formel form for tilbedelse. Det er en livsform der er bygget op omkring tilbedelsen af Gud og ledet af hans ånd. (Joh 4:23, 24) I den syriske Peshitta står der “Guds vej”; i den latinske Vulgata ifølge den clementinske recension står der “Herrens vej”; og i nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J17, 18 i Tillæg C4) forekommer Guds navn så der står “Jehovas vej”.

tilskyndede ånden ham til at gå: Eller “motiverede den virksomme kraft ham til at gå”. Det græske ord pneuma henviser her til Guds ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Guds vilje. – Lu 4:1; se Ordforklaring: “Ånd”.

undervist: Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. Når man indprenter sandheden fra Guds ord i en elevs hjerte og sind, bliver han selv i stand til at undervise andre. – Se også Ga 6:6, hvor det samme græske ord bruges to gange.

Jehovas vej: Det følgende vers bruger det lignende udtryk “Guds vej”. Den kristne vej, eller livsform, har tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og tro på hans Søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Bogen Apostlenes Gerninger omtaler denne livsform som “Vejen” eller “denne Vej”. (ApG 19:9, 23; 22:4; 24:22; se studienote til ApG 9:2). Derudover bruges udtrykket “Jehovas vej” fire gange i evangelierne som en del af et citat fra Esa 40:3. (Se studienoter til Mt 3:3; Mr 1:3; Lu 3:4; Joh 1:23). I Esa 40:3 forekommer tetragrammet i den oprindelige hebraiske tekst. Udtrykket “Jehovas vej” findes også i Dom 2:22; Jer 5:4, 5. – Se studienote til ApG 19:23 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:25.

brændende i ånden: Bogst.: “kogende i ånden”. Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “kogende”, men her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme. I dette udtryk henviser det græske ord for “ånd” (pneuma) tilsyneladende til Guds hellige ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Ordet “ånd” kan dog også henvise til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. Så dette vers kan indeholde tanken om at en person er ivrig efter og begejstret for at gøre det der er rigtigt fordi han er ledet af Guds ånd. Andre mener at dette udtryk blot er en talemåde der beskriver stor iver og entusiasme. Hvis det er tilfældet, kan det forklare hvordan Apollos kunne være “brændende i ånden” selvom han ikke var kendt med dåb i Jesus’ navn. Uanset hvad var Apollos nødt til at lade sig lede af Guds ånd for at kunne vise iver for de rigtige ting og villigt acceptere lærepunkter der var mere korrekte. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

Johannes’ dåb: Denne dåb var en offentlig tilkendegivelse af at en person angrede de synder vedkommende havde begået i forhold til Moseloven, som jøderne havde sagt ja til at følge. (2Mo 24:7, 8) Efter pinsedagen i år 33 da Lovpagten endte, havde det ikke længere nogen værdi at blive døbt med Johannes’ dåb. (Ro 10:4; Ga 3:13; Ef 2:13-15; Kol 2:13, 14) Fra da af var det kun den dåb Jesus’ disciple udførte, der blev godkendt af Jehova. (Mt 28:19, 20) Det der skete i forbindelse med Apollos, som omtales her, fandt sted omkring år 52 e.v.t.

Guds: Bogst.: “den”. Selvom den græske tekst ikke indeholder ordet for “Guds” her, er det ifølge mange bibelforskere underforstået. I Apostlenes Gerninger kædes udtrykket “ufortjent godhed” oftest sammen med Gud. – ApG 11:23; 13:43; 14:26; 20:24, 32.

Medieindhold

Synagoge i byen Ostia
Synagoge i byen Ostia

Her vises et billede af resterne af en synagoge i Ostia, Roms havneby. Bygningen har været under ombygning og istandsættelse, men man mener at den oprindeligt blev bygget som en synagoge i den sidste halvdel af det første århundrede. Synagogens placering indikerer at der i lang tid levede jøder i nærheden af Rom. Selvom jøderne blev forvist fra Rom af kejser Claudius i år 49 eller 50, er det muligt at der var nogle jøder der blev i området. (ApG 18:1, 2) Efter Claudius’ død i år 54 vendte mange jøder tilbage til Rom. Da Paulus skrev sit brev til de kristne i Rom, omkring år 56, bestod menigheden af både jøder og ikkejøder. Det forklarer hvorfor Paulus henvendte sig til begge grupper og hjalp dem til at se hvordan de kunne leve sammen i enhed. – Ro 1:15, 16.

1. Rom

2. Ostia

Kejser Claudius
Kejser Claudius

Apostlenes Gerninger omtaler to gange den romerske kejser Claudius ved navn. (ApG 11:28; 18:2) Han efterfulgte sin nevø Caligula (som regerede fra 37 til 41 e.v.t., og som ikke bliver omtalt i Bibelen) og regerede som den fjerde romerske kejser i årene 41 til 54 e.v.t. Omkring år 49-50 e.v.t. beordrede Claudius at alle jøder skulle forlade Rom. Af den grund flyttede Priskilla og Akvila til Korinth hvor de mødte apostlen Paulus. Efter sigende forgiftede Claudius’ fjerde hustru ham i 54 e.v.t., og han blev efterfulgt af kejser Nero.

Indskrift med navnet Gallio
Indskrift med navnet Gallio

Denne indskrift der er fundet i Delfi, Grækenland, er dateret til omkring midten af det første århundrede e.v.t., og omtaler prokonsulen Gallio (hans navn er fremhævet). ApG 18:12 siger meget rigtigt at “Gallio var prokonsul i Akaja” på det tidspunkt hvor jøderne i Korinth førte Paulus til ham for at få ham dømt.

Dommersæde i Korinth
Dommersæde i Korinth

Dette foto viser resterne af “dommersædet”, den såkaldte bema, i Korinth. Det var en stor platform der blev brugt til offentlige taler. Dommersædet i Korinth lå nær centrum af byens agora, et stort offentligt område. Fra denne platform afsagde en dommer sine kendelser. Dommersædet var lavet af hvidt og blåt marmor og var fint dekoreret. De der skulle træde frem for dommeren, ventede i nogle værelser ved siden af, hvor der var mosaikgulve og bænke. Her ses en kunstners bud på hvordan dommersædet i Korinth kan have set ud i det første århundrede e.v.t. Man mener at det var her jøderne førte Paulus hen for at stille ham for prokonsulen Gallio.

Caesarea
Caesarea

1. Romersk teater

2. Palads

3. Hippodrom

4. Hedensk tempel

5. Havn

I denne video af Cæsareas ruiner vises rekonstruktioner i 3-D af hvordan nogle af de vigtigste bygninger kan have set ud. Byen Cæsarea og dens havn blev bygget af Herodes den Store i slutningen af det første århundrede e.v.t. Han opkaldte den efter kejser Augustus. Cæsarea var placeret omkring 87 kilometer nordvest for Jerusalem på Middelhavskysten og blev en vigtig havneby. I byen var der et romersk teater (1), et palads (2), et hippodrom, eller en hestevæddeløbsbane, med plads til omkring 30.000 tilskuere (3) og et hedensk tempel (4). Det menneskeskabte havneområde (5) var en stor ingeniørbedrift. En akvædukt forsynede Cæsarea med vand, og byen havde sit eget kloaksystem. Apostlen Paulus og andre kristne rejste til og fra Cæsarea med båd. (ApG 9:30; 18:21, 22; 21:7, 8, 16) Paulus sad fængslet her i omkring to år. (ApG 24:27) Evangelieforkynderen Filip rejste til Cæsarea i slutningen af en forkynderrejse og bosatte sig muligvis der. (ApG 8:40; 21:8) Cornelius, den første uomskårne ikkejøde der blev kristen, boede i denne by. (ApG 10:1, 24, 34, 35, 45-48) Det var sandsynligvis i Cæsarea Lukas skrev sit evangelium.

Apostlenes Gerninger – Paulus’ tredje missionsrejse (ApG 18:23 – 21:17) ca. 52-56 e.v.t.
Apostlenes Gerninger – Paulus’ tredje missionsrejse (ApG 18:23 – 21:17) ca. 52-56 e.v.t.

Begivenhederne står i kronologisk rækkefølge

1. Paulus tager afsted fra Antiokia i Syrien til Galatien og Frygien og styrker disciplene i menighederne (ApG 18:23)

2. Paulus rejser gennem det indre af landet og kommer til Efesos, hvor nogle bliver døbt igen og modtager hellig ånd (ApG 19:1, 5-7)

3. Paulus forkynder i synagogen i Efesos, men nogle af jøderne nægter at tro. Paulus underviser i stedet for i Tyrannos’ skolesal, hvor han hver dag holder foredrag (ApG 19:8, 9)

4. Paulus’ forkyndelse i Efesos giver gode resultater (ApG 19:18-20)

5. Der udbryder uroligheder i teatret i Efesos (ApG 19:29-34)

6. Paulus rejser fra Efesos til Makedonien og derefter til Grækenland (ApG 20:1, 2)

7. Efter tre måneder i Grækenland rejser Paulus tilbage gennem Makedonien (ApG 20:3)

8. Fra Filippi rejser Paulus til Troas. Eutykos bliver oprejst der (ApG 20:5-11)

9. Paulus’ rejsefæller ankommer til Assos med skib, mens Paulus rejser over land og støder til dem der (ApG 20:13, 14)

10. Paulus og hans rejsefæller ankommer til Milet med skib, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos og tilskynder dem med mange ord (ApG 20:14-20)

11. Paulus beder sammen med de ældste og fortæller dem at de ikke skal se ham mere. De ældste følger ham til skibet (ApG 20:36-38)

12. Fra Milet sejler Paulus og hans rejsefæller til Kos og derefter til Rhodos og Patara, hvor de går ombord på et skib der skal til Syrien. Skibet sejler SV om øen Cypern og lægger til i Tyrus (ApG 21:1-3)

13. På grund af det ånden havde sagt til disciplene i Tyrus, advarer de gang på gang Paulus mod at sætte sine ben i Jerusalem (ApG 21:4, 5)

14. Paulus ankommer til Cæsarea. Profeten Agabos fortæller ham om de vanskeligheder der venter ham i Jerusalem (ApG 21:8-11)

15. Paulus ankommer til Jerusalem trods farerne ved det (ApG 21:12-15, 17)