Det første brev til korintherne 16:1-24

16  Med hensyn til indsamlingen til de hellige+ skal I følge de retningslinjer som jeg gav til menighederne i Galatien.+  Den første dag i ugen skal I hver især lægge noget til side, alt efter hvad I har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger når jeg kommer.+  Når jeg kommer, vil jeg så sende de mænd I har godkendt i jeres breve,+ afsted til Jerusalem med jeres kærlige gave.  Og hvis det er en god idé at jeg også tager dertil, kan de rejse sammen med mig.  Jeg kommer til jer når jeg er rejst gennem Makedonien, for jeg har besluttet at rejse gennem Makedonien.+  Og måske bliver jeg hos jer en tid, måske endda vinteren over, så I kan ledsage mig et stykke af vejen til det næste sted jeg rejser til.  Jeg ønsker nemlig ikke kun at se jer ganske kort men vil gerne være sammen med jer et stykke tid,+ hvis Jehova tillader det.  Men jeg bliver i Efesos+ indtil pinsen,  for der er blevet åbnet en dør til stor aktivitet for mig,+ men der er mange modstandere. 10  Hvis Timotheus+ kommer til jer, så sørg for at han kan være helt tryg hos jer, for han udfører et arbejde for Jehova,+ ligesom jeg gør. 11  Ingen af jer må derfor se ned på ham. Send ham afsted i fred, så han kan komme over til mig, for jeg venter på ham her sammen med brødrene. 12  Hvad angår vores bror Apollos,+ så har jeg stærkt opfordret ham til at besøge jer sammen med brødrene. Han havde ikke tænkt sig at komme lige nu, men han kommer så snart han får mulighed for det. 13  Hold jer vågne,+ stå fast i troen,+ vær mandige,+ bliv stærke.+ 14  Alt hvad I gør, skal I gøre i kærlighed.+ 15  Jeg har en inderlig opfordring til jer, brødre: I ved at Stefanas’ husstand var de første i Akaja der blev disciple, og at de viede sig helt til at betjene de hellige. 16  I skal blive ved med at underordne jer mennesker som dem og alle andre der samarbejder og slider i det.+ 17  Men jeg glæder mig over at Stefanas,+ Fortunatus og Akaikos er her hos mig, for det har været en trøst nu hvor I ikke er her. 18  De har givet både min og jeres ånd ny styrke, og derfor skal I blive ved med at anerkende og respektere den slags mænd. 19  Menighederne i provinsen Asien sender jer deres hilsner. Akvila og Priska+ og menigheden der mødes i deres hus,+ sender jer også deres hjerteligste hilsner i Herren. 20  Alle brødrene sender jer hilsner. Hils hinanden med et helligt kys. 21  Her skriver jeg, Paulus, min hilsen med egen hånd. 22  Hvis der er nogen som ikke elsker Herren, så lad ham være forbandet. Du, vores Herre, kom! 23  Jeg beder om at Herren Jesus’ ufortjente godhed må være med jer. 24  Jeg sender mine kærligste hilsner til alle jer der er forenet med Kristus Jesus.

Fodnoter

Studienoter

indsamlingen: Det græske ord logia, der er oversat med “indsamlingen”, forekommer kun to gange i Bibelen, nemlig i 1Kt 16:1, 2. Sammenhængen og Paulus’ ordvalg indikerer at indsamlingen sandsynligvis havde med penge at gøre, ikke med mad eller tøj. Paulus skriver “indsamlingen” i bestemt form, og det tyder på at der var tale om en indsamling som korintherne allerede kendte til. Og det ser ud til at den her indsamling var sat i gang for især at hjælpe de kristne i Judæa, der led stor nød på det tidspunkt. – 1Kt 16:3; Ga 2:10.

Den første dag i ugen: Den dag Paulus refererer til, er sandsynligvis dagen efter den jødiske sabbat. Han anbefalede at hver kristen i Korinth skulle prioritere at sætte noget til side i begyndelsen af hver uge for at kunne give noget til dem der var i nød. Hver kristen skulle give sin gave på privat basis og i forhold til hvad han havde mulighed for. (1Kt 16:1) Paulus indførte ikke søndagen som den nye sabbatsdag for kristne, sådan som nogle mener. – Kol 2:16, 17.

sende de mænd ... afsted til Jerusalem med jeres kærlige gave: Omkring år 55 var der opstået fattigdom blandt de kristne i Judæa, og Paulus førte tilsyn med de midler menighederne i Galatien, Makedonien og Akaja havde sendt for at hjælpe deres trosfæller i nød. (1Kt 16:1, 2; 2Kt 8:1, 4; 9:1, 2) Da han tog afsted på den lange rejse til Jerusalem i år 56 for at overbringe gaven, var der flere brødre der fulgtes med ham. Denne gruppe havde penge med som flere menigheder havde betroet dem, og det kan være at hver menighed også havde sørget for at sende nogle mænd med der kunne ledsage Paulus. (ApG 20:3, 4; Ro 15:25, 26) Af sikkerhedsmæssige grunde var det måske nødvendigt at de var så mange der rejste sammen, for der var mange røvere på vejen der udgjorde en fare. (2Kt 11:26) Det var kun de mænd der var udpeget til at aflevere gaven, der rejste sammen med Paulus, og det betød at der ikke ville blive grund til at mistænke nogen af dem for at bruge pengene på en anden måde end det var tiltænkt. De der havde givet en gave, kunne være sikre på at pengene ville blive brugt til det de skulle. – 2Kt 8:20.

Makedonien: Se Ordforklaring: “Makedonien”; Tillæg B13.

hvis Jehova vil: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (ApG 18:21; 1Kt 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Jakob mente ikke at kristne behøvede at sige udtrykket højt, og de skulle heller ikke bruge det som en tom floskel eller på en overtroisk måde. I stedet skulle de forsøge at finde ud af hvad Guds vilje var, og så handle i harmoni med den.

hvis Jehova tillader det: Denne og lignende udtalelser i De Kristne Græske Skrifter understreger hvor vigtigt det er at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør, eller planlægger at gøre. – He 6:3; Jak 4:15; se studienote til 1Kt 4:19; læs mere om brugen af Guds navn i denne talemåde i Tillæg C3 introduktion; 1Kt 16:7.

jeg bliver i Efesos: Ordene her er et stærkt bevis for at Paulus skrev sit brev mens han var i Efesos. Den samme tanke understreges indirekte i 1Kt 16:19, hvor Paulus ud over selv at sende hilsner også hilser fra Akvila og Priska (Priskilla). Ifølge ApG 18:18, 19 var det ægtepar flyttet til Efesos fra Korinth.

pinsen: Se Ordforklaring: “Pinse”, og Tillæg B15.

gjort det muligt for nationerne at tage imod troen: Bogst.: “åbnet troens dør for nationerne”. Jehova åbnede denne symbolske dør ved at give folk fra nationerne, eller ikkejøder, mulighed for at få tro. I bibelsk forstand indeholder det at få tro tanken om at opdyrke en tillid der fører til at man handler i lydighed. (Jak 2:17; se studienote til Joh 3:16). Paulus anvendte ordet “dør” i overført betydning tre gange i sine breve. – 1Kt 16:9; 2Kt 2:12; Kol 4:3.

en dør til stor aktivitet: Det her er et af de tre steder hvor Paulus bruger ordet “dør” i overført betydning. (2Kt 2:12; Kol 4:3; se studienote til ApG 14:27). Den tjeneste Paulus udførte i Efesos, fik stor betydning for forkyndelsen i hele området. Han blev i Efesos i omkring tre år (ca. 52-55), og det førte blandt andet til at den gode nyhed om Riget blev udbredt i hele den romerske provins Asien. (ApG 19:10, 26; se Ordforklaring: “Asien”). Folk der boede i byerne Kolossæ, Laodikea og Hierapolis, der lå et stykke inde i landet i forhold til Efesos, hørte om den gode nyhed, og det til trods for at der ikke er noget der tyder på at Paulus nogensinde selv besøgte disse byer. Det er muligt at han sendte Epafras dertil for at sætte forkyndelsesarbejdet i gang. (Kol 4:12, 13) Det kristne budskab kan også være nået ud til byer som Filadelfia, Thyatira og Sardes i løbet af de år med stor aktivitet.

et arbejde for Jehova: Paulus henviser her til det arbejde, eller den tjeneste, som Gud havde givet ham og Timotheus. Som Paulus nævner i 1Kt 3:9, har kristne det privilegium at være “Guds medarbejdere”. – Læs mere om brugen af Guds navn i dette udtryk i Tillæg C3 introduktion; 1Kt 16:10.

Hvad angår vores bror Apollos: Det ser ud til at Apollos befandt sig i, eller i nærheden af, Efesos, hvor Paulus skrev 1. Korinther. Apollos havde tidligere forkyndt i Korinth (ApG 18:24 – 19:1a), og korintherne satte stor pris på Apollos. Selvom Paulus opfordrede Apollos til at besøge menigheden i Korinth, havde Apollos ikke tænkt sig at tage dertil på det tidspunkt. Det kan være at han var bange for at der ville opstå større splittelser i menigheden (1Kt 1:10-12), eller måske havde han stadig meget at gøre der hvor han var. Uanset hvad så viser Paulus’ korte bemærkning om “vores bror Apollos” at disse to aktive missionærer ikke havde tilladt splittelserne i menigheden i Korinth at påvirke deres enhed, som nogle bibelkommentatorer mener. – 1Kt 3:4-9, 21-23; 4:6, 7.

sammen med brødrene: Nogle mener at “brødrene” i det her vers henviser til Stefanas, Fortunatus og Akaikos, der besøgte Paulus i Efesos (1Kt 16:17, 18), og som muligvis overbragte dette brev til korintherne.

vær mandige: Eller “vær modige”. Det græske ord der anvendes her (andrizomai), er et udsagnsord der kommer af navneordet aner, der betyder “mand”. Selvom det bogstaveligt betyder “at opføre sig som en mand”, er grundtanken at være modig, sådan som det også er gengivet i mange oversættelser. Paulus skrev det her til alle i menigheden, så kvinder skulle også være modige. Paulus tilskynder her de kristne til at være mandige og vise mod, men omtaler også sig selv og sine rejsefæller som nogle der opførte sig “nænsomt, som en ammende mor”. (1Ts 2:7) Det græske udsagnsord andrizomai forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter, men det anvendes mere end 20 gange i Septuaginta som en gengivelse af det tilsvarende hebraiske udtryk der betyder “vær modig; vær stærk”. For eksempel bruges det tre gange i 5Mo 31:6, 7, 23, hvor Moses befalede folket og Josva at ‘være modige’. Det anvendes også tre gange i Jos 1:6, 7, 9, hvor Jehova sagde til Josva at han skulle ‘være stærk’.

opmuntring: Eller “tilskyndelse”. Det græske udsagnsord parakaleo betyder bogstaveligt “at kalde til sin side”. Det kan betyde flere ting, deriblandt “opmuntre” (ApG 11:23; 14:22; 15:32; 1Ts 5:11; He 10:25); “trøste” (2Kt 1:4; 2:7; 7:6; 2Ts 2:17); og i nogle sammenhænge “tilskynde; bede indtrængende” (ApG 2:40; Ro 15:30; 1Kt 1:10; Flp 4:2; 1Ts 5:14; 2Ti 4:2; Tit 1:9, fdn.). Den tætte forbindelse der er mellem tilskyndelse, trøst og opmuntring, viser at en kristen aldrig skal tilskynde nogen på en hård eller ukærlig måde.

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

har en inderlig opfordring til jer: Eller “beder jer indtrængende”. – For at få en forklaring på det græske ord parakaleo der anvendes her, se studienote til Ro 12:8.

Akaja: Se studienote til ApG 18:12.

under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Hans nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke bare beskrive det øjeblik hvor nogen kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

er her hos mig: Her bruger Paulus det græske ord parousia i forbindelse med tre af hans medarbejdere der var hos ham. Det anvendes på en lignende måde fem andre steder i De Kristne Græske Skrifter. (2Kt 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12) Udtrykket bruges også i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:3; 1Kt 15:23) Udtrykket parousia, eller “nærværelse”, kan henvise til en usynlig nærværelse, sådan som den jødiske historiker Josefus, der skrev på græsk, indikerede da han omtalte Guds parousia på Sinajs Bjerg. Guds usynlige nærværelse blev manifesteret ved torden og lyn. (Jewish Antiquities, III, 80 [v, 2]) Paulus anvender det beslægtede udsagnsord pareimi (“at være nærværende”) da han taler om at være “nærværende i ånden” men “ikke fysisk til stede”. (1Kt 5:3) Selvom mange oversættelser gengiver dette udtryk med “ankomst” eller “komme”, støttes gengivelsen “nærværelse” af den måde Paulus anvender det på i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. – Se studienote til 1Kt 15:23.

Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.

Menighederne i provinsen Asien: Dvs. den romerske provins Asien. (Se Ordforklaring: “Asien”). I ApG 19:10 står der at “alle der boede i provinsen Asien, hørte Herrens ord” mens Paulus befandt sig i Efesos. Da han skrev 1. Korinther (ca. 55 e.v.t.) i Efesos, havde han sikkert menighederne i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis i tanke. (Kol 4:12-16) Derudover har andre menigheder, der omtales i Åbenbaringens Bog, som for eksempel Smyrna, Pergamon, Sardes, Thyatira og Filadelfia, sikkert været oprettet på det tidspunkt, og hilsnerne kom måske også fra dem. – Åb 1:4, 11.

Akvila og Priska: Se studienote til ApG 18:2.

menigheden der mødes i deres hus: De kristne i det første århundrede mødtes ofte i private hjem. (Ro 16:3, 5; Kol 4:15; Flm 2) Det græske ord for “menighed” (ekklesia) sigter til en gruppe mennesker der er forsamlet i en bestemt hensigt. (1Kt 12:28; 2Kt 1:1) Nogle bibler anvender “kirke” som en gengivelse af det græske ord ekklesia i dette og andre vers. Men fordi mange forbinder ordet kirke med en bygning der bruges til gudstjenester, snarere end med en gruppe mennesker der samles for at tilbede Gud, er gengivelsen “menighed” mere nøjagtig.

med et helligt kys: I fire af sine breve (her og i 1Kt 16:20; 2Kt 13:12; 1Ts 5:26) tilskynder Paulus sine medkristne til at hilse hinanden “med et helligt kys”. Apostlen Peter brugte et lignende udtryk da han skrev: “Hils hinanden med et kærligt kys.” (1Pe 5:14) På Bibelens tid var det skik og brug at give nogle et kys som et udtryk for kærlighed, respekt eller fred. Man gav også nogle et kys når man hilste på dem eller sagde farvel. (Ru 1:14; Lu 7:45) Det var almindelig praksis mellem mænd og kvinder der var i familie med hinanden (1Mo 29:11; 31:28), mellem mandlige slægtninge og mellem nære venner (1Mo 27:26, 27; 45:15; 2Mo 18:7; 1Sa 20:41, 42; 2Sa 14:33; 19:39; se studienote til ApG 20:37). Blandt de kristne afspejlede sådanne udtryk for kærlighed det åndelige bånd og den enhed der er mellem dem der er forenet i den sande tilbedelse. Disse kys var ikke blot en formalitet eller en tradition, og der var heller ikke forbundet noget som helst romantisk eller erotisk med dem. – Joh 13:34, 35.

et helligt kys: Se studienote til Ro 16:16.

vores bror Sosthenes: Navnet Sosthenes var ikke et meget brugt navn. Det eneste andet sted i Bibelen hvor navnet forekommer, er i ApG 18:17. Det er derfor muligt at den synagogeforstander der blev slået af folkemængden i Korinth, senere blev kristen og er den samme som ham der er omtalt her, og som var sammen med Paulus i Efesos. I 1Kt 16:21 antyder Paulus at størstedelen af brevet ikke var skrevet med hans egen hånd, hvilket måske indikerer at Sosthenes var hans sekretær da dette brev blev skrevet.

med egen hånd: Se studienote til 1Kt 1:1.

Du, vores Herre, kom!: Paulus anvender her et aramæisk udtryk translittereret til græsk som Marana tha. Som det var tilfældet med andre semitiske udtryk, for eksempel “Amen” og “Halleluja”, var det åbenbart et udtryk den kristne menighed var bekendt med, og som Paulus kunne bruge uden at forklare det yderligere. Et lignende ønske kommer til udtryk i de afsluttende ord i Åb 22:20, hvor apostlen Johannes udbrød: “Amen! Kom, Herre Jesus.” Ifølge nogle bibelforskere skal det aramæiske udtryk translittereres Maran atha, der betyder “Vores Herre kommer” eller “Vores Herre er kommet”.

Medieindhold