Første Mosebog 2:1-25

2  Sådan blev alt i himlen og på jorden* fuldendt.+  Den syvende dag havde Gud fuldført sit arbejde, og på den dag gav han sig til at hvile fra alt det arbejde han havde udført.*+  Og Gud velsignede den syvende dag og erklærede den hellig, for på den begyndte Gud at hvile efter at have skabt alt det han havde til hensigt at frembringe.  Dette er en historisk beretning om himlen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag Jehova* Gud frembragte jord og himmel.+  Der var endnu ingen buske på jorden, og heller ingen planter som var begyndt at spire, for Jehova Gud havde ikke ladet det regne, og der var ingen mennesker til at dyrke jorden.  Men tåge steg op fra jorden og vandede jordens overflade.  Så dannede Jehova Gud mennesket af jord*+ og blæste livsånde+ i hans næsebor, og mennesket blev et levende væsen.*+  Desuden plantede Jehova Gud en have i Eden,+ mod øst; og der satte han mennesket som han havde dannet.+  Jehova Gud lod alle slags træer som var smukke at se på og gode at spise af, vokse op af jorden, og desuden livets træ+ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.+ 10  En flod strømmede ud fra Eden og vandede haven, og den delte sig i fire floder.* 11  Navnet på den første er Pishon; det er den der løber rundt om hele landet Havila, hvor der er guld. 12  Guldet i det land er godt. Der er også bedelliumharpiks og onykssten. 13  Navnet på den anden flod er Gihon; det er den der løber rundt om hele landet Kush. 14  Navnet på den tredje flod er Hiddekel;*+ det er den der løber øst om Assyrien.+ Og den fjerde flod er Eufrat.+ 15  Jehova Gud tog mennesket og satte ham i Edens Have til at dyrke den og tage sig af den.+ 16  Jehova Gud gav også mennesket denne befaling: “Du kan frit spise af alle træer i haven.+ 17  Men du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for den dag du spiser af det, skal du dø.”*+ 18  Så sagde Jehova Gud: “Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave en hjælper til ham, en som passer til* ham.”+ 19  Jehova Gud havde dannet alle jordens vilde dyr og alle himlens flyvende skabninger af jord, og han førte dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og det som mennesket kaldte hvert levende væsen,* kom det til at hedde.+ 20  Mennesket gav altså alle husdyrene og himlens flyvende skabninger og alle jordens vilde dyr navne, men der var ingen hjælper til mennesket, ingen der passede til ham. 21  Så Jehova Gud fik mennesket til at falde i en dyb søvn, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede derefter kødet til. 22  Jehova Gud byggede så en kvinde af det ribben han havde taget fra manden, og han førte hende hen til manden.+ 23  Så sagde manden: “Endelig ben af mine benog kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde,for af manden er hun taget.”+ 24  Derfor vil en mand forlade sin far og mor, og han vil holde sig til sin hustru, og de skal blive ét.*+ 25  Og de var begge nøgne,+ manden og hans hustru; alligevel skammede de sig ikke.

Fodnoter

Bogst.: “blev himlen og jorden og hele deres hær”.
Eller “alt det han havde frembragt”.
Det første sted Guds enestående personlige navn, יהוה (JHWH), forekommer. Se Tillæg A4.
Bogst.: “støv fra jorden”.
Eller “en levende sjæl”. Hebraisk: nefesh, som bogstaveligt betyder “en åndende skabning”. Se Ordforklaring.
Bogst.: “blev til fire hoveder”.
Eller “Tigris”.
Eller “ubetinget dø”.
Eller “supplerer; kompletterer”.
Eller “hver levende sjæl”.
Bogst.: “ét kød”.

Studienoter

Medieindhold