Det første brev til korintherne 9:1-27
Studienoter
apostel: Det græske navneord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende; at sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Den grundlæggende betydning kommer tydeligt frem i Jesus’ udtalelse i Joh 13:16, hvor det er gengivet med “en der er sendt”. Paulus blev kaldet til at være apostel for nationerne, eller ikkejøderne, udvalgt direkte af den opstandne Jesus Kristus. (ApG 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23) Paulus forsvarede sin stilling som apostel ved at forklare at han havde set den opstandne Jesus Kristus (1Kt 9:1, 2), og at han havde udført mirakler (2Kt 12:12). Han bekræftede yderligere det faktum at han var en sand apostel, ved at viderebringe den hellige ånd til døbte troende. (ApG 19:5, 6) Til trods for at han ofte omtaler sin opgave som apostel, inkluderer han aldrig sig selv blandt “de tolv”. – 1Kt 15:5, 8-10; Ro 11:13; Ga 2:6-9; 2Ti 1:1, 11.
apostel: Se studienote til Ro 1:1.
Simon, ham der kaldes Peter: Peter kaldes i Bibelen ved fem forskellige navne: (1) “Simeon”, et hebraisk navn skrevet med græske bogstaver; (2) det græske “Simon” (både Simeon og Simon kommer af et hebraisk ord der betyder “at høre, høre efter”); (3) “Peter” (et græsk navn der betyder “klippestykke”, og som ingen andre end ham benævnes med i Bibelen); (4) “Kefas”, som er det tilsvarende semitiske navn for Peter (der måske er beslægtet med det hebraiske kefim [klipper], som bruges i Job 30:6; Jer 4:29); og (5) det sammensatte navn “Simon Peter”. – ApG 15:14; Joh 1:42; Mt 16:16.
Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.
Simons svigermor: Dvs. svigermoren til Peter, der også kaldes Kefas. (Joh 1:42) Denne oplysning stemmer med det Paulus skriver i 1Kt 9:5, hvor Kefas omtales som en gift mand. Peters svigermor boede åbenbart i hans hus, som han delte med sin bror, Andreas. – Mr 1:29-31; se studienote til Mt 10:2, hvor apostlens forskellige navne bliver forklaret.
en troende hustru: Eller “en søster som hustru”, dvs. en hustru der er kristen. Kvinder i den kristne menighed betragtes som søstre i åndelig forstand. – Ro 16:1; 1Kt 7:15; Jak 2:15.
Kefas: Et af apostlen Peters navne. (Se studienoter til Mt 10:2; 1Kt 1:12). Kefas omtales her som en gift mand. Ud af evangelieberetningerne kan man se at hans svigermor boede i hans hus, som han delte med sin bror Andreas. (Mt 8:14; Mr 1:29-31; se studienote til Lu 4:38). Dette vers viser at Kefas’ hustru nogle gange tog med ham når han udførte sin tjeneste. De andre apostles og Jesus’ halvbrødres hustruer fulgtes også med deres mænd.
sin egen løn: Paulus anvender her et græsk udtryk der refererer til den “løn” en soldat fik. (Se studienote til Lu 3:14). I denne sammenhæng bliver udtrykket brugt i overført betydning for at vise at flittige kristne “soldater” fortjener en beskeden materiel støtte.
løn: Eller “underhold”. Udtrykket anvendes her som et militært udtryk og henviser til en soldats løn, ration eller godtgørelse. Oprindeligt kan mad og andre fornødenheder også have indgået i en soldats løn. De jødiske soldater der opsøgte Johannes, kan have ført en form for politimæssigt opsyn, især i forbindelse med opkrævning af told og andre former for skat. Johannes gav måske denne vejledning fordi soldaterlønnen som regel var lav, og der åbenbart var en tendens til at soldater misbrugte deres stilling for at supplere den løn de fik. Vi støder på det samme ord i udtrykket “betaler sin egen løn” i 1Kt 9:7, hvor Paulus henviser til den løn en kristen “soldat” er berettiget til.
Er det okserne Gud tænker på?: Paulus stiller dette retoriske spørgsmål for at understrege sin pointe. Han har lige forinden citeret det sted i Moseloven hvor der står: “I må ikke binde munden til på en okse der tærsker korn.” (5Mo 25:4) Ligesom en okse har ret til at spise af det korn den tærsker, er det helt berettiget at en kristen der giver andre del i noget åndeligt, får materiel støtte. I 1Kt 9:10 siger Paulus at loven i 5Mo 25:4 “blev skrevet for vores skyld”. Tanken er ikke at kristne kunne se bort fra Guds princip om at man skulle behandle dyr ordentligt. Paulus mener derimod at hvis princippet gælder dyr der arbejder, må det i endnu højere grad gælde mennesker der udfører et stykke arbejde – især dem der giver af sig selv i Guds tjeneste.
nødt til: Eller “forpligtet til”. Paulus havde fået til opgave at forkynde, og han følte sig forpligtet til at udføre dette arbejde. (ApG 9:15-17; Ga 1:15, 16) Det græske ord der på dansk er gengivet med “nødt til”, kan også oversættes med “nødvendigt”. (Ro 13:5) Paulus fortsætter med ordene: Ve mig hvis jeg ikke forkynder den gode nyhed! Han bruger det græske ord der her er gengivet med “ve”, for at udtrykke hvor fortvivlet han ville være hvis han ikke fuldførte den opgave der var blevet pålagt ham. Hans liv afhang ligefrem af om han forblev loyal. (Se også Eze 33:7-9, 18; ApG 20:26). Paulus kan have haft det Jeremias og Amos sagde, i tanke. (Jer 20:9; Am 3:8) Hans motiv til at forkynde var dog kærlighed, ikke ren og skær pligt. – 2Kt 5:14, 20; Flp 1:16.
For jøderne er jeg blevet som en jøde: Paulus kunne hjælpe ydmyge jøder til at tage imod Jesus som Messias fordi han selv var af jødisk afstamning og var villig til at ‘gøre alt for den gode nyheds skyld’. (1Kt 9:23) Det var for eksempel “af hensyn til jøderne” at Paulus omskar Timotheus. Det var noget Paulus gjorde – og Timotheus gik med til – selvom omskærelse ikke var et krav til kristne. – ApG 16:1-3.
For dem der ikke er underlagt Loven, er jeg blevet som en der ikke er underlagt Loven: Udtrykket “dem der ikke er underlagt Loven” refererer til ikkejøder, der ikke var underlagt Moseloven. Da Paulus forkyndte for en græsk forsamling i Athen, tog han deres måde at tænke på i betragtning og fortalte dem om en ukendt Gud, og han citerede endda nogle af deres egne digtere. – ApG 17:22-34.
For de svage er jeg blevet svag: Selvom Paulus havde ordet i sin magt, tog han hensyn til de jøder og ikke-jøder i menigheden der havde en følsom samvittighed, og ‘blev svag’ for de svage. – Ro 14:1, 13, 19; 15:1.
Alt gør jeg for den gode nyheds skyld: Med denne vending opsummerer Paulus hvordan han har tilpasset sin fremgangsmåde for at kunne præsentere sit budskab effektivt og for så mange slags mennesker som muligt. (1Kt 9:19-23) Men det kunne aldrig falde ham ind at ‘forfalske Guds ord’ eller bruge “udspekulerede metoder”, eller bedrageri, for at gøre nogle til disciple. – 2Kt 4:2.
et løb: Ordet “løb” er en gengivelse af det græske ord stadion, eller stadie. Det græske ord kan referere til det anlæg der blev benyttet til løb eller andre begivenheder, til en distance eller til selve løbet. I denne sammenhæng taler Paulus om et løb. Længden af en græsk stadion varierede fra sted til sted. I Korinth var den på omkring 165 m. Den romerske stadie var på omkring 185 m. – Se Tillæg B14.
I et løb løber alle deltagerne: Idrætskonkurrencer og græsk kultur var nært forbundet med hinanden, så Paulus tog flere gange udgangspunkt i disse begivenheder i de illustrationer han brugte. (1Kt 9:24-27; Flp 3:14; 2Ti 2:5; 4:7, 8; He 12:1, 2) De kristne i Korinth var godt kendt med de idrætskonkurrencer der fandt sted i forbindelse med De Isthmiske Lege, der blev holdt i nærheden af Korinth. Disse lege blev holdt hvert andet år. Paulus må have været i Korinth under disse lege i år 51 e.v.t. De blev kun overgået af De Olympiske Lege, der blev afholdt i Olympia i Grækenland. Løberne i disse konkurrencer løb forskellige distancer. Ved at anvende løbere og boksere i sine illustrationer fremhævede Paulus værdien af selvbeherskelse, effektivitet og udholdenhed. – 1Kt 9:26.
kun én der vinder præmien: I antikkens græske idrætskonkurrencer var den præmie vinderen fik, en krans, der som regel bestod af blade. Det var forbundet med meget stor ære at modtage en sådan krone, og den stod åbenbart fremme på stadionet så deltagerne kunne se præmien. Paulus tilskyndede de salvede kristne til at stræbe efter noget der havde langt større værdi end en krans der med tiden ville visne – det udødelige livs uforgængelige krone. For at vinde må en kristen holde blikket rettet mod præmien. – 1Kt 9:25; 15:53; 1Pe 1:3, 4; 5:4.
Alle der deltager i en idrætskonkurrence: Eller “Enhver atlet”. Det græske udsagnsord der anvendes her, er beslægtet med et navneord der ofte blev brugt i forbindelse med idrætskonkurrencer. I He 12:1 bruges dette navneord i overført betydning om det kristne “løb” der gælder livet. Det bruges også i mere generel betydning om en ‘anstrengelse’ (Kol 2:1) eller en “kamp” (Flp 1:30; 1Ti 6:12; 2Ti 4:7). Former af det græske udsagnsord der bruges her i 1Kt 9:25, bliver også gengivet “kæmp energisk” (Lu 13:24), “anstrenger [sig]” (Kol 1:29; 1Ti 4:10), gøre noget “indtrængende” (Kol 4:12) og “kæmp” (1Ti 6:12). – Se studienote til Lu 13:24.
viser selvkontrol: Når atleter forberedte sig på at deltage i en idrætskonkurrence, viste de selvbeherskelse. Mange holdt en stram diæt, og nogle afholdt sig fra at drikke vin. Forfatteren Pausanias skrev at træningen til De Olympiske Lege varede i ti måneder, og man regner med at træningen til andre vigtige idrætskonkurrencer varede lige så længe.
Kæmp energisk: Eller “Kæmp fortsat”. Jesus’ tilskyndelse understreger at vi må kæmpe af hele vores sjæl for at komme gennem den smalle dør. På baggrund af sammenhængen har nogle opslagsværker peget på at udtrykket også kan gengives: “Læg alle jeres kræfter i; Gør alt hvad I kan”. Det græske udsagnsord agonizomai er beslægtet med det græske navneord agon, som ofte blev brugt om idrætskonkurrencer. I He 12:1 bruges dette navneord i overført betydning om det kristne “løb” der gælder livet. Det bruges også i mere generel betydning om en “kamp” (Flp 1:30; 1Ti 6:12; 2Ti 4:7). Former af det græske udsagnsord som bruges i Lu 13:24, bliver gengivet “deltager i en idrætskonkurrence” (1Kt 9:25), “anstrenger [sig]” (Kol 1:29; 1Ti 4:10) og ‘kæmper’ (1Ti 6:12). Eftersom dette udtryk var forbundet med idrætskonkurrencer, mener nogle at den anstrengelse Jesus opfordrede os til at gøre os, kan sammenlignes med de anstrengelser en atlet gør sig. Han presser sig selv til det yderste og bruger alle sine kræfter for at vinde sejrsprisen.
Jeg sørger for at rette mine slag: Paulus sammenligner her sig selv med en bokser der vil vinde en boksekamp. En bokser der er i god træning, sørger for at hans slag er effektive, så han ikke bare slår i luften og spilder sin energi. En kristen må også bruge sin energi rigtigt og altid have den største pris man kan vinde, det evige liv, for øje. (Mt 7:24, 25; Jak 1:22) Han bekæmper enhver hindring eller udfordring – deriblandt dem der kommer indefra – der kunne få ham til at fejle. – 1Kt 9:27; 1Ti 6:12.
udmatte mig med sit krav: Eller “banke løs på mig til mit endeligt”. Bogst.: “slå mig under [dvs. under øjet] helt til slutningen”. Det græske udsagnsord hypopiazo som bruges her, er blevet defineret som det at “slå i ansigtet; give et blåt øje”. Her bruges det åbenbart i overført betydning om det at nogen konstant irriterer eller fuldstændig udmatter en anden. Nogle bibelkommentatorer mener at ordet indeholder tanken om at ødelægge en andens ry. Udtrykket, som det bruges i denne sammenhæng, beskriver dommerens følelser. Først var han ikke villig til at lytte til enkens bøn om at blive vist retfærdighed, men så følte han sig nødsaget til det fordi hun var så vedholdende. (Lu 18:1-4) Det siges ikke i lignelsen at Gud er som den uretfærdige dommer. Tværtimod bliver Gud sat i kontrast til ham. Hvis denne dommer til sidst gjorde hvad der var rigtigt, hvor meget mere ville Gud så ikke gøre det! Enkens udholdenhed fik den uretfærdige dommer til at skride ind. Guds tjenere må også være vedholdende med hensyn til at bede. Gud, som er retfærdig, vil besvare deres bøn og skaffe dem deres ret. – Lu 18:6, 7.
er streng over for: Eller “banker løs på; straffer”. Det græske ord der er oversat med “er streng over for”, betyder bogstaveligt “slår under [øjet]”. En kristen skal disciplinere sig selv ved at vise selvbeherskelse i en sådan grad at det kan være lige så smertefuldt som et slag under øjet. En så striks selvdisciplin er en hjælp for ham så han ikke vil “blive forkastet” af Gud. – Se også studienote til Lu 18:5.
Medieindhold
I oldtiden havde segl forskellige formål. For eksempel blev de brugt til at bekræfte ægtheden af noget eller stadfæste en aftale. (Se Ordforklaring: “Segl”). I den græsk-romerske periode nedskrev man juridiske aftaler og handler på trætavler der var beklædt med voks. Et vidne skulle bekræfte ægtheden af den værdifulde information der var i sådan et dokument. Vidnet havde sit personlige segl, et særligt mærke der var indgraveret, i mange tilfælde i en ring. Han satte et aftryk i en klump varm voks der var ovenpå en snøre som bandt dokumentet sammen. Når voksen blev kold, var dokumentet forseglet, og seglet blev kun brudt når der var andre til stede. På den måde bekræftede vidnet at indholdet i dokumentet var ægte, og dokumentet kunne ikke ændres. På grund af denne praksis kom udtrykket “at besegle; at sætte sit segl på” til at indeholde tanken om at man bekræfter at noget er sandt. Apostlen Johannes skrev at de der accepterer Jesus’ vidnesbyrd, har bekræftet, eller sat sit segl på, at Gud taler sandt. – Se studienote til Joh 3:33.
Disse fotografier, der er taget i begyndelsen af det 20. århundrede, viser en landmand der tærsker korn ved hjælp af okser som har munden bundet til. For at skille hvedekernerne fra avnerne lod landmænd okser trække en tærskeslæde hen over det høstede korn. Nogle bandt munden til på dyret for at hindre det i at spise mens det arbejdede. Jehovas kærlige omsorg for dyr kom til udtryk i Moseloven idet den forbød denne praksis. (5Mo 25:4) Det ville være en pine for et sultent dyr at skulle arbejde hårdt så tæt på føden. Apostlen Paulus brugte princippet bag dette bud i sit ræsonnement og sagde at flittige kristne tilsynsmænd har ret til at modtage passende ære og materiel støtte fra andre. – 1Kt 9:9-14; 1Ti 5:17, 18.
Oldtidens Korinth lå på en smal tange der forbinder det centrale Grækenland med den sydlige halvø der er kendt som Peloponnes. Mange kom igennem dette område når de rejste både til lands og til vands. Byen havde en stor befolkning med mange forskellige nationaliteter og kulturer. Paulus forsøgte at finde et fælles udgangspunkt med alle slags mennesker for at frelse så mange som muligt. (1Kt 9:22) Han fik at vide i et syn at Herren havde mange kommende disciple i Korinth, og derfor blev Paulus i byen i halvandet år. (ApG 18:1, 9-11) Nogle få år senere da han var i Efesos, fandt han ud af at disciplene i Korinth havde nogle alvorlige problemer. Han betragtede dem som sine elskede børn og ville gerne opmuntre og tilskynde dem, og derfor skrev han under den hellige ånds ledelse det vi i dag kender som Første Korintherbrev. – 1Kt 4:14.
I sit første brev til korintherne skrev apostlen Paulus om atleter der lagde alle kræfter i “for at vinde en krans der kan visne”. Paulus kan have tænkt på den sejrspris der blev overrakt atleter der vandt en disciplin ved de De Isthmiske Lege, som blev afholdt i nærheden af Korinth. På det tidspunkt Paulus skrev sit brev, var den krans man kunne vinde, sandsynligvis en fyrrekrans, selvom den også nogle gange var lavet af vild selleri. Begge materialer er nogle der hurtigt visner. Disse baggrundsoplysninger hjælper os til at forstå kontrasten mellem den flygtige ære som atleterne kunne vinde, og den evige ære som salvede kristne ville opnå som Kristus’ medregenter. – 1Kt 9:25.