Til romerne 16:1-27

16  Jeg vil gerne nævne vores søster Føbe for jer. Hun er tjener i den menighed der er i Kenkreæ.+  Tag imod hende som en trosfælle i Herren på en måde der er de hellige værdig, og giv hende al den hjælp hun har brug for.+ Hun har nemlig selv beskyttet og hjulpet mange, deriblandt mig.  Overbring mine hilsner til Priska og Akvila,+ mine medarbejdere i tjenesten for Kristus Jesus,  der har sat deres eget liv på spil for mig,+ og som ikke kun jeg men også alle nationernes menigheder siger tak.  Hils også menigheden der forsamles i deres hus.+ Hils min kære Epainetos, som er blandt de første i Asien der blev disciple af Kristus.  Hils Maria, der har gjort en flittig indsats for jer.  Hils Andronikos og Junias, mine slægtninge+ og medfanger, der er godt kendt af apostlene, og som har været kristne i længere tid end jeg har.  Hils Ampliatus, min elskede bror i Herren.  Hils Urbanus, vores medarbejder i tjenesten for Kristus, og min kære Stakys. 10  Hils Apelles, der er godkendt af Kristus. Hils dem fra Aristobuls husstand. 11  Hils Herodion, min slægtning. Hils dem fra Narkissos’ husstand der er disciple af Herren. 12  Hils Tryfæna og Tryfosa, kvinder som er flittige i tjenesten for Herren. Hils Persis, vores elskede søster, for hun har arbejdet flittigt for Herren. 13  Hils Rufus, som Herren har udvalgt, og hans mor, som jeg også betragter som min mor. 14  Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de brødre der er hos dem. 15  Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster og Olympas og alle de hellige der er hos dem. 16  Hils hinanden med et helligt kys. Alle Kristus’ menigheder sender jer deres hilsner. 17  Brødre, til sidst vil jeg opfordre jer til at holde øje med dem der skaber splittelser og får andre til at snuble ved at undervise i noget der er i modstrid med det I har lært. Undgå dem!+ 18  Den slags mennesker er nemlig ikke trælle for vores Herre Kristus, men er trælle af deres eget begær, og med glatte ord og smiger forfører de hjerterne hos dem der ikke er på vagt.+ 19  Jeres lydighed mod Gud er blevet bemærket af alle, og det får mig til at glæde mig over jer.+ Men jeg ønsker at I må have visdom til at gøre det der er godt, og være uskyldige med hensyn til det der er ondt.+ 20  Den Gud der giver fred, vil snart knuse Satan+ under jeres fødder. Jeg beder om at vores Herre Jesus’ ufortjente godhed må være med jer. 21  Min medarbejder Timotheus+ sender jer sine hilsner, og det samme gør mine slægtninge+ Lukius, Jason og Sosipatros. 22  Jeg, Tertius, der har nedskrevet dette brev, sender jer hilsner i Herrens navn. 23  Gajus,+ der er vært for mig og for hele menigheden, sender jer sine hilsner. Erastos, byens regnskabsfører, sender hilsner, og det samme gør hans bror Kvartus. 24  —— 25  Priset være Gud, der kan gøre jer stærke gennem den gode nyhed og* det budskab om Jesus Kristus jeg forkynder, og gennem åbenbaringen af den hellige hemmelighed+ der er blevet holdt skjult i lange tider, 26  men som nu er blevet gjort kendt for alle nationerne gennem de profetiske Skrifter fordi den evige Gud har befalet at de skal lære lydighed gennem tro. 27  Ja, Gud, den eneste der er vis,+ skal æres gennem Jesus Kristus for evigt. Amen.

Fodnoter

Eller muligvis: “der er”.

Studienoter

sætter højt: Eller “ærer”. Det græske udsagnsord doxazo (at ære; at give ære til), der er beslægtet med ordet doxa (ære; herlighed), bliver ofte brugt om det at ære, ophøje eller lovprise Gud. (Mt 5:16; 9:8; Mr 2:12; Lu 2:20; 5:25, 26; ApG 4:21; 11:18; Ro 15:6, 9) I denne sammenhæng kan udsagnsordet have forskellige betydningsnuancer, deriblandt “være stolt af; tage seriøst; få det bedste ud af”. Paulus viser at han sætter sin “tjeneste” meget højt, og han betragter det som den største ære at få lov at udføre den.

Kenkreæ: En af Korinths havne som lå ud mod Den Saroniske Bugt på den smalle landtange omkring 11 km Ø for byen. Kenkreæ var Korinths havn mod områder Ø for Grækenland, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, var byens havn mod Italien og andre områder V for Grækenland. I dag findes der ruiner af huse og havneanlæg i nærheden af den nuværende landsby Kechries. Ro 16:1 viser at der var en kristen menighed i Kenkreæ. – Se Tillæg B13.

Jeg vil gerne nævne: Eller “Jeg vil gerne anbefale”. Paulus præsenterer åbenbart Føbe for de kristne i Rom fordi han gerne vil tilskynde dem til at tage godt imod hende og have samme syn på hende som han selv havde. (Ro 16:2) Det græske ord der forekommer her, er beslægtet med det udtryk Paulus anvendte i 2Kt 3:1, og som er oversat med “anbefalingsbreve”. På Bibelens tid var det helt almindeligt at man skrev sådanne anbefalingsbreve når man skulle introducere folk for nogle de ikke kendte i forvejen. Det var muligvis Føbe, der tjente i menigheden i Kenkreæ, som overbragte Paulus’ brev til de kristne i Rom.

tjener: Det græske ord diakonos har en bred betydning. Da Paulus omtalte Føbe som en “tjener” i menigheden, tænkte han sikkert på den kristne tjeneste, altså forkyndelsen af den gode nyhed. Udbredelsen af den gode nyhed er et arbejde som alle kristne forkyndere har pligt til at være med i. (Sammenlign ApG 2:17, 18 med studienote til Ro 11:13). Ordet bruges også i forbindelse med de kvinder der betjente Jesus og hans disciple, blandt andet ved at sørge for mad og andet til dem. (Lu 8:3) Nogle gange bruges diakonos også om dem der bliver udnævnt til “menighedstjenere” i den kristne menighed (Flp 1:1; 1Ti 3:8, 12), og derfor gengiver nogle oversættere det med “diakon”, “menighedstjenerinde” eller “diakonisse” her i Ro 16:1. Men når kvalifikationskravene til “menighedstjenere” nævnes i Bibelen, er der ikke noget der indikerer at kvinder kan blive udnævnt som tjenere i den forstand. Derimod bliver disse tjenere omtalt som “én kvindes mand”. (1Ti 3:8-13) På baggrund af det vælger mange oversættere at gengive det udtryk der er brugt her, i en mere generel betydning og skriver “tjener” eller “hjælper”.

Kenkreæ: En af Korinths havne, der lå omkring 11 km Ø for Korinth. Da Paulus havde været i mere end 18 måneder i Korinth, sejlede han fra Kenkreæ til Efesos omkring år 52 e.v.t. (Se studienote til ApG 18:18). I Bibelen står der ikke præcis hvornår den kristne menighed der lå i Kenkreæ, blev oprettet, men nogle har fremsat den tanke at den var et resultat af Paulus’ lange ophold i Korinth. Dog ved man at den var oprettet før år 56, hvor han skrev Romerbrevet.

beskyttet og hjulpet: Det græske ord prostatis, der forekommer her, har grundbetydningen “en der forsvarer”. Det antyder at Føbe var en der gjorde noget godt for andre og hjalp dem der var i nød. Det kan også indeholde tanken om at hun gjorde noget aktivt for at støtte andre. Føbe havde friheden til at rejse omkring og til at udføre en værdifuld tjeneste i menigheden, og det kan indikere at hun var enke og muligvis en velhavende kvinde. Hvis det forholder sig sådan, har hun måske kunnet bruge sin indflydelse i byen til gavn for kristne der var under falske anklager, eller sørget for et sted hvor de kunne være i sikkerhed.

Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.

Overbring mine hilsner: Paulus sender fra dette vers til vers 15 hilsner til 26 kristne der nævnes ved navn, samt til andre enkeltpersoner og grupper af trosfæller. Paulus nævnte specifikt otte åndelige søstre, nemlig Priska, Maria, Tryfæna, Tryfosa, Persis, Julia, Rufus’ mor og Nereus’ søster, og det vidner om at han holdt meget af dem. På det tidspunkt havde han været en fremtrædende apostel for nationerne i mange år. (ApG 9:15; Ro 1:1; 11:13) Men disse hilsner beviser at han aldrig holdt op med at vise personlig interesse for sine trosfæller.

Priska og Akvila: Dette trofaste ægtepar var blevet forvist fra Rom på grund af kejser Claudius’ dekret mod jøderne engang i år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t. Claudius døde i år 54, og da Paulus skrev brevet til de kristne i Rom, omkring år 56, var Priska og Akvila vendt tilbage dertil. (Se studienote til ApG 18:2). Paulus omtaler dem som sine medarbejdere. Det græske ord for “medarbejder”, synergos, forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, hovedsageligt i Paulus’ breve. (Ro 16:9, 21; Flp 2:25; 4:3; Kol 4:11; Flm 1, 24) Det er interessant at Paulus i 1Kt 3:9 skriver: “Vi er Guds medarbejdere.”

sat deres eget liv på spil: Bogst.: “deres egen hals”. Nogle mener at dette billedlige udtryk er hentet fra den praksis at halshugge forbrydere, noget man også benyttede i Romerriget. Det er et stærkt udtryk der refererer til en nært forestående og voldsom død. Paulus siger at Akvila og Priska (Priskilla) havde sat deres liv på spil for at redde ham. Nogle mener at den situation han henviser til, var der hvor sølvsmedene skabte tumult i byen Efesos. (ApG 19:28-31) Det kan have været i den meget farlige situation, hvor Paulus frygtede for sit liv, at Akvila og Priska med livet som indsats greb ind for at redde ham. (2Kt 1:8) Men Bibelen fortæller ikke præcis hvilken situation Paulus havde i tanke her.

mig: Eller “mit liv; min sjæl”. Her henviser det græske ord psyche til en person eller en persons liv. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

Maria: Svarer til det hebraiske navn “Mirjam”. Seks kvinder i De Kristne Græske Skrifter hedder Maria: (1) Maria, Jesus’ mor, (2) Maria Magdalene (Mt 27:56; Lu 8:2; 24:10), (3) Maria, Jakobs og Joses’ mor (Mt 27:56; Lu 24:10), (4) Maria, Marthas og Lazarus’ søster (Lu 10:39; Joh 11:1), (5) Maria, Johannes Markus’ mor (ApG 12:12), og (6) Maria fra Rom (Ro 16:6). På Jesus’ tid var Maria et af de mest almindelige pigenavne.

Maria: Seks kvinder i De Kristne Græske Skrifter hedder Maria. Denne Maria er kun nævnt her, hvor Paulus roser hende for at have gjort en flittig indsats til gavn for den kristne menighed i Rom. Det er alt hvad Bibelen fortæller om hende. – Se studienote til Lu 1:27.

omfavnede Paulus: Bogst.: “faldt Paulus om halsen”. Når Bibelen nævner omfavnelse sammen med kys og tårer, bruges det som et udtryk for stor kærlighed, følelser som disse ældste uden tvivl nærede for Paulus. – Se også 1Mo 33:4; 45:14, 15; 46:29; Lu 15:20.

kyssede ham: Eller “kyssede ham ømt”. Paulus’ ægte kærlighed til sine brødre fik dem til at holde meget af ham. På Bibelens tid var det almindeligt at give udtryk for sådanne varme følelser med et kys. (1Mo 27:26; 2Sa 19:39) Nogle gange gav man også den man kyssede, en kærlig omfavnelse og græd. (1Mo 33:4; 45:14, 15; Lu 15:20) Der er almindelig enighed om at det græske ord, der her er gengivet med “kyssede”, er en forstærket form af udsagnsordet fileo, der nogle gange oversættes med “kysse” (Mt 26:48; Mr 14:44; Lu 22:47), men ofte har betydningen “holde af” (Joh 5:20; 11:3; 16:27). – Se også studienote til Mt 26:49.

med et helligt kys: I fire af sine breve (her og i 1Kt 16:20; 2Kt 13:12; 1Ts 5:26) tilskynder Paulus sine medkristne til at hilse hinanden “med et helligt kys”. Apostlen Peter brugte et lignende udtryk da han skrev: “Hils hinanden med et kærligt kys.” (1Pe 5:14) På Bibelens tid var det skik og brug at give nogle et kys som et udtryk for kærlighed, respekt eller fred. Man gav også nogle et kys når man hilste på dem eller sagde farvel. (Ru 1:14; Lu 7:45) Det var almindelig praksis mellem mænd og kvinder der var i familie med hinanden (1Mo 29:11; 31:28), mellem mandlige slægtninge og mellem nære venner (1Mo 27:26, 27; 45:15; 2Mo 18:7; 1Sa 20:41, 42; 2Sa 14:33; 19:39; se studienote til ApG 20:37). Blandt de kristne afspejlede sådanne udtryk for kærlighed det åndelige bånd og den enhed der er mellem dem der er forenet i den sande tilbedelse. Disse kys var ikke blot en formalitet eller en tradition, og der var heller ikke forbundet noget som helst romantisk eller erotisk med dem. – Joh 13:34, 35.

eget begær: Eller “egen mave”. Det græske ord koilia har grundbetydningen “bug” eller “indvolde”. Her og i Flp 3:19 bliver det brugt billedligt om fysiske lyster. Paulus forklarer at hvis man bliver træl af sit “eget begær”, kan man ikke være træl for “vores Herre Kristus”. Flp 3:19 omtaler nogle der har “maven”, dvs. deres fysiske lyster, som deres gud.

vil ... knuse Satan: Denne formulering minder os om ordene i 1Mo 3:15, den første profeti i Bibelen, som fortæller at en symbolsk kvindes “afkom” ville “knuse hovedet på [slangen]”. Der er tale om at Satan, “slangen fra fortiden”, vil blive tilintetgjort. (Åb 12:9) I sin beskrivelse af den begivenhed brugte Paulus et græsk ord der i forskellige opslagsværker er blevet defineret som det “at slå i stumper og stykker; at knuse; at tilintetgøre fuldstændigt”. Samme græske ord anvendes i Åb 2:27 om nationerne, der vil blive “knust ligesom lerkar”. Paulus skrev til sine trosfæller, der var “Kristus’ medarvinger” (Ro 8:17), og brugte udtrykket under jeres fødder i overført betydning for at indikere at de ville være med til at knuse Satan. – Se også Mal 4:3.

Tertius: Den der nedskrev eller renskrev Paulus’ brev til romerne, og den eneste af Paulus’ sekretærer der bliver omtalt ved navn. Formuleringen i Herrens navn tyder på at Tertius var en trofast kristen, og muligvis tilhørte han menigheden i Korinth. Brevet indeholder også en personlig hilsen fra Tertius, måske fordi han kendte mange af de kristne i Rom.

der er vært for mig: Dvs. for Paulus. Den personlige hilsen fra Tertius begynder og slutter i det foregående vers.

byens regnskabsfører: Eller “byens forvalter”. Det græske ord oikonomos, der oftest oversættes med “forvalter”, har grundbetydningen “husholder; husbestyrer”. I denne sammenhæng, hvor det står sammen med ordet for “by”, refererer det åbenbart til en der var ansvarlig for den økonomiske forvaltning i byen Korinth. Under arkæologiske udgravninger i Korinth i 1920’erne fandt man en brolægning hvor der på en af stenene stod at en vis Erastos havde anlagt denne brolægning og selv havde finansieret projektet. Man kan ikke med sikkerhed sige at den Erastos der er omtalt i denne inskription, er den samme mand som Paulus nævner her, men man mener at den føromtalte brolægning også har eksisteret i det første århundrede e.v.t.

hans bror: I den græske tekst står der egentlig “broren”, og det kan forstås på den måde at Kvartus var Erastos’ kødelige bror. Men der er også den mulighed at udtrykket sigter til et åndeligt slægtskab og derfor kan oversættes med “vores bror”.

Nogle græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog tilføjer: “Må vores Herre Jesus Kristus’ ufortjente godhed være med jer alle. Amen.” I andre håndskrifter er disse ord taget med efter vers 27. Men det eneste sted en lignende formulering findes i de ældste og mest pålidelige håndskrifter, er i vers 20. Ordene forekommer ikke som vers 24, og de findes heller ikke efter vers 27. I de eksisterende håndskrifter er der overbevisende vidnesbyrd om at sådanne tilføjelser ikke var en del af den oprindelige tekst. – Se Tillæg A3.

der skal fjerne sløret fra nationerne: Bogst.: “til åbenbarelse for nationerne”. Det græske ord apokalypsis, der er gengivet med “fjerne sløret”, betegner en “afdækning” eller “afsløring” og bruges ofte i forbindelse med åbenbaringer af åndelige anliggender eller af Guds vilje og hensigter. (Ro 16:25; Ef 3:3; Åb 1:1) Den aldrende Simeon omtalte her det lille barn Jesus som et lys, og han indikerede at det åndelige lys ikke kun ville blive til gavn for kødelige jøder og proselytter, men også for ikkejødiske ‘nationer’. Simeons profetiske ord var i harmoni med profetierne i De Hebraiske Skrifter, som dem vi finder i Esa 42:6 og 49:6.

åbenbaringen: Bogst.: “afdækningen; afsløringen”. Det græske ord apokalypsis bruges ofte i forbindelse med en afsløring af Guds vilje og hensigt eller af andre åndelige sandheder, og det er også tilfældet i dette vers. (Ef 3:3; Åb 1:1) Det er Gud der er Kilden til den slags åbenbaringer. – Se også studienote til Lu 2:32.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

Medieindhold

Belægningssten fra Korinth med navnet Erastos
Belægningssten fra Korinth med navnet Erastos

Her vises en belægningssten fundet på et torv i nærheden af et teater i Korinth. Inskriptionen indeholder navnet på en embedsmand som hed Erastos, der siges at have betalt for brolægningen af egen lomme. I Romerbrevet, der er skrevet i Korinth, hilser Paulus de kristne fra “Erastos, byens regnskabsfører”. (Ro 16:23) Stenen formodes at være fra det første århundrede, så nogle bibelforskere mener at den Erastos der nævnes i inskriptionen, er den samme person som Paulus omtaler i sit brev.