Det første brev til korintherne 10:1-33

10  Brødre, jeg vil gerne minde jer om at alle vores forfædre var under skyen+ og alle gik gennem havet,+  og de blev alle døbt til Moses da de var under skyen og gik gennem havet.  De fik alle den samme åndelige mad at spise,+  og de drak alle den samme åndelige drik,+ for de drak af den åndelige klippe der fulgte dem, og den klippe var et billede på Kristus.+  Alligevel blev de fleste af dem ikke godkendt af Gud, og de blev dræbt i ørkenen.+  Men alt dette er noget vi skal tage ved lære af så vi ikke bliver grebet af længsel efter noget der er skadeligt, sådan som de blev.+  Begynd heller ikke at dyrke afguder, som nogle af dem gjorde. Der står skrevet: “Folket satte sig til at spise og drikke, og derefter begyndte de at feste og more sig.”+  Lad os heller ikke begå seksuelt umoralske handlinger, som nogle af dem gjorde – på én dag blev 23.000 af dem dræbt på grund af seksuel umoral.+  Lad os heller ikke udfordre Jehova,+ sådan som nogle af dem udfordrede ham og blev dræbt af slangerne.+ 10  Lad os heller ikke være nogle der altid beklager sig,+ sådan som nogle af dem beklagede sig+ og blev dræbt af ødelæggeren.+ 11  Alt det der skete med dem, er noget vi kan lære af, og det blev nedskrevet som en advarsel for os+ der lever ved afslutningen på denne verdensordning.+ 12  Derfor må den der tror at han står, passe på at han ikke falder.+ 13  I har ikke været udsat for andre fristelser end dem der er almindelige for mennesker.+ Og Gud er trofast – han vil ikke tillade at I bliver fristet mere end I kan klare,+ men når I bliver fristet, vil han skabe en udvej så I kan holde ud.+ 14  I skal altså flygte fra afgudsdyrkelse,+ mine elskede. 15  Her taler jeg til jer som til mennesker der selv kan bedømme tingene. Afgør selv om jeg har ret i det jeg siger. 16  Når vi drikker af velsignelsens bæger, som vi beder over,* har vi så ikke andel i Kristus’ blod?+ Og når vi spiser af det brød vi brækker i stykker, har vi så ikke andel i Kristus’ krop?+ 17  Fordi der kun er ét brød, udgør vi én krop+ selvom vi er mange, for vi spiser alle af dette ene brød. 18  Se på dem som rent bogstaveligt er israelitter: Er det ikke sådan at de der spiser af ofrene, er med i et fællesskab omkring altret?+ 19  Hvad er det jeg vil sige? Mener jeg at det der bliver ofret til en afgud, er noget, eller at selve afguden er noget?+ 20  Nej, jeg siger at det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner, ikke til Gud+ – og jeg ønsker jo ikke at I skal have noget fællesskab med dæmonerne.+ 21  I kan ikke drikke både af Jehovas bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke spise både ved “Jehovas bord”+ og ved dæmonernes bord. 22  Eller vil vi ‘udfordre Jehova så han bliver vred’?+ Vi tror vel ikke at vi er stærkere end ham? 23  Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt.+ Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.+ 24  Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.+ 25  I kan spise alt kød der bliver solgt på et marked, uden at I behøver at spørge om noget på grund af jeres samvittighed, 26  for “jorden og alt hvad der er på den, tilhører Jehova”.+ 27  Hvis en ikketroende inviterer jer på besøg, så spis alt hvad der bliver serveret, uden at spørge om noget på grund af jeres samvittighed. 28  Men hvis en siger til jer: “Dette kød har været bragt som offer til afguder”, så skal I ikke spise det, af hensyn til den der gjorde opmærksom på det, og af hensyn til samvittigheden.+ 29  Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den andens, for hvorfor skulle jeg udnytte min frihed på en måde der får en andens samvittighed til at dømme mig?+ 30  Hvis jeg tager del i måltidet og takker Gud for det, hvorfor skal jeg så kritiseres for noget som jeg siger tak for?+ 31  Altså: Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget som helst andet, skal I gøre alting til ære for Gud.+ 32  I skal undgå at blive årsag til at andre snubler, uanset om det gælder jøder eller grækere eller nogen i Guds menighed,+ 33  ligesom jeg også selv i alle ting prøver at gøre hvad andre vil godkende. Jeg er ikke optaget af det der er godt for mig selv,+ men af det der er godt for mange, så de kan blive frelst.+

Fodnoter

Bogst.: “velsigner”.

Studienoter

alle ... var under skyen og alle gik gennem havet: Paulus refererer her til et storslået mirakel der fandt sted på Moses’ tid under udvandringen fra Egypten. Jehova fik Det Røde Havs vandmasser til at rejse sig som mure på hver side af israelitterne så de kunne gå midt igennem havet på tør bund. (2Mo 14:21, 22, 29) Skysøjlen, der symboliserede Jehovas beskyttende omsorg, var over dem og bag dem. (2Mo 14:19, 24) Israelitterne var således “under skyen” mens de “gik gennem havet”.

døbt til Moses: Eller “nedsænket til Moses”. Paulus taler her om dåb, eller nedsænkning, af Israels menighed i symbolsk forstand. Her betegner det græske ord baptizo at Gud overgav de israelitiske forfædre i Moses’ varetægt, og at han skulle være deres leder. Jehova foretog dåben gennem sin engel. Mens israelitterne drog østpå via Det Røde Havs tørre bund, var de omgærdet af vandmasserne og beskyttet af skyen mod Faraos forfølgende hære. I billedlig forstand løftede Gud dem derefter op af disse vande ved at føre dem op på den østlige bred som en fri nation. (2Mo 14:19, 22, 24, 25) For at blive døbt med denne dåb måtte israelitterne slutte sig til Moses og følge ham gennem havet. Så denne symbolske dåb var “til Moses” i den forstand at folket skulle anerkende ham som leder.

Du er Peter, og på denne klippe: Det græske ord petros (hankøn) betyder “et klippestykke; en sten”. Her bruges det som et egennavn (Peter), som er den græske form af det navn Jesus gav Simon. (Joh 1:42) Hunkønsformen af ordet, petra, gengives med “klippe” og kan hentyde til klippegrund eller en massiv klippe. Det græske ord forekommer også i hunkønsform i Mt 7:24, 25; 27:60; Lu 6:48; 8:6; Ro 9:33; 1Kt 10:4; 1Pe 2:8. Peter betragtede ikke sig selv som den klippe Jesus ville bygge menigheden på. Det ses tydeligt af det han skrev i 1Pe 2:4-8, hvor han nævner at Jesus var den forudsagte “hjørnegrundsten” som Gud selv havde udvalgt. Og apostlen Paulus omtaler Jesus som et “fundament” og “den åndelige klippe”. (1Kt 3:11; 10:4) Jesus gjorde altså brug af et ordspil og sagde i realiteten: ‘Du, som jeg har givet navnet Peter, klippestykke, har forstået hvem Kristus, “denne klippe”, som den kristne menighed skal bygges på, i virkeligheden er.’

er et symbol på: Det græske ord estin (der bogstaveligt betyder “er”) har her betydningen “betegner; symboliserer; står for; skildrer”. Den betydning af ordet var indlysende for apostlene, for ved denne lejlighed var Jesus’ fuldkomne krop lige foran dem, og det var det usyrnede brød som de skulle til at spise, også. Derfor kunne brødet ikke have været hans bogstavelige krop. Det er værd at bemærke at det samme græske ord bruges i Mt 12:7, og her gengiver mange bibeloversættelser det med “betyder”.

klippe: Hunkønsformen af det græske ord petra gengives med “klippe” og kan hentyde til klippegrund eller en massiv klippe. Dette græske ord forekommer også i Mt 7:24, 25; 16:18; 27:60; Lu 6:48; 8:6; Ro 9:33; 1Pe 2:8. (Se studienote til Mt 16:18). Ved mindst to lejligheder og på to forskellige steder blev israelitterne mirakuløst forsynet med vand fra en klippe. (2Mo 17:5-7; 4Mo 20:1-11) På denne måde kan man sige at klippen de fik vand fra, fulgte dem. Selve klippen var et symbol på Kristus, der sagde til jøderne: “Hvis nogen er tørstig, så lad ham komme til mig og drikke.” – Joh 7:37.

var et billede på: Eller “var”. Den form som det græske ord for “at være” står i, har betydningen “at betegne; at betyde”. – Se også studienote til Mt 26:26.

noget vi skal tage ved lære af: Flertalsformen af det græske ord typos kan i denne sammenhæng også oversættes med “advarende eksempler” eller “lektioner”. I dette og de efterfølgende vers nævner Paulus flere begivenheder i Guds folks historie der kan tjene som stærke advarende eksempler for kristne.

ikke bliver grebet af længsel efter noget der er skadeligt: Israelitterne begyndte at længes efter “noget der er skadeligt”, eller “det onde”, som der står i nogle bibler, blandt andet fordi de ikke viste værdsættelse af de gode ting Jehova havde sørget for. For eksempel viste israelitterne gang på gang foragt for mannaen, som de fik på mirakuløs vis. (4Mo 11:4-6; 21:5) Deres utaknemmelige indstilling kom til udtryk i deres skandaløse grådighed da Jehova sørgede for en rigelig forsyning af vagtler til dem. Der var ikke noget “skadeligt” ved vagtlerne som sådan, lige så lidt som der var noget skadeligt ved de porrer, løg og agurker israelitterne længtes efter. (4Mo 11:19, 20, 31-34) Det var israelitternes grådige, selviske længsel der gjorde disse ting til noget “skadeligt” og “ondt”, som Paulus udtrykte det.

Begynd heller ikke at dyrke afguder, som nogle af dem gjorde: Paulus refererer her til den lejlighed hvor israelitterne tilbad en guldkalv ved foden af Sinajs Bjerg. (2Mo 32:1-6) Det var en direkte overtrædelse af Jehovas bud der forbød en sådan forkert handling, en lov som de blot nogle få uger tidligere var gået ind på at adlyde. (2Mo 20:4-6; 24:3) Det var åbenbart ikke deres hensigt at forkaste Jehova som deres Gud. Aron kaldte endda deres afguderiske fest for en “fest for Jehova”. Men israelitterne gik i den fælde at de troede at man kunne blande tilbedelsen af Jehova sammen med afgudsdyrkelse.

seksuel umoral ... umoral: Det græske ord porneia, der er brugt to gange i dette vers, er et udtryk der dækker alle seksuelle handlinger der ikke er tilladt ifølge Bibelen. Det indbefatter utroskab, prostitution, seksuelle forbindelser mellem ugifte, homoseksualitet og sex med dyr. – Se Ordforklaring.

mennesker der lever på en seksuelt umoralsk måde: Denne formulering er en gengivelse af det græske navneord pornos, der er beslægtet med navneordet porneia (seksuel umoral, 1Kt 5:1) og udsagnsordet porneuo (at leve på en seksuelt umoralsk måde, 1Kt 6:18). (Se Ordforklaring: “Seksuel umoral”). I oldtiden var Korinth kendt for at være et sted hvor mennesker levede et moralsk fordærvet liv og tilbad gudinden Afrodite. Denne form for tilbedelse appellerede til menneskers fysiske lyster og promoverede en umoralsk opførsel. (Se også studienote til 1Kt 7:2). Ud fra Paulus’ brev kan man se at nogle af de kristne i Korinth tidligere havde levet på en umoralsk måde men havde ændret sig og nu var gode kristne. – 1Kt 6:11.

begå seksuelt umoralske handlinger ... seksuel umoral: Lige før israelitterne skulle til at gå ind i det lovede land, lokkede moabitiske kvinder tusinder af dem til at begå seksuelt umoralske handlinger og deltage i den urene tilbedelse af Baal-Peor i Shittim på Moabs ørkensletter. – 4Mo 25:1-3, 9; se studienote til 1Kt 5:1.

på én dag blev 23.000 af dem: Paulus sigter åbenbart til de begivenheder der beskrives i 4Mo 25:9, og bruger eksemplet som en kraftig advarsel mod at blive involveret i seksuel umoral. (Se studienote til 1Kt 5:9). I 4Mo 25:9 står der at “der døde 24.000 som følge af plagen”, og derfor har nogle påpeget at der tilsyneladende er en uoverensstemmelse mellem den beretning og det tal Paulus oplyser. Men det er værd at lægge mærke til at Paulus specifikt skriver at det antal han opgiver, døde “på én dag”, hvilket sandsynligvis betyder at 23.000 døde af selve plagen. Disse mænds “ledere” blev dræbt af dommerne efter plagen. (4Mo 25:4, 5) Det er muligt at det tal vi finder i 4. Mosebog, er det fulde antal af dem der døde, deriblandt også lederne, som Gud holdt ansvarlige for folkets synder.

Lad os heller ikke udfordre Jehova: Paulus tænkte åbenbart på flere forskellige episoder hvor israelitterne udfordrede Jehova i ørkenen, som for eksempel de begivenheder der er nævnt i 2Mo 16:2, 3; 17:2, 3, 7 og 4Mo 14:22. I anden halvdel af verset hentyder Paulus til et specifikt tilfælde da han skriver sådan som nogle af dem udfordrede ham og blev dræbt af slangerne. Det der skete ved den lejlighed, er beskrevet i 4Mo 21:5, 6, hvor beretningen siger at “folket gav sig til at kritisere Gud og Moses”, og at “Jehova [sendte] giftslanger blandt folket”. Paulus kan også have haft Sl 78:18 i tanke, hvor salmisten siger at israelitterne “i deres hjerte udfordrede ... Gud [bogst.: satte ... Gud på prøve]”. – Se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 10:9.

heller ikke være nogle der altid beklager sig, sådan som nogle af dem beklagede sig: Israelitterne beklagede sig ved flere forskellige lejligheder over for Jehova. De rettede for eksempel en stærk kritik mod Moses og Aron da 10 ud af de 12 spioner der var sendt ind i Kanaan for at udforske landet, kom tilbage med en negativ rapport. De foreslog endda at der blev udnævnt en anden leder i stedet for Moses, og de mente at det ville være bedre at vende tilbage til Egypten. (4Mo 14:1-4) Senere “gav hele forsamlingen ... sig til at beklage sig” over at oprørerne Kora, Datan og Abiram og dem der var på deres side, var blevet dræbt. De der beklagede sig, syntes åbenbart at det var uretfærdigt at oprørerne skulle dø, og deres negative indstilling smittede af på mange andre. Jehova svarede ved at sende en plage der kom til at koste 14.700 israelitter livet. (4Mo 16:41, 49) Jehova betragtede sådanne beklagelser over dem der repræsenterede ham, som beklagelser der var rettet mod ham personligt. – 4Mo 17:5.

noget vi skal tage ved lære af: Flertalsformen af det græske ord typos kan i denne sammenhæng også oversættes med “advarende eksempler” eller “lektioner”. I dette og de efterfølgende vers nævner Paulus flere begivenheder i Guds folks historie der kan tjene som stærke advarende eksempler for kristne.

noget vi kan lære af: Eller “advarende eksempler”. – Se studienote til 1Kt 10:6.

der lever ved afslutningen på denne verdensordning: Apostlen Paulus har indtil nu talt om en række begivenheder i Israels historie (1Kt 10:1-10) der førte frem til afslutningen på den verdensordning, eller de fremherskende tilstande, der eksisterede på hans tid. (Se Ordforklaring: “Verdensordning”). Den “verdensordning” var nært forbundet med Lovpagten og indeholdt blandt andet følgende elementer: et præsteskab, en ordning med ofringer og kostbestemmelser, en ordning med en telthelligdom eller et tempel hvor tilbedelsen kunne foregå med højtider og sabbatter, og en national ordning der med tiden også indbefattede en jordisk konge. Mange af de særlige forhold der kendetegnede den israelitiske eller jødiske periode, eller tidsalder, ophørte dog ikke helt før år 70 e.v.t. På det tidspunkt blev Jerusalem og templet ødelagt, og det blev enden på det jødiske præsteskab, ofringerne og tilbedelsen ved templet efter Lovens forskrifter. Desuden blev jøderne, der engang var Guds udvalgte folk, spredt blandt nationerne, og dermed gik Jesus’ profeti i Lu 21:24 i opfyldelse og ligeledes det Paulus skriver her om afslutningen på den jødiske verdensordning.

det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner: I det foregående vers gjorde Paulus det klart at en afgud ikke er noget. Men den virkelige fare ved afgudsdyrkelse er det der ligger bag. Paulus citerer åbenbart fra eller hentyder til 5Mo 32:17. Vi finder en lignende tanke i Sl 106:36, 37. Jesus sagde at den der står bag al afgudsdyrkelse, er Satan, der er “dæmonernes hersker”. (Mt 12:24-26) Så når folk fra nationerne bragte ofre til afguder, eller falske guder, tilbad de i virkeligheden dæmoner. Dertil kommer at tilbederen, som en del af ceremonien, ofte spiste noget af det kød der blev ofret. De spiste så at sige et måltid sammen med deres guder og havde dermed fællesskab med dæmoner.

Jehovas bæger: Fem vers tidligere har Paulus talt om bægret med vin der symboliserer Kristus’ blod ved Herrens aftensmåltid. (1Kt 10:16) Der kalder han det bæger der bliver anvendt ved højtiden, for “velsignelsens bæger, som vi beder over”. Da Jesus indstiftede denne højtid, udtalte han en velsignelse, eller bad en bøn, før han gav bægret videre til sine disciple. (Mt 26:27, 28; Lu 22:19, 20) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bliver der bedt en bøn over bægret inden nogen drikker af det. Det var imidlertid Jehova der havde tilvejebragt alle de åndelige gaver til kristne, deriblandt en løsesum gennem Jesus’ offer. Det var for Jehova at Jesus frembar værdien af sit offer. Det var Jehova der afgjorde hvordan ofret skulle anvendes. Og det var Jehova der forudsagde og indstiftede den nye pagt. (Jer 31:31-34) Så det er helt på sin plads at kalde det “Jehovas bæger”. – Se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 10:21a.

dæmonernes bæger ... dæmonernes bord: Ligesom Herrens aftensmåltid er et fællesskabsmåltid – der på nogle områder minder om fællesskabsofrene i fortidens Israel (3Mo 3:1-16; 7:28-36; 1Kt 10:16) – ville det at deltage i et offermåltid sammen med afgudsdyrkere betyde at kristne fik fællesskab med dæmoner. En kristen kunne ikke både deltage i Herrens aftensmåltid og i måltider sammen med hedninger der tilbad falske guder.

Jehovas bord: Der er bred enighed om at dette udtryk er et citat fra eller en hentydning til Mal 1:7, 12, hvor altret i Jehovas tempel bliver kaldt “Jehovas bord”. Det bliver omtalt som et “bord” fordi ofrene der blev bragt på det, blev sammenlignet med “mad [bogst.: “brød”]”. (Mal 1:7; Eze 41:22) Når israelitterne spiste af fællesskabsofrene til Gud, blev de parthavere med ham, som om de spiste et måltid sammen, idet Gud blev repræsenteret ved altret. – Se studienote til Jehovas bæger i dette vers og Tillæg C3 introduktion; 1Kt 10:21b.

Eller vil vi ‘udfordre Jehova så han bliver vred’?: Paulus advarer kristne mod at provokere Jehova så han bliver vred ved at deltage i enhver form for afgudsdyrkelse. Paulus hentyder til ordene i 5Mo 32:21, selvom han ikke citerer det direkte. Sammenhængen, 5Mo 32:19-21, viser at det er Jehova der siger følgende til sit folk: “De har gjort mig vred [eller “jaloux”, fdn.] med noget der ikke engang er en gud.” – For at få en forklaring på hvorfor Guds navn bruges i dette vers, se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 10:22.

Jeg har lov til alt: Eller “Alt er tilladt for mig”. Paulus mente selvfølgelig ikke at kristne har lov til at gøre noget som Gud fordømmer. (ApG 15:28, 29) Han forstod derimod at kristne, fordi det ikke er pålagt dem at følge de mange bestemmelser i Moseloven, ofte kunne komme til at stå i situationer hvor Bibelen ikke giver et direkte svar på hvad man skal gøre. I sådanne tilfælde ville de være nødt til at tage både deres egen og andres samvittighed i betragtning. Paulus brugte det at spise mad som et eksempel. (1Kt 6:13) Nogle kristne havde en følsom samvittighed og holdt sig derfor fra at spise en bestemt slags mad. (1Kt 10:23, 25-33) Selvom det var tilladt for kristne at spise den slags mad, insisterede Paulus ikke på at gøre det hvis det kunne få andre til at snuble eller skade deres samvittighed. – 1Kt 8:12, 13.

Nu med hensyn til mad der er ofret til afguder: I det første århundrede e.v.t. bragte grækere og romere dyreofre til afguder. Dele af dyret blev anbragt på altret. Noget af dyret gik til præsterne, og noget af det kunne den der var kommet for at ofre, anvende til et måltid eller en fest. Men rester af kødet blev solgt på “et marked”. (1Kt 10:25) De kristne i Korinth havde skrevet til Paulus og spurgt om det var tilladt at spise den slags kød. (1Kt 7:1a) Under inspiration af den hellige ånd hjalp Paulus dem til at forstå at for modne kristne er “en afgud ingenting”. (1Kt 8:4) Dog frarådede han de kristne at gå ind i et afgudstempel for at spise kød. Hvis man spiste i et afgudstempel, kunne de der var åndeligt svage, få et forkert indtryk og tro at den kristne tilbad afguden. Det kunne blive en snublesten for nogle af disse svagere kristne, som måske endda kunne blive forledt til at spise kød under en ceremoni hvor der blev ofret til afguder. (1Kt 5:9, 10; 8:9, 10) Det ville være en direkte overtrædelse af det styrende råds afgørelse, som vi finder i ApG 15:28, 29. – Se studienoter til 1Kt 8:4; 10:25.

Hvad angår det at spise mad der er ofret til afguder: Det græske udtryk der er gengivet “mad der er ofret til afguder” i dette vers, forekommer også i ApG 15:29, hvor det er oversat med “det der er ofret til afguder”. Det græske udtryk har dog en bred betydning og kan indbefatte både kød fra et dyreoffer hvor det rent faktisk indgik i en religiøs ceremoni, og kød der var tilovers fra et sådant offer. Her refererer Paulus til det kød der var tilovers, og som blev solgt til dem der købte ind på et marked. (1Kt 10:25) I 1. Korinther 8 og 10 og Romerne 14 giver Paulus ikke de kristne carte blanche til at deltage i afgudsdyrkelse eller nogen som helst fest til ære for en afgud. Der er snarere tale om at Paulus blev inspireret til at give tilladelse til at man slet og ret spiste kød der var blevet solgt til befolkningen, som et almindeligt måltid. Kød fra et afgudstempel var ikke urent eller besmittet bare fordi det kom derfra. – Se studienoter til 1Kt 8:1; 10:25.

spise alt kød der bliver solgt på et marked: På et sådant “marked” (græsk: makellon) blev der ikke kun solgt kød og fisk, men også andre fødevarer. Det overskydende kød fra de forskellige templer blev solgt til købmænd som muligvis solgte det videre. Det kød der blev solgt på et marked, var ikke længere “helligt” og var lige så godt som alt andet kød. De kristne behøvede ikke at betragte kød fra sådanne templer som noget der i sig selv var forkert og besmittet. De kunne sagtens købe det, så længe blodet var løbet af på korrekt vis. – Se studienoter til 1Kt 8:1, 4.

Jehova: I dette citat fra Sl 24:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C1 og C2.

Jehova: I dette citat fra Sl 24:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C1 og C2.

af hensyn til samvittigheden: Nogle senere græske håndskrifter og oversættelser fra oldtiden til andre sprog tilføjer følgende: “For Herrens er jorden og det som fylder den.” En lignende gengivelse ses i nogle nyere bibeloversættelser. Men mange tidlige og pålidelige håndskrifter har ikke denne sætning med i vers 28. Den var åbenbart ikke en del af den oprindelige tekst. Et lignende udsagn findes i 1Kt 10:26, hvor der ikke er usikkerhed om den græske teksts ægthed. – Se Tillæg A3 og studienote til 1Kt 10:26.

Guds menighed: Det græske ord ekklesia, der almindeligvis gengives med “menighed”, bliver anvendt på flere forskellige måder i De Kristne Græske Skrifter. (Se Ordforklaring: “Menighed”). Nogle gange sigter ordet til hele gruppen af salvede kristne. (Mt 16:18; He 2:12; 12:23) I denne sammenhæng anvender Paulus imidlertid ordet i en mere snæver forstand, idet han tilskynder de kristne til at “undgå at blive årsag til at andre snubler”, altså nogen i “Guds menighed”, dvs. kristne der levede på det tidspunkt, og som kunne blive påvirket af deres handlinger.

Medieindhold