Apostlenes Gerninger 13:1-52

13  I den lokale menighed i Antiokia var der profeter og lærere:+ Barnabas,+ Simeon der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen der var uddannet sammen med lokalfyrsten Herodes,+ og Saulus.  Mens de tjente Jehova og fastede, sagde den hellige ånd: “Udtag Barnabas og Saulus+ til det arbejde jeg har kaldet dem til.”+  Efter at have fastet og bedt lagde de hænderne på dem og sendte dem afsted.  Så tog mændene som var blevet udsendt af den hellige ånd, ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Cypern.  Da de var kommet til Salamis, begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som medhjælper.*+  Da de havde gennemgået hele øen lige til Pafos, traf de en jøde der hed Barjesus. Han var troldmand og falsk profet.  Han var hos prokonsulen Sergius Paulus, som var en klog mand. Denne mand tilkaldte Barnabas og Saulus og var ivrig efter at høre Guds ord.  Men Elymas, troldmanden (for sådan oversættes hans navn), begyndte at modarbejde dem ved at forsøge at hindre prokonsulen i at få tro.  Saulus, også kaldet Paulus, blev fyldt med hellig ånd og så fast på ham 10  og sagde: “Du Djævelens søn,+ fjende af al retfærdighed og fuld af alle former for bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at fordreje Jehovas lige veje? 11  Jehova vil straffe dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset i et stykke tid.” Straks faldt der tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og famlede efter en der kunne lede ham ved hånden. 12  Prokonsulen, som havde set hvad der var sket, fik nu tro, for han var forbløffet over Jehovas lære. 13  Paulus og hans rejsefæller sejlede så ud fra Pafos og kom til Perge+ i Pamfylien. Men Johannes+ forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem.+ 14  De fortsatte imidlertid fra Perge og kom til Antiokia+ i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind i synagogen+ og satte sig. 15  Efter oplæsningen fra Loven og Profeterne+ sagde forstanderne for synagogen til dem: “Mænd, brødre, hvis I har noget opmuntrende at sige til folket, så fortæl det.” 16  Så rejste Paulus sig op, gjorde tegn med hånden og sagde: “Israelitter og I andre der har dyb respekt for Gud, hør engang. 17  Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vores forfædre, og han ophøjede folket mens de levede som udlændinge i Egypten, og førte dem ud derfra med stor magt.*+ 18  Og i omkring 40 år fandt han sig i dem i ørkenen.+ 19  Efter at have udryddet syv nationer i Kanaan tildelte han dem deres land som en arv.+ 20  Alt det skete i løbet af omkring 450 år. Efter det gav han dem dommere frem til profeten Samuels tid.+ 21  Men derefter krævede de en konge,+ og Gud gav dem Saul, Kishs søn, en mand fra Benjamins stamme,+ til at regere over dem i 40 år. 22  Efter at have fjernet ham satte han David som konge over dem.+ Om ham vidnede han og sagde: ‘Jeg har fundet David, Isajs søn,+ en mand efter mit hjerte.+ Han vil gøre alt det jeg ønsker.’ 23  I overensstemmelse med sit løfte har Gud gennem denne mands efterkommere givet Israel en frelser, Jesus.+ 24  Før han kom, havde Johannes offentligt forkyndt for hele Israels folk at de skulle lade sig døbe for at vise at de havde angret.+ 25  Men hen imod slutningen af sin tjeneste sagde Johannes flere gange: ‘Jeg er ikke den I tror jeg er.+ Men der kommer en efter mig, og jeg er ikke engang god nok til at løse hans sandaler.’+ 26  Brødre, I som er efterkommere af Abraham, og I andre som har dyb respekt for Gud: Budskabet om denne frelse er blevet sendt til os.+ 27  Jerusalems indbyggere og deres ledere anerkendte ham nemlig ikke, men de optrådte som dommere og opfyldte dermed det profeterne havde sagt,+ det der læses op hver sabbat. 28  Selvom de ikke fandt noget der kunne føre til dødsstraf,+ krævede de at Pilatus fik ham henrettet.+ 29  Og da de havde gjort alt det der står skrevet om ham, tog de ham ned fra pælen og lagde ham i en grav.+ 30  Men Gud oprejste ham fra de døde,+ 31  og i mange dage viste han sig for dem som var fulgt med ham fra Galilæa op til Jerusalem. De er nu hans vidner over for folket.+ 32  Vi forkynder jer altså den gode nyhed om det løfte forfædrene fik. 33  Gud har fuldt ud opfyldt det for os, deres børn, ved at oprejse Jesus.+ Det er som der står skrevet i den anden salme: ‘Du er min søn; i dag er jeg blevet din far.’+ 34  Og at Han oprejste ham fra de døde så han aldrig igen skulle vende tilbage til forrådnelse, har Han udtrykt på denne måde: ‘Jeg vil vise jer den trofaste* og loyale kærlighed som jeg lovede David.’+ 35  Og i en anden salme siges der: ‘Du vil ikke tillade at din loyale ser* forrådnelse.’+ 36  David tjente jo Gud i sin egen generation, sov ind i døden, blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse.+ 37  Men den som Gud oprejste, så ikke forrådnelse.+ 38  I skal derfor vide, brødre, at det der bliver forkyndt for jer, er at I kan få tilgivet jeres synder gennem ham,+ 39  og at alt det som I ikke kunne blive erklæret skyldfri for ved hjælp af Moses’ Lov,+ det bliver enhver som tror, erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.+ 40  Pas derfor på at det der siges i Profeterne, ikke kommer over jer: 41  ‘Se hvad jeg gør i jeres dage, I som er fulde af foragt, og bliv forbløffede, og gå til grunde, for jeg gør noget som I ikke engang vil tro hvis nogen fortæller jer om det i detaljer.’”+ 42  Da de nu gik ud, bønfaldt folk dem om også at tale om disse emner den følgende sabbat. 43  Efter at de forsamlede i synagogen var gået hver til sit, fulgte mange af de jøder og proselytter der tilbad Gud, med Paulus og Barnabas, som talte med dem og tilskyndede dem til at forblive værdige til Guds ufortjente godhed.+ 44  Næste sabbat kom næsten hele byen for at høre Jehovas ord. 45  Da jøderne så folkeskarerne, blev de fulde af misundelse og begyndte blasfemisk at modsige det Paulus sagde.+ 46  Så sagde Paulus og Barnabas frimodigt til dem: “Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.+ Men nu hvor I forkaster det og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, går vi til nationerne.+ 47  Jehova har nemlig befalet os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for nationer for at du skal være til frelse til jordens ende.’”+ 48  Da de der var fra nationerne, hørte det, blev de meget glade og begyndte at lovprise Jehovas ord, og alle som havde den rette indstilling så de kunne få evigt liv, fik tro. 49  Og Jehovas ord blev udbredt i hele landet. 50  Men jøderne ophidsede de gudfrygtige prominente kvinder og byens førende mænd, og de iværksatte en forfølgelse+ af Paulus og Barnabas og jagede dem uden for deres område. 51  De rystede så støvet af fødderne og tog til Ikonion.+ 52  Og disciplene var fortsat fyldt med glæde+ og hellig ånd.

Fodnoter

Eller “tjener”.
Bogst.: “med løftet arm”.
Eller “troværdige; pålidelige”.
Eller “går i”.

Studienoter

Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. – Se Ordforklaring.

lokalfyrsten: Bogst.: “tetrarken” (betyder “hersker over en fjerdedel” af en provins), en betegnelse for herskeren over et mindre område eller en landsdel, som havde fået sit embede betroet af de romerske myndigheder. Herodes Antipas’ område omfattede Galilæa og Peræa. Se også studienote til Mr 6:14.

lokalfyrsten Herodes: Se studienote til Mt 14:1.

hellig tjeneste: Eller “offentlig tjeneste”. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I Ro 13:6 bliver de verdslige myndigheder for eksempel kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører en tjeneste der er til gavn for borgerne. Udtrykket som det bruges her af Lukas, afspejler den måde det bruges på i Septuaginta, hvor det både som udsagnsord og som navneord ofte henviser til den tempeltjeneste som præsterne og levitterne udførte. (2Mo 28:35; 4Mo 8:22) Den tjeneste der blev udført ved templet, var en offentlig tjeneste som var til gavn for folket. Men det var også en hellig tjeneste, for de levitiske præster underviste i Guds Lov og bragte ofre der dækkede folkets synder. – 2Kr 15:3; Mal 2:7.

tjente: Eller “offentligt tjente”. Det græske ord leitourgeo, der er brugt her, og de beslægtede ord leitourgia (offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. For eksempel bliver de verdslige myndigheder i Ro 13:6 kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører tjeneste til gavn for borgerne. I Lu 1:23 (se studienote) gengives ordet leitourgia med “hellig tjeneste” (eller “hans offentlige tjeneste”) i forbindelse med den tjeneste som Johannes Døbers far, Zakarias, udførte. Den måde ordet leitourgia og andre beslægtede udtryk bruges på i dette vers, afspejler den måde det blev brugt på i Septuaginta i forbindelse med den tjeneste som præster og levitter udførte i telthelligdommen (2Mo 28:35; 4Mo 1:50; 3:31; 8:22) og i templet (2Kr 31:2; 35:3; Joe 1:9, 13; 2:17). Den slags tjeneste indbefattede tanken om at det man gjorde, var til gavn for folket. Men nogle gange var der også tale om hellig tjeneste. For eksempel underviste levitpræsterne i Guds Lov (2Kr 15:3; Mal 2:7) og bragte ofre der dækkede folkets synder (3Mo 1:3-5; 5Mo 18:1-5). I ApG 13:2 bliver det græske ord leitourgeo brugt i en mere bred forstand og beskriver den tjeneste som kristne profeter og lærere udførte i menigheden i Antiokia i Syrien. Ordet sigter til forskellige måder at tjene og tilbede Gud på og indbefatter aspekter af kristnes gudsdyrkelse, såsom bøn, forkyndelse og undervisning. Den tjeneste som disse profeter og lærere udførte, omfattede uden tvivl også offentlig forkyndelse. – ApG 13:3.

tjente Jehova: Det græske ord leitourgeo (at tjene), der er brugt i dette vers, forekommer ofte i passager i De Hebraiske Skrifter i Septuaginta hvor Guds navn findes i den oprindelige hebraiske tekst. Et eksempel er 2Kr 13:10 i Septuaginta, hvor den græske gengivelse af de hebraiske ord for “udfører tjeneste for Jehova” også findes i ApG 13:2. I 2Kr 35:3 bruges de samme græske ord som en gengivelse af det hebraiske udtryk “tjene jeres Gud Jehova”. – 1Sa 2:11; 3:1; Eze 45:4; Joe 2:17; se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:2.

Seleukia: En befæstet havneby ved Middelhavet der betjente Antiokia i Syrien og lå ca. 20 km SV for Antiokia. De to byer var forbundet med en vej og den sejlbare Orontesflod, der løb forbi Antiokia og mundede ud i Middelhavet lidt S for Seleukia. Seleukos I (Nikator), en af Alexander den Stores generaler, grundlagde byen og opkaldte den efter sig selv. Da Paulus, ledsaget af Barnabas, tog ud på sin første missionsrejse omkring år 47 e.v.t., var det med båd fra Seleukia. Seleukia var beliggende lige N for Samandag i det nuværende Tyrkiet. Dynd fra Orontesfloden har omdannet oldtidens havn i Seleukia til et marskområde. – Se Tillæg B13.

sejlede de til Cypern: En rejse på omkring 200 km. Med optimal vind kunne et skib fra det første århundrede tilbagelægge en afstand på omkring 150 km på en dag. Hvis vejrforholdene derimod var dårlige, kunne sådan en rejse tage meget længere tid. Barnabas stammede fra Cypern. – Se Tillæg B13.

Markus: Kommer af det latinske navn Marcus. Markus var det romerske tilnavn på den “Johannes” der omtales i ApG 12:12. Hans mor var Maria, en af de første disciple, som boede i Jerusalem. Johannes Markus var “Barnabas’ fætter” (Kol 4:10), og de to rejste sammen. Markus rejste også sammen med Paulus og andre af de første kristne missionærer. (ApG 12:25; 13:5, 13; 2Ti 4:11) Selvom evangeliet ikke specifikt oplyser navnet på skribenten, tilskriver skribenter fra det andet og tredje århundrede e.v.t. Markus dette evangelium.

Salamis: Pafos, der lå på vestkysten, var den romerske hovedstad på Cypern, men Salamis lå på østkysten og var derfor et fornuftigt sted at begynde forkynderrejsen. Salamis var tættere på missionærernes udgangspunkt nær Antiokia i Syrien, og byen var centrum for øens kulturelle, uddannelsesmæssige og kommercielle aktiviteter. Der var også en del jøder i Salamis, og byen havde mere end én synagoge. Barnabas, der kom fra Cypern, var uden tvivl god at have med som guide for gruppen. Afhængigt af hvilken rute de valgte, kan mændene have gået mindst 150 km mens de forkyndte på hele øen. – Se Tillæg B13.

Johannes: Dvs. Johannes Markus, en af Jesus’ disciple, “Barnabas’ fætter” (Kol 4:10) og den der nedskrev Markusevangeliet. (Se studienote til Markus Titel). Han kaldes desuden Johannes i ApG 13:13, men de tre andre steder i Apostlenes Gerninger hvor han omtales, finder vi tilføjelsen “der [eller “ham der også”] blev kaldt Markus”, hans romerske tilnavn. (ApG 12:12, 25; 15:37) Johannes er den danske gengivelse af det hebraiske navn Jehohanan eller Johanan, der betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været barmhjertig”. Andre steder i De Kristne Græske Skrifter omtales han som “Markus”. – Kol 4:10; 2Ti 4:11; Flm 24; 1Pe 5:13.

prokonsulen: Titlen på den øverste embedsmand i en provins der blev administreret af det romerske senat. Nogle romerske provinser, såsom Judæa, var kejserlige provinser, der blev ledet direkte af kejseren, som indsatte en statholder. Fordi Cypern blev en senatsprovins i 22 f.v.t., blev den styret af en prokonsul. Man har fundet en mønt fra Cypern med den romerske kejser Claudius’ hoved og titel (på latin) præget på den ene side og inskriptionen “Under Cominius Proclus, cyprioternes prokonsul” (på græsk) på den anden side. – Se Ordforklaring.

Saulus: Betyder “spurgt [Gud] om; anmodet [Gud] om”. Saul, eller Saulus, der også er kendt under sit romerske navn Paulus, hørte til “Benjamins stamme” og var “hebræer, født af hebræere”. (Flp 3:5) Saulus var romersk borger af fødsel (ApG 22:28), og det er derfor logisk at hans jødiske forældre gav ham det romerske navn Paulus, der betyder “lille”. Sandsynligvis havde han begge navne lige fra han var barn. Der kan være flere grunde til at hans forældre gav ham navnet Saulus. Navnet Saul havde en særlig betydning blandt benjaminitter fordi den første konge over hele Israel var benjaminit og hed Saul. (1Sa 9:2; 10:1; ApG 13:21) Det kan dog også være at hans forældre kaldte ham Saulus på grund af det som navnet betød. En mulighed er også at hans far hed Saul, og at sønnen blev opkaldt efter sin far, som det var skik og brug. (Se også Lu 1:59). Uanset hvad grunden var, ville Saulus bruge sit hebraiske navn når han var blandt sine landsmænd, og især da han studerede til farisæer og levede som farisæer. (ApG 22:3) Og i mere end et årti efter at han var blevet kristen, ser det ud til at han mest var kendt under sit hebraiske navn. – ApG 11:25, 30; 12:25; 13:1, 2, 9.

Saulus, også kaldet Paulus: Fra dette tidspunkt bliver Saulus omtalt som Paulus. Apostlen var født som hebræer og med romersk borgerret. (ApG 22:27, 28; Flp 3:5) Sandsynligvis havde han derfor allerede som barn både det hebraiske navn Saul, eller Saulus, og det romerske navn Paulus. Det var ikke ualmindeligt at jøder på den tid, især de der var bosat uden for Israel, havde to navne. (ApG 12:12; 13:1) Nogle af Paulus’ slægtninge havde ud over deres hebraiske navn også et romersk eller græsk navn. (Ro 16:7, 21) Som en “apostel for nationerne” havde Paulus fået til opgave at forkynde den gode nyhed for ikkejøder (Ro 11:13), og han valgte åbenbart at bruge sit romerske navn – måske fordi han mente at det var mere acceptabelt. (ApG 9:15; Ga 2:7, 8) Nogle har fremsat den tanke at han tog det romerske navn til ære for Sergius Paulus, men det virker ikke sandsynligt eftersom Paulus fortsat brugte navnet efter at han havde forladt Cypern. Andre mener at Paulus lod være med at bruge sit hebraiske navn fordi den græske udtale af det mindede om et græsk ord der betegnede en person (eller et dyr) der gik på en overlegen eller nonchalant måde. – Se studienote til ApG 7:58.

Paulus: I De Kristne Græske Skrifters grundtekst bruges navnet Paulos, fra det latinske Paulus, der betyder “lille”, 157 gange om apostlen Paulus og én gang om Cyperns prokonsul Sergius Paulus. – ApG 13:7.

Jehovas ... veje: Paulus’ svar til den jødiske troldmand Barjesus (der er nedskrevet i vers 10 og 11) indeholder flere udtryk der stammer fra De Hebraiske Skrifter. Her er nogle eksempler: Det græske udtryk der her er gengivet med “fordreje ... veje”, er taget fra Ord 10:9 (“lever uærligt”, bogst.: “gør sine veje krogede”) i Septuaginta. De græske ord der forekommer i udtrykket “Jehovas lige veje”, forekommer også i Ho 14:9 ifølge Septuaginta. I det vers indgår Guds navn i den oprindelige hebraiske tekst (“Jehovas veje er rette”). – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:10.

Jehova var med dem: I den græske tekst står der at Guds “hånd” var med dem. Denne og lignende formuleringer forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “hånd” står sammen med tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 2Mo 9:3; 4Mo 11:23; Dom 2:15; Ru 1:13; 1Sa 5:6, 9; 7:13; 12:15; 1Kg 18:46; Ezr 7:6; Job 12:9; Esa 19:16; 40:2; Eze 1:3). I Bibelen bruges udtrykket “hånd” ofte som et symbol på “kraft”. Eftersom hånden anvender og styrer armens kraft, bruges ordet “hånd” også billedligt om “anvendt kraft”. Det græske udtryk som betyder “Jehovas hånd”, forekommer også i Lu 1:66 og ApG 13:11. – Se studienoter til Lu 1:6, 66 og Tillæg C3 introduktion; ApG 11:21.

Jehova: Eller “Jehovas hånd”. Se studienote til ApG 11:21 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:11.

Jehovas lære: “Jehovas lære” er synonymt med udtrykket “Guds ord”, der bruges i ApG 13:5. Dette vers fortæller at da Paulus og hans rejsefæller ankom til Cypern, “begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger”. Som følge heraf blev prokonsulen Sergius Paulus “ivrig efter at høre Guds ord”. (ApG 13:7) Efter at have været vidne til det Paulus sagde og gjorde, var Sergius Paulus forbløffet over det han havde lært om Jehova Gud, og over den lære der kom fra Ham. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:12.

Antiokia i Pisidien: En by i den romerske provins Galatien. Byen var beliggende på grænsen mellem regionerne Frygien og Pisidien og har gennem tiden været betragtet som en del af både den ene og den anden region. Ruinerne af byen ligger i nærheden af Yalvaç i det nuværende Tyrkiet. Antiokia i Pisidien omtales i dette vers og i ApG 14:19, 21. Alle der skulle fra Perge, en by i nærheden af Middelhavet, til Antiokia i Pisidien, stod over for en anstrengende rejse. Antiokia i Pisidien lå nemlig omkring 1.100 m over havets overflade (se Tillæg B13), og røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. “Antiokia i Pisidien” er ikke det samme som Antiokia i Syrien. (ApG 6:5; 11:19; 13:1; 14:26; 15:22; 18:22) Faktisk refererer de fleste omtaler af Antiokia i Apostlenes Gerninger til Antiokia i Syrien, og ikke til Antiokia i Pisidien.

rejste sig for at læse: Forskere bemærker at dette er den tidligste kendte beskrivelse af en gudstjeneste i en synagoge. Ifølge jødisk tradition begyndte gudstjenesten som regel med at menighedens medlemmer bad personlige bønner efterhånden som de kom ind i bygningen, og derefter blev ordene i 5Mo 6:4-9 og 11:13-21 reciteret. Bagefter blev der bedt offentlige bønner og læst op af et afsnit af Pentateuken efter en fastlagt læseplan. Ud af ApG 15:21 kan vi se at der i det første århundrede e.v.t. blev foretaget en sådan oplæsning “hver sabbat”. Den næste del af gudstjenesten, som ser ud til at være den verset fokuserer på, var en oplæsning af profeterne og en udlægning af det man lige havde læst. Almindeligvis stod oplæseren op, og han havde måske en vis frihed til selv at vælge en passage fra profeterne. – Se studienote til ApG 13:15.

oplæsningen fra Loven og Profeterne: I det første århundrede e.v.t. foregik denne offentlige oplæsning “hver sabbat”. (ApG 15:21) En del af den tilbedelse der foregik i synagogen, var at recitere Shema, den jødiske trosbekendelse. (5Mo 6:4-9; 11:13-21) Betegnelsen “Shema” kommer fra det første ord i stykket: “Hør [Shema], Israel: Jehova vores Gud er én Jehova.” (5Mo 6:4) Den vigtigste del af gudstjenesten var oplæsningen af Torahen, eller Pentateuken. I mange synagoger havde man tilrettelagt det sådan at hele Loven blev læst højt i løbet af et år; i andre var det i løbet af tre år. Der blev også læst et stykke op fra Profeterne, som derefter blev forklaret. Efter oplæsningen blev der holdt et foredrag. Det var efter oplæsningen i synagogen i Antiokia i Pisidien at Paulus blev bedt om at sige noget opmuntrende til de tilstedeværende. – Se studienote til Lu 4:16.

i løbet af omkring 450 år: Paulus indleder sin gengivelse af israelitternes historie med at omtale en særlig begivenhed, nemlig at Gud “udvalgte vores forfædre”. (ApG 13:17) Paulus tænkte åbenbart på dengang Isak blev født som den lovede efterkommer. (1Mo 17:19; 21:1-3; 22:17, 18) Isaks fødsel afgjorde spørgsmålet om hvem Gud ville anerkende som denne efterkommer, noget der havde været tvivl om fordi Saraj (Sara) ikke kunne få børn. (1Mo 11:30) Med denne beretning som udgangspunkt fortæller Paulus om det Gud gjorde for sit udvalgte folk indtil han gav dem dommere frem til profeten Samuels tid. Det ser derfor ud til at perioden på “omkring 450 år” begynder ved Isaks fødsel i 1918 f.v.t. og slutter i år 1467 f.v.t. Perioden strækker sig altså til 46 år efter Israels udvandring fra Egypten i 1513 f.v.t. Det er et sluttidspunkt der passer godt, for israelitterne brugte 40 år på at vandre i ørkenen og 6 år på at indtage Kanaan. – 4Mo 9:1; 13:1, 2, 6; 5Mo 2:7; Jos 14:6, 7, 10.

efterkommere: Eller “afkom”.

en pæl: Eller “et træ”. Det græske ord xylon (bogst.: “træ”) bliver her brugt som et synonym til det græske ord stauros (der gengives med “torturpæl”) og bruges som en betegnelse for det henrettelsesredskab Jesus blev naglet til. I De Kristne Græske Skrifter anvendte Lukas, Paulus og Peter ordet xylon i denne betydning fem gange tilsammen. (ApG 5:30; 10:39; 13:29; Ga 3:13; 1Pe 2:24) I 5Mo 21:22, 23 ifølge Septuaginta bliver det tilsvarende hebraiske ord ets (der betyder “træ; et stykke træ”) oversat med xylon i sætningen “og I hænger ham på en pæl”. Da Paulus i Ga 3:13 citerer dette skriftsted, bliver xylon brugt i sætningen: “Forbandet er enhver der er hængt op på en pæl.” Det græske ord forekommer også i Septuaginta i Ezr 6:11 (1 Esdras 6:31, LXX) som en oversættelse af det aramæiske ord a, der svarer til det hebraiske ord ets. I det vers står der hvad straffen ville være hvis man overtrådte den persiske konges dekret: “Der [skal] rives en bjælke ud af hans hus, og han skal selv hænges op på den.” Det faktum at bibelskribenterne brugte xylon synonymt med stauros, underbygger også den opfattelse at Jesus blev henrettet på en opretstående pæl uden tværbjælke, for det er dét xylon betyder i denne sammenhæng.

pælen: Eller “træet”. – Se studienote til ApG 5:30.

grav: Eller “mindegrav”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

alt hvad Gud har besluttet: Eller “alt hvad der er Guds hensigt (vilje)”. Udtrykket henviser her til alt hvad Gud har til hensigt at gøre ved hjælp af sit rige, deriblandt alt hvad han har besluttet er nødvendigt for frelse. (ApG 20:25) Det græske ord boule er oversat med “vejledning” i Lu 7:30 og “hensigt” i He 6:17.

tjente ... Gud: Eller “gjorde ... Guds vilje; tjente ... Guds hensigt”. – Se studienote til ApG 20:27.

de gudfrygtige prominente kvinder: Eller “de prominente kvinder som tilbad Gud”. Det græske ord sebomai kan også gengives “at dyrke; at ære”. Den syriske Peshitta gengiver udtrykket med “som frygtede Gud”. Nogle hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J7, 8, 10, 18 i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

der tilbad Gud: Det græske ord sebomai, der her er gengivet med “der tilbad Gud”, betyder “at tilbede; at ære; at dyrke”. Det kan også gengives med “gudfrygtig; gudhengiven”. (Se studienote til ApG 13:50). Den syriske Peshitta gengiver det med “der frygtede Gud”. En hebraisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J18 i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og hele udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

Guds ufortjente godhed: I betragtning af sin fortid som modstander af Jesus og hans disciple (ApG 9:3-5) havde Paulus al mulig grund til at fremhæve Jehovas ufortjente godhed. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Paulus vidste at det kun var på grund af Guds ufortjente godhed at han kunne udføre sin tjeneste. (1Kt 15:10; 1Ti 1:13, 14) Ved et møde med de ældste i Efesos omtaler han dette begreb to gange. (ApG 20:24, 32) I de 14 breve Paulus skrev, nævner han “ufortjent godhed” omkring 90 gange, hvilket er langt flere gange end nogen af de andre bibelskribenter. For eksempel henviser han til Guds eller Jesus’ ufortjente godhed i de indledende hilsner i alle sine breve, undtagen brevet til hebræerne, og han bruger udtrykket i de afsluttende bemærkninger i alle brevene.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

der skal fjerne sløret fra nationerne: Bogst.: “til åbenbarelse for nationerne”. Det græske ord apokalypsis, der er gengivet med “fjerne sløret”, betegner en “afdækning” eller “afsløring” og bruges ofte i forbindelse med åbenbaringer af åndelige anliggender eller af Guds vilje og hensigter. (Ro 16:25; Ef 3:3; Åb 1:1) Den aldrende Simeon omtalte her det lille barn Jesus som et lys, og han indikerede at det åndelige lys ikke kun ville blive til gavn for kødelige jøder og proselytter, men også for ikkejødiske ‘nationer’. Simeons profetiske ord var i harmoni med profetierne i De Hebraiske Skrifter, som dem vi finder i Esa 42:6 og 49:6.

til de fjerneste dele af jorden: Eller “til jordens (yderste) ende”. Det samme græske udtryk forekommer i ApG 13:47 i en profeti der er hentet fra Esa 49:6, og her anvender den græske Septuaginta også dette udtryk. Jesus’ ord i ApG 1:8 kan være et ekko af den profeti, der forudsagde at Jehovas tjener skulle være “et lys for nationerne” så frelsen kunne nå helt til “jordens ende”. Det stemmer overens med det Jesus tidligere havde sagt om at hans disciple ville gøre “endnu større gerninger” end ham. (Se studienote til Joh 14:12). Det er også i fin tråd med Jesus’ ord om at det kristne forkyndelsesarbejde ville foregå i hele verden. – Se studienoter til Mt 24:14; 26:13; 28:19.

Jehova har nemlig befalet os: Citatet i dette vers er fra Esa 49:6, hvor sammenhængen i den oprindelige hebraiske tekst tydeligt identificerer Jehova som den der taler. (Esa 49:5; se også Esa 42:6). Profetiens opfyldelse indbefatter det arbejde som Jehovas tjener, Jesus Kristus, og hans disciple ville udføre. – Esa 42:1; se studienote til Lu 2:32 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:47.

til jordens ende: Eller “til jordens fjerneste egne”. Denne profeti er et citat fra Esa 49:6, hvor det samme græske udtryk bruges i Septuaginta. Esajas forudsagde at Jehovas tjener skulle være “et lys for nationerne”, og at den frelse der kommer fra Gud, ville “nå helt til jordens ende”. I Antiokia i Pisidien indikerede Paulus og Barnabas at disse profetiske ord også var et påbud fra Jehova om at Kristus’ disciple skulle tjene som lys for nationerne. Det græske udtryk der her er gengivet med “til jordens ende”, forekommer også i ApG 1:8 (se studienote) for at vise i hvor stort omfang Jesus’ disciple skulle være vidner om ham.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

Jehovas ord: Se studienote til ApG 8:25 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:48.

havde den rette indstilling: Dette udtryk bliver brugt om nogle ikkejøder i Antiokia i Pisidien der fik tro på Kristus efter at have lyttet til Paulus og Barnabas. Det græske ord der her er gengivet med “havde den rette indstilling” (en bøjning af udsagnsordet tasso), kan betyde flere ting, deriblandt “at anbringe; at indstille; at ordne; at udnævne”. Ud fra sammenhængen kan man se hvad det skal betyde. ApG 13:46 opstiller en kontrast mellem jøderne i Antiokia i Pisidien og ikkejøderne der er nævnt her i vers 48. På den foregående sabbat havde Paulus forkyndt for begge grupper ved at holde et gribende offentligt foredrag. (ApG 13:16-41) Ifølge Paulus og Barnabas havde jøderne stædigt afvist “Guds ord” og ved deres indstilling og handlinger vist at de dømte sig selv “uværdige til evigt liv”. (ApG 13:46) Ikkejøderne i byen viste dog at de havde en anderledes indstilling. Ifølge beretningen blev de meget glade og begyndte at lovprise Jehovas ord. Derfor indeholder det græske udsagnsord tasso her tanken om at disse ikkejøder i Antiokia “anbragte sig selv i en position” der kunne give dem liv, fordi de viste en indstilling, holdning eller mentalitet der kunne føre til at de fik evigt liv. Det giver altså den rigtige tanke når man oversætter det græske udtryk med “havde den rette indstilling”. Mange bibeloversættelser gengiver dog ApG 13:48 med udtryk som “var bestemt til at få; var udvalgt til at få”, hvilket kunne give det indtryk at Gud havde forudbestemt disse personer til evigt liv. Men hverken konteksten eller resten af Bibelen støtter den tanke at det på forhånd var bestemt at ikkejøderne i Antiokia skulle have evigt liv, eller at jøderne i byen ikke skulle have evigt liv. Paulus forsøgte at få jøderne til at tage imod den gode nyhed, men de traf et bevidst valg om at afvise budskabet. Det var ikke noget der var forudbestemt. Jesus forklarede at nogle ved deres handlinger viser at de ikke “egner sig til at komme ind i Guds rige”. (Lu 9:62) Disse ikkejøder fra Antiokia var derimod blandt dem som Jesus sagde ville være “værdige” til at modtage den gode nyhed på grund af deres indstilling. – Mt 10:11, 13.

Jehovas ord: Baggrunden for dette udtryk findes i De Hebraiske Skrifter, hvor det forekommer som en kombination af Guds navn og et hebraisk ord der betyder “ord”. På grundsproget forekommer udtrykket “Jehovas ord” i omkring 200 vers. (Eksempler på det findes i 2Sa 12:9; 24:11; 2Kg 7:1; 20:16; 24:2; Esa 1:10; 2:3; 28:14; 38:4; Jer 1:4; 2:4; Eze 1:3; 6:1; Ho 1:1; Mik 1:1; Zak 9:1). Dette udtryk forekommer i Zak 9:1 i en tidlig udgave af Septuaginta, der blev fundet i Israel ved Nahal Hever i Judæas ørken tæt på Det Døde Hav, og her efterfølges det græske ord logos af Guds navn skrevet med oldhebraiske bogstaver (). Dette fragment er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas ord” i hovedteksten selvom der i mange græske håndskrifter af ApG 8:25 står “Herrens ord”, bliver forklaret i Tillæg C3 introduktion; ApG 8:25.

de gudfrygtige prominente kvinder: Eller “de prominente kvinder som tilbad Gud”. Det græske ord sebomai kan også gengives “at dyrke; at ære”. Den syriske Peshitta gengiver udtrykket med “som frygtede Gud”. Nogle hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J7, 8, 10, 18 i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

rystede han støvet af sit tøj: Med denne handling viste Paulus at han ikke kunne drages til ansvar for de jøder i Korinth der afviste at tage imod det livreddende budskab om Kristus. Paulus havde levet op til sin forpligtelse og kunne ikke kræves til regnskab for deres liv. (Se studienote til Det er jeres egen skyld hvis I dør i dette vers). Denne type gestus havde et fortilfælde i Skrifterne. Da Nehemias talte til de hjemvendte jøder i Jerusalem, rystede han folderne i sin yderklædning ud for at vise at en person der ikke levede op til sit løfte, ville blive kastet bort af Gud. (Ne 5:13) Paulus handlede på en lignende måde da han i Antiokia i Pisidien ‘rystede støvet af fødderne’ for øjnene af dem der var imod ham i den by. – Se studienoter til ApG 13:51; Lu 9:5.

De rystede ... støvet af fødderne: Paulus og Barnabas fulgte her Jesus’ anvisning i Mt 10:14; Mr 6:11; Lu 9:5. Fromme jøder der havde rejst gennem et ikkejødisk landområde, rystede det de betragtede som urent støv, af deres sandaler før de fortsatte ind på jødisk område. Men det ser ud til at Jesus havde noget andet i tanke da han gav denne anvisning til sine disciple. Denne handling var et udtryk for at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville lade komme over dem. Da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, tilføjede han ordene: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – Se studienote til ApG 18:6.

Medieindhold

Apostlenes Gerninger – Paulus’ første missionsrejse (ApG 13:1 – 14:28) ca. 47-48 e.v.t.
Apostlenes Gerninger – Paulus’ første missionsrejse (ApG 13:1 – 14:28) ca. 47-48 e.v.t.

Begivenhederne står i kronologisk rækkefølge

1. Barnabas og Saulus sendes ud som missionærer fra Antiokia i Syrien. – Se Tillæg B13 for at se et kort der viser alle deres missionsrejser (ApG 13:1-3)

2. Barnabas og Saulus sejler fra Seleukia til Salamis på Cypern. De forkynder Guds ord i de lokale synagoger (ApG 13:4-6)

3. I Pafos bliver Saulus for første gang omtalt som Paulus (ApG 13:6, 9)

4. Sergius Paulus, prokonsulen på Cypern, får tro (ApG 13:7, 12)

5. Paulus og hans rejsefæller kommer til Perge i Pamfylien. Johannes Markus vender tilbage til Jerusalem (ApG 13:13)

6. Paulus og Barnabas forkynder i synagogen i Antiokia i Pisidien (ApG 13:14-16)

7. Mange i Antiokia kommer for at høre Paulus og Barnabas, men jøderne iværksætter en forfølgelse af de to mænd (ApG 13:44, 45, 50)

8. Paulus og Barnabas taler i synagogen i Ikonion. Mange jøder og grækere får tro (ApG 14:1)

9. Nogle af jøderne i Ikonion modarbejder brødrene, og byen bliver delt i to. Jøderne prøver at stene Paulus og Barnabas (ApG 14:2-5)

10. Paulus og Barnabas i Lystra, en by i Lykaonien. De bliver forvekslet med guder (ApG 14:6-11)

11. Jøder der er kommet fra Antiokia og Ikonion, modarbejder aggressivt Paulus i Lystra. Paulus overlever at blive stenet (ApG 14:19, 20a)

12. Paulus og Barnabas forkynder den gode nyhed i Derbe. Adskillige bliver disciple (ApG 14:20b, 21a)

13. Paulus og Barnabas vender tilbage til nyoprettede menigheder i Lystra, Ikonion og Antiokia for at styrke dem. De udnævner ældste i hver menighed (ApG 14:21b-23)

14. Paulus og Barnabas rejser tilbage til Perge og forkynder ordet, og derefter tager de ned til Attalia (ApG 14:24, 25)

15. Fra Attalia sejler de til Antiokia i Syrien (ApG 14:26, 27)