Ifølge Lukas 3:1-38

3  I kejser Tiberius’* 15. regeringsår var Pontius Pilatus+ statholder i Judæa, Herodes+ var lokalfyrste i Galilæa, hans bror Filip var lokalfyrste i Ituræa og Trakonitis, og Lysanias var lokalfyrste i Abilene.  Annas var en af de øverste præster, og Kajfas+ var ypperstepræst. På det tidspunkt gav Gud Johannes,+ Zakarias’+ søn, et budskab i ørkenen.+  Han gik så ud i hele området omkring Jordanfloden og forkyndte for folk at de skulle lade sig døbe som symbol på at de havde angret, så de kunne få deres synder tilgivet,+  sådan som der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: “En stemme råber i ørkenen: ‘Ryd Jehovas vej! Gør hans veje lige.+  Hver dal skal fyldes op, og hvert bjerg og hver høj flades ud. De krogede veje skal gøres lige, og de ujævne veje jævnes ud,  og alle skal se Guds frelse.’”*+  Fra da af begyndte han at sige til de mange mennesker der kom for at blive døbt af ham: “Giftslangeyngel, hvem har fortalt jer at I kan flygte fra den kommende vrede?+  Vis derfor i handling at I har angret. I skal ikke sige til jer selv: ‘Vi er Abrahams børn.’ For jeg siger jer at Gud er i stand til at gøre disse sten til Abrahams børn.  Ja, øksen ligger allerede ved foden af træerne. De træer som ikke giver god frugt, vil altså blive fældet og kastet i ilden.”+ 10  Og de mange mennesker spurgte ham: “Jamen, hvad skal vi gøre?” 11  Han svarede dem: “Jo, den der har en ekstra klædning,* skal dele med den der ikke har nogen, og den der har noget at spise, skal gøre det samme.”+ 12  Selv skatteopkrævere kom for at blive døbt,+ og de sagde til ham: “Lærer, hvad skal vi gøre?” 13  “Opkræv ikke mere end den fastsatte skat,”+ svarede han. 14  Og soldater spurgte ham: “Hvad skal vi gøre?” Og han sagde til dem: “I må ikke afpresse nogen* eller true nogen med falske anklager,+ men vær tilfredse med jeres løn.” 15  Nu var folket i forventning om at Kristus skulle komme, og alle spekulerede på om det mon kunne være Johannes.+ 16  Så Johannes sagde til alle: “Jeg døber jer med vand, men der kommer en der er stærkere end mig, og jeg er ikke engang god nok til at løse remmen på hans sandaler.+ Han vil døbe jer med hellig ånd og med ild.+ 17  Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads fuldstændigt og samle hveden ind i sin lade, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes.” 18  Han kom også med mange andre opfordringer og fortsatte med at forkynde gode nyheder for folk. 19  Desuden irettesatte han lokalfyrsten Herodes for alt det onde han havde gjort, og fordi han levede sammen med sin brors hustru, Herodias. 20  Derfor begik Herodes endnu en forbrydelse: Han kastede Johannes i fængsel.+ 21  Dengang alle folk blev døbt, blev Jesus også døbt.+ Mens han bad, åbnede himlen sig,+ 22  og den hellige ånd dalede ned over ham i form af en due, og der lød en stemme fra himlen: “Du er min Søn, som jeg elsker. Jeg har godkendt dig.”+ 23  Da Jesus+ begyndte sin tjeneste, var han omkring 30 år,+ og han var, mente man,søn af Josef,+søn af Eli, 24  søn af Mattat,søn af Levi,søn af Melki,søn af Jannaj,søn af Josef, 25  søn af Mattathias,søn af Amos,søn af Nahum,søn af Esli,søn af Naggaj, 26  søn af Mahat,søn af Mattathias,søn af Shimi,søn af Josek,søn af Joda, 27  søn af Johanan,søn af Resa,søn af Zerubbabel,+søn af Shealtiel,+søn af Neri, 28  søn af Melki,søn af Addi,søn af Kosam,søn af Elmadam,søn af Er, 29  søn af Jesus,søn af Eliezer,søn af Jorim,søn af Mattat,søn af Levi, 30  søn af Simeon,søn af Juda,søn af Josef,søn af Jonam,søn af Eljakim, 31  søn af Melea,søn af Menna,søn af Mattata,søn af Natan,+søn af David,+ 32  søn af Isaj,+søn af Obed,+søn af Boaz,+søn af Salmon,+søn af Nakshon,+ 33  søn af Amminadab,+søn af Arni,søn af Hesron,+søn af Peres,+søn af Juda,+ 34  søn af Jakob,+søn af Isak,+søn af Abraham,+søn af Tera,+søn af Nakor,+ 35  søn af Serug,+søn af Reu,+søn af Peleg,+søn af Eber,+søn af Shela,+ 36  søn af Kenan,søn af Arpakshad,+søn af Sem,+søn af Noa,+søn af Lemek,+ 37  søn af Metusalem,+søn af Enok,+søn af Jered,+søn af Mahalalel,+søn af Kenan,+ 38  søn af Enosh,+søn af Set,+søn af Adam,+søn af Gud.

Fodnoter

Eller “Tiberius Cæsars”.
Eller “Guds frelsesmiddel; frelsen ved Gud”.
Eller “to klædninger”.
Eller “afpresse nogen for penge med vold; chikanere nogen; skræmme nogen”.

Studienoter

begyndte sin tjeneste: Eller “begyndte sin gerning; begyndte at undervise”. Bogst.: “begyndte”. Lukas bruger det samme græske ord i ApG 1:21, 22 og 10:37, 38 da han henviser til det tidspunkt hvor Jesus begyndte sin jordiske tjeneste. Hans offentlige tjeneste indbefattede forkyndelse, undervisning og det at gøre folk til disciple.

påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

lokalfyrsten: Bogst.: “tetrarken” (betyder “hersker over en fjerdedel” af en provins), en betegnelse for herskeren over et mindre område eller en landsdel, som havde fået sit embede betroet af de romerske myndigheder. Herodes Antipas’ område omfattede Galilæa og Peræa. Se også studienote til Mr 6:14.

Kong Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. (Se Ordforklaring: “Herodes”). Matthæus og Lukas anvender Antipas’ officielle romerske titel “tetrark”, eller “lokalfyrste”. (Se studienoter til Mt 14:1; Lu 3:1). Han havde myndighed over områderne Galilæa og Peræa. I daglig tale omtalte man ham som “kongen”, en titel som Matthæus bruger en enkelt gang (Mt 14:9), og det er den eneste titel Markus anvender om Herodes. – Mr 6:22, 25-27.

Cæsarea Filippi: En by som lå ved Jordanflodens udspring 350 m over havets overflade. Byen lå ca. 40 km N for Galilæas Sø og tæt ved foden af Hermonbjerget på den sydvestlige side. Det var tetrarken Filip, søn af Herodes den Store, der gav byen navnet Cæsarea til ære for den romerske kejser. For at man kunne skelne den fra havnebyen af samme navn, blev den kaldt Cæsarea Filippi, som betyder “Filips Cæsarea”. – Se Tillæg B10.

kejser Tiberius’ 15. regeringsår: Kejser Augustus døde den 17. august år 14 e.v.t. (efter den gregorianske kalender). Den 15. september lod Tiberius det romerske senat udråbe ham til kejser. Hvis man regner fra Augustus’ død, må det 15. år af Tiberius’ regeringstid have strakt sig fra august år 28 e.v.t til august år 29 e.v.t. Hvis man derimod regner fra det tidspunkt da Tiberius formelt blev udråbt til kejser, må det 15. år have strakt sig fra september år 28 e.v.t. til september år 29 e.v.t. Johannes indledte sin tjeneste i foråret (den nordlige halvkugle) i år 29 e.v.t., som var i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. I det år ville Johannes have været omkring 30 år gammel, som var den alder levitpræsterne havde når de begyndte at tjene ved templet. (4Mo 4:2, 3) Da Jesus blev døbt af Johannes og “begyndte sin tjeneste”, var han også, ifølge Lu 3:21-23, “omkring 30 år”. Jesus døde i forårsmåneden nisan, så hans tjeneste på tre og et halvt år må være begyndt i efteråret, omkring etanim måned (september/oktober). Det tyder på at Johannes var seks måneder ældre end Jesus og åbenbart begyndte sin tjeneste seks måneder før Jesus begyndte sin. (Lu, kap. 1) Derfor er det logisk at slutte at Johannes begyndte sin tjeneste i foråret år 29 e.v.t. – Se studienoter til Lu 3:23; Joh 2:13.

Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. – Se Ordforklaring.

var lokalfyrste: Bogst.: “var tetrark”, dvs. en der herskede over et mindre område eller en landsdel, og som havde fået sit embede betroet af de romerske myndigheder. – Se studienoter til Mt 14:1; Mr 6:14.

hans bror Filip: Dvs. en halvbror til Herodes Antipas. Filip var søn af Herodes den Store og hans kone Kleopatra fra Jerusalem. Han bliver nogle gange omtalt som tetrarken Filip for at skelne ham fra hans halvbror der også hed Filip (nogle gange kaldt Herodes Filip), der bliver nævnt i Mt 14:3 og Mr 6:17. – Se også studienote til Mt 16:13.

Ituræa: Et lille landområde med skiftende, ikke nærmere bestemte grænser NØ for Galilæas Sø, der åbenbart lå i nærheden af bjergkæderne Libanon og Antilibanon. – Se Tillæg B10.

Trakonitis: Navnet kommer af en græsk rod der betyder “ujævn”, og det hentyder sandsynligvis til det ujævne terræn i området. Trakonitis var en del af det område der tidligere var kendt som Bashan (5Mo 3:3-14), og det lå Ø for Ituræa og havde kun et areal på omkring 900 km2. Dets nordgrænse lå ca. 40 km SØ for Damaskus.

Lysanias: Ifølge Lukas’ beretning var Lysanias “lokalfyrste” [bogst.: “tetrark”] i det romerske område Abilene på den tid hvor Johannes Døber begyndte sin tjeneste. En inskription der blev fundet i Abila, hovedstaden i Abilene, i nærheden af Damaskus i Syrien (se Tillæg B10), bekræfter at en tetrark ved navn Lysanias herskede på samme tid som den romerske kejser Tiberius. Dette fund tilbageviste kritikernes påstand om at Lukas forvekslede denne Lysanias med en konge ved navn Lysanias, der herskede i det nærliggende Chalkis, og som blev slået ihjel i omkring år 34 f.v.t., årtier før den tid Lukas nævner.

Abilene: Romersk landsdel, eller tetrarki, opkaldt efter hovedstaden Abila og beliggende i Antilibanonbjergene N for Hermonbjerget. – Se Ordforklaring: “Libanon (bjergkæden)”.

Zakarias: Den græske form af det hebraiske navn Zekarja, der betyder “Jehova har husket”.

Judæas ørken: De øde og næsten ubeboede østlige udløbere af de judæiske bjerge der skråner ned mod den vestlige bred af Jordanfloden og Det Døde Hav – et fald på omkring 1.200 m. Johannes begyndte sin tjeneste i dette ørkenområde N for Det Døde Hav.

Annas var en af de øverste præster, og Kajfas var ypperstepræst: Lukas præciserer hvornår Johannes Døber begyndte sin tjeneste ved også at henvise til det tidspunkt hvor det jødiske præsteskab blev domineret af to magtfulde mænd. Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. Selvom det var Kajfas der var ypperstepræst i år 29 e.v.t., kan man med rette omtale Annas som “en af de øverste præster” på grund af hans fremtrædende position. – Joh 18:13, 24; ApG 4:6.

Johannes: Det er kun i Lukas’ beretning at Johannes bliver introduceret som Zakarias’ søn. (Se studienote til Lu 1:5). Det er også kun Lukas der nævner at ‘Gud gav et budskab’ til Johannes, en ordlyd der minder om den der findes i Septuaginta i forbindelse med profeten Elias (1Kg 17:2; 20:28; 21:28), der var et billede på Johannes. (Mt 11:14; 17:10-13) Alle tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) nævner at Johannes var i ørkenen, men Matthæus er mere specifik og siger at det var “Judæas ørken”, dvs. den øde og næsten ubeboede østlige udløber af de judæiske bjerge der skråner ned mod den vestlige bred af Jordanfloden og Det Døde Hav – et fald på omkring 1.200 m. – Se studienote til Mt 3:1.

døbe som symbol på at de havde angret: Bogst.: “angerdåb”. Dåben vaskede ikke synder bort, men de der blev døbt af Johannes, angrede deres synder mod Loven og viste at de var besluttet på at ændre adfærd. Denne angrende indstilling bidrog til at de kunne ledes til Kristus. (Ga 3:24) Johannes havde gjort et folk klar til at se den “frelse” Gud havde sørget for. – Lu 3:3-6; se studienoter til Mt 3:2, 8, 11 og Ordforklaring: “Dåb; døbe”; “Anger”.

døbe som symbol på at de havde angret: Se studienote til Mr 1:4.

Jehovas: I Esa 40:3, som bliver citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C – bliver tilgængeligt senere). Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber. Johannes ville ‘rydde Jehovas vej’ i den forstand at han var en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. (Joh 5:43; 8:29) I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.

døber jer: Eller “nedsænker jer”. Det græske ord baptizo betyder “at dyppe; at neddykke”. Andre bibelvers viser at dåb indebærer fuldstændig nedsænkning. Ved en lejlighed døbte Johannes et sted i Jordandalen nær Salem fordi “der var meget vand”. (Joh 3:23) Da Filip døbte den etiopiske eunuk, gik de begge “ned i vandet”. (ApG 8:38) Det samme græske ord er brugt i Septuaginta i 2Kg 5:14, hvor der siges at Naaman “dyppede sig syv gange i Jordan”.

døbt: Eller “nedsænket; dyppet”. – Se studienote til Mt 3:11.

angre: Det græske ord der er brugt her, kan gengives “at skifte holdning”, tilkendegive en ændring i tankegang, indstilling eller hensigt. I denne sammenhæng vedrører det at “angre” en persons forhold til Gud. – Se studienoter til Mt 3:8, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

angrer: Bogst.: “at skifte holdning”. – Se studienoter til Mt 3:2, 8 og Ordforklaring.

Vis ... i handling at I har angret: Hentyder til at de der lyttede til Johannes, i handling og gennem andre synlige tegn skulle vise at de angrede eller ændrede mening. – Mt 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.

skatteopkræverne: Mange jøder opkrævede skat for de romerske myndigheder. Folk hadede sådanne jøder, for ikke nok med at de samarbejdede med en forhadt fremmed magt, så opkrævede de også mere skat end de burde. Skatteopkrævere blev generelt undgået af andre jøder, der betragtede dem på linje med syndere og prostituerede. – Mt 11:19; 21:32.

skatteopkrævere: Se studienote til Mt 5:46.

har afpresset: Eller “har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager”. – Se studienote til Lu 3:14.

soldater: Der var sikkert tale om soldater der var jøder af fødsel, og som førte en form for politimæssigt opsyn ved at opkræve told og andre former for skat. Jødiske soldater stod i et pagtsforhold til Jehova Gud. Hvis de ønskede at blive døbt som et symbol på at de angrede deres synder, var de forpligtede til at ændre deres adfærd og ikke længere afpresse nogen eller gøre sig skyldige i andre overtrædelser som soldater ellers var berygtede for. – Mt 3:8.

true nogen med falske anklager: Det græske ord der her er oversat med at “true nogen med falske anklager” (sykofanteo), er i Lu 19:8 gengivet med at ‘afpresse’ eller ‘afpresse nogen ved hjælp af falske anklager’. (Se studienote til Lu 19:8). Det er blevet forklaret at udsagnsordet bogstaveligt betyder “at tage ved figenfremvisning”. Der findes flere forskellige forklaringer på ordets oprindelse. En af dem går ud på at det i det gamle Athen var forbudt at eksportere figner fra provinsen. En der anklagede andre for forsøg på at eksportere figner, blev kaldt en “figenfremviser”. Ordet kom til at betegne en der falskeligt anklagede andre for selv at opnå fordele, eller en pengeafpresser.

løn: Eller “underhold”. Udtrykket anvendes her som et militært udtryk og henviser til en soldats løn, ration eller godtgørelse. Oprindeligt kan mad og andre fornødenheder også have indgået i en soldats løn. De jødiske soldater der opsøgte Johannes, kan have ført en form for politimæssigt opsyn, især i forbindelse med opkrævning af told og andre former for skat. Johannes gav måske denne vejledning fordi soldaterlønnen som regel var lav, og der åbenbart var en tendens til at soldater misbrugte deres stilling for at supplere den løn de fik. Vi støder på det samme ord i udtrykket “betaler sin egen løn” i 1Kt 9:7, hvor Paulus henviser til den løn en kristen “soldat” er berettiget til.

var folket i forventning om: Eller “ventede folket spændt på”. En sådan forventning kan være opstået på grund af englens bekendtgørelse ved Jesus’ fødsel, og af at hyrderne bagefter fortalte det de havde hørt, videre. (Lu 2:8-11, 17, 18) Senere talte profetinden Anna til alle i templet om barnet. (Lu 2:36-38) Og astrologernes udtalelse om at de var kommet for at vise ‘den der var født til at være jødernes konge’, ære, skabte røre blandt flere, deriblandt Herodes, de øverste præster, de skriftlærde og alle andre i Jerusalem. – Mt 2:1-4.

døber jer: Eller “nedsænker jer”. Det græske ord baptizo betyder “at dyppe; at neddykke”. Andre bibelvers viser at dåb indebærer fuldstændig nedsænkning. Ved en lejlighed døbte Johannes et sted i Jordandalen nær Salem fordi “der var meget vand”. (Joh 3:23) Da Filip døbte den etiopiske eunuk, gik de begge “ned i vandet”. (ApG 8:38) Det samme græske ord er brugt i Septuaginta i 2Kg 5:14, hvor der siges at Naaman “dyppede sig syv gange i Jordan”.

døber jer: Se studienote til Mt 3:11.

lokalfyrsten: Bogst.: “tetrarken” (betyder “hersker over en fjerdedel” af en provins), en betegnelse for herskeren over et mindre område eller en landsdel, som havde fået sit embede betroet af de romerske myndigheder. Herodes Antipas’ område omfattede Galilæa og Peræa. Se også studienote til Mr 6:14.

lokalfyrsten: Se studienote til Mt 14:1.

Mens han bad: Lukas lægger særligt vægt på bøn i sit evangelium. Flere af Jesus’ bønner bliver kun omtalt af Lukas. For eksempel bidrager Lukas med den detalje at Jesus bad da han blev døbt. Nogle af de vigtige ord han brugte i sin bøn ved den lejlighed, blev senere nedskrevet af Paulus. (He 10:5-9) Andre eksempler på Jesus’ bønner som kun er omtalt af Lukas, findes i Lu 5:16; 6:12; 9:18, 28; 11:1; 23:46.

åbnede himlen sig: Gud sørgede åbenbart for at Jesus nu kunne opfatte himmelske anliggender, som kan have indbefattet at han huskede sin førmenneskelige tilværelse i himlen. Jesus’ egne udtalelser efter sin dåb, især den inderlige bøn han bad påskeaften i år 33, viser at han huskede sin førmenneskelige tilværelse og det han havde hørt sin Far sige, og det han havde set sin Far gøre, samt den herlighed han selv havde haft i himlen. (Joh 6:46; 7:28, 29; 8:26, 28, 38; 14:2; 17:5) Jesus har højst sandsynligt fået genskabt den del af sin hukommelse da han blev døbt og salvet.

Inde fra skyen lød en stemme: Den anden af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. – Se studienoter til Lu 3:22; Joh 12:28.

en stemme: Den tredje af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. Den første gang var ved Jesus’ dåb i 29 e.v.t. og står omtalt i Mt 3:16, 17; Mr 1:11 og Lu 3:22. Anden gang er i forbindelse med Jesus’ forvandling i 32 e.v.t. og står omtalt i Mt 17:5; Mr 9:7 og Lu 9:35. Den tredje gang, der kun nævnes i Johannesevangeliet, var i 33 e.v.t., kort før Jesus’ sidste påske. Jehova svarede på Jesus’ bøn om at han skulle ophøje sit navn.

Du er min Søn: Som åndeskabning var Jesus Guds Søn. (Joh 3:16) Da Jesus blev født som menneske, var han en “søn af Gud”, ligesom den fuldkomne Adam havde været. (Lu 1:35; 3:38) Det vil være rimeligt at slutte at Guds ord her var mere end blot en udtalelse angående Jesus’ identitet. Med denne erklæring efterfulgt af udgydelsen af hellig ånd viste Gud tydeligt at mennesket Jesus var avlet som Hans åndelige Søn, “født igen” med håbet om at vende tilbage til livet i himlen og salvet med ånd til at blive Guds udnævnte Konge og Ypperstepræst. – Joh 3:3-6; 6:51; se også Lu 1:31-33; He 2:17; 5:1, 4-10; 7:1-3.

Jeg har godkendt dig: Eller “Jeg er fuldt ud tilfreds med dig; Du giver mig stor glæde”. Det samme udtryk er brugt i Mt 12:18, som er et citat fra Esa 42:1 om den lovede Messias, eller Kristus. Udgydelsen af den hellige ånd og Guds udtalelse om sin Søn var en tydelig identifikation af Jesus som den lovede Messias. – Se studienoter til Mt 3:17; 12:18.

i form af en due: Duer blev brugt til hellige formål og havde også en symbolsk betydning. De blev bragt som ofre. (Mr 11:15; Joh 2:14-16) De symboliserede uskyld og renhed. (Mt 10:16) Noa sendte en due ud, og den havde et olivenblad med da den kom tilbage til arken, hvilket viste at vandet havde trukket sig tilbage (1Mo 8:11), og at der snart ville komme hvile og fred (1Mo 5:29). Ved Jesus’ dåb brugte Jehova også en due for at henlede opmærksomheden på den plads Jesus har som Messias, Guds rene og syndfri Søn, der ville ofre sit liv for mennesker og danne grundlaget for en periode med hvile og fred under hans styre som Konge. Den måde hvorpå Guds hellige ånd, eller virksomme kraft, dalede ned over Jesus ved hans dåb, kan have lignet en due der basker med vingerne når den nærmer sig sin gren.

der lød en stemme fra himlen: Den første af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. – Se studienoter til Lu 9:35; Joh 12:28.

Du er min Søn: Se studienote til Mr 1:11.

Jeg har godkendt dig: Se studienote til Mr 1:11.

Shealtiel, søn af Neri: Ifølge 1Kr 3:17 og Mt 1:12 var Shealtiel søn af Jekonja, ikke af Neri. Måske giftede Shealtiel sig med Neris datter og blev hans svigersøn og kunne derfor kaldes “søn af Neri”. Det var ikke ualmindeligt at en svigersøn blev omtalt som en søn i hebraiske slægtsregistre. Et lignende tilfælde finder man i Lukas’ omtale af Josef, hvor han kalder ham “søn af Eli”, som var Marias far. – Se studienote til Lu 3:23.

den historiske beretning om Jesus Kristus: Matthæus følger slægtslinjen gennem Davids søn Salomon. Lukas følger slægtslinjen gennem Natan. (Mt 1:6, 7; Lu 3:31) Matthæus fremhæver Jesus’ juridiske ret til Davids trone fra Salomon og frem til Josef, som i juridisk forstand var far til Jesus. Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje, der viser Jesus’ naturlige afstamning fra David.

Josef: Matthæus bruger ikke udtrykket “blev far til” (se studienote til Mt 1:2) i sin omtale af Josefs slægtskabsforhold til Jesus. Der står ganske enkelt at Josef var Marias mand, og Maria fødte Jesus. På græsk anvendes her et stedord der står i hunkøn og derfor kun kan henvise til Maria. Matthæus’ slægtsregister viser at selvom Jesus ikke er Josefs biologiske søn, er han adopteret af ham og derfor Davids retmæssige arving. Lukas’ slægtsregister viser at Jesus gennem sin mor, Maria, er Davids biologiske arving.

Shealtiel, søn af Neri: Ifølge 1Kr 3:17 og Mt 1:12 var Shealtiel søn af Jekonja, ikke af Neri. Måske giftede Shealtiel sig med Neris datter og blev hans svigersøn og kunne derfor kaldes “søn af Neri”. Det var ikke ualmindeligt at en svigersøn blev omtalt som en søn i hebraiske slægtsregistre. Et lignende tilfælde finder man i Lukas’ omtale af Josef, hvor han kalder ham “søn af Eli”, som var Marias far. – Se studienote til Lu 3:23.

begyndte sin tjeneste: Eller “begyndte sin gerning; begyndte at undervise”. Bogst.: “begyndte”. Lukas bruger det samme græske ord i ApG 1:21, 22 og 10:37, 38 da han henviser til det tidspunkt hvor Jesus begyndte sin jordiske tjeneste. Hans offentlige tjeneste indbefattede forkyndelse, undervisning og det at gøre folk til disciple.

han var, mente man, søn af Josef: Josef var egentlig Jesus’ adoptivfar, for Jesus var blevet undfanget ved hellig ånd. Men folk i Nazaret havde set Jesus vokse op hos Josef og Maria, så det var helt naturligt at de betragtede Jesus som Josefs søn. Det kan man også se ud af andre bibelvers, som for eksempel Mt 13:55 og Lu 4:22, hvor indbyggerne i Nazaret omtaler Jesus som “tømrerens søn” og som “Josefs søn”. Ved en lejlighed hvor nogle tog anstød af det Jesus sagde, udbrød de: “Er det ikke Jesus, Josefs søn? Vi kender hans far og mor.” (Joh 6:42) Og Filip sagde til Nathanael: “Vi har fundet ... Jesus, Josefs søn.” (Joh 1:45) Lukas’ beretning bekræfter her at det var den almindelige opfattelse at Jesus var “Josefs søn”.

mente man: Eller muligvis: “som det var juridisk fastslået”. Nogle få forskere har foreslået denne gengivelse fordi det græske ord giver rum for den tanke. I denne sammenhæng ville den gengivelse lede tanken hen på noget der var juridisk fastslået gennem de slægtsregistre der var til rådighed på det tidspunkt. Men de fleste forskere støtter den måde ordet er gengivet på i hovedteksten i Ny Verden-Oversættelsen.

Josef, søn af Eli: I Mt 1:16 står der at “Jakob blev far til Josef, Marias mand”. I Lukas’ beretning omtales Josef som “søn af Eli”, men i betydningen Elis svigersøn. (Et lignende tilfælde kan ses i studienoten til Lu 3:27). Når man skulle beskrive slægtskabet mellem en bedstefar og hans datters søn, var det skik blandt jøderne at fokusere på manden i slægtslinjen, og det kan være grunden til at Lukas udelader datterens navn og betegner hendes mand som en søn. Lukas følger åbenbart slægtslinjen gennem Maria, så det ser ud til at Eli var Marias far og morfar til Jesus. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:27.

Josef, søn af Eli: I Mt 1:16 står der at “Jakob blev far til Josef, Marias mand”. I Lukas’ beretning omtales Josef som “søn af Eli”, men i betydningen Elis svigersøn. (Et lignende tilfælde kan ses i studienoten til Lu 3:27). Når man skulle beskrive slægtskabet mellem en bedstefar og hans datters søn, var det skik blandt jøderne at fokusere på manden i slægtslinjen, og det kan være grunden til at Lukas udelader datterens navn og betegner hendes mand som en søn. Lukas følger åbenbart slægtslinjen gennem Maria, så det ser ud til at Eli var Marias far og morfar til Jesus. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:27.

Zerubbabel, søn af Shealtiel: Selvom Zerubbabel mange gange omtales som “Shealtiels søn” (Ezr 3:2, 8; 5:2; Ne 12:1; Hag 1:1, 12, 14; 2:2, 23; Mt 1:12), bliver han en enkelt gang beskrevet som en søn af Shealtiels bror Pedaja. (1Kr 3:17-19) Zerubbabel var åbenbart Pedajas søn, men han blev øjensynligt juridisk set regnet for at være søn af Shealtiel. Hvis Pedaja døde da hans søn Zerubbabel var dreng, kan Pedajas ældste bror, Shealtiel, have opdraget Zerubbabel som sin egen søn. Eller hvis Shealtiel døde barnløs og Pedaja indgik svogerægteskab på hans vegne, ville Pedajas søn med Shealtiels hustru blive betragtet som Shealtiels retmæssige arving.

Shealtiel, søn af Neri: Ifølge 1Kr 3:17 og Mt 1:12 var Shealtiel søn af Jekonja, ikke af Neri. Måske giftede Shealtiel sig med Neris datter og blev hans svigersøn og kunne derfor kaldes “søn af Neri”. Det var ikke ualmindeligt at en svigersøn blev omtalt som en søn i hebraiske slægtsregistre. Et lignende tilfælde finder man i Lukas’ omtale af Josef, hvor han kalder ham “søn af Eli”, som var Marias far. – Se studienote til Lu 3:23.

Jesus: Svarer til det hebraiske navn Jeshua, eller Josva, en forkortet form af Jehoshua, der betyder “Jehova er frelse”.

Jesus: Eller “Josva (Jeshua)”. I nogle gamle håndskrifter står der her “Jose(s)”. – Se studienote til Mt 1:21.

den historiske beretning om Jesus Kristus: Matthæus følger slægtslinjen gennem Davids søn Salomon. Lukas følger slægtslinjen gennem Natan. (Mt 1:6, 7; Lu 3:31) Matthæus fremhæver Jesus’ juridiske ret til Davids trone fra Salomon og frem til Josef, som i juridisk forstand var far til Jesus. Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje, der viser Jesus’ naturlige afstamning fra David.

Josef: Matthæus bruger ikke udtrykket “blev far til” (se studienote til Mt 1:2) i sin omtale af Josefs slægtskabsforhold til Jesus. Der står ganske enkelt at Josef var Marias mand, og Maria fødte Jesus. På græsk anvendes her et stedord der står i hunkøn og derfor kun kan henvise til Maria. Matthæus’ slægtsregister viser at selvom Jesus ikke er Josefs biologiske søn, er han adopteret af ham og derfor Davids retmæssige arving. Lukas’ slægtsregister viser at Jesus gennem sin mor, Maria, er Davids biologiske arving.

Josef, søn af Eli: I Mt 1:16 står der at “Jakob blev far til Josef, Marias mand”. I Lukas’ beretning omtales Josef som “søn af Eli”, men i betydningen Elis svigersøn. (Et lignende tilfælde kan ses i studienoten til Lu 3:27). Når man skulle beskrive slægtskabet mellem en bedstefar og hans datters søn, var det skik blandt jøderne at fokusere på manden i slægtslinjen, og det kan være grunden til at Lukas udelader datterens navn og betegner hendes mand som en søn. Lukas følger åbenbart slægtslinjen gennem Maria, så det ser ud til at Eli var Marias far og morfar til Jesus. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:27.

Natan: Den søn som David fik med Batseba, og som Maria nedstammede fra. (2Sa 5:13, 14; 1Kr 3:5). Dette er den eneste gang han omtales i De Kristne Græske Skrifter. Lukas’ udgave af Jesus’ slægtsregister afviger fra Matthæus’ udgave, men forskellen i næsten alle navnene i Lukas’ beretning kan forklares med at Lukas fulgte slægten gennem Davids søn Natan, mens Matthæus fulgte den gennem Davids søn Salomon. (Mt 1:6, 7) Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje og viser således at Jesus biologisk stammede fra David, mens Matthæus fremhæver at Jesus havde den juridiske ret til Davids trone på grund af sin afstamning fra Salomon gennem Josef, som i juridisk forstand var Jesus’ far. Både Matthæus og Lukas indikerer at Josef var Jesus’ adoptivfar. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:23.

Salmon: I nogle gamle håndskrifter er den græske stavemåde “Sala”, men i andre håndskrifter staves det “Salmon”. Salmon giftede sig med Rahab fra Jeriko, og de fik sønnen Boaz. (Ru 4:20-22; Mt 1:4, 5) I 1Kr 2:11 anvendes en anden hebraisk stavemåde af hans navn. Der står: “Salma blev far til Boaz.”

Arni: En variant af navnet Ram (græsk: Aram) der forekommer i Mt 1:3, 4. I 1Kr 2:9 er Ram omtalt blandt “de sønner Hesron fik”, og i Ru 4:19 står der at “Hesron blev far til Ram”. Nogle håndskrifter anvender navnet “Ram” her i Lukas’ beretning, men ifølge håndskrifterne er der godt belæg for at bruge varianten “Arni”.

søn af Kenan: I nogle få gamle håndskrifter er ordene “søn af Kenan” udeladt. Denne udeladelse stemmer med den masoretiske tekst i 1Mo 10:24; 11:12, 13 og 1Kr 1:18, hvor Shela nævnes som Arpakshads søn. Men navnet Kenan forekommer i de slægtsregistre der findes i afskrifter af den græske Septuaginta, for eksempel i Codex Alexandrinus fra det 5. århundrede e.v.t. Et stort antal håndskrifter af Lukasevangeliet støtter brugen af udtrykket “søn af Kenan”, så det er bevaret i de fleste bibeloversættelser.

søn af Adam: Lukas fører Jesus’ afstamning tilbage til Adam, alle menneskers stamfar. Det er i fin tråd med det formål Lukas havde om at nedskrive den gode nyhed til alle mennesker, både til jøder og ikkejøder. Matthæus, der ser ud til at have skrevet sit evangelium specielt til jøder, fører derimod Jesus’ afstamning tilbage til Abraham. Det at Lukas’ evangelium henvender sig til alle mennesker, kan man også se af at han i sin beretning viser at Kristus’ budskab og gerninger kunne gavne andre uanset deres baggrund – en spedalsk samaritaner, en rig skatteopkræver og endda en dømt forbryder der var ved at dø på en pæl. – Lu 17:11-19; 19:2-10; 23:39-43.

Adam, søn af Gud: Denne reference går tilbage til menneskehedens oprindelse og stemmer med beretningen i 1. Mosebog, hvor der står at det første menneske blev skabt af Gud og i Guds billede. (1Mo 1:26, 27; 2:7) Denne udtalelse kaster også lys over andre inspirerede udtalelser, såsom Ro 5:12; 8:20, 21 og 1Kt 15:22, 45.

Medieindhold

Kejser Tiberius
Kejser Tiberius

Tiberius blev født i år 42 f.v.t. I år 14 e.v.t. blev han Roms anden kejser. Tiberius døde i marts år 37 e.v.t. Han var kejser under Jesus’ tjeneste, så det var ham der herskede da Jesus sagde om det at betale skat: “Giv kejseren det der er kejserens.” – Mr 12:14-17; Mt 22:17-21; Lu 20:22-25.

Mønt fremstillet for Herodes Antipas
Mønt fremstillet for Herodes Antipas

Billederne viser begge sider af en mønt lavet af en kobberlegering; mønten blev fremstillet omkring den tid da Jesus udførte sin tjeneste. Den blev lavet på Herodes Antipas’ befaling. Han var tetrark, eller lokalfyrste, i Galilæa og Peræa. Jesus var sandsynligvis på vej gennem Herodes’ område Peræa da farisæerne fortalte ham at Herodes ville slå ham ihjel. Jesus svarede ved at kalde Herodes for “den ræv”. (Se studienote til Lu 13:32). De fleste af Herodes’ undersåtter var jøder, så på mønterne var der billeder som ikke ville støde jøderne, for eksempel en palmegren (1) eller en krans (2).

Ørkenen
Ørkenen

Ordene der i Bibelen er oversat med “ørken” (hebraisk: midhbar og græsk: eremos), sigter i almindelighed til et tyndt befolket, uopdyrket område, ofte busk- eller græsstepper, endda græsgange. Det bruges også om vandløse områder som kan kaldes rigtige ørkner. I evangelierne hentyder ørkenen primært til Judæas ørken. Det var i denne ørken Johannes boede og forkyndte og Jesus blev fristet af Djævelen. – Mr 1:12.

Sandaler
Sandaler

På Bibelens tid bestod sandaler af en flad sål af læder, træ eller et andet fibermateriale der blev fastgjort til foden med læderremme. Sandaler blev brugt som symboler i forbindelse med visse handler og som ordbilleder. Under Moseloven tog en enke for eksempel sandalen af den der nægtede at indgå svogerægteskab med hende, og hans husstand skulle være kendt under det nedsættende navn “Den Sandalløses Hus”. (5Mo 25:9, 10) Overdragelsen af ejendom eller af retten til at løskøbe blev gjort juridisk gyldig ved at den oprindelige indehaver gav sin sandal til den anden part. (Ru 4:7) At tage en andens sandaler af og bære dem eller at løse remmen på en andens sandal blev betragtet som mindreværdigt og blev som regel udført af en træl. Johannes Døber brugte dette billede for at illustrere sin underordnede stilling i forhold til Kristus.

Tærskeredskaber
Tærskeredskaber

To af de rekonstruerede tærskeslæder (1) der er vist her, ligger med bunden opad så man kan se de skarpe sten på undersiden af slæden. (Esa 41:15) Som man kan se på det andet billede (2), spredte landmanden kornet ud på tærskepladsen, stillede sig på slæden og fik et dyr, for eksempel en okse, til at trække ham hen over kornet. Dyrets klove og de skarpe sten på undersiden af slæden skilte kornene fra stængler og aks. Landmanden brugte derefter en greb eller en kasteskovl (3) til at kaste det tærskede korn op i luften. Vinden blæste avnerne væk, og kornene, der er tungere, faldt ned på jorden. I Bibelen bruges tærskning som et passende symbol på hvordan Jehovas fjender vil blive trampet på og knust. (Jer 51:33; Mik 4:12, 13) Johannes Døber brugte tærskning til at illustrere at de retfærdige vil blive adskilt fra de onde.