Det første brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Papyruskodeksen kendt som P⁴⁶ viser at afskrivere gjorde brug af titler på bibelbøger. Denne kodeks er den tidligst kendte samling af Paulus’ breve, ofte dateret til omkring år 200. Den indeholder ni af hans breve. I denne kodeks har Paulus’ første inspirerede brev til korintherne en titel der lyder: Pros Korinthious A (“Til korinthere 1”). (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”). Andre tidlige håndskrifter som Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede indeholder samme titel. I disse håndskrifter forekommer titlen både i begyndelsen af brevet og i slutningen.

Det andet brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. – Se studienote til 1Kt Titel.

apostel: Det græske navneord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende; at sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Den grundlæggende betydning kommer tydeligt frem i Jesus’ udtalelse i Joh 13:16, hvor det er gengivet med “en der er sendt”. Paulus blev kaldet til at være apostel for nationerne, eller ikkejøderne, udvalgt direkte af den opstandne Jesus Kristus. (ApG 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23) Paulus forsvarede sin stilling som apostel ved at forklare at han havde set den opstandne Jesus Kristus (1Kt 9:1, 2), og at han havde udført mirakler (2Kt 12:12). Han bekræftede yderligere det faktum at han var en sand apostel, ved at viderebringe den hellige ånd til døbte troende. (ApG 19:5, 6) Til trods for at han ofte omtaler sin opgave som apostel, inkluderer han aldrig sig selv blandt “de tolv”. – 1Kt 15:5, 8-10; Ro 11:13; Ga 2:6-9; 2Ti 1:1, 11.

hellige: I De Kristne Græske Skrifter omtales Kristus’ åndelige brødre i menighederne ofte som “hellige”. (ApG 9:13; 26:10; Ro 12:13; 2Kt 1:1; 13:13) Dette udtryk gælder dem der har fået et særligt forhold til Gud gennem den nye pagt ved “det blod der gør en evig pagt gyldig”, Jesus’ udgydte blod. (He 10:29; 13:20) På den måde helliger og renser Gud dem og betragter dem som “hellige”. Han regner dem for at være i denne tilstand fra begyndelsen af deres liv som salvede på jorden og ikke først efter deres død. Der er altså ikke noget bibelsk belæg for at enkeltpersoner eller en organisation kan erklære mennesker for “hellige” – eller “helgener”, som nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket. Peter siger at de “skal være hellige” fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 20:7, 26) Udtrykket “hellige” gælder alle dem der er i samhørighed med Kristus, og som skal være hans medarvinger. Mere end 500 år før Kristus’ disciple fik denne betegnelse, åbenbarede Gud at “Den Allerhøjestes hellige” skulle være Kristus’ medregenter. – Da 7:13, 14, 18, 27.

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

Fra Paulus ... og fra vores bror Timotheus: Det er Paulus der har skrevet dette brev til korintherne, men han inkluderer Timotheus i sin indledende hilsen. Timotheus var åbenbart sammen med Paulus i Makedonien da brevet blev skrevet omkring år 55 e.v.t. (ApG 19:22) Når Paulus omtaler Timotheus som “vores bror”, henviser han til deres åndelige familiebånd.

en apostel: Se studienote til Ro 1:1.

de hellige: Se studienote til Ro 1:7.

Akaja: Se studienote til ApG 18:12.

Kære brødre!: Det græske ord chairo betyder bogstaveligt “at være glad” og bliver her brugt som en hilsen der indeholder tanken om at man håber alt står godt til hos modtageren. Indledningen af brevet om omskærelse der blev sendt til menighederne, følger den almindelige form for brevskrivning på dette tidspunkt. Først blev afsenderen nævnt, derefter personen det var stilet til, efterfulgt af en hilsen. (Se studienote til ApG 23:26). Af alle brevene i De Kristne Græske Skrifter er det kun Jakobs Brev der bruger det græske ord chairo som en hilsen på samme måde som dette brev fra det styrende råd i det første århundrede. (Jak 1:1) Disciplen Jakob var med til at formulere dette brev, og det understøtter at den Jakob der skrev brevet der bærer hans navn, er den samme person som spillede en vigtig rolle ved mødet der er beskrevet i Apostlenes Gerninger, kapitel 15.

Gå med fred: Dette idiom forekommer ofte i både De Græske og De Hebraiske Skrifter og har betydningen “må det gå dig godt”. (Lu 7:50; 8:48; Jak 2:16; se også 1Sa 1:17; 20:42; 25:35; 29:7; 2Sa 15:9; 2Kg 5:19). Det hebraiske ord der ofte oversættes med “fred” (shalom), har en bred betydning. Det betegner en tilstand hvor der ikke er krig eller uro (Dom 4:17; 1Sa 7:14; Præ 3:8), og det kan også indeholde tanken om et godt helbred, sundhed, sikkerhed (1Sa 25:6; 2Kr 15:5, fdn.; Job 5:24, fdn.), velfærd (Est 10:3, fdn.) og venskab (Sl 41:9). I De Kristne Græske Skrifter bliver det græske ord for “fred” (eirene) anvendt i den samme brede betydning som det hebraiske ord og udtrykker et ønske om velfærd, frelse og harmoni, foruden at man er forskånet for konflikter.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (Ro 1:7; 1Kt 1:3; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed”, eller Guds godkendelse, i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

den inderlige barmhjertigheds Far: Det græske navneord oiktirmos, der er gengivet med “inderlige barmhjertigheds”, bliver her brugt om det at have medfølelse, eller medlidenhed, med andre. Gud bliver kaldt den inderlige barmhjertigheds Far, eller Ophav, fordi medfølelse stammer fra ham og er en del af hans personlighed. Jehovas medfølelse og barmhjertighed får ham til at hjælpe sine trofaste tjenere når de kommer ud for prøvelser.

den Gud som giver al trøst: Det græske navneord paraklesis, der her er gengivet med “trøst”, betyder bogstaveligt “det at kalde til sin side”. Det indeholder tanken om at stå ved siden af en person der gennemgår en prøvelse eller er nedtrykt, og hjælpe og opmuntre ham. (Se studienote til Ro 12:8). Fordi Paulus her lægger vægt på trøsten fra Gud, mener nogle at han kan have haft ordene i Esa 40:1 i tanke, hvor profeten skrev: “‘Trøst mit folk, giv det trøst,’ siger jeres Gud.” (Se også Esa 51:12). Det beslægtede græske udtryk parakletos i Joh 14:26, der er gengivet med “hjælperen”, henviser til Jehovas hellige ånd. Gud bruger sin stærke aktive kraft til at trøste og hjælpe i situationer der ser helt håbløse ud fra et menneskeligt synspunkt. – ApG 9:31; Ef 3:16.

opmuntrende: Eller “tilskyndende”. Det græske navneord paraklesis, der bogstaveligt betyder “det at kalde til sin side”, bliver ofte brugt i betydningen “opmuntring” (ApG 13:15; Flp 2:1) eller “trøst” (Ro 15:4; 2Kt 1:3, 4; 2Ts 2:16). Den alternative gengivelse viser at ordet og det beslægtede udsagnsord parakaleo, der bruges i dette vers, også kan indeholde betydningen “tilskyndende; formanende”, hvilket det oversættes med i nogle sammenhænge i hovedteksten. (1Ts 2:3; 1Ti 4:13; He 12:5) Det at disse græske ord kan indeholde alle tre betydninger – tilskyndelse, trøst og opmuntring – viser at en kristen aldrig skal tilskynde nogen på en hård eller ukærlig måde.

den Gud som giver al trøst: Det græske navneord paraklesis, der her er gengivet med “trøst”, betyder bogstaveligt “det at kalde til sin side”. Det indeholder tanken om at stå ved siden af en person der gennemgår en prøvelse eller er nedtrykt, og hjælpe og opmuntre ham. (Se studienote til Ro 12:8). Fordi Paulus her lægger vægt på trøsten fra Gud, mener nogle at han kan have haft ordene i Esa 40:1 i tanke, hvor profeten skrev: “‘Trøst mit folk, giv det trøst,’ siger jeres Gud.” (Se også Esa 51:12). Det beslægtede græske udtryk parakletos i Joh 14:26, der er gengivet med “hjælperen”, henviser til Jehovas hellige ånd. Gud bruger sin stærke aktive kraft til at trøste og hjælpe i situationer der ser helt håbløse ud fra et menneskeligt synspunkt. – ApG 9:31; Ef 3:16.

trøster: Eller “opmuntrer”. – Se studienote til 2Kt 1:3.

prøvelser: Eller “vanskeligheder; trængsler”. Det græske ord der er brugt her, henviser til den nød, lidelse eller bekymring som svære omstændigheder kan medføre. Udtrykket bruges ofte i forbindelse med de trængsler man kommer ud for som følge af forfølgelse. (Mt 24:9; ApG 11:19; 20:23; 2Kt 1:8; He 10:33; Åb 1:9) De trængsler kan indbefatte at man bliver fængslet eller endda slået ihjel fordi man nægter at give slip på sin integritet. (Åb 2:10) Men også andre ting, som for eksempel hungersnød (ApG 7:11), fattigdom, de udfordringer forældreløse og enker har (Jak 1:27), og endda familieliv og ægteskab kan resultere i “vanskeligheder” af forskellig grad. – 1Kt 7:28.

prøvelser: Eller “vanskeligheder; trængsler”. Det græske ord der er brugt her, henviser til den nød, lidelse eller bekymring som svære omstændigheder kan medføre. Udtrykket bruges ofte i forbindelse med de trængsler man kommer ud for som følge af forfølgelse. (Mt 24:9; ApG 11:19; 20:23; 2Kt 1:8; He 10:33; Åb 1:9) De trængsler kan indbefatte at man bliver fængslet eller endda slået ihjel fordi man nægter at give slip på sin integritet. (Åb 2:10) Men også andre ting, som for eksempel hungersnød (ApG 7:11), fattigdom, de udfordringer forældreløse og enker har (Jak 1:27), og endda familieliv og ægteskab kan resultere i “vanskeligheder” af forskellig grad. – 1Kt 7:28.

prøvelser: Eller “trængsler”. – Se studienote til 2Kt 1:4.

i Efesos har kæmpet mod vilde dyr: Romerne kastede ofte forbrydere for de vilde dyr i arenaerne. Selvom bibelforskere ikke mener at en romersk borger som Paulus ville blive straffet på den måde, er der historiske vidnesbyrd om at nogle romerske borgere blev kastet for vilde dyr eller sat til at slås med dem. Det Paulus skrev i 2. Korinther, kunne være en beskrivelse af et møde med bogstavelige vilde dyr i en arena. (2Kt 1:8-10) Hvis Paulus var blevet kastet for bogstavelige vilde dyr, måtte hans redning skyldes Guds indgriben. (Se også Da 6:22). Denne oplevelse kan derfor have været en af flere gange hvor Paulus var “tæt på at dø” under sin tjeneste. (2Kt 11:23) Andre bibelforskere mener at Paulus’ ord skal opfattes billedligt, som en beskrivelse af modstandere i Efesos der var som vilde dyr. – ApG 19:23-41.

hvor store prøvelser vi var ude for i provinsen Asien: Bibelen siger ikke specifikt hvilken situation Paulus her henviser til. Det er muligt at det var optøjerne i Efesos, som er beskrevet i ApG 19:23-41. Eller måske var det hans møde med “vilde dyr” i Efesos, som er nævnt i 1Kt 15:32. (Se studienote). Uanset hvilken situation der er tale om, havde han været i livsfare. – 2Kt 1:9.

havde bedt denne inderlige bøn: Det græske udsagnsord deomai henviser til en inderlig, eller indtrængende, bøn der er forbundet med stærke følelser. Det beslægtede navneord deesis, der er oversat med “inderlige bøn”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Selv Jesus “opsendte ... anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer, til Ham der kunne redde ham fra døden”. (He 5:7) Flertalsformen “bønner” indikerer at Jesus bønfaldt Jehova mere end én gang. Eksempelvis bad Jesus inderligt gentagne gange i Getsemane Have. – Mt 26:36-44; Lu 22:32.

ved at bede for os: Eller “gennem jeres inderlige bønner for os”. Det græske navneord deesis, der her er oversat med “at bede”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Bibelen understreger ofte at det gør en forskel at bede for sine trosfæller, hvad enten der er tale om personlige bønner eller bønner bedt i en forsamling. (Jak 5:14-20; se også 1Mo 20:7, 17; 2Ts 3:1, 2; He 13:18, 19). Jehova lytter til dybe, inderlige bønner der er i overensstemmelse med hans vilje, og besvarer dem. (Sl 10:17; Esa 30:19; Joh 9:31; 1Jo 5:14, 15) Vores inderlige bønner kan have indflydelse på hvad Gud gør, og hvornår han gør det. – Se studienote til ApG 4:31.

fordi så mange har bedt for os: Eller “som følge af mange bedende ansigter”. I denne sammenhæng kan det bogstavelige græske udtryk “som følge af mange ansigter” indeholde tanken om ansigter der er vendt opad til Gud i bøn. Paulus’ ord viser også at når Gud besvarede de bønner der var blevet bedt for Paulus, ville mange kristne blive motiveret til at takke Gud og prise ham. Det var altså vigtigere for Paulus at Jehova blev æret, end at han selv blev hjulpet.

menneskelig visdom: Bogst.: “kødelig visdom”. Dvs. det der regnes for at være vist i verden. – Se også 1Kt 3:19.

er noget I let kan læse og forstå: Eller muligvis: “er noget I allerede ved og forstår”. Det græske ord anaginosko kan også gengives mere bogstaveligt med “at kende godt”. Men når det bruges i forbindelse med noget der er skrevet, betyder det “at genkende” og bliver for det meste oversat med “læse” eller “læse op”. Det bruges både om det at læse i Skrifterne privat og om en offentlig oplæsning af Skrifterne. – Mt 12:3; Lu 4:16; ApG 8:28; 13:27.

fuldt ud: Bogst.: “til det sidste”. I denne sammenhæng betyder det græske idiom åbenbart “fuldt ud; fuldstændigt”. Nogle mener dog at udtrykket skal forstås bogstaveligt så det henviser til tid, og at Paulus derfor sagde at han håbede at korintherne ville blive ved med at forstå disse ting lige “til det sidste”.

så I endnu en gang kunne få noget at glæde jer over: Eller “så I kunne få noget at glæde jer over to gange”. Første gang Paulus besøgte Korinth, var i år 50 e.v.t. under sin anden missionsrejse. Han oprettede en menighed der og blev i byen i halvandet år. (ApG 18:9-11) Han planlagde at besøge Korinth igen mens han var i Efesos under sin tredje missionsrejse. Men hans planer blev ikke til noget. (1Kt 16:5; 2Kt 1:16, 23) Med ordene “endnu en gang” kan Paulus have tænkt på de planer han havde om at besøge byen for anden gang. Eller han kan have ment at han ville prøve at besøge byen to gange inden for kort tid, som nævnt i det efterfølgende vers. – Se studienote til 2Kt 1:16.

glæde: Flere græske håndskrifter bruger i dette vers ordet charis, der betyder “ufortjent godhed; velsignelse; nåde”, i stedet for det græske ord for “glæde” (chara). Den sidste del af verset kan derfor muligvis gengives med “så I kunne få velsignelse to gange”. Flere danske bibeloversættelser bruger lignende formuleringer.

Jeg ville nemlig besøge jer på vejen til Makedonien: Da Paulus var i Efesos i år 55 e.v.t. under sin tredje missionsrejse, havde han planer om at sejle over Det Ægæiske Hav til Korinth og derfra tage videre til Makedonien. Derefter havde han planlagt at besøge menigheden i Korinth igen på vej tilbage til Jerusalem, tilsyneladende for at sende det bidrag afsted som menigheden havde indsamlet til brødrene i Jerusalem, og som han tidligere havde skrevet om. (1Kt 16:3) Paulus blev dog af gode grunde nødt til at ændre sine planer. – Se studienote til 2Kt 1:17.

Jeg ville nemlig besøge jer på vejen til Makedonien: Da Paulus var i Efesos i år 55 e.v.t. under sin tredje missionsrejse, havde han planer om at sejle over Det Ægæiske Hav til Korinth og derfra tage videre til Makedonien. Derefter havde han planlagt at besøge menigheden i Korinth igen på vej tilbage til Jerusalem, tilsyneladende for at sende det bidrag afsted som menigheden havde indsamlet til brødrene i Jerusalem, og som han tidligere havde skrevet om. (1Kt 16:3) Paulus blev dog af gode grunde nødt til at ændre sine planer. – Se studienote til 2Kt 1:17.

tog jeg ikke let på det, vel?: Paulus havde åbenbart skrevet et brev før 1. Korinther (se studienote til 1Kt 5:9) hvor han havde fortalt de kristne i Korinth at han havde planer om at besøge dem på vej til Makedonien. Senere skrev han i sit første inspirerede brev til korintherne at han havde ændret sin rejseplaner og først ville besøge dem efter sin rejse til Makedonien. (1Kt 16:5, 6) Det lader til at nogle, måske dem i menigheden som Paulus kaldte for “superapostle” (2Kt 11:5), anklagede ham for ikke at holde sine løfter. For at forsvare sig selv skrev Paulus at han ‘ikke tog let på det’. Det græske ord der betyder “at tage let på noget”, indeholder tanken om at være ubeslutsom eller vægelsindet. Det bruges om en person der ikke er til at regne med, og som hele tiden ændrer mening uden at tage hensyn til konsekvenserne. Men Paulus var ikke ubeslutsom og lagde ikke planer på en selvisk måde (bogst.: “efter kødet”, dvs. ud fra et ufuldkomment menneskes tankegang). Han havde en god grund til at udsætte sit besøg. I 2Kt 1:23 siger han at det var “for at skåne” dem at han ændrede sin oprindelige plan. Han ønskede at give dem mere tid til at anvende den vejledning han havde skrevet om i sit tidligere brev, så hans besøg kunne blive mere opmuntrende.

tog jeg ikke let på det, vel?: Paulus havde åbenbart skrevet et brev før 1. Korinther (se studienote til 1Kt 5:9) hvor han havde fortalt de kristne i Korinth at han havde planer om at besøge dem på vej til Makedonien. Senere skrev han i sit første inspirerede brev til korintherne at han havde ændret sin rejseplaner og først ville besøge dem efter sin rejse til Makedonien. (1Kt 16:5, 6) Det lader til at nogle, måske dem i menigheden som Paulus kaldte for “superapostle” (2Kt 11:5), anklagede ham for ikke at holde sine løfter. For at forsvare sig selv skrev Paulus at han ‘ikke tog let på det’. Det græske ord der betyder “at tage let på noget”, indeholder tanken om at være ubeslutsom eller vægelsindet. Det bruges om en person der ikke er til at regne med, og som hele tiden ændrer mening uden at tage hensyn til konsekvenserne. Men Paulus var ikke ubeslutsom og lagde ikke planer på en selvisk måde (bogst.: “efter kødet”, dvs. ud fra et ufuldkomment menneskes tankegang). Han havde en god grund til at udsætte sit besøg. I 2Kt 1:23 siger han at det var “for at skåne” dem at han ændrede sin oprindelige plan. Han ønskede at give dem mere tid til at anvende den vejledning han havde skrevet om i sit tidligere brev, så hans besøg kunne blive mere opmuntrende.

Jeg skrev til jer i mit brev: Paulus henviser tydeligvis til et tidligere brev han havde skrevet til korintherne, et brev vi ikke er i besiddelse af i dag. Gud har åbenbart valgt ikke at bevare dette brev, måske fordi det kun var relevant for dem det var stilet til. – Se studienote til 1Kt 1:2.

“ja” til jer hvis vi mener “nej”: Eller “ja og nej i samme åndedrag”. Bogst.: “ja og nej”. – Se studienote til 2Kt 1:17.

tog jeg ikke let på det, vel?: Paulus havde åbenbart skrevet et brev før 1. Korinther (se studienote til 1Kt 5:9) hvor han havde fortalt de kristne i Korinth at han havde planer om at besøge dem på vej til Makedonien. Senere skrev han i sit første inspirerede brev til korintherne at han havde ændret sin rejseplaner og først ville besøge dem efter sin rejse til Makedonien. (1Kt 16:5, 6) Det lader til at nogle, måske dem i menigheden som Paulus kaldte for “superapostle” (2Kt 11:5), anklagede ham for ikke at holde sine løfter. For at forsvare sig selv skrev Paulus at han ‘ikke tog let på det’. Det græske ord der betyder “at tage let på noget”, indeholder tanken om at være ubeslutsom eller vægelsindet. Det bruges om en person der ikke er til at regne med, og som hele tiden ændrer mening uden at tage hensyn til konsekvenserne. Men Paulus var ikke ubeslutsom og lagde ikke planer på en selvisk måde (bogst.: “efter kødet”, dvs. ud fra et ufuldkomment menneskes tankegang). Han havde en god grund til at udsætte sit besøg. I 2Kt 1:23 siger han at det var “for at skåne” dem at han ændrede sin oprindelige plan. Han ønskede at give dem mere tid til at anvende den vejledning han havde skrevet om i sit tidligere brev, så hans besøg kunne blive mere opmuntrende.

Silvanus: Denne bror bliver også omtalt af Paulus i 1Ts 1:1 og 2Ts 1:1 og af Peter i 1Pe 5:12. I Apostlenes Gerninger bliver han kaldt Silas. Lukas’ beretning viser at han var en af de fremtrædende brødre i menigheden i Jerusalem i det første århundrede. Han var profet og rejste sammen med Paulus på hans anden missionsrejse. Silvanus var åbenbart romersk statsborger, og det kan være forklaringen på hvorfor hans romerske navn bliver brugt her. – ApG 15:22, 27, 40; 16:19, 37; 17:14; 18:5

er de alle blevet “ja” gennem ham: Dvs. Guds løfter er blevet bekræftet, opfyldt og blevet til virkelighed gennem Jesus. Det er ved hjælp af ham – alt det han lærte andre, og alt det han gjorde – at alle de løfter der er beskrevet i De Hebraiske Skrifter, gik i opfyldelse. Jesus bevarede sin integritet fuldt ud mens han var på jorden, og det fjernede enhver grund der måtte være til at tvivle på Jehovas løfter.

siger vi ... “amen” til Gud gennem ham: Det ord der er gengivet med “amen”, er en translitteration af et hebraisk ord der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. I Åb 3:14 omtaler Jesus sig selv som “Amen”. Det er meget passende, for mens han var på jorden, opfyldte han alt det der var profeteret om ham. Hans trofasthed og hans offerdød er en personlig garanti, eller “Amen”, for at alt det Gud har lovet, vil blive til virkelighed. Denne forsikring giver os endnu større grund til at sige amen ved slutningen af en bøn til Gud gennem Kristus. – Se studienote til 1Kt 14:16.

sige “amen” til din takkebøn: På græsk bruges her en translitteration af det hebraiske amen, der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. Der er mange vers i Bibelen der indikerer at de der lyttede til en offentlig bøn, sagde amen ved slutningen af bønnen. (1Kr 16:36; Ne 5:13; 8:6) Paulus’ udtalelse viser at man i den kristne menighed åbenbart fortsatte det mønster og tilsluttede sig bønnen ved at sige amen til sidst. Men Paulus udspecificerer ikke om de sagde amen højt eller blot gjorde det i deres hjerte. – Se Ordforklaring: “Amen”, og studienote til Ro 1:25.

sit segl: På Bibelens tid brugte man et segl som en slags underskrift for at angive ejerskab eller ægthed eller for at vise at noget var slået fast. Når det drejer sig om salvede kristne, har Gud i overført betydning beseglet dem med den hellige ånd for at vise at de er hans ejendom, og at de er blevet lovet himmelsk liv. – Ef 1:13, 14.

et forskud på det der vil komme: Eller “et pant på det der vil komme; en garanti for det der vil komme”. De tre gange det græske ord arrabon forekommer i De Kristne Græske Skrifter, har alle at gøre med Guds salvelse af kristne med ånden, dvs. Guds hellige ånd, eller aktive kraft. (2Kt 5:5; Ef 1:13, 14) Den særlige måde den hellige ånd virker på, er som en forudbetaling. Salvede kristne er overbevist om det håb de har, fordi de har modtaget dette forskud. Den fulde betaling, eller belønning, får de når de ifører sig et uforgængeligt himmelsk legeme. (2Kt 5:1-5) Det indbefatter også gaven udødelighed. – 1Kt 15:48-54.

mit liv: Eller “min sjæl”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

Vi er ... ikke herrer over jeres tro: Paulus var overbevist om at hans brødre og søstre, der var trofaste kristne, ønskede at gøre det der var rigtigt. Det var deres tro der gjorde at de kunne stå fast, ikke Paulus eller noget andet menneske. Det græske udsagnsord der er gengivet med “at være herrer over” (kyrieuo), kan indeholde tanken om at dominere eller at presse nogle til noget. Faktisk brugte Peter et beslægtet udtryk da han tilskyndede ældste til ikke at “spille herrer over dem der udgør Guds arv”. (1Pe 5:2, 3) Paulus vidste at den myndighed han havde som apostel, ikke betød at han havde lov til at udøve den på en dominerende måde. Med ordene vi er jeres medarbejdere med henblik på jeres glæde viste Paulus at han ikke betragtede sig selv og sine medarbejdere som nogle der var hævet over andre, men som tjenere der gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe korintherne til at tjene Jehova med glæde.