Ifølge Johannes 10:1-42

10  “Jeg siger jer som sandt er: Den der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer ind et andet sted, han er en tyv og en røver.+  Men den der går ind gennem døren, er fårenes hyrde.+  Ham lukker dørvogteren op for,+ og fårene lytter til hans stemme.+ Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.  Når han har ført alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, for de kender hans stemme.  De vil aldrig følge en fremmed, men de vil flygte fra ham, for de kender ikke hans stemme.”+  Jesus fortalte dem denne sammenligning, men de forstod ikke det han sagde.  Derfor sagde Jesus igen: “Jeg siger jer som sandt er: Jeg er den dør fårene går gennem.+  Alle der er kommet og har givet sig ud for at være mig, er tyve og røvere, men fårene har ikke hørt på dem.  Jeg er døren. Den der går ind gennem mig, vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsgange.+ 10  Tyven kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge.+ Jeg er kommet for at de kan have liv og have det i overflod. 11  Jeg er den rigtige* hyrde.+ Den rigtige hyrde giver sit liv for fårene.+ 12  Den lejede mand, som ikke er hyrde, og som fårene ikke tilhører, ser ulven komme og forlader fårene og flygter – og ulven går på rov og spreder dem – 13  for han er en lejet mand og bekymrer sig ikke om fårene. 14  Jeg er den rigtige hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,+ 15  ligesom Faren kender mig og jeg kender Faren,+ og jeg giver mit liv for fårene.+ 16  Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold.+ Dem skal jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord under én hyrde.+ 17  Faren elsker mig+ fordi jeg giver mit liv+ så jeg kan modtage det igen. 18  Ingen tager det fra mig, men jeg giver det på eget initiativ. Jeg har myndighed til at give mit liv, og jeg har myndighed til at modtage det igen.+ Den befaling har jeg fået af min Far.” 19  På grund af det Jesus havde sagt, opstod der igen uenighed mellem jøderne.+ 20  Mange af dem sagde: “Han er dæmonbesat, og han er vanvittig.+ Hvorfor hører I på ham?” 21  Andre sagde: “En dæmonbesat ville aldrig tale sådan. Kan en dæmon måske åbne blindes øjne?” 22  På den tid holdt man indvielseshøjtiden i Jerusalem. Det var vinter, 23  og Jesus gik omkring i templet, i Salomons Søjlegang.+ 24  Så omringede jøderne ham og sagde til ham: “Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig det ligeud.” 25  Jesus svarede dem: “Jeg har fortalt jer det, og alligevel tror I ikke. De gerninger jeg gør i min Fars navn, vidner om mig.+ 26  Men I tror ikke, for I er ikke mine får.+ 27  Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig.+ 28  Jeg giver dem evigt liv,+ og de vil aldrig blive tilintetgjort, og ingen skal rive dem ud af min hånd.+ 29  Det min Far har givet mig, er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Farens hånd.+ 30  Jeg og Faren er ét.”+ 31  Igen samlede jøderne sten op for at stene ham.+ 32  Jesus sagde til dem: “Jeg har gjort mange gode gerninger som Faren har bedt mig om. Hvilken en af dem stener I mig for?” 33  Jøderne svarede ham: “Vi stener dig ikke for en god gerning, men for blasfemi+ fordi du, selvom du er et menneske, gør dig selv til en gud.” 34  Jesus svarede dem: “Står der ikke i jeres Lov: ‘Jeg har sagt: “I er guder”’?+ 35  Når Gud har kaldt dem som hans ord fordømte,* for ‘guder’+ – og skriftstedet kan ikke gøres ugyldigt – 36  hvordan kan I så sige til mig* som Faren har helliget og sendt til verden: ‘Du taler blasfemisk’ fordi jeg sagde: ‘Jeg er Guds Søn’?+ 37  Hvis jeg ikke gør de gerninger min Far ønsker, skal I ikke tro på mig. 38  Men hvis jeg gør gerningerne, så tro på grund af dem,+ selvom I ikke tror på mig, så I kan blive klar over og fortsat være klar over at Faren er nært forbundet med mig og jeg er nært forbundet med Faren.”+ 39  Så forsøgte de igen at få fat på ham, men han slap fra dem.+ 40  Og han tog igen over på den anden side af Jordanfloden til det sted hvor Johannes først havde døbt,+ og der blev han. 41  Mange kom til ham og sagde: “Johannes udførte ikke et eneste mirakel,* men alt hvad han sagde om denne mand, var rigtigt.”+ 42  Og mange fik tro på Jesus dér.

Fodnoter

Eller “gode; fortræffelige”.
Eller “blev rettet til”.
Eller “om ham”.
Bogst.: “tegn”.

Studienoter

de kender hans stemme: Man har gentagne gange iagttaget hyrder og får i Mellemøsten, og det kan herefter slås fast at får har den fantastiske evne at kunne skelne deres egen hyrdes stemme fra andre hyrders eller fremmedes stemmer. Som Jesus indikerede, navngav hyrderne hvert eneste får, selv når der var tale om store flokke. (Joh 10:3, 27) Så lige fra fårene var helt små, var de vant til at høre hyrden kalde på dem når han førte og trænede dem. Derudover gjorde hver enkelt hyrde også brug af sin egen genkendelige lyd for at den kunne skille sig ud fra andre hyrders. Hyrder lærte også fårene at reagere på forskellige kommandoer for at kunne beskytte dem mod farer eller lede dem til gode græsgange og vand. Får kender altså deres hyrdes stemme, ikke bare i den forstand at de kan skelne hans stemme fra andres, men også i den betydning at de forbinder den med hans kærlige omsorg og beskyttelse, noget de mærker både individuelt og som samlet flok.

vil aldrig følge: På græsk anvendes der her to nægtelser sammen med udsagnsordet, og det understreger tydeligt at en tanke forkastes. Det er med til at betone varigheden af Jesus’ ord. I denne sammenhæng sigter ordet fremmed til en fårene ikke kender.

lignelser: Eller “illustrationer”. Det græske ord parabole, som bogstaveligt betyder “at stille ved siden af (sammen)”, kan bruges om en sammenligning, et ordsprog eller en illustration. Jesus forklarede ofte noget ved at ‘stille det ved siden af’, eller sammenligne det med, noget der minder om det. (Mr 4:30) Hans lignelser var korte og som regel opdigtede historier som man kunne drage en moralsk eller åndelig lære af.

sammenligning: Johannes er den eneste evangelieskribent der bruger det græske ord paroimia. (Joh 10:6; 16:25, 29) Det minder meget om det græske ord parabole (“lignelse” eller “illustration”) i betydning, et ord vi ofte støder på i de andre evangelier, men som slet ikke forekommer i Johannes’ beretning. (Se studienote til Mt 13:3). Ordet paroimia kan også indeholde tanken om en sammenligning eller en parallel. Peter bruger ordet i betydningen “ordsprog” dér hvor han taler om en hund der vender tilbage til det den selv har kastet op, og en so der vender tilbage for at rulle sig i mudderet. (2Pe 2:22) Det samme navneord anvendes som titlen på Ordsprogenes Bog i den græske Septuaginta.

rigtige: Eller “gode; fortræffelige”. Det græske ord kalos kan betyde noget som i sit inderste væsen er godt og smukt, af høj kvalitet. For eksempel bliver ordet brugt i udtryk som “god frugt”; “den gode jord”; “smukke perler”. (Mt 3:10; 13:8, 45) I denne sammenhæng anvendes ordet til at beskrive Jesus som en god, fortræffelig, uforlignelig hyrde.

sit liv: Eller “sin sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her henviser det til Jesus’ liv, det han som den rigtige hyrde giver, eller frivilligt giver afkald på, til gavn for sine får. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

lejede mand: En fåreflok blev betragtet som noget meget værdifuldt, så det var ofte ejeren selv, hans børn eller en slægtning der tog sig af disse sårbare skabninger. (1Mo 29:9; 30:31; 1Sa 16:11) Ejeren kunne også leje en til at vogte fårene. Men den lejede mands motivation var snarere den løn han kunne se frem til, end loyalitet mod ejeren eller omsorg for fårene. (Se også Job 7:1, 2). I Bibelens sprogbrug bliver hyrdegerningen også anvendt i overført betydning om det at beskytte, sørge for og tage sig af Guds fårelignende tjenere. (1Mo 48:15) Åndelige hyrder i den kristne menighed må undgå at vise samme indstilling som den “lejede mand”. (Joh 10:13) I stedet bestræber de sig på at efterligne Jehovas eksempel som omsorgsfuld Hyrde for sit folk (Sl 23:1-6; 80:1; Jer 31:10; Eze 34:11-16) og den selvopofrende kærlighed som Jesus, “den rigtige hyrde”, viste. – Joh 10:11, 14; ApG 20:28, 29; 1Pe 5:2-4.

sit liv: Eller “sin sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her henviser det til Jesus’ liv, det han som den rigtige hyrde giver, eller frivilligt giver afkald på, til gavn for sine får. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

mit liv: Eller “min sjæl”. – Se studienote til Joh 10:11.

føre: Eller “føre ind; lede”. Det græske udsagnsord ago kan betyde “at føre (ind)” eller “at lede”, afhængigt af sammenhængen. Et græsk håndskrift fra omkring år 200 e.v.t. bruger et beslægtet græsk ord (synago), der ofte oversættes med “at samle; forsamle”. Jesus er den rigtige hyrde, og han samler, leder, beskytter og sørger for mad til de får der hører til denne fold (også omtalt som en “lille hjord” i Lu 12:32), og til sine andre får. De vil blive én hjord under én hyrde. Denne metafor understreger den enhed der ville være blandt Jesus’ disciple.

høre: Her indeholder det græske ord tanken om “at vise opmærksomhed, at forstå og at handle efter”.

mit liv: Eller “min sjæl”. Betydningen af det græske ord psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. Her henviser det til Jesus’ liv, som han var villig til at ‘give’, eller frivilligt give afkald på, som et offer. – Se Ordforklaring: “Sjæl.”

indvielseshøjtiden: Den hebraiske betegnelse for denne højtid er chanukka, der betyder “indvielse”. Højtiden varede i otte dage og begyndte den 25. dag i måneden kislev, som lå tæt ved vintersolhverv (se studienote til vinter i dette vers og Tillæg B15) og blev afholdt til minde om genindvielsen af templet i Jerusalem i 165 f.v.t. Den syriske konge Antiokos IV Epifanes havde vist foragt for Jehova, jødernes Gud, ved at vanhellige hans tempel. For eksempel byggede han et alter oven på det store alter, hvor man tidligere havde bragt det daglige brændoffer. Den 25. kislev i år 168 f.v.t. ofrede han svin på altret og lod afkoget fra kødet stænke ud overalt i Jehovas tempel, så det blev helt igennem besmittet. Han brændte også tempelportene, nedrev præsternes rum og fjernede guldaltret, bordet til skuebrødene og guldlampestanderen. Herefter indviede han i stedet Jehovas tempel til den hedenske, olympiske gud Zeus. To år senere generobrede Judas Makkabæer byen og templet. Efter at templet var blevet renset, fandt en genindvielse sted den 25. kislev år 165 f.v.t., præcis tre år efter at Antiokos havde foretaget den afskyelige ofring til Zeus. Man begyndte herefter igen at bringe det daglige brændoffer til Jehova. Der siges ikke noget i Bibelen om at det var Jehova der gav Judas Makkabæer sejren og hjalp ham til at rense templet. Jehova havde dog førhen gjort brug af mænd fra andre nationer, såsom Kyros af Persien, til at gennemføre sine hensigter i forbindelse med den sande tilbedelse. (Esa 45:1) Det er derfor meget nærliggende at antage at Jehova ville bruge en mand der tilhørte hans eget indviede folk, til at udføre sin vilje. Som det fremgår af Bibelen, var det nødvendigt at templet eksisterede og var i funktion, for at profetierne om Messias, hans tjeneste og hans offer kunne blive opfyldt. Desuden var det meningen at levitterne skulle bringe ofre indtil Messias bragte det større offer – sit liv til gavn for menneskeheden. (Da 9:27; Joh 2:17; He 9:11-14) Kristus befalede ikke sine disciple at fejre indvielseshøjtiden (Kol 2:16, 17), men der står heller ikke nogen steder at han eller hans disciple fordømte fejringen af denne højtid.

vinter: Der er her tale om den sidste vinter i Jesus’ tjeneste, vinteren år 32 e.v.t. Indvielseshøjtiden blev fejret i kislev måned, den niende måned, svarende til november/december. I år 32 faldt højtidens første dag, den 25. kislev, midt i december. (Se Tillæg B15). Det var almen viden blandt jøderne at højtiden blev holdt om vinteren. Så når det nævnes at det var vinter, kan det være for at understrege at vejrforholdene var årsagen til at Jesus valgte at undervise et sted der var overdækket, nemlig i “Salomons Søjlegang”. (Joh 10:23) Her var der læ for vinterens kolde østenvind. – Se Tillæg B11.

holde os hen: Eller “holde vores sjæle hen”. Betydningen af det græske ord psyche, der almindeligvis oversættes med “sjæl”, må afgøres ud fra sammenhængen. I visse kontekster kan det bruges svarende til et personligt stedord. Andre eksempler i De Kristne Græske Skrifter hvor det bruges i denne betydning, er Mt 12:18; 26:38 og He 10:38, hvor “min psyche (sjæl)” kan gengives med “jeg”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

Det min Far har givet mig, er større end alle andre ting: Denne sætning gengives på forskellige måder i de græske håndskrifter og i oversættelser til andre sprog. Nogle håndskrifter har en alternativ ordlyd, der kan gengives med: “Min Far, som har givet mig dem, er større end alle andre”, men mange forskere anser den ordlyd der er valgt her, for sandsynligvis at være den originale.

ét: Eller “enige; forenede”. Jesus bad om at ligesom han og hans Far er “ét” ved at samarbejde og være forenet i samme tankegang, sådan skulle hans sande disciple også være “ét” ved at arbejde sammen om et fælles mål. Ordene i denne bøn er de samme som Jesus’ ord i Joh 10:30. Der siger han at han og Faren “er ét” i forbindelse med den måde de tager sig af hans disciple på, hans “får”, som Faren havde givet ham. (Joh 10:25-30; 17:2, 9) Det græske ord der her er gengivet med “ét”, er i intetkøn (som betegner “en ting”) og ikke hankøn (som betegner “en person”). – Se studienote til Joh 10:30.

ét: Eller “i enhed; forenede”. I bøn udtrykte Jesus ønske om at hans sande disciple måtte være “ét”, arbejde enigt sammen om den samme hensigt, ligesom han og hans Far er “ét” ved at de samarbejder og tænker ens. (Joh 17:22) I 1Kt 3:6-9 beskriver Paulus denne enhed blandt kristne forkyndere som samarbejder med hinanden og med Gud. – Se 1Kt 3:8 og studienoter til Joh 10:30; 17:11.

ét: Eller “enige; forenede”. Denne udtalelse af Jesus viser at han og hans Far er forenet i arbejdet med at beskytte dem der er som får, og lede dem frem til evigt liv. Hyrdearbejdet er en fælles opgave for Faren og Sønnen. De er lige interesseret i fårenes velbefindende og vil ikke tillade nogen at rive dem ud af deres hånd. (Joh 10:27-29; se også Eze 34:23, 24). I Johannes’ evangelium nævnes det ofte at Faren og Sønnen har et nært fællesskab og er forenet i vilje og hensigt. Det græske ord der her er oversat med “ét”, står ikke i hankøn (som hvis det var “én person”), men i intetkøn (som i “én ting”). Tanken er altså at Jesus og hans Far er “ét” i deres handlinger og samarbejde, ikke at de er samme person. (Joh 5:19; 14:9, 23) At Jesus talte om sin og Farens forenede vilje og hensigt og ikke en samlet, jævnbyrdig guddom, bekræftes når man sammenligner ordene i dette vers med den bøn der er gengivet i Johannes, kapitel 17. (Joh 10:25-29; 17:2, 9-11) Denne forståelse fremgår særligt tydeligt af at Jesus beder om at hans disciple må “være ét ligesom vi er ét”. (Joh 17:11) Den form for enhed der omtales i kapitel 10 og i kapitel 17, må altså være den samme. – Se studienoter til Joh 17:11, 21; 1Kt 3:8.

i jeres Lov: Udtrykket hentyder her til de samlede Hebraiske Skrifter, ikke blot Moseloven. Citatet der følger, er fra Sl 82:6. Ordet “Lov” bruges i samme betydning i Joh 12:34; 15:25.

guder: Eller “gudlignende”. Jesus citerer her fra Sl 82:6, hvor det hebraiske ord elohim (guder) bruges om mennesker, nærmere betegnet om dem der var dommere i Israel. De var “guder” i den forstand at de repræsenterede Gud og talte på hans vegne. Tilsvarende fik Moses besked på at “tjene som Gud” for Aron og for Farao. – 2Mo 4:16, fdn.; 7:1, fdn.

nært forbundet med: Bogst.: “i”. I denne sammenhæng bruges det græske forholdsord en som et udtryk for nær samhørighed. Denne brug af dette forholdsord er særligt fremherskende i Johannes’ og Paulus’ skrifter. (Ga 1:22; 3:28; Ef 2:13, 15; 6:1) I 1Jo 3:24 og 4:13, 15 bruges det i forbindelse med en kristens forhold til Gud. Noget andet der understøtter gengivelsen “nært forbundet med”, er den måde forholdsordet bruges på i Joh 17:20-23, hvor det forekommer fem gange.

Medieindhold

Fårefold
Fårefold

En fårefold var en indhegning til at beskytte fårene mod tyve og rovdyr. Om natten havde hyrderne deres hjord i sikkerhed i en fårefold. På Bibelens tid var fårefolde ofte lavet af sten og havde forskellige former og størrelser; de havde ikke noget tag og kun én åbning. (4Mo 32:16; 1Sa 24:3; Sef 2:6) Johannes taler om at gå ind i fårefolden “gennem døren”, hvor “dørvogteren” holdt vagt. (Joh 10:1, 3) Der var også fælles fårefolde hvor flere hjorde overnattede. Dørvogteren holdt vagt for at beskytte fårene indtil om morgenen hvor han lukkede døren op til fårefolden for hyrderne. Hver hyrde samlede så sin hjord ved at kalde på fårene, og fårene genkendte hans stemme og fulgte ham. (Joh 10:3-5) Jesus henviste til denne praksis for at illustrere hvordan han tager sig af sine disciple. – Joh 10:7-14.

Ulv
Ulv

Ulve i Israel går hovedsageligt på jagt om natten. (Hab 1:8) Ulve er glubske, forslugne, dristige og grådige, og de dræber ofte flere får end de kan spise eller slæbe med sig. I Bibelen bliver dyr og deres karakteristiske træk og vaner ofte brugt i overført betydning for at skildre både gode og dårlige egenskaber. I den profeti som Jakob udtalte på sit dødsleje, bliver Benjamins stamme for eksempel omtalt i overført betydning som en der kæmper som en ulv (Canis lupus). (1Mo 49:27) Men i de fleste tilfælde bruges ulven til at skildre dårlige træk, som vildskab, grådighed, ondskab og snuhed. Blandt dem der bliver beskrevet som ulve, er falske profeter (Mt 7:15), ondskabsfulde modstandere af de kristnes forkyndelse (Mt 10:16; Lu 10:3) og falske lærere der indefra ville udgøre en trussel mod den kristne menighed (ApG 20:29, 30). Hyrder var meget opmærksomme på at ulve var farlige. Jesus talte om en “lejet mand” der “ser ulven komme og forlader fårene og flygter”. I modsætning til den lejede mand der ‘ikke bekymrede sig om fårene’, er Jesus “den rigtige hyrde” der “giver sit liv for fårene”. – Joh 10:11-13.

Salomons Søjlegang
Salomons Søjlegang

Denne 3D-animation viser hvordan Salomons Søjlegang kan have set ud i templet i det første århundrede. Salomons søjlegang var en overdækket gang på den østlige side af templets ydre forgård. Bibelen nævner dette sted tre gange. Johannes fortæller at Jesus gik igennem denne gang, og at det var her en gruppe jøder omringede ham og krævede at han fortalte dem om han var Kristus. (Joh 10:22-24) Senere samledes en forundret gruppe ved Salomons Søjlegang for at høre Peter forklare hvordan han havde helbredt en mand der havde været lam fra fødslen. (ApG 3:1-7, 11) De første kristne mødtes desuden offentligt i Salomons Søjlegang. – ApG 5:12, 13; se Ordforklaring:“Salomons Søjlegang.”