Ifølge Lukas 24:1-53

24  Den første dag i ugen kom de meget tidligt til graven med de aromatiske stoffer de havde tilberedt.+  Men de så at stenen var rullet væk fra graven,+  og da de gik ind, fandt de ikke liget af Herren Jesus.+  Det gjorde dem helt forvirrede. Pludselig stod der to mænd i strålende klæder ved siden af dem.  Kvinderne blev forskrækkede og bøjede hovedet, og mændene sagde til dem: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?+  Han er ikke her, men er blevet oprejst. Husk hvad han sagde til jer mens han stadig var i Galilæa.  Han sagde at Menneskesønnen skulle overgives til syndige mennesker og pælfæstes og opstå på den tredje dag.”+  Så huskede de hvad han havde sagt,+  og de vendte tilbage fra graven* og fortalte det hele til de elleve og til alle de andre.+ 10  Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor. Også de andre kvinder+ der var sammen med dem, fortalte alt dette til apostlene. 11  De syntes dog at det lød som noget vrøvl, og ville ikke tro på kvinderne. 12  Men Peter rejste sig og løb ud til graven,* og da han bøjede sig og kiggede ind, så han kun ligklæderne. Så gik han, og han undrede sig over hvad der var sket. 13  Samme dag var to af dem på vej til landsbyen Emmaus, der ligger lidt over 11 kilometer fra Jerusalem, 14  og de talte med hinanden om alt det der var sket. 15  Mens de snakkede sammen og drøftede disse ting, kom Jesus selv hen til dem og begyndte at følges med dem, 16  men deres øjne blev forhindret i at genkende ham.+ 17  Han sagde til dem: “Hvad er det I går og drøfter med hinanden?” De stoppede op og så triste ud. 18  Den ene, der hed Kleofas, svarede ham: “Hvordan kan det være at du ikke ved hvad der er sket i Jerusalem i de seneste dage? Bor du for dig selv i byen, eller er du udlænding?”* 19  Han spurgte dem: “Hvad er der sket?” De sagde til ham: “Det med Jesus fra Nazaret,+ der viste sig at være en profet og gjorde store gerninger og talte magtfulde ord foran Gud og hele folket.+ 20  Og vores øverste præster og ledere fik ham dømt til døden+ og pælfæstede ham.+ 21  Men vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.+ Nu er det den tredje dag siden det skete. 22  Desuden har nogle af kvinderne blandt os gjort os forvirrede, for de gik tidligt ud til graven,*+ 23  men fandt ikke hans lig, og de kom tilbage og fortalte at de også havde set et overnaturligt syn af engle der sagde at han er i live. 24  Så gik nogle af dem der var med os, ud til graven,*+ og de så at det som kvinderne havde sagt, var rigtigt, men ham så de ikke.” 25  Så sagde han til dem: “Åh, I uforstandige, hvor er I langsomme* til at tro på alt det profeterne har sagt! 26  Skulle Kristus ikke lide på den måde+ og gå ind til sin herlighed?”+ 27  Og så forklarede han det der stod om ham i alle Skrifterne. Han begyndte med Moses og alle Profeterne.+ 28  De nærmede sig nu den landsby de var på vej til, og han lod som om han ville gå videre. 29  Men de pressede ham til at blive og sagde: “Bliv hos os, for det er næsten aften, og dagen er snart gået.” Så gik han ind og blev hos dem. 30  Og da han spiste* sammen med dem, tog han brødet, velsignede det, brækkede det i stykker og begyndte at række det til dem.+ 31  Så blev deres øjne helt åbnet, og de genkendte ham, men han blev usynlig for dem.+ 32  Og de sagde til hinanden: “Brændte vores hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og tydeligt forklarede* Skrifterne for os?” 33  Og straks rejste de sig og tog afsted, og da de var kommet tilbage til Jerusalem, var de elleve og alle de andre forsamlet. 34  De sagde: “Herren er virkelig blevet oprejst, og han har vist sig for Simon!”+ 35  Så fortalte de hvad der var sket på vejen, og hvordan de genkendte ham da han brækkede brødet i stykker.+ 36  Mens de talte om de ting, stod han selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: “Fred være med jer.”+ 37  Men de blev forskrækkede og chokerede og troede at de så en ånd.+ 38  Så han sagde til dem: “Hvorfor er I foruroligede, og hvorfor tvivler I i jeres hjerte? 39  Se mine hænder og fødder – det er mig. Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, som I kan se at jeg har.” 40  Samtidig med at han sagde det, viste han dem sine hænder og fødder. 41  Men da de af ren og skær glæde og forbløffelse stadig ikke troede, sagde han til dem: “Har I noget at spise her?”+ 42  Så gav de ham et stykke stegt fisk, 43  og han tog det og spiste det mens de så på det. 44  Han sagde nu til dem: “Husk at da jeg endnu var hos jer,+ fortalte jeg at alt det der står skrevet om mig i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne, nødvendigvis må opfyldes.”+ 45  Så åbnede han deres sind helt for at de kunne forstå Skrifterne,+ 46  og han sagde til dem: “Der står skrevet at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag,+ 47  og i hans navn skulle det forkyndes blandt alle nationerne+ at angrende syndere kan få tilgivelse+ – det skulle begynde i Jerusalem.+ 48  I skal være vidner om de ting.+ 49  Og det min Far har lovet, sender jeg over jer. Men bliv i byen indtil I er blevet fyldt med kraft ovenfra.”+ 50  Så førte han dem ud af byen helt til Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. 51  Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til himlen.+ 52  De bøjede sig respektfuldt for ham og vendte så tilbage til Jerusalem med stor glæde.+ 53  Og de var hver dag i templet, hvor de lovpriste Gud.+

Fodnoter

Eller “mindegraven”.
Eller “mindegraven”.
Eller muligvis: “Er du den eneste besøgende i Jerusalem der ikke ved hvad der er sket dér i de seneste dage?”
Eller “mindegraven”.
Eller “mindegraven”.
Bogst.: “langsomme af hjertet”.
Eller “lå til bords”.
Bogst.: “helt åbnede”.

Studienoter

den første dag i ugen: Dvs. den 16. nisan. For jøderne var dagen umiddelbart efter sabbatten den første dag i ugen.

grav: Eller “mindegrav”. En hule, eller et kammer, der var udhugget i den bløde kalkstensklippe, snarere end en naturlig hule. I sådanne grave var der ofte bænkelignende hylder eller nicher hvor ligene kunne lægges. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

købte ... aromatiske stoffer for at indgnide Jesus: Jesus’ krop var blevet gjort klar til hans begravelse som det var “skik ved en jødisk begravelse”. (Joh 19:39, 40) Men fordi Jesus døde omkring tre timer før sabbatten begyndte, og jøderne ikke måtte udføre den slags arbejde på sabbatten, blev det sikkert gjort hurtigt. Nu hvor det var den første dag efter sabbatten, altså den tredje dag efter Jesus’ henrettelse, kom kvinderne måske med flere aromatiske stoffer og olier for at bevare Jesus’ krop i længere tid. (Lu 23:50 – 24:1) De kom sikkert for at indgnide hans krop der var indsvøbt i linned, med aromatiske stoffer og olier.

Den første dag i ugen: Se studienote til Mt 28:1.

graven: Se studienote til Mt 27:60.

de aromatiske stoffer de havde tilberedt: Se studienote til Mr 16:1.

en sten: Åbenbart en cirkelformet sten, for i verset står der at den blev rullet på plads, og i Mr 16:4 står der at den “var rullet væk” da Jesus var blevet oprejst. Den kan have vejet et ton eller mere. I Matthæus’ beretning bliver den kaldt “en stor sten”. – Mt 27:60.

af Herren Jesus: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men denne længere formulering støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. – For flere oplysninger om hvordan gamle håndskrifter anvendes til at fastslå ægtheden af den græske tekst, se Tillæg A3.

to mænd i strålende klæder: Dette er en indirekte reference til engle. (Se også Lu 24:23). I ApG 1:10 bliver engle omtalt som “mænd i hvide dragter”.

Han er ikke her, men er blevet oprejst: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men de støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. – Se Tillæg A3.

pælfæste: Eller “henrette ... på en pæl”. Dette er den første af over 40 forekomster af det græske udsagnsord stauroo i De Kristne Græske Skrifter. Udsagnsordet kommer af det græske navneord stauros, der gengives med “torturpæl”. (Se studienoter til Mt 10:38; 16:24; 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Udsagnsordet anvendes i Septuaginta i Est 7:9, hvor der blev givet befaling om at hænge Haman op på en pæl der var over 20 m høj. På klassisk græsk betød det “at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk”.

pælfæstes: Eller “henrettes på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

sig til hans disciple at han er blevet oprejst: Disse kvinder er ikke kun de første disciple der hører at Jesus er blevet oprejst – det er også dem der får besked på at informere de andre disciple. (Mt 28:2, 5, 7) Ifølge jødernes ubibelske tradition havde en kvinde ikke lov til at udtale sig som vidne i en retssag. Som en kontrast til det viste Jehovas engel kvinderne ære ved at give dem denne glædelige opgave.

de ... fortalte det hele til de elleve: De to engle, der i Lu 24:4 bliver omtalt som “mænd i strålende klæder”, kunne have fortalt nyheden om at Jesus var blevet oprejst, til hans mandlige disciple først. Men det var derimod kvinder der fik det privilegium at være de første der hørte om hans opstandelse. (Lu 24:6-9; Joh 20:11-18) Og det var også kvinder der fik den forret at fortælle om opstandelsen “til de elleve og til alle de andre” disciple. Derudover var Maria Magdalene den første discipel der så Jesus efter at han var blevet oprejst. – Joh 20:16; se studienote til Mt 28:7.

fra graven: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men de støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter.

Maria der blev kaldt Magdalene: Den kvinde der ofte omtales som Maria Magdalene, nævnes første gang her hvor Lukas beretter om det andet år af Jesus’ tjeneste. Hendes tilnavn Magdalene (der betyder “fra, eller tilhørende, Magdala”) stammer sandsynligvis fra byen Magdala. Denne by lå ved vestbredden af Galilæas Sø, ca. midtvejs mellem Kapernaum og Tiberias. Nogle har fremsat den tanke at Magdala var den by denne Maria kom fra, eller den by hun boede i. Maria Magdalene omtales mest i forbindelse med Jesus’ død og opstandelse. – Mt 27:55, 56, 61; Mr 15:40; Lu 24:10; Joh 19:25.

Maria Magdalene: Se studienote til Lu 8:2.

Johanna: Dette er en kort hunkønsform af det hebraiske navn Jehohanan, der betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været barmhjertig”. Johanna, der var blevet helbredt af Jesus, var gift med Kuza, der havde en betroet stilling hos Herodes Antipas. Hun nævnes kun to gange i De Kristne Græske Skrifter og kun i Lukasevangeliet. – Lu 8:2, 3.

... hvad der var sket: Nogle håndskrifter har ikke dette vers med, men verset støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. – Se Tillæg A3.

lidt over 11 kilometer: Bogst.: “60 stadier”. En romersk stadie svarede til 185 m. Se Ordforklaring: “Mil” og Tillæg B14.

forklarede: Det græske ord diermeneuo kan bruges i betydningen “at oversætte fra et sprog til et andet”. (1Kt 12:30) Men det betyder også “at klargøre betydningen; at forklare fuldt ud”. I dette vers er der tale om at Jesus forklarede hvad profetierne betød.

Brændte: Udtrykket kommer af et græsk ord der her er brugt i overført betydning til at beskrive stærke følelser, såsom lykke og glæde, og det indeholder tanken om stor interesse og begejstring. Her beskriver det hvordan de to disciple reagerede da Jesus tydeligt forklarede de inspirerede Hebraiske Skrifter for dem.

i os: Nogle tidlige håndskrifter har ikke disse ord med, men de findes i andre tidlige, pålidelige håndskrifter. – Se Tillæg A3.

tydeligt forklarede Skrifterne: Det græske udsagnsord der her er oversat med “tydeligt forklarede”, betyder bogstaveligt “at åbne helt” (dianoigo), og det forekommer tre gange i dette kapitel. Første gang det bruges, er i Lu 24:31, hvor det beskriver at de to disciples “øjne” blev “helt åbnet” så de forstod at det var Jesus de talte med. Anden gang er her i Lu 24:32, hvor ordet anvendes i betydningen “tydeligt forklarede”. Og tredje gang, i Lu 24:45, bruges dette græske ord til at beskrive at Jesus “åbnede” disciplenes sind så de kunne forstå de inspirerede Hebraiske Skrifter. – Se også ApG 7:56, “åbne”; 16:14, “åbnede ... helt” og 17:3, “forklarede [bogst.: “åbnede helt”]”, hvor det samme græske ord bliver anvendt.

og han sagde til dem: “Fred være med jer.”: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men de støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter.

en ånd: Det græske ord pneuma kan sigte til usynlige åndeskabninger, men disciplene brugte åbenbart udtrykket om et syn eller et overnaturligt fænomen. Jesus viste disciplene sine hænder og fødder og sagde til dem: “Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, som I kan se at jeg har.” (Lu 24:39) Det gjorde han for at bevise at han havde iført sig en menneskekrop ligesom engle i fortiden, så disciplene kunne se ham. – 1Mo 18:1-8; 19:1-3.

mine hænder og fødder: Når romerne henrettede nogen på en pæl, ligesom i Jesus’ tilfælde, var det normalt at de naglede hænderne (og sandsynligvis også fødderne) fast. (Sl 22:16; Joh 20:25, 27; Kol 2:14) Nogle bibelforskere mener at en eller flere nagler blev slået gennem Jesus’ fødder så de blev fastgjort direkte til pælen eller til en lille plade på pælen.

... og fødder: Nogle håndskrifter har ikke dette vers med, men verset støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. – Se Tillæg A3

fisk: Nogle senere håndskrifter tilføjer ordene “og en bikage”, men tidlige, pålidelige håndskrifter har ikke disse ord med.

i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne: Det ser ud til at Jesus her grupperede hele samlingen af de inspirerede Hebraiske Skrifter på den måde som jøderne var vant til. ‘Loven’ (hebraisk: Torah) er en betegnelse for de fem Mosebøger. “Profeterne” (hebraisk: Neviim) henviser til de profetiske bøger i De Hebraiske Skrifter, deriblandt de såkaldte Tidligere Profeter (fra Josvas Bog til Kongebøgerne). “Salmerne” sigter til den tredje sektion, der indeholder resten af bøgerne i De Hebraiske Skrifter, og som også kaldes Skrifterne, eller Kethuvim på hebraisk. Betegnelsen “Salmerne” bruges fordi det var den første bog i den tredje sektion. Udtrykket “Tanakh” er det jødiske navn for De Hebraiske Skrifter, og det er dannet af de første bogstaver i hver af de tre sektioners navne (TaNaKh). Det at Jesus bruger de tre udtryk, fortæller at De Hebraiske Skrifters kanon var blevet fastlagt da han var på jorden, og at han anerkendte den.

vidner om mig: Som trofaste jøder var Jesus’ første disciple allerede vidner for Jehova, og de vidnede om at Jehova er den eneste sande Gud. (Esa 43:10-12; 44:8) Men nu skulle disciplene være både Jehovas og Jesus’ vidner. De skulle vidne om Jesus’ vigtige rolle i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn ved hans messianske rige, en ny facet af Jehovas hensigt. Med undtagelse af Johannesevangeliet anvendes de græske ord for “vidne” (martys), “at vidne om” (martyreo), “at aflægge grundigt vidnesbyrd” (diamartyromai) og beslægtede ord flere gange i Apostlenes Gerninger end i nogen anden bog i Bibelen. (Se studienote til Joh 1:7). Det at være et vidne og aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds hensigt – der indbefatter hans rige og Jesus’ vigtige rolle – er et gennemgående tema i Apostlenes Gerninger. (ApG 2:32, 40; 3:15; 4:33; 5:32; 8:25; 10:39; 13:31; 18:5; 20:21, 24; 22:20; 23:11; 26:16; 28:23) Nogle af de kristne i det første århundrede vidnede om, eller bekræftede, de historiske fakta i forbindelse med Jesus’ liv, død og opstandelse, for de havde en førstehåndsviden om disse begivenheder. (ApG 1:21, 22; 10:40, 41) De der senere fik tro på Jesus, var vidner fordi de forkyndte om hvor stor betydning hans liv, død og opstandelse har. – ApG 22:15; se studienote til Joh 18:37.

I skal være vidner: Dette er et af de første tilfælde hvor Jesus siger til sine disciple at de “skal være vidner” om hans liv og tjeneste, hvilket også indbefattede hans død og opstandelse. (Se også Joh 15:27). Som trofaste jøder var Jesus’ første disciple allerede vidner for Jehova, og de vidnede om at han er den eneste sande Gud. (Esa 43:10-12; 44:8) Omkring 40 dage efter de begivenheder der er omtalt her, gentager Jesus at deres nye opgave er at være hans vidner og uddyber hvad opgaven går ud på. – Se studienote til ApG 1:8.

det min Far har lovet: Dvs. den hellige ånd der var blevet givet løfte om i Joe 2:28, 29 og Joh 14:16, 17, 26. Denne aktive kraft ville sætte Jesus’ disciple i stand til at være vidner i hele verden. – ApG 1:4, 5, 8; 2:33.

byen: Dvs. Jerusalem.

Betania: En landsby der lå på Oliebjergets østsydøstlige skråning omkring 3 km fra Jerusalem. (Joh 11:18, fdn.) Martha, Maria og Lazarus boede i denne landsby, og det ser ud til at Jesus brugte deres hjem som base mens han var i Judæa. (Joh 11:1) På dette sted ligger der i dag en lille landsby med et arabisk navn der betyder “Lazarusbyen”.

Så: ApG 1:3-9 viser at Jesus steg til himlen 40 dage efter sin opstandelse. Så der er et tidsrum mellem de begivenheder der udspillede sig den dag Jesus blev oprejst (16. nisan), som vi læser om i Lu 24:1-49, og det der foregik den dag han steg til himlen (25. ijjar), som beskrives fra dette vers og resten af kapitlet. – Se Tillæg A7.

Betania: Se studienote til Mt 21:17.

og blev taget op til himlen: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men de støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. Dertil kommer at Lukas i ApG 1:1, 2 skrev at han i sin “første beretning”, nemlig sit evangelium, havde omtalt det Jesus udrettede i sin tid som menneske og i løbet af sin tjeneste “indtil den dag han blev taget op”. Det er derfor meget naturligt at Lukas i sin inspirerede beretning inkluderede disse ord om at Jesus blev taget op til himlen.

vise ham ære: Eller “bøje os for ham”. Når det græske udsagnsord proskyneo anvendes om at tilbede en gud eller en guddom, bliver det gengivet med “at tilbede”. Men i denne sammenhæng spørger astrologerne efter “den der er født til at være jødernes konge”. Så det er tydeligt at det er for at hylde eller vise en jordisk konge, ikke en gud, ære. En lignende brug omtales i Mr 15:18, 19, hvor ordet bliver brugt om soldaterne der hånligt gjorde nar ved at ‘bøje sig for’ Jesus og kalde ham “jødernes konge”. – Se studienote til Mt 18:26.

bøjede sig for ham: Eller “viste ham ære”. De Hebraiske Skrifter viser at det var almindeligt at man bøjede sig når man mødte profeter, konger eller andre der repræsenterede Gud. (1Sa 25:23, 24; 2Sa 14:4-7; 1Kg 1:16; 2Kg 4:36, 37) Denne mand forstod tydeligvis at han talte med en der repræsenterede Gud og havde kraft til at helbrede folk. Det var på sin plads at bøje sig for at vise respekt for den Jehova havde udvalgt som den fremtidige Konge. – Mt 9:18; for flere oplysninger om det græske ord, se studienote til Mt 2:2.

bøjede sig ... i dyb respekt for ham: Eller “bragte ham hyldest”. De anerkendte Jesus som Guds repræsentant. De bøjede sig for ham, ikke som for en gud eller guddom, men fordi han var “Guds Søn”. – Se studienoter til Mt 2:2; 8:2; 18:26.

bøjede sig respektfuldt for ham: Eller “bragte ham hyldest”. Ved at kalde Jesus “Davids Søn” (Mt 15:22) viste denne ikkejødiske kvinde at hun anerkendte ham som den lovede Messias. Hun bøjede sig for ham, ikke som for en gud eller guddom, men fordi han var Guds repræsentant. – Se studienoter til Mt 2:2; 8:2; 14:33; 18:26.

bøjede sig respektfuldt for ham: Eller “kastede sig ned for ham; hyldede ham; ærede ham”. Når det græske udsagnsord proskyneo bruges om tilbedelse af en gud eller en guddom, gengives det med “at tilbede”. (Mt 4:10; Lu 4:8) Men i denne sammenhæng var det et udtryk for at disciplene viste Jesus, der var opstået fra de døde, stor respekt fordi han repræsenterede Gud. De hyldede ham, ikke som Gud eller en guddom, men som “Guds Søn”, den forudsagte ‘Menneskesøn’, Messias, der havde fået sin myndighed fra Gud. (Lu 1:35; Mt 16:13-16; Joh 9:35-38) Det svarer til det som folk der er nævnt i De Hebraiske Skrifter, gjorde når de respektfuldt bøjede sig for profeter, konger og andre der repræsenterede Gud. (1Sa 25:23, 24; 2Sa 14:4; 1Kg 1:16; 2Kg 4:36, 37) I mange tilfælde bøjede folk sig for Jesus fordi de var taknemmelige for at Gud havde åbenbaret noget for dem, eller som en anerkendelse af at Gud havde vist dem godhed, ligesom i førkristen tid. – Mt 14:32, 33; 28:5-10, 16-18; Joh 9:35, 38; se også studienoter til Mt 2:2; 8:2; 14:33; 15:25.

bøjede sig respektfuldt for ham og: Nogle håndskrifter har ikke disse ord med, men de støttes af tidlige og meget pålidelige håndskrifter. – Se Tillæg A3

Den første beretning: Her henviser Lukas til sin evangelieberetning om Jesus’ liv. I sit evangelium fokuserede han på “alt det Jesus fra begyndelsen gjorde og lærte andre”. I Apostlenes Gerninger fortsætter Lukas hvor han slap, og beskriver hvad Jesus’ disciple sagde og gjorde. Beretningerne minder meget om hinanden i stil og sprogbrug, og de er begge skrevet til Theofilus. Det fremgår ikke af teksten om Theofilus var en discipel af Kristus eller ej. (Se studienote til Lu 1:3). Lukas indleder Apostlenes Gerninger med at opsummere mange af de begivenheder der afslutter hans evangelium, og det er en klar indikation af at denne anden beretning er en fortsættelse af den første. I denne opsummering bruger Lukas dog en lidt anden ordlyd og tilføjer nogle ekstra oplysninger. – Sammenlign Lu 24:49 med ApG 1:1-12.

var hver dag i templet: Efter at Jesus var blevet henrettet, mødtes disciplene bag låste døre af frygt for deres fjender. (Joh 20:19, 26) Men disciplene blev styrket af den større forståelse Jesus gav dem (ApG 1:3), og også af at de med egne øjne så ham stige til himlen 40 dage efter hans opstandelse. De trådte modigt frem i al offentlighed og priste Gud. Lukas fortsætter den beretning han tog fat på i sit evangelium, ved at skrive Apostlenes Gerninger, og her dokumenterer han disciplenes flittige tjeneste. – Se studienote til ApG 1:1.

Medieindhold

Nagle i et hælben
Nagle i et hælben

Dette er et foto af en model af et menneskes hæl gennemboret af en jernnagle der var 11,5 cm lang. Det originale arkæologiske fund blev gjort i 1968, under udgravninger i det nordlige Jerusalem, og dateres til romertiden. Det er et arkæologisk vidnesbyrd om at nagler sandsynligvis blev brugt ved henrettelser til at fastgøre den dødsdømte til en træpæl. Det var muligvis sådanne nagler de romerske soldater brugte da de pælfæstede Jesus Kristus. Genstanden blev fundet i en stenkiste, kaldet et ossuarium, hvori de tørre knogler af en afdød blev anbragt efter at legemet var gået i opløsning. Det viser at en der blev henrettet på en pæl, godt kunne få en begravelse.