Ifølge Lukas 11:1-54

11  Engang var han et sted hvor han bad, og da han var færdig, sagde en af hans disciple til ham: “Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple at bede.”  Så han sagde til dem: “Når I beder, så sig: ‘Far, lad dit navn blive helliget.+ Lad dit rige komme.+  Giv os hver dag det brød vi har behov for den dag.+  Og tilgiv os vores synder,+ for vi tilgiver også selv enhver der står i gæld til os.+ Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser.’”+  Han fortsatte: “Forestil jer at en af jer går hen til en ven ved midnat og siger til ham: ‘Ven, lån mig tre brød,  for en af mine venner er lige kommet på besøg langvejsfra, og jeg har ikke noget at give ham.’  Men han svarer indefra: ‘Hold op med at forstyrre mig. Døren er allerede låst, og mine børn og jeg er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget.’  Jeg siger jer at selvom han ikke står op og giver ham noget fordi det er hans ven, så vil han helt bestemt, fordi vennen frimodigt bliver ved,+ stå op og give ham hvad han behøver.  Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede,+ og I vil få; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.+ 10  For enhver der beder, får,+ og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op. 11  Ja, hvilken far vil give sin søn en slange hvis han beder om en fisk?+ 12  Eller række ham en skorpion hvis han beder om et æg? 13  Hvis altså I, selvom I er onde, giver jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke Faren i himlen give hellig ånd til dem der beder ham!”+ 14  Senere uddrev han en dæmon der havde gjort en mand stum.+ Da dæmonen var kommet ud, talte den stumme mand, og folk var forbløffede.+ 15  Men nogle af dem sagde: “Han uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, dæmonernes hersker.”+ 16  Og for at udfordre ham begyndte andre at kræve at han skulle give dem et tegn+ fra himlen. 17  Men han vidste hvad de tænkte,+ og sagde til dem: “Ethvert rige der er i splid med sig selv, går til grunde, og en familie der er i splid med sig selv, bliver opløst. 18  Og hvis Satan er i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo at jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul. 19  Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, hvem er det så der giver jeres tilhængere* kraft til at uddrive dem? Jeres egne tilhængere skal derfor være jeres dommere. 20  Men hvis det er ved hjælp af Guds kraft+ jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.*+ 21  Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit palads, er det han ejer, i sikkerhed. 22  Men når en der er stærkere end ham, kommer imod ham og besejrer ham, tager den mand alle hans våben som han stolede på, og fordeler de ting han har taget fra ham. 23  Den der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler med mig, spreder.+ 24  Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem tørre områder for at søge et hvilested, og når den ikke finder noget, siger den: ‘Jeg vil vende tilbage til min bolig som jeg forlod.’+ 25  Og når den kommer, er boligen fejet ren og pyntet op. 26  Så går den ud og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, slår de sig ned dér. Det sidste bliver altså værre for det menneske end det første.”+ 27  Mens han sagde det, var der en kvinde i mængden som råbte til ham: “Lykkelig er den kvinde som fødte dig og ammede dig!”+ 28  Men han sagde: “Næ, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!”+ 29  Da folkeskarerne stimlede sammen, sagde han: “Denne generation er en ond generation. Den er på udkig efter et tegn, men den vil ikke få noget andet tegn* end Jonas’ tegn.+ 30  Jonas+ blev nemlig et tegn for ninevitterne, og det vil Menneskesønnen også blive for denne generation. 31  Sydens dronning+ vil blive oprejst ved dommen sammen med folk fra denne generation og vil fordømme dem, for hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom. Men her er en der er større end Salomon.+ 32  Folk fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den, for de angrede på grund af det Jonas forkyndte.+ Men her er en der er større end Jonas. 33  Når man har tændt en olielampe, skjuler man den ikke eller stiller den under et kar, men man sætter den på standeren+ så de der kommer ind, kan se lyset. 34  Dit øje er kroppens lampe. Når dit øje er rettet i én retning, er også hele din krop lys,*+ men når dit øje ser sig misundeligt omkring, er også din krop mørk.+ 35  Pas derfor på at det lys der er i dig, ikke er mørke. 36  Hvis altså hele din krop er lys og intet af den er mørk, vil den være lige så lys som når en lampe oplyser dig med sine stråler.” 37  Da han havde sagt det, spurgte en farisæer ham om han ville spise hos ham. Han gik så ind og lagde sig til bords. 38  Men farisæeren var forbavset over at se at han ikke vaskede sig før måltidet.+ 39  Herren sagde til ham: “I farisæere, I renser det udvendige af bægret og fadet, men indvendigt er I fulde af grådighed* og ondskab.+ 40  I ufornuftige! Den der har dannet det udvendige, har også dannet det indvendige, har han ikke? 41  Men når I giver gaver til de fattige, skal det komme indefra, og så vil alt ved jer være rent.*+ 42  Men ve jer, I farisæere, for I giver en tiendedel af jeres mynte og rude og af enhver anden krydderurt,*+ men I ser bort fra retfærdighed* og kærlighed til Gud! Det første er I forpligtet til at gøre, men det andet må I ikke se bort fra.+ 43  Ve jer, I farisæere, for I elsker de forreste siddepladser i synagogerne og at man hilser på jer på torvene!+ 44  Ve jer, for I er som de grave* man ikke tydeligt kan se,+ som folk går på uden at vide det!” 45  Som svar sagde en af de lovkyndige til ham: “Lærer, når du siger det, fornærmer du også os.” 46  Så sagde han: “Ve også jer, I lovkyndige, for I opstiller regler der er som tunge byrder for folk, men selv rører I ikke byrderne med en finger!+ 47  Ve jer, for I opfører grave* til profeterne, men jeres forfædre dræbte dem!+ 48  I ved udmærket hvad jeres forfædre har gjort, og alligevel godkender I det, for de dræbte profeterne,+ men I opfører deres grave. 49  Derfor har Gud i sin visdom* også sagt: ‘Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe, og andre vil de forfølge,+ 50  så denne generation kan blive krævet til regnskab for alle de profeters blod der er blevet udgydt fra verdens grundlæggelse,+ 51  fra Abels blod+ til blodet af Zakarias, som blev slået ihjel mellem altret og templet.’+ Ja, jeg siger jer at det vil denne generation blive krævet til regnskab for. 52  Ve jer, I lovkyndige, for I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem der er ved at gå ind, hindrer I!”+ 53  Da han kom ud derfra, begyndte de skriftlærde og farisæerne at lægge et stærkt pres på ham og at bombardere ham med mange flere spørgsmål 54  i et forsøg på at få ham til at sige noget de kunne bruge imod ham.+

Fodnoter

Bogst.: “sønner”.
Eller “er Guds rige allerede kommet til jer”.
Eller “mirakuløst vidnesbyrd”.
Eller “fyldt med lys”.
Eller “rov”.
Eller muligvis: “alt andet være rent for jer”.
Eller muligvis: “grøntsager”.
Eller “den retfærdige dom”.
Eller “mindegrave”.
Eller “mindegrave”.
Bogst.: “Guds visdom”.

Studienoter

Herre, lær os at bede: Det er kun Lukas der nævner denne discipels anmodning. Denne samtale om bøn fandt sted omkring 18 måneder efter at Jesus havde holdt Bjergprædikenen, hvor han havde lært sine disciple at bede Fadervor. (Mt 6:9-13) Disciplen var sandsynligvis ikke til stede dengang, så Jesus gentager venligt hovedpunkterne i Fadervor. Bøn var en fast del af jødernes liv og tilbedelse, og De Hebraiske Skrifter indeholder adskillige bønner i Salmernes Bog og andre steder. Det ser derfor ikke ud som om disciplen bad om at blive undervist i noget han intet kendte til, eller som han aldrig havde prøvet før. Han var uden tvivl kendt med de formalistiske bønner som jødernes religiøse ledere bad. Men nu havde han nok set Jesus bede, og han fornemmede sikkert at der var stor forskel på rabbinernes skinhellige bønner og den måde Jesus bad på. – Mt 6:5-8.

navn: Guds personlige navn, der repræsenteres ved de fire hebraiske bogstaver יהוה (JHWH) og ofte gengives “Jehova” på dansk. I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 6.979 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. (For flere oplysninger om brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter, se Tillæg A5 og Tillæg C. I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. – Se også 2Mo 34:5, 6; Åb 3:4, fdn.

blive helliget: Eller “anset for helligt; behandlet som helligt”. Det er en anmodning om at alle skabninger, både mennesker og engle, må behandle Guds navn som helligt. Ordene indeholder også en bøn om at Gud vil tage skridt til at hellige sig selv ved at rense sit navn for al den vanære der er blevet bragt over det lige siden det første menneskepar gjorde oprør i Edens Have.

Lad dit rige komme: Guds rige er et udtryk for Guds suveræne herredømme over jorden. Bønnen her er en anmodning til Gud om at han vil gribe ind og gøre sit rige, med dets messianske Konge og hans medregenter, til den eneste regering i verden. Jesus’ lignelse i Lu 19:11-27 understreger at Guds rige vil ‘komme’ i den forstand at det vil eksekvere dom, fjerne alle sine fjender og belønne dem der har håbet på det. (Se Mt 24:42, 44). Det vil gøre ende på denne onde verden, deriblandt alle menneskeskabte regeringer, og indføre en retfærdig ny verden. – Da 2:44; 2Pe 3:13; Åb 16:14-16; 19:11-21.

Når I beder, så sig: Bønnen i vers 2b-4 følger i store træk mønstret i den bøn Jesus lærte sine disciple 18 måneder tidligere som en del af Bjergprædikenen. (Mt 6:9b-13). Det er værd at lægge mærke til at han ikke gentog bønnen ordret, for det viser at han ikke gav sine disciple en liturgisk bøn der skulle fremsiges som en udenadlært remse. Desuden viser de bønner som Jesus og hans disciple bad ved senere lejligheder, at de ikke holdt sig strengt til den særlige formulering i Fadervor.

navn: Se studienote til Mt 6:9.

blive helliget: Se studienote til Mt 6:9.

Lad dit rige komme: Se studienote til Mt 6:10.

det brød vi har behov for den dag: I mange sammenhænge betyder både det hebraiske og det græske ord for “brød” ganske enkelt “mad”. (1Mo 3:19, fdn.) Jesus viser på denne måde at de der tjener Gud, tillidsfuldt kan bede ham om at sørge for dem, ikke med en overflod, men med den mad man har brug for hver dag. Jesus’ udtalelse kan have mindet disciplene om den befaling Gud gav israelitterne angående den manna som han havde tilvejebragt på mirakuløs vis, de måtte kun samle hvad de hver især havde “brug for dag for dag”. (2Mo 16:4) Ordlyden i denne anmodning minder meget om det Jesus lærte disciplene at bede om omkring 18 måneder tidligere i Bjergprædikenen, men den er ikke helt identisk. (Mt 6:9b-13) Det viser at det ikke var Jesus’ hensigt at denne bøn skulle fremsiges ordret som en remse. (Mt 6:7) Når Jesus gentog vigtige lærepunkter – som i dette tilfælde handlede om bøn – gjorde han det sådan at de der ikke havde været til stede tidligere, også kunne få gavn af dem, og de der havde været til stede, blev mindet om hovedpunkterne.

gæld: Henviser til synder. Når man synder mod nogen, oparbejder man en gæld til vedkommende, eller har en forpligtelse over for ham, og må derfor bede ham om tilgivelse. For at opnå Guds tilgivelse er det afgørende at en person selv har tilgivet dem der er kommet i gæld til ham, det vil sige dem der har syndet mod ham. – Mt 6:14, 15; 18:35; Lu 11:4.

Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser: Bogst.: “Led os ikke ind i fristelse”. Når Bibelen beskriver at Gud forårsager noget, betyder det nogle gange bare at han tillader at det sker. (Ru 1:20, 21) Så det Jesus siger her, er ikke at Gud frister nogen til at synde. (Jak 1:13) Der er snarere tale om at han opfordrer sine disciple til at bede Gud om hjælp til at undgå eller udholde fristelser. – 1Kt 10:13.

der står i gæld til os: Eller “som synder imod os”. Når én synder imod en anden, kommer personen i billedlig forstand i gæld til den anden, eller bliver forpligtet over for ham, og skal derfor bede ham om tilgivelse. I bønnen Fadervor som Jesus lærte sine disciple at bede som en del af Bjergprædikenen, brugte han ordet “gæld” i stedet for synder. (Se studienote til Mt 6:12). Det græske ord for tilgiver betyder bogstaveligt “at sende bort”, dvs. at man ikke kræver at gælden skal betales tilbage.

så vi ikke giver efter for fristelser: Se studienote til Mt 6:13.

Ven, lån mig tre brød: Gæstfrihed er en meget vigtig del af kulturen i Mellemøsten og noget folk lægger stor vægt på, som det fremgår af denne illustration. Selvom gæsten kom uventet ved midnat, en detalje der viser usikkerheden ved at rejse på den tid, følte værten sig tvunget til at give ham noget at spise. Værten følte sig endda forpligtet til at forstyrre sin nabo på det tidspunkt for at låne noget mad.

Hold op med at forstyrre mig: Naboen i denne illustration tøvede med at hjælpe, ikke fordi han var uvenlig, men fordi han allerede var gået i seng. Dengang bestod et hjem ofte kun af et stort rum, især hvis familien var fattig. Hvis manden i huset skulle ud af sengen, ville han sikkert forstyrre hele familien, også børnene der sov.

frimodigt bliver ved: Det græske ord der bruges her, kan bogstavelig talt gengives “mangler beskedenhed” eller “er fræk”. Men i denne sammenhæng indeholder det tanken om ihærdig frimodighed eller at man fortsat insisterer. Manden i Jesus’ illustration skammer sig ikke over at blive ved med at bede om det han har brug for, og Jesus siger til sine disciple at de også skal være vedholdende i deres bønner. – Lu 11:9, 10.

Bliv ved med at bede, ... søge, ... banke på: Udtrykket “bliv ved med” indeholder tanken om en fortsat handling. Det ses af den form det græske udsagnsord står i her, og det viser at det er nødvendigt at være vedholdende i bøn. Brugen af tre udsagnsord leder tanken hen på intensitet. Jesus understreger en lignende pointe i sin illustration i Lu 11:5-8.

Bliv ved med at bede, ... søge, ... banke på: Se studienote til Mt 7:7.

I, selvom I er onde: På grund af den nedarvede synd er alle mennesker ufuldkomne og derfor onde i relativ forstand.

hvor meget mere: Jesus gjorde ofte brug af denne form for ræsonnement. Først præsenterer han et indlysende faktum eller en kendt sandhed, og på baggrund af det drager han en endnu mere overbevisende konklusion. Han argumenterer ud fra noget mindre for at belyse noget større. – Mt 10:25; 12:12; Lu 11:13; 12:28.

I, selvom I er onde: Se studienote til Mt 7:11.

hvor meget mere: Se studienote til Mt 7:11.

Beelzebul: Eller “Beelzebub”. Muligvis en ændret form af Baal-Zebub, der betyder “fluernes ejer (herre)”, den Baal filistrene i Ekron tilbad. (2Kg 1:3) Nogle græske håndskrifter anvender de alternative former Beelzeboul eller Beezeboul, der muligvis betyder “den ophøjede boligs ejer (herre)”, eller, hvis der er tale om et ordspil med det ikkebibelske hebraiske ord zevel (møg, gødning), “møgets ejer (herre)”. Som det fremgår af Lu 11:18, er dette en betegnelse for Satan, dæmonernes fyrste, eller hersker.

familie: Bogst.: “hus”. Dvs. en husstand. På originalsproget kan ordet for “hus” henvise til den enkelte familie eller en udvidet husstand, deriblandt dem der var tilknyttet kongelige paladser. (ApG 7:10; Flp 4:22) Udtrykket blev brugt om herskerdynastier, som for eksempel Herodes- eller kejserslægten, hvor interne stridigheder var almindelige og havde en ødelæggende effekt.

Guds kraft: Bogst.: “Guds finger”. Dvs. Guds hellige ånd som det fremgår af Matthæusevangeliet i en tidligere, lignende samtale. Her i Lukas’ beretning taler Jesus om at uddrive dæmoner “ved hjælp af Guds kraft”, mens der i Matthæus’ beretning står at Jesus uddrev “ved hjælp af Guds ånd”, eller aktive kraft. – Mt 12:28.

fejet ren: I nogle håndskrifter står der: “ubeboet, fejet ren”, men der er stærke grunde til at bevare den nuværende formulering i hovedteksten, for den findes i tidlige pålidelige håndskrifter. Eftersom det græske ord for “ubeboet” findes i Mt 12:44, hvor Jesus kommer med en lignende udtalelse, mener nogle bibelkommentatorer at det er afskrivere der har tilføjet ordet til Lukas’ beretning for at få den til at passe med Matthæus’ beretning.

Jonas’ tegn: Ved en tidligere lejlighed havde Jesus også anvendt udtrykket “Jonas’ tegn” og forklaret at det refererede til hans død og opstandelse. (Mt 12:39, 40) Jonas havde sammenlignet sin udfrielse fra fiskens mave efter “tre dage og tre nætter” med det at blive oprejst fra Graven. (Jon 1:17 – 2:2) Jesus’ opstandelse fra den bogstavelige grav ville være lige så virkelig som Jonas’ udfrielse fra fiskens mave. Men selv da Jesus var blevet oprejst efter at have været død i dele af tre dage, nægtede hans hårdhjertede kritikere stadig at tro på ham. Jonas blev også et tegn fordi han forkyndte frimodigt, og det førte til at ninevitterne blev bevæget til at angre. – Mt 12:41; Lu 11:32.

Sydens dronning: Dvs. dronningen af Saba. Man mener at hendes rige lå i det sydvestlige Arabien. – 1Kg 10:1.

Sydens dronning: Se studienote til Mt 12:42.

viste: Eller “se, da viste”. Det græske ord idou, som svarer til “se”, bliver ofte brugt for at rette opmærksomheden mod det der følger efter. Det tilskynder læseren til at se situationen for sig eller bemærke en detalje i beretningen. Det bruges også for at fremhæve noget eller for at introducere noget nyt eller overraskende. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket mest i Matthæus- og Lukasevangeliet og i Åbenbaringens Bog. Et tilsvarende udtryk bruges ofte i De Hebraiske Skrifter.

Men: Eller “Og se”. Se studienote til Mt 1:20.

en olielampe: På Bibelens tid brugte man små lamper i husholdningen der var lavet af lertøj og fyldt med olivenolie.

et kar: Et rummål til tørre varer, som for eksempel korn. Den type “kar” (græsk: modios) der nævnes her, havde en kapacitet på ca. 9 l.

Øjet er kroppens lampe: Når et bogstaveligt øje fungerer optimalt, er det for kroppen hvad en tændt lampe er for et mørkt sted. Det gør at et menneske kan se og orientere sig. Her er ordet “øje” brugt i billedlig forstand. – Ef 1:18.

rettet i én retning: Eller “fokuseret; klart”. Grundbetydningen af det græske ord haplous er “enkelt; simpelt”. Det kan indeholde tanken om at være målbevidst eller optaget af én hensigt. For at et bogstaveligt øje kan fungere optimalt, må det kunne fokusere på én ting. En person hvis symbolske øje er “rettet i én retning”, mod det rigtige (Mt 6:33), vil kunne mærke en positiv effekt i hele sin personlighed.

misundeligt: Bogst.: “er ondt”. Et bogstaveligt øje der er noget galt med, eller som fejler noget, kan ikke se klart. På lignende måde kan et misundeligt øje ikke fokusere på det der er vigtigt. (Mt 6:33) Et sådant øje er utilfreds og grådigt, distraheret og flakkende. Det gør at en person ikke kan bedømme ting rigtigt og følger en egoistisk kurs i livet. – Se studienote til Mt 6:22.

Dit øje er kroppens lampe: Se studienote til Mt 6:22.

rettet i én retning: Se studienote til Mt 6:22.

misundeligt: Se studienote til Mt 6:23.

vaske sig: I mange gamle håndskrifter anvendes her det græske ord baptizo (at dyppe; at nedsænke), et ord der oftest beskriver den kristne dåb, men i Lu 11:38 bruges det til at beskrive en bred vifte af gentagne rituelle afvaskninger der byggede på jødisk tradition. I andre gamle håndskrifter står det græske ord rhantizo, der betyder “at stænke; at rense ved bestænkning”. (He 9:13, 19, 21, 22) Uanset hvilken læsemåde man foretrækker, er tanken den samme – fromme jøder ville ikke spise før de på en eller anden måde havde renset sig ceremonielt. I Jerusalem har man fundet arkæologiske vidnesbyrd om rituelle bade fra den tid, og det kunne tale for at man i denne sammenhæng gengiver udsagnsordet baptizo med “nedsænke sig”.

vaskede sig: Dvs. rensede sig ceremonielt. Det græske ord baptizo (at dyppe; at nedsænke), et ord der oftest beskriver den kristne dåb, bruges her til at beskrive en bred vifte af gentagne rituelle afvaskninger der byggede på jødisk tradition. – Se studienote til Mr 7:4.

Lad ikke trompeten lyde: Hvis man lod en trompet lyde, ville man tiltrække sig opmærksomhed. Her er der tydeligvis tale om at lade en trompet lyde i billedlig forstand, og tanken er at man ikke skal udbasunere hvor gavmild man er.

gaver til de fattige: Se studienote til Mt 6:2.

komme indefra: I betragtning af at Jesus lægger vægt på retfærdighed og kærlighed i det følgende vers (Lu 11:42), kan han her have tænkt på hjertets egenskaber. For at en god gerning kan siges at være et udtryk for ægte barmhjertighed, må ønsket om at give komme indefra – fra et kærligt og villigt hjerte.

en tiendedel af jeres mynte og rude og af enhver anden krydderurt: Da israelitterne var under Moseloven, skulle de betale en tiendedel af deres afgrøder. (3Mo 27:30; 5Mo 14:22) Loven gav ikke nogen specifik befaling om at de skulle betale en tiendedel af urter, som mynte og rude. Jesus var ikke modstander af denne praksis, men han irettesatte de skriftlærde og farisæerne fordi de fokuserede på små detaljer i Loven og undlod at lægge vægt på de principper den byggede på, som for eksempel retfærdighed og kærlighed til Gud. Da Jesus ved en senere lejlighed siger noget lignende i Mt 23:23, nævner han mynte, dild og kommen.

forreste siddepladser: Eller “bedste siddepladser”. Synagogens forstandere og fornemme gæster sad i nærheden af skriftrullerne forrest i synagogen så hele menigheden kunne se dem. Disse ærespladser var sikkert reserveret til sådanne fornemme personer.

torvene: Eller “forsamlingspladserne”. Det græske ord agora henviser her til en åben plads der var et center for handel, og det sted hvor folk mødtes i byerne i oldtidens Mellemøsten og den græske og romerske verden.

forreste siddepladser: Se studienote til Mt 23:6.

torvene: Se studienote til Mt 23:7.

hvidkalkede gravsteder: I Israel var det skik og brug at kalke gravstederne som en advarsel så folk der gik forbi, ikke ved et uheld kom til at røre ved dem og dermed blive urene. (4Mo 19:16) Den jødiske Mishnah (Shekalim 1:1) siger at gravene blev kalket hvert år, en måned før påsken. Jesus anvendte dette udtryk som et billede på hykleri.

grave man ikke tydeligt kan se: Eller “grave der ikke er afmærket”. Det ser ikke ud til at de jødiske grave i almindelighed var prangende eller kunstfærdigt udsmykkede. Som det fremgår af verset, var nogle så svære at få øje på at folk kunne gå hen over dem og blive ceremonielt urene uden at være klar over det. Ifølge Moseloven blev man uren hvis man rørte ved noget der havde med en afdød at gøre. Så en der gik på disse grave man ikke kunne se, ville blive uren i syv dage. (4Mo 19:16) Jøderne sørgede for at kalke gravene hvert år så man let kunne få øje på dem og undgå dem. I denne sammenhæng har Jesus tydeligvis ment at de der kom sammen med farisæerne fordi de troede at de var gode mennesker, ubevidst ville blive besmittet af deres dårlige indstilling og urene tankegang. – Se studienote til Mt 23:27.

har Gud i sin visdom også sagt: Bogst.: “har Guds visdom også sagt”. Ved en anden lejlighed sagde Jesus: “Jeg [sender] profeter, vise mænd og offentlige lærere.” – Mt 23:34.

verden blev grundlagt: Det græske ord for “grundlæggelse” er gengivet “blive gravid” (eller “undfange”) i He 11:11, hvor det bruges i forbindelse med at “føde et barn”. Udtrykket “verden blev grundlagt” henviser åbenbart til undfangelse og fødsel af Adam og Evas børn. Jesus kæder det at “verden blev grundlagt”, sammen med Abel, der tydeligvis var det første menneske der kunne løskøbes fra menneskehedens verden, og hvis navn har stået i livets skriftrulle siden “verdens grundlæggelse”. – Lu 11:50, 51; Åb 17:8.

verdens grundlæggelse: Det græske ord for “grundlæggelse” er gengivet “blive gravid” (eller “undfange”) i He 11:11, hvor det bruges i forbindelse med at “føde et barn”. Udtrykket “verdens grundlæggelse” henviser åbenbart til det tidspunkt hvor Adam og Eva satte børn i verden. Jesus kæder “verdens grundlæggelse” sammen med Abel, der tydeligvis var det første menneske der kunne løskøbes fra menneskehedens verden, og hvis navn har været skrevet i livets skriftrulle “fra verdens grundlæggelse”. – Lu 11:51; Åb 17:8; se studienote til Mt 25:34.

fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias: Jesus’ udtalelse omfatter alle de vidner for Jehova som er omtalt i De Hebraiske Skrifter, og som var blevet myrdet, lige fra Abel, der nævnes i den første bog (1Mo 4:8), til Zakarias, der nævnes i Krønikebøgerne (2Kr 24:20), som står sidst i den traditionelle jødiske kanon. Så da Jesus sagde fra ‘Abel til Zakarias’, sagde han egentlig “fra det allerførste tilfælde til det sidste”.

fra Abels blod til blodet af Zakarias: Se studienote til Mt 23:35.

mellem altret og templet: Bogst.: “mellem altret og huset”. “Templet”, eller huset, sigter til den bygning der rummede Det Hellige og Det Allerhelligste. Ifølge 2Kr 24:21 blev Zakarias myrdet “i forgården til Jehovas hus”. Brændofferaltret stod i den indre forgård, lige foran helligdommens indgang. (Se Tillæg B8). Det svarer til det sted hvor Jesus sagde at mordet fandt sted.

kundskabens nøgle: De der fik overdraget visse nøgler, hvad enten det var bogstaveligt eller i overført betydning, blev betroet en vis myndighed. (1Kr 9:26, 27; Esa 22:20-22) Ordet “nøgle” blev derfor et symbol på myndighed og ansvar. Det lader til at ‘kundskaben’ i denne sammenhæng henviser til en kundskab der kommer fra Gud, for Jesus henvendte sig til religiøse lærere som var lovkyndige. De skulle have brugt deres myndighed og magt til at give mennesker nøjagtig kundskab om Gud ved at forklare Guds ord for dem og lukke op for forståelsen af det. En sammenligning af dette vers med Mt 23:13, hvor Jesus taler om at de religiøse ledere havde ‘lukket himlenes rige for folk’, viser at udtrykket gå ind refererer til at få adgang til det rige. Ved at undlade at give mennesker nøjagtig kundskab om Gud var de religiøse ledere skyld i at mange ikke forstod Guds ord korrekt og ikke kunne komme ind i Guds rige. Det var en mulighed de havde taget fra mange mennesker.

lægge et stærkt pres på ham: Dette udtryk kan henvise til det at trænge sig ind på en anden, men her lader det til at beskrive de religiøse lederes fjendtlighed. De lægger et stærkt pres på Jesus for at forsøge at skræmme ham. Det græske udsagnsord der er brugt her, er oversat med “hadede” i Mr 6:19, hvor det beskriver Herodias’ uforsonlige had til Johannes Døber.

Medieindhold

Skorpioner
Skorpioner

Skorpioner kan være mellem 2,5 og 20 cm, og ud af de mere end 600 arter der findes, har man fundet omkring 12 arter i Israel og Syrien. Et skorpionstik er normalt ikke dødeligt for mennesker, men der er nogle arter der har en gift som er proportionalt mere giftig end mange farlige giftslangers. Den giftigste af de arter der findes i Israel, er den gule Leiurus quinquestriatus (ses på billedet). Den voldsomme smerte et skorpionstik medfører, bliver omtalt i Åb 9:3, 5, 10. Skorpioner var almindelige i Judæas ørken og i Sinajhalvøens “skræmmende ørken”. – 5Mo 8:15.

Lampestander
Lampestander

Tegningen af denne lampestander (1) er baseret på arkæologiske fund i Efesos og Italien fra det første århundrede. En lampestander som denne blev sandsynligvis brugt i mere velstående hjem. I fattigere hjem hang lampen fra loftet, stod i en fordybning i væggen (2) eller stod på en lampestander af ler eller træ.

Rude
Rude

Rude er en flerårig busk med hårede stængler og en kraftig duft. Den bliver omkring 1 m høj, har grågrønne blade og har klynger af gule blomster. Den art af rude som vises her (Ruta chalepensis latifolia), og en art der hedder almindelig rude (Ruta graveolens), vokser begge i Israel. På Jesus’ tid dyrkede man muligvis rude og brugte den som lægeplante og krydderi. Det eneste sted i Bibelen denne plante nævnes, er i Lu 11:42, hvor Jesus fordømmer farisæernes nøjeregnende og hykleriske tilgang til tiende. – Se også Mt 23:23.

Torvet
Torvet

Et torv eller en markedsplads kunne ligge ved en vej, som den der vises her. Ofte lagde sælgerne så mange varer ud på gaden at de var i vejen for trafikken. De lokale folk kunne her købe ting til husholdningen, for eksempel friske madvarer, men også lertøj og dyre genstande af glas. Fordi man ikke havde mulighed for at opbevare maden køligt, måtte folk købe ind på torvet hver dag. Når de kom, kunne de høre nyheder fra rejsende købmænd og andre besøgende, børnene kunne lege, og de arbejdsløse kunne vente på at nogen ville hyre dem. Jesus helbredte syge, og Paulus forkyndte på et torv. (ApG 17:17) De stolte skriftlærde og farisæere elskede at man lagde mærke til dem og hilste på dem på disse offentlige steder.