de ting: Eller “overleveringerne”. Det græske ord paradosis, der her er gengivet med “de ting”, betegner noget der er givet videre, såsom informationer, instruktioner eller måder at gøre ting på, noget som nogle har fået at vide de skal følge. I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet nogle gange om gavnlige overleveringer eller traditioner, dvs. overleveringer der var en retmæssig og acceptabel del af den sande tilbedelse. (2Ts 2:15; 3:6) For eksempel kunne de instruktioner apostlen Paulus fik i forbindelse med fejringen af Herrens aftensmåltid, passende videregives til de kristne menigheder som en overlevering de kristne kunne godtage. (1Kt 11:23) Det samme græske udtryk blev ofte brugt om overleveringer der var fejlagtige, eller som blev betragtet eller fulgt på en måde der var skadelig, og derfor ikke var acceptable. – Mt 15:2, 3; Mr 7:3, 5, 13; Kol 2:8.

fået i stedet for en hovedbeklædning: Det græske ord der her er oversat med “hovedbeklædning” (peribolaion), forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betegner noget man vikler om sig, som for eksempel et klædningsstykke der dækker hovedet og skuldrene. Blandt jøder og grækere kunne man ud fra hårlængden hurtigt afgøre om en person var en mand eller en kvinde. Kvinder der var slaver, og muligvis også nogle kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, blev barberet skaldet eller fik deres hår klippet kort. (Se studienote til 1Kt 11:5). En kvindes lange hår var en naturlig påmindelse om at hun underordnede sig ledelse. (1Kt 11:3) Når en kvinde bar en hovedbeklædning som ‘et tegn på at hun underordnede sig’ når hun bad eller profeterede i den kristne menighed, viste hun over for andre, deriblandt også englene, at hun villigt anerkendte ledelsens princip. – 1Kt 11:3-16; se studienote til 1Kt 11:10.

utildækket: Eller “utilsløret”. I det jødiske samfund og antikkens græske og romerske verden betragtede mange det som et udtryk for beskedenhed at kvinder dækkede deres hår til, eller bar slør, når de viste sig offentligt. Ifølge det Paulus skriver i dette vers, bar de kristne kvinder i det første århundrede også hovedbeklædning. Det lader til at nogle kvinder, deriblandt troldkvinder og præstinder i forskellige hedenske kulter, fjernede deres slør og lod deres hår hænge løst når de foregav at være under påvirkning af overnaturlige kræfter. Hvis man opførte sig sådan i den kristne menighed, ville det have været et tegn på respektløshed over for Jehovas ordning angående ledelse og det at underordne sig. Det kan være grunden til at Paulus gav de kristne i Korinth vejledning om dette emne. – 1Kt 11:3-10; se studienoter til 1Kt 11:10, 15.

som hvis hun havde barberet håret af sit hoved: Ifølge det Paulus skriver her, blev det anset for vanærende for en kvinde at få sit hoved barberet skaldet eller få sit hår klippet kort. Det kan skyldes at det almindeligvis var slaver og muligvis også kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, der blev barberet skaldet. Dertil kommer at man i De Hebraiske Skrifter kan læse om kvinder der i stedet for at have “flotte frisurer”, nu var “skaldede”, et tegn på at de sørgede. (Esa 3:24) Vi kender ikke alle detaljer, men Paulus sammenligner den skam som disse kvinder følte, med den skam det ville være for en kvinde i den kristne menighed der bad eller profeterede med utildækket hoved. Skammen ville være lige så stor som hvis hun var blevet barberet helt skaldet, og det ville være et udtryk for manglende respekt over for Guds principper angående ledelse. – 1Kt 11:3-10; se studienote til 1Kt 11:15.

et tegn på at hun underordner sig: Eller “et myndighedstegn”. I dette kapitel giver Paulus vejledning angående ledelsens princip. (1Kt 11:3) Her skriver han om at en kristen kvinde skal have en hovedbeklædning på når hun beder eller profeterer i menigheden. Det er “et tegn på at hun underordner sig”, et synligt bevis, selv for englene, på at hun anerkender den ledende rolle som Gud har tildelt udnævnte mænd i menigheden. Når en kvinde under visse omstændigheder bærer en hovedbeklædning, viser hun at hun villigt underordner sig den måde menigheden bliver ledt på. – 1Kt 11:4-6; se studienoter til 1Kt 11:5, 15.

fået i stedet for en hovedbeklædning: Det græske ord der her er oversat med “hovedbeklædning” (peribolaion), forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betegner noget man vikler om sig, som for eksempel et klædningsstykke der dækker hovedet og skuldrene. Blandt jøder og grækere kunne man ud fra hårlængden hurtigt afgøre om en person var en mand eller en kvinde. Kvinder der var slaver, og muligvis også nogle kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, blev barberet skaldet eller fik deres hår klippet kort. (Se studienote til 1Kt 11:5). En kvindes lange hår var en naturlig påmindelse om at hun underordnede sig ledelse. (1Kt 11:3) Når en kvinde bar en hovedbeklædning som ‘et tegn på at hun underordnede sig’ når hun bad eller profeterede i den kristne menighed, viste hun over for andre, deriblandt også englene, at hun villigt anerkendte ledelsens princip. – 1Kt 11:3-16; se studienote til 1Kt 11:10.

et tegn på at hun underordner sig: Eller “et myndighedstegn”. I dette kapitel giver Paulus vejledning angående ledelsens princip. (1Kt 11:3) Her skriver han om at en kristen kvinde skal have en hovedbeklædning på når hun beder eller profeterer i menigheden. Det er “et tegn på at hun underordner sig”, et synligt bevis, selv for englene, på at hun anerkender den ledende rolle som Gud har tildelt udnævnte mænd i menigheden. Når en kvinde under visse omstændigheder bærer en hovedbeklædning, viser hun at hun villigt underordner sig den måde menigheden bliver ledt på. – 1Kt 11:4-6; se studienoter til 1Kt 11:5, 15.

fået i stedet for en hovedbeklædning: Det græske ord der her er oversat med “hovedbeklædning” (peribolaion), forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betegner noget man vikler om sig, som for eksempel et klædningsstykke der dækker hovedet og skuldrene. Blandt jøder og grækere kunne man ud fra hårlængden hurtigt afgøre om en person var en mand eller en kvinde. Kvinder der var slaver, og muligvis også nogle kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, blev barberet skaldet eller fik deres hår klippet kort. (Se studienote til 1Kt 11:5). En kvindes lange hår var en naturlig påmindelse om at hun underordnede sig ledelse. (1Kt 11:3) Når en kvinde bar en hovedbeklædning som ‘et tegn på at hun underordnede sig’ når hun bad eller profeterede i den kristne menighed, viste hun over for andre, deriblandt også englene, at hun villigt anerkendte ledelsens princip. – 1Kt 11:3-16; se studienote til 1Kt 11:10.

utildækket: Eller “utilsløret”. I det jødiske samfund og antikkens græske og romerske verden betragtede mange det som et udtryk for beskedenhed at kvinder dækkede deres hår til, eller bar slør, når de viste sig offentligt. Ifølge det Paulus skriver i dette vers, bar de kristne kvinder i det første århundrede også hovedbeklædning. Det lader til at nogle kvinder, deriblandt troldkvinder og præstinder i forskellige hedenske kulter, fjernede deres slør og lod deres hår hænge løst når de foregav at være under påvirkning af overnaturlige kræfter. Hvis man opførte sig sådan i den kristne menighed, ville det have været et tegn på respektløshed over for Jehovas ordning angående ledelse og det at underordne sig. Det kan være grunden til at Paulus gav de kristne i Korinth vejledning om dette emne. – 1Kt 11:3-10; se studienoter til 1Kt 11:10, 15.

som hvis hun havde barberet håret af sit hoved: Ifølge det Paulus skriver her, blev det anset for vanærende for en kvinde at få sit hoved barberet skaldet eller få sit hår klippet kort. Det kan skyldes at det almindeligvis var slaver og muligvis også kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, der blev barberet skaldet. Dertil kommer at man i De Hebraiske Skrifter kan læse om kvinder der i stedet for at have “flotte frisurer”, nu var “skaldede”, et tegn på at de sørgede. (Esa 3:24) Vi kender ikke alle detaljer, men Paulus sammenligner den skam som disse kvinder følte, med den skam det ville være for en kvinde i den kristne menighed der bad eller profeterede med utildækket hoved. Skammen ville være lige så stor som hvis hun var blevet barberet helt skaldet, og det ville være et udtryk for manglende respekt over for Guds principper angående ledelse. – 1Kt 11:3-10; se studienote til 1Kt 11:15.

som hvis hun havde barberet håret af sit hoved: Ifølge det Paulus skriver her, blev det anset for vanærende for en kvinde at få sit hoved barberet skaldet eller få sit hår klippet kort. Det kan skyldes at det almindeligvis var slaver og muligvis også kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, der blev barberet skaldet. Dertil kommer at man i De Hebraiske Skrifter kan læse om kvinder der i stedet for at have “flotte frisurer”, nu var “skaldede”, et tegn på at de sørgede. (Esa 3:24) Vi kender ikke alle detaljer, men Paulus sammenligner den skam som disse kvinder følte, med den skam det ville være for en kvinde i den kristne menighed der bad eller profeterede med utildækket hoved. Skammen ville være lige så stor som hvis hun var blevet barberet helt skaldet, og det ville være et udtryk for manglende respekt over for Guds principper angående ledelse. – 1Kt 11:3-10; se studienote til 1Kt 11:15.

fået i stedet for en hovedbeklædning: Det græske ord der her er oversat med “hovedbeklædning” (peribolaion), forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Ordet betegner noget man vikler om sig, som for eksempel et klædningsstykke der dækker hovedet og skuldrene. Blandt jøder og grækere kunne man ud fra hårlængden hurtigt afgøre om en person var en mand eller en kvinde. Kvinder der var slaver, og muligvis også nogle kvinder der var blevet taget i at begå ægteskabsbrud, blev barberet skaldet eller fik deres hår klippet kort. (Se studienote til 1Kt 11:5). En kvindes lange hår var en naturlig påmindelse om at hun underordnede sig ledelse. (1Kt 11:3) Når en kvinde bar en hovedbeklædning som ‘et tegn på at hun underordnede sig’ når hun bad eller profeterede i den kristne menighed, viste hun over for andre, deriblandt også englene, at hun villigt anerkendte ledelsens princip. – 1Kt 11:3-16; se studienote til 1Kt 11:10.

et tegn på at hun underordner sig: Eller “et myndighedstegn”. I dette kapitel giver Paulus vejledning angående ledelsens princip. (1Kt 11:3) Her skriver han om at en kristen kvinde skal have en hovedbeklædning på når hun beder eller profeterer i menigheden. Det er “et tegn på at hun underordner sig”, et synligt bevis, selv for englene, på at hun anerkender den ledende rolle som Gud har tildelt udnævnte mænd i menigheden. Når en kvinde under visse omstændigheder bærer en hovedbeklædning, viser hun at hun villigt underordner sig den måde menigheden bliver ledt på. – 1Kt 11:4-6; se studienoter til 1Kt 11:5, 15.

splittelser: Eller “klikedannelse”. Jesus bad om at hans disciple måtte være forenede (Joh 17:20-23), og Paulus var også meget optaget af at der var enhed i den kristne menighed. Da Paulus skrev sit første inspirerede brev til korintherne (ca. år 55), var der splittelser i menigheden. Nogle betragtede Apollos som deres leder, mens andre foretrak Paulus eller Peter eller kun holdt sig til Kristus. (1Kt 1:11, 12) Paulus vejledte dem og sagde at det var forkert at tillægge mennesker for stor betydning, de var jo blot tjenere for Gud og Kristus. (1Kt 3:4-9, 21-23; 4:6, 7) Han brugte det græske ord schisma, der her er gengivet med “splittelser”, tre gange i sit første brev til korintherne. – 1Kt 1:10; 11:18; 12:25.

splittelser: Se studienote til 1Kt 1:10.

sekter blandt jer: Som det fremgår af det foregående vers, havde Paulus hørt at der var “splittelser” i menigheden i Korinth. Han indikerede at selve eksistensen af disse fraktioner ville være med til at vise hvilke enkeltpersoner Gud godkendte. De der holdt sig fra disse splittende grupper og ydmygt gjorde hvad de kunne for at fremme kærlighed og enhed, ville skille sig ud som trofaste og derved vise at de var ægte kristne med rene motiver. På den måde var sekterne eller splittelserne med til at vise hvem der havde Guds godkendelse. – For at få en forklaring på udtrykket “sekt”, se studienote til ApG 24:5.

sekt: Det græske ord der her er gengivet med “sekt”, hairesis (hvoraf det danske ord “hæretiker”, dvs. en kætter, er afledt), har grundbetydningen “et valg”. Det er sådan ordet anvendes i 3Mo 22:18 ifølge Septuaginta, hvor der tales om at israelitterne bringer “det der er valgt” som offergaver. I De Kristne Græske Skrifter refererer dette ord til en gruppe mennesker der holder sig til bestemte anskuelser eller læresætninger. Det bruges til at beskrive de to fremtrædende grene af jødedommen – farisæerne og saddukæerne. (ApG 5:17; 15:5; 26:5) Ikkekristne omtalte kristendommen som en “sekt” eller “nazaræernes sekt”, da de sikkert betragtede de kristne som en gruppe der havde skilt sig ud fra jødedommen. (ApG 24:5, 14; 28:22) Det græske ord hairesis blev også anvendt om de grupper der opstod inden for den kristne menighed. Jesus lagde stor vægt på enhed og bad i en bøn til Gud om at hans disciple altid måtte være forenet (Joh 17:21), og apostlene var levende interesseret i at bevare den kristne menigheds enhed (1Kt 1:10; Jud 17-19). Hvis menighedens medlemmer delte sig i grupper eller fraktioner, ville det ødelægge enheden. Det græske ord hairesis blev derfor med tiden brugt i en negativ forstand til at beskrive sådanne grupper, nemlig som en fraktion eller en splittende gruppe, en sekt. Uenighed i lærespørgsmål kunne føre til strid, splittelse og endda fjendskab. (Se også ApG 23:7-10). Sektdannelse skulle derfor undgås og blev regnet med blandt “kødets gerninger”. – Ga 5:19-21; 1Kt 11:19; 2Pe 2:1.

Herrens aftensmåltid: Eller “Herrens nadver”. Dette udtryk, som kun forekommer én gang i De Kristne Græske Skrifter, refererer til den højtid Herren Jesus Kristus indstiftede før sin død den 14. nisan. Måltidet består af usyrnet brød og vin der symboliserer Kristus’ krop og blod. Matthæus og Johannes, der var øjenvidner og selv deltog, skrev begge om første gang dette aftensmåltid blev holdt, og om de begivenheder der fandt sted i den forbindelse. (Mt 26:17-30; Joh 13:1-38) Markus og Lukas var ikke selv til stede ved denne lejlighed, men i deres beretninger nedskrev de yderligere detaljer om det der skete. (Mr 14:17-26; Lu 22:7-39) Da Paulus gav menigheden i Korinth instruktioner om hvordan det skulle foregå, blev der kastet endnu mere lys over emnet. (1Kt 10:16-22; 11:20-34) Både ifølge Lukas’ og Paulus’ beretning sagde Jesus til sine disciple: “Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” (Lu 22:19; 1Kt 11:24, 25) Eller som en anden oversættelse siger: “Gør således til mit minde.” Derfor kaldes Herrens aftensmåltid også meget passende for mindehøjtiden. Hensigten med måltidet er at mindes Jesus’ død, den eneste højtid som kristne har fået påbud om at holde.

én er sulten, og en anden har drukket sig beruset: Paulus var nødt til at vejlede de kristne i Korinth fordi nogle få medbragte deres egen mad og spiste før eller i løbet af mødet i stedet for at holde denne højtid på en forenet og værdig måde. Nogle af dem drak så meget vin at de ligefrem blev beruset. Andre havde ikke noget mad med, var sultne og følte sig forlegne over at være sammen med nogle der havde rigeligt. Da de var døsige eller optaget af andre ting, var de ikke i en tilstand hvor de kunne deltage i eller vise værdsættelse af Herrens aftensmåltid.

jeg har modtaget fra Herren: Paulus var ikke til stede sammen med Jesus og de 11 apostle ved indstiftelsen af Herrens aftensmåltid den 14. nisan år 33, så de oplysninger Paulus giver, må åbenbart være nogle han har “modtaget fra Herren” ved en inspireret åbenbaring eller en mundtlig overlevering. Selvom nogle få oversættelser anvender Guds navn her, refererer det græske ord Kyrios (“Herren”) åbenbart til Herren Jesus Kristus i denne sammenhæng.

er et symbol på: Se studienote til Mt 26:26.

er et symbol på: Det græske ord estin (der bogstaveligt betyder “er”) har her betydningen “betegner; symboliserer; står for; skildrer”. Den betydning af ordet var indlysende for apostlene, for ved denne lejlighed var Jesus’ fuldkomne krop lige foran dem, og det var det usyrnede brød som de skulle til at spise, også. Derfor kunne brødet ikke have været hans bogstavelige krop. Det er værd at bemærke at det samme græske ord bruges i Mt 12:7, og her gengiver mange bibeloversættelser det med “betyder”.

Hver gang: Sammenhængen viser at det Paulus skrev om, ikke var spørgsmålet om hvor ofte, men om hvordan mindehøjtiden skulle fejres. På græsk (både i vers 25 og i dette vers) anvendte han ordet hosakis, der betyder “så ofte som; hver gang”. Så Paulus sagde altså til de salvede kristne: ‘Hver gang I gør dette,’ forkynder I om Herrens død. Det gør de lige indtil han kommer, dvs. indtil Jesus kommer for at tage dem til himlen og eksekvere dom. Til den tid vil man ikke længere fejre Herrens aftensmåltid. – Se studienote til Mt 24:30.

komme: Den første af otte henvisninger til Jesus’ komme der er omtalt i Matthæus, kapitel 24 og 25. (Mt 24:42, 44, 46; 25:10, 19, 27, 31) I hvert af disse tilfælde anvendes en form af det græske udsagnsord erchomai, “at komme”. Udtrykket bruges her i den forstand at rette sin opmærksomhed mod menneskeheden, og det refererer især til Jesus’ komme for at afsige og eksekvere dom under den store trængsel.

spiser og drikker sig til en dom: Herrens aftensmåltid er et fællesskabsmåltid, og det svarer til fællesskabsofrene i fortidens Israel. Den der kom for at tilbede, kunne bringe et offer og tage del i et fællesskabsmåltid. (Se Ordforklaring: “Fællesskabsoffer”). Ifølge Moseloven var det forbudt at spise et sådant helligt måltid mens man var i en uren tilstand. Hvis man gjorde det, skulle man “udryddes fra sit folk”. (3Mo 7:20, 21) Ved Herrens aftensmåltid har de salvede ligeledes fællesskab med hinanden i troen og spiser af brødet og drikker af vinen, der symboliserer Jesus’ krop og blod. De har også fællesskab med Jehova, der står bag denne ordning. Det er et helligt måltid, så Paulus minder de kristne om at de skal ransage sig selv inden Herrens aftensmåltid. (1Kt 11:27-29) Hvis man deltog samtidig med at man praktiserede urene eller hykleriske handlinger, eller andet der var i modstrid med Skrifterne, ville man spise og drikke “sig til en dom” fordi man ikke viste respekt for løsesummen. – Se også He 10:28-31.

sover i døden: Bogst.: “sover”. I denne sammenhæng henviser det åbenbart til en åndelig død.

bliver vi retledt af Jehova: Paulus opfordrer her de kristne i Korinth til at tage imod den retledning, eller vejledning, de fik fordi de ikke havde vist respekt ved Herrens aftensmåltid. (1Kt 11:27, 29) Hvis de tog imod retledningen, ville korintherne undgå at blive fordømt sammen med verden, dvs. den uretfærdige verden der har fjernet sig fra Gud. I Bibelen kan vi læse at når Jehova giver sit folk den nødvendige retledning, er det et udtryk for hans kærlighed. – 5Mo 11:2; Ord 3:11, 12; Jer 7:28; He 12:5, 6.

retledt af Jehova: Paulus’ ord her kan være en reference til Ord 3:11, 12, hvor der står: “Min søn, afvis ikke Jehovas retledning, ... for Jehova irettesætter dem han elsker.” I Ord 3:11 forekommer Guds navn, der er skrevet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den oprindelige hebraiske tekst sammen med navneordet for “retledning”. I He 12:5, 6 citerer Paulus fra disse vers i Ordsprogenes Bog, og derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten i Ny Verden-Oversættelsen. (Se Tillæg C1). En lignende ordlyd forekommer her i 1Kt 11:32, og de græske ord for “retledning” og “at retlede” der står her og i He 12:5, 6, er de samme ord der bruges i Ord 3:11, 12 ifølge Septuaginta, og derfor er Guds navn anvendt i hovedteksten til 1Kt 11:32. – Se Tillæg C3 introduktion; 1Kt 11:32.