Nehemias 5:1-19

5  Nogle af mændene og deres koner begyndte nu at klage voldsomt over deres jødiske landsmænd.+  Nogle sagde: “Når vi tæller vores sønner og døtre med, er vi mange. Vi må have korn så vi har noget at leve af.”  Andre sagde: “Vi giver vores marker, vingårde og huse som pant for at vi kan få korn nu hvor der er mangel på mad.”  Andre igen sagde: “Vi har taget lån i vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.+  Vi er af samme kød og blod som vores brødre,* og vores børn er lige så gode som deres børn. Alligevel må vi tvinge vores sønner og døtre til at være slaver, og nogle af vores døtre er allerede blevet slaver.+ Men vi kan ikke stille noget op, for vores marker og vingårde tilhører andre.”  Jeg blev meget vred da jeg hørte det de havde at klage over.  Jeg overvejede det i mit hjerte, og så konfronterede jeg de fornemme og de højtstående embedsmænd med sagen og sagde: “I kræver alle sammen renter* af jeres brødre.”+ Så holdt jeg et stort møde på grund af dem.  Og jeg sagde til dem: “Så vidt vi overhovedet har kunnet, har vi købt vores jødiske brødre fri efter at de var solgt til nationerne. Vil I nu sælge jeres egne brødre,+ og skal de så sælges tilbage til os?” De blev helt stille og kunne ikke finde på noget at sige.  Derpå sagde jeg: “Det I gør, er helt forkert. Burde I ikke opføre jer som nogle der tilbeder Gud,*+ så nationerne, der er vores fjender, ikke skal kunne pege fingre ad os? 10  Både jeg, mine brødre og mine medhjælpere låner dem penge og korn. Lad os nu få standset denne praksis med at kræve renter af lån.+ 11  Jeg beder jer om allerede i dag at give dem deres marker,+ deres vingårde, deres olivenlunde og deres huse tilbage foruden den hundrededel* af pengene, kornet, den nye vin og olien I tager i rente.” 12  Til det sagde de: “Vi vil give tingene tilbage til dem, og vi vil ikke kræve noget af dem. Vi vil gøre præcis som du siger.” Så tilkaldte jeg præsterne og fik mændene til at sværge på at de ville holde dette løfte. 13  Jeg rystede folderne i min klædning ud* og sagde: “Lad den sande Gud på denne måde ryste enhver mand der ikke holder sit løfte, ud af hans hus så han mister det han ejer. Lad ham på denne måde blive rystet ud og efterladt tomhændet.” Hele menigheden svarede “Amen!”* De lovpriste Jehova, og folket gjorde som de havde lovet. 14  I øvrigt: Fra kong Artaxerxes’+ 20. regeringsår,+ hvor han indsatte mig som statholder+ i Judas land, til hans 32. regeringsår,+ i 12 år, tog hverken jeg eller mine brødre imod de madforsyninger der tilkom statholderen.+ 15  De der havde været statholdere før mig, havde lagt byrder på folket og hver dag afkrævet dem 40 sekel* sølv til brød og vin. Også deres medhjælpere havde undertrykt folket. Men sådan gjorde jeg ikke,+ for jeg havde respekt for Gud.+ 16  Desuden deltog jeg selv i arbejdet på denne mur, og vi anskaffede os ikke en eneste mark;+ alle mine medhjælpere var samlet for at arbejde der. 17  Der var 150 jøder og højtstående embedsmænd som spiste ved mit bord, foruden dem der kom til os fra nationerne. 18  Hver dag blev der tilberedt én okse, seks særligt udvalgte får og en hel del fugle til mig,* og hver tiende dag fik vi en stor forsyning af al slags vin. Trods alt dette gjorde jeg ikke krav på den madforsyning der tilkom statholderen, for folket havde allerede en tung arbejdsbyrde. 19  Min Gud, husk mig for alt det jeg har gjort for dette folk, og lad det komme mig til gode.+

Fodnoter

Bogst.: “Vores kød er som vores brødres kød”.
Eller “ågerrenter”.
Bogst.: “vandre i frygt for vores Gud”.
Eller “1 procent”, dvs. om måneden.
Bogst.: “rystede min brystfold ud”.
Eller “Lad det være sådan!”
En sekel svarede til 11,4 g. Se Tillæg B14.
Eller “på min regning”.

Studienoter

Medieindhold