Apostlenes Gerninger 21:1-40

21  Efter at vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, fulgte vi en lige kurs og kom til Kos og den følgende dag til Rhodos og derfra til Patara.  Da vi fandt et skib som skulle over til Fønikien, gik vi ombord og sejlede ud.  Efter at vi havde fået Cypern i sigte, lod vi øen bag os på venstre side, sejlede mod Syrien og lagde til i Tyrus, hvor skibet skulle losses.  Vi ledte efter disciplene, og da vi havde fundet dem, blev vi der i syv dage. Men på grund af det ånden havde sagt til dem, sagde de gang på gang til Paulus at han ikke skulle sætte sine ben i Jerusalem.+  Da tiden var inde til at vi skulle videre, tog vi afsted, og alle, også kvinder og børn, fulgte med os indtil vi var uden for byen. På stranden knælede vi og bad  og sagde farvel til hinanden. Vi gik ombord på skibet, og de gik hjem.  Fra Tyrus sejlede vi så til Ptolemais. Der gik vi fra borde for at hilse på brødrene, og vi blev en enkelt dag hos dem.  Næste dag tog vi afsted og kom til Cæsarea, og vi besøgte evangelieforkynderen Filip,+ som var en af de syv mænd,+ og vi boede hos ham.  Han havde fire ugifte døtre der profeterede.+ 10  Efter at vi havde været der i adskillige dage, kom en profet ved navn Agabos+ ned fra Judæa. 11  Han kom hen til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: “Den hellige ånd siger: ‘Sådan vil den mand der ejer dette bælte, blive bundet af jøderne i Jerusalem,+ og de vil overgive ham til folk fra nationerne.’”+ 12  Da vi hørte det, begyndte både vi og de der var der, at bønfalde ham om ikke at tage op til Jerusalem. 13  Så svarede Paulus: “Hvorfor græder I og prøver at få mig til at vakle i min beslutning? Jeg er ikke alene parat til at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesus’ navn.”+ 14  Da han ikke lod sig overtale, holdt vi op med at komme med indvendinger* og sagde: “Lad Jehovas vilje ske.” 15  Derefter gjorde vi os klar til at rejse, og så begyndte vi turen mod Jerusalem. 16  Nogle af disciplene fra Cæsarea tog også med os, og de førte os til Mnason fra Cypern, en af de første disciple. Vi skulle nemlig være gæster hos ham. 17  Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene varmt imod os. 18  Den følgende dag gik Paulus med os hen til Jakob,+ og alle de ældste var til stede.* 19  Og han hilste på dem og begyndte at fortælle i detaljer om hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt folk fra nationerne. 20  Efter at have hørt det begyndte de at lovprise Gud, men de sagde til ham: “Du kan se, bror, hvor mange tusind jøder der har fået tro, og de holder alle fast ved Loven.+ 21  Men de har hørt rygter om at du har lært alle jøderne blandt nationerne at forlade Moses’ Lov, og at du har sagt at de ikke skal omskære deres børn eller følge skikkene.+ 22  Hvad gør vi ved det? De vil jo finde ud af at du er her. 23  Så gør nu hvad vi siger til dig: Der er fire mænd som har aflagt et løfte. 24  Tag dem med dig, rens dig ceremonielt sammen med dem, og dæk deres udgifter så de kan blive kronraget. Så vil alle vide at de rygter de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du opfører dig korrekt, og at du også holder Loven.+ 25  Med hensyn til de troende fra nationerne har vi skrevet et brev til dem med vores afgørelse om at de skal holde sig fra kød der er ofret til afguder,+ og fra blod+ og fra kød af dyr der er kvalt,+ og fra seksuel umoral.”+ 26  Næste dag tog Paulus så mændene med sig og rensede sig ceremonielt sammen med dem,+ og han gik ind i templet for at give besked om hvilken dag den ceremonielle renselse ville slutte, så der kunne blive bragt et offer for hver af dem. 27  Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra Asien øje på ham i templet, og de ophidsede hele folkemængden og greb fat i ham 28  og råbte: “Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand som overalt og over for alle taler imod vores folk og vores Lov og dette sted når han underviser. Og nu har han endda taget grækere med ind i templet og besmittet dette hellige sted.”+ 29  De havde nemlig tidligere set Trofimos+ fra Efesos i byen sammen med ham, og de gik ud fra at Paulus havde taget ham med ind i templet. 30  Hele byen var i oprør, og folk stimlede hurtigt sammen og greb fat i Paulus og slæbte ham uden for templet. Og straks blev portene lukket. 31  Mens de forsøgte at slå ham ihjel, gik der en melding op til kommandanten for garnisonen om at hele Jerusalem var på den anden ende. 32  Han tog med det samme soldater og officerer med sig og løb ned til dem. Da de fik øje på kommandanten og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus. 33  Så kom kommandanten derhen og lod ham arrestere. Han befalede at han skulle lægges i to lænker,+ og så forhørte han sig om hvem han var, og hvad han havde gjort. 34  Men nogle i mængden gav sig til at råbe ét, og andre noget andet. Da han ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af uroen, befalede han at han skulle føres til soldaternes kvarter. 35  Men da han kom hen til trappen, var soldaterne nødt til at bære ham, for folkemængden trængte sig ind på ham, 36  og en flok blev ved at følge efter ham og råbe: “Slå ham ihjel!”* 37  Lige da man skulle til at føre Paulus ind i soldaternes kvarter, spurgte han kommandanten: “Må jeg sige noget til dig?” Han svarede: “Kan du græsk? 38  Er du da ikke den egypter som for noget tid siden tilskyndede til oprør og førte de 4.000 snigmordere* ud i ørkenen?” 39  Paulus svarede: “Nej, jeg er en jøde+ fra Tarsus+ i Kilikien og borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.” 40  Det tillod han, og Paulus, der stod på trappen, gjorde med hånden tegn til folket. Da der blev ro, talte han til dem på hebraisk+ og sagde:

Fodnoter

Eller “lod vi sagen hvile”. Bogst.: “blev vi tavse”.
Eller “kom derhen”.
Eller “Væk med ham!; Skaf ham af vejen!”.
Eller “dolkmænd”. Bogst.: “sikariere”.

Studienoter

på venstre side: Eller “til bagbord”. Skibet var på vej østpå mod Tyrus og sejlede forbi den sydvestlige del af Cypern. På sin første rejse som missionær omkring ni år tidligere havde Paulus sammen med Barnabas og Markus på Cypern mødt troldmanden Elymas, som modarbejdede deres forkyndelse. (ApG 13:4-12) At se Cypern igen og tænke over hvad han havde oplevet på øen, kan have opmuntret Paulus og styrket ham til det der lå forude.

den gode nyhed: Den første forekomst af det græske ord euaggelion, som gengives med “evangeliet” i nogle danske bibler. Et beslægtet græsk udtryk, euaggelistes, der gengives med ‘evangelieforkynder’, betyder “en forkynder af den gode nyhed”. – ApG 21:8; Ef 4:11, fdn.; 2Ti 4:5, fdn.

evangelieforkynderen: Betydningen af det græske ord euaggelistes, der er oversat med “evangelieforkynderen”, er “en forkynder af den gode nyhed”. (Se studienote til Mt 4:23). Alle kristne er forpligtet til at forkynde den gode nyhed (Mt 24:14; 28:19, 20; ApG 5:42; 8:4; Ro 10:9, 10), men sammenhængen i de tre vers hvor dette græske ord forekommer, viser at “evangelieforkynder” kan bruges i en særlig betydning (ApG 21:8; Ef 4:11 fdn.; 2Ti 4:5 fdn.). For eksempel kan det bruges når en person tager ud til steder hvor der ikke er blevet forkyndt før, og her kan det græske ord oversættes med “missionær”. Efter Pinsedagen førte Filip an i forkyndelsen i byen Samaria med gode resultater. Han blev også ledet af en engel til at forkynde den gode nyhed om Kristus for den etiopiske eunuk, som han også døbte. Filip blev derefter ledet af ånden til at forkynde i Ashdod og alle byerne på vej til Cæsarea. (ApG 8:5, 12, 14, 26-40) Omkring 20 år senere ved de begivenheder der omtales i ApG 21:8, bliver Filip stadig omtalt som “evangelieforkynderen”.

profetere: Det græske ord profeteuo betyder bogstaveligt “at fremsige”. I Bibelen bruges det om det at bekendtgøre budskaber fra Gud. Selvom det ofte indbefatter forudsigelse af fremtiden, indeholder ordets grundbetydning ikke den tanke. Det græske ord kan også referere til det at kaste lys over en sag ved hjælp af en åbenbaring fra Gud. (Se studienoter til Mt 26:68; Mr 14:65; Lu 22:64). I denne sammenhæng fik den hellige ånd nogle til at profetere. Ved at forkynde om de “storslåede gerninger” Jehova havde gjort og stadig ville gøre, tjente de som talsmænd for Den Højeste. (ApG 2:11) Det hebraiske ord for “at profetere” indeholder en lignende tanke. For eksempel bliver Aron i 2Mo 7:1 omtalt som Moses’ “profet” i den forstand at han blev Moses’ talsmand, eller talerør, og ikke så meget i betydningen en der forudsiger fremtidige begivenheder.

ugifte døtre: Bogst.: “døtre; jomfruer”. I Bibelen er det græske ord parthenos ofte oversat med “jomfru”, og det bruges om en der aldrig har haft et seksuelt forhold, og det kan anvendes om både mænd og kvinder som er single. (Mt 25:1-12; Lu 1:27; 1Kt 7:25, 36-38) I denne sammenhæng understreger det græske ord tanken om at Filips fire døtre aldrig havde været gift.

profeterede: Profeten Joel forudsagde at både mænd og kvinder ville profetere. (Joe 2:28, 29) Ordene på originalsprogene der er oversat med “at profetere”, indeholder grundtanken om at bekendtgøre et budskab fra en guddommelig kilde; de indeholder ikke nødvendigvis tanken om at forudsige hvad der vil ske i fremtiden. (Se studienote til ApG 2:17). Mens alle i menigheden kan tale om opfyldelsen af de profetier der er nedskrevet i Guds ord, var den profeteren der nævnes i 1Kt 12:4, 10, blandt de mirakuløse gaver som blev tildelt nogle gennem den hellige ånd i den nyligt oprettede kristne menighed. Nogle af dem der havde fået den mirakuløse gave at profetere, var i stand til at forudsige fremtidige begivenheder – en af dem var Agabos. (ApG 11:27, 28) De kvinder som Jehova havde valgt at give denne gave, har uden tvivl vist deres dybe respekt for ham ved at blive ved med at følge ledelsens princip og villigt samarbejde med og støtte de mandlige medlemmer af menigheden. – 1Kt 11:3-5.

prøver at få mig til at vakle i min beslutning: Eller “prøver at gøre mit hjerte svagt”. Det græske udsagnsord der er brugt her, betyder bogstaveligt “at knuse; at slå i stykker”. Her bruges det billedligt sammen med det græske ord for “hjerte”.

Jehovas vilje: Når det græske ord for “vilje” (thelema) bliver brugt i De Kristne Græske Skrifter, er det ofte i forbindelse med Guds vilje. (Mt 7:21; 12:50; Mr 3:35; Ro 12:2; 1Kt 1:1; He 10:36; 1Pe 2:15; 4:2; 1Jo 2:17) I Septuaginta bliver det græske ord thelema oftest brugt til at oversætte hebraiske udtryk for Guds vilje eller behag, og det findes i passager hvor Guds navn forekommer. (Sl 40:8, 9 [39:9, 10, LXX]; 103:21 [102:21, LXX]; 143:9-11 [142:9-11, LXX]; Esa 44:24, 28; Jer 9:24 [9:23, LXX]; Mal 1:10) Jesus gav udtryk for en lignende tanke da han ifølge Mt 26:42 bad til sin Far: “Lad din vilje ske.”​ – Se Tillæg C (bliver tilgængeligt senere).

Jakob: Denne halvbror til Jesus er tydeligvis den samme Jakob som er omtalt i ApG 12:17 og Ga 1:19, og som skrev den bog i Bibelen der har dette navn. – Jak 1:1.

Jakob: Sigter højst sandsynligt til Jesus’ halvbror. Han var muligvis den første søn der blev født efter Jesus, for han nævnes som den første af de fire sønner Maria fik på naturlig vis, nemlig Jakob, Josef, Simon og Judas. (Mt 13:55; Mr 6:3; Joh 7:5) Jakob var øjenvidne til begivenhederne på pinsedagen i år 33 da tusinder af de besøgende jøder der boede spredt rundt omkring i andre lande (diasporaen), reagerede positivt på den gode nyhed og blev døbt. (ApG 1:14; 2:1, 41) Peter bad disciplene fortælle Jakob at han var blevet befriet fra fængslet, og det indikerer at Jakob førte an i menigheden i Jerusalem. Han er åbenbart også den Jakob der omtales i ApG 15:13; 21:18; 1Kt 15:7; Ga 1:19 (hvor han bliver kaldt “Herrens bror”); 2:9, 12, og den der skrev den bog i Bibelen der bærer hans navn. – Jak 1:1; Jud 1.

Jakob: Henviser sandsynligvis til Jesus’ halvbror, den Jakob der nævnes i ApG 12:17. (Se studienoter til Mt 13:55; ApG 12:17). Da spørgsmålet om omskærelse blev fremlagt for “apostlene og de ældste i Jerusalem”, lader det til at Jakob var ordstyrer. (ApG 15:1, 2) Det er sandsynligvis denne situation Paulus refererer til da han nævner at Jakob, Kefas (Peter) og Johannes “blev regnet for at være søjler” i menigheden i Jerusalem. – Ga 2:1-9.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. Her refererer det græske udtryk presbyteros til dem der havde en ansvarsopgave i den første kristne menighed. De ældste i menigheden i Jerusalem nævnes sammen med apostlene som dem Paulus, Barnabas og nogle brødre fra Antiokia i Syrien gik til for at få afklaret spørgsmålet om omskærelse. Ligesom nogle ældste i det bogstavelige Israel tog sig af anliggender der berørte hele nationen, udgjorde disse ældste sammen med apostlene et styrende råd for alle de kristne menigheder i det første århundrede. Det indikerer at den oprindelige gruppe der udgjorde det styrende råd, de 12 apostle, nu var blevet udvidet. – ApG 1:21, 22, 26; se studienoter til Mt 16:21; ApG 11:30.

apostlene og de ældste i Jerusalem: Som det fremgår af studienoten til ApG 15:2, var der nogle ældste i Israel der havde ansvarsfulde stillinger på nationalt plan. På samme måde udgjorde disse ældste i Jerusalem sammen med apostlene et styrende råd for alle de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. Efter at apostlene og de ældste havde behandlet spørgsmålet om omskærelse, sørgede de for at deres afgørelse blev sendt ud til menighederne, og menighederne godtog den som gældende vejledning.

Jakob: Refererer sandsynligvis til Jesus’ halvbror, den Jakob som nævnes i ApG 12:17; 15:13. – Se studienoter til Mt 13:55; ApG 12:17; 15:13.

og alle de ældste: Se studienoter til ApG 15:2; 16:4. Ingen af apostlene er nævnt i forbindelse med dette møde i år 56. Bibelen forklarer ikke hvorfor. Historikeren Eusebios (født omkring år 260 e.v.t.) skrev om tiden op til Jerusalems ødelæggelse: “De øvrige Apostle blev Paa mange Maader efterstræbt paa Livet. De blev fordrevet fra Judæa, og de drog paa Rejse for at lære og forkynde blandt alle Hedningerne, udrustet med Kraft fra Kristus.” (Eusebs Kirkehistorie, III. bog, V, v. 2) Eusebios’ ord er rigtig nok ikke inspireret, men de stemmer godt overens med det Bibelen siger. Peter var for eksempel i Babylon, langt fra Jerusalem, i år 62. (1Pe 5:13) Jesus’ bror Jakob var dog stadig i Jerusalem, og han var sandsynligvis ordstyrer ved dette møde hvor “alle de ældste var til stede” sammen med Paulus.

tusind: Bogst.: “myriader; titusinder”. Det græske ord henviser bogstaveligt til en forsamling på 10.000, en myriade, men det kan også bruges om et meget stort ikke nærmere angivet antal.

forlade: Det græske navneord apostasia der bruges her, kommer af udsagnsordet afistemi, der bogstaveligt betyder “at stille sig borte fra”, og kan afhængigt af sammenhængen oversættes med “at trække sig tilbage fra; at holde sig fra”. (ApG 19:9; 2Ti 2:19) Navneordet indeholder tanken om at “svigte; forlade; falde fra; gøre oprør”. Det bruges to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i 2Ts 2:3. På klassisk græsk blev navneordet brugt om politisk frafald, og udsagnsordet bruges tydeligvis også i den betydning i ApG 5:37, hvor der siges at Judas fra Galilæa “fik folk til at følge sig” (apestese, en form af afistemi). Septuaginta bruger udsagnsordet i 1Mo 14:4 netop i forbindelse med et politisk oprør, og navneordet apostasia bruges i Jos 22:22; 2Kr 29:19 og Jer 2:19 som en gengivelse af de hebraiske udtryk for “oprør” og “troløshed”. I De Kristne Græske Skrifter bruges navneordet apostasia primært i forbindelse med religiøst frafald, at man forlader den sande tilbedelse og sin tjeneste for Gud og tager afstand fra det man tidligere har bekendt sig til, og fuldstændigt opgiver sin tidligere tro og sine tidligere principper.

det der er kvalt: Eller “det der er dræbt uden at blodet er løbet fra”. Dette forbud gjaldt også et selvdødt dyr eller et som var blevet dræbt af et andet dyr. I begge tilfælde ville blodet ikke være løbet ordentligt fra dyrets krop. – 2Mo 22:31; 3Mo 17:15; 5Mo 14:21.

seksuel umoral: Det græske ord porneia er et udtryk der dækker alle seksuelle handlinger der ikke er tilladt ifølge Bibelen. Det indbefatter utroskab, prostitution, seksuelle forbindelser mellem ugifte, homoseksualitet og sex med dyr. – Se Ordforklaring.

der er kvalt: Se studienote til ApG 15:20.

seksuel umoral: Se studienote til ApG 15:20.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Ordet sigter til en romersk kommandant. Der var seks kommandanter i hver legion. Legionen var dog ikke delt i seks enheder, men hver kommandant havde befalingen over hele legionen en sjettedel af tiden. En kommandant havde stor myndighed, og han kunne udnævne og indsætte officerer. Det græske ord kan også referere til højtstående militærfolk i bred forstand. Der fulgte en romersk kommandant med soldaterne da Jesus blev arresteret.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Det henviser til en romersk kommandant, også kaldet en militærtribun. (Se studienote til Joh 18:12). Omkring år 56 var Claudius Lysias kommandant for garnisonen i Jerusalem. (ApG 23:22, 26) Som vi kan læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 21-24, reddede han Paulus fra den ophidsede folkemængde og fra de stridende medlemmer af Sanhedrinet, og han skrev et forklarende brev til statholderen Felix da Paulus hemmeligt blev ført til Cæsarea.

officerer: Eller “centurioner”. En centurion var en befalingsmand med kommando over ca. 100 soldater i den romerske hær.

soldaternes kvarter: Dvs. en kaserne for de romerske tropper beliggende i Antoniaborgen i Jerusalem. Man havde udsyn over hele tempelområdet fra Antoniaborgen, der lå på det nordvestlige hjørne af tempelområdet. Den lå tilsyneladende der hvor Nehemias tidligere byggede “borgen ved templet”, der omtales i Nehemias 2:8. Herodes den Store udførte et omfattende og dyrt restaureringsarbejde på den og udvidede dens fæstningsværker. Til ære for den romerske hærfører Marcus Antonius gav Herodes den navnet Antonia. Før Herodes’ tid fungerede borgen hovedsageligt som en beskyttelse mod angreb fra N. Senere blev den først og fremmest brugt til at holde jøderne under kontrol og overvåge hvad der foregik på tempelområdet, hvortil der var en direkte adgangsvej fra borgen. (Josefus, Jewish Antiquities, XV, 424 [xi, 7]) Den romerske garnison kunne derfor hurtigt være til stede i området omkring templet, hvilket sandsynligvis var det der skete da nogle soldater reddede Paulus fra en vred folkemængde. – ApG 21:31, 32; se Tillæg B11 for at se hvor Antoniaborgen lå.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

Medieindhold

Romersk vej i Tarsus
Romersk vej i Tarsus

Tarsus, den by Saulus (senere apostlen Paulus) blev født i, var den vigtigste by i Kilikien, en provins i det sydøstlige hjørne af Lilleasien, der i dag er en del af Tyrkiet. (ApG 9:11; 22:3) Tarsus var en stor og rig handelsby der var strategisk placeret ved en vigtig handelsrute over land fra Ø mod V gennem Taurusbjergene og De Kilikiske Porte (en smal kløft med en vej der skar sig gennem klippen, og hvor der var plads til vognkørsel). Byen havde også en havn der forbandt Kydnosfloden med Middelhavet. Tarsus var center for græsk kultur og havde et stort samfund af jøder. Dette foto viser nogle af de ruiner der er tilbage i nutidsbyen af samme navn, og som ligger omkring 16 km fra det sted hvor Kydnosfloden munder ud i Middelhavet. I løbet af byens historie har flere berømte personer besøgt Tarsus, deriblandt Marcus Antonius, Kleopatra, Julius Cæsar og en del kejsere. Den romerske politiker og forfatter Cicero var byens statholder fra 51 til 50 f.v.t. I det første århundrede e.v.t. var Tarsus kendt for sine mange højere læreanstalter, og ifølge den græske geograf Strabon overgik byen både Athen og Alexandria på dette område. Med god grund beskrev Paulus byen som “en ikke ukendt by”. – ApG 21:39.