Ifølge Johannes 11:1-57

11  Nu var en mand ved navn Lazarus syg. Han var fra Betania,+ den landsby hvor Maria og hendes søster Martha boede.+  Det var den Maria der hældte parfumeret olie over Herren og tørrede hans fødder med sit hår,+ og det var hendes bror Lazarus der var syg.  Hans søstre sendte derfor bud til Jesus og sagde: “Herre, den du holder af, er syg.”+  Men da Jesus hørte det, sagde han: “Den sygdom vil ikke ende med døden, men med at Gud bliver æret+ så Guds Søn kan blive æret ved den.”  Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus.  Men selvom han hørte at Lazarus var syg, blev han hvor han var, i to dage.  Derefter sagde han til disciplene: “Lad os gå til Judæa igen.”  Disciplene sagde til ham: “Rabbi,+ det er ikke længe siden judæerne ville stene dig,+ og så vil du dertil igen?”  Jesus svarede: “Der er 12 timer med dagslys, ikke?+ Hvis nogen vandrer i dagslys, snubler han ikke over noget, for han ser denne verdens lys. 10  Men hvis nogen vandrer om natten, snubler han, for lyset er ikke i ham.” 11  Efter at have sagt det tilføjede han: “Vores ven Lazarus sover,+ men jeg tager hen for at vække ham.” 12  Disciplene sagde så til ham: “Herre, hvis han sover, vil han blive rask.”* 13  Jesus havde talt om hans død. Men de troede at han talte om almindelig søvn. 14  Jesus sagde nu ligeud: “Lazarus er død,+ 15  og for jeres skyld glæder jeg mig over at jeg ikke var der, så I kan få tro. Men lad os tage hen til ham.” 16  Så sagde Thomas, der blev kaldt Tvillingen, til de andre disciple: “Lad os gå med så vi kan dø sammen med ham.”+ 17  Da Jesus nåede frem, havde Lazarus allerede været i graven i fire dage. 18  Betania lå i nærheden af Jerusalem, omkring tre kilometer derfra. 19  Og mange af jøderne var kommet til Martha og Maria for at trøste dem fordi deres bror var død. 20  Da Martha hørte at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham, men Maria+ blev siddende hjemme. 21  Martha sagde så til Jesus: “Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død. 22  Og selv nu ved jeg at uanset hvad du beder Gud om, så vil Gud give dig det.” 23  Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” 24  “Jeg ved at han skal opstå i opstandelsen+ på den yderste dag,” svarede Martha. 25  Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet.+ Den der tror på mig, skal komme til live selvom han dør, 26  og enhver der lever og tror på mig, skal aldrig dø.+ Tror du på det?” 27  “Ja, Herre,” svarede hun, “jeg tror på at du er Kristus, Guds Søn, den der skulle komme til verden.” 28  Efter at have sagt det gik hun hjem og kaldte på sin søster Maria. Uden at andre kunne høre det, sagde hun: “Læreren+ er her og spørger efter dig.” 29  Da hun hørte det, rejste hun sig straks og gik ud til ham. 30  Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men han var stadig der hvor Martha havde mødt ham. 31  De jøder der var i huset hos Maria for at trøste hende, så at hun straks rejste sig og gik, og de fulgte efter hende, for de regnede med at hun ville gå ud til graven+ for at græde. 32  Da Maria kom hen hvor Jesus var, og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder og sagde til ham: “Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” 33  Da Jesus så at hun græd, og at de jøder der var fulgt med hende, græd, sukkede han ved sig selv og blev stærkt berørt. 34  “Hvor har I lagt ham?” spurgte han. “Herre, kom og se,” svarede de. 35  Jesus begyndte at græde.+ 36  Så sagde jøderne: “Se hvor meget han holdt af ham!” 37  Men nogle af dem sagde: “Kunne manden der åbnede den blindes øjne,+ ikke også have forhindret at Lazarus døde?” 38  Jesus sukkede igen ved sig selv og kom så til graven. Det var en hule, og der var rullet en sten for indgangen. 39  Jesus sagde: “Rul stenen væk.” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han lugter sikkert allerede, for der er gået fire dage.” 40  Jesus sagde til hende: “Fortalte jeg dig ikke at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”+ 41  Så fjernede de stenen. Jesus kiggede op mod himlen+ og sagde: “Far, jeg takker dig fordi du har hørt mig. 42  Jeg ved jo at du altid hører mig, men jeg sagde det for at alle der står her, kan tro på at du har sendt mig.”+ 43  Da han havde sagt det, råbte han højt: “Lazarus, kom ud!”+ 44  Manden der havde været død, kom ud med tøjstrimler viklet om fødderne og hænderne og med et klæde om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Hjælp ham fri, og lad ham gå.” 45  Mange af de jøder der var kommet til Maria og havde set hvad han havde gjort, fik tro på ham,+ 46  men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte hvad Jesus havde gjort. 47  Så sammenkaldte de øverste præster og farisæerne Sanhedrinet og sagde: “Hvad skal vi gøre? Den mand udfører jo mange mirakler.*+ 48  Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vores tempel og vores nation.” 49  Men en af dem, Kajfas,+ der var ypperstepræst det år, sagde til dem: “I har slet ikke fattet noget, 50  og I har ikke tænkt på at det er bedre for jer at ét menneske dør for folket, end at hele nationen går til grunde.”+ 51  Det var ikke noget han selv fandt på at sige, men han var ypperstepræst det år, så han profeterede at Jesus skulle dø for folket, 52  og ikke blot skulle han dø for folket men også for at forene dem af Guds børn der var spredt rundt om.+ 53  Fra den dag lagde de så planer om at dræbe ham.+ 54  Derfor viste Jesus sig ikke længere offentligt blandt jøderne, men han tog ud til egnen tæt ved ørkenen,+ til en by der hedder Efraim,+ og der blev han sammen med disciplene. 55  Nu var jødernes påske+ nær, og mange fra landdistrikterne tog op til Jerusalem før påsken for at rense sig ceremonielt. 56  De ledte efter Jesus, og mens de stod rundt om i templet, sagde de til hinanden: “Hvad mener I? Kommer han slet ikke til højtiden?” 57  Men de øverste præster og farisæerne havde givet ordre til at hvis nogen fandt ud af hvor Jesus var, skulle de melde det så han kunne blive arresteret.

Fodnoter

Eller “frelst; reddet”.
Bogst.: “tegn”.

Studienoter

Lazarus: Sandsynligvis den græske form af det hebraiske navn Eleazar, der betyder “Gud har hjulpet”.

Betania: En landsby der lå på Oliebjergets østsydøstlige skråning omkring 3 km fra Jerusalem. (Joh 11:18, fdn.) Martha, Maria og Lazarus boede i denne landsby, og det ser ud til at Jesus brugte deres hjem som base mens han var i Judæa. (Joh 11:1) På dette sted ligger der i dag en lille landsby med et arabisk navn der betyder “Lazarusbyen”.

judæerne: Eller “jøderne”. Det græske ord kan også gengives med “jøderne” her (sådan som det er gjort i Joh 10:31, 33), men Jesus havde umiddelbart inden sagt til sine disciple: “Lad os gå til Judæa igen.” Af den grund anvendes udtrykket “judæerne”, for at vise at det var jøderne fra Judæa der havde forsøgt at stene ham. – Joh 11:7.

sover: I Bibelen sammenlignes døden ofte med søvn. (Sl 13:3; Mr 5:39; ApG 7:60; 1Kt 15:51; 1Ts 4:13) Jesus havde til hensigt at give Lazarus livet igen. Derfor kan han have sagt dette for at understrege at ligesom mennesker kan vækkes af dyb søvn, kan de også blive vækket til live fra døden. Kraften til at oprejse Lazarus kom fra Jesus’ Far, “der gør de døde levende og taler om det der ikke er her, som om det allerede var her”. – Ro 4:17.

Thomas: Dette græske navn kommer af et aramæisk ord der betyder “tvilling”. Apostlen Thomas var også kendt under et andet græsk navn, Didymos, der også betyder “tvilling”, og navnet Didymos forekommer i nogle danske bibler.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

omkring tre kilometer: Bogst.: “omkring 15 stadier”. Det græske ord stadion (ental) betegner et længdemål på 185 m, svarende til en ottendedel af en romersk mil. – Se Ordforklaring: “Mil” og Tillæg B14.

jeg skal oprejse dem på den yderste dag: Jesus siger fire gange at han vil oprejse mennesker på den yderste dag. (Joh 6:40, 44, 54) I Joh 11:24 taler Martha også om “opstandelsen på den yderste dag”. (Se også Da 12:13; se studienote til Joh 11:24). I Joh 12:48 forbindes “den yderste dag” med en domstid, som åbenbart vil indbefatte Kristus’ tusindårsrige, hvor han vil dømme menneskeheden, deriblandt dem der bliver oprejst fra døden. – Åb 20:4-6.

Jeg ved at han skal opstå: Martha troede at Jesus talte om den fremtidige opstandelse, den på den yderste dag. (Se studienote til Joh 6:39). Hendes tro på denne lære var bemærkelsesværdig. Nogle af de religiøse ledere på hendes tid, de såkaldte saddukæere, troede ikke på at der ville ske en opstandelse, til trods for at det var en klar lære i de inspirerede skrifter. (Da 12:13; Mr 12:18) På den anden side troede farisæerne på sjælens udødelighed. Martha vidste imidlertid at Jesus lærte mennesker at der ville finde en fremtidig opstandelse sted, og at han endda havde oprejst mennesker fra de døde, dog ikke nogen der havde været død lige så længe som Lazarus.

har liv i sig selv: Eller “har kraft til at give liv”. Jesus “har liv i sig selv” fordi hans Far har givet ham en kraft som Jehova oprindeligt var den eneste der besad. Denne kraft indbefatter uden tvivl myndigheden til at give mennesker mulighed for at opnå et godkendt forhold til Gud og derved redde livet. Den indbefatter også evnen til at give liv ved at oprejse de døde. Omkring et år efter at Jesus udtalte det vi læser her, indikerede han at hans disciple også kunne have liv i sig selv. – Få flere oplysninger om betydningen af udtrykket “liv i jer selv” som det anvendes om Jesus’ disciple, i studienoten til Joh 6:53.

Jeg er opstandelsen og livet: Jesus’ egen død og opstandelse banede vejen for at de døde kan få livet igen. Efter at Jesus var blevet oprejst, gav Jehova ham ikke blot kraften til at oprejse de døde, men også til at give evigt liv. (Se studienote til Joh 5:26). I Åb 1:18 kalder Jesus sig selv “den levende” og siger at han “har nøglerne til døden og Graven”. Jesus er derfor både de levendes og de dødes håb. Han har lovet at han vil åbne gravene og oprejse de døde – enten til liv i himlen som hans medregenter eller til liv på den nye jord, som vil være underlagt hans himmelske regering. – Joh 5:28, 29; 2Pe 3:13.

skal aldrig dø: Når Jesus talte om aldrig at dø, eller om at leve evigt, mente han tydeligvis ikke at hans tilhørere dengang aldrig ville komme til at opleve at dø. Jesus’ pointe var at troen på ham kunne føre til evigt liv. Det stemmer med hvad Jesus tidligere havde sagt. I Johannes, kapitel 6, forbinder han tro med det at opnå evigt liv. – Joh 6:39-44, 54.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

begyndte at græde: Eller “gav tårerne frit løb”. Det udsagnsord der bruges her (dakryo), er afledt af det græske navneord for “tårer”, som blandt andet findes i Lu 7:38; ApG 20:19, 31; He 5:7; Åb 7:17; 21:4. Det ser ud til at det mere henleder opmærksomheden på de tårer der bliver fældet, end på højlydt gråd. Det er den eneste forekomst af dette græske udsagnsord i De Kristne Græske Skrifter, og det adskiller sig fra det ord der bruges i Joh 11:33 (se studienote) til at beskrive Marias og jødernes gråd. Jesus vidste at han kort efter ville oprejse Lazarus, men det smertede ham at se sine elskede venner være knuget af sorg. Jesus’ dybe kærlighed til sine venner og hans medfølelse med dem fik ham til åbenlyst at give tårerne frit løb. Denne beretning viser tydeligt at Jesus føler med dem der mister deres kære som følge af den adamitiske død.

græd: Eller “hulkede”. Det græske ord der her oversættes med “græde”, bruges ofte om højlydt gråd. Det samme udsagnsord bruges om Jesus ved den lejlighed hvor han forudsagde at Jerusalem ville blive ødelagt. – Lu 19:41.

sukkede ... og blev stærkt berørt: Kombinationen af disse to udtryk på originalsproget beskriver de meget stærke følelser Jesus havde ved denne lejlighed. Det græske udsagnsord der er oversat med “sukkede” (embrimaomai), betegner almindeligvis en stærk følelse, men i denne sammenhæng indikerer det at Jesus var så dybt berørt at han sukkede højlydt. Det græske ord der er oversat med “blev stærkt berørt” (tarasso), betegner stor sindsbevægelse. Ifølge en bibelkommentator betyder det i denne sammenhæng “at noget forårsager stærk indre uro; forvolder stor smerte eller sorg”. Det samme udsagnsord anvendes i Joh 13:21 til at beskrive hvordan tanken om at blive forrådt af Judas, påvirkede Jesus. – Se studienote til Joh 11:35.

ved sig selv: Bogst.: “i ånden”. Det græske ord pneuma bliver åbenbart her brugt om den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

græd: Eller “hulkede”. Det græske ord der her oversættes med “græde”, bruges ofte om højlydt gråd. Det samme udsagnsord bruges om Jesus ved den lejlighed hvor han forudsagde at Jerusalem ville blive ødelagt. – Lu 19:41.

begyndte at græde: Eller “gav tårerne frit løb”. Det udsagnsord der bruges her (dakryo), er afledt af det græske navneord for “tårer”, som blandt andet findes i Lu 7:38; ApG 20:19, 31; He 5:7; Åb 7:17; 21:4. Det ser ud til at det mere henleder opmærksomheden på de tårer der bliver fældet, end på højlydt gråd. Det er den eneste forekomst af dette græske udsagnsord i De Kristne Græske Skrifter, og det adskiller sig fra det ord der bruges i Joh 11:33 (se studienote) til at beskrive Marias og jødernes gråd. Jesus vidste at han kort efter ville oprejse Lazarus, men det smertede ham at se sine elskede venner være knuget af sorg. Jesus’ dybe kærlighed til sine venner og hans medfølelse med dem fik ham til åbenlyst at give tårerne frit løb. Denne beretning viser tydeligt at Jesus føler med dem der mister deres kære som følge af den adamitiske død.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

han lugter sikkert allerede: Marthas udtalelse viser at jøderne ikke havde for vane at udføre en omfattende balsamering for at konservere liget. Hvis Lazarus var blevet balsameret, ville hun ikke have forventet at liget ville lugte. Lazarus’ fødder og hænder var viklet ind i tøjstrimler, og han havde “et klæde om ansigtet”, men det var højst sandsynligt ikke for at beskytte liget mod forrådnelse. – Joh 11:44.

der er gået fire dage: Bogst.: “det er fjerde”. På græsk står der blot et ordenstal, men det er underforstået at det er dage der er tale om. Udtrykket viser åbenbart at der var gået tre hele dage plus noget af en fjerde.

Lazarus: Sandsynligvis den græske form af det hebraiske navn Eleazar, der betyder “Gud har hjulpet”.

med et klæde om ansigtet: Jøderne havde den skik at klargøre et lig til begravelsen ved at vikle det ind i stykker af rent linned sammen med aromatiske stoffer. Der var dog ikke tale om en balsamering, som den egypterne foretog. (1Mo 50:3; Mt 27:59; Mr 16:1; Joh 19:39, 40) Da Lazarus blev oprejst og kom ud af graven, var hans ansigt stadig indhyllet i det klæde der var bundet om hans hoved. Det græske ord soudarion, der her oversættes med “klæde”, henviser til et mindre stykke stof der blev brugt som håndklæde, tørklæde eller vaskeklud. Det samme græske ord bliver brugt i Joh 20:7 om “klædet som Jesus havde haft over hovedet”.

vores tempel: Bogst.: “vores sted”. Hentyder til jødernes tilbedelsessted, eller hellige sted, højst sandsynligt templet i Jerusalem. – Se også ApG 6:13, 14.

ypperstepræst: Dengang Israel var en selvstændig nation, havde ypperstepræsten sit embede for livet. (4Mo 35:25) Men under romernes besættelse af Israel havde de romerske statholdere myndighed til at indsætte og afsætte ypperstepræster. (Se Ordforklaring: “Ypperstepræst”). Kajfas, der var indsat af romerne, var en dygtig diplomat der havde sit embede i længere tid end nogen af sine umiddelbare forgængere. Han blev indsat i omkring år 18 e.v.t. og beholdt embedet indtil omkring år 36 e.v.t. Ved at sige at Kajfas var ypperstepræst det år, dvs. i år 33 e.v.t., mente Johannes åbenbart at Kajfas’ periode som ypperstepræst indbefattede det betydningsfulde år hvor Jesus blev henrettet. – Se Tillæg B12 for at se hvor Kajfas’ hus muligvis lå.

Efraim: En by der menes at være den samme som den Efrajin som kong Abija af Juda erobrede fra kong Jeroboam af Israel. (2Kr 13:19) Det formodes at byen har ligget der hvor landsbyen et-Taiyiba nu ligger, ca. 6 km ØNØ for Betel og 3 km ØSØ for det sted hvor Baal-Hasor muligvis lå. (2Sa 13:23) Denne landsby ligger tæt ved ørkenen, med udsigt til Jerikos ørkensletter og Det Døde Hav mod SØ. Ifølge den jødiske historiker Josefus blev Efraim erobret af den romerske general Vespasian da han var på vej mod Jerusalem. – Den jødiske krig, 4. bog, 9. kap., 9. afsnit.

påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

en af jødernes højtider: Johannes nævner ikke specifikt hvilken højtid der var tale om, men der er god grund til at antage at det var påsken i år 31 e.v.t. han henviste til. Johannes skrev overvejende sin beretning i kronologisk orden. Det fremgår af sammenhængen at den højtid der tales om, fandt sted kort tid efter at Jesus sagde at der var “fire måneder til høsten”. (Joh 4:35) Høstperioden, nærmere betegnet byghøsten, begyndte omkring påsken (14. nisan). Så det ser ud til at Jesus kom med sin udtalelse ca. fire måneder før dette, altså omkring kislev måned (november/december). Der var to andre højtider som blev fejret i perioden fra kislev til nisan, nemlig indvielseshøjtiden og purimsfesten. Men disse højtider krævede ikke at israelitterne tog op til Jerusalem. Ud fra sammenhængen er det mest sandsynligt at den højtid der omtales som “en af jødernes højtider”, refererer til påsken, hvor Jesus ifølge Guds lov til Israel var forpligtet til at rejse til Jerusalem. (5Mo 16:16) Det er rigtigt at Johannes kun nævner nogle få begivenheder i sin beretning inden han omtaler den næste påskehøjtid (Joh 6:4), men som oversigten i Tillæg A7 viser, er Johannes’ beretning om den første del af Jesus’ tjeneste meget kortfattet, og mange af de begivenheder som de andre evangelieskribenter har med, bliver ikke nævnt af Johannes. De mange ting som de tre andre evangelieskribenter nævner at Jesus foretog sig, støtter faktisk den konklusion at der faldt en påskehøjtid mellem den der nævnes i Johannes 2:13, og den der nævnes i Johannes 6:4. – Se Tillæg A7 og studienote til Joh 2:13.

påsken: Hentyder åbenbart til påsken år 32 e.v.t., den tredje påske i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. – Se studienoter til Joh 2:13; 5:1; 11:55 og Tillæg A7.

påske: Det vil sige påsken i år 33 e.v.t., tilsyneladende den fjerde påske der omtales i Johannesevangeliet. – Se studienoter til Joh 2:13; 5:1; 6:4.

Medieindhold

Sanhedrinet
Sanhedrinet

Den jødiske højesteret, Det Store Sanhedrin, bestod af 71 medlemmer og lå i Jerusalem. (Se ordforklaring: “Sanhedrinet”). Ifølge Mishnah var siddepladserne fordelt på tre rækker formet som en halvcirkel, og der var to sekretærer til stede for at skrive rettens afgørelser ned. Nogle af de arkitektoniske træk som ses her, er baseret på en bygning fundet i Jerusalem, og den menes af nogle at være sanhedrinsalen fra det første århundrede. – Se Tillæg B12, kortet “Jerusalem og omegn”.

1. Ypperstepræst

2. Medlemmer af Sanhedrinet

3. En anklaget

4. Sekretærer