kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

kejseren: Se studienote til Mt 22:17.

Du siger det selv: Jesus’ svar var tydeligvis en bekræftelse af at det Pilatus sagde, var sandt. (Se også studienoter til Mt 26:25, 64). Selvom Jesus siger til Pilatus at det er sandt at han er en konge, er det på en anden måde end Pilatus forestiller sig, for Jesus’ kongedømme er “ikke en del af denne verden” og udgør derfor ikke en trussel mod Rom. – Joh 18:33-37.

Er du jødernes konge?: Alle fire evangelieberetninger gengiver Pilatus’ spørgsmål med præcis de samme ord. (Mt 27:11; Mr 15:2; Lu 23:3; Joh 18:33) Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens godkendelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge.

Du siger det selv: Se studienote til Mt 27:11.

Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. Antipas var lokalfyrste (tetrark) og havde myndighed over Galilæa og Peræa. Det er kun Lukas der oplyser at Jesus blev ført frem for Herodes. – Lu 3:1; se Ordforklaring.

skarlagenrød kappe: Den type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Mr 15:17 og Joh 19:2 siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

De klædte ham i en purpurkappe: Det gjorde de for at gøre nar af Jesus og hans kongedømme. Matthæus’ beretning (27:28) siger at soldaterne gav Jesus “en skarlagenrød kappe på”, en type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Markus’ og Johannes’ beretning (19:2) siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

en flot dragt: Det er muligt at Herodes Antipas, der bekendte sig som jøde og var lokalfyrste over Galilæa og Peræa, kan have taget en af sine egne flotte, måske hvide, kongelige dragter og givet Jesus den på for at håne ham som jødernes konge før han sendte ham tilbage til Pilatus. Det græske ord der her er anvendt for “dragt” (esthes), refererede som regel til en klædning eller dragt der var rigt udsmykket. Engle fremstod i sådanne klædedragter. (Lu 24:4; se også Jak 2:2, 3). Dette græske ord anvendes også til at beskrive det kongelige “festtøj” som Herodes Agrippa I havde på. (ApG 12:21) Det græske ord der her er gengivet med “flot” (lampros), kommer af et ord der betyder “at skinne”. Når ordet bliver brugt om klædedragter, er der tale om en fin dragt og nogle gange skinnende eller hvide klædninger. Denne klædning adskiller sig åbenbart fra den skarlagenrøde, eller purpurfarvede, kappe som Pilatus’ soldater gav Jesus på i statholderens residens. (Mt 27:27, 28, 31; Joh 19:1, 2, 5; se studienoter til Mt 27:28; Mr 15:17). Herodes, Pilatus og de romerske soldater havde åbenbart samme formål med at give Jesus disse to forskellige klædninger på – at gøre nar af ham som den såkaldte jødernes konge. – Joh 19:3.

I nogle håndskrifter står der her: “Han skulle nemlig ved hver højtid give dem én fri”, men disse ord mangler i flere tidlige pålidelige håndskrifter og var tilsyneladende ikke en del af Lukas’ oprindelige tekst. I få andre håndskrifter er de tilføjet efter vers 19. Lignende vers med en lidt anden ordlyd forekommer i Mt 27:15 og Mr 15:6, hvor der ikke er usikkerhed om tekstens ægthed. Nogle mener at afskrivere tilføjede ordene her i Lukas som en forklaring baseret på parallelberetningerne i Matthæus- og Markusevangeliet.

plejede ... at løslade en fange: Dette omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mr 15:6-15; Lu 23:16-25; Joh 18:39, 40) I De Hebraiske Skrifter nævnes der ikke noget om denne skik, men det lader til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

plejede ... at løslade den fange folket bad om: Dette omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mt 27:15-23; Lu 23:16-25; Joh 18:39, 40) I De Hebraiske Skrifter nævnes der ikke noget om denne skik, men det lader til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

plejer jeg at løslade en fange: Eller “har I den skik at jeg skal løslade en fange”. Skikken med at løslade en fange nævnes også i Mt 27:15 og Mr 15:6. Denne tradition var åbenbart af jødisk oprindelse. Selvom der i De Hebraiske Skrifter ikke nævnes noget om denne skik, lader det til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

vi vil have Barabbas løsladt: Denne hændelse i Lu 23:16-25 omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mt 27:15-23; Mr 15:6-15; Joh 18:39, 40) Men Matthæus, Markus og Johannes giver os den yderligere oplysning at statholderen plejede at løslade en fange i forbindelse med højtiden. – Se studienoter til Mt 27:15; Mr 15:6; Joh 18:39.

Kyrene: En by der lå i Nordafrika nær kysten, SSV for øen Kreta. (Se Tillæg B13). Det er muligt at Simon var født i Kyrene og senere bosatte sig i Israel.

torturpælen: Eller “henrettelsespælen”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også Lu 9:23; 14:27, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

når træet er saftigt, ... når det er vissent: Jesus taler åbenbart om den jødiske nation. Den var ligesom et døende træ der stadig havde lidt saft i sig, for Jesus var der endnu, og der fandtes også nogle jøder der troede på ham. Men snart ville Jesus blive henrettet, og trofaste jøder ville blive salvet med hellig ånd og blive en del af det åndelige Israel. (Ro 2:28, 29; Ga 6:16) På det tidspunkt ville Israels bogstavelige nation være åndeligt død og minde om et vissent træ. – Mt 21:43.

forbrydere: Det græske ord der anvendes her (kakourgos), betyder bogstaveligt “en der handler ondt”. Parallelberetningerne i Mt 27:38, 44 og Mr 15:27 omtaler mændene som “røvere”, og anvender et græsk ord (leistes) der kan indeholde tanken om voldeligt røveri, og som nogle gange blev brugt som en betegnelse for forbrydere eller nogle der gjorde oprør. Det samme ord anvendes om Barabbas (Joh 18:40), der ifølge Lu 23:19 var fængslet for “at stifte et oprør” og “for mord”.

Golgata: Navnet kommer af det hebraiske ord for “hovedskal”. (Se Joh 19:17; se også Dom 9:53, hvor det hebraiske ord gulgoleth er gengivet med “kranie”). På Jesus’ tid lå stedet uden for Jerusalems mure, men den præcise placering er stadig uvis. (Se Tillæg B12). Bibelen siger ikke at Golgata lå på en høj, men oplyser dog at nogle betragtede henrettelsen på afstand. – Mr 15:40; Lu 23:49.

Hovedskalsted: Det græske udtryk Kraniou Topon gengiver det hebraiske navn Golgata. (Se studienote til Golgata i dette vers. For at få en forklaring på hvordan ordet hebraisk bruges i De Kristne Græske Skrifter, se studienote til Joh 5:2).

Golgata: Fra et hebraisk ord der betyder “hovedskal; kranie”. (Se også Dom 9:53; 2Kg 9:35; 1Kr 10:10, hvor det hebraiske ord gulgoleth oversættes med “kranie”). På Jesus’ tid lå dette sted uden for Jerusalems bymure. Den nøjagtige beliggenhed er ukendt, men nogle mener at det sted hvor Den Hellige Gravs Kirke nu står, er en sandsynlig mulighed. (Se Tillæg B12). Bibelen nævner ikke noget om at Golgata lå på en høj, men den nævner at nogle så henrettelsen på afstand. – Mr 15:40; Lu 23:49.

Hovedskallen: Det græske ord Kranion svarer til det hebraiske ord Golgata. – Se studienoter til Mt 27:33; Joh 19:17.

tilgiv dem: Ud af sammenhængen kan man ikke se hvem Jesus havde i tanke da han fremsatte denne anmodning, men det er muligt at han tænkte på den folkemængde der havde råbt at han skulle henrettes, hvoraf nogle angrede kort efter. (ApG 2:36-38; 3:14, 15) Og de romerske soldater der naglede Jesus til pælen, forstod ikke alvoren af det de gjorde, for de var ikke klar over hvem han i virkeligheden var. På den anden side ville han ikke have bedt sin Far om at tilgive de øverste præster, der var ansvarlige for hans død. De var helt klar over hvad de foretog sig da de lagde planer om at dræbe Jesus. De overgav ham fordi de var misundelige. (Mt 27:18; Mr 15:10; Joh 11:45-53) Det er også usandsynligt at Jesus bad sin Far om at tilgive de forbrydere der blev henrettet sammen med ham, for der var ingen af dem der var ansvarlige for hans død.

... gør: Første del af dette vers findes ikke i visse gamle håndskrifter. Men eftersom ordene findes i andre tidlige pålidelige håndskrifter, er de taget med i Ny Verden-Oversættelsen og mange andre bibeloversættelser.

sur vin: Eller “vineddike”. Hentyder sikkert til en tynd, besk eller sur vin der på latin kaldes acetum (eddike) eller posca hvis den var fortyndet med vand. Det var en billig drik som fattige mennesker, deriblandt de romerske soldater, almindeligvis drak for at slukke tørsten. Det græske ord oxos anvendes i Sl 69:21 i Septuaginta, hvor det er profeteret at Messias ville få “eddike” at drikke.

sur vin: Se studienote til Mt 27:48.

en indskrift oven over ham: Nogle håndskrifter har her en tilføjelse som kan oversættes: “(skrevet) med græske og latinske og hebraiske bogstaver”. Men disse ord forekommer ikke i tidlige pålidelige håndskrifter, og nogle mener at afskrivere tilføjede disse ord for at ordlyden skulle harmonere med Joh 19:20.

en pæl: Eller “et træ”. Det græske ord xylon (bogst.: “træ”) bliver her brugt som et synonym til det græske ord stauros (der gengives med “torturpæl”) og bruges som en betegnelse for det henrettelsesredskab Jesus blev naglet til. I De Kristne Græske Skrifter anvendte Lukas, Paulus og Peter ordet xylon i denne betydning fem gange tilsammen. (ApG 5:30; 10:39; 13:29; Ga 3:13; 1Pe 2:24) I 5Mo 21:22, 23 ifølge Septuaginta bliver det tilsvarende hebraiske ord ets (der betyder “træ; et stykke træ”) oversat med xylon i sætningen “og I hænger ham på en pæl”. Da Paulus i Ga 3:13 citerer dette skriftsted, bliver xylon brugt i sætningen: “Forbandet er enhver der er hængt op på en pæl.” Det græske ord forekommer også i Septuaginta i Ezr 6:11 (1 Esdras 6:31, LXX) som en oversættelse af det aramæiske ord a, der svarer til det hebraiske ord ets. I det vers står der hvad straffen ville være hvis man overtrådte den persiske konges dekret: “Der [skal] rives en bjælke ud af hans hus, og han skal selv hænges op på den.” Det faktum at bibelskribenterne brugte xylon synonymt med stauros, underbygger også den opfattelse at Jesus blev henrettet på en opretstående pæl uden tværbjælke, for det er dét xylon betyder i denne sammenhæng.

hang: Det græske ord der bruges her, er ikke stauroo (“at henrette på en pæl”), men kremannymi (“at hænge”). I forbindelse med henrettelsen af Jesus bruges dette udsagnsord sammen med udtrykket epi xylou (“på en pæl eller et træ”). (Ga 3:13; se studienote til ApG 5:30). I Septuaginta anvendes udsagnsordet ofte om det at en person blev hængt på en pæl eller et træ. –1Mo 40:19; 5Mo 21:22; Est 8:7.

Det siger jeg dig i dag: Den græske skriftform der blev brugt i de tidligst tilgængelige håndskrifter af De Kristne Græske Skrifter, bestod udelukkende af store bogstaver. Den indeholdt ikke mellemrum og tegnsætning som vi kender det fra i dag. Selvom nogle skribenter en gang imellem tilføjede tegn som en slags tegnsætning, var det dog ikke noget de gjorde ofte eller konsekvent. Derfor er tegnsætningen i nutidige bibeloversættelser baseret på grammatikken i den græske tekst og den sammenhæng verset indgår i. I dette vers tillader grammatikken i den græske tekst at man anbringer et komma (eller et kolon) enten foran eller efter ordet “i dag”. Men hvor oversættere vil anbringe tegnsætningen i deres oversættelse af Jesus’ udtalelse, afhænger af hvordan de opfatter Jesus’ ord, og af hvad Bibelen som helhed lærer. I de videnskabelige udgaver af den græske tekst som Westcott og Hort, Nestle og Aland og De Forenede Bibelselskaber har udarbejdet, er der sat komma før det græske ord der er oversat med “i dag”. Men hvis man sætter komma efter “i dag”, vil det være i overensstemmelse med det Jesus tidligere har sagt, og med hvad Bibelen ellers lærer. For eksempel sagde Jesus at han ville ende med at dø og være “i jordens hjerte” – graven – indtil den tredje dag. (Mt 12:40; Mr 10:34) Han havde ved mere end en lejlighed fortalt sine disciple at han ville blive dræbt og oprejst den tredje dag. (Lu 9:22; 18:33) Bibelen siger også at Jesus blev oprejst “som den første afgrøde af dem der [var] sovet ind i døden”, og at han steg op til himlen 40 dage senere. (1Kt 15:20; Joh 20:17; ApG 1:1-3, 9; Kol 1:18) Jesus blev ikke oprejst den dag han døde, men på den tredje dag efter sin død. Så det siger sig selv at forbryderen ikke kunne være med Jesus i Paradiset den dag Jesus talte med ham.

I tråd med denne argumentation gengiver en syrisk oversættelse af Lukasevangeliet fra det femte århundrede e.v.t., kendt under navnet Syrus Curetonianus, denne tekst sådan: “Amen, jeg siger dig i dag at du skal være med mig i Edens Have.” (F. C. Burkitt, The Curetonian Version of the Four Gospels, bd. 1, Cambridge, 1904) Det er værd at lægge mærke til at der ifølge både tidligere og senere græske skribenter og kommentatorer har hersket uenighed om hvordan man skulle gengive disse ord. Hesychius fra Jerusalem, der levede i det fjerde og femte århundrede e.v.t., skrev for eksempel angående Lu 23:43: “Nogle læser det vitterligt på denne måde: ‘Sandelig siger jeg dig i dag,’ og sætter et komma; og så fortsætter de: ‘Du skal være med mig i Paradiset.’” (Græsk tekst i værket Patrologiae Graecae, bd. 93, sp. 1432-1433). Theofylakt, der levede i det 11. og 12. århundrede e.v.t., skrev om nogle der argumenterede for “at sætte et skilletegn efter ‘i dag’, så det kunne læses: ‘Sandelig siger jeg dig i dag’; og derefter fortsætter de med udtrykket: ‘Du skal være med mig i Paradiset.’” (Patrologiae Graecae, bd. 123, sp. 1104). G. M. Lamsa siger i værket Gospel Light—Comments on the Teachings of Jesus From Aramaic and Unchanged Eastern Customs, s. 303-304, om brugen af “i dag” i Lu 23:43: “Betoningen i teksten er på ‘i dag’, og teksten bør læses: ‘Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradiset.’ Løftet blev givet den dag, og det skulle først opfyldes senere. Det er typisk for orientalske sprog og viser at løftet blev givet på en bestemt dag og med sikkerhed ville blive holdt.” Den græske sætning i Lu 23:43 kan være et udtryk for en semitisk måde at understrege noget på. De Hebraiske Skrifter indeholder mange eksempler på denne idiomatiske brug af “i dag” i højtidelige udtryk, som løfter og befalinger. (5Mo 4:26; 6:6; 7:11; 8:1, 19; 30:15; Zak 9:12) Ud fra de ovennævnte faktorer er det sandsynligt at Jesus brugte udtrykket “i dag” for at understrege tidspunktet hvor løftet blev givet, og ikke det tidspunkt hvor forbryderen ville befinde sig i Paradiset.

Flere oversættelser erkender at det er rigtigt at lægge vægt på det tidspunkt da løftet bliver givet, og ikke på det tidspunkt da det skulle opfyldes. Det fremgår for eksempel af de engelske oversættelser af Rotherham og af Lamsa (1933-udgaven) og de tyske oversættelser af L. Reinhardt og af W. Michaelis. I disse oversættelser blev teksten gengivet på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen.

Paradiset: Ordet “paradis” kommer af det græske ord paradeisos, og lignende ord findes både på hebraisk (pardes, i Ne 2:8; Præ 2:5; Høj 4:13) og persisk (pairidaeza). De tre ord indeholder alle grundtanken om en smuk naturpark eller parklignende have. Oversætterne af Septuaginta brugte det græske ord paradeisos til at gengive det hebraiske ord for “have” (gan) i udtrykket “en have i Eden” i 1Mo 2:8. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^17, 18, 22 i Tillæg C gengiver Lu 23:43 sådan: “Du skal være med mig i Edens Have.” Løftet til forbryderen som hang ved siden af Jesus, var ikke et løfte om at han skulle være i “Guds paradis” som er nævnt i Åb 2:7. Det løfte blev nemlig givet til ‘dem der sejrer’, det vil sige dem der skal regere sammen med Kristus i det himmelske rige. (Lu 22:28-30) Forbryderen havde ikke sejret over verden, ligesom Jesus Kristus havde gjort; og han var heller ikke blevet “født som følge af vand og ånd”. (Joh 3:5; 16:33) Han vil åbenbart være blandt de “uretfærdige” der vil blive oprejst som en af Rigets jordiske undersåtter når Kristus hersker over den paradisiske jord i tusind år. – ApG 24:15; Åb 20:4, 6.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

omkring den sjette time: Dvs. ca. kl. 12.00. – Se studienote til Mt 20:3.

blev det mørkt: Dette mørke var forårsaget af Gud ved hjælp af et mirakel. Der kan ikke have været tale om en solformørkelse, for dette fænomen forekommer når der er nymåne – dette mørke indtraf i påsken, hvor der er fuldmåne. Og mørket varede i tre timer, meget længere end den længst mulige totale solformørkelse, der varer mindre end otte minutter. Her i Lukas’ beretning er oplysningen om at “solens lys forsvandt” taget med. – Lu 23:45.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15:00. – Se studienote til Mt 20:3.

forhænget: Et smukt udsmykket forhæng der adskilte Det Allerhelligste fra Det Hellige i templet. Ifølge den jødiske overlevering var dette tunge forhæng 18 m langt, 9 m bredt og 7,4 cm tykt. Ved at flænge forhænget i to dele udtrykte Jehova sin vrede mod sin Søns mordere, men viste derudover at vejen til selve himlen nu var åbnet. – He 10:19, 20; se Ordforklaring.

helligdommen: Det græske ord naos refererer her til den centrale bygning med dens to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste.

forhænget: Se studienote til Mt 27:51.

helligdommen: Se studienote til Mt 27:51.

døde han: Eller “udåndede han”. Bogst.: “opgav han ånden”. Udtrykket “ånden” (græsk: pneuma) kan her henvise til “åndedrættet” eller “livskraften”, og den tanke støttes af at det græske udsagnsord ekpneo (bogst.: “at udånde”) forekommer i parallelberetningen i Mr 15:37 (hvor det er gengivet med “udåndede”). Nogle er af den opfattelse at brugen af det græske udtryk der kan oversættes med “opgav han ånden”, betyder at Jesus bevidst holdt op med at kæmpe for at holde sig i live fordi det hele nu var fuldført. (Joh 19:30) Han var villig til at ‘ofre sit liv’, eller ‘udgyde sin sjæl helt til døden’. – Esa 53:12, fdn.; Joh 10:11.

betror jeg min ånd: Jesus citerer her fra Sl 31:5, hvor David anråber Gud om at beskytte, eller værne om, hans ånd, eller livskraft. Det var en måde at sige på at han lagde sit liv i Guds hænder. Lige før Jesus døde, betroede han sin livskraft til Jehova. Så hans muligheder for at få livet igen afhang fuldstændigt af Gud. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

udåndede: (Se studienote til Mt 27:50). Bibelen viser klart at da Jesus’ ånd forlod ham, var han ikke på vej til himlen. Han udåndede, eller døde. Jesus forudsagde selv at han først ville blive oprejst fra døden “den tredje dag”. (Mt 16:21; Lu 9:22) Derefter skulle der, ifølge ApG 1:3, 9, gå 40 dage før han steg op til himlen.

officeren: Eller “centurionen”, dvs. en befalingsmand der havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær. Ifølge parallelberetningerne i Matthæus- og Markusevangeliet anerkendte han også at Jesus ‘virkelig var Guds Søn’. – Mt 27:54; Mr 15:39.

Josef: Evangelieskribenternes individuelle kendetegn kommer til udtryk i de forskellige detaljer de fortæller om Josef. Skatteopkræveren Matthæus bemærker at han var rig; Markus, der hovedsageligt skrev til romerne, siger at han var “et respekteret medlem af Rådet” der ventede på Guds rige; Lukas, den medfølende læge, siger at han “var en god og retfærdig mand” der ikke havde stemt for Rådets planer og støttet handlingerne mod Jesus; det er kun Johannes der oplyser at han “var en discipel ... i det skjulte fordi han var bange for jøderne”. – Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

Sanhedrinet: Dvs. den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “Sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring; se også Tillæg B12 for at se hvor Sanhedrinsalen muligvis lå.

Josef: Se studienote til Mr 15:43.

et medlem af Rådet: Eller “en rådsherre”. Dvs. et medlem af Sanhedrinet, den højeste jødiske domstol, der var i Jerusalem. – Se studienote til Mt 26:59 og Ordforklaring: “Sanhedrinet”.

Arimatæa: Navnet på denne by kommer af et hebraisk ord der betyder “høj; højdedrag”. I Lu 23:51 bliver den omtalt som “en af judæernes byer”. – Se Tillæg B10.

Arimatæa: Se studienote til Mt 27:57.

grav: Eller “mindegrav”. En hule, eller et kammer, der var udhugget i den bløde kalkstensklippe, snarere end en naturlig hule. I sådanne grave var der ofte bænkelignende hylder eller nicher hvor ligene kunne lægges. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

klippegrav: Se studienote til Mt 27:60.

forberedelsesdagen: En betegnelse for dagen før den ugentlige sabbat. På den dag forberedte jøderne sig til sabbatten ved at tilberede ekstra måltider og færdiggøre andet arbejde som ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. – Mr 15:42; se Ordforklaring.

forberedelsesdag: Se studienote til Mt 27:62.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.