Ifølge Lukas 23:1-56

23  Så rejste hele forsamlingen sig og førte ham til Pilatus.+ 2  Og de begyndte at anklage ham+ og sige: “Denne mand tilskynder vores nation til oprør, forbyder at man betaler skat til kejseren,+ og siger at han selv er Kristus, en konge.”+ 3  Pilatus spurgte ham: “Er du jødernes konge?” Som svar sagde han: “Du siger det selv.”+ 4  Så sagde Pilatus til de øverste præster og folkeskarerne: “Jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget.”+ 5  Men de blev ved: “Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja, helt fra Galilæa og hertil.” 6  Da Pilatus hørte det, spurgte han om manden var galilæer. 7  Efter at have fået bekræftet at han kom fra det område der hørte under Herodes,+ sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage. 8  Da Herodes så Jesus, blev han meget glad. Han havde nemlig længe ønsket at møde Jesus, for han havde hørt om ham,+ og han håbede på at se ham udføre et mirakel. 9  Han begyndte så at stille ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.+ 10  De øverste præster og de skriftlærde rejste sig imidlertid igen og igen og anklagede ham voldsomt. 11  Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne ham,+ og han gjorde nar af ham+ ved at give ham en flot* dragt på og sendte ham så tilbage til Pilatus.+ 12  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. De havde nemlig været fjender. 13  Pilatus kaldte så de øverste præster, lederne og folket sammen 14  og sagde til dem: “I har ført denne mand til mig og beskyldt ham for at tilskynde folket til oprør. Nu har jeg forhørt ham foran jer, og jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget af det I anklager ham for.+ 15  Det kunne Herodes heller ikke, for han sendte ham tilbage til os. Han har ikke gjort noget der kræver dødsstraf. 16  Jeg vil derfor piske ham+ og løslade ham.” 17  —— 18  Men hele folkemængden råbte: “Væk med ham, vi vil have Barabbas løsladt!”+ 19  (Denne mand var blevet kastet i fængsel for at stifte et oprør i byen og for mord). 20  Igen talte Pilatus til dem, for han ville gerne løslade Jesus.+ 21  Så begyndte de at råbe: “Pælfæst ham! Pælfæst ham!”*+ 22  For tredje gang sagde han til dem: “Hvorfor? Hvad forkert har denne mand gjort? Jeg kan ikke se at han har gjort noget der kræver dødsstraf.+ Jeg vil derfor piske ham og løslade ham.” 23  Så råbte de højere og krævede at han skulle pælfæstes,* og de skreg så højt+ 24  at Pilatus besluttede at rette sig efter deres krav. 25  Han løslod den mand de krævede, som var kastet i fængsel for at tilskynde til oprør og for mord, men han overgav Jesus til at blive henrettet og lod dem altså få deres vilje. 26  Mens de førte ham væk, greb de fat i Simon fra Kyrene, der var på vej ind fra landet, og de lagde torturpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.+ 27  Der var rigtig mange der fulgte efter ham, også kvinder som blev ved med at slå sig selv af sorg og komme med klageråb over ham. 28  Jesus vendte sig mod kvinderne og sagde: “Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd i stedet over jer selv og jeres børn,+ 29  for der kommer dage hvor folk vil sige: ‘Lykkelige er de barnløse kvinder, som ikke har født og ikke har givet bryst!’+ 30  Så vil man sige til bjergene: ‘Fald over os!’ og til højene: ‘Dæk os!’+ 31  Hvis det er hvad der sker når træet er saftigt, hvad vil der så ske når det er vissent?” 32  To andre mænd, to forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med ham.+ 33  Og da de kom til det sted der kaldes Hovedskallen,+ naglede de ham til pælen. De anbragte ham mellem forbryderne. Den ene var til højre for ham, og den anden var til venstre for ham.+ 34  Men Jesus sagde: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.”+ Desuden delte de hans tøj ved at kaste lod om det.+ 35  Imens stod folket og så på. Men lederne sagde hånligt: “Andre har han frelst. Lad ham frelse sig selv hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.”+ 36  Også soldaterne gjorde nar af ham, og de kom hen og tilbød ham sur vin+ 37  og sagde: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” 38  Der var også en indskrift oven over ham: “Dette er jødernes konge.”+ 39  En af forbryderne som hang der, sagde spottende til ham:+ “Du er Kristus, er du ikke? Så frels dig selv og os!” 40  Det fik den anden til at irettesætte ham og sige: “Frygter du slet ikke Gud, nu hvor du har fået den samme dom? 41  Vores straf er helt på sin plads, vi får jo hvad vi fortjener for det vi har gjort, men denne mand har ikke gjort noget forkert.” 42  Så sagde han: “Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.”+ 43  Og han sagde til ham: “Det siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.”+ 44  Det var nu omkring den sjette time, og alligevel blev det mørkt i hele landet* indtil den niende time,+ 45  for solens lys forsvandt. Og forhænget i helligdommen+ blev flænget midt igennem.+ 46  Jesus råbte højt: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.”+ Efter at have sagt det udåndede han.+ 47  Da officeren så hvad der skete, begyndte han at lovprise Gud med ordene: “Denne mand var virkelig retfærdig.”+ 48  Og da alle de mange mennesker der var kommet for at se henrettelsen, havde set hvad der skete, gik de hjem mens de slog sig for brystet. 49  Og alle de der kendte ham, stod et stykke væk. Også de kvinder der var fulgt med ham fra Galilæa, var til stede og så disse ting.+ 50  Nu var der en mand ved navn Josef, et medlem af Rådet,* og han var en god og retfærdig mand.+ 51  (Han havde ikke stemt for deres plan eller støttet deres handlinger). Han var fra Arimatæa, en af judæernes byer, og han ventede på Guds rige. 52  Denne mand gik til Pilatus og bad om lov til at begrave Jesus. 53  Og han tog hans lig ned+ og svøbte det ind i fint linned, og han lagde det i en udhugget klippegrav+ hvor der endnu ikke havde ligget nogen. 54  Nu var det forberedelsesdag,+ og sabbatten+ nærmede sig. 55  Men kvinderne som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven og hvor hans lig blev lagt,+ 56  og de gik hjem for at tilberede aromatiske stoffer og parfumerede olier. Men naturligvis hvilede de på sabbatten,+ som buddet krævede.

Fodnoter

Eller “lys; skinnende”.
Eller “Henret ham på en pæl! Henret ham på en pæl!”
Eller “henrettes på en pæl”.
Bogst.: “på hele jorden”.
Eller “Sanhedrinet”.

Studienoter

Er du jødernes konge?: Alle fire evangelieberetninger gengiver Pilatus’ spørgsmål med præcis de samme ord. (Mt 27:11; Mr 15:2; Lu 23:3; Joh 18:33) Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens godkendelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge.

Du siger det selv: Se studienote til Mt 27:11.

Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. Antipas var lokalfyrste (tetrark) og havde myndighed over Galilæa og Peræa. Det er kun Lukas der oplyser at Jesus blev ført frem for Herodes. – Lu 3:1; se Ordforklaring.

en flot dragt: Det er muligt at Herodes Antipas, der bekendte sig som jøde og var lokalfyrste over Galilæa og Peræa, kan have taget en af sine egne flotte, måske hvide, kongelige dragter og givet Jesus den på for at håne ham som jødernes konge før han sendte ham tilbage til Pilatus. Det græske ord der her er anvendt for “dragt” (esthes), refererede som regel til en klædning eller dragt der var rigt udsmykket. Engle fremstod i sådanne klædedragter. (Lu 24:4; se også Jak 2:2, 3). Dette græske ord anvendes også til at beskrive det kongelige “festtøj” som Herodes Agrippa I havde på. (ApG 12:21) Det græske ord der her er gengivet med “flot” (lampros), kommer af et ord der betyder “at skinne”. Når ordet bliver brugt om klædedragter, er der tale om en fin dragt og nogle gange skinnende eller hvide klædninger. Denne klædning adskiller sig åbenbart fra den skarlagenrøde, eller purpurfarvede, kappe som Pilatus’ soldater gav Jesus på i statholderens residens. (Mt 27:27, 28, 31; Joh 19:1, 2, 5; se studienoter til Mt 27:28; Mr 15:17). Herodes, Pilatus og de romerske soldater havde åbenbart samme formål med at give Jesus disse to forskellige klædninger på – at gøre nar af ham som den såkaldte jødernes konge. – Joh 19:3.

I nogle håndskrifter står der her: “Han skulle nemlig ved hver højtid give dem én fri”, men disse ord mangler i flere tidlige pålidelige håndskrifter og var tilsyneladende ikke en del af Lukas’ oprindelige tekst. I få andre håndskrifter er de tilføjet efter vers 19. Lignende vers med en lidt anden ordlyd forekommer i Mt 27:15 og Mr 15:6, hvor der ikke er usikkerhed om tekstens ægthed. Nogle mener at afskrivere tilføjede ordene her i Lukas som en forklaring baseret på parallelberetningerne i Matthæus- og Markusevangeliet.

vi vil have Barabbas løsladt: Denne hændelse i Lu 23:16-25 omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mt 27:15-23; Mr 15:6-15; Joh 18:39, 40) Men Matthæus, Markus og Johannes giver os den yderligere oplysning at statholderen plejede at løslade en fange i forbindelse med højtiden. – Se studienoter til Mt 27:15; Mr 15:6; Joh 18:39.

Kyrene: En by der lå i Nordafrika nær kysten, SSV for øen Kreta. (Se Tillæg B13). Det er muligt at Simon var født i Kyrene og senere bosatte sig i Israel.

torturpælen: Eller “henrettelsespælen”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også Lu 9:23; 14:27, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

når træet er saftigt, ... når det er vissent: Jesus taler åbenbart om den jødiske nation. Den var ligesom et døende træ der stadig havde lidt saft i sig, for Jesus var der endnu, og der fandtes også nogle jøder der troede på ham. Men snart ville Jesus blive henrettet, og trofaste jøder ville blive salvet med hellig ånd og blive en del af det åndelige Israel. (Ro 2:28, 29; Ga 6:16) På det tidspunkt ville Israels bogstavelige nation være åndeligt død og minde om et vissent træ. – Mt 21:43.

forbrydere: Det græske ord der anvendes her (kakourgos), betyder bogstaveligt “en der handler ondt”. Parallelberetningerne i Mt 27:38, 44 og Mr 15:27 omtaler mændene som “røvere”, og anvender et græsk ord (leistes) der kan indeholde tanken om voldeligt røveri, og som nogle gange blev brugt som en betegnelse for forbrydere eller nogle der gjorde oprør. Det samme ord anvendes om Barabbas (Joh 18:40), der ifølge Lu 23:19 var fængslet for “at stifte et oprør” og “for mord”.

Hovedskallen: Det græske ord Kranion svarer til det hebraiske ord Golgata. – Se studienoter til Mt 27:33; Joh 19:17.

tilgiv dem: Ud af sammenhængen kan man ikke se hvem Jesus havde i tanke da han fremsatte denne anmodning, men det er muligt at han tænkte på den folkemængde der havde råbt at han skulle henrettes, hvoraf nogle angrede kort efter. (ApG 2:36-38; 3:14, 15) Og de romerske soldater der naglede Jesus til pælen, forstod ikke alvoren af det de gjorde, for de var ikke klar over hvem han i virkeligheden var. På den anden side ville han ikke have bedt sin Far om at tilgive de øverste præster, der var ansvarlige for hans død. De var helt klar over hvad de foretog sig da de lagde planer om at dræbe Jesus. De overgav ham fordi de var misundelige. (Mt 27:18; Mr 15:10; Joh 11:45-53) Det er også usandsynligt at Jesus bad sin Far om at tilgive de forbrydere der blev henrettet sammen med ham, for der var ingen af dem der var ansvarlige for hans død.

... gør: Første del af dette vers findes ikke i visse gamle håndskrifter. Men eftersom ordene findes i andre tidlige pålidelige håndskrifter, er de taget med i Ny Verden-Oversættelsen og mange andre bibeloversættelser.

en indskrift oven over ham: Nogle håndskrifter har her en tilføjelse som kan oversættes: “(skrevet) med græske og latinske og hebraiske bogstaver”. Men disse ord forekommer ikke i tidlige pålidelige håndskrifter, og nogle mener at afskrivere tilføjede disse ord for at ordlyden skulle harmonere med Joh 19:20.

hang: Det græske ord der bruges her, er ikke stauroo (“at henrette på en pæl”), men kremannymi (“at hænge”). I forbindelse med henrettelsen af Jesus bruges dette udsagnsord sammen med udtrykket epi xylou (“på en pæl eller et træ”). (Ga 3:13; se studienote til ApG 5:30). I Septuaginta anvendes udsagnsordet ofte om det at en person blev hængt på en pæl eller et træ. –1Mo 40:19; 5Mo 21:22; Est 8:7.

Det siger jeg dig i dag: Den græske skriftform der blev brugt i de tidligst tilgængelige håndskrifter af De Kristne Græske Skrifter, bestod udelukkende af store bogstaver. Den indeholdt ikke mellemrum og tegnsætning som vi kender det fra i dag. Selvom nogle skribenter en gang imellem tilføjede tegn som en slags tegnsætning, var det dog ikke noget de gjorde ofte eller konsekvent. Derfor er tegnsætningen i nutidige bibeloversættelser baseret på grammatikken i den græske tekst og den sammenhæng verset indgår i. I dette vers tillader grammatikken i den græske tekst at man anbringer et komma (eller et kolon) enten foran eller efter ordet “i dag”. Men hvor oversættere vil anbringe tegnsætningen i deres oversættelse af Jesus’ udtalelse, afhænger af hvordan de opfatter Jesus’ ord, og af hvad Bibelen som helhed lærer. I de videnskabelige udgaver af den græske tekst som Westcott og Hort, Nestle og Aland og De Forenede Bibelselskaber har udarbejdet, er der sat komma før det græske ord der er oversat med “i dag”. Men hvis man sætter komma efter “i dag”, vil det være i overensstemmelse med det Jesus tidligere har sagt, og med hvad Bibelen ellers lærer. For eksempel sagde Jesus at han ville ende med at dø og være “i jordens hjerte” – graven – indtil den tredje dag. (Mt 12:40; Mr 10:34) Han havde ved mere end en lejlighed fortalt sine disciple at han ville blive dræbt og oprejst den tredje dag. (Lu 9:22; 18:33) Bibelen siger også at Jesus blev oprejst “som den første afgrøde af dem der [var] sovet ind i døden”, og at han steg op til himlen 40 dage senere. (1Kt 15:20; Joh 20:17; ApG 1:1-3, 9; Kol 1:18) Jesus blev ikke oprejst den dag han døde, men på den tredje dag efter sin død. Så det siger sig selv at forbryderen ikke kunne være med Jesus i Paradiset den dag Jesus talte med ham.

I tråd med denne argumentation gengiver en syrisk oversættelse af Lukasevangeliet fra det femte århundrede e.v.t., kendt under navnet Syrus Curetonianus, denne tekst sådan: “Amen, jeg siger dig i dag at du skal være med mig i Edens Have.” (F. C. Burkitt, The Curetonian Version of the Four Gospels, bd. 1, Cambridge, 1904) Det er værd at lægge mærke til at der ifølge både tidligere og senere græske skribenter og kommentatorer har hersket uenighed om hvordan man skulle gengive disse ord. Hesychius fra Jerusalem, der levede i det fjerde og femte århundrede e.v.t., skrev for eksempel angående Lu 23:43: “Nogle læser det vitterligt på denne måde: ‘Sandelig siger jeg dig i dag,’ og sætter et komma; og så fortsætter de: ‘Du skal være med mig i Paradiset.’” (Græsk tekst i værket Patrologiae Graecae, bd. 93, sp. 1432-1433). Theofylakt, der levede i det 11. og 12. århundrede e.v.t., skrev om nogle der argumenterede for “at sætte et skilletegn efter ‘i dag’, så det kunne læses: ‘Sandelig siger jeg dig i dag’; og derefter fortsætter de med udtrykket: ‘Du skal være med mig i Paradiset.’” (Patrologiae Graecae, bd. 123, sp. 1104). G. M. Lamsa siger i værket Gospel Light—Comments on the Teachings of Jesus From Aramaic and Unchanged Eastern Customs, s. 303-304, om brugen af “i dag” i Lu 23:43: “Betoningen i teksten er på ‘i dag’, og teksten bør læses: ‘Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradiset.’ Løftet blev givet den dag, og det skulle først opfyldes senere. Det er typisk for orientalske sprog og viser at løftet blev givet på en bestemt dag og med sikkerhed ville blive holdt.” Den græske sætning i Lu 23:43 kan være et udtryk for en semitisk måde at understrege noget på. De Hebraiske Skrifter indeholder mange eksempler på denne idiomatiske brug af “i dag” i højtidelige udtryk, som løfter og befalinger. (5Mo 4:26; 6:6; 7:11; 8:1, 19; 30:15; Zak 9:12) Ud fra de ovennævnte faktorer er det sandsynligt at Jesus brugte udtrykket “i dag” for at understrege tidspunktet hvor løftet blev givet, og ikke det tidspunkt hvor forbryderen ville befinde sig i Paradiset.

Flere oversættelser erkender at det er rigtigt at lægge vægt på det tidspunkt da løftet bliver givet, og ikke på det tidspunkt da det skulle opfyldes. Det fremgår for eksempel af de engelske oversættelser af Rotherham og af Lamsa (1933-udgaven) og de tyske oversættelser af L. Reinhardt og af W. Michaelis. I disse oversættelser blev teksten gengivet på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen.

Paradiset: Ordet “paradis” kommer af det græske ord paradeisos, og lignende ord findes både på hebraisk (pardes, i Ne 2:8; Præ 2:5; Høj 4:13) og persisk (pairidaeza). De tre ord indeholder alle grundtanken om en smuk naturpark eller parklignende have. Oversætterne af Septuaginta brugte det græske ord paradeisos til at gengive det hebraiske ord for “have” (gan) i udtrykket “en have i Eden” i 1Mo 2:8. Nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J17, 18, 22 i Tillæg C) gengiver Lu 23:43 sådan: “Du skal være med mig i Edens Have.” Løftet til forbryderen som hang ved siden af Jesus, var ikke et løfte om at han skulle være i “Guds paradis” som er nævnt i Åb 2:7. Det løfte blev nemlig givet til ‘dem der sejrer’, det vil sige dem der skal regere sammen med Kristus i det himmelske rige. (Lu 22:28-30) Forbryderen havde ikke sejret over verden, ligesom Jesus Kristus havde gjort; og han var heller ikke blevet “født som følge af vand og ånd”. (Joh 3:5; 16:33) Han vil åbenbart være blandt de “uretfærdige” der vil blive oprejst som en af Rigets jordiske undersåtter når Kristus hersker over den paradisiske jord i tusind år. – ApG 24:15; Åb 20:4, 6.

omkring den sjette time: Dvs. ca. kl. 12.00. – Se studienote til Mt 20:3.

blev det mørkt: Dette mørke var forårsaget af Gud ved hjælp af et mirakel. Der kan ikke have været tale om en solformørkelse, for dette fænomen forekommer når der er nymåne – dette mørke indtraf i påsken, hvor der er fuldmåne. Og mørket varede i tre timer, meget længere end den længst mulige totale solformørkelse, der varer mindre end otte minutter. Her i Lukas’ beretning er oplysningen om at “solens lys forsvandt” taget med. – Lu 23:45.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15:00. – Se studienote til Mt 20:3.

forhænget: Se studienote til Mt 27:51.

helligdommen: Se studienote til Mt 27:51.

betror jeg min ånd: Jesus citerer her fra Sl 31:5, hvor David anråber Gud om at beskytte, eller værne om, hans ånd, eller livskraft. Det var en måde at sige på at han lagde sit liv i Guds hænder. Lige før Jesus døde, betroede han sin livskraft til Jehova. Så hans muligheder for at få livet igen afhang fuldstændigt af Gud. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

udåndede: (Se studienote til Mt 27:50). Bibelen viser klart at da Jesus’ ånd forlod ham, var han ikke på vej til himlen. Han udåndede, eller døde. Jesus forudsagde selv at han først ville blive oprejst fra døden “den tredje dag”. (Mt 16:21; Lu 9:22) Derefter skulle der, ifølge ApG 1:3, 9, gå 40 dage før han steg op til himlen.

officeren: Eller “centurionen”, dvs. en befalingsmand der havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær. Ifølge parallelberetningerne i Matthæus- og Markusevangeliet anerkendte han også at Jesus ‘virkelig var Guds Søn’. – Mt 27:54; Mr 15:39.

Josef: Se studienote til Mr 15:43.

et medlem af Rådet: Eller “en rådsherre”. Dvs. et medlem af Sanhedrinet, den højeste jødiske domstol, der var i Jerusalem. – Se studienote til Mt 26:59 og Ordforklaring: “Sanhedrinet”.

Arimatæa: Se studienote til Mt 27:57.

klippegrav: Se studienote til Mt 27:60.

forberedelsesdag: Se studienote til Mt 27:62.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

Medieindhold

Nagle i et hælben
Nagle i et hælben

Dette er et foto af en model af et menneskes hæl gennemboret af en jernnagle der var 11,5 cm lang. Det originale arkæologiske fund blev gjort i 1968, under udgravninger i det nordlige Jerusalem, og dateres til romertiden. Det er et arkæologisk vidnesbyrd om at nagler blev brugt ved henrettelser til at fastgøre den dødsdømte til en træpæl. Det var muligvis sådanne nagler de romerske soldater brugte da de pælfæstede Jesus Kristus. Genstanden blev fundet i en stenkiste, kaldet et ossuarium, hvori de tørre knogler af en afdød blev anbragt efter at legemet var gået i opløsning. Det viser at en der blev henrettet på en pæl, godt kunne få en begravelse.

Gravkammer
Gravkammer

Jøderne begravede normalt deres døde i huler eller gravkamre der var hugget ud i klippen. Gravene var placeret uden for byerne, undtagen gravene til kongerne. De jødiske grave man har fundet, er bemærkelsesværdigt enkle. Det var åbenbart fordi jødernes religion ikke tillod at man ærede de døde, fordi den ikke indeholdt nogen forestillinger om at de døde eksisterer og er ved bevidsthed i en åndeverden.