Det andet brev til korintherne 10:1-18

10  Jeg selv, Paulus, appellerer nu til jer med den mildhed og kærlighed Kristus har,+ selvom jeg forekommer svag når jeg står over for jer ansigt til ansigt,+ men frimodig over for jer når jeg er fraværende.+  Jeg beder om at jeg når jeg kommer, ikke skal blive nødt til at være frimodig og anvende de stærke midler jeg tænker på, over for dem der mener at vi følger verdslige menneskers* tankegang.+  Selvom vi er mennesker,* fører vi ikke krig som mennesker gør.*  De våben vi fører krig med, er nemlig ikke menneskeskabte.*+ Nej, det er magtfulde våben som Gud har givet os+ så vi kan nedbryde stærke fæstningsværker.  Vi nedbryder nemlig ræsonnementer og alt hvad der i stolthed rejser sig imod kundskaben om Gud,+ og vi indfanger enhver tanke for at gøre den lydig mod Kristus.  Og vi er parate til at straffe enhver der er ulydig,+ så snart I selv har vist at I er lydige.  I bedømmer tingene efter det ydre. Hvis en er overbevist om at han tilhører Kristus, så lad ham igen tænke over dette: Ligesom han tilhører Kristus, gør vi det også.  Selv hvis jeg skulle rose mig en lille smule for meget af den myndighed Herren har givet os til at opbygge jer, ikke nedbryde jer,+ så ville det ikke være helt uberettiget.  Det skal ikke lyde som om jeg prøver at skræmme jer med mine breve. 10  Man siger jo: “Han bruger stærke og magtfulde ord i sine breve, men når han er personligt til stede, er han svag, og det han siger, er ikke værd at regne med.” 11  De der siger sådan, skal bare vide at det vi siger* i vores breve når vi ikke er til stede, det vil vi også gennemføre* når vi er til stede.+ 12  Vi vover ikke at stille os på linje med dem der ophøjer sig selv, eller at sammenligne os med dem.+ Men når de måler sig selv efter deres egne normer og sammenligner sig med sig selv, viser de at de ingenting forstår.+ 13  Hvad os angår, så vil vi ikke rose os af noget der ligger uden for de grænser vi har fået anvist. Vi vil holde os inden for det område Gud har tildelt os, et område der når helt ud til jer.+ 14  Vi gik ikke ud over vores tildelte område da vi kom til jer, som om vores område ikke også omfattede jer, men vi var de første der kom helt ud til jer med den gode nyhed om Kristus.+ 15  Vi roser os ikke af noget der ligger uden for vores anviste grænser, noget andre har arbejdet med, men vi håber at det arbejde vi har gjort, efterhånden som jeres tro vokser, vil blive ved med at vokse inden for vores område. Derefter vil vi udvide vores område 16  så vi kan forkynde den gode nyhed i lande der ligger længere væk i forhold til hvor I bor. På den måde kommer vi ikke til at prale af noget som andre allerede har udrettet i deres distrikt. 17  “Men hvis vi praler, skal det være af Jehova.”+ 18  Det er jo ikke den der roser sig selv, der bliver godkendt,+ men den der bliver rost af Jehova.+

Fodnoter

Bogst.: “en kødelig”.
Bogst.: “efter hvad vi er i kødet”.
Bogst.: “vandrer i kødet”.
Bogst.: “kødelige”.
Bogst.: “det vi er i ord”.
Bogst.: “sådan vil vi også være i handling”.

Studienoter

den ... kærlighed Kristus har: Paulus var ikke hård da han skrev til de kristne i Korinth om nogle af de fejl de havde begået. Derimod efterlignede han Kristus og appellerede til dem på en mild og kærlig måde. Det græske ord der her er oversat med “kærlighed”, betyder bogstaveligt “eftergivenhed” og kan også oversættes med “rimelighed”. Det er en fremtrædende egenskab hos Jesus Kristus. Da Jesus var her på jorden, afspejlede han til fuldkommenhed sin Fars rimelighed. (Joh 14:9) Så selvom korintherne havde brug for kraftig vejledning, valgte Paulus at appellere kærligt til dem i stedet for bare at give dem påbud.

dem der mener at vi følger verdslige menneskers tankegang: Det ser ud til at nogle i menigheden i Korinth ikke længere var så åndelige og havde fået et kritisk syn på Paulus og hans medarbejdere. Det kan være at de vurderede Paulus og de andre ud fra deres ydre, medfødte evner, personlighed og så videre, i stedet for at betragte dem som åndelige mænd. Kritikerne anerkendte ikke at Guds ånd virkede i menigheden, og at mænd som Paulus og Apollos udrettede det de gjorde, ved hjælp af Guds ånd og til ære for Ham.

Selvom vi er mennesker: Paulus og hans medarbejdere, som for eksempel Apollos og Kefas (Peter), var ligesom alle andre og var underlagt de samme begrænsninger som andre ufuldkomne mennesker. (1Kt 1:11, 12; 3:4, 5) Men de førte ikke krig som mennesker gør, dvs. motiveret af kødelige tilbøjeligheder og ufuldkomne menneskers tankegang.

fører vi ikke krig: Bogst.: “udfører vi ikke militærtjeneste”. Paulus bruger ofte militære begreber, som for eksempel i 2Kt 10:3-6, til at beskrive den åndelige krig som han og hans trosfæller fører for at beskytte menigheden mod destruktive, falske ræsonnementer og læresætninger. – 1Kt 9:7; Ef 6:11-18; 2Ti 2:4; se studienoter til 2Kt 10:4, 5.

Vi nedbryder nemlig ræsonnementer og alt hvad der i stolthed rejser sig: Den åndelige krig kristne fører i menigheden, indebærer at nedbryde, eller destruere, alle skadelige tanker eller falske læresætninger. Disse og andre forhindringer rejser sig som store mure der blokerer vejen for dem der gerne vil opnå nøjagtig kundskab om Gud. Selv inden for menigheden kan “skadelige tanker” hindre en person i at få et godt forhold til Gud. (Mr 7:21) Bogstavelige sværd og spyd er ubrugelige i kampen mod sådanne tanker, eller ræsonnementer, så “de våben vi fører krig med”, indbefatter “åndens sværd, det vil sige Guds ord”. (2Kt 10:4; Ef 6:17) Ved at bruge det sværd kan kristne afsløre falske læresætninger, forkerte handlinger og filosofier der afspejler menneskers tankegang. – 1Kt 2:6-8; Ef 6:11-13.

nedbryde stærke fæstningsværker: Det græske udsagnsord der her er gengivet med “nedbryde”, bliver i 2Kt 13:10 oversat med “rive ned”. Septuaginta bruger dette græske ord til at oversætte et hebraisk ord der betyder “ødelægge”. (2Mo 23:24) Det græske ord Paulus her bruger for “stærke fæstningsværker” (ochyroma), forekommer ikke andre steder i De Kristne Græske Skrifter. Paulus bruger ordet i overført betydning, men generelt henviser det til en fæstning eller befæstet by. Septuaginta bruger det i Ord 21:22, og nogle bibelforskere mener at Paulus her hentyder til dette vers. Septuaginta bruger også dette udtryk når den omtaler den berømte befæstede by Tyrus og andre fæstninger. (Jos 19:29; Kl 2:5; Mik 5:11; Zak 9:3) Illustrationen leder tankerne hen på at “nedbryde” eller nedrive en stor fæstning, ligesom man gjorde når man indtog en befæstet by.

nedbryde stærke fæstningsværker: Det græske udsagnsord der her er gengivet med “nedbryde”, bliver i 2Kt 13:10 oversat med “rive ned”. Septuaginta bruger dette græske ord til at oversætte et hebraisk ord der betyder “ødelægge”. (2Mo 23:24) Det græske ord Paulus her bruger for “stærke fæstningsværker” (ochyroma), forekommer ikke andre steder i De Kristne Græske Skrifter. Paulus bruger ordet i overført betydning, men generelt henviser det til en fæstning eller befæstet by. Septuaginta bruger det i Ord 21:22, og nogle bibelforskere mener at Paulus her hentyder til dette vers. Septuaginta bruger også dette udtryk når den omtaler den berømte befæstede by Tyrus og andre fæstninger. (Jos 19:29; Kl 2:5; Mik 5:11; Zak 9:3) Illustrationen leder tankerne hen på at “nedbryde” eller nedrive en stor fæstning, ligesom man gjorde når man indtog en befæstet by.

Vi nedbryder nemlig ræsonnementer og alt hvad der i stolthed rejser sig: Den åndelige krig kristne fører i menigheden, indebærer at nedbryde, eller destruere, alle skadelige tanker eller falske læresætninger. Disse og andre forhindringer rejser sig som store mure der blokerer vejen for dem der gerne vil opnå nøjagtig kundskab om Gud. Selv inden for menigheden kan “skadelige tanker” hindre en person i at få et godt forhold til Gud. (Mr 7:21) Bogstavelige sværd og spyd er ubrugelige i kampen mod sådanne tanker, eller ræsonnementer, så “de våben vi fører krig med”, indbefatter “åndens sværd, det vil sige Guds ord”. (2Kt 10:4; Ef 6:17) Ved at bruge det sværd kan kristne afsløre falske læresætninger, forkerte handlinger og filosofier der afspejler menneskers tankegang. – 1Kt 2:6-8; Ef 6:11-13.

“superapostle”: Paulus bruger her et udtryk der også kan gengives “overapostle”. Han bruger det ironisk til at beskrive de arrogante mænd der åbenbart betragtede sig selv som bedre end de apostle Jesus selv havde udnævnt. Paulus kalder dem “falske apostle” fordi de i virkeligheden var “Satans tjenere”. (2Kt 11:13-15) De forkyndte deres egen udgave af den gode nyhed om Kristus. (2Kt 11:3, 4) De nedgjorde og bagtalte også Paulus og satte spørgsmålstegn ved den myndighed Gud havde givet ham.

Man siger jo: Paulus nævner her et citat der ser ud til at stamme fra nogle i Korinth der kritiserede ham, måske “superapostlene” eller dem der var blevet påvirket af dem. (Se studienote til 2Kt 11:5). De påstår at når Paulus personligt er til stede, “er han svag, og det han siger, er ikke værd at regne med”. Men indbyggerne i Lystra troede fejlagtigt at Paulus var Hermes, guden for veltalenhed i den græske mytologi. (Se studienote til ApG 14:12). Og Paulus’ taler der er nedskrevet i Apostlenes Gerninger, viser at han var en fremragende taler. (ApG 13:15-43; 17:22-34; 26:1-29) Så den kritik der kom fra Paulus’ modstandere i Korinth, var lige så ubegrundet som den var ukærlig og respektløs.

når han er personligt til stede: Paulus nævner det at han er “personligt til stede [græsk: parousia]” som en modsætning til at han “ikke er til stede”. (2Kt 10:11) Her anvendes parousia i betydningen at være til stede hos brødrene, og ikke i betydningen at nærme sig eller ankomme. Det græske ord er brugt på en lignende måde fem andre gange i De Kristne Græske Skrifter. (1Kt 16:17; 2Kt 7:6, 7; Flp 1:26; 2:12) Det samme græske ord bruges også i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:3; 1Kt 15:23) Selvom mange oversættelser gengiver dette udtryk med “ankomst” eller “komme” i forbindelse med Jesus’ nærværelse, støttes gengivelsen “nærværelse” af den måde Paulus anvender det græske ord på. – Se studienoter til 1Kt 15:23; 16:17.

er her hos mig: Her bruger Paulus det græske ord parousia i forbindelse med tre af hans medarbejdere der var hos ham. Det anvendes på en lignende måde fem andre steder i De Kristne Græske Skrifter. (2Kt 7:6, 7; 10:10; Flp 1:26; 2:12) Udtrykket bruges også i forbindelse med Jesus Kristus’ usynlige nærværelse. (Mt 24:3; 1Kt 15:23) Udtrykket parousia, eller “nærværelse”, kan henvise til en usynlig nærværelse, sådan som den jødiske historiker Josefus, der skrev på græsk, indikerede da han omtalte Guds parousia på Sinajs Bjerg. Guds usynlige nærværelse blev manifesteret ved torden og lyn. (Jewish Antiquities, III, 80 [v, 2]) Paulus anvender det beslægtede udsagnsord pareimi (“at være nærværende”) da han taler om at være “nærværende i ånden” men “ikke fysisk til stede”. (1Kt 5:3) Selvom mange oversættelser gengiver dette udtryk med “ankomst” eller “komme”, støttes gengivelsen “nærværelse” af den måde Paulus anvender det på i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. – Se studienote til 1Kt 15:23.

under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Kristus’ nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke kun beskrive det øjeblik hvor han kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

Hermes: En græsk gud som man mente var gudernes sendebud og søn af Zeus. Han blev anset for at være de mytologiske heltes kloge rådgiver og blev betragtet som guden for handel, veltalenhed, idræt, søvn og drømme. Fordi Paulus førte ordet, troede indbyggerne i den romerske by Lystra at Paulus i virkeligheden var guden Hermes. Interessant nok er flere ord i Bibelens grundtekst relateret til navnet Hermes, og de bruges om det at oversætte eller forklare noget. (Eksempler på dette er det græske udsagnsord hermeneuo, der bliver gengivet med “oversættes” i Joh 1:42 og med “betyder” i He 7:2. I 1Kt 12:10 og 14:26 forekommer navneordet hermenia, der på dansk bliver gengivet med to bøjninger af udsagnsordet “oversætte”. Se også studienote til Lu 24:27). Blandt de arkæologiske fund der er blevet gjort i nærheden af oldtidsbyen Lystra, er en statue af guden Hermes, og i samme område er der blevet fundet et alter viet til Zeus og Hermes. Romerne identificerede Hermes med deres gud for handel, Merkur.

område: Ordet “område” er her oversat fra det græske ord kanon. Ordet kommer af det hebraiske ord for rørkæp (qaneh). En rørkæp, eller stok, blev brugt som måleredskab. (Eze 40:3-8; 41:8; 42:16-19; se Ordforklaring: “Kanon [Bibelens kanon]”). I 2Kt 10:13, 15, 16 anvender Paulus ordet om den opgave Gud har tildelt ham. Paulus ville kun rose sig af det han kunne udrette inden for det område Gud havde tildelt ham, dvs. inden for grænserne for den opgave Gud havde givet ham.

hvis vi praler, skal det være af Jehova: Det græske udsagnsord for “prale” (kauchaomai) der bliver brugt i De Kristne Græske Skrifter, kan også oversættes med “være stolt af; juble”. Det kan enten have en negativ eller en positiv betydning. Paulus siger for eksempel at vi kan “juble over [eller “prale af”] håbet om den herlighed Gud vil give os”. (Ro 5:2) At ‘prale af Jehova’ betyder at være stolt af at Jehova er vores Gud, og at juble over hans gode navn og omdømme. – Jer 9:23, 24.

Jehova: I dette citat fra Jer 9:24 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den oprindelige hebraiske tekst. Paulus citerer det samme vers i 1Kt 1:31. – Se Tillæg C1 og C2.

men den der bliver rost af Jehova: Det Paulus nævner her, hænger sammen med det foregående vers, hvor han henviser til Jer 9:23, 24. I de vers nævner Jeremias at det ikke er passende at prale af sin egen visdom, styrke eller rigdom. Det eneste man skal prale af, er at man “har indsigt og kender mig, ... erklærer Jehova”. Paulus bygger videre på citatet ved at sige at Gud ikke godkender dem der roser sig selv og praler af sig selv (Ord 27:2), men dem der bliver “rost af” Jehova. Fordi Guds navn forekommer i den oprindelige hebraiske tekst i Jer 9:24, anvendes det både i det foregående vers (2Kt 10:17) og her. – For flere oplysninger om brugen af Guds navn i dette vers, se Tillæg C3 introduktion; 2Kt 10:18.

Medieindhold